Sep 09 2017

Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2017

Udgivet af

Prædiken til den 22. almindelige søndag 2017

Ev.: Matt 16,21-27.

Vi hørte i sidste uge evangeliet om hvordan Peter siger: ’Du er Kristus. Du er Guds Søn’. I dag hører vi evangeliet om hvordan den samtale mellem Jesus og disciplene fortsætter. Når Jesus taler til os gennem evangeliet, så kan vi gå hjem en søndag med den sikkerhed at NU kender vi ham. Men søndagen efter siger han noget helt andet på en helt ny måde.

I evangeliet får vi tit det indtryk, at dem Jesus taler til ikke er villige til at forandre sig eller ændre deres syn på livet. Han taler til dem igen og igen men de virker hårde i huden og hilser ikke hans forandringer velkomne. Jesus derimod virker som et stykke sæbe når han taler. Vi kan ikke holde fast på ham, for han er smuttet videre, og giver os nye syn på det vi troede vi med sikkerhed kendte.

Man siger at tro kan flytte bjerge. Ved det skal vi forstå at vores tro er i en konstant udvikling gennem hele livet. Troen løber ikke efter samfundsidealer eller nye moderne ting. Det er ikke dén måde troen flytter sig på. Men inden i os må vi være villige til at der sker en forandring. At bede, at lytte til evangeliet, at modtage kommunionen har betydning for vores liv, fordi det konstant flytter os. Jesu ord forandrer os.

Jesus modsiger Peter direkte i dag. Han siger: Vig bag mig Satan!

Det kan virke overraskende, at Jesus bruger disse ord. At han taler mod Peter på en sådan barsk måde. Men læser vi i teksterne vil vi se at Jesus også taler sådan til os og provokerer os med ordene: ’I skal elske Jeres fjender. I skal bede for dem der forfølger Jer. og i bøn beder vi: Som også vi forlader vores skyldnere.

Med alle disse ord gør Jesus modstand mod os. I modstanden står vi ansigt til ansigt med vores tro, og spørgsmålet om hvorvidt vi er klar til at fornægte os selv, tage vores kors op og følge ham. Den der vil frelse sit liv skal miste det.

Hvad betyder det for os at vi skal miste vores liv? Jo, det betyder at vi skal miste vores liv som vi kender det – altså det liv hvor vi ikke tilgiver. Det liv hvor vi hader vores fjender og kun beder for dem vi elsker. Vi må åbne vores hjerter og tage imod det som Gud vil og forlade det som mennesker vil.

Det er let at sige sådan i en prædiken. Måske føles det også let lige nu at sidde her og sige det til os selv: At vi må gøre hvad Gud vil og ikke hvad mennesker vil. En helt anden sag er at gå ud og gøre sådan. På den måde er vi ligesom disciplene – vi er ofte ude af stand til at gå med forandringen, fordi vi sidder fast i de små cirkler vi bevæger os i.

Cirklerne kredser omkring vores familie, vores arbejde, venner og den måde som andre opfatter os på. Og det er vigtigt for os hvordan vi opfattes – især de cirkler er svære at bryde ud af, og netop derfor udfordres vi når Jesus sætter vores liv og tanker i bevægelse med sine ord i evangeliet.

Lad os sammen som et fællesskab her i vores cirkel lade os bevæge fremad, til siden og tilbage igen af de ord Jesus taler til os. Lad os samle vores kors op – ikke som en byrde, men for at opfylde den plan Gud har med os, at vi evigt skal forandre os, og åbne vores hjerte for Guds veje.

I dag ser vi forandringen med egne øjne. Børnene som skal modtage sakramenter begynder deres undervisning i dag. Med Jeres skoletaske og madpakke siger I ’Ja’ til at lade Jer overraske og blive flyttet. Søndag efter søndag vil I tro at I med sikkerhed kender Jesus, og så vil han smutte fra Jer som et stykke sæbe, og I vil nysgerrigt fange ham igen gennem hele livet.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2017

Aug 29 2017

Pastor Judes prædiken til den 21. alm. søndag 2017

Udgivet af

Prædiken den 21. alm søndag 2017.

Ev: Matt 16, 13-20

I dag har vi været vidner til en af de samtaler der har fået rigtig stor betydning for vores kirke. Peter bekender at Jesus er Guds Søn. Han siger sådan med sine egne ord, fordi han i sit hjerte og i sin sjæl mærker en dyb tillid til at livet er præget af noget som ligger udenfor ham selv.

En sådan bekendelse er en historie om at der er sket noget med Peter. For at kunne pege på Jesus og sige: ’Du er Guds Søn’ må han have gjort sig erfaringer. På samme måde som vi også har gjort os erfaringer, der betyder at vi kan pege op på korset og sige: ’Dér er Guds Søn’

Vi bekender, at det er et billede af Kristus. På baggrund af bekendelsen blev vores kirke bygget på Peters ord, og kirken er levet videre fordi der år efter år er kommet nye mennesker til, som igen og igen har bekendt at ’dét er Gud og dét er Kristus!’

