Apr 17 2018

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Påsken 2018

Udgivet af

Prædiken 3. søndag i påsken.

Ev: Luk 24, 35-48

Som et symbol på en mands kærlighed til sin kone kan han give hende en smuk ring eller en buket blomster, og som et symbol på en kvindes kærlighed til sin mand kan hun undgå at skælde ham ud når han igen og igen lægger sit vasketøj det forkerte sted. Som et symbol på vores tro kan vi bære et kors eller en rosenkrans, og som et symbol på fred kan én præsident give en anden præsident hånden mens journalister ivrigt tager billeder.

Symboler er en måde vi bruger for at udtrykke de følelser vi har og de ønsker vi har til hinanden, eller når vi skal sætte os selv i scene sådan som politikerne gør det med symbol-politik. Da bliver symbolerne en gratis handling for at vise noget som alligevel ingen betydning har. Og mon ikke der vil komme meget af den slags også denne sommer, hvor politikerne rammes af angsten for at danskerne har glemt dem. Et forslag til en symbol-politik vil bringe dem i TV og vi vil blive mindet om deres ansigt et øjeblik.

I dag minder Jesus os om i evangeliet at vores tro ikke er et symbol. Vi tror ikke på Gud som et symbol for noget andet. Vores tro er derimod håndgribelig. Den er til at tage fat på, og således modtager vi Kristi legeme og blod – ikke som symbol, men VIRKELIG som legeme og blod. På samme måde er det med opstandelsen. Jesus møder disciplene i dag – og siger: ’Giv mig noget at spise’ for således er han opstået ikke kun med ånd men med hele sit legeme.

Og hvorfor er det vigtigt at bruge en søndag på at høre om forskellen på symboler og det håndgribelige? Jo, det er det fordi symboler er godt når vi vil tegne et billede af noget – når vi vil udtrykke en følelse og vores kærlighed, men for at bruge et symbol, for at bruge et kors, må vores grundlag være i orden. Symbolet kan ikke gives blot for symbolets skyld. Hvad er buketten med blomster værd, hvis der ikke ligger ægte kærlighed bag? Hvad er et kors om halsen værd, hvis der ikke banker en dyb tro i hjertet af den der bærer det?

Den opstandne Jesus inviterer os til at være håndgribelige og præcise i vores tro. Jesus møder disciplene i dag og han møder os i dag. Disciplene blev forfærdede for de kunne ikke tro deres øjne. De begynder straks at tvivle for hvad er det der står foran dem? Er det menneske eller ånd? På samme måde kan tvivlen æde os op indefra. Det gælder ikke bare tvivlen på Gud, men tvivlen på alle livets facetter, der gør at vi kan flyttes og ændres.

Det er godt for mennesket at have et åbent sind, og at være lydhør for på den måde at kunne udvide vores horisonter. Men vi må have et grundlag. Vi må have et ståsted så vi har en følelse af vished. Driver vi rundt som småfisk i en stime eller fugle i en flok, da vil vi blive troløse og miste fodfæste. Da vil vi blive vildfarne og glide ind og ud af religioner, ægteskab og andre relationer.

Jesus giver os – hvis ikke før så i dag – vished for at han, at vores tro er et ståsted hvor vi roligt kan stå fast. Vender fiske stimen om og svømmer den anden vej, så kan vi roligt fortsætte videre mod vores eget mål, for Jesus viser os i dag at opstandelsen ikke kun er et symbol men en virkelig hændelse der sætter streg under at vores tro på Gud har sin berettigelse i verden.

Lad os derfor sige ja til hans invitation til os om at gå ud og være vidner om opstandelsen. Lad os tage korset på og bære rosenkransen som symbol på at Guds trofasthed når skyerne, og Hans retfærdshånd er strakt over dale og byer.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Påsken 2018

Apr 05 2018

Pastor Judes prædiken til Påskenatten 2018

Udgivet af

Prædiken til Påskenat 2018

Evangelium Mark 16,1-7

Sådan lyder det i beretningen om skabelsen: Gud skabte lyset og Gud så at det var godt. Og Gud skabte kvæget og vandet og fiskene, og Gud så at det var godt. Og Gud skabte mennesket i sit billede og Gud så alt hvad Han havde gjort, og så at det var godt.

Alt hvad Gud skabte er flygtigt – det er noget som ændrer sig og dør. Lyset bliver til nat, fiskene, kvæget og mennesket vil forgå, og vandet bliver til tørke. Men Gud så at det var godt. Denne aften viser Gud os mennesker at Hans skabelsens evner rækker langt videre ind i vores verden end det flygtige værk Han skabte på de 6 dage. Kære menighed, i dag skaber Gud opstandelsen for os. Gud skaber det evige lys der ikke styres af sol og måne, men tager afsæt i det lys der udgår fra Gud selv.

