Oct 18 2021

Pastor Judes Prædiken

Udgivet af

Prædiken til den 29. almindelige søndag 2021.

Ev: Mark 10, 35-45

Lige fra vi er barn, stræber vi efter at blive hurtigere, bedre og dygtigere. Vi vil gerne lægges mærke til, og gøre noget som sikrer vores eftermæle og at andre ser op til os og viser os anerkendelse. Allerede som barn vil vi gerne lave den flotteste tegning eller være den der kan hoppe højest. Senere arbejder vi for høje karakterer i skolen. Meget af det vi stræber efter, gør vi, fordi vi deler den angst, som alle andre mennesker også har. Det er angsten for at være HELT almindelig og blive glemt. Vores forældre tænder den angst hos os allerede som små. De fremhæver og roser barnet og barnet stræber efter den anerkendelse i alle aspekter af livet.

På den måde bedrager vi ofte os selv i angsten for at blive almindelig. Vi stræber efter at være unik, gøre os bemærket eller blive en stor profil på Instagram. Sandheden er at de fleste af os kæmper denne kamp hele livet, men når vi kigger tilbage, så er der ikke altid meget der adskiller sig fra det helt almindelige.

Det er også frygten for det almindelige vi møder i evangeliet i dag. Brødrene er hverken meget fattige eller meget rige. De er ikke et emne man vil skrive om i historiebøgerne efter deres død. De er bare helt almindelige og jævne folk. Netop det tænder et behov i dem. Et behov for at bryde ud af det normale – at blive set på, og set op til. Og den fristelse bukker de under for i en samtale med Jesus, hvor de ønsker sig et sæde til højre og et sæde til venstre.

De ønsker sig 2 stole. Og evangeliet er et rigtig godt eksempel for os, for denne historie er ikke gammeldags. Tænk bare hvis vi laver en festsal med ens dårlige stole. Dertil sætter vi 2 stole som er flotte og bløde at sidde på. Enhver, der sidder på de dårlige stole vil have den tanke, at de er noget særligt, og burde blive inviteret til den særlige stol. Det er en naturlig tanke for mennesker. Vi har altid øje for det gode – men især det gode vi selv har gjort.

Og med den tanke må vi virkelig kigge på Jesus. Han som kom til vores verden og tog del i den som Guds Søn. Havde han indtaget den særlige stol, ville ingen have undret sig, for han var jo virkelig kongen der kunne tillade sig alt. Endda kan man sige at havde han indtaget den særlige stol, så havde de måske ikke korsfæstet ham – for så havde han opført sig sådan som en konge bør gøre. Men det gjorde han ikke, for han viste os en anden måde at være menneske på – det at leve uden at stræbe efter en særlig plads. Det at leve uden at længes efter at sætte sig selv i scene og blive anerkendt.

Der var de 2 pladser at kæmpe om. 1 plads på den højre side og 1 plads på den venstre side, men brødrene vidste ikke hvad de bad om, for senere skulle det vise sig at de to pladser blev optaget af to røvere på korset. Det kan nærmest virke provokerende på os at historien om de to pladser endte sådan, for det sætter vores stræben efter magten i et andet lys. Uanset hvilket samfund og hvilken kultur vi befinder os i er der nogen der stræber efter magten, men de to pladser på korset viser os, at magt ikke er det samme som succes. Med det minder Jesus os om at der ikke nødvendigvis følger glæde med ansvaret, eller at livet som magthaver er ubekymret.

Glæden og det ægte følgeskab med Jesus finder vi når vi vender magten om. Når vi tjener i stedet for at lade os tjene. Når vi tilbyder i stedet for at gøre krav. Når vi giver i stedet for at tage, for sådan kom Jesus til os, for at tjene os og vise at vi er bestemt til det samme – nemlig at tjene hinanden.

Comments Off on Pastor Judes Prædiken

Sep 28 2021

Pastor Judes prædiken til d. 26. alm. søndag 2021

Udgivet af

Ev: Mark 9, 38-43, 45, 47-48.

Alle mennesker kender til at have en dårlig vane. Det kan være, man bider sine negle, eller at man altid kommer for sent. Det kan være man kigger for meget på mobiltelefonen, eller spiser for meget slik. De dårlige vaner er ofte et udtryk for noget andet – et slags dybere problem i vores liv, som vi har svært ved at gøre noget ved. Men disse dårlige vaner frister os til ikke at gøre det rigtige, og det kan blive så slemt at de dårlige vaner får magt over os. Så handler vanerne ikke længere bare om slik og om at komme for sent, men om misbrug og evnen til at bevare sin tro på Gud.

