Jun 05 2017

Pastor Judes prædiken til Pinse 2017

Udgivet af

Pinse prædiken 2017

Man har lavet nogle forsøg med nogle børn. Ikke forsøg der har gjort ondt på børnene, men forsøg med at spise kage. Man har sat et barn på en stol inde i et helt tomt rum. Så har man sat en kage foran barnet og sagt: ’Kan du vente 15 minutter og IKKE spise kagen, får du en kage mere.

Der er altså en gevinst ved at vente. Nogle børn lukkede øjnene i 15 minutter. Andre prøvede at tælle til 100 mange gange. Og andre børn vendte ryggen til. De fik derfor deres kage nummer 2. Men der var også børn, der simpelthen ikke kunne klare at kagen stod lige der foran dem. Efter bare ét eller to minutter kastede de sig over den og spiste den.

Jeg tror vi alle kan genkende det at det er svært at vente på noget. Der er ikke noget som ventetid der kan føles så utroligt langsomt, og enhver ung kan i dag undre sig over hvordan mennesker ventede på noget før mobiltelefonen blev opfundet. Nu i vores tid er det en naturlov at rette øjnene mod Facebook, nyheder eller ligegyldige spil, så snart nogen beder os vente 2 minutter.

Pinsen var resultatet af ventetid. Jesus sagde til apostlene: Vent!

Og som et stort forbillede for os, ventede de sådan som de havde fået besked på. Deres tro på at de ventede på det, de var blevet lovet, var så stærk at de ikke vendte deres længsel ryggen. Både de som tvivlede og de der levede i frygt stod sammen om at vente, og med ét blev de fyldt med en kraft som den dag i dag har stor betydning for vores kirke.

Vi mennesker har svært ved at leve med ting som ikke sker her og nu. Måske drømmer vi om at berige vores familie med et barn, at finde en at gifte os med, at blive færdig med skolen så et arbejdsliv kan begynde eller endelig at afslutte vores arbejdsliv så vi kan gå på pension. Mennesket kigger altid utålmodigt mod horisonten, men lad os i dag blive inspireret af evangeliet og se at ventetid også er en del af Guds vilje i vores liv. Lad  os ikke spilde den ventetid med at kigge i mobilen eller sætte alt andet på pause. Ventetiden er en tid til forberedelse på det der kommer.

Med Helligånden fik apostlene kraft til at tale så alle forstod hvad de talte om. Peter som tidligere var grebet af stor frygt, talte pludselig om Jesus, miraklerne og alt det der fik flere og flere til at tro på Gud. Sådan blev vores kirke grundlagt og sådan er Peter en rollemodel for ethvert menneske.

Alene kan vi ikke meget. Som en naturlig del af det at være menneske, kan også vi gribes af frygt, nægte vores tro på Jesus. Som det skete med Peter kan det også ske med os, hvis det ikke allerede ér sket. Hvis vi venter og forbereder os, vil Helligånden fylde os med kraft så også vi kan være det vidne som vi er født til at være. Med Helligåndens kraft kan vi bære vidnesbyrd om vores tro og på den måde få det vores hjerte længes efter.

Gud er svaret på det vores hjerte længes efter, men med længsel følger ventetid. Vores tidsregning er en anden end det er hos Gud, og derfor må vi aldrig miste modet i vores tro. Troen er ikke gratis, og den er ikke nem. Hverken nem eller gratis er ord vi bruger i dåbens liturgi. Vi døber ikke barnet og siger: ’Og nu kan du gøre som du vil’. For sådan er det med vores tro. Den koster noget af os. Den koster at vi må være i sandheden, være åbne for Guds veje og være tålmodige.

Pinsedagen inviterer os til at skabe tålmodighed i vores længsel, og reflektere over hvad Gud ønsker af os i ventetiden. Lad os ikke vende det hele ryggen når ikke det sker her og nu, for når Gud kunne vende Peters frygt til vidnesbyrd, vil Helligåndens kraft også gøre en forskel i vores liv, når vi mindst venter det.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Pinse 2017

May 30 2017

Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag efter Påsken 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 7. søndag i Påsken.

Ev: Joh 17, 1-11

Når to mennesker mødes for første gang handler samtalen ofte om at lære hinanden lidt at kende. Ikke længe har man talt sammen før den ene spørger: ’Hvad arbejder du med?’ og den anden kan stille spørgsmål om ’Hvor bor du?’ og ’Hvor er du vokset op?’

Men derfra må vi videre og dybere ind i det menneske vi sidder overfor. Vi kan ikke lære noget ved at spørge vores borddame om hendes hus er rødt eller hvidt, og om hvor mange gryder og stegepander hun har i skabet. Måden vi kan lære hinanden at kende på, er ved at finde ud af hvem den anden elsker.

