Aug 10 2022

Pastor Judes prædiken til d. 19. alm. Søndag 2022

Udgivet af

Ev: Luk 12, 35-40

Når vi hører et af de fire evangelier lytter vi ofte med den forventning at Jesus vil give os en tryghed og en trøst, som vi kan omsætte til det liv vi lever her på jorden. Vi læser om næstekærlighed og om tilgivelse, men Jesus taler mere og andet til os end det. Ofte gives vi en rettesnor i vores liv eller en advarsel om hvordan en bestemt slags opførsel kan hæmme vores nærhed med Gud, og skabe distancer mellem os og det evige rige. Det er netop sådan evangeliet lyder i dag, hvor vi hører om, hvordan vi skal være vågne mens vi venter, fordi vi ikke ved hvilken time Herren kommer i.

At vente på noget er en svær øvelse. At vente forbinder vi gerne med at kede sig, og vi kan måske også ligefrem opleve vrede eller frustration. Når vi venter kan vi miste vores fokus, og dermed opnå alt andet end at være klar når timen kommer. Det er næsten lige meget hvad vi venter på – om det er bussen, en fejring, en diagnose, beskeden om uddannelse eller noget der på anden måde sætter en ny retning i vores liv. At vente bliver nemt et vakuum, hvor alt luft er suget ud af os, indtil vi igen kan ånde og leve.

Måske er det i ventetiden, at den største ulykke kommer over os. Vi venter på at blive raske, venter på at blive velsignet med børn, venter på at finde den rette, venter på at livet skal gå, venter på at dø. Vi venter og glemmer dagen i dag, fordi vi tænker på dagen i morgen og husker ikke på at Gud har givet os sit Rige. At grundlaget for Hans kærlighed til os er skabt lige i de ord.

I dagens evangelium giver Jesus os en opskrift på hvordan vi skal vente. Bliv klar mens du venter! Sådan lyder hans besked til os. Gør dig rede, bliv klar – for ventetid er ikke et tidløst vakuum, men derimod en chance for os for at indstille os på det der kommer.

For at opnå noget må vi forbedre os og øve os. Sådan gælder i mange af livets forhold. Sådan gælder det i sport, i kærlighed og sådan gælder det også i forholdet til Gud. For at opnå en tæt relation til Gud

Gud har betroet os det liv vi lever her på jorden. Han har givet os nøglerne til livet i tillid til at vi forvalter livet godt. Han gør det med tillid til at vi bruger vores liv med kærlighed, omsorg og øje for vores næste. Gud har givet os nøglerne ved dåben i håbet om at vi ikke misbruger den tid vi er her med løgn, vrede og magt.

Vi befinder os i en ventetid mens vi lever livet her på jorden. Vi venter på den time hvor Menneskesønnen kommer. Der er dage hvor Gud synes langt væk og der er dage hvor vi tænker at Han er tæt på os. Der er dage hvor vi sukker dybt og dage hvor tiden går langsomt og ensomt. Men Jesus fortæller os i dag om de årvågne tjenere, for at også vi skal være vågne. Vi aner ikke hvornår Gud henvender sig til os. Vi aner ikke hvornår vores time kommer.

Så i den tid vi er her må vi være klar. Vi må leve simpelt og huske Guds ord også når Han synes langt væk, for pludselig er Han os nær, og ønsker at se os vågne i færd med at gå de veje Gud har lagt for os. Lad os huske at Evangeliets ord er Guds vilje. Gå da derfor ud og gør Guds vilje, vær vågne og lad Ham finde os i færd med at give omsorg, at udøve kærlighed og se os gøre det med tillid og trøst.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 19. alm. Søndag 2022

Aug 02 2022

Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. Søndag 2022

Udgivet af

Ev: Luk 12, 13-21

Et spørgsmål vi kan stille os selv i dag efter læsningen af evangeliet er: ’Hvornår er nok, nok?’ Engang hørte jeg Lars Larsen som var ejer af Jysk fortælle om hvordan den første million var den sværeste at tjene. Derefter gik det nemmere, og den ene million blev til to og senere til mange flere. Det var tydeligt at forstå at Lars Larsen havde millionerne som drivkraft. Uanset hvor mange millionerne blev til, skulle de fortsat vokse og blive til flere, for at han havde succes.

Og sådan vandt Jonas Vingegaard Tour de France, og hele Danmark fejrede ham sammen, som den fortabte søn, der vendte hjem, men allerede nu tænker man på om han kan gøre det igen, eller om det ’bare var held’ den ene gang.

Hvornår er nok, nok? Hvornår har vi samlet så meget at vi bare kigger med glæde på det vi har og tænker: NU er det nok! Nu har jeg ikke brug for at samle mere – ikke flere penge, ikke mere succes, men bare hvile med det jeg har – eller endda ringe efter TV2 der kan hjælpe med at rydde op og smide ud af det der var for meget!

