Ev Joh 9, 1-41

Vi hører i dag evangeliet om den blinde mand som Jesus møder. Han er blind fra fødslen og Jesus får ham til at se. – Han får ham til at åbne sine øjne for troen og for Jesus. At Jesus giver ham muligheden for at se, giver manden et helt nyt liv. Hele hans liv har han som tigger på gaden været vant til at andre så ned på ham, når han sad på gaden. Han er blevet ignoreret og har været en man ikke regnede med.

Ligesom manden, kan vi også være blinde for mange ting i vores liv. På dansk siger vi, at vi lukker øjnene for ting. Vi lukker øjnene for fattige, for den hjemløse mand på gaden. Vi lukker vores øjne for krigen i Ukraine og måske også de konflikter der er i vores familie.

Vi må tillade Jesus at helbrede vores åndelige blindhed. Vi har alle blinde vinkler – i vores ægteskaber, vores forældreskab, vores arbejdsvaner og vores personligheder. Vi er ofte blinde for tilstedeværelsen af den treenige Gud, der bor i os, og værdsætter ikke hans tilstedeværelse i andre. Vi som katolikker kan være blinde for fattigdom, uretfærdighed og smerte omkring dem. Lad os dog huske på, at Jesus ønsker at helbrede vores blindhed. Vi er nødt til at bede ham om at fjerne de grundlæggende årsager til vores blindhed fra os: selvcentreret hed, grådighed, vrede, had, fordomme, jalousi, afhængighed af onde vaner, hjertets hårdhed og lignende.

Jeg læste en artikel om en hjemløs der solgte ’Hus forbi’. Man spurgte hende: ’Hvad er det værste ved at være hjemløs?’ og hun svarede: ’Det værste er når ingen ser mig. Når ingen gengælder mit smil, og når ingen svarer når jeg hilser’.

At kunne se og at blive set betyder meget, og derfor betyder evangeliet også meget for os i dag. Jesus helbreder manden og åbner hans øjne for alt det vi lukker øjnene for. Pludselig ser den blinde mand troen lige ind i øjnene. Han ser næstekærligheden og miraklet. Med spyt helbreder Jesus manden og beder ham om at vaske sig i Siloa dammen. At manden vasker sig er som et symbol på dåben – med helbredelsen er han som et nyt menneske, der bekender at han er Jesu discipel.

Hvis vi virkelig ønsker at følge Jesus og være hans discipel ind i næstekærligheden, så må også vi åbne vores øjne og rede til at det Jesus vil vise os kan være noget vi før har lukket øjnene for. De sandheder Jesus ved om vores liv, viser han os gennem den vandring vi er på sammen med ham. Men bliver vi hjemme og forkaster tanken om kirken og om Jesus, vil vores sind langsomt formørkes for sådan står der skrevet at Jesus er kommet til denne verden for at de der ikke ser skal se, og de der ser skal blive blinde.

Vi er kommet til denne søndag, hvor vi er mere end halvvejs i fastetiden derfor kaldes denne søndag ”Lætare-” Glæden søndag ” Lad os bruge tiden fra nu til påske til at bede for og tænke på de ting vi er blinde for. Lad os give plads til at Jesus kan åbne vores øjne, og at vi ikke bliver selvretfærdige og tænker at vi er gode nok og ikke behøver åbne vores øjne.

Ev. Johannes,4, 5 – 42.

Vand er et af de vigtigste krav til næring af alle liv. Faktisk udgør vand ifølge videnskabelige undersøgelser cirka 60 procent af menneskets krop. derfor vil mangel på væske i ethvert menneske resultere i døden. I Det Gamle Testamente er vand en almindelig metafor for åndelig tilfredsstillelse (Es 12:3)

Den første læsning i dag fortæller os om israelitternes prøvelser i ørkenen. Efter fire hundrede og tredive års slaveri i Egypten kom Gud for at udfri dem (12 Mos 40:<>). Alligevel brokkede de sig over Moses og rasede mod Gud, fordi de var tørstige. Gud gav Moses besked på at slå på klippen med en stav. Fra klippen kom vandet frem. Israelitterne drak og blev tilfredse.

Både den klippe, Moses ramte, og vandet, der strømmede ud fra den, symboliserer Kristus. Han er både klippen af vores frelse og vores evige levende vand. På denne tredje søndag i fasten har vi også brug for en åndelig væske fra det levende vand, der strømmer fra Kristus, som er tidens klippe. Derfor må vi: “Trække vand op af frelsens brønd” (Es 12,3) for at slukke vores åndelige tørst i fastetiden.