Jesus siger i dag at vi skal vende os bort fra de dårlige vaner, som styrer vores liv. Så kan vi ved Guds hjælp bygge nye gode vaner op, og opnå en anden slags glæde og ro, hvor mennesket lærer at et godt liv er et liv der ikke kræver at vi flygter fra det og bliver fristet. Et liv med familie og med glæde, betyder et liv hvor gamle vaner hugges af. Og sådan er det nødvendigt at gøre for mennesket nogle gange. For at bevare noget godt, er det afgørende at det dårlige hugges af. Bevarer man lidt af det dårlige i livet, forurener man alt det gode, og livet bliver aldrig helt ’godt nok’.

Alle der har prøvet at male et maleri har erfaret, at det ikke er ligegyldigt hvordan farver blandes. Har man har en flot blå farve kan en enkelt dråbe rød eller sort ødelægge den klare farve. Sådan er det også med menneskets liv og de dårlige vaner. Livet er den klare blå farve, og de dårlige vaner er den dråbe som ødelægger farvens klarhed.

Drypper man den røde farve ned i den store spand med blå, vil man med det samme se hvad der sker. Farverne kan ikke skilles ad. Det blandes straks med hinanden og den klare blå farve kan ikke længere genskabes. Sådan sker det også i vores liv, når vi tror at vi har kontrol over det dårlige, og samtidig kan pleje og vedligeholde det gode.

Det er netop de blandede farver som Jesus taler om i dag. Hvis noget forurener vores liv og vores tro, hvis noget har en dårlig indflydelse på dem vi elsker, så skal vi hugge det af og efterlade det, og det gælder i høj grad for os alle sammen. Det er næsten sikkert at vi alle har dårlige vaner her i livet, fordi vi lokkes på afveje i de udfordringer livet giver os.

Måske lever vi for andre menneskers anerkendelse, deres misundelse eller måske ser vi verden igennem vores mobiltelefon. – Et vindue til verden som ikke er stort nok til at se alle de nuancer Gud ønsker at vise os. Hug det af! Sådan lyder budskabet til os i dag, for konflikten mellem det vi lokkes af og det Gud ønsker for os, fjerner os fra det forhold – den pagt – Gud er indgået med os mennesker.

Og Gud ved det – Jesus siger: ’Dem der ikke er imod os, er for os’ – så har man ikke taget aktivt stilling imod Gud, så er man for Gud. Det er et bevis for os på hvor langt Gud vil gå i sin kærlighed til mennesket. Mennesket siger det hele omvendt: ’Dem der ikke er for os, er imod os’ En talemåde som beskriver mennesket helt omvendt af Gud – at skal vi fortjene menneskets kærlighed, så må vi melde os til.

Jesus taler sådan til os fordi intet menneske skal hindres i at have del i den nærhed Gud giver. Ethvert menneske vil i perioder opleve kampen med at holde den blå farve helt klar – at holde livet frit for dårlige valg, og midt i de dårlige valg kan Gud synes langt væk.

Kl. 8.00 Men Gud siger: ’Er du ikke imod mig, så er du for mig’, og sådan venter Han tålmodigt på mennesket, for intet menneske der har nærmet sig Gud, kan gøre ondt i Hans navn.
Kl. 10: Jesus siger: Den der bringer en af disse små som tror på mig til fald var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet. I dag begynder undervisningen til sakramenterne og vi må inspireres til at gøre alt for at børnenes vej til Gud åbnes gennem trosundervisningen, så ingen børn hindres i troen på Gud, for intet menneske der har nærmet sig Gud, kan gøre ondt i Hans navn

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 26. alm. søndag 2021

Sep 22 2021

Pastor Judes Prædiken til d. 25. alm. søndag 2021

Udgivet af

Ev.: Mark 9,30-37.

(Kollekt for Katolsk Menigheds-pleje)

Når et barn fødes går der ikke længe før barnet finder ud af at reaktioner giver resultater. Når barnet græder af sult får det mad. Når barnet rækker ud efter forældrene bliver det omfavnet. Når barnet vågner fra søvnen bliver det løftet op. At denne nærhed opleves igen og igen mellem forældrene og barnet giver tryghed. Barnet lærer at der kommer et svar når det kalder, og sådan vokser barnet op med et fundament af tillid til mennesker.

Når vi bliver unge og voksne erfarer vi at den tillid kan brydes. Det er hårde erfaringer, som gør ondt i hjertet og som lægger låg på det indre barn i os. Sådan sker det når vi oplever svigt, ulykkelig kærlighed, mistro og sladder, og vi udsættes for at blive hånet og grinet af.

Vi ser det når disciplene følger Jesus. Ingen af dem forstod, hvad han sagde til dem, når han talte om død og opstandelse, og det naturlige for et barn ville være at spørge Hvorfor? Hvordan? Hvornår? Og den voksne ville give et tilfredsstillende svar. – Men hvad gør disciplene? De tier stille for ingen af dem vil udstille deres uvidenhed. Ingen af dem spørger og ingen af dem bliver klogere.

Jesus tager i dagens evangelium et barn, peger på det og siger: ’Tag imod sådan et barn i mit navn, for sådan tager I imod ham, der har sendt mig’. Og Jesu ord lyder, at den største er den, der er alles tjener.