Med opstandelsen viser Gud os at intet problem vi lægger foran Ham, og ingen synd vi bærer på, er en opgave Han ikke magter. Stenen foran graven er væltet. Jesus er ikke der, og lige dér gives vores tro på Gud den rette plads i verden. På trods af at Gud vidste at menneskets liv er flygtigt, lod Han sin søn føde som menneske, leve og dø som menneske, for at lade ham genopstå som herliggjort. Gud gjorde det for at gøre sig selv nærværende. For at vi kan identificere os med Ham, med Jesus, med det evige liv. Således bliver Gud ikke en fortælling, men en ægte og nærværende oplevelse for alle der bærer vidnesbyrd.

Et barn her fra menigheden spurgte mig i går: ’Er Jesus rigtig død eller leger vi det bare?’ Og svaret på det lyder at den er rigtig nok! Hvert år må vi opleve dette – denne påske – igen og igen for at blive mindet om hvilket mod Jesus havde som menneske og hvilken inspiration han kan give os som den opstandne Jesus. I går fulgte vi de ritualer der hører til døden og i dag kan vi med lige så stor iver fejre den glæde det er, at konstatere at graven er tom og Jesus viser sig for os, fordi vi bærer på troen.

At markere den sidste nadver, døden på korset og opstandelsen hvert år kan måske for et barn ligne noget vi lader som om – noget vi leger. Men det er en alvorlig leg. Det er den leg der handler om at blive givet en ny chance i sit liv. Den chance får vi i gave i dag sammen med opstandelsens mysterium. I dag får vi chancen for at vende et nyt blad i vores liv, og lade os inspirere af den kærlighed både mennesket Jesus og den opstandne Jesus lærer os om.

Indtil disciplene så den opstandne Jesus var de bange. De tvivlede. På samme måde kan tvivlen tage bolig i os, når vi møder noget i vores liv vi ikke føler os sikre på. Med den opstandne Jesus lige foran vores øjne bliver vi rustet til modstand. Opstandelsen giver os den gave at vi ikke kun tror – vi ved! Denne nat giver os visheden om at på den anden side af smerten og lidelsen venter håbet og glæden. Den viden giver os styrke til at forkynde og sprede budskabet om Guds Rige

Lad os bringe den opstandne Jesus ud blandt folk. Lad os give dem vi elsker og dem vi ikke kender et håndgribeligt tegn på opstandelsen, for således leger vi ikke bare, men bliver blandt de vidner der beretter om Jesu opstandelse og det evige liv. Påsken giver os en friskhed i vores liv, så lad os tage imod denne forårsrengøring i vores hjerte og forny vores engagement i de mennesker der er omkring os og i vores kirke. På den måde vil vi sprede fornyelsen ligesom lysets flamme fra påskelyset. Kære brødre og søstre, jeg ønsker Jer en velsignet påske

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Påskenatten 2018

Mar 30 2018

Pastor Judes prædiken til Påske Søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til Palmesøndag 2018

Ev: Mark 15, 1-39

Palmesøndag er i vores kirke indledningen til det vi kalder for den stille uge. Det kan godt være at de næste dage er fyldt med stilhed for os, og at vi eftertænksomt nærmer os påsken, men for Jesus var de kommende dage nok ikke at forbinde med hverken stilhed eller eftertænksomhed.

Fra de første skridt æslet tog ind gennem Jerusalem og indtil kvinderne finder graven tom må Jesus gå mere igennem end et menneske kan bære. Han vil blive forrådt, hånet, slået og udstillet, og vi må være stille tilskuere til det der kommer til at ske. Men det barske i historien vil måske hjælpe os til at være stille, og med ydmyghed reflektere over hvad Jesus egentlig er gået igennem for vores skyld.

Inden vi træder ind i den stille uge, må vi dog fejre og erkende hvem Jesus egentlig er i lighed med de der med glæde udtrykte, at svaret på deres længsler kom ridende der på æslet. I dag er de glade og hilser ham fordi de tror han er løsningen på alle deres problemer. Han er den konge, der vil komme og løse alt hvad der var bundet og svinge sin kniv over de som handler uretfærdigt.

Men de bliver skuffede, for Jesus er ikke den slags konge. Han kommer ridende på æslet for at løse alt der er bundet, men ikke på den måde som folket ønsker det. På samme måde er Jesus kommet ridende ind i vores liv. Han er kommet for at løse alt hvad der er bundet i vores liv, men ikke på den måde som vi kunne have ønsket det.