Når nok, ikke kan blive nok, så kaster det skygger i vores liv. Vi lever et liv her på jorden, hvor vi har meget at tage hensyn til. Vi skal uddanne os med gode karakterer, og finde et arbejde, der kan give os en passende levestandard, og vi skal spare til pension og undgå at give gæld videre til vores pårørende. Det er ikke let for alle at finde den rette vej, men fælles for os alle er, at på den yderste dag står vi overfor Gud, og den dag kan kun det vi gjorde i Guds navn blive stående.

De store lader med høsten, millionerne, vores egen succes og bedrifter er skatte der samles i denne verden men som ikke bidrager til rigdom hos Gud. Succes giver muligheder, men ikke indhold. Indholdet i livet skaber Gud for os, for penge kan ikke købe hverken kærlighed, tillid eller nærvær. Penge kan ikke købe at vi stoler på nogen og at de stoler på os og regner os for noget. Derimod er det før set at penge kan såre og skabe splid, fordi ingen har nok og alle vil have mere.

Jesus taler til os om at bruge vores rigdom med omhu, fordi vi skal være varsomme med at lægge planer for fremtiden. Kun Gud ved hvad dagen i morgen bringer. Hvis vi lever simpelt er vores bekymringer også mere simple. En simpel mand bekymrer sig om at give sine børn mad. En mand med penge bekymrer sig om hvem der er ven, hvem der er fjende og hvem der klapper ham på ryggen for pengenes skyld. Den slags skatte kan sætte dæmoner i vores tanker. Den slags rigdom truer både familier og freden i verden.

Det er klart at det skaber en vis frygt hos os mennesker at give noget fra os. For sådan er mennesket, at vi gerne vil sikre os, samle sammen og skabe velstand. Men vi må huske Paulus ord: ’Tomhændet kom vi til verden og tomhændet skal vi gå ud af den’. Så vi kan sige at det handler om at bruge vores rigdom klogt. Alt det materielle vi har, er kun til låns. Vores sidste klædedragt har ingen lommer.

Spørgsmålet til Jesus om hvordan arvens skal deles, er et symbol på de bekymringer der ligger først i vores tanker. Bekymringer der ikke handler om det evige liv eller om fred i verden, men bekymringer om alt det der er en barriere for at vi virkelig kan leve det liv Gud har givet os. Alt hvad vi modtager i dette liv er givet os til låns ved Guds hånd. Det vi bærer i vores hænder er et udtryk for Hans omsorg og kærlighed til os. Lad os på samme måde give det videre vi har i overflod, så troen på Gud vinder i styrke over den grådighed, der forhindrer os i at opnå rigdom hos Gud. Lad os bede at Gud vil lære os at fatte, at nok er nok for nu.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. Søndag 2022

Jul 28 2022

Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. uge 2022

Udgivet af

Ev: Luk 11, 1-13.

I den tid vi lever i er det blevet mere og mere moderne at være anderledes. Ingen skal bestemme over den enkelte, for så klager vi, og kræver at vores omverden former sig på en måde, så alt er tilladt og alt drejer sig rundt om os. Det bliver mere og mere almindeligt at individet sætter sig over fællesskabet, og at det at være sammen om noget, opfattes som om vi bare går i takt uden at tænke selv. Også kirken kan opfattes af mange på den måde. – At kirken er en kasse, som begrænser de troendes valgfrihed.

Når vi beder Fader Vor eller i det hele taget beder, så leves livet anderledes end dem som sætter individet i centrum. Vi kan ikke dirigere Gud udenom det vi ikke vil og vi kan heller ikke få Ham til at give mere af det vi gerne vil, med det formål at blive anderledes. Med andre ord så virker valgfrihed ikke i vores forhold til Gud, og dermed heller ikke i vores liv hvor meget vi end forsøger. Alt hvad vi får som svar på vores bøn, og alle de svar, der åbenbares hen ad vejen i livet er grundlagt af Gud.

Guds rammer er netop hvad vi får i bønnen, i glæden og i sorgen. Lidelse og sygdom får alle os til at bede en ekstra gang. Det er en påmindelse om at tage kærlig afsked med hinanden og elske stærkere, end hvis livet bare var lykkeligt i al evighed. Guds veje kan nogle gange være en mærkelig vej at gå, men når vi bekender os som kristne, – som katolikker, så er det i høj grad fordi vi tænker at Guds veje har vi tillid til.

En pige bad engang: ’Kære Gud, tak for alle blomster, tak for alt vandet, tak for solen, tak for alle sten – også dem jeg ikke kan løfte’. Den bøn siger os meget. For der er meget i denne verden vi ikke kan løfte. Ikke bare i sorgen, men også i glæden, for mennesket er begrænset, og det ved Gud.

