Sep 18 2019

Pastor Judes prædiken

Udgivet af

Prædiken til d. 24. alm. Søndag 2019.

Ev: Luk 15, 1-32

Det er kun de færreste der oplever at livet er én lang evig lykke fra begyndelsen til slutningen. Jeg vil endda sige, at det oplever INGEN, uanset hvor rig man er eller hvor kærlige ens forældre er. Intet menneske kan skånes fra sorg, eller sige sig fri for, at tage forkerte valg i livet som giver en konsekvens. At livet går op og ned, fra lykke til sorg, fra tro til mistillid er et livsvilkår, der gælder alle mennesker i alle dele af verden.

Et livsvilkår er også at mennesker lever uden at kunne se ind i fremtiden. Vi kan blive så opslugte af vores egne idéer, at konsekvenserne bliver usynlige, og mens vi tager skridt efter skridt åbenbares det kun langsomt, at vores idéer aldrig var en del af Guds planer.

Vejen gennem livet kan være svær, og vi kan blive ulydige og gå i mange retninger. Hver udfordring hører til hver sin tid i vores liv. Det lille barn der afprøver grænser hos mor og far. Den unge der klager over de ældre, og den ældre der klager over de unge. Hver gang vi prøver livets grænser af, gives vi en visdom fra Gud. Nogle gange slår vi os, andre gange vokser vi. Og sådan kan vi måske genkende os selv i evangeliets tekst både i sønnen der var fortabt og alligevel kom hjem. Eller i den lydige bror der blev hjemme og gik glip af en masse i bitterhed. Og til sidst i den kærlige far, som ser at hans søn kommer hjem i taksigelse over det han er blevet givet hele livet.Men i lignelsen kan vi også genkende andet end os selv. Vi kan genkende det lys – verdens lys som Jesus bærer på. Sætter vi et spejl op foran faren i lignelsen ser vi et spejlbillede af Gud. Vores himmelske Far venter nemlig på os. Han venter på at vi har afsøgt grænser, og vender tilbage, så vi ved Hans styrke kan stå fast gennem livet. Gud er den klippe der står fast mens vi ikke kan holde balancen. Gud er den der holder fest for den som ikke har fortjent en fejring.

Når vi har alle muligheder imod os, så gør Jesus vejen rede for os, for sådan lyder det at han gør tjeneste blandt de vildfarne. Og sådan kalder Han hver af os til noget i livet, som ikke fattes af mennesker, men åbenbares af en kærlig Gud der tålmodigt venter på at vi vender om og vender hjem.

Netop det at vende om og gå hjem – altså hjem til Gud – er den vigtigste og største beslutning vi kan tage i vores liv. Måske er vi på vej et dårligt sted hen. Måske er vores liv fyldt med skam. Måske bekymrer vi os over noget….. Vend om! Det er evangeliets budskab til os i dag. Vend om, og gå hjem! – Gå hjem til Gud, for hos Gud gives vi en ny start, en ny mulighed: Ikke for at at starte forfra, men for at begynde igen.

I dag fejrer vi messe med dette kendte evangelium som det glædelige budskab. Vi fejrer at vi kaldes på selvom vi er vildfarne. At Gud venter på os med tålmodighed mens vi opfører os tåbeligt. At Gud aldrig mister håbet for det menneske, som andre mennesker dømmer ude. Lad os med den tanke gå ud i verden i dag fyldt med håb for, at Gud venter på os, og vender vores bitre erfaringer til visdom. Lad os løbe Ham i møde med åbne øjne.

Comments Off on Pastor Judes prædiken

Sep 10 2019

Pastor Judes prædiken til d. 23. alm. søndag 2019

Udgivet af

Lukas: 14, 25-33

Vi hører Jesus sige til os i dag i Lukas evangelium, at enhver, der kommer til ham uden at hader sin far, mor, kone og børn, brødre og søstre, og endda hans eget liv ikke kan være hans discipel. Dette lyder chokerende for vores ører. Hvordan kunne Jesus, der talte så meget om kærlighed, medfølelse og tilgivelse nu tale om at hader og især hadede dem, der er tættest på os? For at forstå teksten ordentligt, må vi forstå, at Jesu brug af verbet ’til at hate’ er en semitisme, en måde at tale på, der var typisk for den kulturelle baggrund for Jesus.

På det tidspunkt ville betydningen af ​​”had” have svaret til eller meget lig “at sætte på andenpladsen” eller som den moderne franske bibel udtrykker det “at foretrække”. Det vil sige, hvis man ikke foretrækker mig frem for sine forældre osv., Kan han ikke være min discipel. Dette er den rigtige betydning af teksten.Det betyder, at vores forhold til Jesus til Gud skal være det vigtigste, bedre end alle menneskelige relationer. Er vi endda i stand til det? Måske henviser Jesus til munke og meget hellige mennesker. Så hvor passer du og jeg ind?

