Oct 16 2018

Pastor Judes prædiken til d. 28. alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til d. 28. alm. søndag 2018

Ev.: Mark 10, 17-30

Afrikanske jægere har et smart system, når det gælder at jage aber. De laver et hul i en plade præcis så stort at en abes hånd kan komme ind i hullet. På den anden side af pladen lægger de en appelsin. Så snart der kommer en abe frem og prøver at tage fat i appelsinen, kan aben nemt stikke hånden ind i pladen og få fat i appelsinen. Men når aben vil trække appelsinen ud ad hullet kommer den i problemer, for hullet er ikke stort nok til at appelsinen kan komme igennem. Aben prøver igen og igen at trække appelsinen til sig. Mens aben arbejder irriteret med at få fat i frugten, kommer jægerne og fanger den med nette.

Systemet virker fordi aben ikke forstår, at den ikke både kan få frugt og frihed. Man kan næsten forestille sig hvordan aben arbejder koncentreret med at få sin mad, og derfor ikke holder øje med de farer der er omkring den. Hvis aben var et menneske ville den måske sige en bøn i retning af: ’Gud red mig fra jægerne, men tving mig ikke til at opgive min smukke appelsin’ – eller lidt anderledes: ’Gud giv mig evigt liv, men tving mig ikke til at opgive min rigdom’ – og sådan ligner abens bøn pludselig vores bøn til Gud. Også vi, vil nemlig have begge dele – rigdom og liv.

Vores rigdomme får os til at vokse til kamelers størrelse. I ved godt, kameler har 2 pukler på ryggen. Her samler den vand til senere, men netop disse pukler gør at kamelen ikke kan komme gennem et nåleøje. Således også for os mennesker. Alle de rigdomme vi bærer på ryggen gør det svært for os at komme videre, for også vi samler ind til senere. Vi samler madvarer i vores køkken, vi samler tøj i vore skabe. Vi samler og samler fordi vi tror at alt det bagage vil gøre os rigere og rigere. Det er netop hvad vi hører om i evangeliet i dag. At vores rigdomme ødelægger os fordi vores oppakning bliver så stor at vi får en facon, som ikke ligner det menneske som Gud har skabt os til at være.

Lad os ikke kigge på nåleøjet som manden i evangeliet og blive bedrøvede, for så at vende om og gå de veje vi plejer. Nej, vi må i stedet kigge på den bagage vi bærer på. Hvem gavner det, og hvorfor holder vi fast i det? Vi vil snart modtage Sankt Theresa af Jesu Barnet. Led den Hellige Theresas besøg inspirerer os til at smide vores bagage og fylde vores liv med noget andet. Opfordringen til os alle lyder: Læs i Biblen, bed, udvis næstekærlighed. Ja, idéerne er mange, men lad os i hvert fald gøre én eller 2 ting som ændrer vores hverdag og vores liv. Så skal den Hellige Theresas besøg ikke gå forgæves.

Dagens tekst og inviterer os til at kigge vores livs værdier. Gør disse værdier vores sind og krop større, end vi egentlig er, så vi passer dårligt ind i Guds Rige? Gud viste os alle at Han er villig til at gøre det umulige da Han ofrede sin søn for at vi skulle få livet, og således vil Han igen gøre det umulige for os, hvis vi blot ændrer lidt på vores facon.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 28. alm. søndag 2018

Oct 10 2018

Pastor Judes prædiken til d. 27. alm. uge 2018

Udgivet af

Prædiken til d. 27. alm. søndag 2018

Ev.; Mk.: kap. 10, v. 2 – 16.

Vi lever i en tid med enorme omvæltninger og social forandring. Fordi det ser ud til at alt er i fare, kan det være svært at se, hvordan vi som troende mennesker kan tale med folk om Jesu idealer i vores tid hvor vigtigheden af individets rettigheder og personlige udvikling står over alt andet. Som vi alle ved, sker det at ægteskaber bryder sammen. Derfor er det vigtigt at fortsætte med at nære og støtte de par, hvis ægteskaber består – at takke Gud og spørge hans fortsatte velsignelse.

Er ideen om livslang troskab til en partner urealistisk i vores tidsalder? Kan et par være bundet sammen for måske 50 år?

Idealet er tydeligt beskrevet i evangeliet; men det er vigtigt at skelne mellem ideen om livslang troskab og hvordan dette ideal håndhæves i vores kirke. Nogle gange er loven om ægteskab blevet hårdt og ubarmhjertigt prædikeret. På den måde skubbes de lidende par ud af deres kirke og væk fra deres tro. Den triste sandhed er, at ikke alle ægteskaber fungerer godt. Nogle gifter sig i hast eller som tvang, og nogle finder det umuligt at opretholde det der viser sig at være et ulige forhold. Men tro mod Jesu ord og kirkens lære støtter vi det ideal, Jesus gav mennesket som et bud, nemlig at ægteskabet varer livet ud.

