Ev: Matt 18, 21-35

En dag ville en lærer undervise om tilgivelse. Det var vigtigt at børnene ville forstå hvor vigtigt det er at fortryde og sige undskyld. Læreren fortalte om hvad synd er, og det ønske Gud har til mennesket om at tilgive. Nu spurgte hun klassen: ’Har I nogensinde oplevet at nogen gjorde Jer kede af det?’ ’Jaaaaa’ svarede børnene, og læreren spurgte så: ’Har også I prøvet at gøre andre kede af det?’ Og jo, de fleste af børnene havde også prøvet den side af sagen. Lidt for hurtigt måske, stillede læreren til et sidste spørgsmål: ’Hvad er det nødvendigt at vi gør for at nogen kan tilgive os?’ Alle tænkte sig godt om, men ingen kunne komme i tanke om et svar lige indtil en dreng svarede: ’Jeg tror, at for at nogen kan tilgive os, så skal vi først gøre noget galt!’

Ja, at gøre noget galt er nemt nok. At gøre noget galt er en del af det at være menneske, og således kommer vi til at handle uden kærlighed igen og igen. At gøre noget galt gør vi hele livet. Hvad der straks er sværere og stiller nogle helt andre krav er spørgsmålet om tilgivelse. Når nogen begår en forbrydelse mod os, står vi tilbage med den svære del – at tilgive og komme videre, for at undgå at bære den bagage på vores skuldre med os ind i evigheden.

Evangeliet siger i dag at vi skal tilgive ikke 7 gange men 77 gange – altså tilgive uden ophør. I vores forståelse behøver vi ikke tage stilling til ugerningens grad eller størrelse, for det Jesus lærer os er at enhver gerning skal tilgives, for ellers vil vi bliver overladt til bødlerne hos vores himmelske Fader. Altså lærer vi i dag at tilgiver vi ikke, men derimod dømmer andre mennesker, så vil der ikke være en plads til os i Himmeriget.

Når vi tilgiver bærer vi vidnesbyrd om Guds kærlighed, for via opfyldelsen af de ord vi beder i Fader Vor omsætter vi Guds barmhjertighed til at gælde i andre menneskers liv, og sådan bliver tilgivelsen en grundsten i vores kristne tro.

Uden tilgivelse kan et ægteskab kun vare få dage, og ethvert barn vil blive forladt af dets forældre, for sådan er det at tilgivelse rimer på kærlighed. Vi kan ikke have den ene uden den anden, og måske sidder vi lige nu hver især og tænker på et menneske, som vi mangler at tilgive. Det kan være, det føles som en byrde foran os, som skygger for vores lykke, for sådan ved vi at verden er fyldt med ondskab – måske også i vores eget liv. Vold, misbrug, og andre lidelser vi gennemgår, er alle problemer, som kan sætte dybe ar på vores sjæl, og hvorfor skal det tilgives?! Der må være en grænse! Men lad os se på tilgivelsen som en måde at Gud heler vores egen sjæl på. Når vi tilgiver, nærmer vi os Gud. Alt den gæld vi bærer på opløses i Guds hænder. Det samme gælder for vores næste.

Så lad os lære i dag, at vi ikke må lade dem, der har gjort os ondt én gang, gøre os ondt dobbelt. De gjorde os ondt én gang og vi tilgiver dem. For tilgiver vi dem ikke, gjorde de os ondt én gang, men så IGEN fordi vores manglende tilgivelse skaber en kile mellem os og Gud. Uden tilgivelse modtager vi på den måde en dobbelt straf.

At bære nag, at være fyldt med had eller uvenskab vejer meget tungt. Ja, man kan nærmest se hvor tunge disse byrder er når man ser på mennesker der lever uden at tilgive. De skaber ikke fred, de skaber ikke venskab og de spreder ingen kærlighed. Vi inviteres i dag derfor til at give slip på disse tunge byrder og gøre os fri fra had og fjendskab. Lad os virkelig reflektere over at tilgivelse bidrager til vores åndelige sundhed – at vores tilgivelse af andre, er en nøgle til at Gud tilgiver os.

Ev.: Matt 16,21-27.

Vi hørte i sidste uge evangeliet om hvordan Peter siger: ’Du er Kristus. Du er Guds Søn’. I dag hører vi evangeliet om hvordan den samtale mellem Jesus og disciplene fortsætter. Når Jesus taler til os gennem evangeliet, så kan vi gå hjem en søndag med den sikkerhed at NU kender vi ham. Men søndagen efter siger han noget helt andet på en helt ny måde.

