Jan 17 2022

Pastor Judes prædiken til d. 2. alm. søndag 2022

Udgivet af

Ev: Joh 2, 1-11

Mange af de mirakler vi hører om i evangelierne har noget meget alvorligt over sig. Det er den sultne som mættes eller det er den syge der helbredes. Disse mirakler bliver til fordi det er en nødvendighed, som redder et menneske, og viser os et eksempel på hvordan Gud bekymrer sig om et menneskeliv. I dag hører vi om brylluppet i Kana’en. Et par er blevet gift. De har brugt penge, arrangeret fest og lider ingen nød. De skal ikke reddes, men alligevel viser Jesus sig som Guds Søn. Han forvandler vand til vin for at bevare glæden og fortsætte festen.

Forvandlingen er det første tegn vi hører om i Johannes evangeliet. Det er et tegn der peger på vores glæde og på alvoren i et ægteskab. Jesus giver en gave som redder festen. Det er en gave som ikke kan bruges op. Glæden er ikke som en flaske parfume eller et stykke tøj, for glæden kan ikke tømmes og glæden kan ikke slides op. Selvom den deles består den stadigvæk og kan endda vokse sig stærkere. I dagens evangelium understreger Jesus alvoren i et ægteskab. Han gjorde undere og mirakler blandt de lidende, de syge og her til brylluppet. Et ægteskab er ikke bare en bryllupsfest, men en livslang forpligtelse hvor vinen og kærligheden aldrig må slippe op.

Også Dette mirakel var et tegn af Kristi gavmildhed. Selv om det endnu ikke var på tide at Kristus begyndte sin offentlige tjeneste, tog han gavmildt imod at hjælpe med sin mirakel. Gennem dette lærte Kristus os nøjagtigt, hvordan vi skulle bruge vores gaver til gavn og vækst for Guds folk.

En anden vigtig lektie, vi bør lære af dagens evangelium, er også den rolle, som den hellige Jomfru Maria spillede i dette mirakel. Hun havde bønnens eller forbønnens gave. Hun vidste, at hendes søn ikke ville nægte hende noget godt. Så hun gik straks i forbøn på sit folks vegne.

Jesus kommer til os med noget der forvandler, noget der gør alting nyt. Det er den lille sprække, som han åbner af lys, når vi er i mørket. Den er det håb, han tænder når alt er trist, for sådan viser han os, at han længes efter menneskets glæde.

Og selvom brylluppet, vi hører om, sikkert hverken har været med champagne eller hvide kjoler som vi kender det i dag, så er festen stadig relevant for os. Det er den, fordi ordene fortsat kan sige os noget nyt. Livet er ikke en lang glæde. Det er det slet ikke når venner og familie omkring os dør eller rammes af sygdom, og vi leder men ikke kan finde en mening med livet. Glæde er måske heller ikke den følelse vi sidder med lige nu hvor Corona sætter daglige rekorder, og vi drømmer os langt væk. I disse tider kan vi tænke: ’Hvordan kan jeg glæde mig på andres vegne? Men vi må også spørge os selv, om det giver os mere lykke, at inspireres af andres ulykke?’

Og her inspirerer evangeliet os for Jesus viser os at andres lykke hjælper os som en støtte i vores liv, og som en påmindelse om Guds magt. I ulykken, i sorgen og i håbløsheden er livets undere – børn som fødes og døbes, vielser og mirakler som sker omkring os – dét er Guds Rige som kommer til syne for os. Det er et tegn på en anden virkelighed, som tilsmiler andre og også kan tilsmile os.

Salige er vi – glade er vi – der netop har været til bryllup i Kana’en, for vi har set hvordan Jesus forbarmes, da der var ved at gå skår i parrets glæde. Lad os derfor bede: Forbarm dig også over os!

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. alm. søndag 2022

Jan 03 2022

Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbarelse

Udgivet af

Ev: Matt 2, 1-12

Også mennesker i vores tid kan blive fristet af at gøre som Kong Herodes. Han virkede nok som en god konge, for han var en konge der tog sig af sit folk, beskyttede dem mod fjender og gav dem principper at leve efter. Men han var også jaloux. Han ville ikke give op og han ville ikke miste kontrollen. Så blev han mødt af de tre vise mænd. De ledte efter en anden type konge, der ikke var bundet af jordiske idéer som dem der også kan binde os. Men vejen var ikke nem. De måtte vandre i tillid til stjernerne og være tålmodige i deres søgen efter det Gud kaldte dem til.

De måtte gå i mange dage, lide afsavn på rejsen, og stole på at den retning man gik i var den rigtige. De vise mænd nåede frem til en konge. Et lille barn, som skulle vise sig at være konge over kærligheden, tilgivelsen og freden. De fandt vejen ved at rette blikket opad og stole på en stjerne.

