Jan 14 2019

Pastor Judes prædiken til Herrens Dåb 2019

Udgivet af

Prædiken til Herrens Dåb 2019

Ev: Luk 3, 15-16. 21-22

Mange mennesker kender Gud, eller tænker på Gud, som en dømmende kraft, man skal frygte. En Gud som alene bestemmer og som kræver meget af mennesker. Hvis Gud virkelig var sådan, ville det være svært at se det som en forkert måde at være Gud på. – Gud ER hersker. Gud ER en bestemmende magt. Gud ER muligheden for at sprede dom og frygt. Gud HAR de muligheder, ligesom vi som mennesker OGSÅ har den mulighed.

Men hvilken del valgte Gud? Gud valgte at møde mennesket med kærlighed. Gud ydmygede sig og blev menneske. I dag ydmyger Han sig igen og bliver lille foran os i dåben. Jesus lader sig døbe, og sådan giver Gud os det tegn at også vi skal lade os døbe.

Han kunne have BEFALET os dåben og TRUET os med at den der ikke lader sig døbe, vil stå ansigt til ansigt med døden. På den måde kunne Gud have brugt sin magt.

I stedet går Gud foran med et godt eksempel. Netop det kan vi tage os med hjem i dag fra denne messe. Gud gik foran os , og går stadig i dag foran os med et godt eksempel. Han viser os hvad vi skal gøre. Jeg har hørt man siger på dansk: ’Du skal ikke gøre som jeg gør. Du skal gøre som jeg siger’. Man siger det om forældre, der selv er optaget af deres telefon, men beder børnene pakke deres telefon væk. Eller man siger det om politikere der siger én ting og gør en anden ting.

Men sådan kan vi ikke sige om Gud. Lad os gøre som Gud GØR. Lad os også ydmyge os, og ikke fremhæve os selv i alle aspekter af livet. Lad os på den måde være umoderne sammen og skabe en ny mode i vores verden, for når vi ydmyger os ved at vise et godt eksempel, så spreder vi den kærlighed som Gud har skabt mellem mennesker.

At lade sig døbe og omvende sig, kan være en lang og svær proces. At blive døbt er blot et vigtigt, men alligevel lille skridt på vejen. Dåben er at træde ind i det fællesskab der gør os til brødre og søstre med Jesus. Men en bror er ikke blot en bror ved blodets bånd og en søster er ikke kun en søster ved at dele kirke eller efternavn. Vi må stræbe efter samhørighed. Vi må ydmyge os for hinanden. Gå på kompromis og blive sårbare for at kunne udbrede Kristi budskab.

Kristi budskab om efterfølgelse, kærlighed og ydmyghed, er nemlig ikke et budskab der kan spredes med magt. Dette glædelige budskab skal deles fordi vi nærer en så stor kærlighed til Gud – fordi vi har omvendt os – fordi vi er døbt og lever videre på dåbens nådegaver – at vi slet ikke kan lade være med at gøre handlinger, som er til gavn for andre.

At være Guds udsendte er en stor og vigtig opgave, men det betyder ikke at den kun er for pensionister eller for de rigtig voksne. Alle, både børn og unge, har en særlig pligt til at gøre tegn i denne verden, som kan ændre verden fra et sted der stræbes efter magt til et sted hvor der stræbes efter kærlighed.

Gør derfor sådan i skolen, at I ikke kun taler med Jeres bedste venner, men alle i klassen, for ALLE i klassen er skabt af Gud. Og gør det samme på Jeres arbejdsplads. Gør det samme i Jeres familier. Stræb efter at binde bånd til alle brødre og søstre ved at vise sårbarhed, for når I åbner Jeres hjerte, vil Gud være med Jer, og omvende had til kærlighed og det fremmede til det kendte.

I dag er en særlig dag for os, for snart vil Malene svare ja når jeg spørger hende om hun vil være en del af vores kirke. Malene er allerede døbt, men i dag er Malene færdig med sin undervisning. Hun har nemlig gået i skole ligesom Jer børn, for at lære om vores katolske tro, og om lidt vil hun foran os alle sammen forpligte sig til at gå foran med et godt eksempel og følge sin trang til at udbrede det glædelige budskab.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Dåb 2019

Jan 07 2019

Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbaring 2019

Udgivet af

Prædiken til d. Hellig tre Konger 2019

Ev: Matt 2, 1-12

Tre konger var ude at gå og lede. De fulgte en stjerne. En stjerne som ikke kunne tale, men kun kunne lyse. Alligevel fulgte de stjernen. Kongerne vidste at denne stjerne var noget særligt. At den ville lede dem til en konge som var anderledes end dem selv. En konge som skulle blive deres konge.

Stjernen gjorde præcis som de havde tænkt den skulle gøre. Den lyste for dem og viste dem vej til Jesusbarnet som lå i krybben hos Jomfru Maria og Josef.

Da de tre konger nåede krybben, lagde kongen Melchior sin gave. Gaven var guld og var et symbol på at dette nyfødte barn var konge – altså en royal som skulle bære guld.