I evangeliet får vi tit det indtryk, at dem Jesus taler til ikke er villige til at forandre sig eller ændre deres syn på livet. Han taler til dem igen og igen, men de virker hårde i huden og hilser ikke hans forandringer velkomne. Jesus derimod virker som et stykke sæbe når han taler. Vi kan ikke holde fast på ham, for han er smuttet videre, og giver os nye syn på det vi troede vi med sikkerhed kendte.

Man siger at tro kan flytte bjerge. Ved det skal vi forstå at vores tro er i en konstant udvikling gennem hele livet. Troen løber ikke efter samfundsidealer eller nye moderne ting. Det er ikke på dén måde troen flytter sig på. Men inden i os må vi være villige til at der sker en forandring. At bede, at lytte til Guds ord, at modtage kommunionen har betydning for vores liv, fordi det konstant flytter os. Jesu ord forandrer os.

Jesus modsiger Peter direkte i dag. Han siger: Vig bag mig Satan!

Det kan virke overraskende, at Jesus bruger disse ord. At han taler mod Peter på en sådan barsk måde. Men læser vi i teksterne vil vi se at Jesus også taler sådan til os og provokerer os med ordene: ’I skal elske Jeres fjender. I skal bede for dem der forfølger Jer. og i bøn beder vi: Som også vi forlader vores skyldnere.

Med alle disse ord gør Jesus modstand mod os. I modstanden står vi ansigt til ansigt med vores tro, og spørgsmålet om hvorvidt vi er klar til at fornægte os selv, tage vores kors op og følge ham. Den der vil frelse sit liv skal miste det.

Hvad betyder det for os at vi skal miste vores liv? Jo, det betyder at vi skal miste vores liv som vi kender det – altså det liv hvor vi ikke tilgiver. Det liv hvor vi hader vores fjender og kun beder for dem vi elsker. Vi må åbne vores hjerter og tage imod det som Gud vil og forlade det som mennesker vil.

Det er let at sige sådan i en prædiken. Måske føles det også let lige nu at sidde her og sige det til os selv: At vi må gøre hvad Gud vil og ikke hvad mennesker vil. En helt anden sag er at gå ud og gøre sådan. På den måde er vi ligesom disciplene – vi er ofte ude af stand til at gå med forandringen, fordi vi sidder fast i de små cirkler vi bevæger os i.

Cirklerne kredser omkring vores familie, vores arbejde, venner og den måde som andre opfatter os på. Og det er vigtigt for os hvordan vi opfattes – især de cirkler er svære at bryde ud af, og netop derfor udfordres vi når Jesus sætter vores liv og tanker i bevægelse med sine ord i evangeliet.

Lad os sammen som et fællesskab her i vores cirkel lade os bevæge fremad, til siden og tilbage igen af de ord Jesus taler til os. Lad os samle vores kors op – ikke som en byrde, men for at opfylde den plan Gud har med os, at vi evigt skal forandre os, og åbne vores hjerte for Guds veje.

Ev: Matt 16, 13-20

I dag har vi været vidner til en af de samtaler der har fået rigtig stor betydning for vores kirke. Peter bekender at Jesus er Guds Søn. Han siger sådan med sine egne ord, fordi han i sit hjerte og i sin sjæl mærker en dyb tillid til at livet er præget af noget som ligger udenfor ham selv.

En sådan bekendelse er en historie om at der er sket noget med Peter. For at kunne pege på Jesus og sige: ’Du er Guds Søn’ må han have gjort sig erfaringer. På samme måde som vi også har gjort os erfaringer, der betyder at vi kan pege op på korset og sige: ’Dér er Guds Søn’

Vi bekender, at det er et billede af Kristus. På baggrund af bekendelsen blev vores kirke bygget på Peters ord, og kirken er levet videre fordi der år efter år er kommet nye mennesker til, som igen og igen har bekendt at ’dét er Gud og dét er Kristus!’

Vi ved alle hvordan det gik med Peter. Hans bekymring for Jesus var stor, og han kunne ikke acceptere at der ville ske Jesus noget dårligt. Da Jesus fortalte om sin død og lidelse, ville Peter ikke tro det, men kun kort tid gik der før Peter stod og sagde: ’Jeg kender ikke den mand’.

Der gik kun kort tid mellem at Peter bekendte til han benægtede. Og med dagens tekst må vi kigge på os selv. Vi sidder her i dag fordi vi bekender. Vi sidder her i dag fordi Gud har åbnet vores øjne for troen på Kristus. Den gave fra Gud har vi pakket ud og pakket ind i vores hjerte.