Den rejse som de vise mænd tog på, tog lang tid. De rejste på kameler dag og nat, og deres rejse kan inspirere os denne dag. I vores tid opvejer vi tit om noget kan betale sig. Vi opvejer for og imod. Kan det betale sig at skulle bevæge sig og gøre en indsats for et andet menneske? Kan det betale sig – altså vil det give noget tilbage? Hvad er fordele og ulemper? Skal vi lade som om, eller helt lade være? De vise mænd var ikke helt sikre på om det kunne betale sig, eller om det var bedre at lade som om, men i tillid til stjernen begav de sig alligevel ud. I tillid til at de ville finde en konge ofrede de tid og kræfter på rejsen.

Og det skulle vise sig at de fandt meget mere end de kunne håbe på. De havde gaver med. Guldet som tegn på at Jesus er konge. Røgelse som symbol på at Jesus er Gud og myrra som tegn på at Jesus er en lidende frelser. Der må have været en højtidlige stemning omkring Jesusbarnet og de overrakte gaverne, selvom kongen egentlig så underlig ud – for Jesus havde ikke kongekrone på. Han havde ikke en kappe på. Alligevel gav de vise mænd gaverne. De gav det de havde med i tillid til at det stjernen havde vist, var ægte.

Dagens evangelium handler om mange ting. Vi kan trække flere emner ud, men tillid må være det ord vi går ind i 2022 med. At vi har tillid til at Gud og stjernerne viser os på rette vej, også selvom vi har svært ved selv at se langt nok ud i horisonten. Vi må nogle gange bevæge os fremad, og tro på at det godt kan betale sig at følge efter, uanset at vi ikke lige kan få øje på resultatet. Gud vil vise det til os hen ad vejen. Han er ikke ude på at lede os den forkerte retning. Og når vi ledes frem og når vores mål, så må vi give noget. Vi må ofre noget af det vi har som tegn på vores taknemmelighed.

De vise mænd får en meget pludselig rolle i evangeliet og lige så pludseligt er de væk igen. Deres rolle er dog langt større end den plads de får i ord i dagens evangelium. De følger stjernen. De tilbeder frem for bare at være til stede. Lad os inspireres af dem når vi beder, og virkelig BEDE til frem for blot at være til stede. De følger Gud, men deres fornemmelse får dem til ikke at gå tilbage til Herodes. Tænk Jer, om vi mennesker kunne gøre det samme – følge stjernen, følge Gud og følge den fornemmelse der holder os på Guds veje, uden at lade os distrahere af andre menneskers stærke vilje.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbarelse

Dec 20 2021

Pastor Judes prædiken til d. 4. søn. i Advent 2021

Udgivet af

Ev: Luk 1, 39-45

I dag, den fjerde søndag i advent, kalder man for fredens søndag. Lige om lidt er det jul. Jesusbarnet fødes i stalden og verdens frelser bliver levende som menneske lige her midt iblandt os. Vi tager nu hul på den sidste uge inden jul. På samme tid – i morges kl. 8.00 – begyndte nye restriktioner på grund af Corona, som igen vil påvirke vores dagligdag og livet her i kirken. Hvordan passer de to ting sammen, kan vi spørge os selv, igen denne jul – fred og restriktioner?

For at finde svaret på det spørgsmål må vi overveje, hvad ordet fred betyder. Og ikke mindst hvad jul betyder. Ordene, som vi hører i evangeliet, i dag, er ord som bliver sagt mellem to kvinder, lige før Jomfru Marias lovsang. I disse ord kan vi lære meget om hvad fred egentlig betyder.

Elisabeth var ufrugtbar – hun kunne altså ikke få børn, men nu er hun i den sjette måned. Jomfru Maria selv har lige haft besøg af englen Gabriel, som åbenbarede at hun skulle føde en søn og give ham navnet Jesus. De to kvinder er et sted i deres liv, som ikke virker fredeligt, når vi hører om det. Alligevel lader læsningerne og evangeliet samt denne tid på året os forstå at freden kommer til vores jord.

Freden og julen afhænger ikke af hvad der sker udenfor os. Det afhænger ikke af dyre gaver, hjemmebagte kager eller Corona restriktioner. Alt dét kan forstyrre os, give os stress eller grå hår i hovedet, og bekymringer som holder os vågne om natten. Men vi kan ikke relatere de forhold i vores liv til advent, fred eller juleglæde.

Når vi i denne tid leder efter freden, så finder vi den et helt åbenlyst sted. Det er det samme sted som Elisabeth og Jomfru Maria finder freden, for den er hos Gud. Hos Ham kan vi finde trøst og tryghed. Hos Ham finder vi alt det vi længes efter. På Guds kærlighed til mennesker oplever vi julens velsignelse komme over os, og det er de gaver som julen handler om. Det er de gaver som vi skal give videre til andre på vegne af Gud.