Dernæst lagde den næste konge sin gave. Kong Baltazar lagde røgelse ved Jesusbarnet. Røgelsen brugte man dengang kun ved alteret – man brugte det kun når man tilbad Gud. Baltazar ville med sin gave vise at dette barn skulle tilbedes. Dette barn var guddommeligt.

Til sidst lagde Caspar sin gave ved krybben. Myrra var denne konges gave. Typisk brugte man myrra ved begravelser som parfume til tøjet, og derfor kan man få den tanke at denne gave blev givet som et symbol på at også Jesus må død som menneske fra denne verden.

Kongerne kom som vi har hørt med guld, røgelse og myrra – ligesom også vi giver hinanden gaver ved jul og fødselsdag. – men måske var den fjerde gave som kongerne gav den mest vigtige. Da de havde lagt gaverne tilbad de Jesus, og sådan gav de ham den gave at de anerkendte ham som noget guddommeligt. De troede virkelig på at Jesus var konge – ikke bare på den måde som de selv var konge, men konge for alle konger i denne verden.

Sådan kan også vi håbe at vi vil få den samme visdom som kongerne. Måske er vi selv konger i vores familie eller i andre sammenhænge, men over os – over vores herredømme er Jesus. Kongernes konge, så også vi må bringe ham gaver og tilbede ham. I ham har vi alt at vinde og intet at tabe.

De tre konger fulgte stjernen uden at stille spørgsmål. Af dem kan vi lære at følge Guds veje selvom vi ikke gives en forklaring eller en begrundelse. Vi må give op overfor vore egne planer, for følger vi Guds stjerne, Guds ledetråde så vil vi finde frem til et mål som hvor vores glæde vil være større end den lykke vi tror findes ad vores egne veje.

Også vi kan være en stjerne i andre menneskers liv. Uden at sige noget – uden at dømme, forklare og udrede store punkter i Biblen kan vi med vores legeme og sjæl være ledestjernen for alle vi møder i vort liv. Vi kan lyse i deres mørke og lede mennesker den samme vej. Vejen mod Kristus, vejen mod tilgivelse, vejen mod kærlighed og forsoning.

Dagens evangelium handler om mange ting. Vi kan trække flere emner ud, men tillid må være det ord vi går ind i 2019 med. At vi har tillid til at Gud og stjernerne viser os på rette vej, og at det derfor godt kan betale sig at følge efter, uanset at vi ikke lige kan få øje på resultatet. Gud vil vise det til os hen ad vejen. Han er ikke ude på at lede os den forkerte retning. Og når vi ledes frem og når vores mål, så må vi give noget. Vi må ofre noget af det vi har som tegn på vores taknemmelighed.

De vise mænd får en meget pludselig rolle i evangeliet og lige så pludseligt er de væk igen. Deres rolle er dog langt større end den plads de får i ord i dagens evangelium. De følger stjernen. De følger Gud, men deres fornemmelse får dem til ikke at gå tilbage til Herodes. Tænk Jer, om vi mennesker kunne gøre det samme – følge stjernen, følge Gud og følge den fornemmelse der holder os på Guds veje.

 

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbaring 2019

Jan 03 2019

Pastor Judes prædiken til Festen for Den Hellige Familie 2018

Udgivet af

Prædiken 30. december 2018. Den Hellige Familie

Ev: Luk 2, 41-52

Mon ikke alle kender det at noget bliver væk. Man står alt for sent en morgen og stikker hånden i lommen. Den er tom, så hvor er bilnøglen? Kaos og panik breder sig og man leder i hele huset og sveder i jakken. Man bliver irriteret, først på sig selv, så på konen, så på børnene og til sidst på hunden, og når alt håb er ude og man i stedet leder efter 20 kroner til bussen, så finder man bilnøglen i den anden jakkelomme. Ja vi kender det godt. De ting der er blevet væk mærker det ikke, men vi mærker det!

Det er værre når mennesker er blevet væk. Mange mennesker står i den situation i verden fordi deres kære er blevet væk som følge af tsunami i Indonesien, eller krige ude i verden. Mennesker er forsvundet og deres efterladte står tilbage med uvisheden. Og andre efterladte står med vished – en vished om at de er blevet valgt fra af dem de elsker mest. Det er på alle måder anderledes at miste et menneske end vores nøgler. Det rammer os hårdt i hjertet. Og både for dem der står i uvished og de har fået vished er julen en særlig hård tid, da fokus er på familien som en enhed med kærlighed.

Det er også denne enhedstanke der er grundlaget for det evangelium vi hører i dag. Både dem der er forældre, og dem der ikke er, kan sikkert forestille sig hvad det er for nogle tanker der griber parret, da Joseph og Maria opdager at Jesus er væk. Når man læser teksten hører man ikke meget om hvad de tænker – men tænk Jer, i 3 hele dage leder de. De leder efter en dreng på 12 år som er alene. De VIL finde ham og SKAL finde ham for sammen udgør de en enhed der ikke kan brydes.

