Jan 10 2018

Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbarelse 2018

Udgivet af

Prædiken til Helligtrekonger 2018

Ev: Matt 2, 1-12

Tre konger var ude at gå en tur. De fulgte en stjerne. En stjerne som ikke kunne tale, men kun kunne lyse. Alligevel fulgte de stjernen. Kongerne vidste at denne stjerne var noget særligt. At den ville lede dem til en konge som var anderledes end dem selv. En konge som skulle blive deres konge.

Stjernen gjorde præcis som de havde tænkt den skulle gøre. Den lyste for dem og viste dem vej til Jesusbarnet som lå i krybben hos Jomfru Maria og Josef.

Da de tre konger nåede krybben, lagde kongen Melchior sin gave. Gaven var guld og var et symbol på at dette nyfødte barn var konge – altså en royal som skulle bære guld.

Dernæst lagde den næste konge sin gave. Kong Baltazar lagde røgelse ved Jesusbarnet. Røgelsen brugte man dengang kun ved alteret – man brugte det kun når man tilbad Gud. Baltazar ville med sin gave vise at dette barn skulle tilbedes. Dette barn var guddommeligt.

Til sidst lagde Caspar sin gave ved krybben. Myrra var denne konges gave. Typisk brugte man myrra ved begravelser som parfume til tøjet, og derfor kan man få den tanke at denne gave blev givet som et symbol på at også Jesus må død som menneske fra denne verden.

Kongerne kom som vi har hørt med guld, røgelse og myrra – ligesom også vi giver hinanden gaver ved jul og fødselsdag. – men måske var den fjerde gave som kongerne gav den mest vigtige. Da de havde lagt gaverne tilbad de Jesus, og sådan gav de ham den gave at de anerkendte ham som noget guddommeligt. De troede virkelig på at Jesus var konge – ikke bare på den måde som de selv var konge, men konge for alle konger i denne verden.

Sådan kan også vi håbe at vi vil få den samme visdom som kongerne. Måske er vi selv konger i vores familie eller i andre sammenhænge, men over os – over vores herredømme er Jesus. Kongernes konge, så også vi må bringe ham gaver og tilbede ham. I ham har vi alt at vinde og intet at tabe.

De tre konger fulgte stjernen uden at stille spørgsmål. Af dem kan vi lære at følge Guds veje selvom vi ikke gives en forklaring eller en begrundelse. Vi må give op overfor vore egne planer, for følger vi Guds stjerne, Guds ledetråde så vil vi finde frem til et mål som hvor vores glæde vil være større end den lykke vi tror findes ad vores egne veje.

Også vi kan være en stjerne i andre menneskers liv. Uden at sige noget – uden at dømme, forklare og udrede store punkter i Biblen kan vi med vores legeme og sjæl være ledestjernen for alle vi møder i vort liv. Vi kan lyse i deres mørke og lede mennesker den samme vej. Vejen mod Kristus, vejen mod tilgivelse, vejen mod kærlighed og forsoning.

Dagens evangelium handler om mange ting. Vi kan trække flere emner ud, men tillid må være det ord vi går ind i 2018 med. At vi har tillid til at Gud og stjernerne viser os på rette vej, og at det derfor godt kan betale sig at følge efter, uanset at vi ikke lige kan få øje på resultatet. Gud vil vise det til os hen ad vejen. Han er ikke ude på at lede os den forkerte retning. Og når vi ledes frem og når vores mål, så må vi give noget. Vi må ofre noget af det vi har som tegn på vores taknemmelighed.

De vise mænd får en meget pludselig rolle i evangeliet og lige så pludseligt er de væk igen. Deres rolle er dog langt større end den plads de får i ord i dagens evangelium. De følger stjernen. De følger Gud, men deres fornemmelse får dem til ikke at gå tilbage til Herodes. Tænk Jer, om vi mennesker kunne gøre det samme – følge stjernen, følge Gud og følge den fornemmelse der holder os på Guds veje.

 

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbarelse 2018

Dec 18 2017

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 3. søndag i Advent 2017.

Ev: Joh. 1, 6-8 og 19-28. (’Glædens Søndag’)

Når en sag skal i retten, er der 2 slags mennesker som kan få stor betydning, for hvilket resultat dommeren kommer frem til.

Der er advokaten. Hans opgave er at arbejde sig frem til at vise hvad der er sandhed og hvad der er løgn. Han skal gøre det på en klog måde, der i sidste ende giver det resultat som han ønsker for den part, som han repræsenterer.

Og så er der vidnerne. Vidner er de mennesker som har set hvad der skete. Måske var der et vidne der så at ham der kørte for stærkt i bilen – han talte også i mobiltelefon. Det er vidnerne der skal gengive hvad der skete i den sag, der nu behandles i retten. Deres ord kan have afgørende betydning; Især hvis der er flere vidner der siger det samme.

