Jan 17 2021

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag 2021

Udgivet af

Prædiken til d. 2. alm søndag. ( livestreamed).

Ev: Joh 1, 35-42

På Facebook kan man blive venner. På Instagram kan man følge nogen. På Messenger og Viber kan man skabe kontakt. På YouTube kan man lave et abonnement. Det er dem jeg kender. Men udover det kan man også være forbundet på Tiktok, på Snapchat og en masse andre steder som jeg nok ikke kender meget til. Når vi er aktive disse steder kan der være flere grunde til det. Vi inspireres af mennesker vi ikke kender personligt. Vi viser vores eget liv frem – eller i hvert fald dele af det. Vi viser gerne vores overskud, og tror på samme tid at alle andre viser os hele deres verden. Vi følger andre af nysgerrighed, fordi de er forbilleder eller fordi vi inspireres af dem.

Som mennesker har vi nemlig brug for at følge nogen, og at have noget foran os som viser os det gode eksempel eller også gerne det modsatte. En tendens vi mennesker har er nok at vi gerne følger og inspireres af noget som ligner os eller vi er enige med. Det udfordrer os ikke, men det giver os et håb, og styrker den retning vi bevæger os i. Vi tror på at det driver os fremad mod noget bedre.

Vi sidder og ser livestream i dag fordi vi også følger nogen langt vigtigere – nemlig Jesus. At følge Jesus hører vi netop om i dag. Det er et evangelium uden meget drama og uden skyggen af et mirakel. Alligevel er evangeliets ord vigtigere end nogensinde. Det handler om en mand, Johannes, som ser Jesus gå forbi. Det fortæller han til to andre, og de skynder sig at følge efter Jesus for at blive hos ham resten af dagen. Derpå går de hjem og fortæller at de har mødt Messias. Historien er slut.

Disse to mænd har fundet noget vigtigt. De har fundet noget at holde fast i. ’Se dér er Guds lam’ siger Johannes, og Guds lam, Guds uskyld her på jord er netop hvad de har fundet. Dét er et håb man kan holde fast i, og netop der findes evangeliets simple budskab: Når livet peger mod Jesus, så rejs Jer op og følg ham. På de sociale medier er det mere broget. Vi kan finde nogen der mener hvad som helst.

Vi kan finde en som mener Corona er ’Fake news’. Vi kan finde en som er vegetar, en der kun lever af kød, en der laver reklame og en der styres af angst. Det er svært både som ung og gammel at vide hvor vi skal gå hen, for det er ikke klart hvem der er lys og hvem der er mørke. Det er ikke åbenbart hvem der er sandhed og hvem der leder os på afveje.

Vi må gå derhen hvor Jesus går hen for der er lyset. For kort tid siden fejrede vi Jesu fødsel og for blot en uge siden fulgte vi med i hvordan de hellige tre konger kom med gaver. I dag er jeg og alteret klædt i grønt. Det betyder at den almindelige kirketid er begyndt – festen er slut, hverdagen er begyndt, men lad os ikke bare være tilfredse – eller opgivende her i en corona tid, med den tanke at livet uden hinanden er den nye normal. For vores Far, findes ingen almindelige dage og ingen normal. Hver dag er en gave som vi bliver givet. Lad os derfor alle dage gå i Guds retning uden at miste fodfæste.

Vi vil hver dag inviteres til at følge Jesus og blive hos ham ganske som mændene i evangeliet. Også os vil han spørge ’Hvad vil I?’ og lad os have svaret klar for med en dyb tro vil vi følge ham til vore dages ende. Han som er Guds lam. Lammet – det blideste, blødeste og mest skrøbelige vi kender, og som ikke åbner sin mund når det bringes til slagtning. Sådan viste Jesus sig for os, som lammet der blev mishandlet og plaget men i stedet for at flygte, tog alt vores skyld på sig.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag 2021

Jan 11 2021

Pastor Judes prædiken til Herrens Dåb 2021

Udgivet af

Mark 1, 1-7. (Livestreamed)

Vi gik ind i 2021 med et håb om at juletidens regler kunne lettes lidt. Det viste sig at være et håb der var forgæves, for i stedet for lettelse føles det nu endnu tungere end før. Stadig er kirkens døre lukkede og vi er begrænsede. Så da jeg skulle forberede denne søndag fik læsningerne mig til at tænke på Jesu fristelser i ørkenen og alle plagerne i Egypten. Begivenheder som også dengang må have føltes uden ende, ganske som vi føler nu at Corona er uden ende. Sådan er det med plager og lidelse. Det er svært at se ud på den anden side, når man står midt i det.

Men plagerne og fristelserne fik en ende, og sådan vil det også ske for os en dag, at corona er fortid og vi kan være sammen. For at vi kan se derhen må vi leve i håbet. Midt i mine tanker om denne søndag ringede telefonen. Det var en kvinde, der gerne ville bestille dåb af sit lille barn. Og lige der blomstrede håbet igen. Vi blev enige om at skrive vores aftale i kalenderen med blyant!