At vende tilbage til evangeliet. Hvem talte Jesus om? Evangeliet siger, at ‘store skarer ledsagede Jesus på vej, og han vendte sig og henvendte dem’. Så det var ikke kun de 12 apostle, men et stort antal mennesker. Vi ved, hvem disse mennesker var fra andre evangeliske passager: fiskere, landmænd, husmødre, skatteopkrevere, prostituerede, spedalske, skriftkloge og farisæere og alle andre slags mennesker. Så det er til dette store antal af alle slags mennesker, Jesus talte. Derfor også til os.

Dette er de gode nyheder i dagens evangelium. Hver eneste af os er kaldet til at være en discipel af Jesus. ‘At bære korset’, som Jesus beder om os, er en anden måde at tale på efter ham. . ‘Store skarer ledsagede Jesus på vej’ – At være på vejen til Jesus, at følge ham betyder, at det er en livslang rejse. Discipleship er mere end en engangsbeslutning. Det er en proces. Det tager tid.

Discipelskab betyder mere end at gøre nogle gode ting for Herren – betyder at give os selv hele ham, som han gjorde med os. At være kristen betyder, at vi har et mål, vi går et sted, vi følger nogen. . Jesus spørger ikke det umulige af os. Han ved, at det tager tid at følge nøje.Vi er nødt til at lære hans måder. Frem for alt er vi nødt til at være helt afhængige af Helligåndens hjælp. Dette er den store gave, Jesus lovede os, før han vendte tilbage til sin Fader i himlen.

De to små historier, der afslutter dagens evangelium, minder os om, at det koster at følge Jesus. Men hvis vi ønsker at følge Jesus på denne lange rejse, ville vi ikke have en byrde, der er for tung, en, der tynger os ned og får os til at give op. Vi bliver bedt om at give slip på hvad som helst i livet, der binder os for meget til os selv, vores bekvemmeligheder osv. – vores status, ejendele og så videre.

Måske spørger hver enkelt af os. Sidder jeg nogensinde ned og spørger mig selv: er jeg på den rigtige måde? Gør jeg det bedste, jeg kan med mine talenter og gaver? Giver jeg en hjælpende hånd til andre, der har brug for min hjælp?Deler jeg, hvad jeg har med de fattige, i det mindste nogle gange? Hvor er mit fokus – Jesus, andre eller altid mig selv?

opfordrer os til at følge ham nøje. For en mand eller kone vil det være deres kærlighed og bekymring for hinanden og deres børn såvel som for andre. For en læge eller sygeplejerske vil det være deres pleje af de syge. For lærere at uddanne deres elever og studerende ikke kun i akademiske fag, men i hvad det betyder at hjælpe med at gøre verden til et bedre sted. For præster og religiøse – at dele med andre deres kærlighed til Gud i trofast, kærlig tjeneste. Jesus kalder os til discipelskab. Han kalder os til storhed. Han ved, at vi er i stand til det på trods af vores syndighed, begrænsninger og fiaskoer. Han giver ikke op på os.Han ringer fortsat til os. Han ønsker, at disciple skal hjælpe ham? Hvordan besvarer vi hans opfordring?

‘Herre! Du er vejen’

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 23. alm. søndag 2019

Sep 02 2019

Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2019

Udgivet af

Ev: Luk 14, 1. 7-14

Når jeg kommer her ved alteret i kirken ved jeg næsten præcis hvor mange af Jer sidder, for næsten alle sætter sig der hvor de plejer. Vi har et yndlingssted at sidde her i kirken, men sikkert også derhjemme. Ud af spisebordets 6 eller 8 stole vælger vi altid den samme. Vælger vi en anden får vi ballade med det familiemedlem der plejer at sidde der, og værre endnu så virker det unaturligt at sidde et andet sted – måske fordi vi ikke er vant til udsigten.

Denne underlige adfærd gælder ikke kun siddepladser, for den gælder også i samværet mellem mennesker. Vi har alle en plads – en rolle vi forventes at spille, og spiller vi ikke den rolle godt, vil andre tænke dårligt om os. Måske falder man ind i den rolle allerede som barn, hvor man lærer at andre børn i klassen griner, hvis man opfører sig dårligt – og sådan fortsætter man hele livet. Eller også erfarer man at hvis man truer andre og bruger vold, så får man de andres respekt. Ja, gennem hele vores liv sker der mange ting der peger mod den plads, den rolle vi får i vores liv. En rolle der er ofte er forbundet med tryghed ganske som vores faste siddeplads her i kirken.