Sådan sker det at der kan opstå den samme vrede i mennesker, som der opstår i de mennesker der ender med at korsfæste ham. I mit møde med mennesker møder jeg ofte dem, der siger at Gud har forladt dem, at Gud har givet dem et svært liv, at Gud ikke løser de hårde knuder, der gør livet svært. Men hvilke forventninger sætter vi til den konge, som er konge over vores kirke og i vores liv? Sætter vi den forventning, at vi kan handle uden næstekærlighed, uden omsorg og alligevel træde på livets vej, som var det en blomstereng med evig solskin?

Eller sætter vi vores forventning til at Jesus må udrydde alt ukrudt omkring os – fordi det pludselig er os der er dommere over rigtigt og forkert, godt og dårligt? Da vil vi opleve at Jesus ikke er konge i vores liv, for ordet konge har en anden betydning, idet Gud ikke er en konge der befaler fordeling af magt og ting, men en konge der befaler om kærlighed og det der er bundet og løst i vores hjerte.

Det ville være dejligt hvis Jesus var kommet og blevet konge for at kunne betale vores regninger, give os penge tilbage i Skat og hente børn i børnehaven når mor og far har travlt. Det ville være en konge med forstand – en konge der ville forsøde vores liv, men Jesus arbejder ikke i overfladen. Jesus arbejder ikke i vores liv, for at rette de fejl vi selv vil pege på.

Jesus tager fat om roden i menneskers liv. For sådan sker det at han altid svarer når vi beder til ham, at han altid er i vores liv uanset om vi taler med ham eller ej, men at hans formål med os er at tage fat om ondskabens rod og om glædes rod. Jesus arbejder på at mildne vores hjerte. Pave Frans sagde i sit fastebudskab at den som faster mister sit hjertes voldsomhed. Og i dette ligger der muligheden for en eftertænksomhed hos os alle.

Den som faster i fasten, den som er stille i den stille uge – dén vil opleve en mildhed i sit hjerte. Dermed vil det menneske ophæve det misforhold der er mellem hvad vi forventer af en konge, og det som Jesus vil give os. I dag rider han ind i Jerusalem og ind i vores liv for at minde os om at han ikke ønsker magten over Skats hjemmeside eller over en kommende lock-out. Han er kommet til os for at mildne vores hjerter.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Påske Søndag 2018

Mar 13 2018

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Fasten 2018

Udgivet af

Prædiken til d. 4. søndag i Fasten 2018

Ev: joh 3, 14-21

En dag var en mand ude og køre med taxa. Som turen gik gennem gaderne, sad manden og tænkte på om han havde husket at få sin pung med. Nervøst klappede han sig selv på lommerne og stak hånden ned i dem alle kun for at finde nullermænd. Manden kiggede også efter sin pung under sædet i taxaen for det kunne jo ske at han havde tabt den. Det stod dog hurtigt klart for manden at pungen måtte ligge hjemme på køkkenbordet, hvor han havde glemt at tage den med sig. Manden var bange for at sige til taxa chaufføren at han ikke havde penge med, og fik derfor en meget bedre idé. Manden sagde til chaufføren: ’Er det muligt at du kunne standse ved den næste tankstation? Ser du, jeg har brug for at købe en lommelygte, for jeg har tabt en tusinde kroner seddel i din taxa og jeg kan ikke finde den!’ Således standsede chaufføren ved den næste tankstation, manden gik ind i butikken og da han vendte sig om kunne han se chaufføren køre hurtigt væk derfra.

Moralen i denne lille historie handler ikke så meget om manden der løj om tusinde krone sedlen og lommelygten. Nej, moralen handler mere om taxa chaufføren. Han som kørte væk fordi han troede at der i hans bil lå en tusinde krone seddel – penge han ville tage uærligt. Moralen er naturligvis at handler vi uærligt, så befinder vi os i mørket. Det er et mørke hvor der ingen vindere er. Et mørke hvor der kun findes tabere. Sådanne tabere hører vi også om i evangeliet i dag. Mennesker som ikke tror på Gud, fornægter Jesus og i det hele taget kun overlader deres skæbne til andre mennesker eller sig selv.

I kontrast til det hører vi også om lyset. Lyset hvor sandheden lever. Den sandhed hvor vi kan læse at enhver som handler i lyset handler på vegne af Gud. Det er altså et helt særligt bånd der findes mellem menneske og Gud i lyset, og det er netop dét bånd vi stræber efter som kristne at have med Gud. Det bånd er lidt som det snørebånd vi har på vores sko. I har sikkert alle prøvet at når vi strammer det snørebånd med en knude og en sløjfe så ser båndet flot ud, men når vi har gået nogle kilometer må vi nogle gange standse op og stramme sløjfen igen. Med vores bånd til Gud er det næsten det samme. Vi beder, lægger en mønt til Jomfru Maria, sløjfen er strammet. Så går vi hjem og langsomt i løbet af ugen går sløjfen op – vi har mange gøremål, bekymringer og andet der fjerner vores fokus på at lyset og vores frelse kommer fra Gud, og igen må sløjfen strammes lidt til. Således strammes og løsnes båndet gennem hele vores liv.