Ved at lære om hvem hinanden elsker, kan vi lære meget om hinanden. Måske elsker min borddame sin mand gennem 40 år. Måske har hun børn at elske – en hund, et barnebarn eller en tæt veninde. Det kan også være hun har en hun elsker, som er rejst til den anden ende af jorden eller helt har forlagt denne verden. Dem vi elsker kan sige meget om os som mennesker.

Vores kærlighed afslører os som menneske, og på den måde åbenbares det hvem vi egentlig er. Vi hører evangeliet i dag med Jesu sidste bøn. Det er en Søn der beder til sin Far. Det er Jesus der beder til Gud. I bønnen afslører kærligheden Jesus som menneske, og det åbenbares hvem han er. Selvom Gud er tavs i den tekst vi har hørt, afsløres det også hvem Gud elsker – nemlig de mennesker som Gud har givet Jesus fra denne verden. De var Guds, men Gud gav dem til Jesus.

Det er et stærkt billede vi er vidner til i dag. Ordene griber rundt om os og pakker os ind i at Gud vil holde os fast, uanset hvor håbløst alt det håbløse ser ud og uanset hvor glæden bringer os hen. Uanset om livet tvinger os i knæ eller får os ned med nakken, vil den kærlighed vi hører om i dag rejse os op igen. For sådan beder Jesus for os, at det menneske der elsker, det skal afsløres over for Gud, som et menneske der står oprejst midt mellem Fader, Søn og Helligånd.

Vi er midt mellem Kristi Himmelfart og Pinse. Vi er midt mellem at Jesus fór op til Himlen og at Helligånden kom til mennesket. Vi er i et tomrum, som på Jesu tid var en ventetid, vi kunne tænke var umulig at bære for disciplene. Ventetid kender vi fra vores eget liv. Det er den tid mellem eksamen og beskeden om en karakter. Ventetid er tiden mellem undersøgelse og operation. Ventetid er tiden mellem jobsamtalen og beskeden om at vi fik eller ikke fik jobbet.

Ventetid er ofte en tid hvor vi som menneske ikke rigtig kan gøre noget. Vi kan ikke koncentrere os og vi kan ikke tænke med fornuft. Alt i vores krop er sat op på det vi venter på og alt andet må vige. Hjernen er fyldt op med forventning men også med tvivl og frygt. Disciplene må have siddet i Jerusalem med en lignende følelse. Jesus var væk og hvad ville der nu ske? Hvem skal passe på os? Er alt hvad vi troede på nu en løgn?

Jesus beder for dem og for os. For den frygt og tvivl vi har beder Jesus til Gud. Han går i forbøn for os, for den angst disciplene sidder med, sidder vi også med – ikke bare i dag men alle dage.

Livet er så stort at man ikke behøver være pessimist for at få øje på de farer vi begiver os ud på:

Hvad vil der ske i fremtiden?

Vil vi ende ensomme i vores alderdom?

Vil nogen besøge os på plejehjem?

Vil nogen føre den familie vi har grundlagt videre?

Og vi kunne blive ved med at stille spørgsmål om livet med hvad og hvis og hvornår, for livet kan vi ikke forudsige, men vi ved dog dette: ’At Gud har afsløret sig selv for os i sin kærlighed til os’ og det er den virkelighed vi lever i.

Lad os derfor vente i denne tid mellem Himmelfart og Helligånd og gør os selv rede til at modtage Ånden – ikke som en magt i vores liv, men som en kærlighedens Ånd, der sikrer at den kærlighed som Jesus taler om i sin bøn, lever videre mellem Gud og mennesker.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag efter Påsken 2017

May 23 2017

Pastor Judes Prædiken til d. 6. søndag 2017

Udgivet af

Prædiken til den 6. søndag i Påsken 2017

Ev: Joh 14, 15-21.

Det er almindeligt at det kan skabe bekymring når nogen stopper på den post de har. Det kan være Mærsk der giver hele sit firma videre til næste generation. Det kan være en vigtig fodboldspiller der forlader et hold eller det kan være en præsident der må give en håndtryk med held og lykke til den næste kandidat. Når sådan noget sker, kan mennesket føle en stor skepsis overfor fremtiden. Hvordan skal det dog gå? Hvad vil den nye ændre på og hvad vil de helt smide ud? Vi ser bekymringerne i aktier der går op og ned, og vi ser det i TV når journalister griber vores usikkerhed og omdanner den til kritiske spørgsmål til hovedpersonerne.

Alligevel kan vi dog acceptere et sådan skifte, men tænk om det skifte skete i vores familie. Tænk om vores far kom og sagde: ’Jeg må gå nu – ud af dit liv. I stedet for mig kommer din onkel’. Eller tænk vores barn kom og sagde: ’Jeg forlader min familie nu. I stedet for mig kommer naboens datter’. For os vil det være en stor smerte, et tab som ikke kan erstattes af et andet menneske som kommer i stedet for. Savnet efter den vi har mistet vil altid stå klart for os.