Vi ved alle hvordan det gik med Peter. Hans bekymring for Jesus var stor, og han kunne ikke acceptere at der ville ske Jesus noget dårligt. Da Jesus fortalte om sin død og lidelse, ville Peter ikke tro at Gud ville lade den smerte overgå ham, men kun kort tid gik der før Peter stod og sagde: ’Jeg kender ikke den mand’.

Der gik kun kort tid mellem at Peter bekendte til han benægtede. Og med dagens tekst må vi kigge på os selv. Vi sidder her i dag fordi vi bekender. Vi sidder her i dag fordi Gud har åbnet vores øjne for troen på Kristus. Den gave fra Gud har vi pakket ud og pakket ind i vores hjerte.

Tusinder af mennesker har lidt døden, blevet fængslet eller er drevet på flugt netop på grund af at de har bekendt det samme som Peter – at Jesus er Guds Søn. Det er en alvorlig bekendelse at komme med. Måske er det også derfor at bekendelsen kan justeres eller ændres på.

Når vi bliver konfronteret med vores tro, kan det være sin sag at forsvare den. Når andre mennesker svarer vores bekendelse med spørgsmålet: ’Tror du så også på nisser?’ kan det være svært at stå fast på retten til religionsfrihed. Og når man er ung eller barn i denne virkelighed med sociale medier, er det sikkert ikke sjældent at nogen mobbes for at tro på Gud.

Det letteste vil være at gøre som Peter, og benægte ALT. I det tilfælde er det fristende at lave sjov med vores tro, eller tage afstand fra vores bekendelse. For at finde modet til at sige: ’Ja jeg tror på Gud, og nej – det er ikke det samme som at tro på nisser’ så må vi gøre mere end at bekende.

Vi må også ERKENDE. Når vi bekender er det ord der kommer ud ad vores mund. Når vi ERKENDER er det en anden type proces. Det er en handling der kan vare flere år, eller hele livet og den foregår indeni os selv. Inde i vores hjerte – der hvor vi har pakket Guds gave ud – må vi vokse med vores tro.

Hvis 2 mennesker bliver gift og aldrig efter brylluppet viser hinanden kærlighed, da vil ægteskabet dø. På samme måde er det med vores tro. Hvis vi under vores 1. kommunion bekender at vi tror på Jesus, men aldrig derefter giver vores tro opmærksomhed, da vil vores forhold til Gud støve til og blive ligegyldigt i vores liv.

Hver eneste dag må vi nære forholdet til Gud. Vi må ERKENDE Guds rolle. At kunne messens dele, Fader Vor og Trosbekendelsen udenad bringer lyder som flotte ord fra vores mund, men vores forhold til Gud næres på en anden måde.

Lad os i dag begynde at bygge fundamentet til vores tro på Gud, og erkende stykvis at Jesus er den eneste sande vej. Lad os ved Guds hjælp tage ved lære af vores fejl og slippe magten over vores eget liv, og i stedet løse de bånd der binder os her på jorden, for da vil det også være løst i himlen.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til den 21. alm. søndag 2017

Aug 08 2017

Pastor Judes prædiken

Udgivet af

Prædiken til Herrens Forklarelsen Fest 2017

Ev: Matt.: kap. 17, v. 1-9.

Der er noget med bjerge. Der er noget særligt som betager os og sætter os i en vis ydmyghed overfor Guds skaberværk. På et bjerg kan man se langt, og at komme til bjergets top er ofte forbundet med udmattelse og en slags sejr over det vi troede var menneskeligt umuligt for at komme dertil. Bjerge ude i verden har kostet mennesker ører, fingre og tæer, og nogen har endda måtte betale med livet på vej dertil.

Også i Biblen er der noget med bjerge. Det er som om at hver gang der skulle ske noget vigtigt, så skete det på et bjerg. Moses modtog loven fra Gud på et bjerg. Jesus døde på Golgatahøjen. Vi har bjergprædikenen, og Jesus efterlader disciplene i fysisk skikkelse på oliebjerget. I dag sker der også noget vigtigt på et bjerg. Vi hører om forklarelsen, Jesus der viser sig som Guds søn. Måske har de været 7 dage undervejs for at nå bjergets top – og måske vil det tage dem 7 dage mere at komme ned. De er uden telte, uden luftmadrasser, så da de først er på bjerget kan vi nok forstå at de blev betagede.

Jesus forvandler sig – han lyser og Peter, Jakob og Johannes tænker at det her er et magisk sted. Dette er et helligt sted. De ønsker sig ikke mere men gribes også af frygt. Foran dem kommer Moses og Elias til syne. De minder dem om Guds alvor, lovene og reglerne – og for at holde fast i magien vil Peter bygge hytter på bjergtoppen, men det er ikke derfor Jesus giver dem forklarelsen. De hører Guds stemme – ’nej, ingen hytter her, lyt til min Søn’ og mændene må gå tilbage til det liv de kom fra.