Vi inviteres i dag af evangeliet til særligt at overveje hvilke årsager der er til at vi nogle gange løsner det bånd vi har til Gud. For én ting er sikkert – det er aldrig Gud der løsner båndet til os. Han har givet sin kærlighed til mennesket for evigt med evigt liv, og Han sendte os sin søn, for at give os vished om alt det vi var blevet lovet. Vi inviteres altså i dag til altid at sige ’ja’ til Guds kærlighed – altid at sørge for at både knuden og sløjfen på det bånd vi har til Ham er strammet godt til. Sådan vil vi nemlig altid leve i lyset, hvor ingen løgn og onde gerninger kan overleve. Ved at sige ja i dag og ja alle de dage der kommer, vil intet mørke få magten over os. Intet mørke vil narre os eller friste os med en forsvundet tusinde kroner seddel i vores bil. Gå derfor med sandheden i dag, gå ind i lyset og bind jeres sløjfe stramt for da vil alle Jeres gerninger være i Gud.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Fasten 2018

Mar 06 2018

Prædiken til d. 3. søndag i Fasten 2018

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i fasten.

Ev: Joh 2, 13-25.

For lidt mere end to uger siden startede vi årets faste. Vi var sultne og havde måske allerede mistet modet ved tanken om at endnu 40 dage skulle gå, før vi igen kunne nyde livet. Men Jesus gav os et håb, da vi de sidste to søndage har hørt om hans kamp ude i ørkenen, og om hvordan han viste sig for mændene på bjerget. Han gav et håb om at trods vores problemer, trods vores kampe i livet så er der altid en frelser og forløser. Jesus lovede os nemlig ro og stilhed i ørkenen – ja, en slags pause fra livets travlhed, og på bjerget forvandlede han sig foran vores øjne, så det blev klart, for de der havde glemt det, at han er lige midt i blandt os alle.

I dag er sagen anderledes. I dag ser vi ikke Jesu milde ansigt – i dag ser vi derimod hans vrede. En vrede som ikke anerkender vores tempel, endda en vrede som vil rive det hele ned og bygge noget bedre. Templet kan være et billede på mange ting, både samfundet, kirken, verden men vigtigst af alt et billede på os selv. Et billede på dig og et billede på mig.

Nogle af os lever i et stort tempel. Et tempel vi plejer med gode oste, store bøffer og lækre poser med slik, mens andre lever i et mere beskedent tempel, som kun fyldes med groft brød, grøn te og grøntsager. Alligevel kan disse to slags templer have noget tilfælles. Jesus kan blive vred på dem begge, og han kan have lyst til at bryde dem begge to ned.

Et tempel som Jesus føler vrede over og derfor føler sig fristet til at bryde ned kan være et tempel – altså et menneske – som er troende og går i kirke, men kun husker ritualerne og bønnen. Ritualer og bøn er godt, for det gavner vort fællesskab og det gavner vores nærvær med Gud, men bøn og ritualer må aldrig stå alene. Vi må altid huske, at vi som mennesker har en forpligtelse, nemlig først og fremmest at handle næstekærligt overfor vores brødre og søstre.

Det er der, vores tempel vokser. Det er det tempel vi hele livet må bygge på – altså den omsorg vi giver andre mennesker, det at vi giver os tid til at tale og ikke mindst lytte, det at vi altid gør vores bedste for at arbejde for næstekærlighed. Et sådan tempel, altså et sådan menneske, er værd for Jesus at bygge videre på.

Vi befinder os i øjeblikket midt i fastetiden. Vi er blevet hjulpet på vej med Jesu milde ansigt og hans kærlighed, som har sendt os på vores vandring i ørkenen. Han har vist sig for os for at give håb, så lad os derfor nu bremse op og kigge kritisk på vores eget tempel. Hellighed er ofte noget, vi tror, vi kan se på det ydre; på præstens tøj, hvordan vi knæler og hvordan vi modtager kommunionen, men som vi alle ved findes hellighed ikke udenpå tøjet. Hellighed findes under huden – inde i vores tempel, og hellighed kommer ikke sådan pludselig til syne. Hellighed er en egenskab vi alle deler, og således er Gud ikke kun Gud for de udvalgte hellige. Nej Gud er Gud for alle, uanset om Han bryder deres tempel ned og bygger et bedre, eller om Han bevarer det tempel de har bygget på i mange år, fordi det tempel kan bære Hans bud om næstekærlighed.