Uanset næsten hvilket land vi kommer til eller hører om så handler julen om noget med at give noget til andre. Det er en højtid som mest af alt går ud på at give noget væk, og få noget tilbage. Når man ser på juletravlheden inde i byen kan man godt få den tanke at det skulle være sådan at når man giver noget, så burde der være dybe tanker bag og inderlig kærlighed – disse tanker ser ud til at drukne i ønskelister og gavebudgetter, men lad os i dag virkelig tænke på det – lige her før alle butikkerne lukker og alt er for sent.

Gud har givet en gave i dag med meget stor betydning. Han har nemlig givet Elisabeth og Zakarias et lille barn. 2 ældre mennesker som ikke havde forestillet sig at de skulle blive velsignet med et barn. Barnet som de bliver velsignet med er Johannes Døberen og i dag har vi netop været vidner til hvilken lykke dette mirakel har spredt i Elisabeth og Zakarias’s hus. Zakarias er overvældet, nærmest euforisk, og på en eller anden måde inviterer det OS til at gå hjem i dag og vurdere de gaver vi har tænkt os at købe til vores familier og venner.

Er det lykke vi har pakket ind? Overvældende eufori? Eller er det et indkøb fra en ønskeliste? Lad os ikke glemme at julen er andet og mere end det. Uden Jesus som lærte os om freden og glæden ved at give – altså give tilgivelse og give kærlighed, var der ingen jul. Ikke mindst derfor må vi alle forsøge at komme nærmere Gud, omvende os og virkelig forstå at fred lever på vores tro på Gud, for sådan står der skrevet at salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse!

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 4. søn. i Advent 2021

Dec 13 2021

Pastor Judes prædiken

Udgivet af

Prædiken til d. 3. søndag i Advent 2021.

Ev: Luk 3, 10-18

I dag den tredje søndag i advent er det glædens søndag. Snart vil Jesusbarnet blive født i stalden og verdens frelse vil komme til os mennesker. Vi vil blive stille og se at det lille barn er svaret på hele verdens problemer. Intet er at sammenligne med et lille barns glæde. Glæden er oprigtig, hæver sig ikke over andre og lader sig ikke bekymre.

Folket spørger i dag Johannes: Hvad skal vi gøre? Og han svarer dem: I skal dele med hinanden. Det lyder meget enkelt. Vi skal dele med hinanden. Det er sådan mennesket gør når mennesket er omvendt – deler ud af det vi har, til nogen der ikke har. Det lyder banalt og simpelt.

Men det er slet ikke så simpelt. Kunsten at dele noget med en anden, er ikke noget vi gør som en selvfølge. At dele noget med andre betyder ofte at vi må give noget væk. At vi må give opgive nogle af vores ejendele. Hvis nogen har arbejdet med små børn eller har haft små børn ved vi at det ikke varer længe før ordet: MIT, kommer ud af barnets mund, mens barnet står og ikke vil give slip på det der er i hænderne. Alligevel lærer vi som barn at dele, men det er ikke nemt at udføre Johannes’ ord i det virkelige liv.

Pludselig kan det virke helt radikalt det han siger, men alligevel må vi udfordre os selv og give det væk som kan glæde andre. Det betyder ikke at vi skal give alt væk. Johannes siger at den med 2 kjortler skal give den ene væk, for på den måde kan overflod dække basale behov.

Og Johannes fortsætter – vær ærlig. Opkræv ikke mere end nogen skylder Jer. Igen et enkelt og retfærdigt råd, som ikke altid er lige så let at følge. Tag ikke noget fra nogen som ikke er Jeres. I skal nøjes med Jeres løn. Sådan lyder alle Johannes’ svar til folket:
Del med hinanden
Opkræv ikke for meget
Tag ikke noget fra andre

Mændene han talte til anede slet ikke hvor vigtige hans ord var. De anede ikke, at Jesus snart ville begynde at udbrede troen og snart ville lade sig døbe. Vi, der er her i kirken i dag, kan kigge i julekrybben eller i vores kalender, og så ved vi at Jesu komme er lige rundt om hjørnet. Vi ved at det er snart, og denne adventstid er reserveret til vores forberedelse. Lad os derfor lytte til de råd, Johannes giver med større alvor end mændene gjorde.

Og deri ligger glæden. Vi ved at når låge nummer 24 er lukket op i vores pakkekalender så fødes Jesus, og vi kaldes til omvendelse, hellighed og til håb, fred, glæde og kærlighed. Intet kan forhindre at Jesus kommer til os, så lad os med glæde bede for at Jesus vil give os frelse, og frihed til at leve et helligt liv. Lad det være et liv som er et ekko af Guds bud om næstekærlighed.