Dåben er det lysende håb ude i horisonten, og dåben er den lysende begyndelse. Dåben som er et symbol på at barnet er rent og at intet kan skille barnet fra Gud. Med vandet får barnet et venskab med Gud som er evigt, og det er en stor gave, for gennem livet arbejder både Gud og mennesker på at den gave skal blive større og større. Sådan gør vi når vi går i kirke og når vi taler med Gud, når vi er næstekærlige og når vi ærer Gud. Vi gør Hans ranselens gave større ved aktivt at tro på Gud og efterleve Hans bud til mennesker.

Vi ved at vand både er noget godt og noget farligt, for vand er rigtig godt når vi er tørstige, eller hvis vi skal i bad. Men vand kan man komme til skade ved, eller ligefrem dø, hvis man hopper ud i havet uden at kunne svømme. I dåben modtager vi vandet både for at fejre det nye venskab, men også for at minde os om det farlige ved vandet, som renser os for arvesynden – Adam og Evas synd.

I dag bliver også Jesus døbt, og det kan være svært at forstå for Jesus var jo allerede ven med Gud fordi han er Guds søn. Så hvorfor vil han døbes? Jesus siger til Johannes: ’Jeg trænger til at blive døbt’ og Johannes bryder sig ikke om det, for han synes det skulle være omvendt og Jesus burde døbe ham, men han døber ham alligevel. Dengang skulle man sige sine synder før dåben, men Jesus var allerede ren, så han sagde ingenting, men på sig tog han hele menneskets skyld – alle mennesker i hele verden, også din og min skyld selvom han endnu ikke kendte os. Tænk hvor meget alt den skyld vejede.

Og så skete der noget, for pludselig lød der en stemme helt oppe fra Himlen. Det var Guds Ånd der talte. Den Ånd – den ild der også taler når vi bliver døbt, for det er nemlig et mirakel i dåben – at både vandet og ilden kan være til stede på samme tid. Gud tænder sit lys i os – et lys der ikke slukkes selvom det er under vand. Sådan er dåbens kraft mellem mennesker og Gud, og sådan finder Gud velbehag i mennesker.

Dåb det rimer på håb, så lad os i dag hvor Jesus modtager sin dåb, turde at håbe på at vores kalender kan holde på aftaler skrevet med blyant. Vi loves ikke et let liv uden sorg og bekymring med 3 håndfulde vand, et kors tegn og et amen, men det er det grundlag vi bygger livet og frelsen på – en berigende begyndelse for enhver. Så lad os være taknemmelige og tænke på vores dåb som en påmindelse om hver dag, at vi er døbt til et evigt venskab med Gud, som står ved vores side både i håbet og i plagen.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Dåb 2021

Jan 05 2021

Pastor Judes prædiken til De hellige tre Konger 2021

Udgivet af

Prædiken til De hellig tre Konger 2021. (Livestream)

I dagens Evangelium hører vi om en stjerne som leder de 3 vise mænd mod Jesus. Her i Aalborg hvor der er biler med lygter, gadelamper og blinkende reklameskilte som sørger for at vi kan finde vej, kan det være svært rigtig at huske hvordan en stjerne ser ud. Dens lys er nemlig kun synligt når der er rigtig mørkt som ude på landet hvor ingen lygte viser vej og en bil sjældent kommer forbi. I byen er det ikke svært at finde vej i nattens mørke, men står vi ude midt på landet kan det være farligt at sætte den ene fod foran den anden, og enhver lyd fra naturen giver os lyst til at stikke af. Ingen ved nemlig hvad der venter os i mørket, og kun fantasien sætter grænser for vores forestillinger.

Der har vi brug for lyset for, at vi kan gå sikkert i den rigtige retning, et lys som også gør alt i mørket synligt og dermed fjerner vores frygt for det ukendte. Et lys som viser os at selvom mørket omsutter os, så er vi ikke alene. Overalt i verden kan vi betragte stjernerne som lyser op på himlen. Nogle stjerner lyser klart helt alene med stor kraft mens andre synes som små ubetydelige prikker. Endda sidder nogle stjerner i et særligt mønster, som kan se helt magisk ud. Selvom alle disse stjerner kan forklares videnskabeligt og dokumenteres forbliver de et mysterium for de fleste af os. Hvordan kan de hænge der og lyse for os nat efter nat, og ikke bare lyse for dig og mig, men for alle i denne verden?