En opfordring til os alle i dag er at arbejde på at bygge et tempel, hvor vi ikke har brug for at Jesus bryder det ned. Lad os i stedet bygge et helligt tempel i os selv, som kan bære alt det vi står for. Lad os værne om det tempel, for med et stærkt tempel, uanset hvilken vej vi mener at have fundet til Himlen, vil Gud igen vise sit milde ansigt og kærligt tage os i hånden ud i ørkenen for at give ro og stilhed, og op på bjerget for at vise sit ansigt og give os vished.

I første læsning hørte vi om de 10 bud. Lad os alle virkelig tænke på de 10 bud og mærke at Gud inviterer os til skriftemålet – Ikke for at straffe os, eller håne vores fejltagelser. Men fordi Han elsker os og igen vil have nærvær med os.

Comments Off on Prædiken til d. 3. søndag i Fasten 2018

Feb 16 2018

Askeonsdags Prædiken 2018

Udgivet af

Askeonsdag 2018,. Matt.6: 1-6 og 16 – 18

I dag starter vi den første dag i fasten. En tid der peger hen mod Jesu opstandelse, hvor vi får en chance for at forberede os og fordybe os i vores tro. Faste, bøn og almisse er de tre ord der vi kendetegne alle dage fra nu og indtil vi sammen skal fejre påsken.

Hvis vi ikke retter fokus mod at være oprigtige kan vores faste nemt komme til at sidde uden på tøjet. Bønnen viser vi med foldede hænder, fasten bliver synlig fordi vi ikke spiser og almissen falder ned i tiggerens taske på vores vej fra arbejde. Gør vi sådan har vi opfyldt fastens regler, men fasten handler ikke om regler, love og forbud. En sådan faste ligner mere en helt almindelig slankekur, hvor mange mennesker vender tilbage til deres gamle livsstil bagefter.

Fastetiden kan give os meget mere end det, men for at opnå mere må vi gå ind i fastetiden med oprigtigt hjerte. Vi må gøre dette – faste, bede og give almisse med den tanke at vi ikke gør det for at andre mennesker skal tænke godt om os, men derimod for at nærme os Gud. Når vi ikke spiser noget unødvendigt, når vi beder, når vi læser Biblen og giver omsorg så vil vi blive åbne for at Gud har indflydelse i vores liv.

Gud gav sin søn som døde for vores synders skyld. Han døde for os i hengivenhed. Sådan viste Gud sin kærlighed til os, og med fasten har vi chancen for at vise vores taknemmelighed og vandre med Ham. Vores vandring denne faste handler ikke om noget i denne verden, – det vi gør handler om at blive moden i Kristus. Gennem vores personlige erfaringer modnes vores tro og vi får et nyt grundlag at vokse fra.

Det kan ske at nogen spørger os: ‘hvad faster du fra i år?’ Og det rigtige svar til det spørgsmål bør være at vi faster fra synden. Asken i dag symboliserer døden – at alt er slut, for sådan er fasten en forberedelsestid inden vi fornyer vores dåbsløfte til påskevigilien. Det er en tid hvor vi kan dø fra alt det dårlige som fylder vores liv, for at gøre plads til det der giver vores liv det rigtige indhold.

Guds nåde venter på os, men det er op til os at tage imod den. Lad denne faste være en glædens faste, en nærværets faste – en faste hvor vi alle vil vokse i troen, så vi ikke modtager Guds nådegaver forgæves.

Comments Off on Askeonsdags Prædiken 2018

Feb 14 2018

Prædiken til d. 6. alm. søndag 2018 (Fastelavn)

Udgivet af

Prædiken til den 6. alm søndag 2018 (Fastelavn)

Ev.: Mark 1, 40-45.

Nogle gange når livet er svært kan vi mennesker få den tanke: ’At bare jeg dog var en helt anden person’. Vi kan ønske at vi kan overtage livet fra én der har det lettere end os. Og så kigger vi os omkring og ser med vores øjne at alle – næsten alle – har det lettere end os. De bærer mindre byrder – ja, sådan ser det i hvert fald ud!

Men på samme måde kigger disse mennesker på os, og ser ikke de byrder vi bærer på. For sådan er det med byrder – de er ofte usynlige og lette for dem der ikke selv bærer på dem. I dag er det fastelavnssøndag. Det er en mulighed for netop at blive en helt anden som tilsyneladende ikke har byrder at bære på.

Man kan blive Superman eller Batman eller et farligt dyr. Man kan vælge mellem en masse figurer som ser ud til ikke at have én eneste bekymring i livet. Let og legende redder superhelte dem der er i nød, og andre farlige figurer kan skræmme al ondskab væk.

Desværre er livet ikke så enkelt. Gud har skabt os i vores krop med vores sind, og det er den pakke vi må acceptere og leve livet med, uanset om det er sommer, vinter eller fastelavn. I evangeliet i dag møder vi en mand der er spedalsk. Udenfor byens mure har han sikkert også siddet og kigget på alle og tænkt at de havde et lettere liv end ham.

