Mar 22 2021

Pastor Judes prædiken til d. 5. søndag i Fastetiden 2021

Udgivet af

Prædiken til d. 5. søndag i fasten 2021. (live-streamed)

Ev: Joh 12, 20-33

Større kærlighed har ingen end den der sætter sit liv til for sine venner. Sådan siger Jesus og det kan virke gådefuldt for os. For hvem vil opgive noget så dyrebart som livet selv, for nogen? Selv endda en ven? Det vidner om en grad af næstekærlighed, der kan få enhver til at tøve og tænke om vennen virkelig er værd at ofre livet for.

At bringe offer er netop hvad teksten i dag handler om. I dag fortæller Jesus os om begivenhederne for de næste 14 dage, men ingen fatter det rigtigt – ligesom vi heller ikke rigtig fatter det nu. ’Timen er kommet’ siger han. Ja, timen er kommet til at Gud vil ofre sin egen Søn, lade Hans hvedekorn falde i jorden, for at det skal bære mange fold; for at det skal spire igen – altså for at det skal genopstå og herliggøres. Og alle skal følge ham.

Sådan lyder begivenhederne de næste 14 dage. Smerte, død og evigt liv, men Jesus taler ikke kun om sit eget liv. Han taler også om vores liv for sådan lyder det – at vi skal følge ham. Vi skal følge ham fordi den der tjener ham, skal følge ham og være der hvor han er. Også vores hvedekorn skal falde i jorden, for at det kan rådne og blive til jord og give næring til nye liv.

Og denne snak om døden kan give os angst, for selvom vi er her i fasten og endnu husker askekorset som symbol på døden, er der ikke noget der kan bringe os ud af fatning som tanken om at miste livet. Hos nogen kan det ligefrem kalde på en følelse af panik. Vi ser det tydeligt lige nu hvor hele verden er sammen om at redde livet for de mange som uden regler og lovgivning ville miste det. Sammen hver for sig tager vi vores forholdsregler og styrer udenom alt der kan forkorte vores liv.

Vi skal holde afstand og vaske hænder og nyse i ærmet, og det er vigtigt for at vi ikke berøver nogen livet, men ingen af de regler kan beskytte os mod den største risiko for at møde døden. Risikoen for at døden kommer fra hjertet er langt højere end noget andet. Ikke fordi hjertet svigter, men fordi vi dør i vores følelser, i vores omsorg og næstekærlighed. Dermed kan vi alligevel være i live. Vi er døde men alligevel i live. Døden i os er ikke kommet udefra men indefra.

For sådan tales der til os i dag, at den der elsker sit liv her på jorden – altså den der går rundt, død i hjertet, og lever for magt og profit – det menneske skal miste livet, men den som lever med et levende hjerte – altså den der vier sit liv til næstekærlighed og en brændende omsorg for andre – det menneske skal bevare livet til evighed.

Hvedekornet der falder i jorden er med til at føre slægten videre. Kornet giver således næring til de næste korn, og den beskrivelse af døden giver os mennesker et håb. Vores rolle her er ikke udspillet den dag vi lukker vores øjne, og sådan peger Jesus allerede nu, den 5. søndag i fasten, hen mod det glædelige budskab i påsken. Det han taler til os i dag slutter ikke med langfredags smerte. Nej, han tager os med videre i fortællingen, fordi langfredag ikke sætter punktum.

Lad os i dag tage tanken om hvedekornet til os og bede om at det vil ske. Må Jesu ord lægges i vores jord og spire og vokse i os, så vi kan give ordet videre og forhindre hjertets død hos os selv og alle omkring os. På den måde giver vi troens liv, og på den måde giver vi næring videre, sådan som Gud har givet næring til os. Da vil vi opfylde ordet, at Ingen kærlighed er større end at sætte livet til for sine venner.

Lad os gå ud i dag og passe lige så meget på vores hjertes sundhed – dets evne til at vise omsorg og kærlighed – som vi er påpasselig med at holde afstand og vaske vores hænder. Da vil vort hjerte bevare livet til evig tid.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 5. søndag i Fastetiden 2021

Mar 15 2021

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Fastetiden 2021

Udgivet af

(Livestreamed)

Denne fjerde søndag i fasten er kendt som den glædelige søndag. Klædt i lyserød som er en blanding af fastens lilla farve og festens og sejrens hvide farve, inviteres vi til at glædes over at Jesus snart vil sejre over døden og graven og opfylde Guds ord. Vi markerer denne søndag, fordi Jesus gennem fasten åbner vores øjne for hvad der er nødvendigt. Vi møder vores svaghed, og inviteres til at indse hvor lidt vores materielle ting gavner os. Vi behøver meget mere – og noget helt andet, end det vi selv kan skrabe sammen for at leve Guds ord. Når vi omtaler denne tid som ’fasten’, kan vi glemme, at faste ikke kun er faste, men at faste også er bøn og almisse. Det er let at komme til at fokusere på det, der kun handler om os selv og vores afsavn, og ikke på hvad vi må tilføre livet.