Jesus taler også de ord til os. Et barn bekymrer sig ikke om dagen i morgen. På samme måde skal disciplene heller ikke bekymre sig om Jesu død. De skal blot følge ham – Vi skal blot følge ham som et barn følger sine forældre. Sådan er et barns helt naturlige tillid, og derfor må vi ære barnet der er i os alle. Vi må søge tilbage til barnets umiddelbare glæde, dets ubekymrede livssyn og kærlighed uden beregninger og matematik, og følge Jesus med samme tillid.

I barnet finder vi Guds storhed, ligesom Guds almægtighed findes i alt det mindste, nemlig i den fattige, den svage og den glemte. Ved at være tjener for alt det mindste i denne verden, tjener vi Gud og tager dermed imod Ham der sendte Jesus.

For at gøre den slags tjeneste må vi grave dybt inde i os selv. Vi kan møde en mur af undskyldninger eller forskellige idéer mellem vores hjerne og hjerte. Som kristne er vi forpligtede til at bøje os ned og tjene den mindste, for deri ligger vores tro. I samspillet mellem os og den fattige eller os og den syge, lige dér opstår nærheden med Gud. Tjener vi ikke den mindste, tjener vi ikke Gud.

For at gøre denne tjeneste må vi selv finde tilbage til barnet i os selv. Det er det barn der kigger på verden med tillid, og vokser til lyden af Guds stemme om kærlighed. Vi må bryde vores egne facader ned og give på trods af utak, handle med barmhjertighed på trods af at vreden måske gror i os selv. Når vi tjener den mindste, handler vi på vegne af Gud – Skabelsens Gud, der skabte alle mennesker i sit billede, i sin ånd.

I dag går kollekten til Katolsk menighedspleje. Så allerede nu i dag under messen har vi muligheden for at gøre tjeneste for de mennesker, der står på kanten af vores samfund. Det er mennesker som allerede nu bekymrer sig om julegaver, ensomhed og vinterens mørke. Lad dem erfare at vi med vores gavmildhed er som moren, der løfter barnet op, når det rækker sine hænder frem. Lad os vise mennesker som har oplevet svigt og krise i deres liv, at bekymringer lagt frem for os i tillid, svares med gavmildhed.

Lad os på alle områder åbne vores hjerter og tjene de små for på den måde at udtrykke vores tro og tage imod Gud som sendte sin egen Søn for at tjene de mindste.

Comments Off on Pastor Judes Prædiken til d. 25. alm. søndag 2021

Sep 14 2021

Pastor Judes prædiken til d. 24. alm. søndag 2021

Udgivet af

Ev: Mark 8,27-35

Det er meget moderne at stræbe efter at blive kendt. Det betyder ikke så meget hvad man bliver kendt for. Vejen til berømmelsen kan for nogen være svær, for de der gerne vil være berømte, viser sig nemlig gerne nøgne i TV, spiser levende insekter eller opfører sig på en måde så det er svært at få sympati for dem. Når de så er kendte nok til at ende i ugebladene er det også mest skandalerne der vises på de farvede forsider.

Måske kom de op at slås, måske blev de fulde ude i byen, måske fotograferes deres utroskab med nærbilleder vi bliver forargede over at se. Ja, desværre for hele verdens unge kræver det ikke særlige evner at blive kendt i dag. Man behøver hverken være profet, klog eller selveste Kristus.

På Jesu tid var det sværere for der var ingen telefoner med kamera, ingen Se og Hør journalist og ingen TV-serier. Jesus kunne derfor heller ikke læse om sig selv i noget blad eller invitere vennerne til at se når han vandt i ’Hvem vil være millionær’. Derfor spørger han i dag disciplene: ’Hvad siger folk om mig?’ Måske skånede disciplene Jesus for de dårlige ting de havde hørt og så svarede de ord som profet, Elias og Johannes Døber. Men det interesserer slet ikke Jesus, for han vil vide hvad de nærmeste siger, og Peter svarer klart: ’Du er Kristus’.

Dagens tekst får os til at overveje hvad vi selv er kendt for blandt folk vi ikke kender og vores nærmeste, men også hvad vi kender Jesus for. Regner vi ham blandt vores nærmeste eller kan vi, som disciplene, heller ikke rigtig sætte ord på hvilken rolle han spiller for os? Det at kende nogen må vi spørge os selv om hvad betyder. Hvis vi synes vi kendte de berømte fordi vi har set dem i TV og i bladene og hvis vi synes vi kender Jesus fordi vi har læst om ham i Biblen, så er det på tide at vi revurderer opfattelsen af at kende nogen. Vi ved ingenting om de kendtes følelser og bekymringer ved at se TV og vi ved ingenting om Jesu nærhed og kærlighed til os hvis vi alene læser om ham i Biblen. På den måde kommer vi kun til at kende en masse fakta – meget vigtig fakta – som derefter skal danne et solidt grundlag for et personligt liv med Jesus.