Vores katolske kirke ser ægteskab som en pagt mellem en kvinde og en mand, der indgår et partnerskab for hele livet. Det er et kald, som de samtidig med kaldet også får nåden til at gennemføre. For at et ægteskab skal lykkes kræves en konstant indsats med god vilje til at arbejde med Guds nåde.

Parret bør fremelske et forhold, der er dynamisk, aldrig statisk; nogle siger, at hvis det ikke går fremad, går det baglæns. At leve i et ægteskab med et andet menneske betyder at individet selv må dø på mange små måder, Kærlighed er at give sit liv for sin ven. Vor tro siger, at det kun er ved at dø selv, er vi i stand til at give vores liv til Jesus, men sådan gælder det også i ægteskabet. Kun ved at sætte os selv til side kan vi gavne fællesskabet.

Mens det moderne samfund er meget tolerant for skilsmisse og brud, inviterer dagens evangelium os til at reflektere over ideen om varigheden af et ægteskab og værdien af ​​et livslangt engagement. 

 Vi ved af erfaring, at ikke alle ægteskaber afspejler det ideal Jesus opstiller i dagens evangelium. Evangelierne siger med tydelighed at selv om Jesus har en vision for menneskelige relationer, også for ægteskab, fordømmer han ikke dem, der føler sig utilstrækkelige. 

Vi alle, – om vi er gift eller er alene, er kaldet til at elske hinanden, som Herren har elsket os, og vi vil alle fra tid til anden svigte i vores svar på dette kald.  Det er i de øjeblikke af svaghed og svigt, at vi må være åbne og modtagelige for Herrens nådegave, der er givet til os ubetinget. Det er den gave, der giver os styrken til at fortsætte fremad mod målet om troskab og evig kærlighed

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 27. alm. uge 2018

Oct 02 2018

Pastor Judes prædiken til d. 26.alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til d. 26. almindelige søndag 2018.

Ev: Mark 9, 38-43, 45, 47-48.

Hvis et menneske drikker for meget alkohol og får at vide at han skal i behandling, er der ikke noget behandlingssted i denne verden der serverer øl og vin til maden, fordi det ikke er skadeligt bare at drikke en lille smule. Sådan er det fordi en alkoholiker simpelthen ikke kan tåle det.

Hvis et menneske spiller om penge, og pludselig træffer dårlige beslutninger, kan det koste både huset og bilen, og mennesket bringes i en tilstand hvor det ikke er muligt bare at spille LIDT om få penge. Alkoholen, og spillet om penge bliver til mere og mere, og får mennesket ud af kontrol – ud hvor mennesket svigter både sin familie, sit arbejde og al logik der findes i denne verden.

For at give et sådan menneske succes, må mennesket lære at et godt liv er et liv HELT uden alkohol eller spil. Et liv MED familie og MED glæde, betyder et liv hvor gamle vaner hugges af. Og sådan er det nødvendigt at gøre for mennesket nogle gange. For at bevare noget godt, er det afgørende at det dårlige hugges af. Bevarer man lidt af det dårlige i livet, forurener man alt det gode, og livet bliver aldrig helt ’godt nok’.

De dårlige ting vi bringer ind i livet kan sammenlignes med et glas vand og bare én dråbe saft fra rødbede. Det store glas med vand repræsenterer det gode liv. Livet hvor vi gør os umage, og forsøger at leve efter Guds vilje. Den ene lille dråbe rødbedesaft repræsenterer den dårlige vane – det dårlige valg vi træffer. Drypper man den ene lille rødbede ned i det store glas med vand, vil man med det samme se hvad der sker. Vandet og saften kan ikke skilles ad. Det blandes straks med hinanden og vandet smager ikke længere bare af vand. Sådan sker det også i vores liv, når vi tror at vi har kontrol over det dårlige, og vi tror at vi fortsat kan pleje og vedligeholde det gode.

Det er netop det store glas med vand og den lille dråbe rødbede som Jesus taler om i dag. Hvis noget forurener vores liv og vores tro, hvis noget har en dårlig indflydelse på dem vi elsker, så skal vi hugge det af og efterlade det, og det gælder i høj grad for os alle sammen. Det er næsten sikkert at vi alle misbruger et eller andet her i livet, fordi vi lokkes på afveje i de udfordringer livet giver os.

Måske lever vi for andre menneskers anerkendelse, deres misundelse eller måske ser vi verden igennem vores mobiltelefon. – Et vindue til verden som ikke er stort nok til at se alle de nuancer Gud ønsker at vise os. Hug det af! Sådan lyder budskabet til os i dag, for konflikten mellem det vi lokkes af og det Gud ønsker for os, fjerner os fra det forhold – den pagt – Gud er indgået med os mennesker.