Et vidne kan ikke rigtig vælges. Et vidne må naturligt være den person der så hvad der skete. Med advokaten er det anderledes. Parterne i sagen kan frit vælge hvilken advokat der får deres sag. Nogle vælger derfor den bedste og dyreste, mens andre der ikke har mange penge må tage ham som retten peger på.

Hvis vi ser på evangeliet i dag, ser vi netop advokater og et vidne diskutere en sag som vi kender det fra retten. Vidnet hedder Johannes og advokaterne – altså præsterne og levitterne – er sendt ud for at afhøre ham. ’Hvem er du?’ spørger de og fortsætter med en række spørgsmål, der skal få Johannes til at lave en fejl – vidne falsk om hvad der skete og hvor han er kommet fra. Hver især forsøger advokaterne sig med spørgsmål, der skal vise retten, at dette vidne kan man ikke stole på.

Men Johannes er et klogt vidne. Han holder sig til sandheden, og advokaterne må gå derfra uden triumf. Sådan gik det, fordi Johannes er et vidne, der har set Gud. Han er et vidne, der ved med sikkerhed, at Jesus kommer.

Grunden til at vi her midt i advent skal høre en fortælling om advokater og et vidne er, at snart kommer Jesus. Det ved vi, ligesom Johannes vidste det, men er vi lige så faste i vores ord, hvis nogle advokater spørger os? Eller vakler vi i vores forklaring?

I dag er det Glædens Søndag. Vi fejrer glæden over, at Jesus er på vej ind i vores liv for at forny alting. Han kommer for at forny os indefra, men fornyelsen sker, kun hvis vi lader ham komme ind og ikke kigger på ham med advokatens øjne. Er vores hjerte fyldt med skepsis, had og mistro, giver vi Jesus og glæden svære betingelser. Vi må i stedet, som Johannes, være et vidne – et menneske som ikke tror eller overvejer eller venter på at se – men et menneske der VED og står ved at vi bekender os til de bud som Gud har givet os at leve efter.

Nogle gange kan glæden have svære betingelser. Den kan især svigte os, når vi beder uden at få, når vi oplever sorg, misbrug eller at afstanden mellem os og vores familier vokser og vokser. Glæden gør ikke livet nemt, men glæden og forventningens glæde gør livet til at bære. Forventningen om at glæden kommer, minder os om, at det vi står lige midt i vil ikke altid være der. Alt det der sker ude i verden, kan gøre det svært at høre vidnets stemme, men lytter vi godt efter, kan vi høre hvordan Johannes råber til os: ’Efter mig, kommer der én som er større end mig’.

Lad os med den tanke være et vidne om vores tro og glæde. Glæden ændrer ikke livets omstændigheder, men glæden ændrer os og alting omkring os.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2017

Dec 13 2017

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 2. Søndag i Advent (Fredens Søndag).

Ev: Mark 1,1-8

En begyndelse kan ofte være meget pludselig. Sådan sker det når et barn er født. PLUDSELIG er en kvinde blevet mor og en mand er blevet far. Sådan sker det også nogle gange med en forelskelse. 2 mennesker møder hinanden og ud af ingenting opstår der kærlighed.

I evangeliet i dag, hvor det er anden søndag i advent, byder på sådan en begyndelse. Det er en begyndelse på noget helt nyt som kommer meget pludseligt. Johannes døberen træder frem i ørkenen og døber folk. Her i 2017 er det både spændende og vedkommende for os at han gør det, – at han døber folk.

Når vi kigger på de udfordringer vi har i vores verden med klima, miljø og ufred, og samtidig kigger på hvad verdens ledere gør ved det så kan vi lære noget af Johannes Døberen. Vi ser hver dag hvordan alt i denne verden bekæmpes. Alle lande KÆMPER mod klimaforandringer, og samtidig kæmper de mod andre lande som ikke deler den samme opfattelse af verden som dem selv. Der bruges missiler, våben og trusler for at nedkæmpe hele samfund.

Johannes Døberen står i kontrast dertil. Han døber folk for at bygge dem op og give dem en ny moral. Med dåben giver han dem nådegaven og en fred i troen på at Gud bærer sammen med dem.

Tænk om vi kunne føre denne opbyggelse af mennesker med ind i 2018, og erstatte forbud og begrænsninger, med en ny moral der peger på nye muligheder. Det kunne blive en NY og ikke mindst PLUDSELIG begyndelse for hele menneskeheden.

Men os der sidder her kan ikke sætte os i de stole som bestemmer over verden. Det betyder dog ikke at vi ikke er i stand til at skabe en ny begyndelse. Den anden søndag i advent er fredens søndag. Vi må altså reflektere over hvordan vi med Guds ord om nye begyndelser kan sprede  fred og lade freden blive grundsten til at bygge mennesker op frem for at kritisere dem og bryde dem ned.

