Jul 08 2020

Pastor Judes pr;diken til d. 14. alm. søndag 2020

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til d. 14. søndag 2020

Ev: Matt 11, 25-30

Der er noget meget anerkendende og trygt i at blive kaldt på. En

mor kan kalde på sit barn, og barnet kan kalde på sin mor. Vi kan

blive kaldt på af nogen som har brug for os, eller vi kan blive kaldt

på af nogen som har noget at sige til os. Bliver vi aldrig kaldt på,

kan vi føle os ensomme og uden formål i denne verden, for i

vores natur er det givet, at for at have en plads, et sted at høre

til, så må nogen kalde på os og sige: ’Kom!’

Bliver vi nogle gange i tvivl om der findes en plads til os – et sted

hvor der er brug for os, så kan vi finde stor trøst i dagens

evangelium. Jesus kalder nemlig på os. Han kalder på os, ikke

bare for at sige noget eller vise os en plads, men for at give os

noget. Han lover alle dem der bærer tunge byrder, hvile. Han

lover alle dem som slider sig trætte, ro. Han lover at give os sit åg.

Vi kan tænke at det er et underligt tilbud at give os mennesker.

De fleste af os, har allerede nok at bære på. Vi bærer på smerte,

sorg, sygdom eller bekymringer – i hvert fald har kun de færreste

af os skuldre til at bære endnu et åg, men Jesus giver os netop

det tilbud, for at vi kan deles med ham. Et åg er svært at bære

alene, og det Jesus vil er, at vi bærer sammen med ham. At vi

lærer af ham ved at bære sammen.

På samme måde bærer Jesus med på vores åg. Mange materielle

ting, som fx et brød, kan man dele i to. Én til dig og én til mig.

Sådan lærer vi at dele, men helt på samme måde går det ikke

med de byrder der hviler på vores skuldre. Man kan ikke dele

tabet af en ægtefælle over i to stykker og give den ene halvdel til

nogen. Man kan ikke skære bekymringer over sygdom i 4 stykker

og dele ud af det. Alt dette forbliver i mit åg, og i dit åg.

Byrderne kan ikke trylles væk, men for hvem der har troen i sit

hjerte, kan den tanke at Jesus bærer med os, gøre åget let. Han

som bar det hele vil bære sammen med os. Jesus inviterer os til at

være ærlige i dag. Ærlige overfor os selv og overfor ham. Vi

tænker nok ofte på byrderne som noget der kommer udefra.

Noget der påvirker og irriterer vores liv. Men måske er de mest

oversete byrder dem der kommer indefra. Dem der vokser i os,

og vokser sig til løgn eller misbrug. Dem vi ikke kan sige til nogen

fordi de ikke vækker sympati. Men sympatien har vi hos Jesus –

han har hørt alt, set alt og båret på alt. Og han vil også bære på

alt det vi kommer med.

En mand spurgte engang en meget troende mand: ’Hvis Jesus

virkelig vandrer sammen med dig, hvorfor er der så ikke to sæt

fodaftryk i sandet når du går?’ og den troende svarede: ’Fordi, de

dage hvor der kun er et sæt fodaftryk, betyder det at Jesus bar

mig’. Ja, det er netop sådan vi skal tænke på vores byrder. Når de

er tunge, bærer Jesus os, og bærer med os. Sådan var Faderens

vilje, da Han sendte mennesket sin Søn

Comments Off on Pastor Judes pr;diken til d. 14. alm. søndag 2020

Jul 01 2020

Pastor Judes prædiken til Peter og Paulus Fest 2020 (13. alm uge)

Udgivet af

Ev: Matt 16, v. 13-19

I dag fejrer vi Peter og Paulus. Det er med andre ord modsætninger der mødes. Når vi som mennesker hører ordet modsætninger, er det en naturlig egenskab hos os at vi i vores tanker synes noget positivt om den ene ting og noget mere negativt om den anden ting.

Sådan sker det når vi hører ordene:

Ris eller kartofler

Sort eller hvid

Oksekød eller svinekød

Regn eller sol

Æbler eller bananer

Fodbold eller håndbold

Kat eller hund

Jeg kunne fortsætte med mange andre eksempler men pointen er blot at hver eneste gang vi hører et ord op mod et andet ord, er det fristende for mennesker at pege på det, vi kan lide og det vi ikke kan lide. Netop i disse dage er det en egenskab hos mennesker som hele verden taler om

For Gud er det anderledes. Gud er meget mere abstrakt. Peter og Paulus var to mænd som var uenige. Og ud over at være uenige var de også meget forskellige. De talte forskelligt og havde begge tydelige meninger som ikke var ens. Alligevel elskede Gud dem begge uden grænser. Peter blev den første Pave og Paulus gjorde alt for at fylde de første kirker op med mennesker. På den måde blev de begge centrale figurer i alt det Jesus grundlagde i vores tro.