Jesus er til fest i dag. En fest med faste pladser, for de der kommer som gæst ved lige præcis hvor de gerne vil sidde. De vil sidde tæt på dem det hele drejer sig om. De vil sidde ved øverst så hele verden kan se at den plads de har fået er deres faste plads – den plads de har fortjent. Men Jesus forhindrer dem i at tage disse pladser. Han siger: ’Nej, det er ikke Jeres faste plads. Jeres plads er længere nede. I skal sætte Jer nederst så andre kan invitere Jer opad.’

Så hvad betyder evangeliet for os? Jesus vil ikke at vi skal ydmyge os fysisk. Jesus ønsker ikke at vi skal stå nederst i bunden af kirken for at gøre plads til andre her oppe foran. Det er ikke den slags ydmyghed han taler om. Han ønsker heller ikke at vi skal gå rundt triste og bøje ryggen for at alle i byen kan se vores ydmyghed. Det er ikke en fysisk ydmyghed Jesus taler om i dag. Det er en åndelig ydmyghed som vi alle må overveje i vores liv.

Faste pladser har vi i kirken, i hjemmet og måske på arbejdet. Faste siddepladser og faste roller i livet, men passer disse pladser til vores liv? For at have en plads i den ydmyghed Jesus taler om må vi bøje os åndeligt, bøje os og tjene vores brødre og søstre. Vi må trække vejret dybt og tjene andre frem for at vente på at nogen tjener os – eller ligefrem kræve det af nogen.

Jeg har en udfordring til Jer alle – en udfordring i at finde en ny plads i livet. At i aften når I spiser aftensmad, så sæt Jer et nyt sted ved spisebordet, for at skifte vores plads betyder at vi ser ting i et nyt perspektiv. Vi hører lyden anderledes. Vi ser lyset i en ny vinkel. Så find en ny plads at sidde på sammen med familien, find en ny plads i livet – ikke den øverste tæt på brudeparret så alle kan se Jer, men en ny plads hvor I har mulighed for at tjene flere, fordi der er flere over Jer. Sæt Jer i de nederstes sted – ikke for at andre kan grine af Jer eller håne Jer, men sæt Jer der – nederst på en ny stol – så I vil se verden i et nyt åndeligt perspektiv. Dér vil Gud se Jer i Jeres tjeneste.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2019

Aug 26 2019

Pastor Judes prædiken til d. 21. alm. søndag 2019

Udgivet af

Prædiken til d. 21. almindelige søndag 2019 .

Ev: Luk 13, 22-30

Som katolikker er vi forpligtet til at drage omsorg for alle. Vi bærer både et personligt og et socialt ansvar. Tager vi dette ansvar seriøst, er det en egenskab der peger hen mod Guds Rige. I Danmark har vi ytringsfrihed. Vi må sige lige hvad vi vil, også om hvem vi vil. Lad os som katolikker aldrig forveksle den frihed med en ytringspligt! Lad os bruge vores ord og tale på en måde, så vi handler på vegne af Gud, og ikke så vi lader munden løbe på en måde der skaber tilbagegang og splid.

I Evangeliet i dag hører vi om den snævre port. Den port vi skal styre mod hele vores liv for at ramme det lille hul der fører ind i Himlen. Porten er snæver, men hele vores liv må vi navigere i brede muligheder – risikoen for at styre forkert. Styrer vi den gale vej, og lader munden løbe, kan vi helt miste udsigten til den snævre port. Måske ligger der største fare for os mennesker endda i at vi tager det som en selvfølge at vores liv peger mod den snævre port fordi vi betegner os selv som kristne. Jesus siger til os i dag at der skal mere end denne titel til for at komme indenfor.

Kollekten vi skal samle snart går til Caritas. Mennesker ude i verden som i politiske forhold betragtes som de sidste. De er de bagerste for de er ikke med til at beslutte noget og deres stemme bliver ikke hørt. De er gemt væk i sult, og sidder bag deres plastic eller små huse og venter på en hjælpende hånd. Vi må ikke tro at disse mennesker ikke har udsigt til den snævre port – måske er porten endda nemmere at se for dem end det er for verdens rigeste. De rigeste forblindes ofte af rigdomme og magtens sødme, og lader ord flyde med pral og iver for at hæve sig selv over andre. Alt imens har den fattige intet at miste. Den fattiges syn er sjældent sløret.

Men hvordan med os – har vi den fattiges klarsyn eller deler vi rigdommens lidelse med den bedrestillede? Altid i vores liv må vi holde øje med den snævre port til Guds Rige. At hjælpe gamle damer over for grønt, og købe Hus Forbi bærer os ikke frem til portens indgang. End ikke deltagelse i messen hver søndag giver os en garanti. Det er hver eneste dag i alle livets forhold at vi må vælge den snævre sti der fører mod porten. Vælger vi den brede vej er der mulighed for at støde ind i alle slags mennesker, der også går rundt i fortabelse, ganske som i en skov uden indgang eller udgang men bare træer og træer uanset hvor man kigger hen.