Når vi bliver konfronteret med vores tro, kan det være sin sag at forsvare den. Når andre mennesker svarer vores bekendelse med skepsis kan det være svært at stå fast på retten til religionsfrihed. Og når man er ung eller barn i denne virkelighed med sociale medier, er det sikkert ikke sjældent at nogen mobbes for at tro på Gud.

Det letteste vil være at gøre som Peter, og benægte ALT. I det tilfælde er det fristende at tage afstand fra vores bekendelse. For at finde modet til at sige: ’Ja jeg tror på Gud’ så må vi gøre mere end at bekende.

Vi må også ERKENDE. Når vi bekender er det ord der kommer ud ad vores mund. Når vi ERKENDER er det anderledes. Det er en handling der kan vare flere år, eller hele livet og den foregår indeni os selv.

Hvis 2 mennesker bliver gift og aldrig efter brylluppet viser hinanden kærlighed, da vil ægteskabet dø. På samme måde er det med vores tro. Hver eneste dag må vi nære forholdet til Gud. Vi må ERKENDE Guds rolle.

Lad os bygge fundamentet til vores tro på Gud, og erkende stykvis at Jesus er den eneste sande vej. Lad os ved Guds hjælp tage ved lære af vores fejl og slippe magten over vores eget liv, og i stedet løse de bånd der binder os her på jorden, for da vil det også være løst i himlen.

En større flok mænd var forsamlet foran Himlens port, hvorfor Sct. Peter havde en travl dag med at sortere i hvem, som måtte få en plads i Himlen, og hvem som måtte vende om og gå skuffet derfra. Så han fik en idé. Sct. Peter ville opdele mændene i 2 grupper for nemmere at tage stilling. Han sagde derfor til mændene: ’I skal nu lave to rækker foran porten til Himlen. I den ene række vil jeg se de retfærdige og hellige og succesfulde i den anden række vil jeg se de som i livet på jorden var skyldnere, angstfulde og syndere’. Med det samme stillede alle mændene sig i rækken for synderne. Kun én mand stod helt alene i rækken for de succesfulde. Så Skt. Peter hånede den lange række af angste mænd, som ikke havde udrettet meget i deres liv, og i sin iver pegede han på den ensomme mand og sagde: ’Min gode mand, vis dine medbrødre med hvilken værdighed du har levet dit liv. Sig dem hvorfor du har stillet dig i denne række!’ Men manden svarede beklemt: ’Det var min mor, som sagde jeg skulle stå her fordi jeg sagde hverdag rosenkransen og bad til hende som min Mor.

Jomfru Maria er mor – mor til Jesus og det har helt sikkert været en svær opgave, og til tider en svær byrde at løfte. Biblen fortæller ikke meget om, hvilke tanker Jomfru Maria gjorde sig om sin egen rolle i verdenshistorien, og ej heller meget om hvad hun måtte have tænkt om sin søns gerninger. Som i min lille historie har vi dog alligevel fornemmelsen af, at Maria ikke blot bøjede sig i støvet for sin søn, men som enhver anden mor også gav ham formaninger og ordre, og at Jesus så godt som muligt prøvede at leve op til sin mors idealer om en god søn. Det var fx Maria som bad ham hjælpe brudeparret i Kanaen, og således adlød han.

I Kanaen pegede Jomfru Maria på Jesus og sagde til tjenerne: ’Gør som han siger til Jer’, og således sidder hun sikkert også i dag, og peger på os alle fra sin plads i Himlen og siger ’Gør som han siger til Jer’. Ja, vi behøver ikke stille spørgsmål, men vise tiltro ligesom den beklemte mand i min historie. Vi kan også svare Skt. Peter, når vi står ved Himlens port: ’Min mor bad mig stå her – Guds Moder’. Igen og igen har vi nemlig bedt om hendes forbøn, når vi siger: ’Hellige Maria bed for os syndere nu og i vor dødstime’.

I dag fejrer vi Jomfru Marias optagelse i Himlen. Vi fejrer at hun kom

dertil med både legeme og sjæl, og således beviste hun for os, at Himlen findes, og at der er håb for os alle. Gennem sin opstandelse gav hun os vished, og tog en del af vores angst for hvad der venter os. Hun sidder højt oppe og alligevel tæt på os og ser til, at vi alle værner om både vores legeme og sjæl, således at vi er rede til at følge hende og ligeledes få del i opstandelsen.

