Jul 09 2018

Pastor Judes prædiken til d. 14. alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til d. 14. alm søndag. 2018

Ev: Mark 6, 1-6

I dag er min sidste chance for at sige bare lidt om VM fodbold i min prædiken de næste 4 år. Så I bliver nødt til at høre bare LIDT om det! Argentina har en spiller der hedder Messi. Han er en af verdens 3 bedste spillere og spiller i Barcelona i Spanien. Fans fra ethvert land beder til Gud, at en eller anden fra deres land må blive dygtig som Messi, men det sker ikke, for han er dygtig på sin helt egen måde. Så vi kan kun sidde tilbage og være misundelige på Argentina!

Men i Argentina er folk sure. De hader Messi og truer hans familie, ødelægger statuer af ham, og taler dårligt om ham i TV. Deres had til ham er lige så stort som deres kærlighed til fodbold. De siger om ham: ’Han er ikke argentiner! Han ELSKER ikke Argentina, og derfor kan vi ikke elske ham’. Resultatet er at de buuher af ham når han går på banen. Ja sådan er livet for Messi, hvis navn lyder LIDT som Messias og derfor er rimeligt nok at sige lidt om i prædiken.

En profet er miskendt i sin egen hjemby. En profet kan ikke gøre mægtige gerninger dér hvor han kommer fra. Sådan siger Jesus i dag – Jesus der mærkede på egen krop, hvordan folk i hans hjemby ikke rigtig ’købte’ de ord han kom med. Alle omkring ham kender hans opvækst, de har hørt hans barnegråd, de har set ham spise og sove og skære i træ. Derfor fyldes de med skepsis over at han har en særlig evne.

I stedet kunne Argentina fyldes med stolthed over deres stjerne. I stedet kunne Nazareth have hyldet Jesus for hans evner, men de to mænd lider den samme skæbne – for at udfolde deres evner, for at blive hørt og sat pris på må de drage ud og gøre mægtige gerninger blandt fremmede. Inden Jesus tager af sted helbreder han nogle få syge, som i Argentinas aviser når Messi laver flotte driblinger. Helbredelsen står i Evangeliet som en biting – en ligegyldig hændelse, men havde folk dér åbnet deres øjne, ville de se hvad de gik glip af med deres skepsis.

Også vi genkender den måde at reagere på. Når man står tæt på et bjerg er det svært at vurdere dets mægtighed. Når vi står langt væk ser vi hvor storslået bjerget er. Det samme forhold har vi til mennesker. De der er tæt på os, kan vi tage for givet eller blive misundelige på, eller have trang til at holde nede. De er ikke noget særligt. Ingen her i Nordjylland skal klare sig ret godt, før nogen siger: ’Hvem tror han lige han er???

IKKE at tro kan have store konsekvenser. Det barn, som har forældre, der ikke tror på, at det kan blive til noget, bliver sjældent til noget. Den medarbejder som et firma har mistet troen til, bliver sjældent længe på den samme arbejdsplads. Det menneske som har mistet troen på Gud, ser vi sjældent i kirke. At miste troen på hinanden, sig selv og miste troen på Gud, kræver at vi ser alt i et nyt lys.

Når vi ikke tror, når vi holder nogen nede eller bliver misundelige, så går vi glip af noget. Det er det vi lærer fra dagens tekst. Argentina går glip af VM pokalen. Nazareth går glip af Jesu gerninger og undervisning. Så i dag kan vi spørge os selv, hvad vi holder nede i vores liv og har mistet troen på? Uanset om svaret på det spørgsmål er, at vi har mistet troen på vores kone, vores job, Gud og kirken, vores familieliv eller om det er troen på os selv, der har lidt et knæk, så kan dagens evangelium give os håb.

Alt vi ved Jesus gjorde udenfor Nazareth minder os nemlig om hvad Nazareth gik glip af. Lad ikke også os gå glip af noget, så lad os fra i dag tale andre op fra det mørke de sidder i. Lad os tale os selv ud af den kritik vi bærer på, og lad os skrifte vores skyld, så vores kærlighed til Gud bevares intakt nu og alle dage fremover. Da vil vi se de mægtige ting der sker lige foran vores næse.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 14. alm. søndag 2018

Jul 03 2018

Pastor Judes prædiken fra sidste søndag

Udgivet af

Prædiken til Peter og Paul Festen 2018

Ev: Matt 16,13-19.

Peters rigtige navn var Simon. Simon betyder: ’Den der adlyder’ Pauls rigtige navn var Saul. Saul betyder: ’Den der ødelægger’

Vi kender dem som Peter og Paul, med navnene der har betydningen: Peter som klippen, og Paul som den lille eller den korte.