Jesus er sådan en stjerne. Ikke en der sidder oppe i himlen og lyser som alle de andre men en stjerne som guider os når vi er i vores inderste mørke. Når vi er alene og frygter mørket og ensomheden så lyser han og vi drages af ham for vi tror på ham som verdens lys. Ja, det er nemt for mig at sige i dag: ’Godt nytår, frygt ikke for Jesus er verdens lys’, men for at mærke at han lyser for os skal man tro på det. Man skal tro på, at det nytter noget, at turde sætte den ene fod foran den anden, for står vi bare passive, kan end ikke Jesus skubbe os frem. Tro på at Jesus vil være dit verdens lys, og sæt så den ene fod forsigtigt frem, for så vil du se, at hans lys lyser kraftigere end nogen stjerne. Han lyser, for de der tror, de har det hele, for de der ingenting har, og for de som står lige midt i byens lys, men alligevel ikke føler sig som en del af noget.

Da vi gik ind i 2021 gik vi ind i året med et mørke vi ikke rigtig kan glemme. Corona virus er stadig i blandt os, og det oplever vi også her i dag hvor messen ikke er åben for menigheden, og hvor vi stadig ikke kan besøge dem vi savner. Vi ser frem mod vaccinen, og samtidig frygter vi hvad de nye varianter af pandemien kommer til at betyde. Gribes vi af frygten, så opsluger mørket os, men tør vi se fremad og tør vi sætte den ene fod foran den anden, så vil stjernen lyse for os, så vi vil se en lille bid af vejen skridt for skridt.

De Hellige tre konger kom til Jesusbarnet med guld, myrra og røgelse. Det var ikke tilfældige gaver, men gaver de havde valgt for at anerkende at Jesus var guddommelig, at han var menneske og at hans liv her på jorden ville få en ende. Da de havde givet gaverne, bøjede de sig ned og tilbad barnet, og gik ikke tilbage til Kong Herodes for at sige hvad de havde set. Lad os på samme måde gemme Jesu betydning i vores liv i hjertet og tilbede ham ved at anerkende hans rolle blandt mennesker og i Guds Rige. Da vil stjernerne lyse for os og give en ny retning i vores liv.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til De hellige tre Konger 2021

Dec 29 2020

Pastor Judes prædiken

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til den:Den hellige Familie 2020 (Livestream)

Når det er jul er der et nøgleord som binder det hele sammen. Det ord er det vi alle forbinder julen med, og det er selvfølgelig familien jeg taler om. Når vi har en stor familie tæt på os, tænker vi måske ikke meget på det. Det er en selvfølge for os. Efterhånden som familien bliver mindre sætter det tanker i gang om vores egen fremtid – vi tænker på om vi ender alene. Og her i 2020 har mange netop siddet alene. Alene på grund af sygdom, på grund af restriktioner, på grund af frygt eller fordi man ventede på testsvar. Netop for den, der er alene kan familien betyde allermest, for tankerne går ofte til dem vi har mistet og dem som er langt borte fra os.

Familien er et nøgleord. Familien er dem vi kan regne med, dem vi kan skændes med, dem vi kan forsones med, og dem vi tåler lidt bedre end alle andre mennesker. Familiens brud er det brud der rammer os allermest dybt. Således holder vi af og holder ud når vi er sammen, og skaber minder sammen. Men for den der føler sig alene skabes der nødvendigvis ikke noget nyt.

Vi ser i dag på den lille familie. Jesus barnet, Maria og Joseph. Vi ser at de er lykkelige, men tænker vi lidt mere på det, ser vi også andre ting. Alt det som vi slås med og alt det vi savner, ser vi også inde i den kolde og mørke stald. Hvad har Joseph ikke tænkt ved synet af det lille barn – og måske har nogen endda hvisket om ham, – at barnet slet ikke ligner ham. Og hvad med Maria? Lykkelig ser ud hun, men tankerne er sikkert fyldt med bekymringer om Gud kommer med flere opgaver, som hun må tage stilling til.

Familien er et nøgleord. Vi lever med dem på godt og ondt. Vi føler savn, glæde og sorg ved tankerne om dem, på præcis samme måde som Jesu familie. Julen er langt fra en glad tid for alle. – Ikke på grund af det julen egentlig handler om – nemlig Jesus barnet og den fornyelse og omvendelse som verdens frelser skaber i vores liv, men på grund af alle de nye forventninger julen har ført med sig gennem årene. – Dyre gaver, at lave mad til mange og finde det gode humør frem i en tid der egentlig kalder på noget helt andet. – En tid der kalder på eftertænksomhed og forståelsen af Guds vilje som den største gave i vores liv.

Lad os fejre familien i dag uanset hvilke erfaringer vi selv har gjort i vores egen jordiske familie. Jesus barnet, Maria og Joseph er nemlig vores fælles familie. Det er en familie selv den mest ensomme kan relatere til, for netop denne familie er med i vores liv hver eneste dag, og den binder os sammen som kristne. Familien er med os i Fader Vor, i rosenkransen, i messen og i hver eneste bøn vi retter til Gud.

