I dag fejrer vi en af de mest strålende og betydningsfulde højtider i
kirkeåret: De Hellige Tre Kongers Fest, også kaldet Epifaniens fest.
Det er dagen, hvor vi mindes, hvordan Guds herlighed blev
åbenbaret for hele verden i det lille barn Jesus Kristus – verdens
lys.
Evangeliet i dag tager os med til en tid, hvor tre vise mænd fra
Østen, ledt af en stjerne, kommer for at tilbede den nyfødte konge.
Denne beretning, som vi finder i Matthæusevangeliet, er rig på
symbolik og har en dyb betydning for os alle som kristne.
De vise mænd, som ofte beskrives som astronomer, konger eller
lærde, ser en stjerne på himlen, der vækker deres opmærksomhed.
Denne stjerne er ikke blot et astronomisk fænomen, men et tegn fra
Gud – en guddommelig invitation.
Vi kan alle relatere til disse vise mænd. På et eller andet tidspunkt i
vores liv oplever vi, hvordan Gud tænder en stjerne for os – noget,
der vækker vores nysgerrighed eller rører ved vores hjerter. For de
vise mænd var stjernen en konkret vejviser, men for os kan det
være en persons kærlige handling, en prædiken, en bøn eller en
livsomstændighed, der leder os til at søge Gud.
De vise mænd rejser langt, gennem ørkener og vanskeligheder, for
at nå frem til Betlehem. Deres rejse er et billede på troens rejse. Tro
er ikke blot en følelse eller en intellektuel overbevisning – det er
handling, bevægelse og lydighed mod Guds kald.
I vores moderne verden, hvor komfort og bekvemmelighed ofte er i
fokus, kan det være en udfordring at forlade vores “komfortzone” og
tage på troens rejse. Men evangeliet minder os om, at det er i
søgen og overgivelsen, vi virkelig møder Gud.

Spørgsmålet i dag er: Hvilke skridt kalder Gud dig til at tage på din
rejse mod Ham? Hvad skal du forlade eller overvinde for at nærme
dig Kristus?
Gaverne – Vores tilbedelse og overgivelse
Da de vise mænd finder barnet, falder de på knæ og tilbeder ham.
De giver ham gaver: guld, røgelse og myrra. Disse gaver er ikke
tilfældige, men fyldt med profetisk betydning:
Guld symboliserer Jesu kongelige værdighed. Han er kongernes
konge.
Røgelse peger på hans guddommelighed, da det blev brugt i
templet som et offer til Gud.
Myrra forudser hans lidelse og død, da det blev brugt til at salve de
døde.
Ligesom de vise mænd er vi også kaldet til at give vores gaver til
Kristus. Ikke nødvendigvis materielle ting, men vores hjerter, vores
tid, vores evner og vores liv.
Epifaniens budskab – Gud er for alle
En af de smukkeste aspekter ved dagens fest er dens universelle
budskab. De vise mænd repræsenterer nationerne, hedningene,
dem uden for Israel. Deres ankomst til Jesusbarnet viser, at frelsen
ikke er begrænset til ét folk eller én nation – den er for hele verden.
Dette er en påmindelse til os om, at vi er kaldet til at dele evangeliet
med alle. Kristus er verdens lys, og vi, som hans disciple, er kaldet
til at bære dette lys videre.
Hvordan kan vi være lysbærere i vores eget liv? Hvordan kan vi
bringe Kristi kærlighed til dem, der stadig søger Ham?

Ev.: Luk 2:1-14

“Et barn er født – glæden er kommet til os”

Vi er samlet her i nat for at fejre den største begivenhed i verdens historie – fødslen af Jesus Kristus, vores frelser. I mørket er et lys blevet tændt. I en verden præget af uro og længsel er Gud kommet til os i skikkelse af et lille barn. Det er ikke bare en historie fra fortiden – det er en sandhed, som forvandler vores liv og fylder os med håb, fred og glæde.

“I dag er der født jer en frelser!”

I evangeliet hører vi ordene, som englen bringer til hyrderne: “Frygt ikke! For se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

Hvilket budskab! Hvilken glæde! Gud selv er kommet til os – ikke som en mægtig konge, men som et lille barn i en krybbe. Det minder os om, at Guds veje ikke er som vores. Han vælger det ydmyge og det små for at vise os sin kærlighed og magt.

Vi kan forestille os hyrderne på marken, mennesker som levede i marginalerne af samfundet. Det er til dem, budskabet først bliver givet. Det minder os om, at julens glæde er for alle – for dem, der er nederst, for dem, der føler sig overset, og for os, der måske kæmper med at finde mening eller håb i vores liv.