Allerede når vi kigger på deres navne er de to apostle vi fejrer i dag modsætninger. I deres handlinger finder vi også mange modsætninger, der gør at det kan være svært at forstå, hvorfor vi fejrer dem den samme dag. Det kan se ud som om vi fejrer ild og vand eller tynd og tyk på en og samme tid,

Peter og Paul er fælles om at være forskellige, på samme måde som alle vi også er forskellige. Nogle af os er dygtige i områder hvor andre stadig har noget at lære. Nogle spiller i angrebet mens andre spiller forsvar. Nogle af os er ældre mens andre er unge. Og med nogle af os kommer erfaringen mens andre endnu har meget at lære. Vi er tykke, vi er tynde. Vi er lyse og mørke, for sådan har Gud skabt os.

Gud har skabt os i sit billede men med så mange nuancer, at det kan være fristende at pege på vores forskelligheder frem for vores ligheder. Peter og Paul er en påmindelse til os om at vi ikke bliver gode eller bedre ved at være ens, men at vi i vores forskellighed altid må have øje for de ting vi har tilfælles.

Peter og Paul har noget vigtigt tilfælles. Pyt med de ikke ligner hinanden og pyt med at de opfører sig forskelligt, for kernen i Guds mening med os mennesker – den er de fælles om. De viser os at vejen til frelse går gennem tro og omvendelse.

Peter nægtede Jesus 3 gange før korsfæstelsen, og man siger at Paul tog del i steningen af den allerførste martyr. De var ikke uplettede gode mænd, som i alle livets aspekter valgte den gode del. På samme måde vælger heller ikke vi altid den gode del.

Peter og Paul er en stor inspiration for os alle. Vi kan i vores daglige liv føle at vi er utilstrækkelige. Vi kan ligesom de to apostle træffe dårlige valg, fordi hurtige beslutninger og valgfrihed mellem mange muligheder er en del af vores liv. Alligevel har vi værdi hos Gud. For holder vi fast i at vejen til frelse går gennem tro og omvendelse, så er det også den viden og erfaring vi kan give videre til andre mennesker. På den måde giver vi troen videre – en gave med stor værdi.

I den tid vi er i lige nu, bliver mange unge mennesker studenter eller står ved en skillevej mellem Folkeskole og den videre uddannelse. Det er en vigtig tid i deres liv – en tid til at træffe store beslutninger. Sommeren er også garanti for mange bryllupper, eller en spirende forelskelse. Det er også beslutninger og begivenheder, der midt i glæden kan give mennesket følelsen af ikke at slå til eller ikke være god nok. Helt sikkert er der 11 danske mænd i Rusland lige nu som er bekymrede for i aften – bekymrede for at skuffe eller ikke slå til. Det er en følelse som for nogle mennesker ødelægger hele livet, og uden troen på Gud – troen på at der er én der bærer byrderne sammen med os, kan livet blive tungt.

Lad os opmuntre andre og minde os selv om Peter og Paul. Apostle – mænd som var tæt på Jesus, og som alligevel fejlede i livets valg, men som holdt fast i troen på Gud. De omvendte sig for at følge Guds vilje og gav budskabet om frelse videre til alle de mødte på deres vej. Denne dag inspirerer os til at gøre det samme. Lad os ikke gemme os, og tænke at vi ikke er gode nok til at vidne om Gud. Enhver der tror og enhver der har omvendt sig har pligt til at vidne om den sande tro på Gud.

Comments Off on Pastor Judes prædiken fra sidste søndag

Jun 26 2018

Pastor Judes prædiken til Johannes Døberens Fødsel

Udgivet af

Prædiken til Johannes døberens Fødsel 2018

Ev.: Luk 1, v. 57-66 og 80

Kære menighed. Glædelig Johannes Fødselsdag!!! Den 24. december fejrer vi fødslen af Jesus med and og flæskesteg, juletræ og fine gaver. I dag den 24. juni – altså et halvt år før har vi igen anledning til at holde fest. Men det er som om at planlægningen og forberedelsen af denne dag ikke er helt så intensiv som alt det der sker i december. I hvert fald har jeg ikke set nogle butikker der har pyntet op hverken med kamelhår, uld eller de insekter Johannes Døberen var kendt for at spise.

Men pynt eller ej, så giver det alligevel rigtig god mening at fejre fødslen af Johannes lige så intenst som vi hvert år fejrer Jesus. Der er hundredvis af gode grunde til at fejre Jesus. Når vi i dag fejrer Johannes er der lige så mange gode grunde til det! Johannes blev født med det formål i livet at gå i forvejen, og forberede vejen for Herren.

Johannes opfylder sin skæbne ved at være vidne om Gud – ved at døbe og vise folket vejen. Med sine gerninger viser han mennesker som os vejen, og han gør det stadig den dag i dag gennem de ord vi kan læse om ham. Der er to ting ved Johannes fødsel som vi lægger mærke til i dagens Evangelium. Først og fremmest navnet – de vil ikke opkalde ham efter hans far. De vælger navnet Johannes sådan som englen Gabriel har instrueret dem i at gøre. Og dernæst kommunikerer faren Zakarias med tegn og en tavle, for han kan pludselig ikke tale.