At vi fejrer både Peter og Paulus i dag er en stor inspiration til os alle. Peter udførte sit arbejde med kærlighed og når han blev i tvivl kom han med udtalelser hvor han nægtede ethvert kendskab til Jesus. Paulus derimod arbejdede med styrke og fasthed for at drive mennesker til troen.

Hvis vi sympatiserer med den ene kan vi nemt tænke noget dårligt om den anden. Men når vi ser fejringen af dem begge i dag ser vi at Gud har brug for dem begge. Han har brug for både dig og mig. Han har brug for både Peter og Paulus. For sådan er det med os mennesker. Vi er født med forskellige evner og forskellige måder at se verden på. Når vi følger Jesus kan vi have den tanke at vi alle må gøre det på den samme måde, fordi Jesus kun går på én vej. Men Jesus går på alle veje, både de brede og de smalle, de mørke og de lyse.

Med andre ord er Guds opfattelse af denne verden meget mere bred end de kasser vi har skabt med hudfarver, medlemskab af unioner, sprog, lande, aldersklasser og samfundslag. Gud har ikke noget point system. For Gud er mennesker værktøjer til at sprede kærlighed og lade troen blomstre. Vi er grene på den stamme, som vi kan vidne om til mennesker vi møder på vores vej. For mennesker der ikke tror, men bliver draget til troen på grund af os – for dem vil vi være som Peter, altså en der grundlægger kirken for dem. For dem vil vi være som Paulus, altså en der åbner dørene til en ny dybde i deres liv.

Lad os derfor i dag fejre både Peter og Paulus som en påmindelse om at Gud ikke har brug for 8 milliarder mennesker der er ens i tanke, ord og gerning. Han har brug for det skæve, det kloge og det kærlige i den store forvirring som mennesker er flest. Han har brug for dem der tør gå fra det der allerede er dødt i mørket, og i stedet forfølge det levende ord.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Peter og Paulus Fest 2020 (13. alm uge)

Jun 23 2020

Pastor Judes prædiken til d. 12. alm. søndag 2020

Udgivet af

Alle er bange for noget. Man kan være bange for små rum, edderkopper, mange mennesker på samme sted eller noget helt andet. Jeg er bange for højder og for hunde og slanger. Når jeg ser en hund, eller jeg står på en bro højt oppe, så sker der noget i kroppen. Man kan begynde at ryste og svede, og det er som om, at knæene ikke kan holde benene. Hjernen kan sige: ’Der sker ikke noget!’ Men kroppen forstår det ikke.

Og modsat kan det ske at vi gør noget uden frygt, som vi egentligt burde frygte. Vi kan leve vores liv på en måde, så det peger væk fra Gud, og alt hvad vi har lært om Hans kærlighed til mennesker. Men lever mennesker på den måde, fyldes de kun sjældent med frygt.

I dagens evangelium siger Jesus til os tre gange: ’Frygt ikke!’ Frygt ikke mørket for alt vil afsløres i lyset. Frygt ikke mennesker, men frygt med visdom Gud. Grunden til at vi ikke skal leve et liv i frygt er at alt som var gemt i mørket vil bringes til lys gennem Jesus og hans gerninger. Sådan ser vi det ske med alt hvad Gud har lovet mennesket. Gennem Jesu dåb, lidelsen, døden på korset, opstandelsen og himmelfarten opfylder Jesus lyset i alt det mørke vi kender fra det gamle testamente.

Jesus er det evige lys, men vi ser også eksempler på at han har vist sin frygt. Han græd da vennen Lazarus døde, og han bad fra korset på Golgata – min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig? – Men han hviskede i øret på Lazarus og vækkede ham, og han svarede på sin egen bøn – min time er kommet, og når han stod ansigt til ansigt med menneskers frygt stilnede han stormen på søen. Jesus kender vores frygt. Han kender frygten for døden i Getsemanes have, og han kender vores inderste. Vores frygt svarer han med et håb vi kan leve på.

Det er et håb han hvisker ind i vores ører i vores bøn. Det er ord der hviskes til os, for at han kan stilne stormen på søen i vores liv. Jesus er dét lys og dét håb og han kender os helt ned i den mindste detalje. Hvert eneste hovedhår kender han.

Så hvad stiller vi op med vores frygt? Frygten for sygdom, hunde, små rum, katte og højder? Vi kender den frygt – vi kender at det er hjernen og kroppen der ikke kan arbejde sammen. At bekymringer overtager vores vilje og tro. Vi må i vores frygt huske på evangeliets ord – at for Gud er vi mere værd end spurve. At vi har noget større end alt det at frygte – nemlig at fornægter vi Jesus overfor mennesker, vil Jesus fornægte os overfor Gud.