Det er et ansvar vi har som kristne – altid at give god moral frem for at kritisere og nedvurdere. Den gode moral gør også noget andet ved folk end regler. Man kan forestille sig på Johannes Døberens tid, at man sagde: ’det er forbudt at stjæle’ og så ville de fleste følge reglen. Med dåben vi hører om i dag døbes folk med moral – en moral de kun kan bære hvis de opretholder den, og deraf mærker ønsket indefra om ikke at stjæle.

Den modsætning kan vi føre over på mange aspekter i vores liv. Laver Jeres børn lektier fordi I siger de skal, eller laver de lektier fordi I via Jeres tro og opdragelse har givet dem moral til det? Dette spørgsmål kan skiftes ud med mange andre lignende spørgsmål, og vi inviteres til i dag, selv at formulere spørgsmålene og svare på dem.

Vores svar vil fortælle os om der er noget vi skal ændre i vores liv. Adventstiden er en tid for oprydning i os selv med Guds hjælp. På samme måde som fasten er advent en forberedelsestid på det der kommer. Johannes Døberen klædt i kamelhår formåede at tiltrække folk og give dem fredens gave. Lad os på samme måde gøre en forskel for nogen der trænger til en hånd der bygger op, og lad os omvende os og rydde op i alt det der bryder ned.

Ved at døbe dem med vand – ved at forære den gode moral – ved at bygge op – da vil Jesusbarnet blive født i en fredstid og fylde os med Helligånden

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent 2017

Dec 06 2017

Pastor Judes prædiken til d. 1. søndag i Advent 2017

Udgivet af

Prædiken til den 1. søndag i advent. 2017

Ev: Mark 13, 33-37

Det er første søndag i advent og samtidig den første søndag i det nye kirkeår. Det er søndagen hvor vi fejrer håbet og undrer os over at denne måneds kalenderblad endnu engang peger på juleaften.

Sådan går det for os hvert år at den ene forårsdag, bliver til en sommerdag og snart går alle og taler om at det ’da heller ikke er til at forså at vi allerede nærmer os jul’. Ja, det udtryk hører vi alle vegne, selvom det næppe kan komme som nogen overraskelse at julen ligesom påsken vender tilbage hvert eneste år.

Måske får vi denne tanke at julen hvert eneste år overrasker os, fordi vi går sovende gennem resten af året. Vi går i en søvn af stress og travlhed, der bærer os gennem livet uden chancen for at stoppe op og virkelig SE og iagttage. Vi er måske ikke VIRKELIG vågne og lægger mærke til alt omkring os. MÅSKE fylder vi vores aftener med TV, eller kigger ned i mobilen, eller løber rundt til aktiviteter, hvis da ikke arbejdet æder alt vores tid.

I vores tid er det ikke moderne at kede sig eller være langsom. Det er på en måde blevet et svaghedstegn, men hvad nu hvis det kun er inde i kedsomheden og inde i kernen af det langsomme, at vi når ind til det livet handler om, nemlig at være Gud nær og have kærligheden og håbet intakt.

Da Jesus blev født i krybben og ej heller da Jesus døde på korset, havde Gud forudset at denne tid på året 2000 år senere ville blive den mest vanskelige tid for fattige familier, fordi det kræves at man lever op til et vist niveau af hjemmebag, og Gud havde heller ikke forudset at brugen af Dankort skulle sætte rekord år efter år.

Nej, hvad ville Gud med denne tid? Lad os reflektere over det spørgsmål i dag, og finde svaret sammen med vores familie. Blandt svarene kan vi også finde svar i dagens evangelium. Vær vågne! – Lad ikke Herren finde Jer sovende. Eller med mere moderne ord: ’Lad ikke adventstiden drukne i gaveræs og konkurrencen om at være den flotteste og dyreste, for da vil vi gå gennem julen sovende og ikke opdage når Herren kommer. Han vil finde os og se at vi er fraværende!

I dag er det håbets søndag. Vi tænder det første lys og fejrer at Gud har givet os mennesker håbet i gave. Håbet er det lys der blafrer i vinden, når vi er tæt på at give op. Håbet er det der får os til at bede, når troen på Gud er en rettesnor i vores liv. For det menneske der ikke har håb i livet, er livet kun meget lidt værd. For den syge som lider uden håb, er der kun døden tilbage. For den ensomme som sidder alene uden håb, er der kun tilbage at være forladt.

Vi er på grund af vores tro forpligtet til at lade vores overskud gøre gavn for dem hvis håb ikke har nogen holdeplads. Og det kræver at vi prioriterer Gud i vores liv, for kun Han vil guide os til at gå til de huse, hvor nøden er størst, og kun Han vil hjælpe os til at skære alt det fra, der får os til at gå sovende gennem livet.