Men noget er anderledes. De har en viden, en viden som også vi har. En viden om at Jesus kan skabe magi i deres liv og i vores liv, for Jesus sender nemlig ikke de 3 mænd hjem alene. Han går med dem ligesom han går med os hver eneste dag. Hans hellighed er åbenbaret for vores øjne i dag. Vi får forklaring på nogle af vores spørgsmål, men vi får præcis den samme besked: ’Rejs Jer og frygt ikke’.

Der er ellers nok at frygte. Et fly forsvandt ud i den blå luft, stormagter handler i ondskab og her helt tæt på os bliver mennesker dræbt hver eneste dag. Der er nok at frygte – der er god grund til at flygte op på det højeste bjerg og blive betaget over Guds skaberværk, men det er ikke vores plads. Vores plads som Gud har skabt for os er i denne verden, nedenfor bjerget – der hvor det guddommelige ikke altid er synligt for os.

Gud lover os at vi ikke er alene – at på vores vej gennem livet er Han med os alle dage. Han er ikke langt væk oppe i skyerne, Han trådte ind i vores hverdag og blev nærværende og taler til os når vi har brug for Hans stemme. I sin Søn fandt Han velbehag, men også vi er Guds børn. Også i os finder Gud velbehag. Og når vi træder ud af hverdagens problemer og travle timer, er der her i kirken et rum for os der minder om bjerget. Et rum hvor vi kan glemme verden udenfor og være alene med Gud, og drømme om at bygge hytter – for her i kirkerummet er alting nemmere. Ingen krig startes her, ingen fly bliver væk, men Jesus forlod bjerget for at kæmpe mod mørke, lidelse og død, og således må også vi blande os med den verden vi lever i, så ’rejs Jer og frygt ikke’.

Comments Off on Pastor Judes prædiken

Aug 02 2017

Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 17. alm. søndag 2017.

Ev: Matt 13, 44-52

Hver eneste dag ser vi mennesker eller situationer, hvor en stor menneskelige fristelse for os er at dømme om det er godt eller dårligt. Vi gør det allerede som baby når mor eller far serverer vores mad foran os. Babyen tager maden ind i munden og griner, hopper op og ned i stolen og siger mer’ mer’.

Eller også sker det modsatte. Babyen får maden i munden og kigger på sine forældre, som var de store forrædere af denne verden. Med ét kommer tungen ud som en skuffe der trækkes ud ad en kommode, og maden falder ned på gulvet. Og så høres der gråd!

Vi gør os til dommere over alt her i livet, hver eneste dag. Så snart en nyhed kommer på TV skærmen danner vi meninger om sandt og falsk, og retfærdighed og uretfærdighed. Men Jesus taler til os i dag om et ’vod’. Det er som et net der kastes ud på havet og samler fisk. Ikke bare én god slags fisk, men mange forskellige. Store og små, levende og døde, og måske også affald og græs. Intet menneske kan dømme over det der samles. Det er op til englene at dele det gode og det onde.

Vi skal forstå dette i en anden sammenhæng, nemlig den sammenhæng at vi er udpeget som kristne til at være menneskefiskere. Vi er ikke udpeget til at fiske de smukke eller de kloge, men mennesker af enhver art – både de der er levende og døde i troen. Resten er op til Gud.

Himmeriget ligner en perle siger Jesus i Dagens Evangelium. Han deler et smukt billede med os, for når vi frygter Gud eller tænker at Guds Rige er SÅ uendeligt at det er umuligt at forstå det, så har vi perlen at tænke på. En perle er perfekt, og er det billede på Jesus, der repræsenterer Gudsriget. Alle længes efter at eje en perle. Perlen er noget af det mindste, som dog har den allerstørste værdi. Og sådan er det med Gudsriget – vi kan længes efter det, og søge efter det. Og når vi finder det, vil vi forstå at Gud er at finde i selv de mindste ting.

De lignelser Jesus fortæller i dag er meget relevante for os. Vi lever i en kultur, hvor man på mange måder prøver at sælge os idéen om, at vi skal sætte os selv først og vokse i kærlighed til os selv frem for noget andet. Det er moderne at hvile i sig selv, og være optaget af hvordan man selv har det. Det kulturen prøver at sælge til os, er at vi skal finde ro inde i os selv, men den ro kommer ikke hvis vi kun optages af hvordan vi selv har det, for der hvor vi leder, vil vi ikke finde glæden ved det mindste. Nej der hvor vi leder vil vi finde at det er utilstrækkeligt.