Lad os derfor omvende os og sætte vores frygt i et nyt perspektiv. Når vi kigger på den lange horisont er der meget af vores frygt der ikke giver mening. Vi må finde en balance mellem at være optaget af bekymringer i denne verden, og leve et liv der peger på evigheden. Vi må stræbe efter Åndens nådegave – visdom – så vi ser at Jesus bærer med på vores bekymringer for dagen i morgen, så vi kan koncentrere os om at nå Guds evige Rige.

Frygt Gud, for intet menneske har magt over Ham. Frygt Gud for Han er skaberen og levendegørende. Bed og se at frygten for Gud, er begyndelsen på visdom.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 12. alm. søndag 2020

Jun 16 2020

Pastor Judes Prædiken til Kristi Legeme og Blods Fest. 2020 (og livestream)

Udgivet af

Ev: Joh 6, 51-58

Vi gør det hver dag. Vi kan slet ikke leve uden at gøre det. I meget fattige lande, gør de det ikke så tit, som vi gør det, men de gør det alligevel, for også de må opretholde livet. Det jeg taler om er at spise. Inde i vores krop, er der en mave, og for at holde os i live, må vi fodre den med noget, igen og igen. Man taler ligefrem om at hvis skoleelever kommer i skole uden at have lagt noget i maven først, så kan de ikke lære noget, for hjernen går i stå og kan ikke fungere.

Enhver der har været sulten, ved hvad det gør ved mennesker. Når jeg er sulten kan jeg blive rigtig træt og ikke tænke klart, men når jeg så får noget at spise, bliver jeg mæt og glad, og føler mig straks meget mere vågen. Jesus taler til os om denne sult i dag. For lige så stærkt vi kan mærke sulten i maven, lige så stærk kan sult i sjælen være. Hvis vi siger nej-tak til den mæthed Jesus giver os gennem bøn, læsning og fællesskabet med andre troende, så vil den samme form for sult melde sig i sjælen, og vi vil mærke vores liv blive drænet for energi.

Så når vi gør noget aktivt – når vi beder, taler med Gud, eller gør noget for at tage del i kirkens fællesskab, ligesom vi i dag sidder her på bænkene, så mættes denne sjælens sult. Jesu kød er sand mad, og Jesu blod er sand drik, og alle der tager del i det, vil blive i Jesus og Han i dem. Det kan lyde som tomme ord, for den der lider sorg i disse dage, eller har svært ved at finde mening i en Corona tid. At tage del i Jesu legeme og blod er ikke at undgå denne verdens problemer. Det er ikke en lykkepille som renser vores liv fra alt hvad der er ondt, så lad os ikke tage del i kommunionen med den forventning.

Lad os i stedet virkelig tænke på de ord, som Jesus giver os. Når vi tager del i kommunionen, bliver Jesus i os og vi bliver i Ham. Når vi modtager Ham, lever vi i kraft af Ham. Det er Jesus der driver os og bærer os frem. Når vi fejrer bryllup i kirken, synger vi ofte sammen med bruden og gommen, der handler om at i et ægteskab er man halvt om sorgen at bære, selvom alt i verden går op og ned, så er der kærligheden at deles om. Disse ord vi synger, passer også godt med det Jesus giver os.

I kommunionen forbindes han med os, så vi kun må bære på den halve sorg, og selvom alt i denne verden går op og ned for os, som mennesker, så står Han klar med kærligheden og venter på os. Han bærer med os i fattigdom, i mismod, i coronatiden, i vores frustration over verdens problemer, Han bærer, når vi ikke orker mere. Sådan gør Jesus, når det går ned – og når det går op – når alt går op i en højere enhed, så er Han der også, for det brød Jesus giver skal gives til liv for verden.

Lad os med denne festdag overveje hvor stor opmærksomhed vi giver til sjælens sult. Med det samme når maven giver signal om at den er sulten, giver vi den mad at spise. Endda når vi ikke er sultne giver vi den mad – chokolade, og lækre kager fodrer vi den med, men hvordan plejer vi sjælens sult. Gør vi ikke sjælen mæt efter det den hungrer efter, leder vores liv mod meningsløshed og tunge byrder, for sådan er den manglende mening og de tunge byrders vægt, sjælens måde at gøre oprør på, overfor os, når den føler sult. Modtag derfor Jesus legeme og blod og modtag dermed kilden til det evige liv og et tegn på Jesus kærlighed for os.