For at kende nogen må vi have et personligt forhold til hinanden – en relation at bygge på. Til dem vi bor sammen med har vi familiens bånd, til dem vi bekymrer os om og tager os af har vi venskabets bånd. Til Jesus har vi også et bånd – det er derfor vi går i kirke ikke bare for at glæde præsten, men fordi vi har et behov for at være her, men alligevel kan vi hver især tænke over hvilket slags bånd vi har til Jesus. Binder vi os til ham fordi han er kendt, binder vi os til ham kun fordi vores forældre siger vi skal eller binder vi os til ham, fordi vi ved det er det eneste rigtige for os at gøre?

I evangeliet fortæller Jesus disciplene om alt det der skal ske. Død og lidelse og Peter kan næsten ikke bære at høre om det. Han vil løse det, hjælpe sin ven, få ham fri af lidelsen, og det eneste han får fra Jesus er hårde ord: Vig bort satan. Peter forstod ikke at en del af det at være Kristus er både glæde og død, fest og lidelse. På Peter byggede Jesus sin kirke. Han byggede sin kirke på sin discipel som han kaldte satan. Så kompliceret var det at være discipel på Jesu tid, og så kompliceret er det for alle os at være Jesu discipel i dag.

Lad Peter være vores trøst både når vi misforstår og når vi lykkes. Peter som kaldte Jesus for Kristus, Peter som blev kaldt satan, Peter som lovede Jesus troskab og Peter som forrådte ham og hørte hanen gale, Peter på hvem Jesus byggede sin kirke, Peter som blev grundstenen for enhver Pave vi har kendt.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 24. alm. søndag 2021

Sep 06 2021

Pastor Judes prædiken til d. 23. alm. søndag 2021

Udgivet af

Ev: Mark 7, 31-37

Noget af det bedste 2 gode venner kan dele er en hemmelighed. En hemmelighed er nemlig et slags usynligt bånd mellem mennesker. Den der fortæller hemmeligheden siger på en måde: ’Jeg har tillid til dig’ og den der lytter må så bevise at han er den tillid værd. Bryder man den tiltro det andet menneske har vist, og siger de oplysninger man har fået videre, så bryder man samtidig det venskab og den tillid man er blevet tilbudt.

Som barn hørte jeg en hemmelighed på Sri Lanka. En rude var blevet knust på skolen hvor jeg gik. Forpustet og bange kom en af mine kammerater og fortalte mig: ’Du må ikke sige det til nogen, men det var mig – jeg kastede en sten, og den ramte ruden’. Stolt over at han havde tillid til mig lovede jeg at bevare hemmeligheden. Jeg ville ikke sige det til nogen – men som timerne gik voksede denne hemmelighed sig så stor at jeg ikke kunne tænke på andet. Det var som en feber der havde ramt min krop, og jeg var tæt på at eksplodere. Hemmeligheden måtte ud, den måtte deles med nogen, så på samme måde delte jeg hemmeligheden med min mor, som selvfølgelig gik direkte til skolen og sagde hvad der var sket. Min ven talte ikke til mig mere, og jeg følte en meget dårlig samvittighed.

I dagens evangelium har Jesus ikke smadret en rude med en sten – nej, han har gjort noget langt mere underligt, nemlig stukket sine fingre ind i anden mands ører og rørt ved hans tunge. Og så siger han til manden: ’Sig det ikke til nogen’. Men ligesom da jeg var barn på Sri Lanka, kunne manden ikke holde hemmeligheden i sig. Han måtte simpelthen sige det til nogen – og nogen flere og nogen andre. At denne hemmelighed var så vigtig at dele skyldes at manden hverken kunne se eller høre – men nu kom Jesus og berørte ham, og en ny verden åbnede sig. Pludselig kunne

manden både se og høre alt hvad der skete omkring ham. Han var blevet helbredt!

Manden var med sin sygdom spærret inde i sig selv som i et fængsel. Alt den viden han har fået i sit liv har han været tvunget til at bevare som en hemmelighed, for han har ikke evnet at fortælle nogen om noget han nogensinde har oplevet. Jesus lukker ham nu ud af det fængsel og giver ham friheden til at høre fuglene synge og fortælle andre om det. Men Jesus gør mere end det. Han åbner mandens øjne for at der findes mirakler, at der er grund til at tro. Jesus åbenbarer for manden at der findes hemmeligheder i Guds Rige som ikke alle kender – hemmeligheder og helbredelse, om Guds evne til at få alting til at ske.

Jesus gav den stumme mulighed for at tale og den døve mulighed for at høre. Måske gør Jesus det samme for os en dag – måske har han allerede gjort det – giver os nye muligheder, nye øjne at se verden med. Måske gør han os i stand til at lytte. For lytter vi virkelig når nogen taler til os? Lytter vi når Gud vil noget med vores liv? Der sker så meget omkring os – nye indtryk og krav til os om at passe ind, så nogle gange kan vi ligesom manden ikke tale rigtigt, og at lytte glemmer vi helt.