Han bærer med os, ved siden af os, og giver os alt. Han giver os det vi kan tåle, og sommetider også det vi ikke kan tåle, men altid bærer Han sammen med os – og når det slemme er allerværst viser Han os i små glimt at det vi ikke kan tåle alligevel også udvikler vores tanker og idéer. Gud gør det og vi må følge med.

I Evangeliet beder disciplene Jesus om at lære dem at bede. At bede er som med alt andet – det kan være svært at komme i gang. Begyndelsen er svær. Ligesom det er svært at lære at cykle, at starte nyt arbejde eller kæmpe med svære lektier – sådan er det også at bede. Derfor må også vi lære at bede, for at bede handler ikke om at sige en remse, at kunne en tekst udenad. Faktisk kan man sige at det er farligt at kunne noget udenad – måske vil nogen af os snart sige Fader Vor her under messen og mens ordene flyder tænke på aftensmad og sommerferie. Tænk om vi talte med samme uopmærksomhed med andre mennesker!

Nej, når vi beder, må vi tale med hjertet, smage på ordene og i kærlighed til Gud bede om råd fra vores inderste, og ikke som en remse. Vi må have den samme tillid, som det kræver at tale med et andet menneske, åbne os og lade Gud svare. Når vi banker på, så lukkes der op, og ingen far giver sit barn en slange, når barnet beder om en fisk. Sådan siger Jesus. Gud giver os måske ikke altid lige det vi forestiller os. Nogle gange giver Gud endda noget, vi ikke rigtig ved hvad vi skal stille op med, men sikkert er det at Gud giver os det vi har brug for, det vi kan lære noget af, det der er os til gavn.

At bryde rammerne og lade hele verden dreje rundt om os – sådan udvikler vores samfund sig. At øve os i at bede, at tro og holde fast, med nåden og tilgivelsen som nøglen i vores fællesskab, sådan udvikles vores nære forhold til Gud.

Lad os derfor åbne os i bønnen og lade Gud bære hvad Han vil, så mennesket kun skal bære det vi kan.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. uge 2022

Jul 17 2022

Pastor Judes prædiken til d. 16. alm. søndag 2022

Udgivet af

Ev: Luk 11, 1-13

Når vi, som mennesker, opfører os ligesom Martha er vi vant til at få ros. Vi hører at eksamen er en fest for den flittige elev. Eller vi hører hvordan mennesker får succes fordi de arbejder hårdt og ligger lige på kanten til at blive syge af alt deres hårde slid. At bruge sine kræfter op i en grad så man ligefrem kan blive syg af det, er blevet en måde vi måler succes. På en måde beundrer vi mennesker, som har så vigtigt et mål for øje, at de sætter deres eget helbred til side.

Vi ser det lige nu blandt dem som cykler i Tour de France, – hvordan de udnytter enhver celle i deres krop for at vinde. Og vi er vidner til hvordan Vingegaard på trods af store vanskeligheder på cyklen som barn, hvor han ikke lignede et talent, nu har fundet nøglen til den succes der giver Pogacar (Pogat-sja) og andre stjerner baghjul på bjergene, men også hvordan unge stræber efter karakterer, der får dem højere og højere op i samfundet.

Og så kommer Jesus og provokerer den kultur i dag. Jesus stikker til vores indre Martha – vores indre maskine som ikke stopper før vi er blevet størst og bedst, og har sikret os at vores pårørende vil skrive på vores gravsten: Døde i overhalingsbanen med stor succes!

’Maria har valgt den gode del’ Sådan siger Jesus om der søster, der sidder ved hans fødder og lytter opmærksomt. Hun har ikke travlt, og bekymrer sig ikke om praktiske ting. Hun er tilstede her og nu med Jesus, mens vi forstår at Martha har svært ved at skelne den gode del fra den dårlige del, fordi hun bærer på et overflod af bekymringer og en følelse af stor uretfærdighed. Hendes sans for retfærdighed forhindrer hende i at vælge den del som giver en evig værdi i hendes liv, frem for den del hvor hun bliver selvretfærdig og dømmer andre for ikke at gøre som hun selv gør.

Det er en fejl næsten alle mennesker bærer på – at vi elsker idéen om forskellighed og nuancer, men at vi er hårde til at dømme de mennesker, der ikke gør som os selv. Hvis vi stopper med at leve for vores egen succes, men i stedet lever med det formål at blive Guds redskab i denne verden, så mister vi grundlaget for at kigge på andre mennesker, og have behov for at vurdere dem eller ligefrem dømme dem ude eller inde. Gud leder hvert menneske med hver sit formål – en ledelse der er større end vi kan fatte.