Og Gud ved det – Jesus siger: ’Dem der ikke er imod os, er for os’ – så har man ikke taget aktivt stilling imod Gud, så er man for Gud. Det er et bevis for os på hvor langt Gud vil gå i sin kærlighed til mennesket. For mennesket siger det hele omvendt: ’Dem der ikke er for os, er imod os’ En talemåde som beskriver mennesket helt omvendt af Gud – at skal vi fortjene menneskets kærlighed må vi melde os til.

Jesus taler sådan til os fordi intet menneske skal hindres i at have del i den nærhed Gud giver. Ethvert menneske vil i perioder opleve kampen med at holde vandet rent – at holde livet frit for dårlige valg, og midt i de dårlige valg kan Gud synes langt væk. Men Gud siger: ’Er du ikke imod mig, så er du for mig’, og sådan venter Han tålmodigt på mennesket, for intet menneske der har nærmet sig Gud, kan gøre ondt i Hans navn.

Lad os med den tanke fejre dåben for Gorgis og bede for at Gorgis altid i livet med Guds hjælp vil vælge den gode del, og hugge alt det fra som hører pagten med Gud til.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 26.alm. søndag 2018

Sep 24 2018

Pastor Judes prædiken til d. 25. alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til d. 25. alm søndag 2018

Ev.: Mark 9,30-37.

(Kollekt for Katolsk Menighedspleje)

Når et barn fødes går der ikke længe før barnet finder ud af at reaktioner giver resultater. Når barnet græder af sult får det mad. Når barnet rækker ud efter forældrene bliver det omfavnet. Når barnet vågner fra søvnen bliver det løftet op. At denne nærhed opleves igen og igen mellem forældrene og barnet giver tryghed. Barnet lærer at der kommer et svar når det kalder, og sådan vokser barnet op med et fundament af tillid til mennesker.

Når vi bliver unge og voksne erfarer vi at den tillid kan brydes. Det er hårde erfaringen vi får som gør ondt i hjertet og som lægger låg på det indre barn der positivt og tillidsfuldt kigger på livet. Det voksne menneske bliver med disse oplevelser anderledes end barnet. Den voksne lukker sig inde, tager en facade på og beskytter sig selv.

Vi ser det når disciplene følger Jesus. Ingen af dem forstod hvad han sagde til dem, når han talte om død og opstandelse, og det naturlige for et barn ville være at spørge Hvorfor? Hvordan? Hvornår? indtil den voksne ville give et tilfredsstillende svar. – Men hvad gør disciplene? De tier stille for ingen af dem vil udstille deres uvidenhed. Ingen af dem spørger og ingen af dem bliver klogere.

Jesus tager i dagens evangelium et barn, peger på det og siger: ’Tag imod sådan et barn i mit navn, for sådan tager I imod ham der har sendt mig’. Og hvilken mening giver det for os i dag, sammen med Jesu ord om at den største er den der er alles tjener?

Jesus taler også de ord til os. Et barn bekymrer sig ikke om dagen i morgen. På samme måde skal disciplene heller ikke bekymre sig om Jesu død. De skal blot følge ham – VI skal blot følge ham som et barn følger sin far. Sådan er et barns helt naturlige tillid, og derfor må vi ære barnet der er i os alle. Vi må søge tilbage til barnets umiddelbare glæde, dets ubekymrede livssyn og kærlighed uden beregning.

I barnet finder vi Guds storhed, ligesom Guds almægtighed findes i alt det mindste, nemlig i den fattige, den svage og den glemte. Ved at være tjener for alt det mindste i denne verden tjener vi Gud og tager derimod Ham der sendte Jesus.

For at gøre den slags tjeneste må vi grave dybt inde i os selv. Vi kan møde en mur af undskyldninger eller forskellige idéer mellem vores hjerne og hjerte. Som kristne er vi forpligtede til at bøje os ned og tjene den mindste, for deri ligger vores tro. I samspillet mellem os og den fattige eller os og den syge, lige dér opstår nærheden med Gud. Tjener vi ikke den mindste, tjener vi ikke Gud.

For at gøre denne tjeneste må vi selv finde tilbage til barnet i os selv. Det er det barn der kigger på verden med tillid, og vokser til lyden af Guds stemme om kærlighed. Vi må bryde vores egne facader ned og give på trods af utak, handle med barmhjertighed på trods af at vreden gror i os selv. Når vi tjener den mindste handler vi på vegne af Gud – Skabelsens Gud, der skabte alle mennesker i sit billede, i sin ånd.

I dag går kollekten til Katolsk menighedspleje. Så allerede nu i dag under messen har vi muligheden for at gøre tjeneste for de mennesker, der står på kanten af vores samfund. Det er mennesker som allerede nu bekymrer sig om julegaver, ensomhed og vinterens mørke. Lad dem erfare at vi med vores gavmildhed er som moren der løfter barnet op når det rækker sine hænder frem.