Og sådan er det for os mennesker. Det vi omgiver os med i vores daglige liv, er og bliver det vi er mest fortrolige med. Vores samtale med Gud, vores bøn til Jesus og vores relation til Jomfru Maria binder os tæt sammen som en verdens-omspændende familie.

Lad os derfor tage vores himmelske familie til os i denne juletid. Lad os vandre med dem i deres smerte, deres glæde og frygt over alt det nye der er sket. I deres nærhed bliver vi aldrig ensomme. I deres kærlighed slukkes aldrig noget lys. Må enhver af os mærke deres omsorg og varme, – både dem der sidder sammen og alene, for sådan vil det ske at selv den mest alene aldrig vil blive ensom.

Comments Off on Pastor Judes prædiken

Dec 14 2020

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent. (Skt. Lucia). 2020.

Udgivet af

Ev.: Joh. 1, 6-8 og 19-28. (Glædens Søndag)

Når en sag skal i retten er der 2 slags mennesker som kan få stor betydning for hvilket resultat sagen får.

Der er advokaten. Hans opgave er at arbejde sig frem til at vise hvad der er sandhed og hvad der er løgn.

Og så er der vidnerne. Vidner er de mennesker som har set hvad der skete. Det er vidnerne der skal gengive hvad der skete i den sag der nu behandles i retten. Deres ord kan have afgørende betydning. Især hvis der er flere vidner der siger det samme.

Et vidne kan ikke rigtig vælges. Et vidne må naturligt være den person der så hvad der skete. Med advokaten er det anderledes. Parterne i sagen kan frit vælge hvilken advokat der får deres sag. Nogle vælger derfor den bedste og dyreste, mens andre må tage ham som retten peger på.

Hvis vi ser på evangeliet i dag, ser vi netop advokater og et vidne diskutere en sag som vi kender det fra retten. Vidnet hedder Johannes og advokaterne – altså præsterne og levitterne – er sendt ud for at afhøre ham. ’Hvem er du?’ spørger de og fortsætter med en række spørgsmål der skal få Johannes til at lave en fejl – vidne falsk om hvad der skete og hvor han er kommet fra. Hver især forsøger advokaterne sig med spørgsmål der skal vise retten, at dette vidne kan man ikke stole på.

Men Johannes er et klogt vidne. Han holder sig til sandheden og advokaterne må gå derfra uden triumf. Sådan gik det fordi Johannes er et vidne der har set Gud. Han er et vidne der ved med sikkerhed at Jesus kommer.

Her midt i advent er det vigtigt med vidner, for vi hører dem fortælle, at snart kommer Jesus. Det ved vi ligesom Johannes vidste det, men er vi lige så faste i vores ord, hvis nogle advokater spørger os? Eller vakler vi i vores forklaring?

I dag på den 13. december er det Den Hellige Lucias dag. Lucia der i lyset fra en krans på hovedet bragte mad ud om natten til kristne, selvom det at være kristen var forbudt og kunne medføre døden. På den måde blev hun et vidne på den dåb hun også selv modtog, og med sine gerninger og troskab til Gud er hun et godt eksempel for os her på glædens søndag.

Vi fejrer glæden over at Jesus er på vej ind i vores liv for at forny alting. Han kommer for at forny os indefra, men fornyelsen sker kun hvis vi lader ham komme ind og ikke kigger på ham med advokatens øjne. Er vores hjerte fyldt med skepsis, had og mistro, giver vi Jesus og glæden svære betingelser. For at elske må vi være åbne for kærlighed. Vi må, som Johannes, være et vidne – et menneske som ikke tror eller overvejer eller venter på at se – men et menneske der VED og står ved at vi bekender os til de bud som Gud har givet os at leve efter.

Nogle gange kan glæden have svære betingelser. Den kan især svigte os når vi beder uden at få, når vi oplever sorg, misbrug eller at afstanden mellem os og vores familier vokser og vokser. Glæden har særlige mørke udsigter her i Corona tid, hvor trætheden for alvor er sat ind.

Glæden gør ikke livet nemt, men glæden og forventningens glæde gør livet til at bære. Forventningen om at glæden kommer minder os om at det vi står lige midt i vil ikke altid være der. Alt det der sker ude i verden kan gøre det svært at høre vidnets stemme, men lytter vi godt efter, kan vi høre hvordan Johannes råber til os: ’Efter mig, kommer der én som er større end mig’.

Lad os med den tanke være et vidne om vores tro og glæde. Glæden ændrer ikke livets omstændigheder, men glæden ændrer os indefra og dermed alting omkring os.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent. (Skt. Lucia). 2020.