Mon ikke hun hver dag glædes over, hvert et skridt vi tager nærmere Gud, og overvinder den angst vi har for at følge Hans planer. Mon ikke hun også føler smerte, når hun ser vores afmagt, fordi hun selv genkender den følelse da livet voksede i hende, og det kun langsomt gik op for hende, hvad hun var kaldet til. Ja hun glædes og smertes, ganske som en mor føler for sit barn – glædes når barnet udvikles og går nye veje, og smertes når barnet alligevel ikke får succes.

Dagens tekst og fest for Jomfru Marias optagelse i Himlen inviterer os til, at glædes over det klare bevis vi har fået for Himlens eksistens, men vi inviteres også til eftertanke. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi kommer gennem livet for derefter at møde Sct. Peter. Jomfru Maria kom til Himlen uplettet, og det forventes næppe af nogen af os, men vi kan alligevel gøre vores bedste og på den måde ankomme med færrest mulige pletter på både vor sjæl og vort legeme. Da vil vi kunne vælge rækken for de med succes, og ikke bare fordi vores mor siger vi skal, men af rent hjerte, og da vil portene åbnes op.

Som vi fejrer vores kirkens fest, Må vores Mor Maria velsigne os og beskytte os . Tillykke med festen.

Ev: Matt. 14, 22-33

Man kan lave et forsøg med en appelsin. I kan selv prøve det når I kommer hjem, og se med jeres egne øjne at det er sandt. Hvis man tager en appelsin med skræl på og lægger den ned i en spand med vand, så vil man se at appelsinen flyder ovenpå. Skubber man den ned, kommer den op igen.

Tager man så skrællen af appelsinen, så man kun har kødet tilbage, og lægger appelsinen tilbage i vandet, så synker den. Tager man appelsinen op til vandoverfladen og slipper den, så falder den ned igen.

Efter mit studie, fortæller Appelsinen mig i hvert fald at en appelsin med skræl flyder, og en appelsin uden skræl synker. Skrællen på appelsinen har på den måde noget at gøre med vores tro, for skrællen gør appelsinen vandtæt – ligesom vores tro gør vores liv vandtæt. Jesus holder os oppe ligesom han holdt Peter oppe, da han inviterede ham ud at gå på det stormfulde hav.

Peter var i sikkerhed, for han var omgivet at skrællen, omgivet af tryghed, men som det også sker for os i dag og alle dage, så vaklede Peter pludselig. Med ét meldte alle de spørgsmål sig, som vi kun kender alt for godt: Kan det nu bære? Kan jeg klare det? Ved Jesus hvad han gør?

Vi kender disse spørgsmål. Nogle gange lyder de anderledes – de starter med ordet ’Hvis’. Hvis der sker det ene, eller hvis der sker det andet… Hvad så? Sådan farer tankerne gennem hovedet af os, mens vi prøver at gætte på fremtiden. Og så vakler vi. Vi er tæt på at synke og blive blæst omkuld. Præcis som Peter på havet.

På en måde kan man sige at det er som om vi med vores spørgsmål skaber små huller i appelsinens skræl hvor vandet kan trænge ind og trække os ned, men skrællen er der, og Gud har nærmest besluttet på vores vegne at den der tror på Ham, skal omgives af denne skræl.

Når vi trækkes ned af vores mangel på tro, er det Jesus der rækker en hånd ud og holder en hånd under os. Så selv når vi står midt i et stormvejr i vores liv, vil Jesus kalde på os, for at vi skal vove at træde ud på det åbne hav, og straks vil han række os hånden, og vise os at der ikke er noget at være bange for.

Vi vil opleve dette evangelium mange gange i løbet af vores liv, for det er ikke sådan at når man én gang har oplevet at havet kan bære, så træder man bare ud. Og omvendt vil tvivlen heller ikke vinde over os hver gang vi står overfor svære situationer. Vi vil opleve at gå på havet, og vi vil opleve at falde i, og vi vil lære forskellen gennem hele livet.

I dag handler det om Peter, og det er ikke tilfældigt. Peter er nok den vi hører om i evangelierne der er nemmest for os at sammenligne os med. Peter er et menneske som er ivrigt, men vakler. Han er modig men alligevel bange. Han er trofast men laver fejl. Så selvfølgelig er det Peter der råber efter Jesus – ’tag mig med!’ – og derefter ’Grib mig!’. Som et barn i tivoli der vil prøve det største tårn, men blive bange med det samme turen er i gang

Vi kender dét at være den slags menneske. Turen forude ser spændende ud, men når vi må tage af sted, gribes vi af angst. Sådan sker det når bryllupsplanlægningen ser spændende ud, men de unge mennesker gribes af angst over at være ægtefolk. Sådan sker det når den gravide mave ser spændende ud, men forældrene gribes af angst over barnet. Sådan sker det når noget spændende venter på os, men vi gribes af angst over realiteterne.