Gud har gjort ham stum. Zakarias kunne ikke tro at han skulle velsignes med et barn. Han var en gammel mand og konen Elisabeth var heller ikke ung. Alligevel kommer englen til ham og siger: ’Du skal have et barn. Du skal kalde ham Johannes. Sådan siger Herren’. Zakarias vil ikke tro disse utrolige nyheder og bliver i samme øjeblik både døv og stum. Da barnet gives navnet Johannes efter Guds befaling, bliver Zakarias igen i stand til at tale og de første ord der kommer fra hans mund er lovprisning og taksigelse.

Navnet Jesus betyder ’Den salvede’. Navnet Johannes betyder ’Gud er barmhjertig’. Det er ikke uden grund at navnene fordelte sig sådan. At Gud er barmhjertig er netop det spor Johannes gennem hele sit liv lægger ud i verden. Han viser mennesker at Gud er en Gud af kærlighed. Gud er en magt som ikke hersker med sværd og våben men en ydmyghed og rækken hænder frem mod mennesker der lider.

På grund af Johannes bliver det kendt for mennesker at Gud er gode gerninger, evigt liv, et væld af gaver til mennesker som i andres øjne ikke fortjener noget. Gud holder ikke regnskab og dømmer ikke sådan som magthavere ellers kaster dom over folket.

Zakarias ved at der er noget særligt ved barnet. Flere forhold omkring barnet er allerede som et mirakel – både at Elisabeth overhovedet blev gravid, at englen Gabriel talte til ham og at han blev både døv og stum. Det hele er et tegn på at dette barn vil udrette noget i verden – at barnet er et barn af Gud. Fyldt af Helligånden åbner Zakarias munden og lovpriser Gud – en lovprisning som både indeholder glæden over at Gud opfylder de løfter Han har givet og vigtigheden af Johannes som den der går i forvejen for Kristus.

Og sådan ved vi nu at det skete. Johannes gik ud og kaldte alle syndere til omvendelse. Han gjorde mennesket klar til Jesu komme. Johannes vendte mørket til lys og på den måde stod solen pludselig op over de mørke tanker mennesket havde om Gud som en dømmende Herre. Johannes var et vidne om lyset og brugte hele livet på at lede mennesker til Jesus.

Johannes – Altså ’Gud er barmhjertig’ kan give os inspiration i vores liv i dag. Gud er barmhjertig! Det er en vigtig påmindelse for os, for Gud redder os fra synden, Han redder os fra døden og giver os i stedet det evige liv. Må vi tage den vished med os ud i verden i dag, og fejre Johannes fødsel. Lad os opmuntres og inspireres af den stærke vilje Johannes havde i sit kald, der vendte mørket til lys og nedgang til opgang.

Glædelig Johannes fødselsdag!

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Johannes Døberens Fødsel

Jun 17 2018

Pastor Judes prædiken til d. 11. alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til d. 11. alm. søndag 2018

Ev: Mark 4, 26-34

Jeg husker engang fra min første tid i Danmark, hvor jeg glædede mig rigtig meget til juni måned. Når juni måned var slut begyndte jeg at glæde mig til august og når august var slut var forventningen til december stor. Det jeg gik og glædede mig til var hverken sommeren eller julegaverne. Nej det var juni måneds jordbær. Det var august måneds vindruer og det var december måneds mandariner.

Sådan er det ikke rigtig mere. Vindruer kan vi finde i butikken hele året. De er fra Indien og fra Sydamerika, og mandariner er ikke som mandariner var engang. Jordbærrene når vi helt at blive træt af fordi vi nu både spiser de tyske og de danske. Og hvad er det nu med alle disse frugter på en dag hvor Jesus taler til os om at så og høste?

Jo, der er det, at mennesket tror de kan bestemme. Mennesket tror at vi kan tvinge jorden til at give os noget at høste og sælge, så vi kan blive rige og fortsætte med at presse jorden til at give os mere og mere. Vi bruger jorden i Indien og sender frugten med store skibe eller fly her til Kastetvej, så vi hele året kan købe det vi har krav på. Sådan behandler vi jorden, sådan tror vi at vi ved hvordan mennesket kan få alting til at ske. Sådan kan vi få Guds jord til at makke ret!

Men det er sådan med jorden – med dette Guds rige vi lever i – at det er Guds sag. Vi mennesker kan pine og presse jorden med kemikalier og krav om rigdom. Vi kan pine og presse vores liv med ondskab, løgn og bedrag, men jorden og mennesket er og bliver Guds sag.

Det som Gud sår vil vokse og gro til gavn for mennesker og vi vil ikke vide hvad der skete. Mens vi sover eller er optaget af andre ting, vil det, som Gud sår spire, og det vil komme som et chok for mange mennesker, for sådan er mennesket – at kun det som mennesket har set med egne øjne, kan mennesket tro på.

Gud er hævet over det. Han lader ting ske i denne verden mens vores øjne er lukkede, og selvom vi ikke ser det sker, så sker det alligevel. Og uanset hvilken pine vi udsætter jorden eller mennesket for, så kan vi ikke tvinge det frem, som Gud ønsker skal komme frem. Gud sår der hvor Han ser nødvendigheden af at så, og Han høster altid, der hvor han har sået.