Det er klart for enhver at et barn skal være hos sine forældre. Det er vi som samfund optagede af, og det er netop også det evangeliet peger på, for da Joseph og Maria endelig finder drengen spørger han blot: ’Hvorfor leder I efter mig? Ved I ikke at jeg bør være hos min Far?’ Vi ved at Jesus mente at han skulle være hos Gud, men dengang stod det ikke klart. Nu i vores dage står det heller ikke rigtig klart. For hvor skal et barn være i denne tid? I teorien hos familien, men sådan går det ikke altid. For familier går i stykker, og i de familier der bliver sammen, går børnene måske alligevel egne veje. For i vores tid skal man finde sig selv og realisere sig selv. Man skal prøve ALT. Gør man det ikke – vælger man andre veje, vil man blive set ned på.

De veje – de andre veje – er netop de veje som Gud opfordrer os alle til at træde på. Nok kan de se underlige ud. Måske virker de ikke farbare, men når vi i dag fejrer den Hellige Familie, så er det ikke fordi det er populært eller nemt at være familie, men fordi det er nødvendigt at have noget at holde fast i. Det er nødvendigt at have nogen at vandre sammen med, nogen at græde med og glædes over. Det er lige der Gud ønsker vi skal være – midt i et fællesskab af mennesker, som vi vil længes efter hvis de bliver væk, og blandt mennesker der peger mod Gud.

I dagens Evangelium finder vi svaret på hvor vi skal være. Vores plads er hos Gud – hos vores Fader. Med Ham danner vi en enhed, der ikke kan brydes. Lige her i messen, i bønnen og i nærværet med Gud vil andre have godt af at finde os og vi vil have godt af at møde dem. For da Gud kaldte på os kaldte Han os til at gå frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Sophie og Alexander døbes under messen i dag. På den måde bliver de en del af menighedens familie – Guds familie. Lad os bede for at begge børn i fremtiden vil finde Guds veje og træde på disse stier i tillid til at vejen er banet for dem i denne verden.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Festen for Den Hellige Familie 2018

Dec 26 2018

Pastor Judes prædiken til Julevigilien 2018

Udgivet af

Prædiken Juleaften 2018.

Ev: Luke,2, 1 – 14

Vi er samlet her i aften i kirken fordi vi tror på noget andet end det at vinde og det at tabe. Vi er samlet her midt om natten for at bekræfte vores tro på verdens frelser og på juleevangeliet.

Jeg tror at det gælder for os alle at vores december meget godt ligner det liv en mand og kvinde der venter et barn har lige før termin. Vi har styrtet rundt. Vi har købt gaver. Vi har pyntet bordet. Vi har holdt fast ved traditioner og måske skabt vores egne. Børn har forberedt sig og talt dagene og timerne til det endelig blev tid.

Og for nogle timer siden måtte det hele briste eller bære. Blev maden god eller brændte den på? Var der nogen der fandt mandlen eller lå den stadig i køkkenet? Fik vi det vi ønskede os, og gjorde de andre også – eller var der igen hjemmestrikkede grydelapper fra farmor?

Sådan kan december synes som ét langt drama, der tager pusten fra os, og så sker det som det sker for nybagte forældre. Barnet bliver født. Vi fyldes med kærlighed. Vi har ikke mere at stille op. Barnet kalder på os, kalder på vores tid og omsorg, og vi må lægge alting væk, og være ved barnet, og gå de veje barnet befaler os.

Sådan skete det at Gud denne aften greb ind i Betlehem og sådan sker det at Gud griber ind i vores hjerter denne nat. Når Gud griber ind tvinges vi til at standse og kigge på én gang bagud og fremad. Vi må kigge på hvordan vi forvalter den kærlighed Gud har skabt verden med. Menneskers ligegyldighed med andre menneskeliv, svarer Gud med en fødsel. Menneskers blindhed overfor medmennesker der lider svarer Gud med omsorg og et nyt håb for verdens mindste.

Gud svarer hele verdens hævn og had med så stor kærlighed at Han gav og giver sin egen Søn for at vende magt og grådighed til omsorg, ydmyghed og håb. Det er en gave der ikke kan pakkes ind i papir. Det er et livsgrundlag vi kan bygge videre på; At Gud – Skaberen – fordriver verdens frygt med fuldendt kærlighed.

’Frygt ikke!’ sådan lød englen Gabriels ord til Jomfru Maria. Og måske frygtede hun og måske rystede hun og måske blev hun grebet af den samme angst som kan ramme os, når vi står overfor det ukendte. Men ’Frygt ikke’ sagde englen, for sådan lyder lyden af en engel, og sådan tog Jomfru Maria ordet til sig.