Med billedet på nettet som fanger både godt og ondt, og skatten og perlen giver Jesus os et billede af, at for at hvile i os selv, må vi gøre noget og søge noget udenfor os selv. Vi kan kun hvile i os selv, hvis vi er optaget af vores næste.

Evangeliet inviterer os til at sætte noget til side for at gøre noget for vores næste. Vi må give afkald på vores egne ønsker, for at følge den vej som Gud har lagt for os. Det er ikke gratis at gå den vej. At vælge Guds veje, er hver dag en kamp mellem det vi selv dømmer og det Gud er dommer over, men i den kamp må vi huske at Guds indgriben i vores liv, er det vi siger ja til i vores liv som kristne. Lad os derfor søge efter Himmeriget og se at Gud findes i de mindste ting, og lad os være menneskefiskere uden at dømme det onde fra det gode. Da vil vi vandre på Guds veje og hvile i os selv fordi vi er optaget af vores næste

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2017

Jul 24 2017

Pastor Judes prædiken fra i går.

Udgivet af

Prædiken til den 16. alm. søndag 2017

Ev.: Matt 13,24-43 eller 13,24-30.

En morgen jeg skulle spise morgenmad, havde jeg glædet mig til min yoghurt med müsli og jordbær. Jeg hældte min yoghurt i en dyb tallerken. Så fyldte jeg hele min tallerken med müsli og pyntede med jordbær. For at det skulle smage ekstra lækkert tog jeg en skål med sukker og dryssede en stor skefuld på min morgenmad.

Så sad jeg ved bordet og tog den første bid. Det smagte forfærdeligt, og næste bid værre endnu. Jeg havde ødelagt min morgenmad – ikke med sukker, men en stor skefuld salt. Salt var i denne sammenhæng helt forkert, og havde gjort min morgenmad umulig at spise.

Gud har skabt denne verden for alle os mennesker. På samme måde som saltet i min morgenmad eller ukrudtet på hvedemarken, så ser vi hvordan noget som smukt som jorden, ødelægges. Det sker når mænd beslutter at kvinder er mindre værd i nogle lande. Det sker når moralen bliver mindre og egoismen stiger. Det sker når det bliver en menneskeret at bære våben, og når vi bruger så meget af jordens energi at klimaet bliver truet.

Når vi hører lignelsen om ukrudtet i hveden og surdejen, så kommer Jesus med en opfordring til os om tålmodighed. Når nogle få prædiker med had i deres ord, får politikere det ønske at lukke alle kirker ned, og når én forbryder sig mod Danmark taler man om at lukke grænser. Vi må dog lære at som saltet i morgenmaden og ukrudtet i marken kan vi ikke adskille alle disse ting. Vi kan ikke sortere alt dårligt væk, og kun bevare det gode.

Vi må have tålmodighed for altid i alle tider vil ondskab blande sig med godhed og det dårlige blande sig med det gode. Den skarphed der er den nye Gud i vores samfund arbejder imod den tålmodighed som Jesus taler om. Ukrudtet i hveden irriterer vores øjne, men alligevel må vi finde os i det, for fjerner vi det, vil også det gode gå til spilde.

Vores liv i denne verden er som en øvelse hen imod Gudsriget. Dagligt og time for time bliver vi udsat for valg, spørgsmål om moral og tålmodighed som peger mod Guds Rige. Langsomt lærer vi gennem livet at det gode ikke altid kan adskilles fra det dårlige, og med Guds hjælp lærer vi måske at leve med tålmodighed overfor alt det vi ikke kan ændre.

Jesus fortæller os om Gud, Han som er bondemanden der kigger på sin mark, med alle os der står som hvede eller ukrudt. Gud kigger på os og siger: ’Lad dem alle stå’ både de gode og de onde. Gud ser til at det gode ikke kvæles af det onde.

JEG er hvede sidder vi måske hver især og tænker, mens vi hurtigt kan komme i tanke om nogen der er ukrudt – men hvem er hvad? Hvede bliver man ikke kun af at overholde de 10 bud, og ukrudt bliver man ikke af kun at modtage kærlighed frem for at give. Det er mere kompliceret end det, og det er det der gør vores tro spændende og en evig rejse for ethvert menneske, der siger ’Ja’ til Gud.

Tålmodighed er et ord, som kan være som et referat af dagens evangelium. Gud som kigger på os, der er ukrudt og hvede, eller ser os der kun er små frø, men alligevel spirer frem, eller os der blandes i surdejen – kigger på os med tålmodighed. Vi skylder vores kristne tro, at kigge på hinanden på samme måde.

Men vi må også forsvare vores tro og kræve at der er plads til at være næstekærlighed og have idealer, for sådan kan hveden blive forsvaret mod at blive kvalt af ukrudt. Lignelsen i dag er et billede på Guds Rige. Det er et billede på hvordan adgangen til Guds Rige er, og at det ikke er os der afgør hvornår og om der skal høstes. Kun Gud afgør hvem der hører til. Lad os derfor i tillid til Gud, vise tålmodighed og omsorg for den verden vi lever i.