Comments Off on Pastor Judes Prædiken til Kristi Legeme og Blods Fest. 2020 (og livestream)

Jun 08 2020

Pastor Judes prædiken til D. Hellige Treenighed 2020

Udgivet af

Prædiken til d. Den Hellige Treenigheds 2020 (også livestreamet)

Ev: Joh 3, 16-18

Når vi læser nyheder på internettet lærer vi hurtigt, at overskriften ikke altid er et udtryk for indholdet af artiklen. Overskriften er historiens overflade, og for at lære noget og danne os en mening, må vi læse artiklen. På samme måde er det når vi møder nye mennesker. Det første indtryk er ikke altid et udtryk for hele den person vi står overfor. For at lære det menneske at kende, må vi bruge tid sammen – stille spørgsmål og interessere os for hinanden.

Den hellige treenigheds fest i dag minder os om, at vi må fordybe os for at komme dybere end bare en overskrift eller et første møde. Treenigheden kan være vanskelig at forstå både for børn og voksne. Første skridt er at vi må være villige til at forstå og erkende at Gud er stor, hellig og almægtig, for at blive klogere på dette mysterium. Og vi må stræbe efter et personligt forhold til Gud.

Alt efter vores alder og kultur kan vi have forskellige billeder i hovedet af Jesus, Gud og Helligånden. Jesus som det lille barn, eller den voksne mand. Gud der svæver på skyen med engle, eller en kæmpe mand med et stort gråt skæg. Helligånden som en hoppende ild, eller en hvid due. Det er alt sammen gode billeder, for så simpelt er det, og dog så meget mere kompliceret. Gud er Gud som en kærlig Far for sine børn. Gud sendte os sin søn for at frelse os. Gud gav os Helligånden for at vi ikke skulle være alene på den jord som Gud har skabt, og de er alle tre kommet til os i skikkelser og billeder som vi kan kende, genkende og alligevel undres meget over. et er abstrakt men alligevel forståeligt. De er 3 men de er én – de er 3 der er kommet til os af Guds kærlighed – i Hans skikkelse, så når vi bærer på problemerne er der 3 der bærer med. Når vi søger frelsen er der 3 der viser os vej. Gud skabte os på en særlig måde – til at have et særligt formål her på jorden, og sådan skabte han både dig og mig. Vi leder ofte efter mening med livet, men for Gud giver det vi bare er mennesker allerede mening, for Han kender os. Han venter ikke på at vi bliver på en bestemt måde, før Han vil have noget at gøre med os, for Han kender os, både for det gode og for det onde. På Hans tålmodighed er der ingen ende, for således sendte Han os Himlens advokat og sin egen Søn – og gav os det løfte, at ingen der tror på Ham skal fortabes, men derimod gives det evige liv.

Treenigheden er måske svær at kende til bunds. Det er en livslang opgave som aldrig slutter, men Treenigheden er let at genkende som overskrift – de tre er som den ene, og den ene er som de tre: De er kærligheden. Den kender alt, men dømmer intet. Den ser vores fejl, men overvinder alt, og netop kærligheden er Den Hellige Treenigheds mulighed til os mennesker. Så lad os fordybe os i den, og lade den gøre os villige til at forandre os, når vi erkender at Treenigheden inviterer os til efterfølgelse.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til D. Hellige Treenighed 2020

Jun 03 2020

Pastor Judes prædiken til Pinsedag 2020

Udgivet af

Prædiken til Pinsedag 2020

Ev: Joh 20, 19-23.

Når vi skal forbinde Helligånden med symboler er det ilden, vinden, vandet og duen. Duen fordi Helligånden er Guds fred og håb til mennesker. Vinden fordi mennesker ikke kan kontrollere vind – den blæser hvor den vil både på vores fjender, venner og dem vi ikke kender. Vandet fordi vi lærte Helligånden at kende i dåben. Og endelig er der ilden – som symboliserer varmen, altså den kærlighed som Helligånden giver videre, og forvandlingen.

Ilden forbinder vi mennesker også med andre ting. Ilden er en kraft der er så stærk at den kan sluge alt andet. Ild kan sluge møbler, mennesker, hele huse, ilt og kæmpestore skove. Så magtfuld er ilden, og det er interessant når vi kigger på Helligånden. Det er fascinerende at vi midt mellem os har en kraft der er så stærk at den kan være forskel på lys og mørke og liv og død.

Vi lever i en verden hvor troen konstant er under pres både på grund af politik, krig og magt. Men via Helligånden finder vi andre veje. Vi oplever det selv lige nu. Når Corona lukker kirkerne, ser vi livestream. Når vi begrænses beder vi rosenkransen sammen med Pave Frans på You Tube. Og når vi genåbner gør vi det i glæde, og tilpasser ritualer og traditioner til de love der gælder.