Julen i et Jubelår:

I år fejrer vi julen i et særligt lys, for vi er midt i kirkens jubelår. Et jubelår er en tid for nåde, tilgivelse, aflade og genoprettelse. Det er en påmindelse om, at Gud ønsker at gøre alting nyt – ikke kun i verden omkring os, men også i vores egne hjerter.

Julen og jubelåret hænger smukt sammen, for de minder os om, at Gud er en Gud, der forløser. Jesus kom for at give os frihed fra synd, heling for vores sår og håb for fremtiden. Når vi ser på krybben i nat, ser vi begyndelsen på den plan, som fører til korset og opstandelsen – en plan, der bringer os frelse.

Tre budskaber at tage med fra julenat:

1. Gud er med os:

Navnet Emmanuel betyder “Gud med os”. Julen minder os om, at vi aldrig er alene. Gud valgte at komme tæt på os, at dele vores liv, vores glæder og vores smerter. Hvor end vi befinder os – i glæde eller sorg – er Gud nær.

2. Glæden er for alle:

Hyrderne fik lov at høre budskabet først, men glæden er for hele folket. Det gælder også os i dag. Må vi tage imod julens budskab med åbne hjerter og lade det forvandle os. Må vi også bringe denne glæde videre til andre – til dem, der har brug for kærlighed, opmuntring og fred.

3. Vi er kaldet til håb:

I en verden, der ofte virker mørk og splittet, er julen en påmindelse om, at lyset altid vinder over mørket. Jesu fødsel giver os håb, fordi vi ved, at Gud har kontrol, og at hans kærlighed overvinder alt.

En invitation til jubel:

Kære menighed, i denne julenat bliver vi inviteret til at juble. Ikke kun over julelysene og gaverne, men over den største gave, vi nogensinde kunne få: Jesus Kristus. Må hans fødsel fylde os med en glæde, der varer længere end denne nat – en glæde, der kan bære os gennem hele livet

Lad os i denne julenat tage imod lyset, lade os fylde af håb og dele Guds kærlighed med verden omkring os. Når vi går ud herfra i nat, lad os være som hyrderne – fyldt med undren og lovprisning, parate til at fortælle alle, vi møder, om den glæde, der er kommet til os.

Ev.: Luk 21: 25-28, 34-36

Ordet ”advent” kommer fra to latinske ord, “Adventus” eller “advenire“, som betyder “at ankomme” eller “at komme”. Advent markerer begyndelsen på Kirkens liturgiske kalender – det er kirkens nytår, og er en periode på fire uger op til jul. For os katolikker betyder det en tid med forventning og forberedelse til Herrens komme. Johannes Døberens profeti: “Der er en, der råber i ørkenen. Ban Herrens vej” (Mark 1, 3), giver os et højt ekko ind i denne tid.

Advent er en tid, hvor vi forventer barmhjertighed, håb og befrielse, fordi Vorherre, universets konge, hvis højtidelighed vi fejrede sidste søndag, kommer for at være konge over sit folk. Denne advent er særlig, fordi den kommer som et varsel før jubelåret med temaet håbets pilgrimme. Derfor kommer Kristus for at tilgive og befri os fra frygt og alle vores handlinger, og i stedet vende os om og gå mod håbet..

Som vores første læsning udtrykker det, er det nu, vi forventer opfyldelsen af Guds løfter til os mennesker. Løftet handler om vores udfrielse og genoprettelsen af vores tabte enhed med Gud, som nemt kvæles af frygt for det ukendte. Det er også en tid, hvor vi genopretter vores håb og tro. Jesus kommer som det lille barn i krybben, for at befri os fra skam og fra den sorg og bekymring der følger med.

Så, hvordan begynder vi denne forberedelse? Paulus giver os et svar i vores anden læsning, da han siger: “Må han bekræfte jeres hjerter i hellighed, så I kan være ulastelige i vor Guds øjne, når vor Herre Jesus kommer med alle sine hellige.” Livets hellighed i vores verden i dag kan se ud til at have mistet sin mening, eller måske er det et begreb, som vi har svært ved at forholde os til.