Og vi kigger denne aften på Jesusbarnet i krybben, afvæbnes og frygter ingenting, for midt i en verden af unfair fordelinger, fattigdom, ulighed og mange ting at tage fat på, hjælper det ikke at blive handlingslammede af angst. Mere end nogensinde før, har vi brug for at høre englens ord i vores øre: ’Frygt ikke’ – gå ud og gør! Gå ud med omsorgen for Jesusbarnet og lad det ske i disse dage at omsorgen gives videre. Gå ud og spred fred mellem mennesker, og find ligheder i ulighed.

Hvert nittende nordjyske barn vokser op i fattigdom. Sådan står der i avisen. Men denne nat er intet barn og ingen voksen fattig. Vi holder jul for og på den samme rigdom alle sammen, nemlig den velsignelse at Jesusbarnet er født og kommer med frelse til mennesket. Lad håbets flamme blive tændt i ethvert menneske. Lad os åbne vores hjerte og være Guds redskab dér hvor kærlighedens flamme ikke længe blafrer i mørket. Gå ud og udlign dem der er født til at vinde og dem der er dømt til at tabe. Gå ud og drag omsorg dér hvor kærligheden ikke længere rækker.

Lad os hele 2019 give hinanden gaver der ikke kan pakkes ind. For sådan lyder julens budskab: Frygt ikke!

Jeg ønsker Jer alle en velsignet og glædelig jul

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Julevigilien 2018

Dec 18 2018

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2018

Udgivet af

Prædiken til d. 3. søndag i advent 2018.

Ev: Luk 3, 10-18

I dag den tredje søndag i advent er det glædens søndag. Snart vil Jesusbarnet blive født i stalden og verdens frelse vil komme til os mennesker. Vi vil blive stille og se at det lille barn er svaret på hele verdens problemer. Intet er at sammenligne med et lille barns glæde. Glæden er oprigtig, hæver sig ikke over andre og lader sig ikke bekymre.

Folket spørger i dag Johannes: Hvad skal vi gøre? Og han svarer dem: I skal dele med hinanden. Det lyder meget enkelt. Vi skal dele med hinanden. Det er sådan mennesket gør når mennesket er omvendt – deler ud af det vi har, til nogen der ikke har. Det lyder banalt og simpelt.

Men det er slet ikke så simpelt. Kunsten at dele noget med en anden, er ikke noget vi gør som en selvfølge. At dele noget med andre betyder ofte at vi må give noget væk. At vi må give opgive nogle af vores ejendele. Hvis nogen har arbejdet med små børn eller har haft små børn ved vi at det ikke varer længe før ordet: MIT, kommer ud af barnets mund, mens barnet står og ikke vil give slip på det der er i hænderne. Alligevel lærer vi som barn at dele, men det er ikke nemt at udføre Johannes’ ord i det virkelige liv.

Pludselig kan det virke helt radikalt det han siger, men alligevel må vi udfordre os selv og give det væk som kan glæde andre. Det betyder ikke at vi skal give alt væk. Johannes siger at den med 2 kjortler skal give den ene væk, for på den måde kan overflod dække basale behov.

Og Johannes fortsætter – vær ærlig. Opkræv ikke mere end nogen skylder Jer. Igen et enkelt og retfærdigt råd, som ikke altid er lige så let at følge. Tag ikke noget fra nogen som ikke er Jeres. I skal nøjes med Jeres løn. Sådan lyder alle Johannes’ svar til folket:
Del med hinanden
Opkræv ikke for meget
Tag ikke noget fra andre

Mændene han talte til anede slet ikke hvor vigtige hans ord var. De anede ikke, at Jesus snart ville begynde at udbrede troen og snart ville lade sig døbe. Vi, der er her i kirken i dag, kan kigge i julekrybben eller i vores kalender, og så ved vi at Jesu komme er lige rundt om hjørnet. Vi ved at det er snart, og denne adventstid er reserveret til vores forberedelse. Lad os derfor lytte til de råd, Johannes giver med større alvor end mændene gjorde.

Og deri ligger glæden. Vi ved at når låge nummer 24 er lukket op i vores pakkekalender så fødes Jesus, og vi kaldes til omvendelse, hellighed og til håb, fred, glæde og kærlighed. Intet kan forhindre at Jesus kommer til os, så lad os med glæde bede for at Jesus vil give os frelse, og frihed til at leve et helligt liv. Lad det være et liv som er et ekko af Guds bud om næstekærlighed.

Lad os med den tanke forkynde evangeliet på mange måder lige som Johannes gjorde det. Lad vores handlinger, ord og gerninger være et resultat af vores tro på Gud, og forventning om Kristi komme.

Sådan vil vi blive i stand til at bringe glæde og lys ud til andre mennesker i denne mørke tid. Vi bærer Kristus, lyset i vort liv, og lyser for de der er i mørket. Sådan vil det lille barn afsløre, med hvilken enkelthed en lille flamme overmander det overvældende mørke. Og sådan vil det lille barns glæde overmande det voksne menneskes bekymring, når frelsen kommer til os.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2018

Dec 10 2018

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i advent 2018

Udgivet af

Pastor Judes prædiken den 9. december. (Fredens søndag)

Ev: Luk 3, 1-6

En begyndelse kan ofte være meget pludselig. Sådan sker det når et barn er født. PLUDSELIG er en kvinde blevet mor og en mand er blevet far. Sådan sker det også nogle gange med en forelskelse. 2 mennesker møder hinanden og ud af ingenting opstår der kærlighed.