Vi må forholde os til det samfund vi er en del af. Holder vi fast for enhver pris i det der er tradition, så ville vi i en situation som corona slet ikke kunne genåbne. Så skulle vi vente og vente og vente… Men Helligånden er en hjælp i vores liv til erkende, søge indsigt og opnå visdom. På den måde finder vi nye veje i troen som beriger os og peger mod det evige liv.

Når alt ser håbløst ud, så flyver Helligånden lavt – den er ikke i øjenhøjde – der hvor alle love og regler bliver til. Nej den flyver i hjertehøjde. Den flyver mellem dit og mit hjerte. Helligånden blæser hjertets varme ud til den ensomme og ud til den som lider. Helligåndens kraft er at finde lige mellem dit og mit hjerte, der hvor vi ønsker godt for hinanden. Som en skrøbelig due lukker den al magt ude, renser os og kalder på noget andet i mennesket.

Vi kan sige at Helligånden er det fundament vi bygger på. Det er et fundament af næstekærlighed og forståelse, og det er et emne der også her i 2020 er meget aktuelt. Vi kan vælge at lægge os ned og erklære at troen er død, og lade os overhale af lovgivning og frygt, eller vi kan rejse os og med Helligåndens kraft, pege på hvad Gud betyder i vores liv. Den modløse kan finde mod i vores historie og den søgende kan finde sit hjem i vores kirke. For sådan virker Helligånden mellem mennesker.

Jesus har i dag samlet disciplene for at give dem en ny begyndelse. Han giver dem Guds fred og nåde og sender dem ud i verden som en enhed med en ny befaling. I dag kan vi ikke nå hinandens hænder på kirkebænkene. Alligevel må vi tænke på kirken som et fællesskab, fordi det ikke handler om mursten men om længslen efter Gud.

Lad os derfor gå ud med vores tro, og vise vores børn og børnebørn at de værdier Gud har givet til os gennem Helligånden – at de er værdier som ikke kan begrænset men altid lever der hvor mennesker er forbundet i Ånden. Lad os tage aktivt stilling og være kristne – ikke bundet i tradition og plejer, men bundet i troen på verdens skaber, håbet, næstekærligheden og alt det kirkens fundament er bygget på.

For sådan er pinsen – Gud sender os en Ånd der fornyer vores liv. En Ånd der giver liv og giver os mod til at gå ud og være Guds hænder på denne jord. Glædelig pinse

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Pinsedag 2020

May 28 2020

Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag efter Påske 2020

Udgivet af

Prædiken til d. 7. søndag i Påsken. (genåbning)

Ev: Joh 17, 1-11a

I flere måneder har vi læst dagens evangelium og forstået fra ordene at vi var på en vandring sammen med Jesus. Han blev født i december, blev bragt til templet i januar. Forudsagde sin død i marts, blev korsfæstet i april, hvorefter han genopstod, og i torsdags opfor til himlen.

Vi har været vidner til alle disse store begivenheder noget af tiden hjemme, hver for sig, men alligevel i et fællesskab. Fra Jesu sidste bøn som vi hører i evangeliet i dag, må vi forstå at Guds ønsker for os mennesker kræver noget af os. VI må holde fast ved Guds ord. VI må forstå at alt vi er givet er fra Gud, VI må forstå sandhed. VI er i verden og HER i denne verden må vi være ét, for at stræbe efter Faderen og Sønnen.

Når vi kigger rundt på hinanden i dag kan det være svært virkelig at føle enhed. Vi er ikke mange her i kirken. Vi er begrænset, og vi skal følge regler for at sikre at vi alle bliver ved med at være raske. Vi må ikke give et knus. Vi må ikke være høflige og give håndtryk. Vi skal holde afstand og være sammen hver for sig.

Alligevel er næstekærligheden tydelig i reglerne. Alt hvad vi SKAL gøre, gør vi ikke for os selv, men for andre. Vi skal holde afstand for at vise kærlighed til andre. I afstanden kan vi med den tanke finde enhed og fællesskab. – Det som man populært kalder for samfundssind.

Jesu sidste bøn til Gud inspirerer os til at nedbryde den hårdhed der er blandt kristne, ved at vise vores enhed med Kristus. Vi må rykke tættere på hinanden i Ånden selvom vi er på afstand, og virkelig forstå de velsignelser evangeliet handler om. Jesus beder Faderen om at vise mildhed overfor os mennesker, så også vi kan efterligne den mildhed overfor hinanden.

Jesus har opfyldt sin opgave her på jorden. Johannes åbenbarer for os i dag den kærlighed Jesus har til mennesker, fordi Jesus forener sin omsorg for mennesket med Herrens tilgivelse i alle områder af menneskets liv på jorden. Vi ser det tydeligt ske når Jesus svarer med kærlighed når mennesker forråder ham, håner ham, piner ham og korsfæster ham.