På den smalle sti kan det være svært at holde balancen. Det er måske ligefrem fristende at vende om, men vi må hjælpe hinanden, om man er fattig eller rig, mand eller kvinde, direktør eller præst – til at blive på den vej der leder os fremad mod Gud. I dag er en god dag til at tale sammen – både hjemme i familien, men hinanden, med Gud om at finde eksempler på brede og smalle veje i vores liv. Tal sammen i dag og brug friheden til at ytre Jer i Jeres familier, om hvordan I kan bidrage til at hjælpe en næste. Sådan holder vi sammen balancen på vej mod Guds Rige.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 21. alm. søndag 2019

Aug 19 2019

Prædiken til d. 20. alm. uge 2019 (Jomfru Marias Optagelese i Himlen)

Udgivet af

Prædiken til Jomfru Maria Optagelse 2019 (Hjørring menigheds fest og præstejubilæum 30 år).

Ev: Ev: Luk 1, 39-56

For få dage siden holdt Pave Frans sin prædiken over teksten vi netop har hørt. Paven kom med en opfordring til os. Kig opad mod himlens storhed. Kig opad og søg Guds Rige. Det menneske der går gennem livet og kun kigger nedad, ser kun hvad der er nedad – nemlig frygt og snavs, lidelse og uret. For sådan er det når vi har blikket rettet mod jorden – der kommer denne verdens smålighed til syne. Retter vi derimod blikket opad, ser vi alt det, der er større end os selv. Vi ser Guds skaberværk. Vi ser alt det vores håb, som Guds Rige, baseres på.

I dag fejrer vi festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen. Den fest, gør i dag til en af de dage, vi trænger til i kirkeåret. For ind i mellem trænger vi til at se et vindue til Himlen, og en åben dør til Paradis. Det syn giver os nemlig en garanti for, at Himlen eksisterer og at vores håb for vores eget evige liv, ikke er forgæves.

Da kirken her blev bygget af håbefulde mænd og kvinder, var I de mennesker som havde et håb om en fremtid her i Hjørring. Via Jomfru Marias kirke her i Bispensgade, indfriede Gud det håb og sammenføjede en menighed, fordi I ikke lod Jer skille på grund af menneskers smålighed, men derimod, i Jeres arbejde, søgte Guds Rige, og arbejdede for at åbne himlen for de troende.

Sådan kalder Gud os for at arbejde gennem os, og sådan kaldte Gud på mig som en ung mand i Sri Lanka. En ung mand som alle troede skulle blive fisker på havet, men som i stedet gik Guds veje i håbet om at blive menneskefisker. Min vej til at blive præst var ikke nem. Sådan er det ofte i livet. Det der er nemt er ofte ikke vigtigt. De opgaver hvor vejen synes svær, og vi fristes til at give op på vejen, fordi vi vender blikket nedad, – det er ofte de opgaver der viser sig at være de vigtigste.

Jomfru Maria fødte Jesusbarnet. Stærke mænd og viljefaste kvinder byggede denne kirke. Og jeg blev præst, til stor overraskelse for alle dem der under mit studie spurgte sig selv: ’Hvad skal vi gøre med den ulydige unge mand fra Sri Lanka?’

At sige ’Ja’ til Guds veje og rette blikket op fra snavset og opad er sjældent den lette vej at gå. At løbe væk i frygt og mismod er ofte den nemmeste vej. Som kristne, som katolikker, der altid søger Guds storhed, må vi se bort fra vores frygt og bekymringer, for i den smålighed sker der ingen udvikling. Der er kun stilstand, og den der står stille, går i virkeligheden baglæns. Det er som at sætte penge i banken, der bliver mindre og mindre værd. Vi må handle med vores talenter, og vove os ud på dybet, og lade Gud afgøre om de skibe der sættes i havet skal sejle eller gå ned.

På denne festdag inviteres vi til, ikke at stikke næsen i al den smålighed livet på jorden kan indeholde, men i stedet stikke næsen i sky og give vores tillid til at Guds Moder – Himlens port – venter på os i vort sande hjem. Gå derfor ud i dag, og hæv Jer over uret og det mindste i de små ting. Da vil vi erfare at alt bliver stort i Guds storhed i Hans Rige.