Comments Off on Pastor Judes prædiken fra i går.

Jul 18 2017

Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. søndag 2017

Udgivet af

Prædiken til den 15. alm. søndag.

Ev.: Matt 13,1-23 eller 13,1-9.

Der er nogen der går i kirke hver søndag – her i vores kirke og har en meget dyb tro. Andre har gået eller kørt forbi vores kirke her, måske i flere år, uden nogensinde at have tænkt over hvad bygningen indeholder. Andre igen ligefrem forbander kirken, og har den tanke at religion er grundstenen til alt ondt i denne verden.

Det spændende ved den forskellighed er at alle de mennesker er skabt i Guds billede. De alle har Evangeliene til rådighed. Gud har ikke tegnet en streg rundt om os, og sagt at vi er de eneste der må læse Biblen – at vi er de eneste som må høre Guds ord, eller opleve mirakler. Nej, Guds ord er for alle, sådan som vi lærer det søndag efter søndag. Vi lærer at Guds kærlighed omfavner alle og ikke skelner mellem rig og fattig, racer eller livsvilkår. Gud er Gud for alle mennesker.

I fortællingen fra Jesus vi hører i dag, hører vi om hvordan vi mennesker enten kan være ’den gode jord’ eller ’klippegrund’ eller det der findes mellem tidslerne. Sandheden er nok at vi alle er lidt af det hele. Når det går rigtig godt og vi har overskud, er vi som den gode jord, hvorfra alt kan vokse – både næstekærlighed, idéer, omsorg og handling.

Når vi er som klippegrund eller vi er som de kvælende tidsler – når livet går os imod og vi er optaget af vores egne bekymringer – ja, så har vi ikke meget at byde på. Vi tøver med at give, fordi vi har så lidt at give af.

Det som lignelsen i dag minder os om er at vi ikke er værdiløse for Gud, når vi ikke har noget at byde på. Gud har sået sit ORD overalt.

På samme måde ser vi det her på Danmarks flade marker om foråret. Landmanden sår overalt. Han fylder sin traktor med såsæd og spreder det på hele marken. Landmanden har ikke markeret firkanter og områder hvor han ikke kører. Han véd af erfaring af i det ene hjørne og lige midt på marken – der er der knolde og tør jord der ikke kommer til at give megen høst. Alligevel sår han sin afgrøde der i håbet om og troen på, at det måske bliver bedre i år.

Sådan sår Gud sin kærlighed til mennesker. På korset tog Jesus alle vores synder på sig, og Gud gav sin hemmelighed om Guds Rige til alle mennesker. Det er en hemmelighed som vi ikke kan TAGE og kræve at forstå, men kun modtage når vi er klar, for først når vi modtager Gud kan vi forstå bid for bid den hemmelighed Han har delt med os.

Og Gud er ivrig for at dele ud af sin hemmelighed. Når vi lidt efter lidt får indsigt i den gåde som Guds Rige er, da vil vi være velsignede og rede til at gå ud og sprede Guds ord og gerninger. Derfor sår Gud håbefuldt og lader ikke noget sted i denne verden være øde.

Hver eneste gang et menneske forstår endnu et lille bid af hele troens mysterium, da bærer det frugt, og er et skaberværkets mirakel – helt på lige fod med alt det der komme rop af jorden på marken hvor landmanden har sået i håbet om at kunne høste.

Nogle gange kvæler vi, som tidslerne, alt det gode. Andre gange kan vi, som klippegrunden, slet ikke få det gode til at gro. Men så sker det at vi som den gode jord, griber en hånd der har brug for os, og deler grundlaget for vores tro med dette menneske.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. søndag 2017

Jul 11 2017

Prædikken til d. 14. alm. søndag 2017

Udgivet af

Prædiken til den 14. alm. søndag 2017

Ev Matt.: 11, 25-30

Når vi tømmer vores postkasse er det ofte kun reklamer og regninger vi finder. Derfor er glæden og forventningen også stor når vi pludselig finder et smukt pakket kort i kuvert med vores navn på. Det kan være en invitation til et bryllup eller et barnedåb, eller måske en helt anden fest.

Glæden vi føler, er både glæden ved den festlige begivenhed, men også glæden ved at være udvalgt. Når vi inviteres til fest, er det ikke hele verden der har fået den samme invitation som os. Nej, invitationen har vi fået fordi vi er blevet særligt udvalgt til at være med. På samme måde var det på Jesu tid.

Man inviterede dem som betød mest, og vigtigere endnu inviterede man dem som man gerne ville skulle ses til ens fest. Sådan skete det på samme måde som hvis vi inviterede Dronningen og borgmesteren til vores fest. På den måde ville vi få et billede og et referat i avisen om hvad der var sket, og vi ville føle os berømte i hele Danmark.