Sådan sår Gud kærlighed mellem mennesker. Han ser kærligheden vokse – det kan intet menneske standse eller lave om. Det kommer til os når det kommer og det bliver hos os, til Gud siger stop. Vi er givet den tillid at alt som Gud giver os, det vil vi værne om og passe på med omsorg og ansvarlighed.

Som præst hører jeg ofte fra mennesker at det er en stor sorg i deres liv, at Gud ikke har givet dem noget at passe på. De er ikke blevet givet noget, der er deres. De er alene og ensomme, men da må vi huske at som sennepsfrøet, der er helt usynligt i jorden, – ja det vil pludselig uden varsel bryde op, og sådan er det også for os. Det der i vores liv synes meningsløst eller uløseligt – det vil pludselig uden varsel se helt anderledes ud, når først Gud lader det gro.

For sådan er netop Guds Rige. Det er lige her midt i blandt os, og pludselig vil det gøre alting nyt – både i mit liv og i dit liv. Jesus er vores sennepskorn, nemlig det korn der vokser lidt hver dag, så vi ser mere og mere af det, og med tiden erfarer hvilken betydning det giver vores liv. Under sennepskornet kan man finde skygge, og ved sennepskornet kan man finde læ, og sådan er det fordi Gud såede sennepskornet og lod det vokse i tro, håb og kærlighed til mennesket.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 11. alm. søndag 2018

Jun 14 2018

Pastor Judes prædiken til d. 10. alm. søndag 2018

Udgivet af

Prædiken til den 10. alm. søndag 2018

Ev: Mark 3, 20-35

En mand fuld af sorg fortalte mig engang at hans største frygt var at nogen ville afsløre ham. Jeg spurgte ham hvad meningen med den frygt var, og han svarede at han var bange for at nogen ville sige at han ikke var den de troede han var, eller at han ikke var den han sagde at han var. Manden havde den følelse at han ikke var den han gerne ville være.

Jeg tror mange af os kan genkende denne følelse. Vi har et billede af os selv og pludselig slår det små revner fordi vi er sammensatte mennesker som splittes. Et splittet ægteskab er en skilsmisse. Et splittet land er en krig. En splittet verden er en verden med urimeligt rige og urimeligt fattige. Men også indeni os er der denne splittelse. Hele livet kan ligne én stor splittelse i små brikker. Vi har et ydre og et indre – et arbejdsansigt, en hjemmedragt, en social side og en kirkemaske. Det er ikke nemt at holde brikkerne sammen!

Med alt dette er menneskerne i evangeliet i dag blevet draget mod Jesus. De tror at dér kan alle brikkerne passe sammen. Ved hans ord kan deres virkelighed falde sammen og en ny realitet kan bygges op. Men stadigvæk passer brikkerne ikke sammen.

Jesus taler til dem, men han giver dem ikke det de vil have. Vi har en tiltro til at Jesus kan forene det der er brudt og at han kan give os en dybere mening med det, vi ikke selv kan få til at passe sammen, men i dag giver han ikke mennesket hvad de er kommet for. Hans ord er hårde, og han taler til os om ondskab. Her giver minus og minus ikke plus! Hvis én hader mig, og jeg hader ham tilbage, ophæves vores fjendskab ikke. Det er den ondskab og den afmagt Jesus taler om i dag. Ondskab kan ikke drives ud med ondskab. Først må det onde brydes ned i dets levende form, og først da kan det gode næres af lys og Ånd.

Han er ude af sig selv’ lyder konklusionen da Jesus ikke giver dem det de er kommet for. De drager den samme konklusion som vi gør når nogen tænker anderledes end vi gør – de er mærkelige – de er ude af sig selv. Vi kan ikke bruge deres ord til noget. Men Jesu ord må vi virkelig holde fast i. Med kærlighedens perspektiv ser Jesus verden anderledes end vi gør. Med Helligånden som vores anker har Gud sat os sammen her på jorden i tillid til at vores brikker vil samles til et stærkt puslespil, hvor ingen er tilovers.

Der kommer nogen fra Jesus familie. De står udenfor – de er beslægtede med ham, sådan som også vi er beslægtede med vores familie. Men Jesus anerkender dem ikke – han inviterer dem ikke ind og går ej heller ud til dem. I stedet peger han på de der er inde i huset og siger: Mine brødre og søstre og mor er dem der gør Helligåndens vilje. Det er altså ikke status men HANDLING der knytter os til Jesus.

Vores handlinger er det der tegner os som mennesker. Ved Helligåndens hjælp kan vi overkomme alt det der skaber splid i vores forhold til Gud, mennesker og os selv. Verden vil hver dag møde os med muligheden for splid og splittelse, og med muligheden for at fristelsen overgår vores sunde fornuft. Lad os inspireres af dagens tekst og have tillid til at Helligånden binder de kræfter som splitter, heler de sår der separerer og bryder vores virkelighed ned for at bygge en ny realitet.