Comments Off on Prædiken til d. 20. alm. uge 2019 (Jomfru Marias Optagelese i Himlen)

Aug 15 2019

Pastor Judes prædiken til d. 19. alm. søndag 2019

Udgivet af

Ev: Luk 12, 32-48

Gode forældre husker noget meget vigtigt i opdragelsen af deres børn. De husker, at en god opdragelse er en rejse for barnet hen mod at lære at klare sig selv. Barnet må lære at gå selv, bære sin egen skoletaske, rydde op når de har spist. Senere må barnet lære at lave mad, vaske tøj og håndtere penge. Så når forældre giver deres børn opgaver, er det af kærlighed. Det er en visdom de giver videre, for at barnet også skal have visdom.

Forhåbentlig har vi alle den slags minder om den tillid vores forældre har vist os, og ellers får vi i dag sådan et minde med Gud. I evangeliet gives vi nemlig kærligheden fra Gud når der skrives: ’Jeres Far har besluttet at give jer Riget’. Riget er vores på samme måde som en forældres kærlighed er barnets. Alt hvad vi gør, ser Gud på med milde øjne. Han forventer, at vi gør, hvad vi gør, fordi vi er de mennesker, som Han har skabt. For at lære os at være mennesker gives vi roller og opgaver, så vi kan vokse i visdom. Han har skabt os til næstekærlighed, til kærlighed, til trofasthed, til tilgivelse og derfor gør vi det. Som grundlag for vores liv giver Han os Riget, som når en forælder kysser et blodigt knæ.

Men så sker det, at de fleste børn har prøvet at få skældud. Det sker ofte når børn keder sig, for når man keder sig sker det at grænserne for det normale ændres. Når man keder sig kommer man til at ødelægge ting, undersøge ting så dybt at det går helt i stykker. At kede sig hører ikke bare barndommen til.

Også vi voksne kender til det at kede sig, og til det siger Jesus at vi skal være vågne. Nogle gange er det lettere sagt end gjort at sidde og vente og samtidig føle sig helt klar. Skal vi være sunde og følge anbefalinger skal vi sove syv til otte timer hver dag. Altså i en tredjedel af vores liv vil vi sove, men tænk så på hvor utrolig meget tid vi vil bruge på at vente. Dagligt bruger vi en stor del af vores vågne tid på at vente – enten på bussen eller i en kø af biler, på at få fri eller på at skulle af sted. Jesus advarer os i dag mod de farer der er i ventetiden.

Måske er det i ventetiden, at den største ulykke kommer over os. Vi venter på at blive raske, venter på at blive velsignet med børn, venter på at finde den rette, venter på at livet skal gå, venter på at dø. Vi venter og venter og glemmer dagen i dag, fordi vi tænker på dagen i morgen. I ventetiden keder vi os og husker ikke på at Gud har givet os sit Rige. At grundlaget for Hans kærlighed til os er skabt lige i de ord.

Frygt ikke Jeres Fader har besluttet at give Jer Riget i dåben, som en forælder har besluttet at give kærligheden i fødslen. Menneske vær vågen overfor denne gave og gå ikke mod den med sladder og et lukket sind fordi noget bedre venter. Gå med Guds vilje i dag som et barn følger dets forældres visdom. Tilgiv alt, og bind intet i denne verden, for salige er de der er vågne, og ikke er optaget af andet, når Menneskesønnen kommer.

I dag er Kassandra og hendes 2 børn kommet til vores kirke. De er vågne og de er her som en inspiration for at os andre, til også at være vågne. De er kommet for at sige JA til Gud og for at blive optaget i den katolske kirkes fællesskab. Vi skal høre deres JA i dag på denne store dag for familien, og lade det være en påmindelse til os alle om altid at være klar til at sige JA når Gud kalder os ud på nye veje.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 19. alm. søndag 2019

Aug 05 2019

Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. søndag 2019

Udgivet af

Prædiken til d.18. alm. søndag 2019

Luk 12, 13-21

Vi har hørt om vindere af Lotto mange gange. Det er rengøringsassistenten som hver dag slider på job og drømmer om den store sum, så hun aldrig mere skal arbejde. Det er den unge studerende der håber på at de mange millioner får hans navn på, så han kan opleve hele verden og glemme alt om lektier. Og så vinder de – den studerende og rengøringsassistenten. Og pludselig stiger antallet af venner, popularitet og muligheder. De udnytter det hele helt til grænsen, og få år senere går de igen med kosten en tidlig morgen, og igen må de læse deres lektier. De må indse at penge varer ikke evigt og giver ikke lykke.

Penge giver muligheder, men ikke indhold. Indholdet i livet må vi selv skabe sammen med Gud, for penge kan ikke købe hverken kærlighed, tillid eller nærvær. Penge kan ikke købe at vi stoler på nogen og at de stoler på os og regner os for noget. Derimod er det før set at penge kan såre og skabe splid. Jesus siger ikke til os i dag at vi skal sætte ild til vores penge eller skifte vores bløde sofa med en dårligere en.