Som det skete med den stumme og døve mand ønsker Jesus også at befri os fra vores fængsel. Måske er vi i et fængsel hvor vores tro ikke har den rette plads og hvor vi glemmer hvad Gud i virkeligheden er i stand til at gøre sammen med os. Lad os derfor virkelig lytte til de hemmeligheder Gud deler med os i vores bøn og når vi mister håbet, for sådan vil Han bevæge os i nye retninger og give os nye muligheder. Med hemmeligheder binder Han bånd til os og vi til Ham når Han siger: Effatha! – Luk dig op!

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 23. alm. søndag 2021

Aug 31 2021

Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2021

Udgivet af

Ev: Mark 7, 1-8,14-15,21-23 (Caritas søndag)

Hver eneste uge sker det jeg får en eller anden slags e-mail, fra nogen der mangler oplysninger om mig. Enten er det en kvinde der mangler én at dele en stor arv med. Eller også er det Post Nord der mangler mit kontonummer, for at aflevere en pakke. Eller også er det nogen der vil donere store summer til kirken, men skal bruge en kopi af mit pas.

Ingen af disse har hverken arv, pakker eller store donationer. Alle prøver at snyde mig, så de kan installere små programmer der kan overtage min computer. Den slags små programmer er også installeret i mennesker. Som barn lærer vi at sige ’tak for mad’, ’må jeg rejse mig?’ eller give hånd til fremmede, og bukke for alteret, gøre korsets tegn, og mange andre ting som fylder vores liv med ritualer, som vi måske aldrig lærer at forstå betydningen af.

Hvad betyder det at sige tak for mad, må jeg godt rejse mig – hvis barnet ikke har forstået at maden er et resultat af hårdt arbejde for at have penge til at handle, og slidsomt arbejde i køkkenet for at omdanne varerne til gode retter? Og hvad er betydningen i at knæle og gøre korstegn, hvis der ikke ligger noget bagved? Hvad betyder en diamant på en kvindes finger, hvis den ikke er et udtryk for kærlighed?

Dagens Evangelium handler netop om at følge traditioner uden der er mening bagved. Det handler om at sige noget uden at handle efter det. Evangeliet handler om hvordan de ydre tegn bliver vigtigere end det der foregår indeni. For hvad betyder det at se næstekærlig og troende ud, hvis tankerne er fyldt med had og mistro?

For at følge Jesus må vi følge nogle svære bud og afinstallere de små programmer af regler vi lever på i samfundet. Traditioner er tit bud der er lette at følge. De er konkrete og handler om at vaske hænder eller tage skoene af eller bukke og gøre tegn. Jesus giver os et bud der hedder at vi skal elske vores næste. Der er ingen opskrift på hvordan man gør. Det er op til os, ved Guds hjælp, at behandle vores næste sådan som Gud vil det. Og det er op til os at passe på jorden, som Gud har skabt og det er op til os at tilgive ud i det uendelige.

Gennem bøn til Gud og modet til at udføre Hans vilje må vi fra dåben og gennem hele livet ikke bare ære Jesus med læberne i vores Fader Vor, men virkelig gøre det som bønnen byder os. At vi forlades vores synder sådan som vi forlader andres synd. Tænk om Gud kun tilgiver os i samme grad, som vi tilgiver andre. Den tanke kan inspirere os til virkelig at tilgive og virkelig elske andre alene fordi Gud har skabt dem.

Som Kristne kan vi ikke undlade at elske noget Gud har skabt. Elsker vi ikke Hans skabning, elsker vi ikke Ham. Dét budskab og de krav det stiller til os som mennesker, rækker langt længere end noget korsets tegn eller nogen bøn, som kan udvikle sig til en remse.

Kristne bliver vi ikke af vores kors og heller ikke af at gå i kirke. Kristne bliver vi når vi bønfalder Gud, og gør Hans vilje og viser anger når det alligevel ikke lykkes. Rene bliver vi ikke af vand og sæbe. Rene bliver vi kun af den nåde Gud viser mennesker, når vi erkender og efterlever at alt hvad vi er givet, er skænket af Gud. Lad os derfor blive inspireret af dagens evangelium og genstarte os selv, til at leve vores tro på Gud indefra og ud, frem for udefra og ind. Sådan bliver vores tro et livsgrundlag der er skabt af Gud, og ikke af menneskers normer og idéer.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2021

Aug 24 2021

Pastor Judes prædiken til d. 21. alm. søndag 2021

Udgivet af

Ev:Joh 6, 60-69

Jesus underviser i synagogen. Han siger til dem der lytter at Han vil dele sit kød og blod, og at Han vil oprejse mennesket på den yderste dag. Han siger at det sande brød kommer fra hans Far i Himlen. Det er store ord Jesus bruger, om hvem han selv er og om hvad mennesket er og hvilken rolle Gud spiller i menneskets liv.