Selv mange kristne mener, at livets hellighed er uopnåeligt. Alligevel er det en nødvendig betingelse for at se og møde Herren, når han kommer, fordi: “Uden hellighed kan intet menneske se Herren” (Hebr 12, 14). Derfor betyder det, at på trods af de vanskeligheder, vi har med at opnå hellighed, må vi i denne tid, som Paulus lærer os, “gøre flere og flere fremskridt i den slags liv, vi lever.” Vi må gøre os umage for at gøre os klar til Jesu komme.

Et kald til at leve et helligt liv er et kald til at stræbe efter perfektion. Hvis det ikke var muligt, ville Kristus og apostlene ikke have sagt til os, at vi skal være fuldkomne, ligesom Gud er fuldkommen. Så lad os i denne adventstid undgå grådighed, overdrevne ambitioner og vrede. Vi må også forhindre ondskab, bagtale, sladder, ondskab og alt der modarbejder menneskets hellighed. Vi må forberede og udstyre os med gode handlinger, præcis som en brud, der venter på sin brudgom.

Her i advent, som vi hørte i dagens evangelium, er en anden vigtig ting, vi må gøre at holde os selv positivt beskæftiget, vågne og klar. Derfor er tiden også en opfordring til os om at fordybe os og styrke bønnens liv. Bøn renser sjælen; Den kaster al frygt væk og forbereder og styrker os. Bøn giver os den åndelige energi, et større mod og selvtillid til at stå fast, mens vi venter på Herrens komme. Dyb bøn i denne adventstid er hvad Herren ønsker af os, i stedet for at blive revet med af Black Friday, travlhed og dyre gaver.

Må Vorherre finde os vågne og parate, når han kommer for at befri os fra den frygt, der holder os fanget. Lad os bede at vi alle må gå med håb.

Mk. kap. 10, 46 – 52

Dagens evangelium fortæller om en af de mest fascinerende mirakler i Markusevangeliet, helbredelsen af Bartimæus, en blind tigger. Historien illustrerer betydningen af tro og at være discipel

Da Bartimæus får at vide, at Jesus fra Nazaret går forbi, råber han: ‘Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!’  Vi går ud fra, at Bartimæus har hørt om Jesu ry som en mirakelmager. Først fortæller nogle af publikum, at han skal være stille. På trods af hans svaghed, har de ikke megen sympati for ham. I deres øjne er han bare en plage, en fattig, der bør ignoreres, og bestemt ikke have lov til at afbryde Jesus på vej til Jerusalem for at fuldføre sin messianske mission. Men Bartimæus vil ikke lade sig bringe til tavshed. Han er fast besluttet på at få Jesu opmærksomhed og råber endnu højere: ‘Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig! Bevæget af hans inderlige råb ,stopper Jesus op og kalder på ham om at komme hen imod ham. Nu ændrer stemningen i mændene og de står alle bag Bartimæus og opmuntrer ham: “Rejs dig op, han kalder på dig”  Så kaster han sin kappe til side, springer op og går hen til Jesus.

Men Jesus ønsker ikke kun, at Bartimæus skal komme til ham. Han vil have ham til at sige klart og tydeligt, hvad han ønsker, at Jesus skal gøre for ham: ‘Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?’  Bartimæus er måske blind og fattig, men han er en mand, der ved, hvad han vil, så uden den mindste tøven svarer han: ‘Mester, lad mig se igen’  Og der og da helbreder Jesus ham ved at sige: ‘Gå, din tro har frelst dig‘. Bartimæus’ reaktion på at få sit syn tilbage er, historiens højdepunkt.

I denne historie præsenterer Markus Bartimæus som et eksempel på tro og discipelskab. Lige før Jesus helbredte ham, siger Jesus til Bartimæus, at det er hans tro, der har frelst ham. Men hvad er denne tro? Det er en tro, der manifesteres mere af det, han gør, end af det, han siger. Vi ser det i hans erkendelse af sit behov, hans urokkelige overbevisning om, at Jesus kan og vil helbrede ham, og hans mod til at lægge sin fortid bag sig og følge Jesus.

Bartimæus tror virkelig på, at Jesus kan og vil helbrede ham. Så han kaster sin kappe til side og nærmer sig Jesus, overbevist om at han vil helbrede ham. Blinde tiggere ville normalt have en tendens til at holde fast i deres få ejendele, især en kappe, der ville beskytte ham mod nattens kulde. Men Bartimæus kaster sin eneste dyrebare ejendom, fordi han i sit hjerte ved, at han ikke længere vil få brug for den. Ikke længere være afhængig af almisser fra forbipasserende. Hans status er ved at ændre sig radikalt.