Er vores fokus på den del af fasten, som handler om alle vores egne fravalg, må vi omvende os og forny vores faste. Vi må se på den gave, vi er givet, at vi har mulighed for i et nedlukket Danmark, at komme tættere på Gud gennem bøn og almisse, for således står der skrevet, at Gud elskede verden, og sådan elsker Gud mennesket så højt at Han gav sin egen søn, så enhver der tror ham skal have evigt liv. Alene de ord er nok til at minde os om, at fastetiden ikke er en tid for bøjede hoveder, afmagt og apati, men en tid hvor Gud påbyder os at vokse og forberede os.

Sådan ser vi det netop ske for farisæeren Nikodemus. Evangelieteksten er en del af et møde mellem Jesus og Nikodemus, som finder sted midt om natten. Her, i mørket og uden de andre farisæeres kendskab stiller Nikodemus spørgsmål og får svar fra Jesus, for på den måde at udfordre Jesus og opfylde den tvivl, han bærer på. Nikodemus befinder sig i mørket. Han er åndeligt blind, og forstår ikke mange af de ord, som Jesus taler til ham. Alligevel er han optaget af Jesus.

Deres samtale omhandler den nye fødsel, altså at blive født både kødeligt og åndeligt i dåben, hvor vi bliver Guds barn. Dåbens løfte kan fornyes i os alle, og det er dét Jesus taler til os efter samtalen med Nikodemus. Jesus vender sig til os og taler om lyset mod mørket og jorden mod himlen, og om hvordan vi menneskers tanker drejer rundt om jorden og rundt om mørket, fordi vi ikke forstår lyset og ikke begriber Himlen.

Ordene, der rammer os som mørke i vores i forvejen coronaplagede hverdag, efterlader os dog ikke alene tilbage. Jesus giver ikke ondt af sig, blot for at forlade os i mørket. Der kommer et ’men’, for der er en vej ud ad mørket. Der er en vej ind i lyset, for også vi inviteres til at omvende os, udfordre Jesus med vores tvivl og på den måde udforske vores tro.

Gud elsker mennesket, og enhver der har elsket ved, at når vi elsker nogen, så ønsker vi godt for dem. På samme måde, men bare endnu større end vi begriber, så ønsker Gud godt for mennesket. Gud ønsker vi skal søge lyset, hvorpå der er ingen ende. Vi kan, som Nikodemus, lægge vores anliggender frem for Gud og være nysgerrige. Ved Guds nåde voksede troen på verdens frelser, og med tro fulgte trofasthed for ved gravlæggelsen medbragte Nikodemus myrra og aloe, fordi kærligheden udviklede sig i tiden mellem nattens samtale og Jesu død. – En kærlighed der kom til udtryk i en gave, en almisse, af stor værdi.

Nikodemus kan være til inspiration for os alle i denne tid, hvor restriktioner, smittetryk, vacciner, og testkapacitet er ord, der fylder vores hverdag. Lad os ikke faste ved at søge at skære yderligere fra, men derimod søge at lægge mere til. Tag hvad du har og læg Nikodemus’ nysgerrige spørgsmål til. Tag hvad du har og læg kærlig almisse til, for da vil den, der gør sandheden, komme til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Fastetiden 2021

Mar 08 2021

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Fastetiden 2021 (live-streamed)

Udgivet af

Ev: Joh 2, 13-25.

For lidt mere end 1 år siden hørte vi om de første Corona smittede i Danmark. Vi tænkte vel alle at det nok skulle gå, at vi skulle holde ud indtil sommer, og så ville alt blive godt. Det viste sig at vi skulle gå gennem meget. Isolation, ensomhed, kreativitet, træthed, bekymringer og længsel.

Men Jesus gav os et håb, da vi de sidste to søndage har hørt om hans kamp ude i ørkenen, og om hvordan han viste sig for mændene på bjerget. Han gav et håb om at trods vores problemer, trods vores kampe i livet så er der altid en frelser og forløser. Jesus lovede os nemlig ro og stilhed i ørkenen – ja, en slags pause fra livets travlhed, og på bjerget forvandlede han sig foran vores øjne, så det blev klart, for de der havde glemt det, at han er lige midt i blandt os alle.

I dag er sagen anderledes. I dag ser vi ikke Jesu milde ansigt – i dag ser vi derimod hans vrede. En vrede som ikke anerkender vores tempel, endda en vrede som vil rive det hele ned og bygge noget bedre. Templet kan være et billede på mange ting, både samfundet, kirken, verden men vigtigst af alt et billede på os selv. Et billede på dig og et billede på mig.