I evangeliet i dag, hvor det er anden søndag i advent, byder på sådan en begyndelse. Det er en begyndelse på noget helt nyt som kommer meget pludseligt. Johannes døberen træder frem i ørkenen og vil døbe folk. Her i 2018 er det både spændende og vedkommende for os at han gør det, – at han vil døbe folk.

Når vi kigger på de udfordringer vi har i vores verden med klima, miljø og ufred, og samtidig kigger på hvad verdens ledere gør ved det, så kan vi lære noget af Johannes Døberen. Vi ser hver dag hvordan alt i denne verden bekæmpes. Alle lande KÆMPER mod klimaforandringer, og samtidig kæmper de mod andre lande som ikke deler den samme opfattelse af verden som dem selv. Der bruges missiler, våben og trusler for at nedkæmpe hele samfund.

Johannes Døberen står i kontrast dertil. Han døber folk for at bygge dem op og give dem en ny moral. Med dåben giver han dem nådegaven og en fred i troen på at Gud bærer sammen med dem.

Tænk om vi kunne føre denne opbyggelse af mennesker med ind i 2019, og erstatte forbud og begrænsninger, med en ny moral der peger på nye muligheder. Det kunne blive en NY og ikke mindst PLUDSELIG begyndelse for hele menneskeheden.

Men os der sidder her kan ikke sætte os i de stole som bestemmer over verden. Det betyder dog ikke at vi ikke er i stand til at skabe en ny begyndelse. Den anden søndag i advent er fredens søndag. Vi må altså reflektere over hvordan vi med Guds ord om nye begyndelser kan sprede fred og lade freden blive grundsten til at bygge mennesker op frem for at kritisere dem og bryde dem ned.

Det er et ansvar vi har som kristne – altid at give god moral frem for at kritisere og nedvurdere. Den gode moral gør også noget andet ved folk end regler. Man kan forestille sig på Johannes Døberens tid, at man sagde: ’det er forbudt at stjæle’ og så ville de fleste følge reglen. Med dåben, døbes folk med moral – en moral de kun kan bære hvis de opretholder den, og deraf mærker ønsket indefra om ikke at stjæle.

Den modsætning kan vi føre over på mange aspekter i vores liv. Laver Jeres børn lektier fordi I siger de skal, eller laver de lektier fordi I via Jeres tro og opdragelse har givet dem moral til det? Dette spørgsmål kan skiftes ud med mange andre lignende spørgsmål, og vi inviteres til i dag, selv at formulere spørgsmålene og svare på dem.

Vores svar vil fortælle os om der er noget vi skal ændre i vores liv. Adventstiden er en tid for oprydning i os selv med Guds hjælp. På samme måde som fasten er advent en forberedelsestid på det der kommer. Johannes Døberen klædt i kamelhår formåede ved at råbe i ørkenen, at tiltrække folk og give dem fredens gave. Lad os på samme måde gøre en forskel for nogen der trænger til en hånd der bygger op, og lad os omvende os og rydde op i alt det der bryder ned.

Ved at døbe med vand – ved at forære den gode moral – ved at bygge op og holde hånden under alt det der ikke selv kan bæres – da vil Jesusbarnet blive født i en fredstid og fylde os med Helligånden

 

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i advent 2018

Dec 03 2018

Pastor Judes prædiken til d. første søndag i Advent 2018

Udgivet af

Prædiken 1. søndag i advent 2018.

I dag har jeg lyst til at sige ’Godt nytår’. Ikke fordi vi skal ud og sende store raketter op i himlen, men fordi vi i dag starter et nyt kirkeår. Det gamle kirkeår er slut og nu må vi tage fat på nye tekster fra Lukasevangeliet – ja, nye er de vist ikke for de er lige så gamle som alle de andre tekster vi læser, men nogle gange hjælper det os at læse det samme med andre ord, så vi bedre forstår.

I dag er også en ny dag i en ny tid på en anden måde. Ja, vi har skiftet teksterne ud, men vi har også hængt vores julestrømpe op, tændt for den dansende Rudolf som bevæger sig til god musik, tændt for fjernsynet for at se en spændende historie i 24 afsnit. Inden i os bobler glæden og forventningen, for snart når vi har sovet lidt mere end 20 gange, så fejrer vi at Jesus blev født.

Alt denne venten kan godt give lidt feber. Ja det kan ligefrem give uro i kroppen, og så kan det blive nødvendigt at spise en ekstra pebernød og en hel kasse med brunkager for at holde spændingen ud. Vi stirrer ind i kalenderlysets flamme, for når alle tallene er væk så betyder det at vi er nået til den magiske dag. Den dag hvor Jesus blev givet til os mennesker og hurtigt begyndte at lære os om kærlighed og tilgivelse.