Gå ud i dag og gå på havet. Gå om så du synker, for ingen af os er overladt til vores egen magtesløshed. Når vi møder det svageste i os selv, er Jesus der til at løfte os op. Han lader os aldrig synke.

Ev. Matt 17, 1 – 9.

Gud sætter i dag en parentes omkring Jesus liv som menneske her på jorden. ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Sådan lød ordene ved Jesu dåb, og sådan lyder ordene til os i dag, og sådan slutter Gud en ring omkring Jesu virke som menneske. Gud sætter denne ramme gennem lyset i sin søn – et ansigt der lyser som solen, og klæder der bliver hvide. Det samme lys som rammer os i vores dåb, hvor Gud finder velbehag i barnet, ved døbefonten. Vores liv, som Guds barn, sættes af den samme ramme, og det er op til os, ved Guds hjælp, fortsat at opholde os i lyset fra vores dåbsklædning.

Opholder vi os i lys, bliver vi lys. Omgiver vi os af mørke, tager mørket bolig i os. Mørket kan komme i skikkelse af mange forhold i vores liv, og sådan kan mørket flytte ind i mennesker, men mørket behøver vi ikke aktivt at vælge til, før det bliver en trussel.

Da Moses var på Guds bjerg i 40 dage, blev israelitterne ramt af kedsomhed i hans fravær, og mere skulle der ikke til, før de begyndte at falde fra og så tvivl om loven. Det er et mørke som sniger sig ind, når vi vokser i tillid til os selv, og Gud glider i baggrunden i vores hverdag. At blive i kærligheden og lyset som Gud har tilrettelagt for os i dåben, kan vi ikke tage som en selvfølge. Vi må søge det lys – søge forklarelsen, for at gøre os Guds kærlighed klart. For sådan er forklarelsen – en rigdom der gør alting klart, men ikke er at forveksle med en forklaring.

Forklarelsens lys giver ikke en løsning, men derimod et håb der lyser for os, i vores længsel efter Guds Rige. Vores længsel efter klarhed er en kilde til bevægelse. Vi må bevæge os i vores tro på Gud. Vi må bede og fordybe os i Guds ord, for kun sådan bryder der klarhed ud af mørket. Lyset kan vi se som en evig gave vi modtager én gang for alle i dåben, men flammen kræver vedligeholdelse og omsorg.

I mange kirker er der i mosaikvinduerne afbilledet helgener i smukt farvet glas. Når solen fanger glasset, stråler Gud af Gud, og lys af lys ind i kirken, som en velsignelse af de mennesker der sidder og tvivler, for således tager tvivlen bolig i os. Derfor higer vi efter oplevelser og tegn og undere, så vi ligesom Johannes, Jakob og Peter kan få den helt særlige personlige oplevelse af at JA! Gud er med os alle dage. – Men ser vi på de tre mænd, må vi spørge os selv, om en sådan tydelig oplevelse med Kristi nærvær er nok, for se bare Peter! Kun kort tid går der før vi møder ham i Gethsemanes have, hvor han udbryder: ”Jeg kender ikke det menneske”

Ordene falder fra en mand som har set Jesus og oplevet undere fra hans hånd. Vi har ikke set Jesus, men vi må finde Kristus i alt som Gud har skabt, hvor vi kan finde trøst og styrke til ikke at basere vores tro på krav om undere og oplevelser, men på Guds ord i skrifterne.

Det er det Guds ord, som også Jesus lænede sig op ad på bjerget, for sådan fandt han opmuntring hos Elias og Moses, samt i ordene ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Med den afklaring forlod han bjerget klar til at dø for vores synder og opstå på den tredje dag. Således gik menneskesønnen op og ned ad bjerget, men på toppen af bjerget var alting pludselig gjort nyt. Jesus havde åbenbaret sig som en ny skabning foran de tre disciple for at de kunne bære vidnesbyrd, ganske som barnet, der bæres til dåb og bliver en ny skabning i Kristus.

Kære brødre og søstre, lad os i dag og alle dage lukke Guds ord ind gennem mørkets sprækker, så forklarelsens lys på ny kan lade os fordybe i skrifterne, for sådan skrives det kort og godt: ’Hør Ham!’