Lad os på alle områder åbne vores hjerter og tjene de små for på den måde at udtrykke vores tro og tage imod Gud som sendte sin egen Søn for at tjene de mindste.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 25. alm. søndag 2018

Sep 09 2018

Pastor Judes 2. prædiken til d. 23. alm. søndag 2018

Udgivet af

 Ev. Mark 7, 31 – 37

  I evangeliet møder Jesus en døv mand og som også har en hindring i sin tale.  Det er hans venner, der bringer ham til Jesus. of Jesus. Vi bemærker Jesu følsomhed. Han tager manden til side for at helbrede ham. Vi ser Jesu mildhed i at beskæftige sig med manden på en meget personlig og omsorgsfuld måde. Han vil ikke genere ham eller behandle ham som en sag. . Han behandler ham som et andet menneske, der har brug for respekt og mildhed på grund af sin situation.

Men mere end en fysisk helbredende Jesus giver ham mulighed for at gå tilbage i samfundet frigivet til at deltage i alle sociale og religiøse aktiviteter.  Faktum er, at da Jesus så døvhed og manglende evne til at tale blev set af folk som straf fra Gud, så i helbredelse giver Jesus ham tilbage sine religiøse og sociale rettigheder, og så ophører manden med at blive marginaliseret.

   I teksten får hverken manden eller hans venner et navn, der tyder på, at manden står for os alle, der har brug for at få vores ører åbnet af Gud for at høre, hvad der holder os slaver for at frigøre os fra ting, der skader os. Som et samfund, der åbner for og virkelig hører Guds ord, må vi vise , . I dag er en indlysende situation, hvordan vi behandler indvandrere, asylansøgere, mennesker med forskellige sygdomme. Meget ofte er de afviste. Evangelieteksten opfylder da profetien i Esajas, som siger, at ‘de blinde øjne vil blive åbnet og de døves ører lukkes op’

 I evangeliets tekst ser vi også, at Jesus har krydset grænserne fra jødernes land til det såkaldte hedenske territorium for at bringe den gode nyhed til ikke-jøder og siger, at Gud ønsker at helbrede og pleje alle mennesker uanset religiøse eller andre etiketter. Dette er en opfordring til os at krydse grænserne til dem, der ikke tilhører os socialt eller religiøst, som indvandrere, flygtninge eller dem der slet ikke tror på det.

Jesus er gået tilbage til sin himmelske Fader, og han forlader arbejdet med at åbne blindes ører og åbne døvens tunger for os. Han beder os at være medhjælpere. Snarere spørger han hvordan vi hjælper andre til at høre ved vores medfølende evne til at lytte, ved vores respektfulde holdninger. Hvordan taler vi til andre? Er vores måde at tale på, hvis det på en høflig måde ikke er en invitation til andre, der kan være aggressive og vrede osv. For at lære en anden måde at tale på og henvende sig til andre?

 Endelig sagde Jesus til den døve mand, der også havde en taleforstyrrelse ‘Effatha’, som betyder: ‘Åbn’.

 Gælder han ikke de samme ord til os? An invitation also to us. En invitation til os også.

 “Åbn!” – til andre menneskers godhed, barns uskyld, skabelsens skønhed, det venlige smil eller de elskede mennesker, de mange gaver, vi modtager fra Gud dagligt.

 ‘Åbn!’ til det uudtalte råb om venskab til en anden, til kaldet til en ensom person der bor i nærheden, invitation om at dele, hvad der er overskud for mig og ikke længere nødvendigt i stedet for at forlade dem i mit skab, når jeg aldrig kan bruge dem igen .

 

Comments Off on Pastor Judes 2. prædiken til d. 23. alm. søndag 2018

Sep 09 2018

Pastor Judes prædiken til d. 23. alm. søndag 2018

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til d. 23. alm. søndag 2018.

(første undervisning dag i kirken til børn, som skal modtager 1. kommunion.)

Ev: Mark 7, 31-37

Når en helt lille baby kommer ud af sin mors mave, så er det meget vigtigt at barnet med det samme siger en lyd, så alle læger, forældre og sygeplejersker ved at barnet har det godt. Sådan en lille baby siger ikke: ’Goddag, jeg har det godt’, for det kan den ikke. Den ved slet ikke om den skal tale dansk, tysk, engelsk eller vietnamesisk. Så babyen græder bare!

Sådan fortsætter babyen. Den græder og græder. Den græder når den er træt, når den er sulten, når den bliver bange. Babyens mor og far forstår dens gråd. Sådan har vi alle sammen begyndt livet. Vi begyndte livet med at græde.

Med årene så lærer babyen at forme læberne så der kommer ord ud. Nu kan barnet sige mor og far, og lærer hele tiden nye ord, fordi barnet bruger ørerne til at lytte på ordene og munden til at efterligne ordene.