Nogle af os lever i et stort tempel. Et tempel vi plejer med gode oste, store bøffer og lækre poser med slik, mens andre lever i et mere beskedent tempel, som kun fyldes med grøn te og grøntsager. Alligevel kan disse to slags templer have noget tilfælles. Jesus kan blive vred på dem begge, og han kan have lyst til at bryde dem begge to ned.

Et tempel kan være et menneske, som er troende og går i kirke, men kun husker ritualerne og bønnen. Ritualer og bøn er godt, for det gavner vort fællesskab og det gavner vores nærvær med Gud, men bøn og ritualer må aldrig stå alene. Vi må altid huske, at vi som mennesker har en forpligtelse, nemlig først og fremmest at handle næstekærligt overfor vores brødre og søstre.

Det er dér vores tempel vokser. Det er det tempel vi hele livet må bygge på – altså den omsorg vi giver andre mennesker, det at vi giver os tid til at tale og ikke mindst lytte, det at vi altid gør vores bedste for at arbejde for næstekærlighed. Et sådan tempel, altså et sådan menneske, er værd for Jesus at bygge videre på.

Vi befinder os i øjeblikket midt i fastetiden. Vi er blevet hjulpet på vej med Jesu milde ansigt og hans kærlighed, som har sendt os på vores vandring i ørkenen. Han har vist sig for os for at give håb, så lad os derfor nu bremse op og kigge kritisk på vores eget tempel. Hellighed er ofte noget, vi tror, vi kan se på det ydre; på præstens tøj, hvordan vi knæler og hvordan vi modtager kommunionen, men som vi alle ved findes hellighed ikke udenpå tøjet.

Hellighed findes under huden – inde i vores tempel, og hellighed kommer ikke sådan pludselig til syne. Hellighed er en egenskab vi alle deler, og således er Gud ikke kun Gud for de udvalgte hellige. Nej Gud er Gud for alle, uanset om Han bryder templet ned og bygger et bedre, eller om Han bevarer det tempel, der kan bære Hans bud om næstekærlighed.

En opfordring til os alle i dag er at bygge et tempel efter Guds anvisninger, som kan bære alt det vi står for. Lad os værne om det tempel, for med et stærkt tempel, vil Gud igen vise sit milde ansigt og kærligt tage os i hånden ud i ørkenen for at give ro og stilhed, og op på bjerget for at vise sit ansigt og give os vished.

I første læsning hørte vi om de 10 bud. Lad os alle virkelig tænke på de 10 bud og mærke at Gud inviterer os til skriftemålet – Ikke for at straffe os, eller håne vores fejltagelser. Men fordi Han elsker os, længes efter os og igen vil have nærvær med os.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Fastetiden 2021 (live-streamed)

Mar 02 2021

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Fastetiden 2021

Udgivet af

Prædiken til d. 2. søndag i Fasten 2021 (Livestreamed).

Ev: Mark 9, 2-10

Der er ingen tvivl om at vi som danskere er under et stort Coronapres. Knap havde Mette Frederiksen præsenteret den første lille genåbningsplan, før spørgsmålene voksede frem. Hvorfor åbner noget mens andet forbliver lukket? Hvorfor må skolerne når frisøren ikke må? Sådan er vi mennesker at vi har brug for forklaringer, for at se livets logiske sammenhæng.

Vi er i evangeliet vidner til at Peter, Jakob og Johannes er sammen med Jesus i dag på bjerget. Jesus forbyder dem at fortælle nogen hvad de har set, og de følger hans ord, for de er udmærket klar over at det de så på bjerget IKKE er en FORKLARING på noget i denne verden.

Derimod var det de oplevede en FORKLARELSE. Og det er noget ganske andet end en forklaring. Forklarelsen er ikke baseret på logiks sammenhæng, men er derimod at lysets stråler rammer dem, og giver dem en fornyet kraft til at fortsætte. Det var dette Guds lys der ramte Peter, Jakob og Johannes i dag.

Det samme lys kan ramme os. Vi er gået i gang med fastetiden, og hver især har vi ønsket noget at fokusere på – og ellers kan vi nå endnu at begynde, men måske føler vi os alene i vores fastens ørkenvandring. Vi spiser måske ikke meget, men spørger os selv hver dag – hvorfor? Hvilken nytte gør det? Eller vi læser ekstra meget i Biblen, men mærker ikke at ordene gemmes i vores hjerte. Vi er med andre ord ikke ramt af Guds lys i vores vandring, og leder måske efter den logiske sammenhæng, der kan give svar på vores ’hvorfor’.

Men pludselig kan der ske det, at vi får denne følelse af at Guds lys rammer os når vi beder, når vi rækker en hånd ud til andre eller når vi er i bøn til Gud. Det kan være et lille tegn, en følelse af fællesskab med Gud, som giver os kræfter til at fortsætte. Det er en forklarelse – noget der bliver klart for os. Peter spørger Jesus om at bygge 3 hytter – en til Moses, en til Elias og en til Jesus, men det er ikke det formål Jesus har med at være på bjerget.