Er du ligeglad? Sådan spørger Martha Jesus – er du ligeglad med at min søster ikke hjælper mig? Kun ét andet sted i Det nye Testamente finder vi den samme anklage mod Jesus: Er du ligeglad? Det er Peter der spørger Jesus under stormen på søen: ’Er du ligeglad med at båden går under?’ Jesus beder søen om at være stille, og på samme måde beder han i dag Martha om at slutte fred med den vrede hun har over sin søster. Måske har også vi prøvet at anklage Jesus for at være ligeglad med vores liv, i en tid i vores liv, hvor vi har forsøgt at arbejde os frem mod succes, men ikke har opnået det vi ville.

Jesus belønner ikke mennesket efter den samme skala af succes, som vi har i vores samfund. I Guds øjne og Kristi nærvær inviteres vi til at udvikle os på en anden måde. En udvikling som forandrer vores hjerte og vores sind, så vi igen og igen bliver klar til at lukke Guds kærlighed til os ind, og sætte os ved Hans fødder og bare tage imod og lytte til Guds stilhed, og Guds ord til os. Han inviterer os til at ’komme og se’ – Kom og se at Marias del er den gode del. Det er den del som åbner vores hjerte for håb og tillid til Kristus, og lader os erfare at han ikke er ligeglad med det hårde slid og stormene i vores liv. Dén del skal aldrig tages fra os!

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 16. alm. søndag 2022

Jul 11 2022

Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. Søndag 2022

Udgivet af

Ev: Luk 10, 25-37

Vi lever i en tid hvor vi oplever at mennesket bliver mere og mere optaget af sig selv. Mennesket er så fokuseret på at verden skal tilpasse sig, så vi undgår at føle ubehag eller mærke at vi er krænket af andres opførsel. Vi lever med forpersoner og kagepersoner, for at undgå at støde nogen, og vores opførsel bidrager til at vi mere og mere isoleres fra hinanden. Vi går mest op i vores eget, men så sker det at en syg mand skyder om sig i København. Med våben sender han et råb om hjælp ud i verden uden nogen lytter, og i en desperat handling røver han livet fra andre, og skaber frygt omkring sig. I håbløsheden blomstrer næstekærligheden i løbet af sekunder. Mennesker som slet ikke kendte hinanden åbnede døre og hjerter for at bidrage til trøst og omsorg. Midt i det håbløse mørke, så vi at mennesker stadig sætter fællesskab og næstekærlighed højt, – på trods af en verden hvor temaet ofte handler om hvad vi ikke vil finde os i.

Mange af os kan dagens evangelium udenad. Endda kan vi måske også fortolkningen og moralen i lignelsen udenad. Emnet er næstekærlighed, altså at se andre, når de har brug for os, virkelig se dem med hjertet og ikke bare gå forbi og lade som om vi ikke har bemærket dem. Det er historiens kerne – det vi altid vender tilbage til, når dette Evangelium er søndagens tekst. Vi ved det, vi har hørt det mange gange før. Næstekærlighed er vores fællesnævner. Vi arbejder for det, hen mod det og chokeres når nogen ikke udøver det.

Lignelsens budskab til os er dog længere end det. Den lovkyndige stiller nemlig Jesus et vigtigt spørgsmål: ’Min næste, hvem er det?’ Måske har netop det spørgsmål også meldt sig i vores tanker når vi har læst historien. Hvem er MIN næste? Hvem kan jeg være samaritaner for? Og lige når vi stiller det spørgsmål begynder vi, med vores instinkt, at sortere i menneskeheden der fylder hele jorden, for så lukker vi øjnene og begrænser antallet af dem der kan være vores næste. Vi bygger en retfærdighedsmur op omkring dem, der er indenfor vores næste-mur, og dem der er udenfor. Der er dem, der har fortjent vores opmærksomhed, og dem der ikke har. Vi bruger vores følelse af sympati som målestok.

I den engelske Bibel hedder næsten i dagens tekst ’neigbour’ altså nabo på dansk. Vores næste er vores nabo, og måske skal vi tænke lidt over det. Vores nabo kan vi ikke vælge. Vi er ikke herre over hvem der flytter ind i huset ved siden af. Vi må byde velkommen og få et godt samarbejde hen over hækken eller altanen. Vi må tage hensyn til hinanden. En nabo kan man ikke vælge eller smide væk.

Den tanke kan tvinge os til at åbne øjnene. For vores næste er alle de mennesker vi hverken kan vælge til eller smide væk, og inden vi helt mister overblikket over alle de der er vores næste, skal vi huske på at vi også er nogens næste. Vi er vores nabos nabo. Jesus siger til den lovkyndige og til os: Gå du hen og gør ligeså’, og sådan må vi gøre: Både hjælpe når vi med hjertet ser nogen behøver vores hjælp, men også ligge os ned i grøften og vente på vores næste når vores egne kræfter slipper op. For sådan kunne et af livets svære enten eller spørgsmål også lyde: ’Vil du helst hjælpe eller blive hjulpet?’ og det vil være svært at vælge, for foran Gud er vi den lidende – det lille menneske der ligger i grøften, og på denne jord er vi vores næstes næste og nabos nabo.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. Søndag 2022

Jul 05 2022

Pastor Judes prædiken til d. 14. alm. søndag 2022

Udgivet af

Ev: Luk 10, 1-9

Enhver der har kendskab til at dyrke sport ved at det er nemmere at opnå resultater når der er fans der hepper og støtter. Sådan ser vi i TV fans hilse med flag, og synge fællessang, især i disse dage hvor Tour de France er i Danmark.