Ev: Matt 13, 44-52

Vi gør os til dommere over alt her i livet, hver eneste dag. Så snart en nyhed kommer på TV skærmen, danner vi meninger om sandt og falsk, og retfærdighed og uretfærdighed. Men Jesus taler til os i dag om et ’vod’. Det er som et net der kastes ud på havet og samler fisk. Ikke bare én god slags fisk, men mange forskellige. Store og små, levende og døde, og måske også affald og græs.

Vi skal forstå dette i en anden sammenhæng, nemlig den sammenhæng at vi er udpeget som kristne til at være menneskefiskere. Vi er ikke udpeget til kun at fiske de smukke eller de særligt troende, men mennesker af enhver art – både de der er levende og døde i troen. Resten er op til Gud.

Himmeriget ligner en perle siger Jesus i Dagens Evangelium. Han deler et smukt billede med os, for når vi frygter Gud eller tænker at Guds Rige er SÅ uendeligt, at det er umuligt at forstå det, så har vi perlen at tænke på. En perle er kendt for at være perfekt, og er det billede på Jesus, der repræsenterer Gudsriget. Perlen er et symbol på Jesus. Det er den skat vi må længes efter og søge hele livet. Perlen er noget af det mindste, som dog har den allerstørste værdi. Den er fuldendt og underfuld som Guds Rige, hvor det allermindste kan være det største.

De lignelser Jesus fortæller i dag er meget relevante for os. Vi lever i en kultur, hvor man på mange måder prøver at sælge os idéen om, at vi skal sætte os selv først og vokse i kærlighed til os selv frem for noget andet. Det er moderne at hvile i sig selv, kigge indad, og være optaget af hvordan man selv har det. Det kulturen prøver at sælge til os, er at vi skal finde ro inde i os selv, og altid mærke efter, men den ro kommer ikke, hvis vi kun optages af hvordan vi selv har det, for dér hvor vi leder, vil vi ikke finde glæden ved det mindste. Nej dér, hvor vi leder vil vi finde, at alt inde i os slet ikke er stort nok til at finde hvile i.

Med billedet af nettet, som fanger både godt og ondt – både døde og levende fisk, og lignelsen om skatten og perlen, giver Jesus os et billede af, at for at opnå at finde hvile i os selv, må vi gøre noget og søge noget udenfor os selv. Vi kan kun hvile i os selv, hvis vi er optaget af vores næste og den verden som lever omkring os.

Evangeliet inviterer os til at sætte noget til side, for at gøre noget for vores næste. Vi må give afkald på vores egne ønsker, for at følge den vej som Gud har lagt for os. Det er ikke gratis at gå den vej. At vælge Guds veje, er hver dag en kamp mellem det, vi selv drømmer om, og det Gud er dommer over, men i den kamp må vi huske at Guds indgriben i vores liv, er det vi siger ja til i vores liv som kristne.

Vi må følge efter Kong Salomon i første læsning og bede om visdom til at forstå forskellen og ret og uret, og ikke i vores fokus på os selv bede om rigdom og et langt liv. Med nådegaven visdom vil Gud give os indsigt, så vi ikke fristes til at dømme, der hvor kun Gud kan være dommer.

Lad os derfor søge efter Himmeriget og se at Gud findes i de mindste ting, og lad os være menneskefiskere uden selv at dømme det onde fra det gode. Kun da kan vi selv vokse i tro, håb og kærlighed.

Ev: Matt. 13, 24-43

Hos min læge hænger der en plakat i venteværelset. På plakaten står der: ’Du er hvad du spiser’ og så er der billeder af en masse mad. Det tænker jeg nogle gange på når jeg spiser, for alt det vi putter ind i munden får os enten til at få buler på maven og benene eller også gør det os sunde og tynde. At spise har altså en konsekvens. Noget lignende fortæller Jesus os om i dag. ’Du er hvad du sår’ siger han til os. Hvis du er en hvedemark er du god. Hvis du er ukrudt er du dårlig.

Men så enkelt er det sjældent at være menneske, så ligesom det går i lignelsen går det også i vores liv. Vi er både og. Vi spiser ivrigt både grønne æbler og is, groft brød og flødeskum. Vi er mennesker og derfor er vi også både hvedemark og ukrudt. Ingen kan vælge kun det ene. I enhver mark, i ethvert menneske vil både det gode og det onde blande sig.

Måske tænker vi at nogle mennesker kun er ukrudt. Vi kan få den tanke når vi hører om krigen i Ukraine – at dem der dræber, dem der bestemmer, de er verdens ukrudt. Og at menneskerne på flugt – at børnene og kvinderne er verdens hvede. Men Gud kigger på dem alle og ser både hveden i dem der dræber og samtidig ukrudtet i de der mistede livet. Gud ser at både godt og ondt i os alle.