I den anden læsning beskrev Paulus, hvordan Kristi kærlighed “udgydes i vores hjerter ved Helligånden.” Her nævner Paulus vand idet han taler om: “at hælde”. Han minder os også om, hvor hjælpeløst vores liv var og stadig kunne være uden Kristus, det levende vand. Med andre ord, gennem sin død gjorde Kristus sig selv til kilden til vores eget liv.

I dagens evangelium præsenterer Jesus sig for den samaritanske kvinde som det evige levende vand. Dette understreger Kristi betydning i vores liv. Læren af dette er, at vi ikke må se ned på andre mennesker som er anderledes end os selv og vores normer. Det gælder både hele folkeslag, indenfor i vores egen familie og i det hele taget andre mennesker som vi måler os selv med.

Jesus vidste ganske godt, hvem kvinden var og hendes livshistorie. Han vidste hun var samaritaner. Alligevel henvendte han sig til hende for at få vand. Jesus formål med sin henvendelse var faktisk, at drage hende tættere på sig selv, det evige levende vand.

Hun bliver overrasket over at møde en jødisk mand, der indleder en samtale med hende. Hun var allerede sårbar på grund af sin fortid, og da hun mødte Jesus, kunne hun straks mærke hans accept af hende. Så hun er tryg nok til at tilbyde ham vand. Til gengæld tilbyder han hende at komme i kontakt med tørsten i hendes sjæl, som hun havde forsøgt at dulme ved at søge efter andre menneskers kærlighed. Fyldt med erkendelse af, at hun i mødet med Jesus har fundet kærlighed på et helt nyt niveau, løber hun til andre for at sprede den gode nyhed.

Ved at bryde tavsheden og gå imod de sociale skikke og fordomme bliver Jesus derfor Guds gave til denne kvinde og hendes folk. Ligesom Jesus må vi derfor være klar til at tage en risiko ved at udfordre de uretfærdige regler for sociale strukturer og normer der lever i vores samfund.

Det er ved at nedbryde mure, der udelukker mennesker, og ved at åbne muligheder for andre at oplevelsen af Kristus muliggøres. Vi kan også spejle os i det skænderi, der opstod mellem Jesus og kvinden. Det er et billede på de forhindringer, som også vi må overvinde for at lede folk til Kristus. Det er forhindringer som stædighed og manglende interesse indtil øjnene åbnes for evangeliet. Er vi selv forbundet med det evige levende vand, vil vi have et bedre og mere overbevisende vidnesbyrd. Gå derfor ud i dag og lad os ikke se ned på dem vi ikke kan spejle os i. Gå i stedet ud og vær det vidnesbyrd, som forvandler mismodet og ensomheden til det levende vand der kommer fra Kristus.

1.Mos.12, 1-4, 2.Tim, 1, 18-10, Ev: Matt.17, 1 – 9

En dag var en præst meget sent på til et møde med Biskoppen. Mødet var i København, og der var ingen frie parkeringspladser omkring og det var sommer. Så præsten blev mere og mere irriteret, mens han kørte rundt. Til sidst parkerede han bilen, som han bedst kunne og skrev så en seddel: ’Kære parkeringsvagt. Jeg har kørt rundt om husene 10 gange men der er ingen frie pladser. Jeg har parkeret min bil ulovligt da jeg ellers ville gå glip af mit møde med Biskoppen. Tilgiv mig min synd, og du vil frelses i Himlen. Venlig hilsen Præsten’. Den seddel satte han i vinduet udenfor. Inden længe kom en parkeringsvagt forbi og så sedlen. Han læste, hvad præsten havde skrevet, og skrev så på sedlen: ’Kære Præst. Jeg har gået 10 gange rundt om husene forbi din bil. Hvis jeg ikke giver Dem en bøde, vil jeg miste mit job. Led mig venligst ikke i fristelse, men fri mig fra det onde. Venlig hilsen, parkeringsvagten’.

Ja, selvom præsten forsøgte at forklare sin sag, fik han alligevel en bøde, og mon ikke han havde fortjent den! For hvad var det præsten havde gjort denne dag, han skulle møde Biskoppen? Jo, han var ydmyg overfor Biskoppen, og ønskede at komme til tiden, men overfor parkeringsvagten var historien en anden. Præsten ophøjede sig selv til en vigtighed, der skulle få vagten til at bryde reglerne for at give bøder.

Denne lille historie hænger godt sammen med dagens Evangelium. Her er det Peter, der ligesom præsten ophøjer sig selv, og retfærdiggør at der skal gives en særlig hytte til Jesus, Moses og Elias. De skal være en undtagelse og noget særligt som præsten i historien, så de kan føle nærhed med Jesus. Ja, sådan ønsker Peter det på bjerget, fordi han nu har set himlen, et glimt af det evige liv og intet menneske forlader jo frivilligt et sådan sted. Men sådan fungerer livet for os mennesker jo ikke. Som himlen viste sig for mændene, således viser lykken sig for os. Nemlig glimtvis. Man kan sige at uden af og til at bære tunge kors, er vi ikke i stand til at føle letheden af at bære en krone.