På Jesu tid satte man de mest fornemme gæster ved det vigtigste bord. Man havde den opfattelse, at de som var fornemme, var det vigtigste som festen drejede sig om. Måske har vi lidt denne samme opfattelse i dag. Kommer Paven eller Biskoppen til vores hus, kan vi have tendens til at glemme de andre gæster.

Det er netop det Jesus taler imod i dag. Jesus minder os om at det er de som har slidt sig trætte, der har brug for hvile. Det er de som har båret tunge byrder der har brug for hjælp og for vores tjeneste. De som har meget, ejer store rigdomme eller har en titel der giver dem magt – det er ikke dem der må bekymre os.

Vores tanker og hårde slid skal altid komme dem til gode som ikke havde noget, eller dem som selv har slæbt og lidt i denne verden. Dette r på den måde Gud deler ud af sin kærlighed. Til dem som lider giver Han det vigtigste bord, og til dem som bærer tunge byrder, giver Han det åg som Jesus bærer på – et lettere åg, der ikke slider mennesker ned.

Når Jesus inviterer os er det ikke kun en invitation til de særligt udvalgte. Jesus giver os invitationen der lyder: ’Kom til mig, alle I….’ Det betyder at han ikke kun inviterer sine venner, eller dem som er kloge og værd at lytte til. Nej, han inviterer alle som bærer byrder, og det at bære er noget vi alle kender til.

Med vores tunge åg er det let at glemme, at vi har denne invitation fra Jesus om at han gerne vil bære sammen med os. I dagens tekst kalder han på os, for at minde os om, at han er ved vores side til evig tid. Han er klar til at give os en pause – ikke en rygepause, eller en spisepause – men en pause fra at OVERLEVE. For sådan kan livet være af og til. Når vi føler os alene og glemmer at Jesus bærer sammen med os, så kan livet blive en overlevelse, hvor det daglige brød bliver vigtigere end den føde som Gud giver os.

Når vi tømmer postkassen og finder en særlig invitation kan vi mærke glæden og varmen i at være særligt udvalgt. I dag inviterer Jesus os til at finde hvile for vores sjæle. Den invitation er der meget dybde i. Det betyder at når vi kommer til Jesus med alt vores bekymring og uro, så svarer han os med tilgivelse og kærlighed. Så lad os i dag modtage hans kærlighed og tage hans åg på os. Da vil vi nemlig være to om at bære og aldrig være alene.

Comments Off on Prædikken til d. 14. alm. søndag 2017

Jun 26 2017

Pastor Judes prædiken til Festen for Peter og Paul 2017

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til Festen for Peter og Paul.

Ev: Matt 16,13-19

Peters rigtige navn var Simon. Simon betyder: ’Den der adlyder’ Pauls rigtige navn var Saul. Saul betyder: ’Den der ødelægger’

Vi kender dem som Peter og Paul, med navnene der har betydningen: Peter som klippen, og Paul som den lille eller den korte.

Allerede når vi kigger på deres navne er de to apostle vi fejrer i dag modsætninger. I deres handlinger finder vi også mange modsætninger, der gør at det kan være svært at forstå, hvorfor vi fejrer dem den samme dag. Det kan se ud som om vi fejrer ild og vand eller tynd og tyk på en og samme tid,

Peter og Paul er fælles om at være forskellige, på samme måde som alle vi også er forskellige. Nogle af os er dygtige i områder hvor andre stadig har noget at lære. Nogle af os er ældre mens andre er unge. Og med nogle af os kommer erfaringen mens andre endnu har meget at lære. Vi er tykke, vi er tynde. Vi er lyse og mørke, for sådan har Gud skabt os.

Gud har skabt os i sit billede men med så mange nuancer, at det kan være fristende at pege på vores forskelligheder frem for vores ligheder. Peter og Paul er en påmindelse til os om at vi ikke bliver gode eller bedre ved at være ens, men at vi i vores forskellighed altid må have øje for de ting vi har tilfælles.

Peter og Paul har noget vigtigt tilfælles. Pyt med de ikke ligner hinanden og pyt med at de opfører sig forskelligt, for kernen i Guds mening med os mennesker – den er de fælles om. De viser os at vejen til frelse går gennem tro og omvendelse.

Peter nægtede Jesus 3 gange før korsfæstelsen, og man siger at Paul tog del i steningen af den allerførste martyr. De var ikke uplettede gode mænd, som i alle livets aspekter valgte den gode del. På samme måde vælger heller ikke vi altid den gode del.

Peter og Paul er en stor inspiration for os alle. Vi kan i vores daglige liv føle at vi er utilstrækkelige. Vi kan ligesom de to apostle træffe dårlige valg, fordi hurtige beslutninger og valgfrihed mellem mange muligheder er en del af vores liv. Alligevel har vi værdi hos Gud. For holder vi fast i at vejen til frelse går gennem tro og omvendelse, så er det også den viden og erfaring vi kan give videre til andre mennesker. På den måde giver vi troen videre – en gave med stor værdi.