Også her i kirken tæller vi dagene til Jesus bliver født. Vi ved at der skal gå 4 søndage før vi kan pakke gaver op juleaften og spise and og flæskesteg og få rigtig ondt i maven, sådan som det hører julen til. For at holde styr på tiden har vi denne adventskrans. I dag tændes det første lys – vi tændte ét af de lilla lys. De lilla lys er hver et symbol på noget Jesus har givet os.

Ét lilla lys står for håb

Ét andet lilla lys står for fred.

Det tredje lilla lys står for kærlighed

Altså fred, håb og kærlighed. I dag tænder vi håbets lys. Håbet er en stor gave som Jesus har givet os ved aldrig at give op. Han underviste alle omkring sig, og alt hvad han sagde, det blev skrevet ned i det Nye Testamente vi bruger i dag. Vi har derfor en chance i dag for virkelig at håbe. – Ikke bare spise brunkager og vaniljekranse mens vi drikker varm kakao og ser julekalender, men virkelig håbe. Virkelig tænke at om godt 20 dage bliver Jesusbarnet født og hvad betyder han så for os. Hvad betyder det håb han har givet os?

Jesus underviste uden stop. Nogen drillede ham, skubbede til ham og sagde at ALT hvad han sagde, det var løgn, og bare noget han havde fundet på. –Men Jesus fortsatte, og sådan må også vi gøre. Vi har fået håbets gave for hele livet, og den må vi bruge godt og være stædige selvom nogen driller os, vi bliver syge eller der sker andre ting som på en både lokker os til at glemme dette håb. Håbet er det der tændes når vi føler os overladt til os selv, og pludselig finder styrke i vores svaghed. Håbet er det der sejrer når mørke vendes til lys.

I adventskransen er der også et lyserødt lys. Dette lys er det vi tænder den 3. søndag i advent. Det er glædens lys, for når der er ild i de 2 første lilla lys, så er vi tæt på at kunne fyldes med både glæde og jubel over at Jesus er kommet til os med både fred og håb. Alle disse dage venter og venter vi på Jesu fødsel og alt det hyggelige vi skal i juleferien. Når vi tænder det sidste lilla lys skal vi blot sove én eneste gang mere, så er det juleaften. Kære børn og forældre; jeg glæder mig allerede rigtig meget til at tænde det sidste lilla lys med Jer alle. – Men indtil den søndag om 3 uger, så lad os virkelig fordybe os i julens ventetid. Lad os være sammen, hygge os, lege sammen. Lad os vente sammen med håbet om at Jesus kommer som et lille barn ind i vores hjerter, og gør en forskel i vores liv.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. første søndag i Advent 2018

Nov 29 2018

Pastor Judes prædiken til Krist Konge Fest 2018

Udgivet af

Prædiken 25. november 2018. ( Jesus Kristus, universets Konge)

Ev: Joh. Kap.18, v. 33b-37

Som så mange andre drenge var der engang en dreng der gik i skole og klarede sig meget meget dårligt. Han hørte ikke efter og viste ikke respekt til lærerne som underviste. Hans forældre var naturligvis meget bekymrede for hvordan det skulle gå og om han kunne bestå en eksamen. Derfor tog hans mor og far en drastisk beslutning for at forbedre deres søns skolegang. De flyttede ham til en ny skole, til en katolsk skole, hvor nonner underviste og alt ballade var forbudt. Allerede efter ét år var drengens karakterer meget bedre – faktisk var han den bedste i sin klasse. Forældrene var stolte og roste drengen for de forbedringer han havde gjort. Og drengen sagde: ’Jeg rettede mine fejl allerede fra den første dag på den nye skole. Jeg blev nemlig bange, for lige indenfor døren så jeg et stort – ja helt enormt kors – med en ung mand hængende derpå. Ja, jeg så med det samme, at på denne skole straffes ballade meget hårdt!’

Den unge mand på korset er Jesus som vi fejrer som konge i dag. Ydmyget, afklædt og mere død end levende blev han udstillet på et kors. Hængende der lignede han ikke rigtig nogen konge – i hvert fald kun en konge for et meget lille kongerige. – Men Jesus er slet ikke konge for noget man kan være konge for i denne verden. Jesus er hverken konge for socialdemokraterne, SAS og han er heller ikke konge for at der skal komme togforbindelse til Aalborg igen inden jul.

Jesus er konge over vores hjerter. Han er konge over alt vi gør i Guds navn og vi anerkender ham som vores konge fordi han leder os frem med mildhed og en fars kærlige omsorg for sit barn. Aldrig giver vores konge os ond tale eller hårde ord. Derimod udvikler han langsomt vores sind så vi bliver tålmodige og ser de nuancer der er i denne verden. Når vi ser at vores nabo ikke kun er ond, men måske blot virker ond på grund af et forbitret sind der er bygget af skuffelser i denne verden, så ser vi pludselig med milde øjne, og tilgiver. Vi forbarmes og hjælper hinanden med igen at gå de veje vores konge leder os på.