I dag sker der et sådan skifte i evangeliet vi netop har hørt. Jesus fortæller, at verden om kort tid ikke skal se Jesus længere, men at der vil komme en ny talsmand som vil være hos os for evig tid. Jesus taler om Helligånden. Jesus ved at hans nyhed ikke bliver taget positivt eller som en stor glæde af dem som lytter til ham, fordi smerten over at miste Jesus er stor.

Derfor understreger Jesus igen og igen at glæden ved den anden talsmand er at hensigten er ikke at efterlade nogen faderløse. Helligånden sendes til os ikke som en erstatning eller en ny begyndelse, men som en ny livgivende Ånd der vil vise mennesket Jesus i et helt nyt lys.

Disciplene føler sig forladte, men sandheden om Helligånden er at gennem Åndens virke vil vi lære Jesus dybere at kende. Netop i sidste weekend har biskoppen beseglet Nordjyllands unge med firmelsens sakramente. Under firmelsen modtog firmanderne Helligåndens

nådegaver. Alene dét viser os at Helligånden ikke er en dårlig erstatning for Jesus eller en vi bør føle skepsis overfor.

At vi sendes den nye talsmand er Guds tilbud til os om et nyt og dybere nærvær. Gud ønsker af os at vi må åbne vores liv så vi også bliver åbne for den ægte kærlighed der strømmer til os fra Gud. Her er Helligånden vores hjælp som vi kan støtte os til. Ånden er vores stifinder her i livet, som holder os fast på Guds veje. En stor fristelse for os mennesker er, at vi tror vi åbner vores liv og kærlighed for Gud, ved altid at vise Ham hvor dygtige vi er, hvor meget vi magter og hvor gode vi er til at blive klogere og klogere.

Ånden holder os fast på at det er en anden succes vi må stræbe efter hos Gud. Menneskets succes måles derimod i hvor villige vi er til at lægge os fladt ned og modtage Guds kærlighed, alene på grund af det menneske vi er skabt som. Gud kender vores inderste, Han kender alt det der er bag facaden, og vi modtager Helligånden som talsmand for at se dette i et nyt lys.

Vi inviteres i dag til at erkende og forstå Jesu ord: ’Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer’. Denne sætning fra evangeliet er den gave vi gives i dag. Selvom Jesus forlod denne verden har han givet os Helligånden så vi kan leve og forstå på en ny måde, at Jesus vil være ét med mennesket til evig tid.

Comments Off on Pastor Judes Prædiken til d. 6. søndag 2017

May 08 2017

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Påsketiden 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 4. søndag i påsken.

Ev: Joh 10, 1-10.

I dag er det 22 år siden at vores Biskop Czeslaw for første gang fik sin mitra sat på hovedet. I dag er det 22 år siden han blev biskop i Danmark. Mitraen, som sidder på hovedet af biskoppen er et symbol på de flammer der viste sig over apostlenes hoveder den første pinse. Dermed er mitraen et tegn på biskoppens opgave i at rådgive og støtte kirken.

I dag er den gode hyrdes søndag – den søndag, hvor vi fejrer det at være kaldet af Gud. Biskoppen blev kaldet til at være præst og blev altså for 22 år siden kaldet til at være biskop i Danmark. For os der er udlændinge fra store katolske lande, kan det at være biskop i Danmark se ud som et lidt stille kald fra Gud. I de lande vi kommer fra kender hele verden biskoppen. Skulle han kom gående i sit normale tøj på en gade vil alle kunne genkende ham, og det vil løbe fra mund til mund hvilke varer han puttede i sin kurv i supermarkedet – hvis der skulle ske det at han kunne finde på at handle selv.

I Danmark er det at være biskop anderledes. Det er en mere anonym tilværelse, hvor kun katolikkerne og andre interesserede i kirken ved hvem biskoppen er. Når jeg fremhæver dette, at kaldet ikke er larmende og fyldt med status og pragt, er det fordi, det bør være en inspiration til os alle.

Også vi bliver kaldet på – både af mennesker og af Gud, og ligesom Biskoppen og alle præster, der gør tjeneste, må vi lytte godt efter dette kald. Måske kalder Gud kun på os i det stille, når Han ønsker vores tjeneste. Måske sender Han slet ikke det lyn fra himlen som vi venter på, og måske sætter Han ikke en mitra på hovedet af os, som tegn på vores opgave. Nej, mere realistisk er det at Gud kalder på os i det stille.

Gud kan kalde os til mange opgaver, for Gud ved at vi ikke alle kan blive biskop eller pave. Gud har brug for meget flere nuancer i denne verden. Derfor kalder Han os både til at være hyrde i familien, for de udsatte, for børnene i skolerne eller for patienterne på sygehuset. For hver eneste person er Guds kald forskelligt.