Der er INTET i vores liv der ikke kan blive sat sammen igen ved Guds kærlighed, Jesu ord og Helligåndens virke.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 10. alm. søndag 2018

May 23 2018

Pastor Judes Pinse prædiken

Udgivet af

Prædiken Pinsedag 2018

Ev: Joh 15,26-27; 16,12-15

Når vi skal forbinde Helligånden med symboler er ilden, vinden og duen. Duen fordi Helligånden er Guds fred og håb til mennesker. Vinden fordi mennesker ikke kan kontrollere vind – den blæser hvor den vil både på vores fjender, venner og dem vi ikke kender. Og endelig er der ilden – som symboliserer varmen, altså den kærlighed som Helligånden giver videre, og forvandlingen.

Ilden forbinder vi mennesker også med andre ting. Ilden er en kraft der er så stærk at den kan sluge alt andet. Ild kan sluge møbler, mennesker, hele huse, ilt og kæmpestore skove. Så magtfuld er ilden, og det er interessant når vi kigger på Helligånden. Det er fascinerende at vi midt mellem os har en kraft der er så stærk at den kan være forskel på lys og mørke og liv og død.

Vi lever i et samfund, i en verden hvor mange gør hvad de kan for at slukke Helligåndens ild, og tvinge Ånden til at blæse i en anden retning. De ved ikke at de kæmper forgæves. De ved ikke at vores tro fortsat vil leve selvom de forbyder at bede Fader Vor i skolerne. De ved ikke at vi fortsat vil have troen som fundament når de forbyder korset omkring vores hals.

Vi må forholde os til det samfund vi er en del af. Vi må tage aktivt stilling til at hele verden peger i retning af at magten bliver mere kold og kynisk end vi kender det fra tidligere. Når alt dette ser håbløst ud, så flyver Helligånden lavt – den er ikke i øjenhøjde – der hvor alle love og regler bliver til. Nej den flyver i hjertehøjde. Den flyver mellem dit og mit hjerte.

Helligånden blæser hjertets varme ud til den ensomme og ud til den som lider. Helligåndens kraft er at finde lige mellem dit og mit hjerte, der hvor Vi ønsker godt for hinanden. Som en skrøbelig due lukker den al politik ude og kalder på noget andet i mennesket.

Vi kan sige at Helligånden er det fundament vi bygger på. Det er et fundament af næstekærlighed og forståelse, og det er et emne der også her i 2018 er meget aktuelt. Vi kan vælge at lægge os ned og erklære at troen er død, og lade os overhale af de kolde hjerter, eller vi kan rejse os og med Helligåndens kraft, pege på hvad Gud betyder i vores liv. Den modløse kan finde mod i vores historie og den søgende kan finde sit hjem i vores kirke. For sådan virker Helligånden mellem mennesker.

Jesus har i dag samlet disciplene for at give dem en ny begyndelse. Han giver dem Guds fred og nåde og sender dem ud i verden som en enhed med en ny befaling. At tro på Gud, at gå i kirke er en privat sag. Endnu kan samfundet ikke forbyde nogen at gøre sådan eller vise sig på arbejdet med et kors om halsen. Troen har vi ret til – det er en personlig frihed. Men troen må ikke blive privat. Lad os ikke lukke os om den, som er vi en særlig gruppe, som har til formål at lave regler og love vi kan deles om at forvalte.

Lad os i stedet gå ud med vores tro, og vise vores børn og børnebørn at de værdier Gud har givet til os gennem Helligånden – at de er stærkere end de kolde hjerter der regerer i verden. Lad os tage aktivt stilling og være kristne – ikke bundet i tradition og plejer, men bundet i troen på verdens skaber, håbet, næstekærligheden og alt det kirkens fundament er bygget på.

For sådan er pinsen – Gud sender os en Ånd der fornyer vores liv. En Ånd der giver liv og giver os mod til at gå ud og være Guds hænder på denne jord. Glædelig pinse.

Comments Off on Pastor Judes Pinse prædiken

May 15 2018

Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag i Påsken 2018

Udgivet af

Søndag den 13. maj 2018.

Ev: Joh 17, 11-19.

Når solen skinner kan vi rigtig mærke at det er forår. Solen giver os varme og grønne blade og vi ved at det betyder at sommeren er på vej. I butikkerne kan vi købe små frø – de fylder kun bunden af en lille pose. Lægger vi dem i jorden, og vander dem vil de vokse til mægtige planter som vil give os salat, ærter, gulerødder og meget andet.

Når vi holder frøet i vores hænder, kan vi kigge på det og tænke: ’Jeg er nu ejer af gulerødder’. Men tingene tager tid. Ja vi ejer gulerødder – vi ejer dem for vi står med kernen til grøntsagen, men vi har ikke gulerødderne endnu. Dem må vi vente på mens vi passer og plejer frøene.

Når vi taler om frø og gulerødder her i kirken i dag, er det fordi evangeliet byder os på en tekst som også handler om at vente og se noget udvikle sig til noget andet. Mange af os er kommet her til Danmark fra et andet land. Vi er vietnamesere, polakker, tamilere, englændere eller filippinere men vi LEVER i Danmark. Hæver vi os over det, kan vi sige at vi er Guds folk, men vi LEVER i denne verden.