Men så sker det også at disse fans misforstår deres opgave. De spytter på en cykelrytter eller kaster et kanonslag til en fodboldkamp. For sådan er nogle fans. De hilser med flag og synger når alt går godt, og de vender deres vrede mod deres helte når det går dårligt.

Jesus har aldrig givet det indtryk at fans betød ret meget. Han havde ikke behov for at mange syntes godt om ham eller klappede af ham. Jesus har aldrig gjort noget for at blive populær, for han søger noget andet i mennesket. Jesus søger at vi mennesker er villige til at betale eller opgive noget for at FØLGE ham, og ikke kun være FANS.

Man kan være et dedikeret fan hjemme i sofaen, men man kan ikke følge nogen hjemme fra sofaen. Det er den store forskel. På samme måde kan vi bære et kors om halsen som fan af Jesus, men rent faktisk BÆRE korset og de byrder, som følger med, kan vi kun når vi følger ham.

I dagens evangelium udpeges der 72 som blev sendt ud to og to for at fortælle om Guds rige. De skulle sige ’Fred være med dette hus’ og de skulle helbrede de syge. De 72 blev sendt ud på en opgave, og helt sikkert kom de til huse, hvor de ikke var velkommen, og helt sikkert mødte de syge som ikke ville have noget med dem at gøre. Men de 72 var FØLGERE og ikke kun FANS. Så de mødte ikke opgaven med vrede – de gik heller ikke hjem. Nej, de tog deres kors op og gjorde deres pligt. De gik fra hus til hus og opfyldte på den måde den opgave de havde fået.

På den måde er de en inspiration for os, for at vi kan kigge på vores eget liv og på samme måde opfylde de opgaver vi er blevet givet som følgere i vores tro. At bede her i kirken, at gå til skriftemål kan kun en ringe værdi hvis vores opførsel på den anden side af kirkens mur går imod alt det som Guds ord lærer os. Vi må være gode ambassadører for vores tro.

Jesus inviterer os alle til at spørge os selv i dag: Er vi fans eller følgere? Fans lever for den næste sejr, mens følgere er klar til at deltage og gøre det hårde arbejde. Både vi som individer og kirken kan have en doven tilgang til mennesker som søger en dybere mening med deres tro. Som bonden, der sagde at lynet der slog ned i marken sparede ham for at høste, og regnen der kom, sparede ham for at vaske bilen. Da nogen spurgte ham: ’Hvad så nu?’ svarede han, at nu ventede han kun på et jordskælv, som kunne ryste kartoflerne op af jorden.

Dagens evangelium inviterer os til at være vidner til Kristus i vores liv, og følge vores tro. Hverken vi eller kirken har råd til at være ligesom bonden og vente på, at de troende rystes ud af deres huse og herind på vores kirkebænke. Jesus har sendt os ud som følgere blandt de mennesker vi møder i vores hverdag for at vi skal være aktive kristne blandt dem. Selvom vi ikke altid ved hvor vores rejse med Kristus vil bringe os hen, giver han os altid de talenter vi har brug for, på de opgaver der ligger foran os, men det er op til os, med Helligåndens vejledning, at risikere de talenter vi er.

At leve, er at risikere at dø. At håbe, er at risikere skuffelsen. At prøve, er at risikere at fejle. Men den største trussel mod os er at gøre ingenting, og derfor risikere ingenting. Lad os derfor, ligesom rytterne til Tour de France, risikere alt, med chancen for at vinde alt ved at følge Jesus og være én af de 72 udsendte når vi forkynder Guds ord gennem vores handlinger.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 14. alm. søndag 2022

Jun 20 2022

Pastor Judes prædiken til Kristi Legeme og Blods Fest 2022

Udgivet af

Ev: Luk 9, 11b-17

Dette er mit legeme som hengives for JER

Dette er mit blod som udgydes for JER

Sådan lyder ordene ved forvandlingen af brød og vin til legeme og blod. For Jer! For os! For vores skyld gives legemet og for vores skyld gives blodet. Som Jesus mangedoblede fiskene til de sultne, på samme måde mangedobles eukaristien til os, for vores skyld, fordi vi gennem modtagelsen udfordres til at søge, at erkende eukaristien med et rent hjerte.