Det er frem for alt op til os selv at svare på det kald. Nogen går gennem hele livet uden at svare ja til de opgaver som Gud har kaldt dem til. Andre har så travlt med at følge deres egne veje at de slet ikke hører Guds stemme kalde på dem til vigtigere opgaver. De mennesker ser vi ofte når de må udskifte deres økonomiske succes men den menneskelige fiasko.

At følge Guds planer giver os ikke en gratis billet her i livet, hvor vi er evigt lykkelige og ikke behøver bekymre os. Livet er som livet er, også for den der svarer Guds kalden med et ’Jeg kommer nu’. Også i det liv vil vi opleve vildrede, tårer og håbløshed. Det at udbrede det kristne budskab om næstekærlighed, kan føles helt udenfor vores rækkevidde eller misforstået. Men til forskel fra vores egne planer hvor vi livet ud er overladt til disse frustrationer er livet med Gud anderledes. I vores kald kan vi vandre med Jesus, ligesom mændene der gik til Emmaus, og på den vandring vil vi erfare at Jesus trækker vejret sammen med os, og taler når vi taler.

I dag samler vi kollekten til de unge mænd som har svaret ja, da Gud kaldte dem. Vi giver dagens kollekt til de præstestuderende som har fulgt efter den planer Gud har lagt for dem her i Danmark og hele Norden. De har forladt deres familie og trygge rammer og er kommet hertil for at gøre tjeneste for Gud. Lad os bede for dem at Guds stille kald altid må lyde med tydelighed for dem både i deres glæde og tvivl. Og lad os bede for at Guds kald også må være klart for os, og at vi vil finde modet til at svare: ja, jeg kommer.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Påsketiden 2017

May 02 2017

Prædiken til d. 3. søndag i Påske 2017

Udgivet af

Prædiken 3. søndag i påsken 2017. Vandringen til Emmaus.

Ev: Luk 24, 13-35.

Den dag, de 2 mænd går mod Emmaus, er en særlig dag. Det er den samme dag, som den dag hvor kvinderne opdager den tomme grav og får at vide at Jesus er opstået fra de døde. Da Jesus møder de 2 mænd er de bedrøvede, og uden glæde over det der er sket. I stedet rejser de mod Emmaus med et håb hvis lys er slukket.

Som de 2 mænd, er også vi på en rejse. Det gælder for alle mennesker, men nogle gange kan det være svært at give vores rejse et navn. Selvfølgelig er det let nok at genkende rejsen, hvis det er et krydstogt eller en ferie i Afrika på safari, men livets rejse er en rejse vi tages med på uanset om vi har købt billet. Livet fører os afsted, om vi vil det eller ej.

Vi som bor her i Vesten, og er privilegerede, er på en anden type rejse end mange af indbyggerne i de lande vi er flygtet fra. Vores rejse er ikke en frygtsom flugt med bekymringer. Vores rejse handler til tider mere om at gøre det os så behageligt som muligt, i den tid vi skal være her. Men også vi kan bringes i frit fald, når sygdom eller sorg tvinger sig ind på den rute, vi vandrer på.

Når vi rejser ud i verden for at leve, opleve og holde ferie så tegner vi en rejseforsikring. Den kan hjælpe os med alt fra en ny tandbørste, til regninger på hospitalet og et fly hjem før tiden, hvis noget går galt. Den slags forsikring kan vi ikke tegne til livets rejse. Nogle dage vil livets rejse bringe os glæde, andre dage bekymringer og andre dage igen vil livet vende os helt rundt og stille os spørgsmål vedrørende både tro, håb og kærlighed.

Sådan skete det også for mændene på vejen til Emmaus. De træder skridt for skridt i et spor af fortvivlelse. Deres håb om Messias , som de har ventet så længe på, blev vendt på hovedet, for deres Messias var en der hverken skulle lide eller dø – og da slet ikke på et kors! På trods af at Jesus igen og igen havde fortalt dem dette scenarie, havde de ikke rigtig hørt det, for det passede ikke med deres ideal.

Nu er der en rejsekammerat som slutter sig til dem. Han sætter deres ideal om Messias, og de tanker de gør sig i et helt nyt lys. Den nye rejsende åbner for billedet af Messias, som en der gennem lidelsen på vegne af folket befrier alt det, der er bundet. Lidelsen og døden er en vigtig del af Messias’ rejse. De 2 mænd genkender ikke den rejsende, som sætter nye tanker og idéer i gang.

At kvinderne finder graven tom er ikke nok for mændene på vej til Emmaus. Det er heller ikke nok for os. Vi må med vores lukkede hjerte opsøge Jesus, stille spørgsmål og forberede os på at møde ham ansigt til ansigt. Lydløst vandrer han med os ved vores side, men vi ser ham ikke – ikke før vi åbner vores hjerte og kalder den rejse vi er på ved navn. Livets rejse er en rejse i kærlighed, og kærligheden er netop det, vi åbner os for, når vi tager del i eukaristien.