Jesus viser de tre mænd at han er guddommelig. Han viser at han er både menneske og guddommelig – at han er begge dele på én gang. Det er netop det der skal stå klart for os i dag.

Jesus BLIVER ikke guddommelig i dag – det har han været siden han blev undfanget. Men glimtvis ser vi hans guddommelighed for at få fornyet kraft og modet til at fortsætte. Jesus ansigt skinner som solen og hans klæder bliver hvide som lyset, men det betyder ikke at han holder op med at være menneske. Han er begge dele – både menneske og Gud.

Jesus kunne og kan stadig gøre brug af sine guddommelige egenskaber og sine menneskelige egenskaber. Han gør det ene eller det andet alt efter hvad der tjener hans formål. Jesus blev menneske for at komme så tæt på os, og give os en forklaring, så vi kunne se, at troen på ham og det evige liv blev et bud der lå lige foran vores fødder. På trods af hans guddommelighed holdt han loven, adlød samfundets regler og gik gennem lidelser der ligner de lidelser vi også må håndtere i vores liv.

Vi er i dag i den anden søndag i fastetiden og vi inviteres til at lade forklarelsen give os modet til at fortsætte vores faste. Lad os efterligne Jesus – at han på trods af sin guddommelighed ikke brød regler eller hævede sig selv op over andre, for at undgå lidelse. Han gjorde sig ikke voldsom for at gå i rette med nogen.

Lad os i dag tage det budskab til os ligesom de tre mænd på vej ned fra bjerget tog Jesu ord til sig, og gemte på den oplevelse de havde haft. Lad os på samme måde gemme og samle på oplevelser af lysets stråler der giver guddommelighed i vores liv. Da vil vi kunne vandre med Jesus tilbage til vores daglige gerninger og minimere vores voldsomhed, idet Gud genspejles i vores hjerter.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Fastetiden 2021

Feb 21 2021

Pastor Judes prædiken til d. første søndag i Fastetiden 2021

Udgivet af

Prædiken 1. søndag i fasten 2021. (Livestreamet fra Aalborg)

Ev.: Mark 1, 12-15

Når vi læser sætningen i evangeliet: ’Og i 40 dage var han i ørkenen’, kan vores øjne gå hen over ordene uden at forstå hvad der egentlig står. Det er en sætning som lyder ganske let og uden besvær. Der står ikke noget om at det var hårdt, eller svært, eller ikke til at holde ud.

Men ethvert barn der har ventet på juleaften i 24 dage eller enhver voksen som har levet isoleret mens de ventede på Corona test og svar ved alt om, at tiden kan føles lang, og at mange tanker og følelser kan nå at opstå for så at forsvinde igen.

40 dage var Jesus i ørkenen og vi kan kun gøre os forestillinger om hvad han lavede der. Hvad ville VI lave der i ørkenen er spørgsmålet til os i dag. Det var Ånden der drev Jesus derud – hvor driver Ånden OS hen? Sandsynligt er det at Ånden også vil drive os derud. Der hvor der ikke er noget andet menneske. Der hvor intetheden hersker og hvor vi ikke kan stikke af. For derude findes svarene på det meste – svarene på Guds vilje. Svar som Gud planter og nærer i os, så vi kan vokse i Hans kærlighed.

Jesus blev fristet af djævelen. Hvis nu djævelen lignede dem der kommer til karneval eller ham fra Tour de France, så kunne vi nok klare det. Hvis der pludselig stod en skikkelse foran os klædt i rødt og stak til os, ville vi sige ’nej tak’ og gå. Men fristeren er mere snedig end det. Det er ikke en skikkelse – ikke en mand i rødt tøj. Nej, fristeren kommer i form af alt det vi længes efter – alt det vi mangler, alt det der kan få os til at passe ind.

Når fristeren kommer til os er det ofte i vores ensomhed. Tankerne opstår når vi føler os alene, når vi er drevet ud i ørkenen af Ånden – en ørken af kedsomhed eller meningsløshed. Vi ved godt at de fristelser, der opstår, ikke er gode for os, men fristelsens magt er stor. Vi fristes til at tale ondt om vores næste, til at se flere mennesker end vi må i denne tid, til at lyve, at tale os selv op og andre ned. Listen er lang og den kan fortsætte i evighed. Og fristelsens stemme lyder: At det hele nok skal gå selvom vi falder i.

Men sandheden om fristelsernes magt er for hvert ja – for hver gang vi giver efter – så fjerner vi os et lille skridt fra Gud. Det er ikke Gud der går væk fra os, men os der går væk fra Gud. Så lad os virkelig øve os i at finde værdi i denne ventetid, hvor vi har chancen for at nærme os Gud. Vi er jo lige begyndt med de første fastedage, som er en unik mulighed for at lære at kende forskel på fristelser og Guds vilje i vores liv.