Resterne – det der er tilbage efter messens fejring sætter vi i tabernaklet, så vi også udenfor messetiden kan bede i kirken og være i eukaristiens nærhed. Netop på den forståelse af Kristi legeme peger evangeliet i dag. Resterne af fiskene og brødet samles i kurve til senere brug, så intet ville gå til spilde.

For OS sker forvandlingen – foran vores øjne, for at vi skal tro, præcis som forvandlingen af fiskene og brødet skete foran skarernes øjne, for at de skulle tro. Hver især var de kommet for at følge Jesus som en skarer med hver deres problemer og bekymringer – måske havde de ikke rigtig tid til at være der – men alligevel bliver de vidner til et mirakel.

For os her i 2022 er sagen den samme. Vi er kommet her til kirken med hver vores bekymringer og problemer. Vi er trætte efter fest lørdag aften eller skal skynde os videre efter messen i dag til noget andet. Eller også har vores forældre sagt at vi skulle med herhen uden vi rigtig selv havde lyst.

Men sagen er at hver eneste gang vi deltager i messen, så åbnes vores øjne når vi bliver vidner til eukaristiens mirakel. At brødet og vinen forvandles for os – for vores skyld – for at vi skal bringes til tro, ved at Jesus giver os sit nærvær igen og igen utrætteligt og uden ophør. Det er det mirakel vi særligt fejrer i dag, med markeringen af Kristi Legeme og Blods fest. At legemet og blodet forener os og beskytter os mod alt det vi tænker på.

At vi modtager Kristi legeme og blod er et af de største mysterier i vores tro. Mange mennesker i vores tid, hvor alt kræver en forklaring og et bevis, har en barriere overfor forvandlingen. De spørger hvad forvandlingen kommer dem ved i et moderne samfund, eller også tager de slet ikke stilling til det. Vi er her i kirken i dag, fordi vi har en længsel i os efter forvandlingens gaver. Med modtagelsen af Jesu legeme og blod sanser vi hvad det betyder at være kirke. Vi deler ét brød og bliver derfor til ét legeme.

Eukaristien er dér vi får vores chance – en chance for at vende om, gøre noget nyt, tage en bedre beslutning, men samtidig giver handlingen os nye kræfter. Alt fornyelsen kommer gennem Jesus. Der er derfor god grund til at vi fejrer dagen, og bruger denne messe til at stoppe op og virkelig overveje hvilken indflydelse kommunionen har på vores liv, når Kristus gør en forskel i os, med os og for os.

Lad os derfor til hver eneste messe modtage kommunionen med dyb opmærksomhed og på den måde bekende troen på Gud, og gøre alt hvad vi gør i Guds navn, for så vil vi give vores opmærksomhed og nærvær i rigelige mængder ligesom de forvandlede brød og fisk.

Med kommunionen tager Jesus sin bolig i os og følger os. Vær derfor virkelig ét med ham – tag bolig i andre mennesker og følg dem, og kom så her i kirken, luk Jesus ind for sådan lader han sig forvandle for os, sammen med os og i os. Luk ham derfor ind med kærlighed og opmærksomhed, og lad os forestille os virkelig at være tilstede midt i miraklet, så vi kan komme ud med fornyet livskraft til næring og glæde for vore omgivelser.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Kristi Legeme og Blods Fest 2022

Jun 13 2022

Pastor Judes prædiken til Trinitatis Søndag 2022

Udgivet af

Ev: Joh 16, 12-15

Mange af os har sikkert gennem livet oplevet noget ’der ikke var til at bære’. I det udtryk tænker vi ofte på noget negativt. Vi kan have mistet nogen alt for tidligt – blevet forladt, fået en svær diagnose eller oplevet lignende situationer, hvor vi erfarede at det var så tungt at være menneske, at vi ikke kunne bære det. Sådan føles det når vi står midt i det, men ser vi tilbage i vores liv, så gav Gud os alligevel styrke til at bære noget der var så tungt, at det ikke kunne løftes.

Det ubærlige forbinder vi med smerte, tab og lidelse, men hvad hvis vi ser på det modsatte aspekt! Måske har vi også oplevet en tid i vores liv så lykkeligt og så fyldt med kærlighed at vi ikke fattede det. I den her sommertid siger mange forelskede par JA til hinanden her i kirken. De planlægger deres bryllup i uger, måneder og år, og fælles for mange af dem er, at dagen ikke var til at bære. Parrene kan ikke bære så meget skønhed, glæde og kærlighed på én dag. Dagen bliver ubærlig i dens skønhed, som når en nyfødt baby kommer til verden eller vi er omgivet af dem der elsker os.

Fælles for det ubærlige – om det er positivt eller negativt – er at det åbner vores hjerte for at vi kan blive sårbare, ægte og autentiske mennesker. Det ubærlige inviterer til intimitet og nærhed med Gud, idet vi rives ud af vores liv som individer der bare lader os føre gennem ugerne, årstiderne og livet. Det ubærlige vækker os fra vores søvn, og giver os indsigt i Guds tilstedeværelse.