For at lære at tale, har vi brug for vores ører til at lytte med. At tale hører med til den måde Gud har skabt os på. Det er en del af det at være menneske. Med vores tale kan vi skabe venskaber i skolegården. Men med vores tale kan vi også skabe uvenner.

Manden vi har hørt om i teksten jeg læste før har ikke den mulighed. Han kan ikke høre hvad der bliver sagt og han kan ikke sige noget. Han er både døv og stum. Jesus vil gerne hjælpe ham. Jesus siger: ’Luk dig op’, og pludselig hører og taler manden for første gang. Det er et mirakel.

Ved at lukke manden op gjorde Jesus tjeneste for Gud. Da Gud skabte os og gav os både mund og ører gjorde Gud også os til tjenere. Vi kan også lukke andre mennesker op. Hvis én græder i skolegården, kan vi lukke det menneske op ved at trøste det. Hvis vores forældre har travlt kan vi gøre dem glade ved at hjælpe dem. Hvis en er ensom, kan vi vise vores venskab ved at besøge dem. Sådan gør vi ligesom Jesus tjeneste for Gud.

Med vores samtale med andre kan vi lukke op for alt det der er svært at tale om. Vi kan tale om travlheden, sorgen og ensomheden. Mens den ene taler lytter den anden, og så skiftes vi. På den måde opstår samtale mellem mennesker. På den måde opstår den helende kraft, der helbreder og fjerner det bånd der strammer om vores tunge, om hovedet og om maven.

Også i forholdet til Gud kan vi bruge samtalen. Vi kan lukke os op med Guds hjælp når vi er i bøn, og vi kan tale til Ham om alt det der strammer om vores liv. Der er intet der er for stort eller småt for Gud. Da vi var helt små børn bar vores mor og far på os, ligesom mændene der bærer den døve og stumme mand i teksten. Mændene bar ham hen til Jesus. De bar ham for at Jesus skulle helbrede ham og tage imod ham.

Som helt små babyer, så bar vores mor og far også os frem til Jesus. De bar os frem til døbefonten og vi blev døbt. Det betyder at Jesus også tog imod os. Men hvor mange husker den dag de blev døbt?

De fleste af os var små grædende babyer den dag. Derfor må vi fortsætte med at blive bragt frem til Jesus og selv gå til Jesus. Alle I børn her i dag gør netop det. I er kommet her med Jeres madpakke – ikke længere som grædende babyer, men som børn og unge der har ører at lytte med og en mund at tale med. I er kommet for at forny Jeres dåbsløfte. Det er det løfte om at I vil være Guds tjenere, og jeg er så glad for at se Jer!

Jer ønsker Jer rigtig mange gode timer sammen hvor I skal lytte til hinanden og lukke hinanden op gennem ønsket om venskab, for sådan vil Jesus være med Jer og få de døve til at høre og de stumme til at tale.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 23. alm. søndag 2018

Sep 04 2018

Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til d.. 22. alm. søndag 2018.

Ev: mark 7, 1-8. 14-15.21-23

Det er helt grundlæggende for mennesker, at det at være uren, det er dårligt. Det at være ren, det er godt! Vi lærer om dette meget tidligt i livet. Barnet der taber sutten på jorden får den vasket, før den igen kan bruges. Barnet der hopper i vandpytter lærer at styre udenom på den næste gåtur. Hurtigt lærer barnet om bakterier og sygdomme og ser at det at være beskidt – det er ikke godt!

Men tænk. Hvis vi går helt rene gennem hele livet. Det kan vi ikke! Vi må grave i haven og få jord på fingrene. Vi må dyrke motion og få sved på panden. Vi må leve og blive beskidte og gå i bad for at blive rene igen. Og den slags skidt er godt – uanset hvad vi lærer som børn. Når vi bliver beskidte udenpå tøjet, så er det fordi, vi har udrettet noget i denne verden. Når vi bliver snavsede, er det fordi, vi har brugt de talenter Gud har givet os.

I dagens evangelium er det netop dette snavs Farisæerne taler om. De fokuserer på det; det beskidte tøj og de snavsede hænder. De ser på tilværelsen, som det lille barn der lærer, at det at være beskidt er dårligt.

Men Jesus vil ikke høre om deres beskidte hænder. Han siger til dem som han også siger til os i dag: Pyt med Jeres hænder. Pyt med Jeres tøj. Pyt med alt det der kommer udefra. Derimod interesserer Jesus sig for alt det beskidte, der kommer indefra.

Om vi er rene eller urene, kan man ikke måle på mængden af mudder i en vandpyt. Om vi er rene eller urene, skal derimod afgøres i vores handlinger. Priser vi Gud men arbejder vi imod Hans vilje? Lever vi i ægteskab men uden kærlighed? Siger vi ét men gør noget andet? Svarene på disse spørgsmål viser os, om vi er rene eller urene.