Måske er det lidt svært for os i dag, at sætte os ind i hvad Peter har tænkt den dag på bjerget, men mon ikke det bliver meget lettere, om vi i stedet tænker på præsten, som er ved at komme for sent til sit møde. Hvem her kan sige sig fri for at have udvalgt sig selv til en særlig status, at regler som er lavet, i særlige tilfælde ikke gælder lige netop mig? Ja, denne fristelse eksisterer for hver og én af os. På denne måde fristes vi til at fornægte de svære ting og altid opholde os i lyset med glæde og fest, uden vi begrænses at firkantede regler eller svære perioder.

En sådan sorgfuldt periode afsluttedes netop da Peter, Johannes og Jakob gik med Jesus på bjerget. De havde i lang tid kendt til at Jesus måtte forlade dem med sin korsfæstelse og det satte jo unægtelig sit præg på stemningen blandt dem. At vide en mand skal dø er en svær ting, og allerhelst ville de forlade Jesus. Så Jesus forsikrede dem: ’Bliv hos mig, og jeg vil vise Jer himlen som er jeres fremtidige bolig. På den måde blev de hos ham, og da han førte dem til bjerget den dag, så de at alt han havde sagt var sandt, og at der var god grund til at følge ham til hans dages ende.

På samme måde er det for os nogle gange. Vi vil gerne altid fejre sommeren, påsken, julen og andre højtider men fastetiden og langfredag er ikke ønskeligt. Men vi glemmer at festen og glæden styrkes af de forventninger vi oparbejder, og at påske kun er påske, fordi vi vandrer sammen med Jesus i hans lidelser, netop i den faste vi gennemgår nu. Derfor vil jeg gerne opfordre jer alle til at vende Jer mod fasten og være tilstede i den nådetid, som vi nu er påbegyndt. Således kan vi sammen vende fasten ryggen i påsketiden, og gå den vej som leder til himlen i fællesskab. Vi kan følge Jesus til bjerget, hvor vi, ligesom Peter, kan råbe og glæde os over det glimt af himlen, vi vil se.

Og når vi træder ud af hverdagens problemer og travle timer, er der her i kirken et rum for os der minder om bjerget. Et rum hvor vi kan glemme verden udenfor og være alene med Gud, og drømme om at bygge hytter – for her i kirkerummet er alting nemmere. Vi kan føle at vi er i Himlen.

Ev: Matt 4, 1-11

I en reklame ser vi en kvinde. Hendes hår ligner en fuglerede. Håret er stort og grimt. Kvinden er meget ulykkelig. Hun ligner en der har grædt. Så får hun en særlig sæbe at vaske sit hår med og håret skinner, og kvinden ser lykkelig ud og ligner en der kan klare alt i verden. I en anden reklame ser vi også en kvinde. Hun er mor til nogle helt umulige børn og hendes mand er ikke hjemme. Så åbner hun en ganske særlig pakke chokolade og pludselig bliver børnene artige og manden kommer hjem og kysser hende på kinden.

Sådan er mange reklamer og selvom det er forskellige varer de gør reklame for så vil alle reklamerne det samme. De vil ændre vores liv. De vil hjælpe os til at få det bedre, bliver mere lykkelige og gøre os fuldendte. Når man ser disse små film i TV kan man få den tanke at hår der skinner, vasketøj uden pletter, chokolade om eftermiddagen og en sort bil der selv kan parkere er nøglen til vores lykke.

Sådan bliver vi fristet – fristet til at blive mere lykkelige. Den slags fristelser som virker på os, er den slags vi ved kan lade sig gøre. Vi ved vi kan få fat i alle de ting som reklamerne lokker os med hvis bare vi har penge nok. En ting vi ikke har behov for, interesserer os ikke. Et lille barn vil aldrig blive fristet til at købe en ny bil og en voksen mand vil næppe føle det ret fristende at få en slikkepind. Men vi må spørge os selv: Findes lykken virkelig i alle de ting vi fristes af?

Jeg tror vi alle har erfaret at svaret er nej. Lykken kan ikke købes, og alligevel fortsætter vi med at købe og købe. Det værste ved fristelser er, at det ikke kun handler om ting. Hvis det var sådan ville livet være lettere. Vi kunne slukke vores TV og blive hjemme, men fristelser er også det vi lader os lokke af, når vi taler dårligt om nogen, og når vi er med til at gøre nogen kede af det. Så er vi blevet lokket til at hæve os selv op, som om vi er bedre end de andre.