Lad os med den tanke forkynde evangeliet på mange måder lige som Johannes gjorde det. Lad vores handlinger, ord og gerninger være et resultat af vores tro på Gud, og forventning om Kristi komme.

Sådan vil vi blive i stand til at bringe glæde og lys ud til andre mennesker i denne mørke tid. Vi bærer Kristus, lyset i vort liv, og lyser for de der er i mørket. Sådan vil det lille barn afsløre, med hvilken enkelthed en lille flamme overmander det overvældende mørke. Og sådan vil det lille barns glæde overmande det voksne menneskes bekymring, når frelsen kommer til os.

Comments Off on Pastor Judes prædiken

Dec 08 2021

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent 2021

Udgivet af

Prædiken til d. 2. søndag i Advent (Fredens søndag).

Ev: Luk 3, 1-6

En begyndelse kan ofte være meget pludselig. Sådan sker det når et barn er født. PLUDSELIG er en kvinde blevet mor og en mand er blevet far. Eller sneen begynder at falde fra himlen sådan som vi så det i torsdags og PLUDSELIG er vi sneet inde.

I evangeliet i dag, hvor det er anden søndag i advent, byder på sådan en begyndelse. Det er en begyndelse på noget helt nyt som kommer meget pludseligt. Johannes døberen træder frem i ørkenen og vil døbe folk. Det skabte en ny og pludselig begyndelse både for de mennesker der tog del i det og for os som lytter til ordene i dag.

Når vi kigger på de udfordringer vi har i vores verden med klima, Corona og ufred, og samtidig kigger på hvad verdens ledere gør ved det, så kan vi lære noget af Johannes Døberen. Vi ser hver dag hvordan alt i denne verden bekæmpes. Alle lande KÆMPER mod Corona med restriktioner og regler, og samtidig kæmper de mod andre lande som ikke deler den samme opfattelse af verden som dem selv. Der bruges hårde ord, våben og trusler for at nedkæmpe alt det som ikke passer ind i vores planer for denne verden.

Johannes Døberen står i kontrast dertil. Han døber folk for at bygge dem op og give dem en ny moral. Med dåben giver han dem nådegaven og en fred i troen på at Gud bærer sammen med dem. Han tager ikke noget fra dem, men giver dem noget nyt, der inviterer dem til at tage ansvar.

Tænk om vi kunne erstatte forbud og begrænsninger, med en ny moral der peger på nye muligheder. Det kunne blive en NY og ikke mindst PLUDSELIG begyndelse for hele menneskeheden. Men os, der sidder her kan ikke sætte os i de stole, som bestemmer over verden. Det betyder dog ikke at vi ikke er i stand til at skabe en ny begyndelse. Den anden søndag i advent er fredens søndag. Vi må altså reflektere over hvordan vi med Guds ord om nye begyndelser kan sprede fred og lade freden blive grundsten til at bygge mennesker op frem for at kritisere dem og bryde dem ned.

Det er et ansvar vi har som kristne – altid at give god moral frem for at kritisere og nedvurdere. Den gode moral gør også noget andet ved folk end regler. Man kan forestille sig på Johannes Døberens tid, at man sagde: ’det er forbudt at stjæle’ og så ville de fleste følge reglen. Med dåben, døbes folk med moral – en moral de kun kan bære hvis de opretholder den, og deraf mærker ønsket indefra om ikke at stjæle.

Den modsætning kan vi føre over på mange aspekter i vores liv. Laver børn lektier fordi I siger de skal, eller laver de lektier fordi de via tro og opdragelse har fået moral til det? Dette spørgsmål kan skiftes ud med mange andre lignende spørgsmål, og vi inviteres til i dag, selv at formulere spørgsmålene og svare på dem. Tager vi hensyn til andre i denne Coronatid fordi vi skal, eller fordi vi føler et dybt moralsk ansvar for vores brødre og søstre?

Vores svar vil fortælle os om der er noget vi skal ændre i vores liv. Adventstiden er en tid for oprydning i os selv med Guds hjælp. På samme måde som fasten er advent en forberedelsestid på det der kommer. Johannes Døberen klædt i kamelhår formåede, ved at råbe i ørkenen, at tiltrække folk og give dem fredens gave. Lad os på samme måde gøre en forskel for nogen der trænger til en hånd der bygger op, og lad os omvende os og lad os vende ryggen til alt det, der bryder ned.

Ved at døbe med vand – ved at forære den gode moral – ved at bygge op og holde hånden under alt det der ikke selv kan bæres – da vil Jesusbarnet blive født i en fredstid og fylde os med Helligånden

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent 2021

Nov 29 2021

Pastor Judes prædiken til d. 1. søndag i Advent 2021

Udgivet af

Prædiken til d. 1. søndag i Advent 2021.