Dec 07 2020

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent 2020. (Fredens søndag)

Ev: Mark 1,1-8

En begyndelse kan ofte være meget pludselig. Sådan sker det når et barn er født. PLUDSELIG er en kvinde blevet mor og en mand er blevet far. Sådan sker det også nogle gange med en forelskelse. 2 mennesker møder hinanden og ud af ingenting opstår der kærlighed.

I evangeliet i dag, hvor det er anden søndag i advent, byder på sådan en begyndelse. Det er en begyndelse på noget helt nyt som kommer meget pludseligt. Johannes døberen træder frem i ørkenen og døber folk. Her i 2020 er det både spændende og vedkommende for os at han gør det, – at han døber folk.

Når vi kigger på de udfordringer vi har i vores verden med Corona og ufred, og samtidig kigger på hvad verdens ledere gør ved det så kan vi lære noget af Johannes Døberen. Vi ser hver dag hvordan alt i denne verden bekæmpes. Alle lande KÆMPER mod Corona, og samtidig kæmper de mod andre lande som ikke deler den samme opfattelse af verden som dem selv. Der bruges missiler, våben og trusler for at nedkæmpe alt det der er ondt.

Johannes Døberen står i kontrast dertil. Han døber folk for at bygge dem op og give dem en ny moral. Med dåben giver han dem nådegaven og en fred i troen på at Gud bærer sammen med dem.

Tænk om vi kunne føre denne opbyggelse af mennesker med ind i 2021, og erstatte forbud og begrænsninger, med en ny moral der peger på nye muligheder. Det kunne blive en NY og ikke mindst PLUDSELIG begyndelse for hele menneskeheden. At ændre forbuddet for forsamling til en invitation til at fordybe sig i den nære familie.

Men os der sidder her kan ikke sætte os i de stole som bestemmer over verden. Det betyder dog ikke at vi ikke er i stand til at skabe en ny begyndelse. Den anden søndag i advent er fredens søndag. Vi må altså reflektere over hvordan vi med Guds ord om nye begyndelser kan sprede fred og lade freden blive grundsten til at bygge mennesker op frem for at kritisere dem og bryde dem ned.

Det er et ansvar vi har som kristne – altid at give god moral frem for at nedvurdere. Den gode moral omvender folk på en anden måde end regler. Man kan forestille sig på Johannes Døberens tid, at man sagde: ’det er forbudt at stjæle’ og så ville de fleste følge reglen. Med dåben vi hører om i dag døbes folk med moral – en moral de kun kan bære hvis de opretholder den, og deraf mærker ønsket komme dybt indefra, om ikke at stjæle.

Den modsætning kan vi føre over på mange aspekter i vores liv. Laver børnene lektier fordi vi siger de skal, eller laver de lektier fordi vi via vores tro og opdragelse har givet dem moral til det? Dette spørgsmål kan skiftes ud med mange andre lignende spørgsmål, og vi inviteres til i dag, selv at formulere spørgsmålene og svare på dem.

Følger vi regler for Corona fordi vi skal, eller følger vi dem for at beskytte vores ældre og svage ud fra et næstekærligt livsgrundlag?

Vores svar vil fortælle os om der er noget vi skal ændre i vores liv for at omvende os. Adventstiden er en tid for oprydning i os selv med Guds hjælp. På samme måde som fasten, er advent en forberedelsestid på det der kommer. Johannes Døberen klædt i kamelhår formåede at tiltrække folk og give dem fredens gave. Lad os på samme måde gøre en forskel for nogen der trænger til en hånd der bygger op, og lad os omvende os og rydde op i alt det der bryder ned.

Ved at døbe dem med vand – ved at forære den gode moral – ved at bygge op – da vil Jesus barnet blive født i en fredstid og omvende os med Helligåndens styrke til at fortsætte.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent

Nov 30 2020

Pastor Judes prædiken til t. 1. søndag i Advent 2020

Udgivet af

Prædiken til d. 1. søndag i Advent 2020.

Ev: Mark 13, 33-37

Det er første søndag i advent og samtidig den første søndag i det nye kirkeår. Det er søndagen hvor vi fejrer håbet og undrer os over at næste måneds kalenderblad endnu engang peger på juleaften.

Sådan går det for os hvert år at den ene forårsdag, bliver til en sommerdag og snart går alle igen og taler om at ’julepynten er kommet alt for tidligt op’. Ja, og det er selvom det næppe kan komme som nogen overraskelse at julen ligesom påsken vender tilbage hvert eneste år.

Måske får vi denne tanke at julen hvert eneste år overrasker os, fordi resten af året går med at den ene dag tager den anden. Vi går i en søvn af stress og travlhed, der bærer os gennem livet uden chancen for at stoppe op og virkelig SE og iagttage. Vi er måske ikke rigtig vågne og lægger ikke mærke til alt omkring os. Måske fylder vi vores støj og forstyrrelser, eller løber rundt til aktiviteter, hvis da ikke arbejdet æder alt vores tid.