Det er præcis sådan en fristelse Jesus møder i dag i evangeliet. Han er gået ud i ørkenen for at være der i 40 dage, og så kommer djævlen til ham. Djævlen prøver at give Jesus lige det, han har brug for. Han prøver at give ham mad, for Jesus er sulten. Djævlen prøver at få Jesus til at bevise at han er Guds Søn, for sådan vil Jesus kunne undgå at dø på korset. Til sidst prøver djævlen at få Jesus til at tilbede ham i stedet for Gud, for så vil Djævlen give Jesus alt.

Jesus bliver ikke fristet med chokolade eller flot hår. Jesus bliver fristet med at blive en mere magtfuld person, få stillet sin sult og til at blive ejer af et helt kongerige, og jeg tror vi alle kender det fra vores eget liv. De fristelser der kan købes for penge kan vi bedre sige nej til, men de fristelser der handler om os, om vores personlige egenskaber, med dem er det meget sværere.

Måske kan vi blive fristet til at tale dårligt om andre og kritisere deres arbejde og inden vi har tænkt mere over det, så er vi allerede kommet til at gøre det, og lægger slet ikke mærke til, at den det er gået ud over er blevet ked af det. Hver dag møder vi fristelser som er svære, men lad os inspireres af Jesus og være stærke i troen, for der står skrevet: Da djævelen forlod ham, kom englene og sørgede for ham. Lykken findes ikke i det der lokker os. Lykken findes der hvor Gud sørger for os, og vi med rent hjerte kan modtage Hans nådegaver.

Ev.: Matt 5, 38-48

Bare i vores levetid i denne verden har vi været vidner til at mange mennesker er blevet kendte som helte. Det kan enten være inden for sport, nødhjælp eller som den stemme der taler for de fattige og undertrykte. Når vi kigger på disse helte er det tydeligt at ingen bliver udnævnt som helt fordi de behandler deres venner godt.

At behandle sine venner godt, kan til tider være svært, men dem der gør det – dem der gør godt med deres venner – hører vi ikke om i TV. Dem der behandler deres forældre godt og giver et godt liv til deres børn, de rammer ikke helt ned i det kristne grundlag som Jesus taler om i dagens evangelium.

Han taler til os om at gøre mere end blot at lade os styre af hvem vi kan lide og hvem vi holder af. Jesus siger til os, at det må vi ikke lade styre vort liv, for når vi kigger på vores kristne værdier, så er det Gud der sætter rammen for vores liv, og Gud har skabt alle mennesker i sit kærligheds billede. Gud har ikke skabt et menneske med det formål at alle andre skal være imod hende eller ham. Gud har ikke skabt et menneske der skal være denne verdens syndebuk.

Nej Gud har skabt ethvert menneske med en mission, en vilje og en vej i denne verden. Jeg kan sige det her i dag, og vi kan alle lytte til det, og så vil det være nemt at gå ud fra kirken og fortsætte med at hade og elske ganske som vi gjorde i går. Men Gud ønsker at vi omvender os, at vi hver gang vi læser evangeliet danner nye rammer for vores liv, og virkelig husker at de regler og love vi hører er en hjælp til os for at vi kan få et bedre liv.

Det kan være svært at forene sig med sine fjender – ikke mindst fordi det kræver to at blive venner. Men lad os ikke opgive tanken. Vi må begynde et sted, og vi kan begynde allerede nu, for Jesus siger ’Bed for Jeres fjender’, så lad os bede for dem vi hver især har en uoverensstemmelse med, eller mennesker vi har en distance til. Da vil Gud vise os vejen, og hjælpe os i forsoningen.

Jesus siger også til os at vi må være tålmodige og overbærende med dem der ser ud til at vil os noget ondt. Vi må ikke vende ryggen til dem eller gøre gengæld mod den ondskab vi oplever. Vi kan opleve det som retfærdigt at give en straf til den der handler imod os, men i Guds øjne er ondskab ondskab, uanset hvorfor vi handler som vi gør. Lad os derfor også bede til Gud at Han vil hjælpe os til at være tålmodige og vise kærlighed mod dem, der måske i menneskets øjne ikke gør sig fortjent til det.

Vi har lært om de 10 bud, om ikke at dræbe, og ikke at stjæle, og om at ære vores mor og far. Det er regler vi alle kan forstå. Love som reguleres både af vores tro og vort samfund. Kun få vil være uenige i at det er forkert at stjæle eller slå ihjel. Det er let at skelne mellem synd og uskyld.

Men der ligger noget lige så vigtigt begravet her i de ord vi hører i dag. Vis ikke ondskab mod dine fjender. Gør ikke gengæld. Hils på dem der er uretfærdige. Det er ønsker for vort liv som er langt sværere at leve op til, end at undgå at slå nogen ihjel. Men Jesus peger på i dag at det er lige så vigtigt. Må vi alle modtage den Guds gave det er at elske og være tålmodige, for da vil vores kristne tro for alvor få betydning i vores liv.