Det er sådan Jesus taler til os i dag. For vi må huske, at når vi handler og gør noget i denne verden så gør vi det som et Guds folk. Jesus har også været i denne verden, så han ved om nogen hvilke problemer vi står overfor. – Som det står skrevet: Alt det gode jeg ønsker at gøre, gør jeg ikke, men alt det onde jeg ikke ønsker at gøre, det gør jeg.

Jesus beder for os: ’Tag ikke mennesket ud af verden, men bevar dem fra det onde. Hellig mennesket i sandhed’ og sådan er Guds håb for mennesket – at vi kan være her i denne verden som Guds folk men alligevel indordne os og komme overens med verden. Vi må stå imod og kæmpe for at være et Guds folk med de værdier som Gud har givet til os.

Det er kærligheden og næstekærligheden som må være overskriften i vores liv, for sådan har Jesus sendt os ud på denne vandring. Og det er ikke nogen let opgave vi er givet, for at gå gennem alt dette denne verden kræver af os, kan vi ikke gøre uden at synde – ikke bare én gang men mange gange. Dette skyldes ikke mindst vores egne fejl og mangler, men også det at vi som mennesker i denne verden konstant mødes af angreb og mistillid.

Jeg har givet dem dit ord’ siger Jesus i sin bøn til Gud. I det ligger der et løfte til os, en tillid mellem mennesket og Gud som ikke kan brydes. Det er et stærkt bånd som bygger bro over troskab og synd, og med Helligånden i blandt os forstærkes dette bånd, da Gud dermed ikke er et fjernt begreb, men en på mange måder håndgribelig Ånd der virker mellem mennesker, men også virker som et bindeled til Guds Rige.

Frøet vi lægger i jorden og passer og plejer indtil vi kan tage vores gulerødder op er som et billede på denne verden og Guds Rige. Vi kan ikke omhyggeligt lægge frøet, og forlade det hele foråret og sommeren med, og så regne med at frøet giver afkast. Fordi vi ejer frøet er det ikke sikkert at vi også ejer guleroden. Frøet giver os sit ord – at hvis vi passer og plejer det, så vil det give afkast.

På samme måde er vi med vores dåb lovet et afkast. At vi er Guds folk der lever i denne verden. Gud har givet os sit ord – at vi ikke er af denne verden, ligesom frøet i vores forårskolde hænder ikke er en gulerod. Vi er med andre ord endnu ikke der hvor vi er bestemt til at være. Men på trods af det må vi passe godt på livet og behandle det med værdighed.

Kl.10:
I dag døber vi Laura som med dåben loves et afkast. Lad os alle bede for at Gud vil lade alt hvad Laura sår i livet, vokse, så hun vil høste frugten af et liv med tro, håb og kærlighed. Lad os med den tanke døbe Laura.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag i Påsken 2018

May 11 2018

Pastor Judes prædiken til Krist Himmelfart 2018

Udgivet af

Kristi Himmelfart 2018.

Ev: Mark 16, 15-20.

Kristi himmelfartsdag fejres 40 dage efter påske og 10 dage før pinse. Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus steg til himlen 40 dage efter sin opstandelse.

Kristi himmelfart markerer afslutningen på Jesus´ liv på jorden. Kirken fejrer altså ikke kun, at Guds søn kom til verden, men også at han forlod den igen efter opstandelsen. Det lyder måske som en mærkelig begivenhed at fejre. Men Gud måtte forlade verden som menneske, for at han kunne sende til os Helligånd i pinsen. Himmelfarten markerer ikke blot afslutningen på historien om Jesus´ liv på jorden. Den sætter samtidig begyndelsen på en ny: Helligånden, som kommer i pinsen

Når vi kigger op i himlen og himlen den er sommer-blå, så kan vi få den tanke at himlen er uendelig – at himlen kan føre mennesker i komplicerede maskiner helt til månen og endnu længere væk end det. At himlen kan gemme alt så langt væk at det ikke kan findes igen. Vi kan få den tanke at det også gælder Jesus. Han op for til Himlen – en smuk sommerhimmel og så blev han væk for både dyr og mennesker i denne verden.

Da Jesus brød gravens grænser påskedag lavede han et hul mellem døden og denne verden. Han banede en vej som ikke var menneskers vej, men Guds vej mellem død og levende. I dag bryder Jesus endnu en grænse foran vores øjne. Han laver et hul mellem døden og Himlen. Heller ikke denne vej er menneskers vej, men Guds vej.

Vi kan kigge op i den uendelige himmel og tænke, at deroppe bliver ting væk, men vi kan også tænke at Jesus steg derop. Han steg op i Himlen den dag hans gerninger her på jorden var afsluttet. Han er ikke væk. Han har ikke gemt sig i det uendelig endelige. Nej, for at give os trøst og svar på alle vores spørgsmål, har han brudt grænserne mellem døden og livet, og i dag bryder han grænsen ned mellem mørket her på jorden og lyset i Himlen.