Sidste år ved denne tid troede vi slet ikke det var muligt at Corona ville fortsætte, men også i år kaster Corona skygger ind over vores adventstid. Vi længes efter fornyelse. Vi længes efter at kunne kramme og give hånd og være tæt på andre mennesker uden bekymringer. Advent er på én og samme tid mørkets og lysets tid. Det er eftertankens og klarhedens tid. Det er en tid for at være tæt sammen og fordybe sig i tekster, og forberede sig på Jesu komme.

Sidste år erfarede vi at – Corona eller ej, så fødes Jesu barnet virkelig i vores hjerter. Sådan vil det også ske i år. Sådan er Guds vilje stærkere end nogen bekymring eller frygt vi nogensinde har mødt. Sådan er det lille barn i stalden større end nogen forhindring vi har mødt i vores liv.

Også her i kirken tæller vi dagene til Jesus bliver født. Vi ved at der skal gå 4 søndage før vi kan pakke gaver op juleaften og spise alt for meget, sådan som det hører julen til. For at holde styr på tiden har vi vores adventslys – og sikkert er det at mange også har et kalenderlys. I dag tændes det første lys – vi tændte ét af de lilla lys. De lilla lys er hver et symbol på noget Jesus har givet os.

Ét lilla lys står for håb

Ét andet lilla lys står for fred.

Det tredje lilla lys står for kærlighed

Altså fred, håb og kærlighed. I dag tænder vi håbets lys. Håbet er en stor gave som Jesus har givet os ved aldrig at give op. Han underviste alle omkring sig, og alt hvad han sagde, det blev skrevet ned i det Nye Testamente vi bruger i dag. Vi har derfor en chance i dag for virkelig at håbe. – Ikke bare spise småkager, mens vi drikker varm kakao og ser julekalender, men virkelig håbe. Virkelig tænke at om godt 20 dage bliver Jesu barnet født og hvad betyder han så for os? Hvad betyder det håb han har givet os?

Jesus underviste uden stop. Nogen drillede ham, skubbede til ham og sagde at ALT hvad han sagde, det var løgn, og bare noget han havde fundet på. –Men Jesus fortsatte, og sådan må også vi gøre. Vi har fået håbets gave ved dåben for hele livet, og den må vi bruge godt og fortsætte selvom nogen driller os, vi bliver syge eller der sker andre ting som på en måde lokker os til at glemme dette håb. Håbet er det der tændes, når vi føler os overladt til os selv, og pludselig finder styrke i vores svaghed. Håbet er det der sejrer når mørke vendes til lys.

I blandt adventslysene er der også et lyserødt lys. Dette lys er det vi tænder den 3. søndag i advent. Det er glædens lys, for når der er ild i de 2 første lilla lys, så er vi tæt på at kunne fyldes med både glæde og jubel over at Jesus er kommet til os med fred og håb. Alle disse dage venter og venter vi på Jesu fødsel og den forventning vi har til at Jesu barnet vil forny vores liv og vores tro. Når vi tænder det sidste lilla lys skal vi blot sove få gange mere, så er det juleaften. Allerede nu kan vi utålmodigt se på de 4 lys og tænke der er lang vej igen, så jeg glæder mig allerede rigtig meget til at tænde det sidste lilla lys med Jer alle.

– Men indtil dén søndag om 3 uger, så lad os virkelig fordybe os i julens ventetid. Lad os være sammen, hygge os, bede, give tid til eftertanke, og sætte pris på vores tid sammen. Lad os vente sammen med håbet om at Jesus kommer som et lille barn ind i vores hjerter, og gør en forskel i vores liv.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 1. søndag i Advent 2021

Nov 15 2021

Pastor Judes prædiken

Udgivet af

Prædiken til d. 33. alm. søndag 2021

(Laterankirkens indvielse, fattiges dag og Pavens dag).

Evangelium: Joh 2, 13-22.

Man kan synes, at det vi fejrer i dag, er en underlig blanding. Vi fejrer Laterankirken fra år 324. Vi fejrer den som bærer nøglen til kirken – nemlig Paven, og så fejrer vi de fattige. Men de 3 fejringer passer godt sammen. Pave Frans peger altid på de fattige som et forbillede for alle – at fattigdom er noget vi kan stræbe efter, men også have omsorg for. De fattige som Pave Frans taler om, står foran Gud med alt det de har i et ærligt nærvær, der ikke er pakket ind i egoisme og magt. Han fremhæver den evne som et ideal – at vi må være så simple og ikke bære på det vi samler gennem livet.