Ev: Matt 5, 17-37

Vi lever i et samfund, hvor vi er vant til alle mulige regler. Der er regler for at sortere affald, der er lys der regulerer vores færdsel mens andre også har fastlagt hvor hurtigt vi må skynde os på motorvejen. Reglerne fortæller os hvad forskellen er på rigtigt og forkert. Vi er vant til det – at vi reguleres som mennesker hele tiden, for at vi her i Danmark skal passe ned i den kasse der hedder ’dansker’. I Tyskland gælder andre regler, for at man hos dem kan blive ’tysker’ og sådan er det i hele verden.

Derfor er det heller ikke nyt for os at Jesus taler om alle disse regler i dag i evangeliet. Han løfter sin finger over for os, og siger til os ’husk nu at gøre sådan’ og ’glem ikke at gøre sådan’ og gør du alligevel sådan som du ikke skulle, kan det gå dig dårligt.

Regler kan virkelig provokere os mennesker. Sådan sker det når politikerne laver love og sætter grænser for os. Vi tænker med det samme, at de ikke skal bestemme over os, og at vi godt kan klare os selv – tage gode beslutninger og være kloge i vores valg. Vi kan vel nok køre lidt hurtigere på motorvejen, for vi er gode bilister eller vi kan da nok køre cykel uden lygter, for vi er opmærksomme, når vi bevæger os.

Samtidig har vi den tanke at det er godt, at der er regler for ’de andre’. ’De andre’ er nemlig ikke gode bilister. Nogle bilister kender ikke højre og venstre. De er ikke opmærksomme, og de har derfor brug for at nogen fortæller dem forskellen på rigtigt og forkert.

I dag fortæller Jesus og med store ord, de regler der gælder for at være menneske. Han ved at de regler ikke kun bør gælde de andre, men også os, også den gode kristen, også præsten, også biskoppen og alle andre der er født som menneske, for fælles for os er at vi lever med den samme fristelse i hjertet. – Nemlig at tro at vi er bedre eller mere retfærdige end andre.

Det er vigtigt at vi lytter til Jesu ord i dag. Han løfter ikke sin finger over os for at bryde os ned, gøre os kede af det eller bange. Han løfter sin finger for at bygge os op. Han gør det på samme måde som forældre opdrager et barn – det er regler med kærlighed, for at vores tid her på jorden skal pege mod håb om en plads i Himmeriget. Jesus peger på ting vi må gøre for at leve et kristent liv, og dermed sætter han præcis fingeren ned i det der kan være svært for os mennesker – nemlig at vælge det gode.

Jesus slår ned på den omvendelse mennesket må forholde sig til. Vender vi os imod loven, så vender vi os imod Gud. Men vender vi os om, så vi følger loven, så følger vi også Gud. Lad os derfor vende os om i dag – vende os om til kærligheden og forlade vreden, begæret og egoismen.

Jesus taler om at den der blot ønsker sig en anden kone allerede er utro i sit hjerte. At den der blot føler vreden i sit sind allerede vil kendes skyldig i domstolen. Det han taler til os er, at vores ydre handlinger ikke er de eneste vi måles på. Enhver dårlig handling begynder i vores sind og tanker. Den tanke der plantes i vores hjerne og den følelse der vokser i vores hjerte – dér har vi begyndelsen på det, der bringer os til fald, og dét der bringer os væk fra Gud. Den idé der fødes i os, er som en kerne, der kan spire og vokse sig til en stor plante, der vil lægge skygger over vores liv.

Lad os være kristne ikke blot i vores handlinger men også vores sind. Lad os bede til Gud at Han vil styrke vores tanker og vores hjerte, så vi kan forkynde evangeliet med kærlighed. Da vil vi blive lemmer på Hans legeme og tjene Gud i evighed

Ev: Luk 2, 22-32.

Den anden februar var det kyndelmisse eller på dansk lysmesse eller Marias renselsesdag. Det er den dag som markerer at nu er vi halvvejs gennem vinteren. Vi er på vej ud af mørket og kan se frem mod lysere tider. Når man ser på kyndelmissen, kan man have den drøm at bare alt i livet havde en kyndelmisse – et varsel om at nu er du kommet halvvejs. Nu kan du se frem mod lysere tider. Tænk om der var sådan en halvvejs dag i vores sygdom, i vores sorg og i vores bekymringer. Men sådan er vores liv ikke – sådan er krigen i Ukraine ikke. Og sådan er Simeons og Annas liv ikke, for de sidder i templet og venter. Det har de han gjort længe og de ved ikke om de er halvvejs, eller langt fra eller tæt på.