Mændene genkender Jesus da han bryder brødet, og i det øjeblik forandres deres hjerte fra et hjerte uden håb til et glødende hjerte, der brænder for deres tro.

På samme måde for os viser Jesus sig glimtvis foran vores øjne. Vi er på en fortvivlende rejse, en vandring hvor håbets lys kan slukkes og drømme kan synes langt borte, men glimtvis forstyrres det billede af, at vi genkender Jesus ved vores side. Når vi ser ham tillader vi ham at kaste nyt lys over vores liv, og puste nyt liv i vores drømme. Lad os med den tanke tage del i brødets brydelse så ofte vi kan, så eukaristien bliver vores forsikring mod at glemme Jesu tilstedeværelse på livets rejse.

 

Comments Off on Prædiken til d. 3. søndag i Påske 2017

Apr 18 2017

Prædiken til Påskevigilien 2017

Udgivet af

Prædiken til Påskevigilien 2017.

Ev: Matt 28, 1-10

Kvinderne er på vej til graven. De er ikke bange og ikke i tvivl – de ved med sikkerhed hvad der venter dem, nemlig døden – der venter dem det, alle vi mennesker har tilfælles, nemlig det at vi skal forlade denne verden med lukkede øjne og tomme lommer. Men noget forandrer sig – englen viser sig, jorden ryster og det står klart for kvinderne at det de forventede, er ikke mere. De er ikke på vej for at møde døden men den tomme grav. Da griber frygten dem, men også glæden fordi på deres vej møder de den opstandne.

I dag møder og hilser den opstandne Jesus alle dem der leder efter ham. I dag og alle dage siger han til os: ’Frygt ikke’, og nu hvor vi står sammen med kvinderne og møder Jesus, skal også vi forsøge at tage både englens og Jesu ord til os.

Frygt ikke døden, men i lige så høj grad: Frygt ikke livet. Frygter vi livet er vi allerede døde. Den der frygter må leve hele sit liv i sengen, men heller ikke der er vi sikre – et helt menneskeliv levet i sengen vil helt sikkert lede mod døden. Vi kan ikke bære frygten og samtidig leve det liv Gud har givet os. Vi må derfor lytte til englen der siger ’Frygt ikke’ og med troen på opstandelsen leve vores liv frit, for i døden vil Gud tage vare på os.

At vi er kristne betyder at vi er bærer af håbet, for i dag erfarer vi at døden ikke er et punktum. Døden er ikke det sidste vi bliver givet af Gud. Døden er et komma, som efterfølges af et ’Godmorgen’, for sådan vil opstandelsen åbne til lys og liv.

Opstandelsen er en klar forvandling i vores liv. Den påske hvor vi hver især begynder at forstå det første gang som børn, unge eller voksne er en gave til os fra Gud, og derfra kan vi hvert år gå dybere i hvor stor en gave vi er blevet givet. Jesus genopstod med kød og blod, og da mændene blev bange for ham, fordi de troede han var en Ånd, sagde han: Giv mig noget at spise, og de gav ham fisk.

Lad dette være en påmindelse til os om at opstandelsen ikke er en falsk historie. Det er ikke en fiktiv forklaring og opstandelsen er ikke symbol på noget andet. Nej, opstandelsen er opstandelsen. Det er Jesus der dør for vores synder, fordi han var i verdenen og elskede verdenen. Derpå rejser han sig fra de døde, for at skrifterne skal gå i opfyldelse, og for at vi her i 2017 stadig kan mindes om at Jesus er levende og hans ord er tilstede her midt i blandt os.

Opstandelsen er en evig påmindelse til os om at Guds grænseløse kærlighed til os både er livets inderste og yderste mening. Gud vil ikke tabe os i intetheden eller lade os svæve i ingenting. Han vil rejse os i sin vandring med os i livet, og igen i sorgen, tvivlen og frygten. Han vil vise sig når vi søger ham og han vil rejse os på den yderste dag.

Påsken inviterer os til at vi skal være bærer af håbet, og at vi vil tage påskens ord til os: Frygt ikke. Glæd Jer! For sådan giver påsken os en ny horisont – døden erstattes af det evige liv. Kristur er opstanden, livet er levende, Tro på Guds kærligheds magt til at gøre alt muligt dér hvor det er menneskeligt umuligt.

Kære Menighed. Jeg ønsker Jer alle en rigtig glædelig påske!