Denne historie inviterer os til at reflektere over, hvad vi kan lære af Bartimæus’ tro og vedholdenhed. Når vi møder udfordringer og modstand, kan vi finde inspiration i hans eksempel- en tro, der holder fast, selv når andre ikke ser vores behøv. Og når vi går til Gud, må vi gå med et åbent hjerte, ærlige og klare i vores ønsker.

Lad os huske, at tro kan flytte bjerg, åbne øjne og helbrede hjerter.

Ev.: Mk. 10, 17-30

På denne otteogtyve søndag i almindelig tid fejrer vi Kristus, Guds visdom og ord. Selv om vi ikke har noget i denne verden, er Kristus tilstrækkelig og alt for os. Vi er rige på ham, fordi han er levende og aktiv

Vores første læsning i dag personliggør visdom. Hun er den mest dyrebare af alle perler. Hun er Gud selv. Alle gode ting kommer fra og må vende tilbage til ham. Intet kan sammenlignes med hende. Intet har værdi uden hende. Den, der ejer hende, har alt.

Alle skabte ting får kun del i Guds skønhed og pragt. Derfor må vi søge visdom mere end materiel rigdom. Dette skyldes, at at eje hende, er at besidde den mest dyrebare af al rigdom. Derfor minder Augustin os om, at: Vores hjerte må ikke hvile, før det er forenet med denne dyrebare visdom.

I vores anden læsning beskriver brevet til hebræerne Guds ord som: “et dobbelt aldrende sværd der skærer gennem knoglerne.” Gennem dette minder det os simpelthen om, at Guds ord er den ultimative kraft, hvorigennem Gud når og beriger os.

Guds ord forvandler ethvert hjerte, der ydmygt modtager det.

Når Gud derfor trykker sit ord i vores hjerter gennem sin åndskraft, overbeviser, omvender og trøster det os kraftfuldt. Guds ord ydmyger et stolt hjerte. Det giver en pervers ånd at være sagtmodig og ydmyg. Det øger dyden i et ydmygt hjerte.

Dagens evangelium er meget interessant. Det fremhæver det faktum, at en virkelig rig person er en, der besidder sand visdom og ikke kun materiel rigdom alene. Det minder os også om, hvordan materiel rigdom kan være en alvorlig hindring for at opnå sand visdom.

Den rige mand i dagens evangelium kom for at retfærdiggøre sig selv og for at vise sin religiøse fromhed. Ja, Jesus værdsatte hans indsats. Men Kristus vidste at der virkelig manglede noget i ham. Kristus diagnosticerede ham med det eneste problem,tilknytningtil sin rigdom.

Det er tydeligt, at denne unge mand, der kom til Jesus for at søge evigt liv, virkelig ønskede at blive accepteret af Jesus som discipel. Ordene “arve evigt liv” betyder ikke kun liv med Gud efter døden, men også at gå ind i en dybere form for liv med Gud her på jorden gennem bøn og at følge Jesus, og gennem dybe relationer med andre mennesker eller engagement i en ædel sag. Men Jesus ønskede ikke denne unge mand som discipel på hans egne betingelser, men snarere på Jesu betingelser. Den unge mand hævdede at han fra sin ungdom havde holdt alle de bud Jesus nævnte, deriblandt det fjerde bud. Hans tragedie var, at han elskede “ting” mere end mennesker. Han var fanget af den fejlagtige idé, at han kunne beholde sine ejendele for sig selv og stadig opnå Guds barmhjertighed. Han indså ikke det faktum, at hans rigdomme havde bygget en mur mellem ham selv og Gud. Med andre ord, hans ejendele “besatte” ham. Selv om den rige unge mand aldrig havde dræbt, stjålet eller begået ægteskabsbrud, brød han både buddet om at forbyde afgudsdyrkelse og det bud, der befalede næstekærlighed. Han tilbad sin rigdom mere end Gud. Det er derfor, Jesus udfordrede ham til at befri sig selv for den tilknytning til rigdom, hvori den unge mand så som hans sikkerhed og sociale status, lå og stole fuldt og helt på Gud ved at følge Jesus.

Ev.:  Mk 9, 38-43. 45. 47-48

I dag, den seksogtyvende søndag i almindelig tid, takker vi Gud, som frit giver sin ånd til alle mennesker. Gennem Guds frie gave kan mennesker af alle nationer modstå det onde og manifestere hans sande Ånd i deres liv og handlinger. Den første læsning og evangeliet ligner hinanden på mange måder. De minder os om, at Gud frit kan vælge og udruste hvem han vil.