Simeon venter også på lyset. Som vi stoler på at sommeren kommer, således stoler også Simeon på at lyset kommer. Det har Gud selv sagt. Gud har sagt at Simeon vil se Herrens salvede før han dør. Han vil se Jesus, og derfor venter han tålmodigt på at det vil ske ganske som også vi må have tålmodighed i alt det vi venter på.

Simeon var helt sikkert meget opmærksom den dag i templet. Tænk på den følelse han må have haft hver gang et barn kom til templet. Simeon må have strakt halsen og kigget på børnene ét efter ét og tænkt: Er dette barn Herrens salvede?’ Han må have kigget efter Jesus som enhver forelsket kigger efter sin kæreste, nemlig fuld af forventning og glæde. Mon ikke der gik en særlig varme gennem Simeon, da han holdt Jesus i sine arme, for nu holdt han lyset i sine arme, nu vidste han at Guds ord var sandt. Hvad Gud havde lovet ham, det fik han.

Vi kan lære noget af Simeon, for giver vi Jesus den samme opmærksomhed, og åbner vi øjnene på samme måde som Simeon så vil vi også modtage Jesus i vores liv. Venter vi på Jesus med den samme længsel som vi hvert år venter på lyset med, så er det næsten en garanti, at Jesus vil vise sig for os. Vi venter på sommeren fordi vi ved den kommer, vi venter fordi vi længes, vi venter fordi sommeren giver os håb og varme. Vi venter ikke på sommeren, fordi vi ikke tror på den findes. Den slags venten belønnes ikke og netop sådan ventede mændene på Jesus da graven var tom. De troede ikke på at Jesus var væk, og derfor ventede de med mistro. Resultatet var at de ikke fandt ham.

Med kyndelmissen slår vi en knude på vinteren, idet 1. halvdel er gået og vi ser frem mod lyse tider. Vi inviteres i dag at vente og længes efter at have Jesus i vores liv, på samme måde som vi venter på sommeren. Lad os ikke fyldes med mistro og skepsis, for så vil lyset vende sig til mørke og vores øjne vil blive blinde. Lad os derimod gå med åbne øjne fyldt med tillid, for så vil også vi se Jesus når han fremstilles i vores liv. Lad os derfor alle virkelig kigge på vores eget liv i disse dage hvor lyset vender tilbage. Maria som kommer til templet er billedet på kirken og Jesus som fremstilles for Herren er billedet på det lille lys som er i vort hjerte.

Mens vi, lige nu, venter og længes, som vi helt naturligt gør i denne tid kan det hele føles tungt. Økonomer har regnet ud at man kan udskifte bededagen med våben. Hjemme stiger prisen på el og varme. Der er kriser i hele verden, som begrænser følelsen af lys i vores liv, og giver os en ny forståelse af frihed. Kalenderen fortæller at lyset er på vej og at snart springer alting ud. Så lige nu gives vi en gave fra Gud, nemlig en tid for længsel, hvor vi ligesom Simeon kan forberede os på at Jesus lys udsletter vores mørke, og giver os lyset som vil give os den samme varme som Simeon oplevede da han holdt Jesus i sine arme.

Ev. Mark, 4,35 – 41

For mange år siden blev en dreng født i Frankrig. Han voksede op og da han blev en ung mand, døde hans mor. Så drengen kløede sig i håret og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre – Hvem skulle nu give ham mad? Han besluttede at tage på kloster og blive en munk. Pludselig en dag kom en mand til ham og sagde at han skulle med på en rejse til Danmark, og at det ikke ville være farligt for militæret ville være med dem. De skulle give danskerne noget at tro på. Fra Danmark skulle manden videre til Sverige, og det var en tur uden militær, så inden længe blev han overfaldet af røvere, og han blev nødt til at springe i vandet. Det blev en farlig tur, men manden vendte tilbage til Danmark og byggede så en kirke.

Ja, havde denne historie stået i avisen i dag, havde vi nok ikke gidet læse den, men min lille historie er altså et kort referat af Sankt Ansgars liv. Ansgar blev helgen for den bedrift at han byggede en kirke i Danmark,

H.C.ANDERSEN siger: ” at rejse er at leve ”

Når Jesus beder os om at være menneskefiskere i dag, tænker jeg på de mennesker som jeg mødte under min rejse. At fiske mennesker betyder at give andre mennesker et håb. Et håb for overlevelse, et håb for dagen i morgen, et håb for at de byrder og glæder vi har, kan deles med nogen der er stærkere end os selv. På min rejse har jeg mødt mennesker som lå på gaden uden ejendele, uden dyne i kulen, ja endda uden tæer og på foden havde fluer slået lejr. Jeg har mødt mennesker som jeg ikke fattede, var i live – mennesker som levede i huse der kunne styrte sammen når de blæser.