Men denne mand har ligesom os kun EN krop og ET sind. På samme måde som os er han bestemt til at få det bedste ud af det han har. Så han henvender sig til Jesus, og Jesus helbreder ham. Det er fantastisk for ham og han bliver lykkelig, og går direkte ud og gør ALT det Jesus har sagt at han ikke skulle. Han fortalte alle om det i stedet for at blive undersøgt af præsten og bringe et offer.

Og hvad har den tekst så med os at gøre? Jo, de ord som evangeliet taler til os i dag handler om at dét Gud har givet os i livets og dåbens gave – det kan vi udrette noget med, uanset om vi skulle opleve sorg og sygdom på vejen. Ved bøn, vilje og tålmodighed kan vi udrette noget. Paven har erklæret i dag som Verdensdagen for de syge.

Paven lægger især vægt på at sygdom og korsets smerte ikke er en håbløs tragedie. Smerten ved korset gennemborer Marias sjæl men lammer ikke. Smerten er en påmindelse om alt det andet som hun har båret på. Hun bar på Jesus før han endnu var født, hun bar på og det moderlige kald for sin Søn og for hele kirken.

Hver gang vi oplever modgang i vores liv, og pludselig ser at knuden løser sig, må vi huske den spedalske mand men også på Maria. Han sidder der – udstødt og uden værdighed. Han er samfundets laveste. Jesus giver ham en ny rigdom i sit liv – nemlig renheden, og Jesus fjerner hans bekymringer. – Og hvad er så mandens tak?

Fuld af glæde og stolthed går han ud og afslører Jesus og forråder på en måde den tillid Jesus har vist ham. Manden gør det modsatte af det Jesus ønsker. Det er en påmindelse til os alle om at være trofaste i vores tro, både når det gælder og det ikke gælder. Lad os ikke kun bede til Gud i vores smerte, mens også efterleve Hans ord til os i vores glæde, for sådan viser Maria os at vi ikke må miste håbet. Hun mistede sin søn, men alligevel vandt hun ham, fordi hun ikke ønskede sig et liv uden ham.

På samme måde KAN vi og SKAL vi bære livets smerte, for uden smerten kunne vi ikke få glæden, men glæden ville vi ikke leve uden. Jesus viser os her på Verdensdagen for de syge sin herlighed og efterlader kærligheden til os.

Lad os i dag tage vores fastelavnsmaske af og i et øjeblik af sandhed lægge al vores afmagt frem for Gud. Snart begynder fastetiden og i dag er en god mulighed for os til at erkende smerten men ikke lade den lamme os på trods af at den gennemborer vores sjæl.

Lad os med den tanke fejre dåben med det håb for Logan at han vil være stærk i sin tro både i smertens og glædes tid i hans liv.

Comments Off on Prædiken til d. 6. alm. søndag 2018 (Fastelavn)

Feb 05 2018

Pastor Judes prædiken til Herrens Fremstilling i Templet 2018

Udgivet af

Prædiken til Kyndelmisse – Herrens Fremstilling i Templet.

Ev: Luk 2,22-40

På Jesu tid var det sådan at når en kvinde havde født en datter var hun uren i 80 dage. Havde hun født en søn, var hun uren i 40 dage. I de 40 dage kunne hun ikke gå ind i templet, men når tiden var gået kunne hun gå til templet og vise sit nyfødte barn frem. Det er netop det der sker i evangeliet i dag, hvor Maria og Josef bringer barnet til Jerusalem for at vise ham frem for Herren.

En vigtig påmindelse for os i denne handling er, at vi kan rammes af den tanke at mange love og regler ikke gælder os, men kun alle de andre, der ikke er lige så dygtige eller kloge som os. I disse situationer er det vigtigt at huske på, at mange af de ting vi læser i Biblen OGSÅ gjaldt Josef og Maria – og ikke mindst Jesus – verdens frelser. Det er et godt perspektiv at se vores liv i, når vi tror at vi kan snige os udenom eller gå en lettere vej til målet end de andre.

I templet møder det unge par og barnet Simeon og Anna. Simeon har bedt til Gud, for han havde et brændende ønske om at dø med den fred i sjælen at han med egne øjne havde set Herrens salvede – altså Jesus. I dag bliver hans bøn hørt, og Helligåndens løfte til ham bliver indfriet. Simeon tager Jesus i sine arme og lovpriser Gud.