Nogle disciple – mange disciple – kunne ikke holde den tale ud. De blev fyldt med skepsis og blev skuffede over den mand de havde fulgt. De forlod Jesus, for det blev for meget for dem at skulle tro på. Da disciplene forlader Jesus møder vi et paradoks. Hvis han ikke var alt det – Guds Søn, det sande brød og i stand til at oprejse mennesker, hvorfor fulgte de ham så i første omgang? Var han ikke alt det, ville han bare være et simpelt menneske, som var en profet eller en klog mand, som så mange andre vi hører om i Biblen.

Mange disciple fulgte Jesus i den tro at han bare var endnu en profet. Én de kunne dele holdninger med og lære noget af, og også vokse i deres egen status i samfundet fordi de kendte Jesus. De fulgte Jesus for at få et nyt syn på de jordiske ting. De var optaget af det der foregik lige foran deres øjne og havde ikke noget større perspektiv.

Vi lytter til teksten netop om denne situation i dag, fordi disciplenes reaktion kan invitere os til at tænke på spørgsmålet: ’Hvorfor er vi her? Hvorfor er vi kommet?’ Ser vi på Jesus som en profet der kun hersker i denne verden adskiller han sig ikke meget fra andre profeter og verdensledere. I den sammenhæng kan vi forarges og vende ham ryggen. For virkelig at erkende Jesus må vi indlysende regne det guddommelige med i vores forhold til troen. Vi må ligesom Simon Peter bekende at Jesus har det evige livs ord, og at vi tror og vi ved at Han er Guds hellige.

Så hvorfor er vi kommet i kirken i dag? Årsagerne kan være mange. Måske er vi kommet fordi det plejer vi om søndagen. Vi kan være kommet fordi nogen sagde vi skulle – eller for at møde vores venner, eller fordi vi har dårlig samvittighed over de søndage vi ikke kom. Alle de årsager til at deltage I messen er årsager der tilhører denne verden. Årsager som kun tjener verden og vores egen forståelse af os selv. Årsagerne er ikke helt forkerte, men de er ikke nok, når vi skal følge Jesus.

Når vi er sultne spiser vi mad. Når vi er tørstige drikker vi væske. Sådan har vi gjort siden vi blev født. Altid er vi opmærksomme på disse signaler – mange gange om dagen tager vi stilling til hvordan vi holder vores jordiske krop kørende, så den kan arbejde, holde sig vågen og dyrke sport. Det samme gjorde disciplene som forlod Jesus. De spiste og drak ligesom os. Disciplene der blev hos Jesus føjede mere til. De lyttede nemlig til længslen efter at mætte deres åndelige tomhed.

Vi må ligesom disciplene der fulgte Jesus være sultne efter noget mere, andet og højere end denne verden kan give os. Det vi søger at få opfyldt i denne verden kan opfyldes mange steder udenfor kirken og udenfor bøn og tilgivelse. Men kun troen på Gud, at følge Jesus og en ægte længsel efter nærvær med Gud, kan stille vores sult og slukke vores tørst efter det åndelige nærvær vi har brug for både i denne verden og i det evige Guds Rige. Lad derfor altid vores åndelige længsel være større, stærkere og mere vedholdende end vores længsel efter det jordiske. Da kan også vi bekende at Jesus har det evige livs ord, og vi tror, vi ved, at Han er Guds hellige.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 21. alm. søndag 2021

Aug 16 2021

Pastor Judes prædiken til Jomfru Marias Optagelse i Himlen 2021

Udgivet af

Prædiken til Jomfru Marias optagelse i Himlen 2021.

Ev: Luk 1, 39-56

Nogle gange kan vi være optagede af vores egne opgaver og problemer. Vi har et skema med vigtige ting der skal gøres, og vi kan ikke få tiden til at slå til. Men så kan der ske noget uventet – et simpelt telefon opkald, med en stemme i den anden ende der siger: ’Jeg er alvorligt syg’ eller vi må lytte til beskeden om et tragisk dødsfald.

Lige i det sekund ændrer vores verden sig. Hvad der før var vigtigt, hvad vi før koncentrerede os om, bliver ligegyldigt, for nu må vi sætte alt ind på den nye situation. Vi må skynde os frem til det der virkelig tæller. Sådan en pludselig forandring hører vi om i evangeliet i dag. Jomfru Maria bærer på et barn. fødslen skal planlægges, hun må holde sig i ro og vænne sig til tanken om at det barn hun bærer på vil komme til verden. – Men så ringer telefonen – eller det gjorde den nok ikke, men Jomfru Maria forstår at der er brug for hende hos Elisabeth.