Tænk om en mands hjerte var lige så rent som hans bil! Mennesket har ofte som vane at kigge på andres liv, og ud fra deres ordentlighed, afgøre om de andre er rene. Hvis andre bor i et flot hus, ejer en god bil og har styr på tingene, så vokser vores tillid til at det er rene mennesker. Også det modsatte gør sig gældende – Folk med rod i livet betragtes som mindre tillidsvækkende. Der er noget urent over dem.

Men vi må gøre op med denne forestilling. Vi må gøre op med idéen om, at det ydre så tydeligt formidler menneskets indre. Når vi lever sammen. Når vi lever blandt andre mennesker, så vil vores liv snavse til, præcis som en maskine der smøres af olie. Vi kan næsten ikke undgå at pådrage os skyld i samværet med andre. Enten tilgiver vi ikke nok, eller vi gør for lidt, eller vi rammes af grådighed, griskhed og misundelse.

Skylden og skammen bærer vi alle på. Vi stjæler sandheden fra hinanden. Det er let nok at vaske sin bil, rense sine hænder og styre udenom de vandpytter, der er blevet til mudder, for den snavs er tydelig for os. Den indre snavs kræver en dybere indsigt. Vi må se på den med ærlighed og vende os bort fra den.

Og vi må se den i øjnene og huske på, at Gud bærer på den snavs sammen med os. Vi er ikke alene om den, men for at blive rene og for at være ens både i vores tale og i vores handlinger, så må vi hele livet arbejde hen mod at blive rene i vores udtryk. I vores handlinger må vi nærme os Gud. Vores gerninger må være et resultat af den lærdom vores tro giver os.

For sådan står der skrevet at intet, som kommer ind i et menneske udefra, kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. Med disse ord inviterer dagens evangelium os til at tænke 2 gange før vi taler, og gå den ekstra mil for at gøre gerninger, der passer med det forhold, vi har til Gud. Da vil vores hjerte være rent som vores tale og rent som Gud har skabt vores hænder.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2018

Aug 28 2018

Pastor Judes prædiken til d. 21. alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til d. .21. Alm. søndag 2018

Ev.: Joh 6, 60-69.

Vi lever i et samfund der er fyldt med frie valg. Supermarkederne bliver større og større. Der skal være noget for enhver smag. Skolerne udvider sig, så uddannelser kan sættes særligt sammen til det unikke menneske. Viften af valgmuligheder indenfor religion er stor – selv indenfor kristendommen. Vores TV har mere end 100 kanaler. Den tid vi lever i, inviterer os til at tilpasse alt omkring os, så vi ikke behøver at tilpasse os noget.

Denne måde at leve på – denne måde hvor vi alle hver i sær er centrum og konge i vores eget liv – det giver verden et nyt perspektiv hvor sandheden bliver netop den overbevisning den enkelte har. Ingen kan stille spørgsmål ved sandheden, for alle har ret til at udfolde deres egen verdensopfattelse.

Mennesket mikser alt sammen og tilpasser det til deres eget liv. Også Jesus må igennem den maskine, der får ham til at passe til det enkelte menneske.

Der er den økologiske Jesus, som har respekt for naturen og behandler den nænsomt

Der er den vindende Jesus som sportsfolk beder til før en kamp

Der er Jesus af det gode eksempel, som viser hvordan man kan ændre verden og hjælpe mennesker

Der er den mirakuløse Jesus, som fodboldspillere takker efter hvert mål

Der er den psykologiske Jesus, som hjælper mennesket af med alle problemer

Der er martyren Jesus, som er en god mand der døde på et kors for at vi kan have ondt af ham

Alle disse eksempler er måder, mennesket kan forme Jesus til at passe til det, vi nu kan bruge ham til.

Men så… SÅ er der en anden Jesus. Det er den Jesus der er Jesus Kristus, Guds Søn. Ikke bare en profet og ikke bare en der laver mirakler. Jesus Kristus er ham, vi har ventet på – den udvalgte. Jesus er sandheden, vejen og livet, og ikke et begreb der kan tilpasses ind i vores liv.

Guds Søn kom til denne verden, mere hellig, mere tilgivende, mere kærlig og mere frelsende, end vi nogensinde kunne forestille os. Og vil vi have del i sandheden, vejen og livet må vi binde os til hele pakken, og ikke som disciplene i dag forlade Jesus – forlade vores tro fordi kravene til os bliver for høje.