Comments Off on Prædiken til Påskevigilien 2017

Apr 18 2017

Prædiken til Langfredag 2017

Udgivet af

Langfredag 2017

Når vi læser en bog eller ser en film, er der næsten altid en karakter vi kan identificere os med. Det er et menneske som ligner os på en måde eller reagerer i retning af hvad vi selv havde gjort. Jeg er næsten sikker på at læser vi evangeliet til denne langfredag nogle gange, og tænker os lidt om, så vil vi også kunne genkende os selv i et af de mange mennesker vi læser om.

Det er på én måde svært, men på en anden måde nemt at forestille sig hvordan alle disse mennesker opførte sig den dag – nogen var glade som skulle de til fest, andre var i krigshumør lidt ligesom når to fodboldhold møder hinanden her i Danmark. Ingen af de såkaldte fans er kommet for at se hvem vinder – derimod er de kommet for at slås, og således er det også i dag med Jesu død. Nogen står der kun for dramaets skyld. Andre er kommet i sorg og afmagt, og endnu nogen er kommet for at redde hele situationen i sidste øjeblik.

I dag er vores frelser død, han er ydmyget, blevet pint og udstillet på et kors. Ganske som han vidste det ville ske har hans disciple vendt sig imod ham. Peter har fornægtet ham – ’jeg kender ikke den mand’, var hans sidste ord om sin mester, som han lovede at følge til verdens ende. Judas har solgt ham for en pose penge, og måske er det specielt i disse to mennesker vi kan genkende os selv. Peter og Judas.

Trods det at Jesus vidste at de var syndere var de blandt de tolv, han havde valgt som de tætteste venner. De var blandt de tolv som skulle sikre fremtidens viden om Gud. Måske genkender vi helst os selv enten i de der følte vrede over hans død og derfor gik i kamp, eller i de der passivt så til og fulgte begivenhederne nysgerrigt – og allerhelst genkender vi os selv i de grædende støtter som mødte op. De mennesker for hvem det hele var mere end de kunne bære. De mennesker som brød sammen.

Peter og Judas er måske på samme måde mere end vi kan klare. Skulle nogen have skylden for Jesu korsfæstelse kunne man give den til Judas og skulle nogen have skylden for at Jesus endte på korset i ensomhed uden en ven ved sin side, ja – så er skylden Peters. For Judas blev skylden for tung, og han sagde stop i denne verden. Peter derimod satte hele verden i gang. I ham blev kirken dannet.

Så spørgsmålet er denne langfredag: ’Hvem er jeg?’ Er vi kun dem der står og græder og ser nysgerrigt til, fordi vi ikke tør bringe andet til denne dag end sorg og død – eller er vi noget andet – er vi Peter eller Judas, de som fornægtede og bedrog, for derefter at angre og erkende?

På korset er vores frelser død, ydmyget og pint, men i synderne som står tilbage med anger – i dem lever håbet. Jesus døde for deres synd, og således blev også de renset, for han tog deres skyld med sig. Jesus døde ikke bare for Peter og Judas. Han døde for enhver og også for dig og mig. Han tog vores skyld, lærte os om forsoning og kærlighed. Han gav os håbet.

Vi inviteres til at leve i håbet og ikke bare stå og glo fordi vi er syndere, for selv syndere er noget værd i Jesu øjne. Selv syndere kan danne en kirke, selv syndere kan tro. Selv syndere kan forsone sig med deres næste. Selv syndere slippe aldrig ud ad kærlighedens greb. Jesus har fat i os alle, for alt han gør, gør han med stor overbevisning. Lad os derfor i hans navn elske helt og forsone os helt. Da vil også vores syndens byrde lette så håbet bliver fundament i vores kirke. 

Comments Off on Prædiken til Langfredag 2017

Apr 18 2017

Prædiken til Skærtorsdag 2017

Udgivet af

Prædiken Skærtorsdag 2017.

Ev: Joh 13,1-15

Stemningen i dag er intens. Hele situationen sitrer af nervøsitet og vi mærker tydeligt hvordan Jesus og disciplene nærmer sig en afslutning på det sammenhold de har haft. Det er afgørelsens time, som minutterne i overtiden i en fodboldkamp. Det er tiden hvor alle holder vejret og endnu ikke har accepteret resultatet. Disciplene sætter sig til bords. Maden er klar, men det er ikke spisetid.

Jesus har planer for denne vigtige aften, for han vil lære disciplene noget om service og noget om næstekærlighed uanset hvilken rang man har i samfundet eller overfor hinanden. Jesus vil vaske deres fødder, og vi kan forestille os hvordan det er, for jeg ved at jeg ikke ville føle mig afslappet hvis Biskoppen skulle vaske mine fødder – og endnu værre hvis det er Paven, og sådan har I det sikkert også – det er ikke rigtig rart at nogen over os, nogen vi ser op til skulle snøre vores sko op, tage en hullet strømpe af og vaske os rene. Anderledes er det hvis vi går til en fodlæge – en som får penge for at give os en god behandling. Så kan vi læne os tilbage og stille krav.