I den tid vi er i lige nu, bliver mange unge mennesker studenter eller står ved en skillevej mellem Folkeskole og den videre uddannelse. Det er en vigtig tid i deres liv – en tid til at træffe store beslutninger. Sommeren er også garanti for mange bryllupper, eller en spirende forelskelse. Det er også beslutninger og begivenheder, der midt i glæden kan give mennesket følelsen af ikke at slå til eller ikke være god nok. Det er en følelse som for nogle mennesker ødelægger hele livet, og uden troen på Gud – troen på at der er én der bærer byrderne sammen med os, kan livet blive tungt.

Lad os opmuntre andre og minde os selv om Peter og Paul. Apostle – mænd som var tæt på Jesus, og som alligevel fejlede i livets valg, men som holdt fast i troen på Gud. De omvendte sig for at følge Guds vilje og gav budskabet om frelse videre til alle de mødte på deres vej. Denne dag inspirerer os til at gøre det samme. Lad os ikke gemme os, og tænke at vi ikke er gode nok til at vidne om Gud. Enhver der tror og enhver der har omvendt sig har pligt til at vidne om den sande tro på Gud.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Festen for Peter og Paul 2017

Jun 05 2017

Pastor Judes prædiken til Pinse 2017

Udgivet af

Pinse prædiken 2017

Man har lavet nogle forsøg med nogle børn. Ikke forsøg der har gjort ondt på børnene, men forsøg med at spise kage. Man har sat et barn på en stol inde i et helt tomt rum. Så har man sat en kage foran barnet og sagt: ’Kan du vente 15 minutter og IKKE spise kagen, får du en kage mere.

Der er altså en gevinst ved at vente. Nogle børn lukkede øjnene i 15 minutter. Andre prøvede at tælle til 100 mange gange. Og andre børn vendte ryggen til. De fik derfor deres kage nummer 2. Men der var også børn, der simpelthen ikke kunne klare at kagen stod lige der foran dem. Efter bare ét eller to minutter kastede de sig over den og spiste den.

Jeg tror vi alle kan genkende det at det er svært at vente på noget. Der er ikke noget som ventetid der kan føles så utroligt langsomt, og enhver ung kan i dag undre sig over hvordan mennesker ventede på noget før mobiltelefonen blev opfundet. Nu i vores tid er det en naturlov at rette øjnene mod Facebook, nyheder eller ligegyldige spil, så snart nogen beder os vente 2 minutter.

Pinsen var resultatet af ventetid. Jesus sagde til apostlene: Vent!

Og som et stort forbillede for os, ventede de sådan som de havde fået besked på. Deres tro på at de ventede på det, de var blevet lovet, var så stærk at de ikke vendte deres længsel ryggen. Både de som tvivlede og de der levede i frygt stod sammen om at vente, og med ét blev de fyldt med en kraft som den dag i dag har stor betydning for vores kirke.

Vi mennesker har svært ved at leve med ting som ikke sker her og nu. Måske drømmer vi om at berige vores familie med et barn, at finde en at gifte os med, at blive færdig med skolen så et arbejdsliv kan begynde eller endelig at afslutte vores arbejdsliv så vi kan gå på pension. Mennesket kigger altid utålmodigt mod horisonten, men lad os i dag blive inspireret af evangeliet og se at ventetid også er en del af Guds vilje i vores liv. Lad  os ikke spilde den ventetid med at kigge i mobilen eller sætte alt andet på pause. Ventetiden er en tid til forberedelse på det der kommer.

Med Helligånden fik apostlene kraft til at tale så alle forstod hvad de talte om. Peter som tidligere var grebet af stor frygt, talte pludselig om Jesus, miraklerne og alt det der fik flere og flere til at tro på Gud. Sådan blev vores kirke grundlagt og sådan er Peter en rollemodel for ethvert menneske.

Alene kan vi ikke meget. Som en naturlig del af det at være menneske, kan også vi gribes af frygt, nægte vores tro på Jesus. Som det skete med Peter kan det også ske med os, hvis det ikke allerede ér sket. Hvis vi venter og forbereder os, vil Helligånden fylde os med kraft så også vi kan være det vidne som vi er født til at være. Med Helligåndens kraft kan vi bære vidnesbyrd om vores tro og på den måde få det vores hjerte længes efter.

Gud er svaret på det vores hjerte længes efter, men med længsel følger ventetid. Vores tidsregning er en anden end det er hos Gud, og derfor må vi aldrig miste modet i vores tro. Troen er ikke gratis, og den er ikke nem. Hverken nem eller gratis er ord vi bruger i dåbens liturgi. Vi døber ikke barnet og siger: ’Og nu kan du gøre som du vil’. For sådan er det med vores tro. Den koster noget af os. Den koster at vi må være i sandheden, være åbne for Guds veje og være tålmodige.