Lad os denne første søndag i advent på kirkeårets første dag virkelig KEDE os og være langsomme. Da vil de næste uger give os det, der netop var meningen med dagene, nemlig en sød ventetid på Kristi komme. I stilheden vil håbets flamme fra adventskransen lyse for os, som en sikkerhed for at mørket aldrig er stærkere end den kraft lyset har.

Jeg vil derfor gerne ønske Jer alle en rigtig KEDELIG adventstid.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 1. søndag i Advent 2017

Nov 20 2017

Pastor Judes prædiken til d. 33. alm. søndag 2017

Udgivet af

Pastor Judes Prædiken til den 33. alm søndag 2017

Ev: Matt 25, 14-30

Det evangelium, vi netop har hørt, er alvorlige ord. Vi hører fra Jesus at der faktisk kan komme en dag i vores liv, hvor vi vil få at vide, at vi har spildt vores liv – at vi ikke har brugt de evner vi har på noget fornuftigt. Det er alvorligt, og det er næppe den besked nogen af os ønsker at få, når vi står ansigt til ansigt med Gud.

En stor del af teksten handler dog om noget andet. Den handler om tillid. Teksten handler om at mennesker bliver betroet noget der er meget værdifuldt. Uanset om det var et, to eller fem talenter, så giver ordene os det klare indtryk, at talenter er meget værdifulde uanset hvilken størrelse, de kommer i.

Og det kan vi heldigvis genkende fra vores liv. Det er nok ikke mange forældre, der har børn, som kommer hjem med karakterblade som viser tolv-taller i alt fra billedkunst, til musik, til matematik og udenlandske sprog. Normalt har vi vores styrker indenfor forskellige – men færre ting, og det er typisk indenfor de områder, hvor vi søger efter meningen med vores liv.

Den der er dygtig til musik, søger i den retning, mens den der har styrker indenfor kemi kommer til at arbejde med noget helt andet. Vi ser det også her i kirken. Alle vi som er her i dag, arbejder ikke med de samme ting i kirken. Vi fordeler vores evner, for på den måde at tjene Gud og hinanden. Det er vores forskellige talenter der former vores menighed. Nogle gange kan det være svært at se meningen med vores talenter. I løbet af livet kan vi miste modet mange gange, og blive i tvivl om hvilken retning vi skal gå. Livet viser os at det ikke bare former sig som den røde snor der bliver lagt ud for os ved dåben. Guds vej er måske lige og ret, men vi opdager at et godt liv byder på zig-zag og omveje. På den måde sker det at Gud kun afslører lidt efter lidt hvordan vi skal bruge det vi er blevet betroet bedst muligt.

Gud har lagt noget dyrt i vores hænder under dåben. – Han har lagt et ansvar for at bruge vores liv. Bruger vi det ikke går det tabt. For sådan er det med talenter, uanset hvor mange vi har. Bruger vi dem ikke har vi spildt dem.

Der bliver stillet krav til os som mennesker, og vi må aldrig være i tvivl om at vores tro koster – det er ikke gratis at tro på Gud, for vi forpligter os til at gøre godt med det vi har at gøre godt med. Vores evner og talenter kan gå op og ned. Som lille barn eller meget gammel kan det være svært at evne ret meget. Sorg, krise og andre livssituationer kan også sætte os ud af spil, men Jesus siger til os at enhver som har fået meget skal der kræves meget af.

Det er en vigtig pointe Jesus kommer til os med i dag. Han siger til os at vi er ikke ligegyldige, at Gud ikke er ligeglad. Med dåbens gave, bliver vi forpligtet til at lade vores talenter vokse. Vi må arbejde for sagen, og være vedholdende for at vores liv kan vokse til glæde for andre

Lad os alle inspireres af evangeliet i dag og ikke låse vores evner inde. Da vil det gå som hvis man sætter pengene i banken – de bliver mindre og mindre værd! Vores talenter må vi handle med, så lad os være aktive i det samfund vi bor i og den verden Gud har skabt os i. I dag har Pave Frans udråbt som de fattiges dag. Det er første gang vi markerer denne dag men i fremtiden vil dagen blive markeret hvert år i hele Den Katolske Kirke. Lad os netop i dag overveje hvordan vi kan bruge vores talenter for at hjælpe de fattige.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 33. alm. søndag 2017

Nov 12 2017

Pastor Judes prædiken til Laterankirkens Indvielse 2017

Udgivet af

Prædiken til Laterankirkens Indvielse og Pavens dag.

Ev: Joh 2, 13-22.