I den første læsning ser vi mænd, der blev i “lejren”, profetere i Guds Ånds kraft. I evangeliet ser vi ligeledes mennesker uden for Kristi disciples fold, der prædiker og uddriver dæmoner både i Helligåndens kraft og i Jesu navn. Derfor ser vi de nidkære og misundelige disciple blive bange og bekymrede.

De var bange for, at disse mænd uden for deres fold, som Herren udvalgte og salvede med sin ånd, var trusler mod deres mission og stilling. Så i stedet for at se dem som medarbejdere i Guds mission, blev de jaloux og foragtede dem. De troede, at Guds ånd og mission udelukkende tilhører dem.

Det er interessant at Moses og Jesus nægtede at give efter for deres disciples frygt, jalousi og ondsindede anmodning om at stoppe dem. Da de selv var fyldt med Guds ånd, forstod de klogt og vidste at disse mænd var ægte. Deres mission er i overensstemmelse med Guds vilje, så alle mennesker kan modtage hans ånd og forkynde den gode nyhed.

Derfor svarede Moses: »Hvis blot hele Herrens folk var profeter, og Herren gav sin Ånd til dem alle.« Mens Jesus sagde til sine disciple: “I må ikke standse ham. Ingen, der udfører et mirakel i mit navn, vil sandsynligvis tale ondt om mig.” Så for Moses og Jesus var det en god udvikling, og de var imod misundelsens og undertrykkelsens ånd.

Så i dag advarer Jakob mod undertrykkelse og uretfærdighed af enhver art mod de svage, de fattige og dem, som Gud frit har udvalgt. Dette er især mod dem, der ikke tilhører vores, gruppe eller klasse. Vi bør ikke kvæle Guds sande ånd, der virker i dem. Vi bør i stedet hjælpe dem til at gøre fremskridt og vokse fysisk og åndeligt.

Der er mange lektioner for os fra dagens læsninger. For det første kan Gud vælge og bruge hvem han ønsker til sin mission. For det andet giver han sin Ånd til opbyggelse af sin kirke. For det tredje kan intet (ikke engang djævelen) stoppe den, som Gud virkelig salver til sin mission. Så når Kristus siger, at: “Helvedes port skal ikke få magt over Kirken” (Matt 16,18), mener han, at Guds Ånd er over hans kirke. Det skal vare så længe, som Gud ønsker.

For det fjerde og vigtigst af alt må vi ikke være jaloux eller misundelige på andres gave. I stedet bør vi se hinanden (især dem, som Gud virkelig har kaldet) som ledsagere i Guds mission.

Det er helt sikkert lidt vanskeligt og svært. Betyder det, at enhver ånd er sand? Bestemt nej, især nu, hvor der er mange falske og selvskabte præster, profeter og ulve i fåreklæder. Der er dog ingen grund til alarm! Alt, hvad vi behøver at gøre, er ydmygt og omhyggeligt at »skelne enhver ånd« (1 Joh 4:1). Kristi standard “på deres frugter skal du kende dem” (Matt 7:16) må følges klogt for at kunne skelne. Også den universelle regel om, at “ikke alt, hvad der glitrer, er guld” skal overholdes omhyggeligt.

Endelig kræver dette visdom, og det er Guds Ånd, der giver denne visdom. Kun de, der er mætte og er føjelige over for Helligånden, kan skelne og skelne mellem den sande og den falske ånd. Så vi må være meget forsigtige med ikke at foragte dem, som Herren frit og sandt har udvalgt og fyldt med sin ånd til opbyggelse af sin kirke.

Ev. Mark, 9, 30 – 37

På denne femogtyvende søndag i almindelig tid ophøjer vi Jesus Kristus, Guds søn. Han er den visdom, der kom ned fra himlen for at tjene menneskeheden. Kirken inviterer os til at lytte til ham og følge hans eksempel ved at leve et velordnet og fredeligt liv.

Dagens første læsning er opfyldt i Kristi liv. For det første peger den på Kristus, Guds søn, som blev slået ihjel af jaloux og onde mennesker. Som en retfærdig mand irettesatte og fordømte Jesus sin tids ærgerrige farisæere og skriftkloge. Så de tog anstød og forfulgte og korsfæstede Kristus.

Denne læsning er også opfyldt i livet for alle, der lider under uretfærdig forfølgelse i dag for at være ret og retfærdig. Ligesom Kristus bliver vi nogle gange forfulgt af vores fjender og endda af vores venner for at være retfærdige. Men vi må forblive standhaftige, for Gud vil helt sikkert retfærdiggøre os, ligesom han retfærdiggjorde Kristus.