Mennesker der skal bære det ubærlige og det der ikke kan løftes, gives i den situation ører til at høre med, øjne til at se med og et hjerte at elske med, og igen får vi en påmindelse om at vi har brug for konstant støtte og hjælp til at bære vores liv. Vi kan ikke holde det i vores egne hænder. Som kirke, som fællesskab og som individer må vi hele tiden støtte os til Helligånden, for at være åbne for at forstå sandheden som er givet os af Gud, så vi kan give sandheden videre til andre.

I dag fejrer vi den hellige treenighed. At de tre – Gud, Søn og Helligånd – er tre, men samtidig én. Det er abstrakt men alligevel forståeligt. De er 3 men de er én – de er 3 der er kommet til os af Guds kærlighed – i Hans skikkelse, så når vi bærer på problemerne, er der 3 der bærer med. Når vi søger frelsen, er der 3 der viser os vej. Gud skabte os på en særlig måde – til at have et særligt formål her på jorden. Vi leder ofte efter mening med livet, men for Gud giver det, at vi er mennesker allerede mening, for Han kender os. Han venter ikke på at vi bliver på en bestemt måde, før Han vil have noget at gøre med os, for Han kender os, både for det gode og for det onde. Han kender os på det vi bærer på. På Hans tålmodighed er der ingen ende, for således sendte Han os Himlens advokat og sin egen Søn – og gav os det løfte, at ingen der tror på Ham skal fortabes, men derimod gives det evige liv.

Treenigheden er måske svær at kende til bunds. Det er en livslang opgave som aldrig slutter, men Treenigheden er let at genkende som overskrift – de tre er som den ene, og den ene er som de tre: De er kærligheden. Den kender alt, men dømmer intet. Den ser vores fejl, men overvinder alt, og netop kærligheden, er Den Hellige Treenigheds mulighed til os mennesker. Så lad os fordybe os i den, og lade den gøre os villige til at forandre os, for da gives vi ører til at høre med, øjne til at se med og et hjerte at elske med.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Trinitatis Søndag 2022

May 29 2022

Pastor Judes prædiken til d. 7. uge i Påsketiden 2022

Udgivet af

Ev: Joh 17, 20-26.

‘Herren er konge; den højeste over hele jorden!’

I de ord vi lige har lyttet til i evangeliet lægger Jesus sin tillid og kærlighed til Gud frem for disciplene. Vi er i timerne før Jesus korsfæstes, hvor Jesus er ved at give den forsikring til disciplene, som de har brug for. Han giver dem trøst ved at love dem at Guds tilstedeværelse i deres liv ikke vil slutte med Jesu død. Han beder for dem, og han beder for alle dem der vil komme efter dem.

Han beder for deres børn, børnebørn, efterkommere og dermed også for os der sidder her i kirken i dag – for han beder for enhver som ved andres ord kommer til at tro på ham – at de må blive ét med ham og ét med Faderen.

Jesus lægger sit hjerte frem for Gud, og beder Gud om barmhjertighed overfor det folk som er bragt til tro uden at have set Gud, i den skikkelse de forventede, med deres egne øjne, men som har stolet på Hans udsendte.

Vi kender disciplene i det nye testamente ved navn fordi vi år efter år følger kirkens tekster. Vi kender Thomas som tvivlede. Vi kender Peter som fornægtede Jesus. Vi kender Judas som forrådte ham. Det er for disse mennesker Jesus beder inderligt i dag.

Havde disse mænd været ansat i et firma eller indgået i det samfund vi kender, så havde de ikke været meget værd. Med deres handlinger levede de ikke op til hvad man i tillid til deres virke kunne forvente af dem. De viste sig på mange måder som uegnede, men den bøn og de ord Jesus taler til os i dag er en påmindelse til os om at den måde vi ser andre mennesker på, kun er begrænset til det syn vi har gennem vores menneskelige briller. Gud har andre briller på.

Guds syn på mennesker er mere abstrakt. Derfor byggede Han sin kirke på de udvalgte disciple, som var fyldt med fejl og mangler, men som Gud alligevel betragtede som et folk, der var ét folk i Ham og som var blevet udsendt for at forkynde om Guds Rige.

Den inderlige bøn vi hører fra Jesus i dag handler ikke bare om dagen i dag men hele fortiden, nutiden og fremtiden. Jesus siger: Du har elsket mig før verden blev grundlagt, for sådan kendte Gud hele denne verdens skæbne endnu inden Han skabte fuglene og skilte dag fra nat. Og Jesus beder for disciplene af nutiden fordi de har erkendt at Gud har udsendt ham. Og Jesus beder for os – for efterkommerne i denne verden. Han beder for at enhver skal røres af evangeliets håb, liv og kærlighed. Han beder for enhed.