Godt og ondt står i samme mark, og Gud siger i dag – Vent! Vent, for det er Ham der høster, og Han vil høste det gode fra det onde, men en dag som i dag ligger spørgsmålet nok hos os alle: ’Hvis Gud er god og sår det gode, hvorfor lader han så ukrudtet komme til?’ Hvorfor er der ondskab? Hvorfor er der krig? Men da må vi læse lignelsen igen. Det er Guds fjende som sår ukrudt, og luger vi det væk tager man noget af hveden – noget af det gode med.

Gud er skaberen – vi er dem der blev skabt, men vi tror vi kender kærligheden, det gode, det retfærdige. At det er os der kan skelne godt fra ondt. Vi tror vi kan kende ukrudt når vi ser det, men kun Gud kan! De briller der kan se forskelle, og se dybt ind i hveden har kun Gud.

Guds fjende såede ukrudtet. Folket tilbød straks at fjerne det. ’Skal vi luge det væk?’ Spurgte de. Sådan spurgte de, og sådan spørger vi også i vores dage. Vi, Guds venner, er også parate med en hjælpende hånd. Også vi fristes til at hjælpe med at luge alt det væk som ikke ligner os, alt det der ikke opfører sig som os, for det der ikke ligner os kan umuligt være hvede. Problemet er blot at når vi tilbyder Gud vores hjælpende hånd, bliver vi selv til ukrudt.

Og Gud siger ’Nej tak’. Han har ikke brug for vores hjælp til at luge ud i mennesker. Gud ønsker at lade det hele stå, for Han ved om nogen, at alt kan ændre sig på et øjeblik. Han ved at den kriminelle med sine erfaringer kan blive den der viser andre vejen ud af kriminalitet. Han ved at det ukrudt vi møder i livet kan gøre hveden stærkere. Resultatet til høsten er det som det hele drejer sig om.

Lad os i dag give denne lignelse videre. Det er det gode budskab om at Gud lod sin Søn bære alt det vi ikke selv kunne bære og tåle. Heldige er vi at det er netop Ham der står for høsten engang når tidens ende kommer, for Han kender os – vores ukrudt og vores hvede. På marken sætter Han et frø der er mindre end alle andre, men det frø vil vokse sig så stort at det ikke kan sammenlignes med hverken hvede eller ukrudt, for dette frø er et billede på Himmeriget.

Ev.: Matt 13,1-23 eller 13,1-9.

Der er nogen der går i kirke hver søndag – også her i vores kirke og har en meget dyb tro. Andre har gået eller kørt forbi vores kirke her, måske i flere år, uden nogensinde at have tænkt over hvad bygningen indeholder. Andre igen ligefrem forbander kirken, og har den tanke at religion er grundstenen til alt ondt i denne verden.

Det spændende ved den forskellighed er at alle de mennesker er skabt i Guds billede. De alle har Evangelierne til rådighed. Gud har ikke tegnet en streg rundt om os, og sagt at vi er de eneste der må læse Biblen – at vi er de eneste som må høre Guds ord, eller opleve mirakler. Nej, Guds ord er for alle, sådan som vi lærer det fra den første læsning fra profeten Esajas.

Ligesom regnen og sneen væder jorden så væder Guds ord vores hjerte. Vi lærer at Guds kærlighed omfavner alle og ikke skelner mellem rig og fattig, racer eller livsvilkår. Gud er Gud for alle mennesker.

I fortællingen fra Jesus vi hører i dag, hører vi om hvordan vi mennesker enten kan være ’den gode jord’ eller ’klippegrund’ eller det der findes mellem tidslerne. Sandheden er nok at vi alle er lidt af det hele. Når det går rigtig godt og vi har overskud, er vi som den gode jord, hvorfra alt kan vokse – både næstekærlighed, idéer, omsorg og handling.

Når vi er som klippegrund eller vi er som de kvælende tidsler – når livet går os imod og vi er optaget af vores egne bekymringer – ja, så har vi ikke meget at byde på. Vi tøver med at give, fordi vi har så lidt at give af.

Det som lignelsen i dag minder os om er at vi ikke er værdiløse for Gud, når vi ikke har noget at byde på. Gud har sået sit ORD overalt.

På samme måde ser vi det her på Danmarks flade marker om foråret. Landmanden sår overalt. Han fylder sin traktor med såsæd og spreder det på hele marken. Landmanden har ikke markeret firkanter og områder hvor han ikke kører. Han véd af erfaring at i det ene hjørne og lige midt på marken – der er der knolde og tør jord der ikke kommer til at give megen høst. Alligevel sår han sin afgrøde der i håbet om og troen på, at det måske bliver bedre i år.