Vores anden læsning minder os om vigtigheden af at fokusere oprigtigt på de ting, der forener os, snarere end på dem, der skiller os. Vi ønsker alle et harmonisk liv, men mange kristne samfund, familier og hjem lever i hyppige konflikter og uorden.

Så meget som konflikter er uundgåelige i livet, må vi ikke tillade dem at rive os fra hinanden. Desværre er roden til de fleste af sådanne stridigheder egoistiske ambitioner. Så Jakob formaner os til ikke at lade egoistiske ambitioner ødelægge vores forhold, familier og samfund.

James spørger os: “Hvor starter alle disse kampe mellem jer. Er det ikke netop i de ønsker, der kæmper inden i jer selv? Du har en ambition, som du ikke kan tilfredsstille, så du kæmper for at få din vilje med magt.” Mange familier, ægteskaber, samfund og nationer er naturligvis allerede blevet ødelagt på grund af selviske ambitioner eller ønsker.

Jesus forudsiger sin nært forestående lidelse, død og opstandelse i dagens evangelium. I stedet for at reflektere over, hvad Kristus sagde, skændtes hans disciple desværre i hemmelighed om, hvem der var den største. Selvfølgelig var deres argument rettet mod den jordiske regering, som de forestillede sig, at Kristus var kommet for at oprette. Ligesom det samfund, Jakob skrev til, oplevede Jesu disciple en interessekonflikt.

Vi ser ofte dette i ethvert samfund, kirke, familie og hvor som helst, at personlige ambitioner anses for vigtigere end noget andet. Der ser vi interne kampe, sladder, ligegyldighed, aggression, trusler mod liv og ejendom, had og alle mulige laster. Alt dette sker på bekostning af det fælles bedste og fredelig sameksistens. Hvor disse findes, kan der ikke være fremskridt, velstand og fred.

Ved at bruge et barn som et eksempel for os i dag, lærer Jesus os derfor kun, at vi skal blive som børn for at blive store. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal være barnlig. I stedet betyder det at være barnligt. Det betyder, at vi skal leve vores liv i ydmyg tjeneste for Gud og hinanden.

Ev. Mark 7, 1 – 8.14-15.21-23

I dag, den toogtyvende almindelige søndag, glæder vi os over Guds lov. Denne lov opfyldes i kærlighedens sakramente og bor kun i et rent og forvandlet hjerte. Derfor må dagens læsninger få os til at reflektere over, hvordan vi bedst kan opnå et rent hjerte for vores frelses skyld.

I første læsning mindede Moses sit folk om Guds bud og opfordrede dem til at følge loven. Især advarede Moses mod at tilføje eller fjerne noget fra det Gud havde givet dem. Men de lyttede ikke, for farisæerne tilføjede omkring seks hundrede og tretten lovsamlinger til de 10 bud.

På den måde gjorde de livet vanskeligt for Guds folk. Det var derfor, at Paulus senere måtte føre mange sager “imod loven”. Han fordømte ikke loven, men han var modstander af den måde, som de der bestemte misbrugte loven på. Han argumenterede for, at lovens ånd var vigtigere end dens bogstaver. Altså, hvad hensigten med loven var, fremfor hvad præcis det var den bestemte.

I dagens evangelium konfronterede Jesus farisæerne på grund af deres hykleri. De overholdt aldrig den lov, som de præsenterede for deres folk, og krævede at de ville overholde. Dette er en farlig livsstil, som vi skal være forsigtige med, for det samme kan ske for os. Vi er også i en position, hvor vi kræver noget af andre, som vi ikke selv kan overholde. Vi bør ikke leve et hyklerisk liv ved at gøre livet svært for andre, og på samme tid bøje loven for os selv.

Vi kaldes i dag til at evaluere os selv. Det vi bærer i vores hjerte er det der definerer os, og gør os til dem vi er. Bærer vi på had, stolthed, og andre onde tendenser, vil vores hjerte smitte hele vores legeme. Vores laster gør os dårlige – syge i sind og krop, og vi må gøre os fri af det, før det ødelægger vores åndelig liv. Vi må bede til Gud, at Han vil hjælpe os med at sortere det dårlige fra det gode.