Jesus spørger Simon Peter: ’Vil du også gå væk?’ og Han svarer: ’Men hvem skal jeg gå til?’ Med det svar åbenbarer Simon Peter for os, at livets veje ikke findes ved at søge væk fra sandheden. Vi må holde fast ved vejen, sandheden og livet, også selvom Eukaristien måske kan sætte vores tro på prøve. I vores tid kan vi ikke gøre nok ud af virkelig at understrege, at Jesus er tilstede i eukaristien. Det gælder både i indre samtale med os selv, med børn og unge, og de mennesker der søger vores kirke. Eukaristien er det fællesskab vi har omkring vores tro, og det er det fællesskab vi solidarisk deler med hele verden.

For Gud er ikke kun Gud for os, men for hele verden både i nord og syd, og øst og vest. Og netop den universelle kirke er relevant i dag, hvor kollekten går til Caritas. I eukaristien folder Gud vores tro ud i handling og personlig forvandling. I forvandlingen mindes vi om at Jesus er Guds hellige. Og fordi Jesus hverken tilpasser sig mennesker, kultur eller den moderne verden, så deler vi sandheden om det evige livs ord i forholdet én til én med det lidende menneske der kæmper med fattigdom og ulighed.

De liv som Caritas arbejder for, er barske og hårde liv. Lad os ikke lukke øjnene og gå væk fra de der kæmper for et livsgrundlag. Lad os i stedet bede for dem og åbne vores hjerter for, at de der lider må mærke Guds grænseløse kærlighed, for således står der skrevet, at det er Ånden, som gør levende. De ord Jesus taler til os er ånd og liv.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 21. alm. søndag 2018

Aug 20 2018

Pastor Judes prædiken til d. 20. søndag 2018

Udgivet af

Jomfru Marias optagelse i Himlen 19.08. 18

En større flok mænd var forsamlet foran Himlens port, hvorfor Skt. Peter havde en travl dag med at sortere i hvem, som måtte få en plads i Himlen, og hvem som måtte vende om og gå skuffet derfra. Så han fik en idé. Skt. Peter ville opdele mændene i 2 grupper for nemmere at tage stilling. Han sagde derfor til mændene: ’I skal nu lave to rækker foran porten til Himlen. I den ene række vil jeg se de retfærdige og hellige og succesfulde. I den anden række vil jeg se de som i livet på jorden var skyldnere, angstfulde og syndere’. Med det samme stillede alle mændene sig i rækken for synderne. Kun én mand stod helt alene i rækken for de succesfulde. Så Skt. Peter hånede den lange række af angste mænd, som ikke havde udrettet meget i deres liv, og i sin iver pegede han på den ensomme mand og sagde: ’Min gode mand, vis dine medbrødre med hvilken værdighed du har levet dit liv. Sig dem hvorfor du har stillet dig i denne række!’ Men manden svarede beklemt: ’Det var min mor, som sagde jeg skulle stå her, fordi jeg sagde hverdag rosenkransen og bad til hende som min Mor.

Jomfru Maria er mor – mor til Jesus og det har helt sikkert været en svær opgave, og til tider en svær byrde at løfte. Biblen fortæller ikke meget om, hvilke tanker Jomfru Maria gjorde sig om sin egen rolle i verdenshistorien, og ej heller meget om hvad hun måtte have tænkt om sin søns gerninger. Som i min lille historie har vi dog alligevel fornemmelsen af, at Maria ikke blot bøjede sig i støvet for sin søn, men som enhver anden mor også gav ham formaninger og ordre, og at Jesus så godt som muligt prøvede at leve op til sin mors idealer om en god søn. Det var fx Maria som bad ham hjælpe brudeparret i Kanaen, og således adlød han.

I Kanaen pegede Jomfru Maria på Jesus og sagde til tjenerne: ’Gør som han siger til Jer’, og således sidder hun sikkert også i dag, og peger på os alle fra sin plads i Himlen og siger ’Gør som han siger til Jer’. Ja, vi behøver ikke stille spørgsmål, men vise tiltro ligesom den beklemte mand i min historie. Vi kan også svare Skt. Peter, når vi står ved Himlens port: ’Min mor bad mig stå her – Guds Moder’. Igen og igen har vi nemlig bedt om hendes forbøn, når vi siger: ’Hellige Maria bed for os syndere nu og i vor døds time’.

I dag fejrer vi Jomfru Marias optagelse i Himlen. Vi fejrer at hun kom

dertil med både legeme og sjæl, og således beviste hun for os, at Himlen findes, og at der er håb for os alle. Gennem sin opstandelse gav hun os vished, og tog en del af vores angst for hvad der venter os. Hun sidder højt oppe og alligevel tæt på os og ser til, at vi alle værner om både vores legeme og sjæl, således at vi er rede til at følge hende og ligeledes få del i opstandelsen.

Mon ikke hun hver dag glædes over, hvert et skridt vi tager nærmere Gud, og overvinder den angst vi har for at følge Hans planer. Mon ikke hun også føler smerte, når hun ser vores afmagt, fordi hun selv genkender den følelse da livet voksede i hende, og det kun langsomt gik op for hende, hvad hun var kaldet til. Ja hun glædes og smertes, ganske som en mor føler for sit barn – glædes når barnet udvikles og går nye veje, og smertes når barnet alligevel ikke får succes.

