Pastor Judes prædiken til d. 28. alm. søndag 2018 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Pastor Judes prædiken til d. 27. alm. søndag 2018 kan læses under linket: Søndags Prædiken

D. 27. ALM. SØNDAG.

                                                                                                                                                 Søndag d. 7. oktober (grøn)

1.L.: 1. Mosebog: kap.2, v. 18-24

Sl 128, v. 1-2, 3.4, og 5. 6.

2.L.: Brev til Hebræerne: kap. 2, v. 9-11.

Ev.: Mark: kap. 10, v. 2-16 eller 10,2-12.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Pastor Jude, vor sognepræst, opfordrer dem  som har lyst til det at bede rosenkransen i denne måned inden messen starter ( og i god tid!). Han understreger, at det er tilladt kun i oktober, og ikke andre måneder. Han slutter ved at minde os om, at paven også opfordrer os til at bede den.

Alle messe tider til okt. kan læses på linket: Kalender

Wow, Paven var  til jubilæet, men kun 5 fra menigheden fik chancen til at møde ham, før han fløj tilbage til Rom.  Alt for få, når man husker, hvor mange medlemmer der er i menigheden. De modige fem var: Robin, Melanie, Tharseka, Solomon og Sian Poul. Lad os håbe, at flere vil deltage ved den næste arrangement. Husk! DUK gør det for jeres børns skyld!

Pastor Judes prædiken til d. 26. alm. søndag 2018 kan læses på linket: Søndags Prædiken

Mødets referat kan læses under linket: Lokaludvalget

D. 26. ALM. SØNDAG 2018

                                                                                                                                                  Søndag d. 30. sept. ( grøn)
1.L.: 4. Mosebog: kap. 11, v. 25-29

Sl 19, v. 8.10.12-13.14.

2.L.: Jakobs brev: kap. 5, v. 1-6.

Ev.: Mark: kap. 9, v. 38-43.45.47-48.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Faste- og bededag for Kirken og Paven

Som allerede meddelt besluttede Den nordiske Bispekonference på sit seneste møde, at der skal afholdes en faste- og bededag for Kirken og pave Frans hhv. fredag den 5. oktober og søndag den 7. oktober.

Hvorfor?

Hvorfor dette særlige bededagsinitiativ for Kirken og Paven? Er det ikke et permanent anliggende, som vi hele tiden er opmærksomme på? Hver gang, vi fejrer messe, beder vi i nadverbønnen for Kirken og Paven. Lige efter ”Fader vor” i messen beder vi: ”Herre Jesus Kristus… Se ikke på vore synder, men på din Kirkes tro og før den efter din vilje til fuldkommen

enhed og fred.”

Der er således altid blevet bedt for Kirken og Paven. Det hører med til vor forståelse af os selv som kristne, at vi lever vort liv i Kirken og sammen med den. Desuden føler vi os i vore lokale

fejringer, ikke mindst af Eukaristien, forenet med Paven og biskopperne.

Hvorfor netop nu?

Når vi nu opfordres til særlig bøn og bod, er det, fordi der i den seneste tid er sket og sker mange ting, som foruroliger og bedrøver os. Der har i hele Kirkens historie ofte været spændinger, ufred og eksempler på livsførelse i modstrid med evangeliets ånd og Guds bud. Sådanne tilstande konfronteres vi også med nu.

Sager om seksuelle overgreb

Sager om præsters og biskoppers seksuelle overgreb af især børn og unge og forsøgene på at dække over dem bliver desværre ved med at komme frem. Overgrebene er foregået over lang tid og drejer sig derfor ofte om forhold, som ligger flere år tilbage. Der er i de senere år blevet gjort meget for at forhindre, at noget lignende kan finde sted, og for at gøre kirkelige miljøer til sikre steder at være for børn, unge og udsatte voksne.

Ikke desto mindre har ofrene i lang tid måttet sidde tilbage med smertelige følger og ubehagelige minder, ofte uden at nogen har lyttet eller taget hånd om dem. Også resten af kirkefolket er berørt af smerte, frustration og forargelse over, at sådanne ting har kunnet finde sted i Kirken.

Vi ved, at kun en lille del af gejstligheden har gjort sig skyldige i overgreb, og at Kirkens mission fortsat er ædel og nødvendig, at Kristi budskab stadig skal forkyndes. Derfor er det også vigtigt, at der gøres alt, for at Kirken ikke fremstår som utroværdig og irrelevant og får folk til at vende den ryggen og til på forhånd at lade være med at lytte til den.

Uro, splittelse og kritik i Kirken

Også dette har altid været en del af kirkehistorien, nogle gange med katastrofale, langtrækkende og permanente følger. I Kirken er der som en del af dens universelle karakter plads til kulturelle, nationale og sociale forskelligheder. Kirken bliver beriget og inspireret af forskellige traditioner, liturgier, fromhedsformer og teologiske skoler. Det sker også, at disse emner giver anledning til diskussion, nogle gang også ved at udfordre dele af tros- og morallæren. Også tidligere har paver, biskopper og præster måttet stille op til spørgsmål og kritik.