Således også disciplene. På den tid var det en velkomst at give når husets slave vaskede gæsternes fødder, men at værten selv bukkede sig ned var uvant, og så Jesus som de kalder Mester, Lærer – Rabbi. Jesus viser dem at et kristent menneske er født til at servicere. Det er vores pligt i denne verden, og Jesus ikke bare fortæller disciplene om det. Nej, han vil være deres forbillede. Han viser dem med sin gerning at når din lærer, din mester kan vaske dine fødder, hvordan kan du så nægte at vaske en anden mands fødder?

Hvis vi ikke vasker hinandens fødder – det betyder hvis vi ikke er villige til at servicere hinanden med alt det vi har brug for – så har vi ikke noget til fælles med Jesus. Så har vi ingen plads i hans rige. Vi må altså først, ligesom disciplene, forstå præcis hvad det er Jesus har gjort for os, for han har også vasket dine og mine fødder, idet han har tilgivet os vore synder og idet han giver sig selv til at vandre med os gennem livet. Han servicerer os alle i denne verden, giver os modet og renheden. En renhed som ikke kan besvares med ondskab.

Til den sidste nadver i dag grundlægger Jesus højdepunktet i vores messe. Han indstifter nadveren – vinen og brødet, at vi skal dele det i fællesskab til ihukommelse af ham. Således gør vi hver søndag – måske endda hver dag, men lad os hver eneste gang huske, at nadveren denne skærtorsdag aften startede med noget helt andet end at stille sig i kø i midten af kirken. Denne aften startede med at vores mester, vores frelser, bukkede sig ned, vaskede deres fødder , tørrede omhyggeligt vandet af. Lad os ihukomme denne handling hver dag året rundt. Service er vores pligt!

Verden er fyldt med mennesker som hejser deres eget flag og bygger deres egen trone for at fejre de store bedrifter de har gjort. De står op frem for at knæle, de retter deres ryg frem for at bøje deres hoved. Dagens fest inviterer os alle til ikke at være den slags menneske. Vi inviteres derimod til at lade service gennemsyre alt hvad vi gør. Jesus servicerer disciplene i dag. Lad os fra denne dag på samme måde servicere menneskene omkring os, og således efterligne Jesus – ihukomme ham, huske ham og samtidig servicere Gud ved at leve vort liv efter Hans planer.

Comments Off on Prædiken til Skærtorsdag 2017

Apr 18 2017

Prædiken til Palmesøndag 2017

Udgivet af

Prædiken 9. april 2017 til Palmesøndag

Man siger at det første møde mellem mennesker kan afgøres som succes eller fiasko på de første 10 sekunder. Det hele handler om hvordan man gør sin entré. Til jobsamtalen vil den der giver et blødt håndtryk og ikke holder øjenkontakten ikke blive ansat. I mødet mellem en dreng og en pige vil resultatet ikke blive ægteskab hvis drengen viser sig ikke at være en rigtig mand, når pigen ser ham første gang.

De første 10 sekunder kan afgøre alting, og måske derfor lærer de kongelige at gøre en god entré og derfor kan vi andre gå på kursus i det samme. Derfor trænes politikere i at holde øjenkontakt med kameraet, rette ryggen og ikke falde sammen, for falder de sammen, så er det helt sikkert at de falder igennem.

Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel i dag. Folket har en anden forventning. Måske kan vi sammenligne det med den amerikanske valgkamp. Tænk om man havde forberedt fest med musik og fyrværkeri, og så var Præsident Trump kommet krybende, og ved talerstolen gemt sig bag sin kone. Det havde ikke været den præsident man havde forventet, og folket ville have vist deres skuffelse.

I Jerusalem er der forberedt fest. Man vil hilse kongen og byde ham velkommen. Folket forventer noget stort – et magisk øjeblik, men der kommer han ridende i det fjerne, krøllet sammen på ryggen af et langsomt æsel, uden guld og uden et ydre tegn på at ’her kommer kongen’. Folkets forventning om at kan kunne udrydde fjenden vakler. Jesus der sidder på æslet ligner alt andet end en der kan sikre grænser og afholde fremmede for at få del i goderne.

Kongen er ikke steget op på en hest – et ædelt dyr. Nej han har sat sig på et æsel – det dyr som bærer de byrder et menneske ikke selv kan bære. Han havde valgt æslet for at komme til folk med budskabet om at han ikke ville bestemme og herske over dem. Jesus er redet ind i Jerusalem i dag og han er redet ind i vores hjerter for at minde os om at størst er ikke magten. Størst er ikke våben og missiler. Størst af alt er kærligheden og tjenesten for Gud og andre mennesker.