Han taler i stedet til os om at bruge vores rigdom med omhu, fordi vi skal være varsomme med at lægge planer for fremtiden. Kun Gud ved hvad dagen i morgen bringer. Hvis vi lever simpelt er vores bekymringer også mere simple. En simpel mand bekymrer sig om at give sine børn mad. En mand med penge bekymrer sig om hvem der er ven, hvem der er fjende og hvem der klapper ham på ryggen for pengenes skyld. Den slags skatte kan sætte dæmoner i vores tanker. Den slags rigdom truer både familier og freden i verden.

Vi ser det igen og igen ude i verden. Når lande fører krig, så handler det ikke om religion eller almindelige uenigheder. Det er ofte en krig om magt og økonomiske interesser. Det er den effekt rigdom har på verden, så det er med rette at Gud i evangeliet siger om bondemanden: ’Din tåbe’.

Det er klart at det skaber en vis frygt hos os mennesker at give noget fra os. For sådan er mennesket, at vi gerne vil sikre os, samle sammen og skabe velstand. Men vi må huske Paulus ord: ’Tomhændet kom vi til verden og tomhændet skal vi gå ud af den’. Så vi kan sige at det handler om at bruge vores rigdom klogt. Alt det materielle vi har, er kun til låns. Vores sidste klædedragt har ingen lommer, så alt det vi ejer og har, kan passende bruges til at skabe en bedre verden for de børn der skal overtage det samfund vi lever i, eller til at skabe muligheder for andre som ingen muligheder har.

Det tåbelige i evangeliet er at tænk Jer at have den mulighed at spørge Jesus om råd, og så spørge ham om hvordan en arv skal deles. Jeg kunne komme i tanke om 100 spørgsmål jeg gerne ville stille Jesus, hvis han stod lige her og talte til os nu. Jeg ville spørge ham om bekymringer, krig og ufred, om kærlighed og bøn. Men én i skaren spørger ham: ’Hvad skal min bror og jeg gøre med arven?’

Dette spørgsmål er et tegn på de bekymringer der ligger først i vores tanker. Bekymringer der ikke handler om det evige liv eller om fred i verden, men bekymringer om alt det der er en barriere for at vi virkelig kan leve det liv Gud har givet os. Alt hvad vi modtager i dette liv er givet os til låns ved Guds hånd. Det vi bærer i vores hænder er et udtryk for Hans omsorg og kærlighed til os. Lad os på samme måde give det videre vi har i overflod, så religionens kærlighed vinder i styrke over grådigheden der lukke alting ude.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. søndag 2019

Jul 29 2019

Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2019

Udgivet af

Prædiken til den 17. alm. søndag 2019

Ev: Luk 11, 1-13.

Engang var det sådan at alle stræbte efter at være som alle andre. – At være en del af flokken og være normal. Det var ikke moderne at være anderledes. Den tanke har ændret sig. Vi har et samfund som imødekommer alle og enhver, og alt skal kunne tilpasses og formes, så det enkelte menneske føler lykke og glæde. Passer vi ikke ind, så tvinger vi os ind. Kan vi ikke tvinge os ind, så klager vi! Det er blevet moderne at dirigere med hele verden så hele verden drejer sig rundt om individet. Som kontrast til det samfund, står vores kirke som en klippe.

Når vi beder Fader Vor eller i det hele taget beder, så er det nemlig anderledes. Vi kan ikke på samme måde dirigere Gud udenom det vi ikke vil og vi kan heller ikke få Ham til at give mere af det vi gerne vil, bare fordi vi vil have det på vores måde. Med andre ord så virker valgfrihed ikke her i kirken, og heller ikke i vores liv hvor meget vi end forsøger. Alt hvad vi får som svar på vores bøn, og alle de svar der åbenbares hen ad vejen i livet er grundlagt med Guds måde.

Guds måde er netop hvad vi får i bønnen, i glæden og i sorgen. Lidelse og sygdom får alle os til at bede en ekstra gang. Det er en påmindelse om at tage kærlig afsked med hinanden og elske stærkere, end hvis livet bare var lykkeligt i al evighed. Guds måde kan nogle gange være en mærkelig måde, men når vi bekender os som kristne, – som katolikker, så er det i høj grad fordi vi tænker at Guds måde har vi tillid til.