Jesus er vores konge fordi han er anerkendt som konge allerede ved hans undfangelse. Således sagde englen Gabriel til Jomfru Maria: ’Du skal blive med barn og han skal kaldes den Højestes søn’ og i alle de år han levede, så vi hans gerninger. Vi så hvordan han anerkendte enken der kun gav et lille beløb, men gav alt hvad hun ejede, frem for de rige som kun gav hvad de kunne undvære. Vi så hvordan Jesus helbredte og hvordan han gav gode ord til de, der troede de var konger over noget i denne verden.

Jesus inviterer os til i dag at lade liturgien gå ind i vores liv. At fejringen af Kristus som konge får os til at forstå alt det han er konge over, og at vi også dermed kan vise i vores liv at vi forfølger en konge som har andet på hjerte end store diamanter og meterlange biler. At vores konge er en særlig konge som ikke begærer magt og rigdomme, men som ønsker brændende at være konge over vore hjerter. For os alle – uanset hvor i verden vi bor ønsker han forsoning, tilgivelse og at kærlighed er den udøvende magt.

I dag er den sidste søndag i år B – det år hvor vi har læst Evangeliet fra Markusevangeliet hver søndag. Næste søndag er det 1. søndag i advent og så starter der et helt nyt år for os liturgisk set. Vi starter på år C, hvor teksterne vi læser kommer fra Lukasevangeliet. Adventstiden er en speciel tid for os alle til fordybelse og forberedelse, en tid hvor det er godt for os at huske at Kristus er vores konge. Det er ham som leder os frem.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Krist Konge Fest 2018

Nov 21 2018

Pastor Judes prædiken til d. 33. alm. søndag 2018

Udgivet af

Pastor Judes Prædiken:’ De fattiges Dag ’. 2018

Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham’

Sådan lyser Pavens budskab til dagen i dag. Pave Frans intention med denne dag er at sætte fokus på alle de mennesker i verden der lider. Han ønsker så inderligt af os alle at vi handler – at vi GØR noget for at afhjælpe fattigdom – i sær for at der ikke skabes en kløft mellem det vi tror på og det vi gør.

For de fattige er et stort emne i vores tro på Gud. Der findes mange forskellige slags fattigdom, men fælles for alt hvad der er fattigt er at det optager Gud og har en helt særlig plads i Biblens tekster.

Vi kan læse om de som er fattige på mad og nødvendigheder. Men vi kan også læse om de der er fattige på ord, og dem der er fattige i Ånden. Fattigdom er også det vi rammes af når sladder, rygter, misundelse og hovmod kommer ud af munden på os. Pludselig ændres de måske rige tanker til kun meget fattige ord.

I dag er en anledning til at fokusere på alle de slags fattigdom der kan ramme et menneskes liv. Vi kan ikke donere et beløb med vores mobiltelefon og klappe os selv på ryggen for at være gode kristne. Nej, vi må gå længere end det og gøre mere, hvis vores mening med livet er at følge Guds veje.

Vi har netop haft muligheden for at lade os inspirere af Den Hellige Therese af Lisieux. Hun talte til vores hjerter om hvilken enkelthed vi kan leve vores liv som kristne med. At hjælpe den fattige og indføre budet om næstekærlighed i vores liv er ikke kompliceret eller dyrt. I stor smerte og lidelsens sygdom lå Den Hellige Therese på dødslejet, og modtog sin sidste kommunion. Hun ofrede i stor smerte kommunionen for en anden hun kendte, som var syg.

Også vi kender til den fattige enkes skærv. Det er fortællingen om enken der lægger alt hvad hun ejer og ikke kun sit overflod. Disse små men værdifulde ofre forandrer os som mennesker.

Vi står lige nu foran den tid på året hvor flest mennesker optages af de fattiges vilkår. Det er snart advent og derpå følger jul. Det er oplagt tid at give og donere – og skal man provokere lidt, kan man sige at de fattige sandelig har fortjent det efter de 11 måneder hvor de har levet, men kun overlevet og blevet ignoreret.

Som kristne, som mennesker der følger Guds veje, MÅ og SKAL det lægge os på sinde at gøre noget for vores medmennesker uanset om det er sommer eller vinter. Gud er ikke kun kærlighed og omsorg når det er jul. Gud lytter til bønner hele året rundt, og derfor må også vi være i stand til at arbejde som Guds redskab her på jorden hele året.

Jesus er guddommelig! Men han gav afkald for at blive menneske, og som menneske gav han ALT for at komme tæt på mennesker som os. Han ofrede sig selv, og blev til frelse for os. På samme måde kan vi lade os inspirere i dag. Vi står med Guds nådegaver i hånden. Vi står med kærlighed, omsorg, medmenneskelighed. Det er nådegaver som hverken kan byttes eller gemmes væk.