Vi skal svare på den kærlighed med trofasthed og ydmyghed. Vi må omvende os – og de unge må ikke tænke at ’det kan vi gøre næste år’, og de ældre må ikke tænke at ’det skulle vi have gjort sidste år’. Der er aldrig en tid der er for tidlig eller for sen, til at vi kan omvende os, og se at Guds kærlighed til os mennesker overgår alt andet vi kender. Når vi virkelig ser dét med hjertet bliver vi rede til at starte.

Vi bliver rede til at starte med at elske ikke på vores egne vegne, men på vegne af Gud – at se at alt det skabte, er skabt af Gud, og derfor må vi elske det. Også vi må blive klar til at vi må søge Gud gennem alt det vi gør. Når vi tjener andre, så tjener vi Gud.

Med vores dåb tog vi hul på det evige, for det evige liv er ikke et liv der begynder efter vores død her på jorden. Det evige liv er det liv der åbenbares for os i bønnen med Gud. Dér i bønnen åbner der sig et vindue til Guds mysterier, og gennem bønnen kan vi røre det liv. Evigheden er som nyt vand og nyt lys. Vi er gennem Gud et redskab til at skabe lys i verden.

Jesus ønskede at Gud viste nogle tegn for disciplene så de kunne se at Gud var med ham, og at vejen til korset også var en del af Guds plan. Senere vil de høre en stemme fra Himlen – Åndens stemme – som giver dem håb og vished for at Jesus talte til dem i sandhed. At Jesu ord om frelse, om evigt liv, om kærlighed var ord om sandhed, som også vi kan forvandle i vores relationer. Lad os med den tanke gå ud i dag og skabe enhed – på afstand!

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag efter Påske 2020

May 23 2020

Pastor Judes prædiken til Kristi Himmelfart 2020

Udgivet af

Prædiken Kristi Himmelfart 2020. (livestream),

(Første messe efter genåbning)

Kristi Himmelfart er en særlig dag. Vi markerer at Jesus har fuldendt sin opgave som menneske og som den opstandne Herre, og at Helligånden snart vil sendes til os mennesker. Ja, det er en særlig dag, men i dag i året 2020 er dagen SÅ særlig, at jeg tror den bliver historisk. Jer der sidder her i kirken i dag, er kommet til kirke efter lang tids nedlukning. Endelig er kirken åbnet til stor glæde for mange, selvom meget i kirken er helt forandret.

Vi må vænne os til det nye, og man kan sige at Kristi Himmelfart er symbolet på alt det nye og på forandring. Mennesker på Jesu tid var vant til at høre ham tale. De deltog i hans historie her på jorden både som menneske og som opstanden, og de måtte hele tiden vænne sig til nye tider. I dag forlader Jesus denne verden for at sende Helligånden til pinse.

Når vi kigger op i himlen i dag ser den uendelig ud. Himlen er blå lige så langt som vi kan se, og har ingen ende. Det ser ud som om himlen kan gemme alt så langt væk, at det ikke kan findes igen. Vi kan få den tanke at det også gælder Jesus. Han opfor til Himlen – en smuk sommerhimmel og så blev han væk for både dyr og mennesker.

Da Jesus brød gravens grænser påskedag lavede han et hul mellem døden og denne verden. Han banede en vej som ikke var menneskers vej, men Guds vej mellem død og levende. I dag bryder Jesus endnu en grænse foran vores øjne. Han laver et hul mellem døden og Himlen. Heller ikke denne vej er menneskers vej, men Guds vej. Vi kan kigge op i den uendelige himmel og tænke, at deroppe bliver ting væk, men vi kan også tænke at Jesus steg derop. Han steg op i Himlen den dag hans gerninger her på jorden var afsluttet. Han er ikke væk. Han har ikke gemt sig i det uendelig endelige. Nej, for at give os trøst og svar på alle vores spørgsmål, har han brudt grænserne mellem døden og livet, og i dag bryder han grænsen ned mellem mørket her på jorden og lyset i Himlen.

Det er ikke en menneskets vej. Det ved enhver som har lagt en af deres elskede i graven. Uanset mængden af tårer og savn kan vi ikke bryde den tunge grænse der er mellem døden og livet. Ej heller er det evige lys i Himlen menneskers lys. Lyset er givet til os af Gud, som et bevis på at Himlen eksisterer.

I dag baner Jesus vejen for os til Himlen, og han har sagt til os at også vi kan gå den vej. Også vi kan gå ad Kristus-vejen, men indtil vores dødstime kommer, må vi gå menneske-vejen. Vi må holde os til den bolig vi har på jorden. Vi må vænne os til nye tider, også i den svære tid vi lever i lige nu.