Det er ikke en menneskets vej. Det ved enhver som har lagt en af deres elskede i graven. Uanset mængden af tårer og savn kan vi ikke bryde den tunge grænse der er mellem døden og livet. Ej heller er det evige lys i Himlen menneskers lys. Lyset er givet til os af Gud, som et bevis på at Himlen eksisterer.

I dag baner Jesus vejen for os til Himlen, og han har sagt til os at også vi kan gå den vej. Også vi kan gå ad Kristus-vejen, men indtil vores dødstime kommer, må vi gå menneske-vejen. Vi må holde os til den bolig vi har på jorden. Der er vores bolig. Derfra går vi ud. Jesus derimod har taget bolig i Himlen.

Med Himmelfarten kunne disciplene og vi blive bange for at Jesus bliver fjern for os. Vi kan blive nervøse og tænke at han stiger op, og væk fra vores liv, men vi må tænke på hans ophøjelse på en anden måde. Jesus stiger op over vores problemer, sorg og glæde. Han stiger derop hvor han kan se på det hele på afstand.

Når vi ser Jesus på malerier hvor han stiger op til Himlen, er det fælles for de fleste at hans hænder peger ned mod jorden. Hans hænder strækkes ud efter mennesket, som om han griber fast i os. Lad os derfor i dag fejre Himmelfarten, og glædes over at der er åbnet et hul mellem mennesket og det evige lys. ’Jeg er med Jer alle dage’ lyder hans ord til os. Han sidder ved Gud den Almægtige højres hånd, og han skal komme igen for at våge over ethvert menneske, hvis hjerte trænger til trøst. Lad os hver dag række ud efter hans hænder når han kommer os i møde.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Krist Himmelfart 2018

May 08 2018

Pastor Judes prædiken til d. 6. søndag i Påsken 2018

Udgivet af

Prædiken 6. søndag i påsken 2018.

Ev: Joh 15, 9-17

Der er en historie om en soldat fra første verdenskrig. En af hans soldaterkammerater var ikke kommet tilbage til delingen og soldaten spørger sin officer: ’Må jeg gå ud og lede efter ham?’ Officeren svarer ham: ’Du kan gå, men det vil ikke være det værd. Du vil finde ham død, og du vil risikere dit eget liv også’. Men soldaten går ud og leder efter sin kammerat. Han finder ham og bærer ham hjem til delingen. Officeren kigger på de to mænd og siger til soldaten: ’Se hvad jeg sagde – det ville ikke være det værd. Din kammerat er død!’ Men soldaten svarede: ’Det var det hele værd, for da jeg fandt ham, var han stadig i live og han kiggede på mig og sagde: ’Jeg vidste du ville komme’’.

Sådan står der i evangeliet at ingen har større kærlighed end den der vil sætte sit liv til for sine venner. Og venner er netop hvad Jesus beder os om at være. Jesus kalder os ikke for sine tjenere. Han kalder os for sine venner – den slags venner som er rede til at gå i døden for andre. Den slags venner man kan stole på og med tillid kan vente på når livet er svært.

Uanset hvilken tro man har, er det svært at være ret uenig i det bud Jesus giver os i dag. Det bud vi gives lyder: ’I skal elske hinanden’. Jeg tænker at både ateister, østens religioner, kristne og alle andre trosretninger kan samles om dette bud. Der er jo ikke noget der ville være mere gavnligt for vores verden, end hvis dette virkelig kunne lykkes for mennesket – at alle gik rundt og elskede hinanden.

I de 10 bud er der flere bud som er nemme nok. Du må ikke stjæle – du må ikke slå ihjel. Ja, det er bud som ikke falder de fleste svært. For mange mennesker er det slet ikke overvejelsen værd at slå ihjel eller stjæle, men det bud Jesus giver os i dag hører til blandt de befalinger der kan være svære for selv den mest kærlige at opretholde. Når alt kommer til alt, hvor mange af os vil så gøre som soldaten? At gå ud og risikere sit eget liv for noget der måske er meningsløst, vil for de fleste kalde på kritiske spørgsmål. ’Er det virkelig det værd?’ som officeren spørger. Men alligevel er det netop det Jesus byder os at gøre I dag. Nemlig at gå den ekstra mil for alle dem der krydser sporet i vores liv.

Jesus viser os en måde at elske på. Gennem evangelierne læser vi hvordan han elsker og omfavner alle. Han favner dem der gør uret og viser kærlighed til dem der ikke viser trofasthed. Kort sagt så elsker han alle de mennesker, vi kan føle os fristede til at sige farvel til i vores liv. Igen og igen minder han os om den type kærlighed. Det er nemlig ikke en kærlighed som beror på en følelse, men en kærlighed der kommer fra et andet grundlag. Det er en kærlighed der udspringer fra idéen om at ’Når Gud elsker dig, så elsker jeg dig også!’ For sådan bliver vi sagt at Gud elsker alle sine skabninger – Han så at hvad Han havde skabt, det var godt!