Hvad nyt og foruroligende er der så lige nu? Måske er der i princippet ikke noget nyt; men uro og kritik fremstår til gengæld stadigt oftere i sammenhænge, der forventes at være præget af enhed. Nu ser vi, at bispekonferencer kommer med forskellige retningslinjer til implementering af ”Amoris lætitia,” pave Frans’ skrivelse om familien, højtstående personer i Kirken kritiserer hinanden offentligt, og som noget hidtil uhørt er der fra visse kredse stærk kritik af pave Frans selv, indimellem med krav om, at han skal træde tilbage.

Derfor er bøn og omvendelse netop i denne stund så vigtig. Ved at bede om enhed, gøre bod og vise tegn på omvendelse udtrykker vi, at Gud ved sin Helligånd er den eneste, der kan hele sår og skabe enhed.

Udfordringer udefra Med opfordringen til faste og bod tænker vi på de udfordringer i Kirken, som opstår inden for dens egne rammer. Men i denne tid må vi i vor bøn ikke glemme alle de kristne, som er forfulgte for deres tros skyld. Deres situation og den standhaftighed, de viser, ofte med livet som indsats, skal gøre os taknemmelige for friheden til at leve vor tro og opmuntre os til at leve den autentisk.

Hvorfor skal vi alle faste og vise bodfærdigt sindelag?

Nogle vil måske spørge, hvorfor hele Guds folk skal faste og gøre bod, når forbrydelserne i Kirken er blevet begået af nogle få, og de fleste katolikker ikke har andel i den nuværende uro og angreb. Selv om ugerninger og forfald kommer til at fylde meget, tror vi dog også på, at de gode kræfter i Kirken kan rette op på meget. Ikke mindst helgenerne har vist os dette; men enhver kristens gode vidnebyrd, oprigtige tro, ivrige engagement og næstekærlighed er med til at give og gengive Kirken det ansigt, Kristus ønsker, den skal have, så den trods menneskelig krøbelighed i størst muligt omfang udstråler hellighed og formår at formidle sandheden på en troværdig måde.

De seksuelle overgreb og den truende splittelse er det, der i øjeblikket fylder og foruroliger mest.

Dog svækkes Kirken også af, at troen spiller en stadig mindre rolle i manges liv, at søndagsmessen og andet engagement i Kirkens liv ikke længere er selvfølgeligt, at Guds bud ikke længere føles relevante og forpligtende. Hvis troen ikke er stærk og engageret, vil ting som overgreb nemt kunne få mange til at miste modet og tilliden, og hvis der ikke er enighed om budskabet, skabes der rum til forvirring og ligegyldighed.

Få mennesker kan ved deres forbrydelser gøre umådeligt megen skade, og ofte skal der ikke mange til at skabe splid. Til gengæld kan rigtigt mange med et tilsyneladende upåfaldende kristent

vidnesbyrd skabe en positiv opmærksomhed på Kirken og gøre den tiltrækkende og relevant. Det er, hvad faste- og bededagen skal hjælpe os alle med. Lad os gøre den til en hyldest til Gud og en kilde til gensidig opmuntring.

Hvordan gennemføres faste- og bededagen rent konkret?

Fredag den 5. oktober er selve fastedagen. Vi kender fredagen som ugentlig bodsdag, og denne fredag er også første fredag i oktober, hvor vi særligt ærer Jesu Hjerte, altså hylder og åbner os for hans store kærlighed. Jesus har som uskyldig sonet vore synder.

Fredag den 5. oktober opfordres alle til at faste, dvs. nøjes med blot eet solidt måltid, lidt i stil med askeonsdag og langfredag. Om muligt kan man også give afkald på andre goder og vise særlig opmærksomhed på mennesker, som måtte have særlige behov.

I menigheder og ordenshuse anbefales det udover at fejre messen at holde tilbedelse foran det udstillede Sakramente, også gerne længere, end man ellers er vant til.

Søndag den 7. oktober er bededagen. Det er i år også Rosenkransfesten. I flere menigheder har man tradition for at bede rosenkransen før messen. På denne dag opfordres alle menigheder til at gøre det. Rosenkransen minder os om enigheden i Urkirken, hvor ”alle i enighed holdt fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor, Maria, og hans brødre.” (jf ApG 1,14)

Rosenkransfesten blev indført efter slaget over en fjendtlig flåde ved Lepanto i 1570. Det er ikke den form for triumf, vi skal lægge for dagen nu; men derimod hente tillid til, at bøn, og ikke mindst rosenkranbønnen, kan hjælpe os med at overvinde andre trusler og farer, også inden for Kirken selv.

Læsningerne på denne 27. alm. søndag lægger egentlig op til at befatte sig med ægteskab og familie, men kan også inspirere til at fokusere på den oprindelige orden i Guds plan og gøre op med, hvad ”hårdhjertethed” har forårsaget (jf Mk 10,5).

Jeg ønsker for alle, at disse to dage ved en fælles indsats i faste og bøn må hjælpe os med at erfare, at ”Gud er større end vort hjerte,” (1 Joh 3,20b), det hjerte, som nogen gange knuses, andre gange forhærdes, at Gud er større end alt ondt og den uudtømmelige kilde til alt godt.

+ Czeslaw