Nådegaverne skal vi arbejde med for at holde liv i dem, for ellers visner de og vores hjerte bliver hårdt. Lad os derfor svare: ’Ja, jeg kommer’, når Gud i dag inviterer os til at være Hans hænder og fødder. Lad os åbne vores hjerter og gøre velgerninger i Guds navn. Lad os øve os i at gøre gerninger uden at modtage en tak, for da vil vi se at Guds nådegaver er en mulighed for os, virkelig at møde vores næste og gennem vores næste at møde Gud.

Lad os med den tanke blive den, der svarer når den fattige råber i håbløshed.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 33. alm. søndag 2018

Nov 13 2018

Pastor Judes prædiken til d. 32. alm. søndag 2018

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til d. 32. alm. søndag 2018

(Laterankirkens indvielse og Pavensdag)

Evangelium: Joh 2, 13-22.

Vi ved alle at det er forbundet med forskellige mængder af fare når vi kører i bil, tager på arbejde, er ude at flyve, sejler med et stort skib eller cykler på landevejen. Endda siges det at det mest farlige sted at befinde sig er derhjemme fordi så mange ulykker sker i køkkenet eller når vi arbejdet i haven. Men vi behøver slet ikke leve med al den fare omkring os. Jeg har nemlig læst en rigtig god nyhed for os alle i avisen. Der stod at kun 0,01 % af alle de ulykker der sker hver eneste dag sker i en kirke. Det betyder for os at vi lige nu er måske det mest sikre sted man kan opholde sig i hele verden. Jeg forventer selvfølgelig at denne nye viden vil betyde at endnu flere vil være her i kirken i fremtiden.

I dag fejrer vi Laterankirkens indvielse og Pavens dag. Man kalder Laterankirken for ’Alle kirkers moder.’ og denne kirke er Roms domkirke. Måske får denne fejring os mest af alt til at tænke på at det er en kirke langt væk fra Nordjylland. En kirke vi måske aldrig har besøgt eller har et forhold til, men fejringen i dag er netop for at minde os om hvordan vores kirker i hele verden samler alle de mennesker som har et personligt forhold til Gud. Alle verdens kirker, uanset hvor langt væk de ligger, har noget at sige til os. De har et budskab om Gud og minder os om Jesus Kristus hver gang vi glemmer og hver gang vi kommer i tvivl. Så skinner tabernaklet nemlig foran os og vi finder trøst på dette sikre sted hvor næsten ingen ulykker sker.

Nogen vil sige – jamen Gud er overalt – Han bor i dig og mig og i alle ting, i bladene som i disse dage falder af træerne, og det er også rigtigt. Vi må ikke kun tro når vi er i kirke og vi må ikke have den idé at Gud kun viser sig når vi sidder her og ser artige ud. Kirken er mere end bare et sikkert sted, hvor ingen kommer til skade. Kirken er nemlig også et Helligt sted, et sted hvor vi forenes og fejrer Guds storhed sammen.

Det er den påmindelse vi får i evangeliet i dag. Folket i evangeliet har pludselig fået templet til at ligne Hjallerup marked, med penge og handler og sladder og derfor bliver Jesus vred da han ser det. I mange år troede man at Gud kun var i templet. At man kunne gå til kirken. Gøre alt – knæle, bede, modtage kommunion og gå hjem uden at have set til sin side for at vide hvilken bror og søster der sad på bænken ved siden af.

Heldigvis er det ikke sådan mere. Vi bærer alle et tungt ansvar for vores brødre og søstre. Vi alle må tage vores del, og aldrig vende ansigtet bort når nogen blandt os lider. Dét er nu vores kirke. Som altid må vi arbejde på at kirken ser flot ud og er Gud værdig men i højere grad må vi tænke på alt der er indeni denne bygning. Lad også det indeni være Gud værdig, alle vores ord og gerninger.

Som sagt er denne søndag også en fejring af Paven. Paven er hyrde for vores kirke. Han har en magt, ikke en dårlig magt, men en magt til at få det bedste ud af os, det bedste ud af sin kirke over hele jorden. Lad os ikke glemme det store arbejde Han gør hver dag. Et lille ord fra hans mund kan skabe store overskrifter i aviserne, så lad os derfor alle bede for at Paven altid må finde de rette ord, og at hans ønske om forsoning og fred vil trænge ud i ethvert lille hjørne af verden

Fejringen af indvielsen af Laterankirken inviterer os i dag til at tænke over hvad vi bruger kirken til. Kirken er Guds Hus og et bønnens hus. Derfor er det vigtigt at respektere hinanden og opføre os pænt når vi kommer ind i kirken. Kirken er et bønnens hus, hvor vi mødes for at lovprise, takke og bede til Gus. Kirken er ikke et forsamlingshus, et mødested, hvor vi mødes og snakker. Vi har desuden et fælles ansvar for at holde vores kirker pæne og rene.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 32. alm. søndag 2018

« ældre indlæg