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. – I disse ord finder vi det vi må stræbe efter, – at blive tro mod Guds befaling, ved at tillade Gud at forvandle vores hjerte. Så i stedet for at være overdreven opmærksom på lovens bogstaver og fysisk renhed, må vi følge Paulus’ råd: „Lad jeres hjerter forvandles indvendigt, så I vil kende Guds vilje. Guds vilje er hans lov. Det skal motivere os til at elske andre og undgå det onde. Hans vilje skal fremkalde sand omvendelse og et oprigtigt ønske om at tilgive andre og holde os fast i troen. Frem for alt skal det bevæge os til at forfølge det, der er ret, retfærdigt, ædelt og helligt.

I dag formaner apostlen Jakob os i vores anden læsning: Accepter og underkast dig ordet, der er plantet i jer… I skal gøre, hvad Ordet fortæller jer.” Den bedste måde at gøre dette på er selvfølgelig at lade vores kristendom komme til udtryk i, hvordan vi lever, elsker og behandler hinanden. Til sidst minder salmisten os om, at den retfærdige skal leve i Guds nærhed. Det betyder at efterleve hans ord og befaling med et rent og oprigtigt hjerte. Så lad os ydmygt bede som David: “Skab et rent hjerte i mig, Herre, og giv en ny og loyal ånd i mig”
Det rene hjerte fejrer vi netop i dag. Vi fejrer dåben af XXXX som bæres til det vandet som symboliserer fødsel, renhed og liv. Vandet vasker det onde bort, og er et tegn på at intet ondt kan adskille barnet fra Gud. XXXX får i dag en ny begyndelse som et Guds barn. XXXX er ikke alene om en ny begyndelse, for sådan sker det også for alle de børn der i dag er kommet for at begynde undervisningen til 1. kommunion og firmelse. Lad os bede for dem, at de vil opleve Gud i deres nærhed, og vokse i troen på lovens ånd frem for dens bogstaver.

Ev. Joh, 6, 24 – 35

I dag er det den attende søndag i almindelig tid. Denne søndag glæder vi os over den utrolige næring, som Gud giver os dagligt gennem Kristus, som er livets brød. Som kristne gennemgår vi en åndelig forandring ved at modtage Kristus, – en modtagelse som understreger at vores liv og tilfredshed må ikke kun være afhængig af materielle ting, men mere af det åndelige. Vi har brug for den åndelige næring, livets brød, der kommer fra himlen. Det er den åndelig føde som Kristus giver os gennem Eukaristien.

Den første læsning lærer os at “En sulten mand er en vred mand.” På grund af sult gjorde israelitterne oprør mod Moses og dermed mod Gud. De tvivlede og satte Gud på prøve. De glemte hurtigt, hvor god og barmhjertig han havde været mod dem, og hvordan han adskilte Det Røde Hav og besejrede deres fjender for at redde dem.

Men Gud beviste at han er en stor forsørger. Han fodrer dem til tilfredshed. De klagede: “Vi har intet brød!” Han sendte dem manna fra himlen. De brokkede sig: “Nu spiser vi kun brød hver dag og intet kød!” Gud lod kød regne ned over dem som støv. De klagede: “Vi er ved at dø af tørst!” Og han gav dem vand fra klippen (2 Mos 17:6).

I evangeliet læste Jesus tankerne hos de mennesker, der fulgte ham. Han udførte miraklet med mangfoldiggørelsen af brød og fisk af nødvendighed. Men ligesom israelitterne blev hans tilhængere besat af mad. De blev fokuseret på fysisk sult – på samle og eje. De kom for at søge efter deres daglige brød, men indså ikke, at Kristus var livets brød.

En vigtig lektie for os i dag er, at når vi er for opmærksomme på materielle ting, mister vi den åndelige mening med livet. Så vores forhold til Gud og andre må ikke være baseret på hvor mange materielle ting vi kan få fra dem, og hvor meget vi har at handle med.

Desværre opfører vi os nogle gange som israelitterne ved at gøre oprør mod Gud. Vi ser, at israelitterne foretrækker mad og slaveri frem for frihed. Ligesom Esau var de klar til at sælge deres førstefødselsret for en tallerken grød (1 Mos 23, 29-34). For nogle af os er Gud kun god kun, når livet er succes. Når vi står over for vanskeligheder, glemmer vi al hans godhed.

Derfor rådede Paulus os i vores anden læsning til at se længere end blot til vores næste måltid: “I skal opgive jeres gamle levevis… som fordærves ved at følge forførende ønsker. Dit sind må fornys ved en åndelig forandring.” Forførende ønsker forhindrer os i at værdsætte Guds godhed. De efterlader os med åndelig sult.