Simeon og mødet med Jesus giver os en trøst her i 2018. At i vores bøn venter nåden og frelsen på os. Vi må have tålmodighed i vores troens liv – akkurat som det er tilfældet i alle øvrige dele af vores liv. Man siger at Rom ikke blev bygget på én dag, og ligeså er det med vores ægteskab, vores opdragelse af børnene og vores forhold til Gud. Ingenting der skal holde i mange år bliver bygget på én dag. Det meste kan brydes NED på bare én dag, men opbygningen tager tid, og vi skal tænke os godt om for at bygge et fundament der holder.

Simeon havde bygget et fundament af tro som holdt. Tålmodigt ventede han på at få indfriet det han var blevet lovet, og i dag kom dagen, hvor Gud viste sig for ham gennem det lille barn i armene. Med dette møde blev Simeon klar til at møde døden i visheden om at Gud havde sendt sin frelse, og at frelsen ville vente på ham når han lukkede sine øjne en sidste gang.

Vi er gået gennem en lang mørk tid denne vinter. Hver eneste vinter kan man få den tanke at den aldrig hører op og aldrig får ende, men SÅ midt i den mest dystre tid, bryder en vintergæk op fra jorden og giver os håb om at huen og vanterne snart kan lægges væk og skiftes ud med is på en pind og korte bukser. En vintergæk er som Gud der minder mennesket om håbet.

Og der er god grund til at håbe! I dag fejrer vi kyndelmisse – det betyder at halvdelen af vinteren er gået. Med kyndelmissen inviterer vi igen lyset ind, og ser frem mod alle de farver som snart vil erstatte det grå og grønne som Danmarks præges af når det er vinter. Lyset vi inviterer ind er et symbol på Jesus. Tålmodigt har vi ventet på denne dag, og Gud vil lønne os i 2018 som Han har gjort det alle år indtil nu.

Sådan kan vi regne med det sker når vi kigger i vores kalender, og sådan kan vi regne med det sker når vi er faste og trofaste i vores bøn gennem hele livet. Da vil Herren også lade os tjenere der er her i dag leve videre med håbet og når tiden er inde lade os gå herfra med fred.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Fremstilling i Templet 2018

Jan 10 2018

Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbarelse 2018

Udgivet af

Prædiken til Helligtrekonger 2018

Ev: Matt 2, 1-12

Tre konger var ude at gå en tur. De fulgte en stjerne. En stjerne som ikke kunne tale, men kun kunne lyse. Alligevel fulgte de stjernen. Kongerne vidste at denne stjerne var noget særligt. At den ville lede dem til en konge som var anderledes end dem selv. En konge som skulle blive deres konge.

Stjernen gjorde præcis som de havde tænkt den skulle gøre. Den lyste for dem og viste dem vej til Jesusbarnet som lå i krybben hos Jomfru Maria og Josef.

Da de tre konger nåede krybben, lagde kongen Melchior sin gave. Gaven var guld og var et symbol på at dette nyfødte barn var konge – altså en royal som skulle bære guld.

Dernæst lagde den næste konge sin gave. Kong Baltazar lagde røgelse ved Jesusbarnet. Røgelsen brugte man dengang kun ved alteret – man brugte det kun når man tilbad Gud. Baltazar ville med sin gave vise at dette barn skulle tilbedes. Dette barn var guddommeligt.

Til sidst lagde Caspar sin gave ved krybben. Myrra var denne konges gave. Typisk brugte man myrra ved begravelser som parfume til tøjet, og derfor kan man få den tanke at denne gave blev givet som et symbol på at også Jesus må død som menneske fra denne verden.

Kongerne kom som vi har hørt med guld, røgelse og myrra – ligesom også vi giver hinanden gaver ved jul og fødselsdag. – men måske var den fjerde gave som kongerne gav den mest vigtige. Da de havde lagt gaverne tilbad de Jesus, og sådan gav de ham den gave at de anerkendte ham som noget guddommeligt. De troede virkelig på at Jesus var konge – ikke bare på den måde som de selv var konge, men konge for alle konger i denne verden.

Sådan kan også vi håbe at vi vil få den samme visdom som kongerne. Måske er vi selv konger i vores familie eller i andre sammenhænge, men over os – over vores herredømme er Jesus. Kongernes konge, så også vi må bringe ham gaver og tilbede ham. I ham har vi alt at vinde og intet at tabe.

De tre konger fulgte stjernen uden at stille spørgsmål. Af dem kan vi lære at følge Guds veje selvom vi ikke gives en forklaring eller en begrundelse. Vi må give op overfor vore egne planer, for følger vi Guds stjerne, Guds ledetråde så vil vi finde frem til et mål som hvor vores glæde vil være større end den lykke vi tror findes ad vores egne veje.

Også vi kan være en stjerne i andre menneskers liv. Uden at sige noget – uden at dømme, forklare og udrede store punkter i Biblen kan vi med vores legeme og sjæl være ledestjernen for alle vi møder i vort liv. Vi kan lyse i deres mørke og lede mennesker den samme vej. Vejen mod Kristus, vejen mod tilgivelse, vejen mod kærlighed og forsoning.