En pige bad engang: ’Kære Gud, tak for alle blomster, tak for alt vandet, tak for solen, tak for alle sten – også dem jeg ikke kan løfte’. Den bøn siger os meget. For der er meget i denne verden vi ikke kan løfte. Ikke bare i sorgen, men også i glæden, for mennesket er begrænset, og det ved Gud. Han bærer med os, ved siden af os, og giver os alt. Han giver os det vi kan tåle, og sommetider også det vi ikke kan tåle, men altid bærer Han sammen med os – og når det slemme er allerværst viser Han os i små glimt at det vi ikke kan tåle alligevel også udvider vores tanker og idéer. Gud gør det på sin måde og vi må følge med.

I Evangeliet beder disciplene Jesus om at lære dem at bede. At bede er som med alt andet – det kan være svært at komme i gang. Begyndelsen er svær. Ligesom det er svært at lære at cykle, at starte nyt arbejde eller kæmpe med svære lektier – sådan er det også at bede. Derfor må også vi lære at bede, for at bede handler ikke om at sige en remse, at kunne en tekst udenad. Faktisk kan man sige at det er farligt at kunne noget udenad – måske vil nogen af os snart sige Fader Vor her under messen og mens ordene flyder tænke på aftensmad og sommerferie. Tænk om vi talte sådan til andre mennesker!

Nej, når vi beder, må vi tale med hjertet, smage på ordene og i kærlighed til Gud bede om råd fra vores inderste, og ikke som en remse. Vi må have den samme tillid som det kræver at tale med et andet menneske, åbne os og lade Gud svare. Når vi banker på så lukkes der op, og ingen far giver sit barn en slange, når barnet beder om en fisk. Sådan siger Jesus. Gud giver os måske ikke altid lige det vi forestiller os. Nogle gange giver Gud endda noget, vi ikke rigtig ved hvad vi skal stille op med, men sikkert er det at Gud giver os det vi har brug for, det vi kan lære noget af, det der er os til gavn. Få det på din måde – sådan udvikler vores samfund sig. Få det på Guds måde, lover Gud os her i kirken. Lad os derfor åbne os i bønnen og lade Gud bære hvad Han vil, så mennesket kun skal bære det vi kan.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2019

Jul 24 2019

Pastor Jude’s prædiken til d. 16. alm. søndag 2019

Udgivet af

Prædiken til d. 16. alm. Søndag 2019

Ev: Luk 10, 38-42

De fleste af os er opdraget til at tænke os godt om før vi tager beslutninger. Man skal både tænke sig godt om moralsk og økonomisk og bruge sin sunde fornuft. Det kan være en svær øvelse, for vi lever i et samfund, som hele tiden lokker os til det umoralske, til det ufornuftige og til det der skader vores økonomi. Endda lokkes vi også på afveje når det gælder troen på Gud.

Ja, tænker vi os ikke godt om, men lader os i stedet styre af impulser, så kan det ødelægge alt. Det kan ødelægge vores arbejde, vores familie, vores økonomi og hele vores liv. Vi må tænke og vurdere før vi tager en beslutning. – Og vi kan ikke undgå disse beslutninger, for livet er fyldt med dem hver eneste dag.

Også for de mænd der bare gik forbi den lidende mand på gaden i søndags da evangeliet handlede om Den Barmhjertige Samaritaner. De besluttede at gå forbi og en anden besluttede sig for at hjælpe. Budskabet i søndags til os var: ’Gør noget! Vær nogens næste! Sid ikke bare der og tro du er kristen uden at det ses i dine handlinger’.

Med en sådan blot én uge gammel tekst, kan dagens tekst forvirre os. Martha gør noget. Hun gør rent. Hun laver mad, og løber rundt for at det hele skal blive godt. Og Jesus siger at Maria har valgt den gode del og Martha gør sig for mange bekymringer. Og hvad gør Maria som har valgt den gode del? Hun taler med gæsten, med Jesus, og imens har Martha travlt med alt det praktiske.

Næste søndag handler evangeliet om Fader Vor. Altså om bøn – om ikke at vaske glas og tallerkener, om ikke at hjælpe – men om at bede. Den barmhjertige Samaritaner, Den flittige Martha og den lyttende Maria og så Fader Vor kan være en kilde til at forvirre os i beslutningen om hvad er den gode del og hvad er den forkerte del. Alligevel er der god sammenhæng i de budskaber Jesus giver os i denne sommertid.

For hvad er det for en hjælp samaritaneren gav? Det er en hjælp – et stykke arbejde ud fra kristne værdier om at hjælpe sin næste. Hvad er det for en indsats Martha gør? Det er et praktisk stykke arbejde – en handling der skal gøre huset flot og maden god, men uden tanke på at være sammen med gæsten. Hvad er det Fader Vor giver os? Det er en sløjfe netop på disse evangelier.