Det er en enhed vi kan have svært ved at få øje på i vores samfund. Mens nogen har overflod, kæmper andre for bare at få det mest basale. Og mens nogen kan leve ubekymret, må andre leve et liv i frygt. Alligevel kan vi på mange måder gøre Guds vilje og gennem et kristent liv vælge at stræbe efter enhed med andre mennesker, for også at opnå enhed med Gud. Det er i vores hverdagsliv, at vi må tage Guds briller på, og se på hvad vi ser igennem dem.

Med Guds briller på gives vi en chance for at se med kærlighed på andre frem for ondskab. Vi får mulighed for at se med barmhjertighed frem for hån, og med de egenskaber leve et liv i enhed. Er vi ikke i enhed med andre mennesker, er drømmen om enhed med Gud kun et ønske som ligger fjernt fra os. Lad os derfor altid søge enhed med andre i fællesskabet om forståelsen af at Gud har udsendt Jesus. Da vil vi med rette få del i den kærlighed Gud gav til os gennem Jesus.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 7. uge i Påsketiden 2022

May 28 2022

Pastor Judes prædiken til Kristi Himmelfart 2022

Udgivet af

Prædiken til Kristi Himmelfart 2022.

Kristi Himmelfartsdag er en særlig dag. Vi markerer at Jesus har fuldendt sin opgave som menneske og som den opstandne Herre, og at Helligånden snart vil sendes til os mennesker.

Kristi Himmelfart er på mange måder symbolet på alt det nye og på forandring. Mennesker på Jesu tid var vant til at høre ham tale. De deltog i hans historie her på jorden både som menneske og som opstanden, og de måtte hele tiden vænne sig til nye tider. I dag forlader Jesus denne verden for at sende Helligånden til pinse.

Når vi kigger op i himlen i dag ser den uendelig ud. Himlen er, bag skyerne, blå lige så langt som vi kan se, og har ingen ende. Det ser ud som om himlen kan gemme alt så langt væk, at det ikke kan findes igen. Vi kan få den tanke at det også gælder Jesus. Han opfor til Himlen – en smuk sommerhimmel og så blev han væk for både dyr og mennesker.

Da Jesus brød gravens grænser påskedag lavede han et hul mellem døden og denne verden. Han banede en vej som ikke var menneskers vej, men Guds vej mellem død og levende. I dag bryder Jesus endnu en grænse foran vores øjne. Han laver et hul mellem døden og Himlen. Heller ikke denne vej er menneskers vej, men Guds vej.

Vi kan kigge op i den uendelige himmel og tænke, at deroppe bliver ting væk, men vi kan også tænke at Jesus steg derop. Han steg op i Himlen den dag hans gerninger her på jorden var afsluttet. Han er ikke væk. Han har ikke gemt sig i det uendelig endelige. Nej, for at give os trøst og svar på alle vores spørgsmål, har han brudt grænserne mellem døden og livet, og i dag bryder han grænsen ned mellem mørket her på jorden og lyset i Himlen.

Det er ikke en menneskets vej. Det ved enhver som har lagt en af deres elskede i graven. Uanset mængden af tårer og savn kan vi ikke bryde den tunge grænse der er mellem døden og livet. Ej heller er det evige lys i Himlen menneskers lys. Lyset er givet til os af Gud, som et bevis på at Himlen eksisterer.

I dag baner Jesus vejen for os til Himlen, og han har sagt til os at også vi kan gå den vej. Også vi kan gå ad Kristus-vejen, men indtil vores dødstime kommer, må vi gå menneske-vejen. Vi må holde os til den bolig vi har på jorden. Vi må vænne os til nye tider, også i den svære tid som mange lever i.

Med Himmelfarten kunne disciplene og vi blive bange for at Jesus bliver fjern for os. Vi kan blive nervøse og tænke at han stiger op, og væk fra vores liv, – Men vi må tænke på hans ophøjelse på en anden måde. Jesus stiger op over vores problemer, sorg, ensomhed og glæde. Han stiger derop, hvor han kan se på det hele på afstand.

Når vi ser Jesus på malerier hvor han stiger op til Himlen, er det fælles for de fleste, at hans hænder peger ned mod jorden. Hans hænder strækkes ud efter mennesket, som om han griber fast i os. Lad os derfor i dag fejre Himmelfarten med gensynets glæde, og fejre at der er åbnet et hul mellem mennesket og det evige lys. ’Jeg er med Jer alle dage’ lyder hans ord til os. Han sidder ved Gud den Almægtige højres hånd, og han skal komme igen for at våge over ethvert menneske. Lad os hver dag række ud efter hans hænder når han kommer os i møde.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Kristi Himmelfart 2022

« ældre indlæg