Så hvis vi ikke elsker det som Gud har skabt – hvordan kan vi så elske Gud? Gud har skabt os fordi vi er udvalgt til at elske, Gud har skabt os fordi vi er udvalgt til at være venner. Jesus siger til os at han elsker os sådan som Faderen har elsket ham. Når vi ser på teksterne kan vi føle tvivl om hvordan kærligheden fra Jesus til Gud har været. Vi ved at Gud ikke overhældte Jesus med et nemt liv på jorden uden bekymringer. Vi ved at Gud ikke bare lagde de lette løsninger foran sin søn. Tværtimod lod Gud virkelig sin søn mærke på krop og sjæl hvad livet som menneske betød.

På samme måde lever vi vores liv med alt det livet som menneske indebærer. Vi oplever had, kærlighed, bekymring, nervøsitet og glæde. Men midt i dette, må vi skabe en rød tråd der elsker, på trods af alle de alternativer der er. For sådan lyder det bud Jesus gav til os mennesker: ’Dette byder jeg Jer, at I skal elske hinanden’.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 6. søndag i Påsken 2018

Apr 23 2018

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Påsken 2018

Udgivet af

Prædiken 4. søndag i påsken 2018.

Joh 10, 11-18.

Hvad betyder det egentlig ’at kende nogen’. Når nogen spørger: ’Kender du ham?’ vil vores svar helt sikkert være ’nej’ hvis ikke vi kender den persons navn. Navnet er ligesom det første skridt på vejen til at kende nogen, men selv når vi kender navnet, så kan svaret også være: ’Nej jeg kender ham ikke’, for at kende nogen betyder mere end det. At kende nogen kræver at vi ved noget om dem, at vi bekymrer os om dem.

Ja, måske kan vi i virkeligheden først svare: ’Ja, jeg kender ham’ når båndet til det menneske er blevet så stærkt at hans lykke eller sorg rører ved vores egne følelser. Det er præcis på den måde Jesus kender sine får. Han kender dem og de kender ham. Det er præcis på den måde en præst kender sin menighed – ved at bekymre sig om deres lykke og sorg, og forhåbentlig er det også sådan enhver menighed kender deres præst. Det er sådan vi kender vores biskop og vores pave.

Det er dette kendskab til hinanden vi fejrer i dag hvor dagen jo er verdensbededag for alle de som er kaldet. Alle de som er kaldet til et liv med Gud men ligeså vigtigt et liv med mennesker. De som har besvaret kaldet lever således et liv med den opgave at lede mennesker til Gud – at være bindeled så troen styrkes og håbet fortsat lever. Mange af Jer som sidder her i dag er kaldet til familieliv, kaldet til at få børn med en sød kone eller mand og andre er kaldet til andre ting i livet, men I må alle huske, at også I er kaldet til at være hyrde for nogen omkring Jer.

Enhver familie har brug for en hyrde for ikke at gå i opløsning. Enhver forælder er således hyrde for sit barn, enhver ægtefælle er hyrde for sin mand eller kone og ethvert barn er hyrde for sine søskende. Og måske I mænd nu sidder og tænker at hyrde-rollen passer Jer godt for det er noget med at bestemme – noget med at være den der holder fjernbetjeningen, og noget med at det er Jer, og ikke Jeres kone som har det sidste ord. Det er helt forkert!

En hyrde er ikke at have en magt til at være hyrde er ikke noget med hierarki – nej, at være hyrde er noget med at give omsorg og lede familien frem – at lede familien mod Gud og mod gode værdier, så kære mænd: ’Måske det er bedre I med det samme giver hyrdestaven til Jeres kone’, og lader hende være familiens kærligheds-hyrde.

Når vi læser om Jesus som hyrde i biblen kan vi nogle gange få den tanke at med så mange får som følger en hyrde, hvad forskel gør det så om ét af fårene dør eller måske stikker af. Der er jo så mange andre at vælge imellem – så mange andre at tage af, men når vi overfører den tanke til vores egen familie og det at kende nogen så bliver tankerne anderledes. Da er alle vigtige, uanset hvor stor flokken er. Er vi samlet 20 familiemedlemmer juleaften, vil festen ikke være den samme hvis én mangler. Grunden er at vi kender hinanden. Vi kender hinandens navn, duft, vores væremåde og vi kan nemt forestille os det tomrum som opstår hvis nogen forsvandt. De minder vi skaber sammen er det der former os som mennesker.

At være hyrde kan vi altså forklare med at kende nogen – at bekymre sig om andres lykke og andres sorg. Lad os derfor bruge denne søndags evangelium til virkelig at overveje hvordan Jesus er hyrde i vores liv. Jesus inviterer os igen og igen til at være en del af hans flok, og utrætteligt leder han efter os når vi er vildfarne.

Lad os inspireres af Jesus og være hyrde for andre i denne verden ikke bare ved vores ord men med vores gerninger, og lad os som Jesus være den gode hyrde som gav sit liv for sin flok. Vi har også alle givet vores liv til vores flok, så lad os aldrig gøre vore hjerter hårde overfor den flok som følger os.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Påsken 2018

« ældre indlæg