Man kalder Laterankirken for ’Alle kirkers moder.’ og denne kirke er Roms domkirke. En kirke vi måske aldrig har besøgt eller har et forhold til, men fejringen i dag er et tegn for os, på hvordan kirken er mor for alle troende. Det er for at minde os om, hvordan vores kirker i hele verden samler alle de mennesker, som har et personligt forhold til Gud. Alle verdens kirker, uanset hvor langt væk de ligger, har en hellig forbindelse. De har et budskab om Guds mildhed, og minder os om Jesus Kristus, hver gang vi glemmer og hver gang vi kommer i tvivl. Så skinner tabernaklet for den fattige, – for os og vi finder trøst i dette frirum hvor vi ikke hylder magt, men derimod sætter det mindste først.

Nogen vil sige – jamen Gud er overalt – Han bor i dig og mig og i alle ting, i bladene som i disse dage falder af træerne, og det er også rigtigt. Vi må ikke kun erklære vores tro, når vi er i kirke, og vi må ikke have den idé at Gud kun viser sig når vi sidder her og deltager aktivt i messen. Gud er med os, når vi deltager aktivt i livet med vores tro, men kirken er nemlig også et helligt sted, et sted hvor vi forenes og fejrer Guds storhed sammen.

Det er den påmindelse vi får i evangeliet i dag. Folket i evangeliet har pludselig fået templet til at ligne et marked, med penge og handler og sladder og derfor bliver Jesus vred, da han ser det. I mange år troede man at Gud kun var i templet. At man kunne gå til kirken. Gøre alt – knæle, bede, modtage kommunion og gå hjem uden at bekymre sig for den bror og søster, der sad på bænken ved siden af.

Heldigvis er det ikke sådan mere. Vi bærer alle et tungt ansvar for vores brødre og søstre. Vi alle må tage vores del, og aldrig vende ansigtet bort når nogen blandt os lider. Dét er nu vores kirke. Som altid må vi arbejde på at kirken ser flot ud og er Gud værdig men i højere grad må vi tænke på alt der er indeni denne bygning, alle os der sidder her som aktive grene på Guds træ. Lad også det indeni være Gud værdig, alle vores ord og gerninger, og vores omsorg for de fattige.

Som sagt er denne søndag også en fejring af Paven. Paven er hyrde for vores kirke. Han har en magt, ikke en dårlig magt, men en magt til at få det bedste ud af os, det bedste ud af sin kirke over hele jorden ved Helligåndens hjælp. Lad os ikke glemme Hans tjeneste. Lad os bede for at Paven altid må finde ord der knytter bånd, og at hans ønske om forsoning og fred vil trænge ud i ethvert lille hjørne af verden

Fejringen af indvielsen af Laterankirken inviterer os i dag til at virkelig se, at Guds Hus er et bønnens hus. Kirken er Guds ramme om vores tro, hvor vi mødes for at lovprise, takke og bede til Gud. De fattiges søndag er en mulighed for at lære at værdsætte det, der er småt og simpelt, og en påmindelse om at vise vores omsorg og støtte på nye måder, så vores liv udenfor kirken, bliver kirken værdigt.

Comments Off on Pastor Judes prædiken

Nov 09 2021

Pastor Judes prædiken til Alle Helgen 2021

Udgivet af

Prædiken Alle Helgen 2021

Ev: Matt 5, 1 – 12a

Når vi tænker på en helgen, kan billedet inde i hovedet nemt blive et billede af et overmenneske med foldede hænder og hjertet fyldt med godhed. Det kan ligne et menneske, som vi slet ikke kan komme i nærheden af, og som er lige så fjernt fra os og lige så kunstigt, som de græskarhoveder der pryder haver og altaner i hele landet i denne tid.

Alle Helgen er for os, i Den Katolske Kirke, en vigtig kristen fejring af alle de mennesker, som er gået forud for os, og bekendt og erkendt deres tro, selvom det kunne have både hån, lidelse og død som følge. Andre helgener har gjort en særlig indsat for at efterleve Guds ord, og på den måde er de helgener, vi fejrer et forbillede for ethvert menneske.

Der er lige så mange forskellige historier, som der er helgener, og vi vil kunne finde inspiration i fortællingen om dem – en inspiration, som kan få betydning for vores liv. Fælles for alle helgener er, at det er mennesker, som med stor trofasthed har elsket meget. De har elsket og følt en stor passion for nærværet med Gud. Netop det at elske meget, er noget vi aldrig må høre op med. At elske meget er at give meget, og sådan taler Jesus til os:  “Større kærlighed har ingen, end den at sætte livet til for sine venner.” (Joh. 15,13)

Når vi følger vores tro og sætter vores liv til, opnår vi en nærhed med Gud, som er det første skridt – et skridt som enhver helgen også har taget i deres liv. De har fornægtet deres eget liv, for at gøre noget der er større og derfor værd at sætte livet til for.

Alle, der har børn, kender sikkert dén følelse – at barnet har så høj en værdi i forældrenes liv, at forældrene vil sætte deres liv til for barnet. Sådan er også forholdet mellem helgener og Gud. Frans af Assisi satte sit liv til for de fattige, Niels Steensen satte sit liv til for forkyndelsen, og Maximilian Kolbe satte sit liv til for en medfange. Alt dette gjorde de med afsæt i deres tro på Gud og ved at elske meget som deres livsgrundlag.