Med Himmelfarten kunne disciplene og vi blive bange for at Jesus bliver fjern for os. Vi kan blive nervøse og tænke at han stiger op, og væk fra vores liv, – Men vi må tænke på hans ophøjelse på en anden måde. Jesus stiger op over vores problemer, sorg, ensomhed og glæde. Han stiger derop, hvor han kan se på det hele på afstand.

Når vi ser Jesus på malerier hvor han stiger op til Himlen, er det fælles for de fleste, at hans hænder peger ned mod jorden. Hans hænder strækkes ud efter mennesket, som om han griber fast i os. Lad os derfor i dag fejre Himmelfarten med gensynets glæde, og fejre at der er åbnet et hul mellem mennesket og det evige lys. ’Jeg er med Jer alle dage’ lyder hans ord til os. Han sidder ved Gud den Almægtige højres hånd, og han skal komme igen for at våge over ethvert menneske. Lad os hver dag række ud efter hans hænder når han kommer os i møde.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Kristi Himmelfart 2020

May 17 2020

Pastor Judes prædiken til d. 6. søndag i Påsketiden 2020

Udgivet af

Prædiken til d. 6. søndag i Påsken 2020

Aalborg Livestreaming (pga. Corona Virus)

Ev.: Joh 14,15-21.

Jesus er ikke længere levende som menneske, og lad os takke Gud for det. For på grund af Jesu død – hånen, fornægtelsen og korsfæstelsen – kender vi nu til den kraft som Ånden har, og vi ved hvordan vi skal leve et kristent liv. Den anden talsmand vi hører om i dag er Helligånden – en Ånd der skal blive hos os til evig tid og virke mellem mennesker ved altid at lede os mod sandhed.

Og hvad er så sandhed? Helligånden viser os vejen mod sandhed gennem 7 nådegaver. Det er gaver som giver os retningslinjer når vejen i livet bliver svær at gå. Visdom, indsigt, erkendelse, forstand – ja alle gaverne leder os væk fra den vej, der fører væk fra Gud og væk fra kirken. Helligånden leder os tilbage til sandhed, og støtter os i de beslutninger vi skal tage hver gang vi står overfor valget mellem sandhed og løgn. Vi gør nemlig mange små ting i vores liv. Små ting – småt som en lille dråbe – der langsomt fjerner os fra sandhed.

En dråbe som en lille løgn. En dråbe af vrede. En dråbe der kører lidt for stærkt i bilen. En dråbe der snyder foran i køen. En dråbe der går forbi et menneske i nød. En dråbe af en virkelig sur e-mail. En dråbe der ikke hjælper til derhjemme. En dråbe der kører overfor gult.

Alle disse dråber kan vi sætte i et glas. En enkelt dråbe gør ikke tøjet vådt. Heller ikke to. Men har man nok dråber, har man pludselig et helt glas fyldt med vand. Og så bliver det tydeligt for os – at alle de små fejltagelser, der fjerner os fra sandhed, betyder noget i vores liv.

Men vi ser også at alle disse dråber har en betydning gennem os i andres liv. Holder vi os til den anden talsmand – til sandhedens Ånd – skader vi ikke andre, men støtter dem til at blive i sandhed sammen med os. Jesus lover os i dag en talsmand, der kan være vores støtte til at blive i sandhed, og komme tilbage til sandhed. ’Elsker I mig, så hold mine bud’ siger Jesus. De ord tvinger os til at reflektere over vores kærlighed til Gud. Gud er der altid. Han er altid tilgængelig – altid lyttende, men lader det altid være op til os. Elsker vi eller elsker vi ikke? Vælger vi sandhed eller løgn?

Lad os med tanke på dråberne, gøre en forskel i vores liv, og blive mere bevidst om altid at vælge sandhed. Vi loves den anden talsmand i dag, så vi kan forberede os på de tider der kommer. Snart viser kalenderen Kristi Himmelfarts dag, og så kommer Pinse. – Pinsen hvor talsmanden kommer og treenigheden fuldendes. Pinsen der understreger at et kristent liv handler om fællesskab. En undersøgelse viser at 75% af de danskere der har holdt afstand og brugt håndsprit i corona-tiden har gjort det for deres egen sikkerhed. Det er ikke forkert at sikre sig selv, men kristendom, samfundssind og fællesskab er at sikre os selv med det formål at sikre andre. Lad os altid have det grundlag, når vi danner en mening.