Det er det vi må hilse velkommen i dag, og det er det vi må lade herske i en virkelighed hvor der er så rigeligt af alt det folket forventede af Jesus. I vores verden er der krig, terror, had, frygt, magt og kampe mellem mennesker, hvor scenerne udspiller sig dagligt i TV. Mennesket drukner i de fjendebilleder der sættes op i verden, så ligesom folket i Jerusalem savner også vi én der kan rydde op.

Men også her i dag midt i det kaos vi er vidner til, kommer Jesus ridende på et æsel. Han sidder der krøllet med kærligheden som våben, og gør igen ikke indtryk på magthaverne. Jesus afskrives i medierne i vores tid som den der kan løse verdens problemer, og især derfor er det vigtigt at vi står fast på vores tro på kærlighed og tjeneste. Med kærlighed frem for had opdrager enhver forælder deres barn til at lykkes som voksen. Med opstandelse frem for død indbyder Gud os til følgeskab.

Man tog Jesus til fange, korsfæstede ham, men han genopstod og siden den morgen har vi haft grund til virkelig at tro på at kærlighed og tjeneste er det bedste at møde mennesker med. Måske er det ikke den entré som andre forventer fra os, måske passer det os bedre at gøre vores entré med myndighed og magt, men lad os da huske at størst af alt er kærligheden.

Comments Off on Prædiken til Palmesøndag 2017

Mar 26 2017

Pastor Judes Prædiken

Udgivet af

Prædiken til d. 4. søndag i fasten 2017

Ev Joh 9, 1-41

Der var en ung kvinde jeg kendte som var meget forelsket i en mand. Hun kom til mig for at få råd og vejledning fordi hele familien var imod deres forelskelse. Alle hendes venner og familien sagde til hende at den mand hun ønskede at gifte sig med, han var en alkoholiker. Jeg gav hende råd i sagen, men hun kunne ikke se ud over sin kærlighed til ham, og derfor blev hun hos ham.

Pludselig en dag åbnede hun sine øjne fordi han blev så fuld at han slog hende. Den dag forlod hun ham, og nu ved jeg at hun er lykkeligt gift med naboens søn – en mand hun aldrig før havde tænkt på som én man kunne forelske sig i, men pludselig kom han ind i hendes liv på en ny måde.

Vi hører i dag evangeliet om den blinde mand som Jesus møder. Han er blind fra fødslen og Jesus får ham til at se. – Han får ham til at åbne sine øjne for troen og for Jesus. At Jesus giver ham muligheden for at se, giver manden et helt nyt liv. Hele hans liv har han som tigger på gaden været vant til at andre så ned på ham, når han sad på gaden. Han er blevet ignoreret og har været en man ikke regnede med.

Ligesom kvinden jeg netop har fortalt om, kan også vi være blinde for mange ting i vores liv. På dansk siger vi, at vi lukker øjnene for ting. Vi lukker øjnene for fattigdom, for den hjemløse mand på gaden. Vi lukker vores øjne for terror og måske også de konflikter der er i vores familie.

Jeg læste en artikel om en hjemløs der solgte ’Hus forbi’. Man spurgte hende: ’Hvad er det værste ved at være hjemløs?’ og hun svarede: ’Det værste er når ingen ser mig. Når ingen gengælder mit smil, og når ingen svarer når jeg hilser’.

At kunne se og at blive set betyder meget, og derfor betyder evangeliet også meget for os i dag. Jesus helbreder manden og åbner hans øjne for alt det vi lukker øjnene for. Pludselig ser den blinde mand troen lige ind i øjnene. Han ser næstekærligheden og miraklet. Med spyt helbreder Jesus manden og beder ham om at vaske sig i Siloa dammen. At manden vasker sig er som et symbol på dåben – med helbredelsen er han som et nyt menneske, der bekender at han er Jesu discipel.

Hvis vi virkelig ønsker at følge Jesus og være hans discipel ind i næstekærligheden, så må også vi åbne vores øjne og rede til at det Jesus vil vise os kan være noget vi før har lukket øjnene for. De sandheder Jesus ved om vores liv, viser han os gennem den vandring vi er på sammen med ham. Men bliver vi hjemme og forkaster tanken om kirken og om Jesus, vil vores sind langsomt formørkes for sådan står der skrevet at Jesus er kommet til denne verden for at de der ikke ser skal se, og de der ser skal blive blinde.

Vi er kommet til denne søndag, hvor vi er mere end halvvejs i fastetiden. Lad os bruge tiden fra nu til påske til at bede for og tænke på de ting vi er blinde for. Lad os give plads til at Jesus kan åbne vores øjne, og at vi ikke bliver selvretfærdige og tænker at vi er gode nok og ikke behøver åbne vores øjne. Lad os som kvinden jeg fortalte om være klar til at få ny indsigt, og forandre livet så vi går ad Guds veje.

[ Click here for English version ]

Comments Off on Pastor Judes Prædiken

« ældre indlæg