Sådan sår Gud sin kærlighed til mennesker. På korset tog Jesus alle vores synder på sig, og Gud gav sin hemmelighed om Guds Rige til alle mennesker. Det er en hemmelighed som vi ikke kan TAGE og kræve at forstå, men kun modtage når Gud gør os klar, for først når vi modtager Gud kan vi forstå bid for bid den hemmelighed Han har delt med os.

Og Gud er ivrig for at dele ud af sin hemmelighed. Når vi lidt efter lidt får indsigt i den gåde som Guds Rige er, da vil vi være velsignede og rede til at gå ud og sprede Guds ord og gerninger. Derfor sår Gud håbefuldt og lader ikke noget sted i denne verden være øde.

Hver eneste gang et menneske forstår endnu et lille bid af hele troens mysterium, da bærer det frugt, og er et skaberværkets mirakel – helt på lige fod med alt det der kommer op af jorden på marken hvor landmanden har sået i håbet om at kunne høste.

Nogle gange kvæler vi, som tidslerne, alt det gode. Andre gange kan vi, som klippegrunden, slet ikke få det gode til at gro. Men så sker det at vi som den gode jord, griber en hånd der har brug for os, og deler grundlaget for vores tro med dette menneske.

Ev: Matt 11, 25-30.

Der er noget meget anerkendende og trygt i at blive kaldt på. En mor kan kalde på sit barn, og barnet kan kalde på sin mor. Vi kan blive kaldt på af nogen som har brug for os, eller vi kan blive kaldt på af nogen som har noget at sige til os. Bliver vi aldrig kaldt på, kan vi føle os ensomme og uden formål i denne verden, for i vores natur er det givet, at for at have en plads, et sted at høre til, så må nogen kalde på os og sige: ’Kom!’

Bliver vi nogle gange i tvivl om der findes en plads til os – et sted hvor der er brug for os, så kan vi finde stor trøst i dagens evangelium. Jesus kalder nemlig på os. Han kalder på os, ikke bare for at sige noget eller vise os en plads, men for at give os noget. Han lover alle dem der bærer tunge byrder, hvile. Han lover alle dem som slider sig trætte, ro. Han lover at give os sit åg.

Vi kan tænke at det er et underligt tilbud at give os mennesker. De fleste af os, har allerede nok at bære på. Vi bærer på smerte, sorg, sygdom eller bekymringer – i hvert fald har kun de færreste af os skuldre til at bære endnu et åg, men Jesus giver os netop det tilbud, for at vi kan deles med ham. Et åg er svært at bære alene, og det Jesus vil er, at vi bærer sammen med ham. At vi lærer af ham ved at bære sammen.

På samme måde bærer Jesus med på vores åg. Mange materielle ting, som fx et brød, kan man dele i to. Én til dig og én til mig. Sådan lærer vi at dele, men helt på samme måde går det ikke med de byrder der hviler på vores skuldre. Man kan ikke dele tabet af en ægtefælle over i to stykker og give den ene halvdel til nogen. Man kan ikke skære bekymringer over sygdom i 4 stykker og dele ud af det. Alt dette forbliver i mit åg, og i dit åg.

Byrderne kan ikke trylles væk, men for hvem der har troen i sit hjerte, kan den tanke at Jesus bærer med os, gøre åget let. Han som bar det hele vil bære sammen med os. Jesus inviterer os til at være ærlige i dag. Ærlige overfor os selv og overfor ham. Vi tænker nok ofte på byrderne som noget der kommer udefra. Noget der påvirker og irriterer vores liv. Men måske er de mest oversete byrder dem der kommer indefra. Dem der vokser i os, og vokser sig til løgn eller misbrug. Dem vi ikke kan sige til nogen fordi de ikke vækker sympati. Men sympatien har vi hos Jesus – han har hørt alt, set alt og båret på alt. Og han vil også bære på alt det vi kommer med.

En mand spurgte engang en meget troende mand: ’Hvis Jesus virkelig vandrer sammen med dig, hvorfor er der så ikke to sæt fodaftryk i sandet når du går?’ og den troende svarede: ’Fordi, de dage hvor der kun er et sæt fodaftryk, betyder det at Jesus bar mig’. Ja, det er netop sådan vi skal tænke på vores byrder. Når de er tunge, bærer Jesus os, og bærer med os. Sådan var Faderens vilje, da Han sendte mennesket sin Søn