Pludselig må alt andet vente. Barnet, planlægningen, overvejelserne må pakkes væk, for vi læser at Jomfru Maria skynder sig frem til Elisabeth. Hun bliver der i 3 måneder før hun igen vender hjem til Joseph. Også på den måde er Jomfru Maria et forbillede for os. Elisabeth er gammel og svag, og derfor løber Jomfru Maria til hende for at hjælpe.

Det er en tanke vi kan have med os når vi beder rosenkransen. Ordene: Velsignet er du i blandt kvinder og velsignet er dit livs frugt – kommer fra Elisabeth. Kvinden, som Jomfru hjælper, siger disse ord. De samme ord vi siger – og den samme hjælp kommer Jomfru Maria til os med. Jomfru Maria skynder sig – overalt i verden ser vi mennesker der skynder sig på samme måde. De gør det når de smider ALT hvad de har i hænderne og skynder sig til dele af verden hvor Corona skaber frygt. Når de skynder sig til alle dem der lider, og hos alle de lidende mennesker de kommer frem til lyder ordene: ’Velsignet er du som kommer!’

Velsignet er de der kommer – velsignet er vi, hvis vi kommer. Så lad os ikke bare blive siddende, lad også os komme frem til nogen trods det, at det koster os vores planer.

I dag fejrer vi festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen. Den fest gør i dag til en af de dage vi trænger til i kirkeåret og i en Corona tid. For ind i mellem har vi det ligesom disciplene – vi trænger til at se et vindue til Himlen og en åben dør til Paradis. Det syn giver os nemlig en garanti om at Himlen eksisterer og at vores håb for vores liv ikke er forgæves.

Så når vi skynder os, og drager omsorg for det der er tæt på os og langt fra os, så er det med et håb om at Himlens porte ikke kun åbnede sig for Jomfru Maria men også vil åbne sig for enhver som kommer når der kaldes. For sådan står der skrevet i Marias lovsang, at Herren har set til sin ringe tjenerinde, og øvet vældige gerninger med sin arm. Han har ophøjet de ringe, og sendt de rige bort.

Vi inviteres i dag til at rejse os og skynde os frem mod det vi kaldes til. Der vil vi blive modtaget som Elisabeth modtog Jomfru Maria. Der vil Gud lønne os for at have forladt vores egne planer. Gå derfor ud i dag, og gå et sted hen hvor I er kaldet til at være, for da vil Himlen vise sig i glimt og give os vished for at døren til Paradis kan åbnes.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Jomfru Marias Optagelse i Himlen 2021

Aug 10 2021

Pastor Judes prædiken til d. 19. alm. søndag 2021

Udgivet af


Ev: Joh 6, 41-51

I flere af søndagenes evangelier har vi gennem tiden hørt om hvordan Jesus begår synd mod loven. Han siger han er Guds Søn. Han spiser med urene hænder. Han rører ved urene syge mennesker. Han helbreder under sabbatten. Listen over den slags synder er lang. I dag siger han: ’Jeg er det brød der kommer fra himlen!’ Og jøderne skumler over ham. De tror ikke hans ord, for de sætter hans ord op mod loven, og finder at det Jesus lærer dem er imod deres lov.

Da Gud sendte Helligånden til os mennesker blev vi i stand til at forså Jesu ord på en ny måde. Hans ord er ikke længere bare imod loven. Hans ord kan vi ikke se på som en synd, for ved Guds hjælp forstår vi nu, og erkender at Jesus er Guds Søn, og at de mirakler og den visdom han deler med os i Evangeliet er et udtryk for hvad Gud er i stand til, og samtidig et billede på hvor lille betydning menneskets begrænsede tanker har i Guds perspektiv på denne verdens muligheder.

Igen i dag taler Jesus til os om det brød der kommer ned fra Himlen. Om hvordan de der spiste manna fra himlen er døde, og hvordan de der tager del i livets brød, vil få det evige liv. Han taler om hvordan manna kun mætter vores mave i kort tid, mens livets brød fylder det tomrum, der er i vores sjæl. Hvordan livets brød – altså troen på Gud og viljen til at følge Guds ord – er en helt anden type kilde til mæthed. Det er en mæthed som fylder vores tørstende sjæl.

At mætte vores sjæl kræver noget af os. Vi kan bare se på Abraham. Han var barnløs, men fik så barn i en høj alder. For at følge Guds ord måtte han bryde op og forlade det sted han boede. For at følge Guds vilje måtte han sige ’ja’ til at ofre sin egen søn. Abraham gjorde mange ting der var imod sund fornuft og imod de erfaringer han havde gjort gennem livet, men han gjorde det fordi Gud kaldte.

Med dagens tekst kan vi i dag reflektere over hvor meget vi er villige til at ændre på i vores liv, for ikke kun at blive mætte i maven her og nu, men også blive mætte i vores sjæl, sådan som Abraham hele livet stræbte efter. Det kræver at vi beder til Gud om at Helligånden vil fylde os med modet til at bryde op og bryde ned, for at vi kan gå nye veje.