På min sidste dag af ferie, stod jeg op tidligt og tog mine dyne som jeg købte og brugte og løb til den man som sov i kulen og gav ham dem og kørte til lufthavn.

Ja, vi har varme i radiatoren, vi har maskiner til at vaske vores tøj, vi har en bolig, vi har et sikkerhedsnet, men evangeliet findes ikke i alle disse ting. Kun blandt mennesker kan evangeliet deles, kun blandt mennesker kan ordene og gerninger gøres levende.

I dag fejrer vi Sankt Ansgar. Han er bispedømmets første værnehelgen. Når vi ser et billede af ham, er det altid et billede hvor han bærer en kirke på sin ene arm. Sankt Ansgars mission var at udbrede kristendommen i Skandinavien – altså at fiske mennesker og give håb til mennesker lige her hvor vi bor. I sine hænder bar han kirken frem til der hvor menneskerne var. Han mødte dem på gaden, i husene og overalt hvor han kom. Der gav han dem kirkens budskab og håbet.

Lad os gøre det samme. Vi kender mennesker uden håb, mennesker som er i live, men ikke rigtig lever fordi sorgen tynger eller livet går dem imod. Lad os bære kirken ud til disse mennesker, og således fiske dem tilbage til livet og tilbage til det håb Jesus gav os om det evige liv. Men lad os også selv åbne vores øjne og virkelig omvende os og tro på ordene i evangeliet. Når vi rigtig tror på ordene, vil vi se at ordene gælder alle mennesker uanset skyld eller uskyld, uanset vores synder, uanset uddannelse.

For at forstå ordene og blive menneskefiskere har vi brug for inspiration. Sankt Ansgar fandt sin inspiration hos sin mor. Lad os i dag overveje hvad der inspirerer os til at dele evangeliet og på den måde hjælpe kirken til at gå nye veje.

Prædiken til de Hellig Tre Konger 2023

I dagens Evangelium hører vi om en stjerne som leder de 3 vise mænd mod Jesus. Her i Nordjylland hvor der er biler med lygter, gadelamper og blinkende reklameskilte som sørger for at vi kan finde vej, kan det være svært rigtig at huske hvordan en stjerne ser ud. Dens lys er nemlig kun synligt når der er rigtig mørkt som ude på landet hvor ingen lygte viser vej og en bil sjældent kommer forbi. I byen er det ikke svært at finde vej i nattens mørke, men står vi ude midt på landet kan det være farligt at sætte den ene fod foran den anden, og enhver lyd fra naturen giver os lyst til at stikke af. Ingen ved nemlig hvad der venter os i mørket, og kun fantasien sætter grænser for vores forestillinger.

Der har vi brug for lyset for, at vi kan gå sikkert i den rigtige retning, et lys som også gør alt i mørket synligt og dermed fjerner vores frygt for det ukendte. Et lys som viser os at selvom mørket omsutter os, så er vi ikke mørke – vi er ikke alene.

Overalt i verden kan vi betragte stjernerne som lyser op på himlen. Nogle stjerner lyser klart helt alene med stor kraft mens andre synes som små ubetydelige prikker. Endda sidder nogle stjerner i et særligt mønster, som kan se helt magisk ud. Selvom alle disse stjerner kan forklares videnskabeligt og dokumenteres forbliver de et mysterium for de fleste af os. Hvordan kan de hænge der og lyse for os nat efter nat, og ikke bare lyse for dig og mig, men for alle i denne verden?

Jesus er sådan en stjerne. Ikke en der sidder oppe i himlen og lyser som alle de andre men en stjerne som guider os når vi er i vores inderste mørke. Når vi er alene og frygter mørket og ensomheden så lyser han og vi drages af ham for vi tror på ham som verdens lys.

Ja, det er nemt for mig at sige i dag: ’Godt nytår, frygt ikke for Jesus er verdens lys’, men for at mærke at han lyser for os skal man tro på det. Man skal tro på, at det nytter noget, at turde sætte den ene fod foran den anden, for står vi bare passive, kan end ikke Jesus skubbe os frem. Tro på at Jesus vil være dit verdens lys, og sæt så den ene fod forsigtigt frem, for så vil du se, at hans lys lyser kraftigere end nogen stjerne. Han lyser, for de der tror, de har det hele, for de der ingenting har, og for de som står lige midt i byens lys, men alligevel ikke føler sig som en del af noget.