Jesus siger til os i dag: ’Omvend Jer og tro på evangeliet’. For at omvende os må vi gøre noget nyt. Vi må læse evangeliet, dele det og bruge tid på at forstå det. Vi må reflektere over vores eget ego og Guds planer. Med askeonsdag og den 40 fastedage gives vi en gave, som det er op til os at tage imod. Ånden er med os alle dage, men vi må give plads så Ånden kan udfolde sig i os.

Lad os på denne første søndag i fasten sammen vove os ud i ørkenen, for sikkert er det at vi vil lære meget, der hvor der er intet. Vi vil erfare stort, der hvor der er småt, og da vil vi opleve hvordan Ånden driver os og bærer os, – der hvor intetheden hersker.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. første søndag i Fastetiden 2021

Feb 15 2021

Pastor Judes prædiken til d. 6. alm. søndag 2021

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til d. 6. alm. søndag 2021 (livestreamed).

Ev Mark 1, 40-45

På Jesu tid var livet som spedalsk ikke let. Man var tvunget til at informere om ens sygdom og man måtte opholde sig udenfor byporten med afstand til alle andre. Dér, udenfor byporten sad de fattige syge spedalske og råbte op om deres sygdom til alle der kom forbi så andre ikke kom i nærheden af dem.

En dag jeg handlede i Kvickly for et par uger siden, var der en kvinde som fik et hosteanfald. Hun fik sikkert noget i den gale hals og kom til at hoste uden at kunne stoppe igen. Og på få sekunder lignede Kvickly byen og byporten hvor alle fjernede sig fra kvinden i angst for at hun var smittet med Corona. Alle steder hun gik fjernede folk sig fra hende, og jeg kom til at tænke på fortællingen om den spedalske.

Det er ikke let at være i andres søgelys og mærke andres dom. Som menneske oplever vi det på mange forskellige måder. Vi dømmes af Corona-politiet, af folkedomstolen, af fremmede og dem vi kalder vores venner. I familien går vi heller ikke fri. Vi blander os i hinandens levevis, standarder og i de valg der tages. Det bliver op til andre at dømme od ude eller inde, og især mange unge mennesker kæmper hver dag så meget for at være dømt inde, at de glemmer hvem de selv var til at begynde med.

Fortællingen om helbredelsen af den spedalske er en påmindelse til os alle om at uanset hvor meget sorg der er i vores liv, og uanset hvor meget dømt ude vi er, så ser vi ikke bare ind i et sort hul. Også vores renselse og vores frelse ligger i Guds hænder, ligesom vi har hørt det om den spedalske mand. Vores skæbne bæres ikke af dem der dømmer os på vores hudfarve, køn, alder, tøjstil eller evner. Nej, vores skæbne afgøres af Gud sammen med vores anger og bøn til Ham.

Helbredelsen af den spedalske mand er et mirakel, der rummer en stor mystik. Udover at være et mirakel, er det også et bevis for Guds kærlighed til mennesker, – et bevis på at Gud hører vores bøn. Lidelse og korsets smerte ikke er en håbløs tragedie. Smerten er en påmindelse om alt det andet vi også har båret på. Sådan var det også for Jomfru Maria da hun stod ved korset. Hun bar på Jesus før han endnu var født, hun bar på og det moderlige kald for sin Søn og for hele kirken.

Hver gang vi oplever modgang i vores liv, og pludselig ser at knuden løser sig, må vi huske den spedalske mand men også på Maria. Han sidder der – udstødt og uden værdighed. Han er samfundets laveste. Jesus giver ham en ny rigdom i sit liv – nemlig renheden, og Jesus fjerner hans bekymringer. – Og hvad er så mandens tak?

Fuld af glæde og stolthed går han ud og afslører Jesus og forråder på en måde den tillid Jesus har vist ham. Manden gør det modsatte af det Jesus ønsker. Vi må være trofaste i vores tro, både når det gælder og det ikke gælder. Lad os ikke kun bede til Gud i vores håbløshed, men også efterleve Hans ord til os i vores glæde, for sådan viser Maria os at vi ikke må miste håbet. Hun mistede sin søn, men alligevel vandt hun ham.

Lad os lægge al vores afmagt frem for Gud. Snart begynder fastetiden og i dag er en god mulighed for os til at erkende smerten men ikke lade den lamme os ved påmindelsen om at lidelse, smerte og andres dom over os, ikke er det der former os, men alene det bånd vi har med Gud. Lad os i dag bede til Ham: ”Hos dig søger jeg skjul: du lader jubel over min redning lyde omkring mig”

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 6. alm. søndag 2021

Feb 03 2021

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag 2021

Udgivet af

Prædiken til d. 4. alm. søndag 2021. (Livestreamed)

Ev: Mark 1, 14-20

(kirketælling)

Vi hører i øjeblikket om hvordan få lande har købt de fleste Corona vacciner, og at næsten ingen vacciner vil nå frem til Afrika. Her i Europa lukker vi ned og holder afstand, mens der regnes på økonomiske modeller. I verdens fattigste lande har man ikke de samme muligheder. Dér, må man overlade livet til korrupte magtmænd, gå på arbejde og håbe på det bedste.