En søndag kom en mor med sin søn til kirken. Hun kom ind og gjorde korsets tegn med vievand. Hun bad sin søn gøre det samme. Derefter lagde hun sig på knæ og kyssede gulvet. ’Det er ulækket’ sagde drengen, men alligevel tvang moren ham til at gøre det samme. ’Det er Guds hus vi er i’ sagde hun til ham. Nu bøjede hun hovedet dybt og satte sig på bænken, og på samme måde måtte sønnen bøje sig. Kommunionen modtog de begge siddende på knæ. Endelig var pinslerne til messen slut for drengen, som var godt træt af alt det kyssen og bøjen, blot fordi de var kommet til Guds hus. Udenfor kirken kunne søndagens sjov endelig begynde, for der mødte han sin bedste ven. De løb hinanden i møde og gav hinanden et stort knus, men det varede ikke længe. For så kom moren og slog drengen med sin taske, trak ham væk og sagde: ’Jeg har fortalt dig mange gange at vi ikke taler med den familie! At du ikke skammer dig’.

Ja det er nok nemt at regne ud hvilken morale denne historie har. Selvfølgelig bliver jeg som præst glad når jeg ser menigheden her bøje hovedet, knæle og endda have deres mobil telefon slukket under messen, men vi må også passe på at kirken ikke bliver en tempelplads for hellighed. Tænk om hellighed blev til en konkurrence i ydre tegn. Hvis min nabo blot knæler et kort sekund, så vil jeg lægge mig ned på begge knæ og gøre korsets tegn, og hvis min nabo blot beder stille for sig selv med foldede hænder, så vil jeg åbne mine arme og sige mine bønner højt. Sådan kunne kirken hurtigt bliver til et dårligt teater.

På en måde kan man sige at moren i min historie har brugt kirken som markedsplads. Godt nok solgte hun hverken duer eller okser som vi hørte det i evangeliet, men hun brugte Guds hus til noget som var lige så slemt, nemlig at udstille en tro hun ikke praktiserede. Når vi kommer her templet, her i kirken, skal vores ydre tegn komme fra hjertet. Når vi knæler, må vi ikke tænke på om det ser flot ud, nej, vi skal knæle for Gud. Knæle i respekt og ydmyghed for den tanke at vi er her i Guds bolig. Det der kommer fra hjertet her i kirken skal også være stærkt nok til at bære os gennem mandag til lørdag, og med Guds styrke må vi på den måde opføre os lige så ærefuldt blandt andre mennesker udenfor som vi gør herinde, hvor vi med vores hænder ønsker Guds fred til enhver der står omkring os.

Her i kirken er det ikke svært for os at opføre os pænt, for vi mærker en særlig følelse ved dette sted. Endda børnene fornemmer at disse 4 vægge med tag er anderledes end andre steder, og de finder derfor også deres små stemmer frem, men hvis vi overfører dagens evangelium til vort eget liv på den måde at det tempel Jesus taler om i dag, i virkeligheden er vores krop, så bliver det sværere for os som mennesker. I os bor der ingen okser og duer så de er nemme, at undgå at sælge, men mange andre ting sælger vi ud. Vi sælger nogle gange vores næstekærlighed. Udsolgt bliver der også nogle gange af vores menneskelige forståelse, omsorg og tilgivelse. Ros er der ikke meget af på hylderne, men derimod kan man regne med at kritik altid er på tilbud, og så ligner vores krop pludselig den tempelplads, som Jesus siger vi skal rive ned.

En dag læste jeg denne overskrift i en avis som hed: ’Min krop er mit tempel, men hvem har lukket djævlen ind?’ – at artiklen så handlede om mislykkede plasticoperationer var en anden sag. Men det er et interessant spørgsmål: ’Hvem lukkede djævlen ind i vort tempel?’ Lad os rense vores tempelplads for alt det som ikke hører hjemme i os. Lad os sammen rive os ned og lukke vores indre markedsplads og svinge pisken over djævlen. Vi må ikke være bange, for selvom vi har bygget på det menneske vi er blevet til i mange mange år, så vil alt vi bryder ned kunne bygges op igen. Jesus vil fylde vores tempelplads med det der hører en tempelplads til.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Laterankirkens Indvielse 2017

Nov 08 2017

Pastor Judes prædiken til Alle Helgen 2017

Udgivet af

Prædiken til Alle Helgen 2017.

Ev: Matt 5, 1-12

Mange af os har sikkert stået med armen nede i et græskar indenfor den sidste måned. Vi har gravet slimet græskarkød ud med vores hænder og skåret farlige ansigtsudtryk som med den rette stemning og stearinlys kan skræmme dem der kommer forbi vores dør. Ja, disse græskar står foran mange huse i denne mørke tid, og overalt i supermarkeder er græskar sat på tilbud som Halloween-græskar.