Dagens evangelium handler om mange ting. Vi kan trække flere emner ud, men tillid må være det ord vi går ind i 2018 med. At vi har tillid til at Gud og stjernerne viser os på rette vej, og at det derfor godt kan betale sig at følge efter, uanset at vi ikke lige kan få øje på resultatet. Gud vil vise det til os hen ad vejen. Han er ikke ude på at lede os den forkerte retning. Og når vi ledes frem og når vores mål, så må vi give noget. Vi må ofre noget af det vi har som tegn på vores taknemmelighed.

De vise mænd får en meget pludselig rolle i evangeliet og lige så pludseligt er de væk igen. Deres rolle er dog langt større end den plads de får i ord i dagens evangelium. De følger stjernen. De følger Gud, men deres fornemmelse får dem til ikke at gå tilbage til Herodes. Tænk Jer, om vi mennesker kunne gøre det samme – følge stjernen, følge Gud og følge den fornemmelse der holder os på Guds veje.

 

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbarelse 2018

Dec 18 2017

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 3. søndag i Advent 2017.

Ev: Joh. 1, 6-8 og 19-28. (’Glædens Søndag’)

Når en sag skal i retten, er der 2 slags mennesker som kan få stor betydning, for hvilket resultat dommeren kommer frem til.

Der er advokaten. Hans opgave er at arbejde sig frem til at vise hvad der er sandhed og hvad der er løgn. Han skal gøre det på en klog måde, der i sidste ende giver det resultat som han ønsker for den part, som han repræsenterer.

Og så er der vidnerne. Vidner er de mennesker som har set hvad der skete. Måske var der et vidne der så at ham der kørte for stærkt i bilen – han talte også i mobiltelefon. Det er vidnerne der skal gengive hvad der skete i den sag, der nu behandles i retten. Deres ord kan have afgørende betydning; Især hvis der er flere vidner der siger det samme.

Et vidne kan ikke rigtig vælges. Et vidne må naturligt være den person der så hvad der skete. Med advokaten er det anderledes. Parterne i sagen kan frit vælge hvilken advokat der får deres sag. Nogle vælger derfor den bedste og dyreste, mens andre der ikke har mange penge må tage ham som retten peger på.

Hvis vi ser på evangeliet i dag, ser vi netop advokater og et vidne diskutere en sag som vi kender det fra retten. Vidnet hedder Johannes og advokaterne – altså præsterne og levitterne – er sendt ud for at afhøre ham. ’Hvem er du?’ spørger de og fortsætter med en række spørgsmål, der skal få Johannes til at lave en fejl – vidne falsk om hvad der skete og hvor han er kommet fra. Hver især forsøger advokaterne sig med spørgsmål, der skal vise retten, at dette vidne kan man ikke stole på.

Men Johannes er et klogt vidne. Han holder sig til sandheden, og advokaterne må gå derfra uden triumf. Sådan gik det, fordi Johannes er et vidne, der har set Gud. Han er et vidne, der ved med sikkerhed, at Jesus kommer.

Grunden til at vi her midt i advent skal høre en fortælling om advokater og et vidne er, at snart kommer Jesus. Det ved vi, ligesom Johannes vidste det, men er vi lige så faste i vores ord, hvis nogle advokater spørger os? Eller vakler vi i vores forklaring?

I dag er det Glædens Søndag. Vi fejrer glæden over, at Jesus er på vej ind i vores liv for at forny alting. Han kommer for at forny os indefra, men fornyelsen sker, kun hvis vi lader ham komme ind og ikke kigger på ham med advokatens øjne. Er vores hjerte fyldt med skepsis, had og mistro, giver vi Jesus og glæden svære betingelser. Vi må i stedet, som Johannes, være et vidne – et menneske som ikke tror eller overvejer eller venter på at se – men et menneske der VED og står ved at vi bekender os til de bud som Gud har givet os at leve efter.

Nogle gange kan glæden have svære betingelser. Den kan især svigte os, når vi beder uden at få, når vi oplever sorg, misbrug eller at afstanden mellem os og vores familier vokser og vokser. Glæden gør ikke livet nemt, men glæden og forventningens glæde gør livet til at bære. Forventningen om at glæden kommer, minder os om, at det vi står lige midt i vil ikke altid være der. Alt det der sker ude i verden, kan gøre det svært at høre vidnets stemme, men lytter vi godt efter, kan vi høre hvordan Johannes råber til os: ’Efter mig, kommer der én som er større end mig’.

Lad os med den tanke være et vidne om vores tro og glæde. Glæden ændrer ikke livets omstændigheder, men glæden ændrer os og alting omkring os.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2017

« ældre indlæg