En enkelt dråbe gør ikke tøjet vådt, heller ikke to. Men lad os være omhyggelige med hver eneste dråbe i vores liv. Både dråber af sandhed og dråber af fejltagelser. For sådan er det at stræbe efter et liv i sandheds Ånd – at hver dråbe tæller. Alle valg kan gøre en forskel.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 6. søndag i Påsketiden 2020

May 11 2020

Pastor Judes prædiken til d. 5. søndag i Påsketiden

Udgivet af

Prædiken 5. søndag i Påsken 2020 (Livestream Aalborg).

Ev: Joh 14, 1-12

I denne tid hører vi meget om elever der længes efter deres efterskole. Vi hører om andre hvis hjerte er tungt fordi de må vente til fase 3 og 4 af åbningen af Danmark. Vi hører om mennesker der er blevet fyret, mens der ikke er andet arbejde at søge. Vi hører at disse mennesker hjerter er gået i stykker. De er i chok og forfærdede.

I evangeliets første linje i dag hører vi at vores hjerter ikke må være forfærdede. Læser vi det bare én gang, kan vi få den forståelse, at tror vi bare nok på Gud, så vil vi gå gennem livet fyldt med lykke og glæde og vi vil grine uanset hvilke udfordringer livet giver os. Men har vi en dybere forståelse for Guds kærlighed til mennesker, vil vi forstå at Gud anerkender vores ulykke og sorg. Gud anerkender den tvivl vi møder på vores vej. Gud kender vores lidelse. At tro på Gud er at udvide vores horisont.

Tror vi på Gud vil vi se at midt i dagens lidelse, dér lyser der et håb. Vi vil se at midt i vores ulykke er der nogen som vandrer med os, så vi ikke bare vandrer i ensomhed, uden et mål for vores liv. Vi vil se at Corona virus ikke er det nye ord for evighed, men en tilstand vi er i lige nu, som vil blive bedre, og som vil lære os at sætte pris på det vi elsker.

At Jesus døde satte disciplene i den situation at de følte sig forladt. De blev ensomme og efterladt uden et håb for fremtiden. De blev isolerede og fremmede. Men det blev ikke en evig tilstand. Den opstandne Jesus forandrede disciplenes hjerter, og vækkede deres tro. De indså hvad de længes efter. Præcis ligesom os lige nu. Vi længes efter at fejre messen sammen, og være tæt på hinanden. Men midt i alle de afsavn vi lider, ser vi også noget nyt spire frem.

Hvis vi skulle lave en liste med de 10 ting vi elsker, er det blevet nemmere for os nu at nævne de ting. Før corona ville vi nok have svært ved at begrænse os – familien, arbejdet, kirken, Fitness, rosenkransen, pizza, hunden, naturen, vennerne, duften af blomster, Netflix, Gud, kollegaer og meget andet. Men at stå midt i denne livsfase i solidaritet med hele verden, så giver det os muligheden for at se klart. Lad os ikke være forfærdede, men i stedet se klart, hvad det er vi elsker og længes efter.

Det hjælper os med at skære ned i vores liv og hverdag. Det hjælper os med at søge Gud, ved at tro og gøre store gerninger.

I dag er det mors dag. Det er en dag hvor vi sender blomster hjem til kvinder som er mor for nogen. At være mor repræsenterer en ømhed, en omsorg, der er blid og skrøbelig. Vi kender en mors kærlighed til sit barn, som en kærlighed der er langt større end det barnet fortjener. Den omsorg der går fra en mor til et barn omfavner ALT. På samme måde er Jomfru Maria mor for kirken. Hun er mor for os alle, og møder os med den samme kærlighed som hun gav til sit livs frugt Jesus. – Nemlig en kærlighed der overgår alt, og som også omfavner vores forfærdede hjerter.

Evangeliet minder os om at vi også er Jesu disciple. I dag inviteres vi til at bevare håbet. Jesus er sandheden, vejen og livet og følger vi ham vil vi se at det som er svært i vores liv, ikke er en evig tilstand. Det svære bærer altid på et lys forude – et lys som skinner for os i Jomfru Marias moderlige skikkelse. Når kirken lukker, vil den åbne igen. Når vores hjerter bliver forfærdede, vil håbet findes hos Gud. Når pandamien tvinger os hjem, vil nye perspektiver vises til os i et klart lys. Når vi begrænses til kun at tænke på i dag, siger Jesus at livet er anderledes end blot dagen i dag, for i Hans Faders hus er der mange boliger.

Lad os i dag ikke begrænse os til kun det mennesker forstår. Lad vores perspektiv på det evige liv være lige så bredt som en mors kærlighed til sit barn, så vi tror alt, udholder alt, har tålmodighed med alt og tåler alt. For sådan står der skrevet: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 5. søndag i Påsketiden

« ældre indlæg