Sådan er verden delt op i rig og fattig, heldig og uheldig, retfærdig og uretfærdig. Sådan er verden delt op på grund af politik, økonomi og grådighed, og vi kan kigge på alt det, og have svært ved at få verden til at hænge sammen med ordene: Du skal elske din næste som du elsker dig selv.

Men Jesus giver os ’gode nyheder’ i dag. Han siger til os: ’Guds rige er kommet nær. Omvend Jer og tro på evangeliet’. Han vil at det skal gå os anderledes, at vi virkelig tør elske vores næste. At vi vover at turde dele ud af vores reserver til dem som ingen reserver har. Det gælder både mad, vacciner og medicin, men måske især ord, tilgivelse og kærlighed.

Hvis vi deler ord, tilgivelse og kærlighed ud, så er det en måde for os at omvende os på. Vi må bremse op i dag og se at tiden er virkelig inde. Det er nu vi må lave alting om, for Guds rige er nær – ja, vi står midt i det. Det rige som Gud har skabt for os er lige foran vores øjne. Vi har vores frihed til at sige, at det vedkommer ikke os, at vi kigger på det i morgen, at vi finder det gode frem når vi engang får tid. Men det er en gratis måde at tro på, og vores tro kræver langt mere af os.

Vi kan se det i evangeliet. Jesus kalder på fiskerne for at gøre dem til menneskefiskere. Straks smider de garnet fra sig og følger ham. De beder ikke Jesus om at komme en anden dag. De smider alt hvad de har i hænderne og så går de med, i tillid og troen på at Jesus vil skabe en ny fremtid for dem. På samme måde kræver troen vores nærvær. Giver vi ikke ordet, tilgivelsen og kærligheden opmærksomhed så fjerner vi os fra det, og bringer os i fare for at blive styret af verdens politik og grådighed.

Jesus kalder på mennesker for at alle skal følge ham. Han opfordrer os til at følge ham ind i en verden af tilgivelse. En verden hvor alt deles ud til dem har mangler. En verden hvor kærligheden bruges som våben mod det der nedbryder mennesker. Ja, han opfordrer hele menneskeheden til at vende sig rundt og se på evangeliet, og forstå med egne øjne at dér er den nye fremtid vi kigger på.

I dag skal Danmark spille finale i håndbold. Alle danskere burde være stolte og støtte de dygtige spillere. Men overraskede hører vi at landstræneren og spillerne må læse om dem selv, at de er for tykke, for dårlige, for gamle og unge, for meget og for lidt. Vi mennesker skal mindes om, at omvendelse også er at Gud kræver af os, at vi behandler vores ytringsfrihed som guld, for ordet er givet af Gud.

Jesus er verdens lys som lyser for os når menneskets flamme slukkes, og når verden drejer rundt om pandemi og grimme ord. Lad os bede for i dag at verden og os der er her tilstede vil se at det der er grundlagt af den tidlige kirke, af Sankt Ansgar som fejres i dag – at det er Guds rige, og at vi vil omvende os og tro på evangeliet!

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag 2021

Jan 25 2021

Pastor Judes prædiken til d. 3. alm. søndag 2021

Udgivet af

Pastor Judes prædiken: Guds Ords 2021.

Ev: Mark 1, 14-20.

Onsdag var vi vidner til hvordan en ny præsident blev indsat i USA. En historisk dag, hvor vi kunne blive inspireret af de ord vi hørte fra talerstolen. Til denne søndags prædiken blev jeg inspireret af særligt én sætning. Det blev sagt at indsættelsen af den nye præsident var et ’normalt mirakel’.

I dag fejrer vi Guds ords søndag. Også det kan vi kalde et normalt mirakel. At vi lytter til Guds ord hver søndag – ja faktisk hver eneste dag, er et normalt mirakel. Og det, at vi overhovedet har muligheden for at lytte til Guds ord er et normalt mirakel. Nogle gange kan vi tage Guds ord for givet. Vi har Biblen med os, og slår op og læser ord Jesus har sagt, eller vi beder en kendt bøn og tænker måske ikke videre over, hvordan alt det er blevet skabt.

Sådan er det, fordi det for os er normalt. Vi ved godt at Guds ord findes i Biblen. Vi kender godt lyden af Fader Vor, af syndsbekendelsen, af Hil dig Maria og af Trosbekendelsen. V kender mange lignelser og hele Jesu liv, død og genopstandelse. Og det bringer os på en måde i fare, for vi risikerer at Guds ord bliver som en sovepude af normalitet.