Halloween fejrer man i nogle lande aftenen før Alle Helgen klædt ud som hekse og skeletter, og det er man lidt efter lidt også begyndt på i Danmark, men det er som om vi i Danmark glemmer noget. Halloween er som en optakt til festen for Alle Helgen, men ikke mange her i vores land fejrer helgenerne i dag. Lad os derfor her i kirken altid huske at fejre, ikke kun Halloween, men også dagen i dag, hvor vi fejrer alle de helgener som passer på os og hjælper os.

Vi kender alle sammen mange forskellige helgener. Så snart vi kommer lidt ind i december skal vi fejre nogle af dem sammen. Vi skal fejre Sankt Lucia som tog sine egne øjne ud og som derfor er helgen for de blinde. Vi skal fejre Sankt Nicolaus som i hemmelighed gav gaver til børn – nu, her mange år efter er han bedre kendt som julemanden, men vi havde slet ikke kendt julemanden hvis det ikke var for den helgen som hedder Sankt Nicolaus.

Sankt Lucia og Sankt Nicolaus er 2 meget kendte helgener. De har begge betydning for vores tradition og fejring af fester i Danmark, men der findes rigtig mange andre helgener. Der findes én for dem der er på rejse, én for dem der har mistet deres nøgler og der findes andre for forskellige sygdomme. Når vi læser om en helgen vil vi læse at de er født på samme måde som du og jeg. De har spist morgenmad og gået i skole og læst bøger gået i seng – nogle gange uden at børste deres tænder. De har levet helt almindelige liv, men så er der sket nogle ting, så disse mennesker har gjort noget godt for andre. De har levet et liv hvor deres tro var det vigtigste – hvor kærligheden til Gud og næsten var meget vigtigere end deres egne idéer.

Der er sket mirakler i deres liv. Det er mirakler som har fået betydning for verden, og på grund af den måde som de har levet på, fejrer vi dem nu i dag og på de dage som kirken markerer som deres festdage. De er startet som helt almindelige mennesker, de har gået i kirke og til første kommunions undervisning, og de er blevet firmet, så alle os der er her i dag har muligheden for at efterligne dem.

Lad os derfor blive inspireret af alle de helgener vi læser om. Lad os ikke bare grave med armen i et græskar og klæde os ud som en farlig heks, men lad os også i dag læse om nogle helgener og sætte os ind i hvordan de har levet deres liv. De kan nemlig alle inspirere os til at vælge noget andet i vores liv, så også vi sætter næstekærligheden højt. når vi efterligner Sankt Nicolaus og deler gaver ud til børn i hemmelighed, eller når vi arbejder med nødhjælp som Sankt Vitus så går vi de veje som Gud har lagt foran os.

Salige er de barmhjertige, salige er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden, salige er dem som stifter fred, salige er dem som forfølges på grund af retfærdighed. Sådan siger Jesus til os i dag, og sådan taler Gud til mennesket – at salige bliver de mennesker som i deres tid på jorden forstår at kærlighed til Gud og næsten, skaber et helligt liv.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Alle Helgen 2017

Nov 01 2017

Pastor Judes prædiken til d. 30. alm. søndag 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 30. alm. søndag 2017

Ev.: Matt, 22, v. 34 – 40

Hvis man ser på en væg mellem to lejligheder så har den to sider. Én side som vender ind mod en måske gammel mand som er ensom fordi han har mistet sin kone, og en anden side som måske vender ind mod et ungt par som holder fest hver weekend. Sådan er det med alle vægge der adskiller lejligheder. På den ene side bor der ét slags menneske og på den anden side bor en anden slags. Duften i de to lejligheder er forskellig. Møblerne ville ikke passe sammen hvis nogen fik den idé at bryde væggen ned, og i det hele taget vil ingen være i tvivl om at de to lejligheder med kun væggen imellem sig, indeholder helt forskellige vaner og rutiner.

Særligt for en sådan væg er at den ikke kun kan have én side. En væg har altid to sider og er meget til at ramme noget ind og holde noget andet ude. Når vi går hjemmefra låser vi oven i købet døren så intet ondt vil komme indenfor væggen mens vi er ude. En sådan væg med to nødvendige sider er evangeliet i dag.

Jesus siger to ting. Det første er at vi skal elske Gud med alt hvad vi har i os. Denne ordre han giver en den ene side af væggen. Den side som holder alt det onde ude, den side som giver os trøst og vi kan genkende. Den side som sørger for at ingen kulde og regn kommer ind. Det andet som Jesus siger, er at vi skal elske vores næste som vi elsker os selv. Og nu bliver det svært, for at elske Gud er de færreste af os her vel i tvivl om – Ja, vi elsker Gud – vi er kommet i dag i Hans hus for at være sammen og bede. Men elske os selv og vores næste, altså pleje den side af væggen som skal prydes med flotte billeder og varme for vores radiator for ikke at slå revner. Hvordan kan vi sige ’Ja’ til det uden tvivl i vort sind?