Vi må ikke tænke, at de helgener, vi fejrer, har haft noget let liv. Deres liv har næppe været sådan, at de i lykkelig forening med Gud har delt mad ud til de fattige, helbredt de syge og selv levet på en sten. Vi kan have den forventning, at det er mennesker, som har stået overfor store udfordringer og har kæmpet med deres egen rolle.

Denne mangel på romantisk forstillelse er en trøst for os, fordi vi ikke må føle, vi går forgæves, når vi arbejder på foreningen med Gud i vores tjeneste. Med de nådegaver Gud har givet os, er det ikke op til os at forvandle måne til sol, eller at gøre jorden flad. Nej, så synlig bliver vores indsats ikke, men alligevel må vi aldrig i det små holde op med at arbejde med nådens gave, med iver for det der kan forandre verden.

Når vi kigger tilbage på vor kirkes tro, og på de ting som Guds skabninger har forandret, så kan vi pege på mange situationer, som er blevet afgørende for vores historie. Det er situationer, hvor mennesker har turde at arbejde for deres tro med den kraft, der er i det kristne budskab. Så lad os konstatere, når vi kigger bagud, at mulighederne er tilstede, og så kigge frem – der hvor Gud leder os hen

Lad os med Alle Helgen blive inspireret af den kærlighed, som enhver helgen har næret til Gud. Måske vil vores navn ikke blive optaget på listen over helgener, der fejres i fremtiden, men lad os alligevel tage det første skridt, ligesom helgen efter helgen har gjort det, og lad vores liv være præget af at vi er mennesker, der er villige til at ofre noget og elske meget, for større kærlighed har ingen, end den at sætte livet til for sine venner.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Alle Helgen 2021

Oct 25 2021

Pastor Judes prædiken

Udgivet af

Prædiken til d. 30. almindelige søndag 2021.

Ev: Mark 10, 35-45

Lige fra vi er barn, stræber vi efter at blive hurtigere, bedre og dygtigere. Vi vil gerne lægges mærke til, og gøre noget som sikrer vores eftermæle og at andre ser op til os og viser os anerkendelse. Allerede som barn vil vi gerne lave den flotteste tegning eller være den der kan hoppe højest. Senere arbejder vi for høje karakterer i skolen. Meget af det vi stræber efter, gør vi, fordi vi deler den angst, som alle andre mennesker også har. Det er angsten for at være HELT almindelig og blive glemt. Vores forældre tænder den angst hos os allerede som små. De fremhæver og roser barnet og barnet stræber efter den anerkendelse i alle aspekter af livet.

På den måde bedrager vi ofte os selv i angsten for at blive almindelig. Vi stræber efter at være unik, gøre os bemærket eller blive en stor profil på Instagram. Sandheden er at de fleste af os kæmper denne kamp hele livet, men når vi kigger tilbage, så er der ikke altid meget der adskiller sig fra det helt almindelige.

Det er også frygten for det almindelige vi møder i evangeliet i dag. Brødrene er hverken meget fattige eller meget rige. De er ikke et emne man vil skrive om i historiebøgerne efter deres død. De er bare helt almindelige og jævne folk. Netop det tænder et behov i dem. Et behov for at bryde ud af det normale – at blive set på, og set op til. Og den fristelse bukker de under for i en samtale med Jesus, hvor de ønsker sig et sæde til højre og et sæde til venstre.

De ønsker sig 2 stole. Og evangeliet er et rigtig godt eksempel for os, for denne historie er ikke gammeldags. Tænk bare hvis vi laver en festsal med ens dårlige stole. Dertil sætter vi 2 stole som er flotte og bløde at sidde på. Enhver, der sidder på de dårlige stole vil have den tanke, at de er noget særligt, og burde blive inviteret til den særlige stol. Det er en naturlig tanke for mennesker. Vi har altid øje for det gode – men især det gode vi selv har gjort.

Og med den tanke må vi virkelig kigge på Jesus. Han som kom til vores verden og tog del i den som Guds Søn. Havde han indtaget den særlige stol, ville ingen have undret sig, for han var jo virkelig kongen der kunne tillade sig alt. Endda kan man sige at havde han indtaget den særlige stol, så havde de måske ikke korsfæstet ham – for så havde han opført sig sådan som en konge bør gøre. Men det gjorde han ikke, for han viste os en anden måde at være menneske på – det at leve uden at stræbe efter en særlig plads. Det at leve uden at længes efter at sætte sig selv i scene og blive anerkendt.