Åndelig sult er roden til svagheder. Det er som en sygdom, der æder stoffet i ens organer. Det efterlader os uden styrke til at kæmpe tilbage mod angreb på vores sind. I stedet udsætter det os for enhver form for fare. Så at iføre sig det nye menneske betyder at beskytte og nære vores sjæl åndeligt, især når vores fysiske krop er svag og lider.

Evangeliet lærer os, at Kristus er livets brød. Han er til stede i den hellige Eukaristi, og hver gang vi fejrer ham, modtager vi livet fra ham. For at støtte os på vores åndelige rejse, tilbyder Kristus os sig selv ved hver messe. Vi er virkelig velsignede, når vi beder: Herre jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Således gives vi ordet, når gøres levende i Eukaristien.

Ev: Joh 6, 1-15

Dagens Evangelium hjælper os til at forstå, hvordan Gud tager sig af alle vores behov. Johannes 6:1-15 fortæller historien om Jesus, der bespiste de fem tusinde, hvilket er det mirakel i evangelierne, som viser dets betydning. Dette mirakel forbinder sig med Eukaristien og fremhæver, hvordan Jesus sørger for vores åndelige behov. Miraklet lærer os, at selv små ofre kan have stor indflydelse, når de gives til Gud. Ved at dele og stole på Guds omsorg kan vi opbygge et omsorgsfuldt fællesskab, ligesom de tidlige kristne gjorde.

Da alle har spist og er blevet mætte, samles resterne i 12 kurve. I Biblen er tallet 12 et udtryk for det fuldendte og det perfekte, og vi ser igen hvordan Gud griber ind i det små og forvandler det, så det bliver fuldkomment. Gud griber ind i det brød der er skabt af mennesker og gør det fuldkomment. På samme måde sker det under eukaristien, hvor Guds hånd griber ind i det brød eller hostier der er skabt af mennesker, og forvandler det, så det bliver af en ny værdighed.

Evangeliet om forvandlingen kan inspirere os. Vi lægger mærke til at Jesus ved miraklerne aldrig giver fisk ud af ingenting. Altid under miraklerne som vi hører om, er der noget som han forvandler – vand til vin, storm til stilhed, fisk og brød til mere af det samme. Det er som, for at vise os at den smule vi allerede har, der ikke er nok, dét får værdi i Hans hænder.

Ofte kan vi møde mennesker der har den holdning at det ikke nytter at hjælpe verdens fattige, eller dem som lider, fordi støtten kun går ned i et stort hul. Ja, måske kan vi også selv rammes af den tanke. Vi ser lige nu hvordan varme rammer store dele af verden, og med billederne kan det virke meningsløst at rydde op for hvor skal man begynde?! Mange steder i verden står overfor den slags kriser, og det uoverskuelige kan vi også rammes af indeni. Følelsen af ikke at være noget – ikke at have noget at byde på – at være uden værdi. Det er en følelse som mange går rundt med.

Jesus minder os om i dag at ringe værdi, det mindre værd, og sorgen i det mistede – det er kun en menneskelig håbløshed. For Gud er den lille smule vi har, et fundament at bygge på. Sådan blev en madpakke til mad til tusinder af mennesker. Sådan blev vand til vin ved brylluppet og sådan vækkede Jesus den døde. Når vi har en smule, og der i den smule er et håb og en tro på at Gud er med os, er der grobund for mirakler.

Uden Gud har vi ikke meget at give. Uden Gud i vores liv har vi kun lidt. Vi er kun lidt. Og mange udenfor kirken vil nok sige, at det ikke passer for de har både hus og bil, og er opdraget til at være gode mennesker. Og at være gode mennesker har en stor værdi.

De har ret. Og de har ikke ret. For også det gode menneske, og mennesket med hus og bil er afhængige af, at Gud tager den smule vi har og forvandler det til mere. Om vi lever eller dør afgøres ved om vi ødelægger jorden eller giver den smule vi har, for at bidrage til at bevare den, så Gud fortsat kan vise os miraklet der sker når græsset gror og blomster springer ud trods tørke. Gud er kilden til alting – Han er skaberen af den jord vi træder på, og den luft der omgiver os. Hver eneste dag tager han alt det og forvandler det til mere.

Med forvandlingen i dag mindes vi om at vores liv afhænger af Gud. Vi kan ikke meget på egen hånd, men tør vi sætte den smule vi har i spil, møder Gud os og viser os et lille vindue ind til Hans evige Rige – et glimt der kan mangedoble det håb, vi lever på.