I vores tid er det ikke moderne at kede sig eller være langsom. Det er på en måde blevet et svaghedstegn ikke at skulle noget, eller have en kalender med ledige dage, men hvad nu hvis det kun er inde i kedsomheden og inde i kernen af det langsomme, at vi når ind til det livet handler om, nemlig at være Gud nær og have kærligheden og håbet intakt.

Da Jesus blev født i krybben og ej heller da Jesus døde på korset, havde Gud ønsket, at denne tid på året 2000 år senere ville blive den mest vanskelige tid for fattige familier, og Gud havde næppe heller ikke ønsket at brugen af Dankort skulle sætte rekord år efter år, mens folk vælter over hinanden med mundbind på, på Black Friday. Julen har med tiden skiftet karakter

Så, hvad ville Gud med denne tid? Lad os reflektere over det spørgsmål i dag, og finde svaret sammen med vores familie. Blandt svarene kan vi også finde svar i dagens evangelium. Vær vågne! – Lad ikke Herren finde Jer sovende. Eller med mere moderne ord: ’Lad ikke adventstiden drukne i gaver og konkurrencen om at være perfekt, for da vil vi gå gennem julen sovende og ikke opdage når Herren kommer. Han vil finde os og se at vi er fraværende!

I dag er det håbets søndag. Vi tænder det første lys og fejrer at Gud har givet os mennesker håbet i gave – en gave vi har brug for i denne Corona tid. Håbet er det lys der blafrer i vinden, når vi er tæt på at give op. Håbet er det der får os til at bede, når troen på Gud er en rettesnor i vores liv. For det menneske der ikke har håb i livet, er livet kun meget lidt værd. For den syge som lider uden håb, er der kun legemets død tilbage. For den forladte som sidder alene uden håb, er der kun ensomheden tilbage.

Vi er på grund af vores tro forpligtet til at lade vores overskud gøre gavn for dem hvis håb ikke har nogen holdeplads. Og det kræver at vi prioriterer Gud i vores liv, for kun Han vil guide os til at gå til de huse, hvor nøden er størst, og kun Han vil hjælpe os til at skære alt det fra, der får os til at gå sovende gennem livet.

Lad os denne første søndag i advent på kirkeårets første dag virkelig kede os og være langsomme. Da vil de næste uger give os det, der netop var meningen med dagene, nemlig en sød ventetid på Kristi komme. I stilheden vil håbets flamme fra adventskransen lyse for os, som en sikkerhed for at mørket aldrig er stærkere end den kraft lyset har.

Jeg vil derfor gerne ønske Jer alle en rigtig kedelig og langsom adventstid.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til t. 1. søndag i Advent 2020

Nov 23 2020

Pastor Judes prædiken til d. 24.alm. søndag 2020

Udgivet af

24. alm. søndag i året 2020 (Jesus Kristus Universets konge).

Ev: Matt 25, 31 – 46

Når vi bliver givet et ansvar for noget, så føler vi at vi har en værdi. Jo mere ansvar vi får på arbejdet jo mere værdi viser vores bankkonto, og jo mere ansvar vi giver til vores børn, jo mere forstår de, at noget afhænger af om de lever op til deres ansvar eller ej. På den måde lærer de at andre i familien regner med dem – regner med at de bærer skraldeposen ud, eller regner med at hunden bliver fodret, og hvis aftalerne ikke overholdes har det en konsekvens.

Sådan gives vi alle et ansvar for noget i livet, og ubehageligt er det for det menneske om hvem nogen siger: ’Han er ikke værdig til et have et ansvar. Ham kan man ikke regne med’. Men selv ham, – ham som ingen tør stole på, han bærer også et ansvar. Gud gav os nemlig et ansvar den dag vi blev født. Han gav os ansvaret for livet – at udvikle det og forvalte vores talenter på en måde, så vi kan stille os foran Menneskesønnen den dag han kommer.

For sådan hører vi i evangeliet, at den dag Menneskesønnen kommer, den dag skal mennesket stå foran ham og de som har båret deres ansvar, de skal stå til højre og være de velsignede, og tage del i Guds Rige, sådan som Gud bestemte, da Han skabte mennesket.

Til venstre vil de der ikke tog deres ansvar alvorligt stå. De vil være de forbandede og være udelukket fra Guds Rige og sådan vil de sendes væk derfra til en evig straf.

Vi må alle være bevidste om disse ord, i den måde vi lever vores liv på. At bære på et tungt ansvar er ikke altid det samme som en garanti for at se Guds Rige. Indtil den dag vi står foran Kristus, Universets Konge, må vi forvalte vores ansvar godt og med stor samvittighed. Det er dén måde vi bærer vores ansvar på, der afgør om vi kan gå til højre som de velsignede eller må gå til venstre som de forbandede.