Den sløjfe der siger os mennesker at vi ikke må arbejde kun for arbejdets skyld. Når vi arbejder og gør tjeneste skal vores handling være kristen – vi skal handle som Guds udsendte. Når vi serverer mad skal det være i omsorg for vores familie og gæster. Når vi hjælper den lidende skal det være som Guds hånd der rækker ud til den svage. Når vi beder er det en mulighed for at tænke os om og finde Guds vilje i alt det vi gør i vores vågne timer.

For sådan er det med Martha og Maria. Maria har valgt den gode del, for hun har tænkt sig om, og fundet Guds vilje i besøget af Jesus. Lad os på samme måde søge at finde Guds vilje i de valg vi hver eneste dag stilles overfor. Vi kan spørge os selv: ’Hvad er den gode del?’ og vi kan tænke på Martha som spildte besøget af Jesus med at stå i køkkenet og gøre rent i hele huset.

Så lad os gå ud i dag og gøre vores arbejde i Guds navn med god moral i vores gerninger. Lad os arbejde for Guds skyld, og ikke arbejde for arbejdets skyld.

Comments Off on Pastor Jude’s prædiken til d. 16. alm. søndag 2019

Jul 15 2019

Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. uge 2019

Udgivet af

Prædiken til d. 15. alm. søndag.

Ev: Luk 10, 25-37

Vi kender denne lignelse udenad. Det er en fortælling om en mand – en hvem som helst – en fremmed der ligger på gaden og har brug for hjælp. Vi har læst lignelsen, hørt den, og set den som skuespil. Den virker let og ligetil at forstå. Vi forstår at når vi ser en lidende skal vi hjælpe og frelse ham, uanset hvem han er, sådan som Jesus befaler os.

Men læser vi lignelsen igen og lytter til Jesu ord, så tager det hele en drejning. En samaritaner var på Jesu tid ikke noget særligt. Men en præst var højt oppe i hierarkiet sammen med levitter. Når vi læser disse ord grundigt, så ser vi at der ikke bare er en lidende og en frelser i lignelsen. Nej, der er også to mænd, som ikke kan bruge deres titler til noget – for de burde skamme sig over at de ikke udfører alt det de går og lærer til andre.

Den lidende får på en måde hjælp fra en helt uventet person. Vi kan forestille os den lidendes forventning og skuffelse da præsten og levitten nærmer sig, men igen forsvinder. Måske ser den lidende samaritaneren i det fjerne og tænker at alt håb nu er ude, men ganske uventet er det ham der giver sin hjælp.

Jesus fortæller denne lignelse for at forandre os. – For at vi skal stille os selv spørgsmålet: Hvem er næsten i mit liv?

Han vender nemlig det hele på hovedet. Han spørger: ’Hvem af disse tre var en næste for den lidende?’ Med det spørgsmål blev både samaritaneren og den lidende en næste. Så hvem er så vores næste her i 2019? Vores næste er dem, der kommer os til undsætning, når vi har brug for hjælp. Vores næste er den som frelser os fra vores lidelse.

Men vores næste er også den vi møder når vi følger Jesu ord: Gå du hen og gør ligeså! Sådan fordobler Jesus begrebet ’næste’. Men hvordan navngiver vi det menneske? Er det Røde kors der beder om penge i gågaden? Er det manden der sover på bænken? Eller begrænser det sig til vores familie?

Svaret står klart for os når vi husker at det at leve af Guds barmhjertighed – det betyder at give af Guds barmhjertighed.

At leve af den barmhjertighed vi også skal give videre er en uendelig cirkel der danner rammen om vores kristne liv – i midten af den står barmhjertigheden. Og så bliver svaret meget nemmere – for hvem er så IKKE vores næste? Den person kan vi ikke navngive, da ethvert menneske er skabt i Guds billede.

Måske vil vi også blive overrasket over hvem der viser sig som vores frelsende næste, næste gang vi møder lidelse og modgang i vores liv. Gud har sat os mennesker midt i livet i denne dobbelthed. At kærlighed kan man ikke holde på, for den er kun noget værd hvis den deles. Og at have øje for sin næste har ingen værdi, hvis ikke vi handler på vores kristne instinkt.

Den lovlydige som vil udstille Jesus tror at det evige liv er et regnestykke som falder ud til fordel for den der kender matematik. Jesus svarer ham med en lignelse, der gør alt matematik til skamme og viser at to røvere plus to retfærdige giver minus, og at der må en fremmed, en ukendt, til for at skabe overskud. Og der finder vi svaret på hvordan vi arver det evige liv. – Ved at leve livet dobbelt. At elske og ære Gud – at elske sin næste som du elsker dig selv.

Og for at sætte streg under det kunne ordene lyde: Elsk din næste som Gud elsker dig! Så vidde er rammerne for kærlighed fra og til en næste, og så snæver er porten til det evige liv.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. uge 2019

« ældre indlæg