De hellige konger finder i dag frem til verdens lys. De ser at han er noget særligt, og de fortæller ikke Herodes hvad de har set. Mødet med verdens frelser er et personligt møde – vi mærker det selv i vores bøn – at det personlige nærvær med Jesus er et møde vi gemmer i vores hjerte, og dér lader forandre os indefra.

Vi inviteres i dag til at gøre noget ved vores liv. At følge den stjerne som Gud har tændt i vores liv og giver os som ledetråd, når vi skal træffe store valg. Vi opfordres til at åbne vores øjne og fortsætte på vores vej efter den stjerne, som leder til verdens lys. Millioner af mennesker verden over går hver dag mod den stjerne, og det er et fællesskab som er værd at være en del af. På denne vej er vi alle ens, for vi søger det samme, nemlig verdens frelsers lys som lyser for enhver der vil se det. Gå derfor ud i dag og vær ledestjerne for enhver som savner lyset. Forkynd Evangeliet, ikke med ord, men ved at forkynde gennem vandring mod verdens lys.

Endnu et år i vores liv er brugt om bare få timer. En dag som i dag giver os altid anledning til at kigge tilbage på tiden som er gået.

Når vi kigger ud i verden blev 2022 et år fyldt med store begivenheder. Den nok tydeligste af dem alle lige nu, var beskeden i morges kl. 9.34 om at Pave Emeritus Benedikt den 16. har forladt denne verden.

Udover den besked som vi modtog med sorg og eftertænksomhed, har året måske mest af alt været fyldt mærkedage som har sat et aftryk af frygt i vores hjerter, og en angst for fremtiden. I Ukraine begyndte rædslerne i året der er gået, og når vi ser billeder derfra kan vi ikke fatte at det foregår lige her – tæt på os. Alt imens bomberne falder i Ukraine, sidder vi hjemme og tænker på om vi har råd til at tænde lyset og varmen.

Med disse begivenheder måde slap vi så småt tankerne om Corona, og selvom tiden hvor Jonas Vingegaard vandt Tour de France føles langt borte, har der alligevel været små lyspunkter i de 12 måneder vi nu ser tilbage på. Både ude i verden og forhåbentlig også i vores eget liv.

I forbindelse med julen så jeg et julekort hvor der stod: ’Dén der ikke finder julefred i hjertet, finder heller ikke fred under træet.’ Måske har netop i år givet os den påmindelse, at vi ikke kan sætte os ned og vente på at freden kommer udefra. Vi må ved Guds hjælp opleve den fred indeni – inde i hjertet. Lad os bede om at opleve den slags fred i det kommende år.

Måske adskiller 2022 sig ikke meget fra andre år. 365 dage er gået på denne jord som Gud har skabt. Mennesker er blevet født, blevet voksne, døde og blevet begravet og ser man på det hele langt udefra, ser man måske bare livets gang – et angreb, et barn der græder, priser der stiger, mens politik og magt og sport skiftes til at få plads i overskrifterne.

Men for os, der lever midt i det, suser begivenhederne ikke bare forbi. At leve med vores katolske tro er ikke gratis. Vi skal tilgive andres synder, vi skal bære over med grådighed, vi må ikke selv blive fristet, og vi må opføre os næstekærligt. Årets begivenheder – både dem langt væk og dem tæt på, sætter os på prøve, og vi må tage stilling med vores tro på Gud som livsgrundlag. At læse og fordybe os i Pave emeritus Benedikts mange tekster og prædikener, kan sikre os det rette kompas.

I dåben blev vi Guds børn, og hver dag må vi stå op som et Guds barn og møde det vi oplever på Guds veje. Nu står vi her på den sidste dag i året 2022. Det er tid til at vende os om og se bagud. Noget er kommet til os svært – andet let. Noget kan vi glæde os over og andet kunne vi helst have levet uden – noget har plantet frygten i år.

Men lad os ikke fodre og nære frygten. Lad os i stedet lægge alt det som er tungt i Guds hænder for sådan er det, at de kontraster vores liv fyldes med, lader os vokse år for år med Gud. Lad os derfor se tilbage på hele 2022 med taknemmelighed. I alt det nemme fandt vi lykke. I alt det gode fandt vi kærlighed, men i årets dårligdomme fandt vi også noget.

Det vi fandt ønsker Gud at vi vokser i. Vi kan vokse i tro, i erfaring, i visdom, i nåde. Lad os derfor i dag sige TAK til Gud for alt det vi fik – også det vi endnu ikke ved hvad vi skal gøre ved. Lad os takke både for det vi fik og det vi mistede, og bede til Gud om at vise os den store sammenhæng. Lad os ikke mindst bede for Pave Benedikt, at Gud vil give ham den gode tjeners løn. Han som har vist katolikker i hele verden en værdifuld orientering i en tid, der er præget af uro og tvivl.

Jeg ønsker Jer et godt nytår!