Forvaltningen sker lige her midt i vores daglige liv. Kristus, Universets Konge er i ethvert menneske vi møder på vores vej. At forvalte vores ansvar sker ikke kun når vi knæler ned foran store statuer af Universets Konge i guld. Nej, forvaltningen sker ude på gaden hvor vi møder den der tørster. Det sker i fængsel, hvor vi møder den der har overtrådt loven. Det sker når vi møder den syge, der mangler tøj. For hvad gør vi så?

Går vi forbi og kaster vores ansvar fra os? Måske retfærdiggør vi vores handlinger, fordi vi allerede har givet til en anden eller ydet støtte en anden dag. Måske tænker vi endda at det slet ikke nytter, for med al den nød i verden hjælper vores bidrag ingenting.

Vi må huske på at de lidende, de svage i samfundet, som vi også samler julehjælp til, alle er et billede på Kristus. De er hver i sær et symbol på Universets Konge, og når dagen kommer, så er det en glædens dag, for det er netop denne – den sidste dag – hvor Gud rækker denne vigtige gave frem til os, nemlig håbet. Det er også håbet vi står i hænderne med i dag. Det er den sidste dag i kirkeåret – den dag hvor vi kan samle alt det vi har hørt gennem året og reflektere over ordene.

Kristus Universets Konge, er en Konge der adskiller sig fra alle andre konger vi kender. Gud hersker over hele verden, men Han bruger ikke denne magt til at føre krig. Han peger ikke på nogen og skiller ingen ud. Han bruger derimod kærlighedens magt og giver os håbet i bytte for vores forvaltning af ansvaret for livet.

Bær derfor ansvaret for livet varsomt, også selvom vi af og til falder. Gud ved det – og Gud tænder igen og igen håbets flamme. Håbet om at vi vil rejse os og søge at forvalte livet så det bliver en Konge værdigt.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 24.alm. søndag 2020

Nov 16 2020

Pastor Judes Prædiken til d. 33. alm. søndag 2020 (også ‘livestreamet’)

Udgivet af

Ev: Matt 25, 14-30 (De fattiges Søndag)

Det evangelium, vi netop har hørt, er alvorlige ord. Vi hører fra Jesus at der kan komme en dag i vores liv, hvor vi vil se, at vi har spildt vores liv – at vi ikke har brugt de evner vi har på noget fornuftigt. Det er alvorligt, og det er næppe den besked nogen af os ønsker at se tilbage på, når vi står ansigt til ansigt med Gud.

Evangeliet handler også om noget andet. Den handler om tillid. Teksten handler om at mennesker bliver betroet noget der er meget værdifuldt. Uanset om det var et, to eller fem talenter, så giver ordene os det klare indtryk, at talenter er meget værdifulde uanset hvilken størrelse, de kommer i.

Og det kan vi genkende fra vores liv. Det er nok ikke mange forældre, der har børn, som kommer hjem med karakterblade som viser tolv-taller i alt fra billedkunst, til musik, til matematik og udenlandske sprog. Normalt har vi vores styrker indenfor forskellige – men færre ting, og det er typisk indenfor de områder, hvor vi søger efter meningen med vores liv.

Den der er dygtig til musik, søger i den retning, mens den der har styrker indenfor kemi kommer til at arbejde med noget helt andet. Vi ser det også her i kirken. Alle vi som er her i dag, arbejder ikke med de samme ting i kirken. Vi fordeler vores evner, for på den måde at tjene Gud og hinanden. Det er vores forskellige talenter, der former vores menighed.

I løbet af livet kan vi miste modet, og blive i tvivl om hvilken retning vi skal gå. Lige nu står der helt sikkert mange familier, som har levet af at avle mink, der nu savner retning i deres liv. Livet viser os, at det ikke bare former sig, som den røde snor, der bliver lagt ud for os ved dåben. Guds vej er måske lige og ret, men vi opdager at et godt liv byder på zig-zag og omveje. På den måde sker det, at Gud kun afslører lidt efter lidt, hvordan vi skal bruge det vi er blevet betroet.

Gud har lagt noget dyrt i vores hænder under dåben. – Han har lagt et ansvar for at bruge vores liv. Bruger vi det ikke går det tabt. For sådan er det med talenter, uanset hvor mange vi har. Bruger vi dem ikke, så har vi spildt dem, og så bliver vi fattige i ånden.

Der bliver stillet krav til os som mennesker, og vi må aldrig være i tvivl om at vores tro koster – det er ikke gratis at tro på Gud, for vi forpligter os til at gøre godt med det vi har at gøre godt med. Vores evner og talenter kan gå op og ned. Som lille barn eller meget gammel kan det være svært at evne ret meget. Sorg, krise og andre livssituationer kan også sætte os ud af spil, men Jesus siger til os at enhver som har fået meget skal der kræves meget af.