Med Helligåndens frugter kan vi blive i stand til det. Helligånden giver os nådegaverne så vi kan elske, og have glæde i os på trods af problemer og lidelse. Og så vi kan have fred i vores sjæl og fyldes af tålmodighed, godhed, troskab, mildhed. Med disse egenskaber fra Helligånden og ved Guds hjælp bliver mennesket rede til at møde alle former for udfordringer gennem livet.

Hele kapitlet i Johannes evangeliet som dagens tekst kommer fra handler om livets brød. Jesus taler om forskellen på manna og livets brød. Jesus er livets brød. Han er grundstenene i brødet. Han er melet, han er olien, han er vandet. Han er varmen i ovnen. Han er brødet i vores liv – altså den kerne hvorfra alt udgår. Han er brødet der gik i døden for os.

Han er det brød der kom ned fra himlen fordi han blev født, levede blandt mennesker og veg ikke fra vores side, da man krævede hans liv. Han brugte ikke sin magt. For at forstå hvordan Jesus er brødet – altså kernen i vores liv, må vi gøre som Abraham. Vi må vove at miste kontrollen over vores fremtid, og i stedet vise den åbenhed som Gud belønner når vi loves det evige liv.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 19. alm. søndag 2021

Aug 03 2021

Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. søndag 2021

Udgivet af

Prædiken til d. 18. alm. søndag. 2021

Ev: Joh 6, 24-35

I torsdags kunne vi høre i nyhederne, at præcis torsdag havde vi mennesker opbrugt alle jordens ressourcer i 2021. Alt hvad vi har gjort siden torsdag og alt vi gør indtil nytårsaften betyder at vi tager mere af jordens ressourcer end vi giver tilbage. Vi er vidner til et globalt menneskeligt overforbrug på den jord som Gud har skabt til gavn og til glæde for mennesker. Det er et overforbrug som har udviklet sig gennem år, men som særligt har taget fart i den moderne tid, hvor mennesker er blevet klogere og klogere og er blevet i stand til alting, men i højere grad gør ingenting.

Sådan besøger rige mennesker rummet som astronauter mens fattige lider i håbløshed. Sådan samler vi mere og mere fordi vi tror at overflod skaber overskud. Men vores overforbrug skaber underskud. I Evangeliet peger Jesus netop på hvordan overflod skaber underskud. Han har bespist 5000 mennesker med brød og fisk, og fordi skarens maver blev mætte leder de efter Jesus. De ser ikke miraklet eller underet, men Jesus som en kilde til deres forbrug. De ser en fast indtægt der kan mætte deres maver til evig tid.

Jesus viste ikke skaren miraklet for at de skulle blive mætte dén dag, men for at deres tro kunne vokse og for at Guds gerninger skulle åbenbares for dem. At følge Jesus bliver for os ikke forskellen på hvilken type bil vi ejer. At tro på Gud afgør ikke størrelsen på vores hus eller mærket i vores tøj. At være kristen er ikke en genvej til at få en større del af jordens ressourcer.

At tro på Gud og leve vores tro med ydmyghed, næstekærlighed og tilgivelse giver derimod en sult i vores sjæl efter det evige brød som Jesus taler om. Det er en sult som kun kan mættes ved en dyb tro på Guds almægtighed, og en tillid til at Gud er givende. Dén sult er i blandt os i dag i vores nutid.

Når vi ikke lever midt i en Corona tid har mange af os besøgt historiske steder fra Biblen. Det røde hav – Jerusalem – Betlehem – og vi har set hvordan ting fra Biblens tid er blevet bevaret. Vi har set jordiske ting med vores egne øjne, men de historiske effekter er ikke et udtryk eller et bevis på vores tro. Vores nutid er et udtryk for vores tro på Gud. At vi lige her i dag bekender at den mad vi kan leve for til evig tid er den mad som kommer til os fra Menneskesønnen. For den mad, – som er det ord og det nærvær i vores liv, – har Gud sat et segl på. Gud har indgået den pagt med os mennesker, at Hans gerninger kommer ned fra Himlen og giver liv til verden og til vores sjæl.

Lad os blive inspireret af Jesu ord i dag til at kigge på alt det vi har samlet og se på den overflod vi har skabt, for at skabe en lang og stor historik i vores eget liv. Hvad er det for en mave vi mætter med de ressourcer vi bruger? Følger vi Jesus for at bede til at klare os godt i denne verden og sætte historiske aftryk? Eller søger vi at mætte den mave Gud har skabt i vores sjæl, som lige nu i vores nutid længes og sulter efter at fyldes med det håb som Jesus giver os grund til at leve på?

Lad os med den tanke gøre os fri af at dræne jorden for ressourcer, men i stedet bruge vores gaver fra Gud og se hvordan Gud vil mangedoble dem som det skete med fiskene og brødet. Giver vi kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse og ydmyghed væk, vil vi se at intet af dette er mistet. For sådan siger Jesus til os: Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. søndag 2021

« ældre indlæg