Pinsedagen inviterer os til at skabe tålmodighed i vores længsel, og reflektere over hvad Gud ønsker af os i ventetiden. Lad os ikke vende det hele ryggen når ikke det sker her og nu, for når Gud kunne vende Peters frygt til vidnesbyrd, vil Helligåndens kraft også gøre en forskel i vores liv, når vi mindst venter det.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Pinse 2017

May 30 2017

Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag efter Påsken 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 7. søndag i Påsken.

Ev: Joh 17, 1-11

Når to mennesker mødes for første gang handler samtalen ofte om at lære hinanden lidt at kende. Ikke længe har man talt sammen før den ene spørger: ’Hvad arbejder du med?’ og den anden kan stille spørgsmål om ’Hvor bor du?’ og ’Hvor er du vokset op?’

Men derfra må vi videre og dybere ind i det menneske vi sidder overfor. Vi kan ikke lære noget ved at spørge vores borddame om hendes hus er rødt eller hvidt, og om hvor mange gryder og stegepander hun har i skabet. Måden vi kan lære hinanden at kende på, er ved at finde ud af hvem den anden elsker.

Ved at lære om hvem hinanden elsker, kan vi lære meget om hinanden. Måske elsker min borddame sin mand gennem 40 år. Måske har hun børn at elske – en hund, et barnebarn eller en tæt veninde. Det kan også være hun har en hun elsker, som er rejst til den anden ende af jorden eller helt har forlagt denne verden. Dem vi elsker kan sige meget om os som mennesker.

Vores kærlighed afslører os som menneske, og på den måde åbenbares det hvem vi egentlig er. Vi hører evangeliet i dag med Jesu sidste bøn. Det er en Søn der beder til sin Far. Det er Jesus der beder til Gud. I bønnen afslører kærligheden Jesus som menneske, og det åbenbares hvem han er. Selvom Gud er tavs i den tekst vi har hørt, afsløres det også hvem Gud elsker – nemlig de mennesker som Gud har givet Jesus fra denne verden. De var Guds, men Gud gav dem til Jesus.

Det er et stærkt billede vi er vidner til i dag. Ordene griber rundt om os og pakker os ind i at Gud vil holde os fast, uanset hvor håbløst alt det håbløse ser ud og uanset hvor glæden bringer os hen. Uanset om livet tvinger os i knæ eller får os ned med nakken, vil den kærlighed vi hører om i dag rejse os op igen. For sådan beder Jesus for os, at det menneske der elsker, det skal afsløres over for Gud, som et menneske der står oprejst midt mellem Fader, Søn og Helligånd.

Vi er midt mellem Kristi Himmelfart og Pinse. Vi er midt mellem at Jesus fór op til Himlen og at Helligånden kom til mennesket. Vi er i et tomrum, som på Jesu tid var en ventetid, vi kunne tænke var umulig at bære for disciplene. Ventetid kender vi fra vores eget liv. Det er den tid mellem eksamen og beskeden om en karakter. Ventetid er tiden mellem undersøgelse og operation. Ventetid er tiden mellem jobsamtalen og beskeden om at vi fik eller ikke fik jobbet.

Ventetid er ofte en tid hvor vi som menneske ikke rigtig kan gøre noget. Vi kan ikke koncentrere os og vi kan ikke tænke med fornuft. Alt i vores krop er sat op på det vi venter på og alt andet må vige. Hjernen er fyldt op med forventning men også med tvivl og frygt. Disciplene må have siddet i Jerusalem med en lignende følelse. Jesus var væk og hvad ville der nu ske? Hvem skal passe på os? Er alt hvad vi troede på nu en løgn?

Jesus beder for dem og for os. For den frygt og tvivl vi har beder Jesus til Gud. Han går i forbøn for os, for den angst disciplene sidder med, sidder vi også med – ikke bare i dag men alle dage.

Livet er så stort at man ikke behøver være pessimist for at få øje på de farer vi begiver os ud på:

Hvad vil der ske i fremtiden?

Vil vi ende ensomme i vores alderdom?

Vil nogen besøge os på plejehjem?

Vil nogen føre den familie vi har grundlagt videre?

Og vi kunne blive ved med at stille spørgsmål om livet med hvad og hvis og hvornår, for livet kan vi ikke forudsige, men vi ved dog dette: ’At Gud har afsløret sig selv for os i sin kærlighed til os’ og det er den virkelighed vi lever i.

Lad os derfor vente i denne tid mellem Himmelfart og Helligånd og gør os selv rede til at modtage Ånden – ikke som en magt i vores liv, men som en kærlighedens Ånd, der sikrer at den kærlighed som Jesus taler om i sin bøn, lever videre mellem Gud og mennesker.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag efter Påsken 2017

« ældre indlæg