Det er en vigtig pointe Jesus kommer til os med i dag. Han siger til os at vi er ikke ligegyldige, at Gud ikke er ligeglad. Med dåbens gave, bliver vi forpligtet til at lade vores talenter vokse. Vi må være vedholdende for at vores liv kan vokse til glæde for andre, også selvom der sættes begrænsninger for os i en corona-tid

Lad os alle inspireres af evangeliet i dag, og ikke låse vores evner inde. Da vil det gå, som hvis man sætter pengene i banken – de bliver mindre og mindre værd! Vores talenter må vi handle med, så lad os være aktive i det samfund vi bor i og den verden Gud har skabt os i, for engang at få del i Guds Rige. I dag er de fattiges dag. Lad os netop i dag overveje hvordan vi kan bruge vores talenter for de fattige. Lad os se til, at de fattige i ressourcer må blive mætte, og at de fattige i ånden må se at Gud har givet dem dyrebare talenter, som giver dem stor værdi.

Comments Off on Pastor Judes Prædiken til d. 33. alm. søndag 2020 (også ‘livestreamet’)

Nov 09 2020

Pastor Judes Prædiken

Udgivet af

Prædiken til d. 32 alm. søn. 2020 (og livestream).

Laterankirkens Indvielse.

Ev: Joh 2. 13-22

Det er nemt og billigt at bryde noget ned. Vi ser det lige nu hvor millioner af mink aflives en efter en på grund af det frygtede Coronavirus. Ejerne af minkfarmene må se på at det de har bygget op gennem generationer og kæmpet for, brydes ned bare på få dage. Ja, i det hele taget er nedbrydning lettere end opbygning. Det kan tage timer at bygge et korthus, men et vindpust kan blæse det hele fra hinanden.

At det er så svært at bygge op og så let at bryde ned, gør at vi forstår Jøderne i evangeliet i dag når de taler imod Jesus. De finder det urimeligt at han vil bryde alt det ned de har brugt 46 år på at bygge – og så påstår han at han på blot 3 dage vil bygge det op. Også i vores ører lyder en sådan plan helt uvirkelig, og helt sikkert er der minkavlere der tænker at dét er umuligt! Men Jesus taler ikke om mursten eller mink, han taler om legemet og om mennesket. Jesus ser på hvad Jøderne gør med templet. De har ændret det så det ikke længere er et tempel men en plads for køb og salg, en plads hvor den stærke vinder over den svage.

Templet er et tempel men har ikke længere værdi som tempel fordi dets formål er blevet ændret. Jesus bruger templet som en sammenligning med legemet. Vi ærer vores kirke, tænder lys, gør forsigtigt rent, beder og bevæger os i stilhed. Vi ved at dette rum er helligt – at det ikke er et sted der er egnet for salg af duer, får og oksekød. Vi ved at dette rum ikke er et sted for sladder og dårligdom mellem mennesker. Men hvordan ser det ud med vores legeme? Burde vi ikke behandle vores legeme præcis på samme måde som vi behandler vores kirke?

Hvad kirken ikke kan tåle, kan legemet heller ikke tåle. Det dårlige må brydes ned. Enhver dårligdom i vores legeme er med til at gøre vores liv til en markedsplads, hvor alt kan købes og sælges for den rigtige pris. Sandheden har sin pris siger man, med tanke på at sandheden kan gøre mennesker ondt, eller skade vores relationer. Men sandelig har løgnen også en pris – den betaler vi dyrt for i vores eget legeme. Legemet lider af løgnen, præcis som legemet lider af hadet, og af alt det som æder vores legeme op.

Det tager lang tid at bygge et sådan legeme op, for et legeme med dårligdomme har et lager til alle små ting, som vokser sig større og større og bliver en del af vores identitet. Det bliver uvaner vi bærer på, og som tvinger os ned. I dag siger Jesus til os, at det er netop det vi må bryde ned. Alt vi har bygget op som fjerner vore legeme fra hellighed, må vi bryde ned og køre væk. Sådan vil vi give plads i vores legeme til alt det der er værd at bevare.

I dag er Pavens dag for på den måde at vise vores fællesskab med ham og vores kærlighed og respekt for ham. Ikke bare det – vi viser også at hver eneste katolik i hele verden har fællesskab med hinanden. Vi er ét kød, en enhed som ét legeme, der bygges op af Guds ord.

Her på Pavens dag fejrer vi Laterankirkens Indvielse. Laterankirken er den ældste kirke i Rom. Det er den kirke vi betragter som moderen til alle kirker i verden. Det er den kirke vi kan takke for at Guds ord lever i enhver kirke vi kommer i, i hele verden. Det er den kirke og vores egen kirke vi kan lade os inspirere af når vi skal sortere i indholdet i vores eget legeme, for kun hvad Laterankirken kan tåle, kan vores legeme tåle.

Comments Off on Pastor Judes Prædiken

« ældre indlæg