Guds ord er et mirakel i vores liv. Vi kan ikke sige at vi aldrig har oplevet et mirakel, for vi har Biblen – en hel bog om mirakler som Gud har udført ved at skabe verden, sende profeter og sin egen søn og tale til os i tekster, som ved vores dåb har forandret vores liv.

Her i slutningen af en kold og grå januar hvor vi har taget den grønne almindelige farve i brug her i kirken, venter fasten foran os, og coronaen kæmper med os alle om hvem der er mest udholdende. Er det pandemien eller er det os? Vinder den og gør os syge, eller vinder vi ved forsat at holde fast?

Det er en svær tid vi lever i, og en tid hvor vi har brug for mirakler. Vi har brug for at blive mindet om, at Guds ord er et mirakel, vi kan have tillid til. Jomfru Maria inspirerer os til at leve efter det som Gud taler til os, og ikke bare fremsige ordene. Enhver kan råbe: Herre, Herre, eller udtale ordene ’forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere’, men hvad sker der med ordene og meningen hvis vi bremser op, og virkelig lever efter dem?

Har vi virkelig tilgivet dem der har syndet imod os? Tror vi på Den Hellige Katolske Kirke? Ønsker vi fred på jorden for mennesker med god vilje? Mener vi det virkelig, at vi ofte har undladt det gode, eller er vi hævet over det? Vi inviteres til at reflektere over hvordan vi efterlever Guds ord – for måden vi efterlever dem på har ikke bare betydning for os, men også for vores personlige forhold til Gud, for vores frelse og for måden vi bærer vidnesbyrd om vores tro på Gud.

Lad os i dag og i den lange fastetid der kommer benytte chancen for at læse Guds ord som om det var første gang vi har læst det. Lad os opleve Guds ord med et barns sjæl, så vi vil finde glæde, sorg og undren i de ord Gud taler til os. For først med et barns briller på vil vi se at mirakler er normale i vores liv. Og da kan vi se at tiden er inde, Guds Rige er kommet nær. Lad os omvende os og tro på evangeliet.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 3. alm. søndag 2021

Jan 17 2021

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag 2021

Udgivet af

Prædiken til d. 2. alm søndag. ( livestreamed).

Ev: Joh 1, 35-42

På Facebook kan man blive venner. På Instagram kan man følge nogen. På Messenger og Viber kan man skabe kontakt. På YouTube kan man lave et abonnement. Det er dem jeg kender. Men udover det kan man også være forbundet på Tiktok, på Snapchat og en masse andre steder som jeg nok ikke kender meget til. Når vi er aktive disse steder kan der være flere grunde til det. Vi inspireres af mennesker vi ikke kender personligt. Vi viser vores eget liv frem – eller i hvert fald dele af det. Vi viser gerne vores overskud, og tror på samme tid at alle andre viser os hele deres verden. Vi følger andre af nysgerrighed, fordi de er forbilleder eller fordi vi inspireres af dem.

Som mennesker har vi nemlig brug for at følge nogen, og at have noget foran os som viser os det gode eksempel eller også gerne det modsatte. En tendens vi mennesker har er nok at vi gerne følger og inspireres af noget som ligner os eller vi er enige med. Det udfordrer os ikke, men det giver os et håb, og styrker den retning vi bevæger os i. Vi tror på at det driver os fremad mod noget bedre.

Vi sidder og ser livestream i dag fordi vi også følger nogen langt vigtigere – nemlig Jesus. At følge Jesus hører vi netop om i dag. Det er et evangelium uden meget drama og uden skyggen af et mirakel. Alligevel er evangeliets ord vigtigere end nogensinde. Det handler om en mand, Johannes, som ser Jesus gå forbi. Det fortæller han til to andre, og de skynder sig at følge efter Jesus for at blive hos ham resten af dagen. Derpå går de hjem og fortæller at de har mødt Messias. Historien er slut.

Disse to mænd har fundet noget vigtigt. De har fundet noget at holde fast i. ’Se dér er Guds lam’ siger Johannes, og Guds lam, Guds uskyld her på jord er netop hvad de har fundet. Dét er et håb man kan holde fast i, og netop der findes evangeliets simple budskab: Når livet peger mod Jesus, så rejs Jer op og følg ham. På de sociale medier er det mere broget. Vi kan finde nogen der mener hvad som helst.

Vi kan finde en som mener Corona er ’Fake news’. Vi kan finde en som er vegetar, en der kun lever af kød, en der laver reklame og en der styres af angst. Det er svært både som ung og gammel at vide hvor vi skal gå hen, for det er ikke klart hvem der er lys og hvem der er mørke. Det er ikke åbenbart hvem der er sandhed og hvem der leder os på afveje.