Dagens tekst og fest for Jomfru Marias optagelse i Himlen inviterer os til, at glædes over det klare bevis vi har fået for Himlens eksistens, men vi inviteres også til eftertanke. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi kommer gennem livet for derefter at møde Skt. Peter. Jomfru Maria kom til Himlen uplettet, og det forventes næppe af nogen af os, men vi kan alligevel gøre vores bedste og på den måde ankomme med færrest mulige pletter på både vor sjæl og vort legeme. Da vil vi kunne vælge rækken for de med succes, og ikke bare fordi vores mor siger vi skal, men af rent hjerte, og da vil portene åbnes op.

Som vi fejrer vores kirkens fest, Må vores Mor Maria velsigne os og beskytte os . Tillykke med festen.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 20. søndag 2018

Aug 13 2018

Pastor Judes prædiken til d. 19. alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til d.19. alm. søndag 2018

Ev: Johannes 6, 41-51

Det sker nogle gange at vi hører om en sekt eller andre religiøse forhold, hvor medlemmer blindt følger efter en leder. Medlemmerne stiller ingen spørgsmål og de kritiserer ikke. I flok gør de alt det, som lederen forlanger af dem, uanset om det er at ændre navn eller forlade deres familie. Når jeg hører om den slags fællesskab tænker jeg altid på H.C. Andersens eventyr: ’Kejserens nye klæder’. Mændene snyder kejseren ved at vise ham tøj der slet ikke findes. De tager sig godt betalt. Så sender de kejseren gennem byen uden tøj på. Der går han – kun med sko og underbukser på.

Ingen tør sige noget – for sådan sagde mændene der lavede tøjet: ’Tøjet vil være usynligt for den, der er utilladelig dum’

Bruger man det udtryk, er det en måde at få alle til at tro på hvad som helst. Hvis man er i en forsamling, der siger at kun den dumme forstår ikke det smukke maleri. Ja, så er der næppe nogen der vil rejse sig og sige at det er grimt.

De fleste af os der er her i kirken i dag, er født ind i denne tro. Vi er opdraget i denne tro, og vi lever i denne tro. Men jeg håber, at alle af os også møder tvivlen i livet. Gennem tvivlen på Gud, på forvandlingen, på skriftemålet – ja, tvivlen på hele vores tro, finder vi svære spørgsmål og store svar. I virkeligheden er det måske i tvivlen og i vores skepsis at vi udvikler vores tro mest.

På samme måde må vi stille spørgsmål til det evangelium der vi hører i dag. ’Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen’. Vi kan ikke løse det udsagn med vores lommeregner. – Men det ønsker Gud heller ikke fra os. Troen er en gave, som vi modtager når vi er klar til det. Gud venter tålmodigt på os – Han dømmer os ikke, for evnen til at sige Ja, er en evne der er en gave fra Gud. Den gave kan vi ikke forlange, men vi vil modtage den når vi er rede til det.

Lad os i dag ikke dømme jøderne i evangeliet, fordi de stiller kritiske spørgsmål. Lad os i stedet beundre dem. De står overfor Jesus, som fortæller dem ting, som han udmærket ved de ikke forstår. Havde de bare sagt: ’Det forstår vi godt’ – havde de opført sig som kejseren, der ikke ville indrømme at han ikke kunne se tøjet. Gud holder ikke op med at eksistere, fordi nogen tvivler på Ham. Den sandhed der er af Gud er en sandhed der består.

Hele kapitlet i Johannes evangeliet, som dagens tekst kommer fra, handler om livets brød. Med det taler Jesus ikke kun om kommunionen. Han er det brød, vi skal dele i messen i dag, men han er mere end det. Han er grundstenene i brødet. Han er melet, han er olien, han er vandet. Han er varmen i ovnen. Han er brødet i vores liv – altså den kerne hvorfra alt udgår. Han er brødet der ikke kun er et symbol på andre ting – for sådan gik han i døden for os.

Han er det brød, der kom ned fra himlen, fordi han gik linen ud. Han blev født, levede blandt mennesker og veg ikke fra vores side, da man krævede hans liv. Han accepterede det, og brugte ikke sin magt. For at forstå hvordan Jesus er brødet – altså kernen i vores liv, må vi give slip. Vi må vove at miste kontrollen over vores fremtid, og i stedet vise den åbenhed, som Gud forlanger.

I åbenhed må vi stille mange spørgsmål. Hvad betyder det at have evigt liv? Hvad betyder det at være oplært af Gud? Hvad betyder det at tro? Med disse spørgsmål følger svar, og i svarene vil Gud møde os med troen som vi får i gave.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 19. alm. søndag 2018

« ældre indlæg