Jesus siger at på disse bud, disse to love, der bygges alle andre love. Nogen siger at have vi blot buddet ’elsk din næste som dig selv’ så behøvede vi ikke de andre 9 bud som Moses tog med fra bjerget. Men heldigvis at vi har de 9 andre også, for dette bud er svært. Hvad nu hvis vi ikke rigtig elsker os selv, kan vi så overhovedet elske vores næste? Elsk din næste som dig selv….

Det vil altså sige at vi skal elske os selv, elske Gud og erkende at vi som mennesker er skabt i Hans billede. Når vi anerkender at vi er noget værd, at vores ord kan såre andre, skabe splid eller glæde, så vil vi forstå at Gud har skabt os med et formål. Han har ikke bare skabt mennesker, som når vi hælder ris i en gryde. Nej, Han har taget sig god tid til både dig og mig. Han har givet os gode karakterer og en mission i denne verden. En mission med kærlighed. Det er vores pligt at udføre den mission i alle livets områder.

I vore familier og i samfundet har vi mange regler. Mon ikke også de kunne afskaffes hvis blot der var én regel som hed: ’Elsk din næste som du elsker dig selv. Husk denne regel når I lever livet. Livet leves ikke kun her til messen. Livet venter på os derude på den anden side af den væg, hvor vi lige nu sidder på den trygge side. Et liv som byder på mange ting, godt som dårligt. Mød disse ting med kærlighed. Kærlighed til Jer selv, kærlighed til Jeres næste og kærlighed til Gud.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 30. alm. søndag 2017

Oct 23 2017

Pastor Judes prædiken til d. 29. alm. søndag 2017

Udgivet af

 Prædiken til d. 29. alm. søndag, 2017

Matt. 22, 15–22.

I dag har jeg en lille kinesisk historie med til Jer. En dame gik hver dag til floden efter vand. Over skulderen havde hun en pind af træ og på begge sider ved hendes skuldre hang en krukke. Det var i disse to krukker hun hentede vandet. Sådan gjorde hun hver dag i mange år. Den ene krukke var helt perfekt. Den holdt alt vandet hele vejen fra floden og hjem til hendes hus. Sådan var denne krukke trofast til den gamle dame altid. Den anden krukke derimod havde en revne på den ene side. Så når den gamle kone fyldte den med Vand og gik hjemad, dryppede vandet ud af den hele vejen. Når konen kom hjem var denne krukke kun halvt fyldt. Disse krukker var meget særlige, for de kunne nemlig tale. Én dag sagde den perfekte krukke: ’Jeg er perfekt, jeg har ingen fejl – mig kan du altid stole på’. Så græd den anden krukke som havde en revne og sagde: ’Tilgiv mig at jeg altid spilder dit vand. Jeg er ikke værdig til at gå med dig til floden mere’. Men da sagde den gamle kone til krukken med revnen: ’Vær ikke ked af det. Nok beholder den anden krukke alt det vand jeg hælder i den, men har du aldrig bemærket at din side af vejen altid er fyldt med blomster fordi du hver dag kærligt vander jorden? Den anden side får ingen vand, og der findes kun støv’.

Denne historie kom jeg til at tænke på fordi Evangeliet netop stiller et spørgsmål som denne historie svarer på. Skal vi betale skat til kejseren eller skal vi kun tjene Gud? Krukken med revnen viser os at verden ikke er så enkel. Den viser os at bærer vi alt i os og gemmer det til Gud så vil vi kun efterlade støv i denne verden, men laver vi en revne i os og drypper lidt i denne verden så vil vi efterlade en verden fyldt med blomster men stadig have en halv krukke med alt det vi har samlet sammen af erfaring og gerninger gennem livet.

Vi må altså give noget – give vores skat til kejseren og bringe et offer, for holder vi kun på vores eget og deler ingenting, vil Himmeriget heller ikke blive delt med os. I Danmark har vi ingen kejser og det er nok de færreste som i morgen vil ringe til SKAT og bede om at få et mindre fradrag, så hvordan går vi ud i dag og betaler den skat evangeliet taler om? Hvordan går vi ud og laver en revne i vores krukke så vi sikrer at blomsterne på vores vej får næring?

Vores skat til kejseren betaler vi når vi hjælper nogen som ikke har gjort sig fortjent til det. Vores skat betaler vi når vi passer vores arbejde, vores familie og andre forpligtigelser som ikke umiddelbart har noget at gøre med hverken hellighed eller tro. Vores skat betaler vi også når vi glemmer vores egne planer og i stedet bliver talerør for de der ingen stemme har.