Vi må gå derhen hvor Jesus går hen for der er lyset. For kort tid siden fejrede vi Jesu fødsel og for blot en uge siden fulgte vi med i hvordan de hellige tre konger kom med gaver. I dag er jeg og alteret klædt i grønt. Det betyder at den almindelige kirketid er begyndt – festen er slut, hverdagen er begyndt, men lad os ikke bare være tilfredse – eller opgivende her i en corona tid, med den tanke at livet uden hinanden er den nye normal. For vores Far, findes ingen almindelige dage og ingen normal. Hver dag er en gave som vi bliver givet. Lad os derfor alle dage gå i Guds retning uden at miste fodfæste.

Vi vil hver dag inviteres til at følge Jesus og blive hos ham ganske som mændene i evangeliet. Også os vil han spørge ’Hvad vil I?’ og lad os have svaret klar for med en dyb tro vil vi følge ham til vore dages ende. Han som er Guds lam. Lammet – det blideste, blødeste og mest skrøbelige vi kender, og som ikke åbner sin mund når det bringes til slagtning. Sådan viste Jesus sig for os, som lammet der blev mishandlet og plaget men i stedet for at flygte, tog alt vores skyld på sig.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag 2021

Jan 11 2021

Pastor Judes prædiken til Herrens Dåb 2021

Udgivet af

Mark 1, 1-7. (Livestreamed)

Vi gik ind i 2021 med et håb om at juletidens regler kunne lettes lidt. Det viste sig at være et håb der var forgæves, for i stedet for lettelse føles det nu endnu tungere end før. Stadig er kirkens døre lukkede og vi er begrænsede. Så da jeg skulle forberede denne søndag fik læsningerne mig til at tænke på Jesu fristelser i ørkenen og alle plagerne i Egypten. Begivenheder som også dengang må have føltes uden ende, ganske som vi føler nu at Corona er uden ende. Sådan er det med plager og lidelse. Det er svært at se ud på den anden side, når man står midt i det.

Men plagerne og fristelserne fik en ende, og sådan vil det også ske for os en dag, at corona er fortid og vi kan være sammen. For at vi kan se derhen må vi leve i håbet. Midt i mine tanker om denne søndag ringede telefonen. Det var en kvinde, der gerne ville bestille dåb af sit lille barn. Og lige der blomstrede håbet igen. Vi blev enige om at skrive vores aftale i kalenderen med blyant!

Dåben er det lysende håb ude i horisonten, og dåben er den lysende begyndelse. Dåben som er et symbol på at barnet er rent og at intet kan skille barnet fra Gud. Med vandet får barnet et venskab med Gud som er evigt, og det er en stor gave, for gennem livet arbejder både Gud og mennesker på at den gave skal blive større og større. Sådan gør vi når vi går i kirke og når vi taler med Gud, når vi er næstekærlige og når vi ærer Gud. Vi gør Hans ranselens gave større ved aktivt at tro på Gud og efterleve Hans bud til mennesker.

Vi ved at vand både er noget godt og noget farligt, for vand er rigtig godt når vi er tørstige, eller hvis vi skal i bad. Men vand kan man komme til skade ved, eller ligefrem dø, hvis man hopper ud i havet uden at kunne svømme. I dåben modtager vi vandet både for at fejre det nye venskab, men også for at minde os om det farlige ved vandet, som renser os for arvesynden – Adam og Evas synd.

I dag bliver også Jesus døbt, og det kan være svært at forstå for Jesus var jo allerede ven med Gud fordi han er Guds søn. Så hvorfor vil han døbes? Jesus siger til Johannes: ’Jeg trænger til at blive døbt’ og Johannes bryder sig ikke om det, for han synes det skulle være omvendt og Jesus burde døbe ham, men han døber ham alligevel. Dengang skulle man sige sine synder før dåben, men Jesus var allerede ren, så han sagde ingenting, men på sig tog han hele menneskets skyld – alle mennesker i hele verden, også din og min skyld selvom han endnu ikke kendte os. Tænk hvor meget alt den skyld vejede.

Og så skete der noget, for pludselig lød der en stemme helt oppe fra Himlen. Det var Guds Ånd der talte. Den Ånd – den ild der også taler når vi bliver døbt, for det er nemlig et mirakel i dåben – at både vandet og ilden kan være til stede på samme tid. Gud tænder sit lys i os – et lys der ikke slukkes selvom det er under vand. Sådan er dåbens kraft mellem mennesker og Gud, og sådan finder Gud velbehag i mennesker.

Dåb det rimer på håb, så lad os i dag hvor Jesus modtager sin dåb, turde at håbe på at vores kalender kan holde på aftaler skrevet med blyant. Vi loves ikke et let liv uden sorg og bekymring med 3 håndfulde vand, et kors tegn og et amen, men det er det grundlag vi bygger livet og frelsen på – en berigende begyndelse for enhver. Så lad os være taknemmelige og tænke på vores dåb som en påmindelse om hver dag, at vi er døbt til et evigt venskab med Gud, som står ved vores side både i håbet og i plagen.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Dåb 2021

« ældre indlæg