Der var de 2 pladser at kæmpe om. 1 plads på den højre side og 1 plads på den venstre side, men brødrene vidste ikke hvad de bad om, for senere skulle det vise sig at de to pladser blev optaget af to røvere på korset. Det kan nærmest virke provokerende på os at historien om de to pladser endte sådan, for det sætter vores stræben efter magten i et andet lys. Uanset hvilket samfund og hvilken kultur vi befinder os i er der nogen der stræber efter magten, men de to pladser på korset viser os, at magt ikke er det samme som succes. Med det minder Jesus os om at der ikke nødvendigvis følger glæde med ansvaret, eller at livet som magthaver er ubekymret.

Glæden og det ægte følgeskab med Jesus finder vi når vi vender magten om. Når vi tjener i stedet for at lade os tjene. Når vi tilbyder i stedet for at gøre krav. Når vi giver i stedet for at tage, for sådan kom Jesus til os, for at tjene os og vise at vi er bestemt til det samme – nemlig at tjene hinanden.

Comments Off on Pastor Judes prædiken

Oct 18 2021

Pastor Judes Prædiken

Udgivet af

Prædiken til den 29. almindelige søndag 2021.

Ev: Mark 10, 35-45

Lige fra vi er barn, stræber vi efter at blive hurtigere, bedre og dygtigere. Vi vil gerne lægges mærke til, og gøre noget som sikrer vores eftermæle og at andre ser op til os og viser os anerkendelse. Allerede som barn vil vi gerne lave den flotteste tegning eller være den der kan hoppe højest. Senere arbejder vi for høje karakterer i skolen. Meget af det vi stræber efter, gør vi, fordi vi deler den angst, som alle andre mennesker også har. Det er angsten for at være HELT almindelig og blive glemt. Vores forældre tænder den angst hos os allerede som små. De fremhæver og roser barnet og barnet stræber efter den anerkendelse i alle aspekter af livet.

På den måde bedrager vi ofte os selv i angsten for at blive almindelig. Vi stræber efter at være unik, gøre os bemærket eller blive en stor profil på Instagram. Sandheden er at de fleste af os kæmper denne kamp hele livet, men når vi kigger tilbage, så er der ikke altid meget der adskiller sig fra det helt almindelige.

Det er også frygten for det almindelige vi møder i evangeliet i dag. Brødrene er hverken meget fattige eller meget rige. De er ikke et emne man vil skrive om i historiebøgerne efter deres død. De er bare helt almindelige og jævne folk. Netop det tænder et behov i dem. Et behov for at bryde ud af det normale – at blive set på, og set op til. Og den fristelse bukker de under for i en samtale med Jesus, hvor de ønsker sig et sæde til højre og et sæde til venstre.

De ønsker sig 2 stole. Og evangeliet er et rigtig godt eksempel for os, for denne historie er ikke gammeldags. Tænk bare hvis vi laver en festsal med ens dårlige stole. Dertil sætter vi 2 stole som er flotte og bløde at sidde på. Enhver, der sidder på de dårlige stole vil have den tanke, at de er noget særligt, og burde blive inviteret til den særlige stol. Det er en naturlig tanke for mennesker. Vi har altid øje for det gode – men især det gode vi selv har gjort.

Og med den tanke må vi virkelig kigge på Jesus. Han som kom til vores verden og tog del i den som Guds Søn. Havde han indtaget den særlige stol, ville ingen have undret sig, for han var jo virkelig kongen der kunne tillade sig alt. Endda kan man sige at havde han indtaget den særlige stol, så havde de måske ikke korsfæstet ham – for så havde han opført sig sådan som en konge bør gøre. Men det gjorde han ikke, for han viste os en anden måde at være menneske på – det at leve uden at stræbe efter en særlig plads. Det at leve uden at længes efter at sætte sig selv i scene og blive anerkendt.

Der var de 2 pladser at kæmpe om. 1 plads på den højre side og 1 plads på den venstre side, men brødrene vidste ikke hvad de bad om, for senere skulle det vise sig at de to pladser blev optaget af to røvere på korset. Det kan nærmest virke provokerende på os at historien om de to pladser endte sådan, for det sætter vores stræben efter magten i et andet lys. Uanset hvilket samfund og hvilken kultur vi befinder os i er der nogen der stræber efter magten, men de to pladser på korset viser os, at magt ikke er det samme som succes. Med det minder Jesus os om at der ikke nødvendigvis følger glæde med ansvaret, eller at livet som magthaver er ubekymret.

Glæden og det ægte følgeskab med Jesus finder vi når vi vender magten om. Når vi tjener i stedet for at lade os tjene. Når vi tilbyder i stedet for at gøre krav. Når vi giver i stedet for at tage, for sådan kom Jesus til os, for at tjene os og vise at vi er bestemt til det samme – nemlig at tjene hinanden.

Comments Off on Pastor Judes Prædiken

« ældre indlæg