Nej, vores verden er ikke så enkel at vi bare helt kan glemme kejseren og kun tjene Gud. Vi hører om ordensfolk i hele verden, som er kaldet til at bede for os alle. De går til deres værelse eller kirke og beder. De tjener Gud, og det skal vi være glade og taknemmelig for. Men tænk om vi alle gik til vores værelse og bad hele dagen lang. Det kunne måske gå lige så galt, som hvis vi alle forlod Gud for at tjene penge. Vi må bære vores krukker med balance, bede og tale med Gud, men også tjene lidt hos kejseren, som vi med godhed kan omsætte og handle med til menneskers bedste.

Lad os med iver forsøge at forandre verden gennem vores tro, og holde på det der bidrager til en kærlig verden. Men må vi også dryppe lidt så vi kan give næring til det samfund vi er skabt til at leve i. Dagens tekst inspirerer os til at kigge på balancen i vores liv, så vores tjeneste for Gud giver udbytte og vores skat til kejseren nærer blomsterne på vores vej.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 29. alm. søndag 2017

Oct 16 2017

Pastor Judes prædiken til d. 28. alm. søndag 2017

Udgivet af

Prædiken til d. 28. alm. søndag 2017

Ev: Matt 22, 1-14

Vi har lært, og bliver ved hver eneste messe mindet om at Evangelium betyder ’det glædelige budskab’. Ja vi har lige præcis sagt sådan: ’Gud være lovet for det glædelige budskab’. Vi sagde sådan fordi sådan står der skrevet i vores messebog at vi skal sige, men lige præcis i dag kan det være svært at få øje på hvordan dette evangelium skulle være glædeligt for os mennesker.

Dem som var inviteret til bryllup kom ikke, for de gad ikke. Så bliver kongen vred og slår dem alle ihjel. Så finder kongen nogle andre gæster, men får øje på en der ikke har det rigtige tøj på. Den stakkels mand bindes og kastes ud på gaden.

Gud være lovet for det glædelige budskab, lød vores svar til denne fortælling.

Men lad os lave rollerne lidt om!

Kongen som var værten for festen, det er Gud

Tjeneren der skulle tale med gæsterne, det er Jesus

Dem der var inviteret men ikke gad gå til festen, det er de retfærdige

De der i anden omgang blev tvunget med til festen både gode og onde, det er alle dem der tror og dem der tvivler

Han som smides ud, det er ham der ikke tror

Med denne forandring i evangeliets roller bliver budskabet pludselig et nyt for os. Vi kan placere os selv i gruppen af de mennesker som i anden omgang blev tvunget med til festen. Jesus taler til os på vegne af Gud som har inviteret os til at tage del i livet. Jesus taler til os, at vi er kaldet til at være med i livet, og at kommer vi ikke så hører Gud aldrig op med at lede efter os og kalde på os.

Indbydelsen bliver givet til enhver af os. Vi får den i dåben – en dåb hvor vi endnu ikke er som de retfærdige, der finder bedre at give sig til end at svare Gud som kalder på dem. Nej, i dåben får vi en indbydelse, der erklærer os som Guds barn.

Bag den indbydelse som Gud giver os ligger der kærlighed og håb. Gud inviterer os fordi Han vil os noget vigtigt. Gud er den konge der kalder på os for at vi skal vokse i vores tro, håb og kærlighed hele livet. Og netop derfor ophører Guds kald aldrig. Han kalder på os ved dåben og Han har kaldt på os lige siden, for at vi skal iføre os vores bryllupsklædninger, når vi giver Ham vores ’ja jeg kommer nu’.

Det står klart for os i evangeliet i dag at alt er op til kongen – alt er op til Gud. Det er Ham som klæder os på med Gudsord, med indsigt med åbenhed. Det er op til os at tage denne klædning på stykke for stykke. For sådan står der skrevet at alle er kaldet, men få er udvalgte.

De få udvalgte er et billede på de mennesker der svarer Guds kald med et ’Ja jeg kommer’ Lad os derfor erkende i dag at evangeliet ER et glædeligt budskab, fordi det barske budskab vi netop har hørt minder os om at et liv med Gud ikke er gratis eller let. Et liv med Gud kræver et offer af os, – at vi gør noget andet end det vi først ønskede, at vi giver afkald for at svare det kald, der lyder i vores liv.

Da vil vi være blandt de kaldede som kan tage festtøjet på – altså iklæde os Kristus. Og lad os huske på at ud af ALLE dem der kom til festen var det kun Én der blev smidt ud. Hindringerne for os i at vokse i vores tro og gøre os nye erfaringer med håbet er altså ikke store eller uoverkommelige.

Gud kalder på os i kærlighed og modtager os på samme måde. Lad os derfor trygt vende om og gå den rette vej.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 28. alm. søndag 2017

« ældre indlæg