Jan 07 2020

Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbarelse 2020

Udgivet af

I dagens Evangelium hører vi om en stjerne som leder de 3 vise mænd mod Jesus. Her i Nordjylland hvor der er biler med lygter, gadelamper og blinkende reklameskilte som sørger for at vi kan finde vej, kan det være svært rigtig at huske hvordan en stjerne ser ud. Dens lys er nemlig kun synligt når der er rigtig mørkt som ude på landet hvor ingen lygte viser vej og en bil sjældent kommer forbi. I byen er det ikke svært at finde vej i nattens mørke, men står vi ude midt på landet kan det være farligt at sætte den ene fod foran den anden, og enhver lyd fra naturen giver os lyst til at stikke af. Ingen ved nemlig hvad der venter os i mørket, og kun fantasien sætter grænser for vores forestillinger.

Der har vi brug for lyset for, at vi kan gå sikkert i den rigtige retning, et lys som også gør alt i mørket synligt og dermed fjerner vores frygt for det ukendte. Et lys som viser os at selvom mørket omsutter os, så er vi ikke mørke – vi er ikke alene.

Overalt i verden kan vi betragte stjernerne som lyser op på himlen. Nogle stjerner lyser klart helt alene med stor kraft mens andre synes som små ubetydelige prikker. Endda sidder nogle stjerner i et særligt mønster, som kan se helt magisk ud. Selvom alle disse stjerner kan forklares videnskabeligt og dokumenteres forbliver de et mysterium for de fleste af os. Hvordan kan de hænge der og lyse for os nat efter nat, og ikke bare lyse for dig og mig, men for alle i denne verden?

Jesus er sådan en stjerne. Ikke en der sidder oppe i himlen og lyser som alle de andre men en stjerne som guider os når vi er i vores inderste mørke. Når vi er alene og frygter mørket og ensomheden så lyser han og vi drages af ham for vi tror på ham som verdens lys.

Ja, det er nemt for mig at sige i dag: ’Godt nytår, frygt ikke for Jesus er verdens lys’, men for at mærke at han lyser for os skal man tro på det. Man skal tro på, at det nytter noget, at turde sætte den ene fod foran den anden, for står vi bare passive, kan end ikke Jesus skubbe os frem. Tro på at Jesus vil være dit verdens lys, og sæt så den ene fod forsigtigt frem, for så vil du se, at hans lys lyser kraftigere end nogen stjerne. Han lyser, for de der tror, de har det hele, for de der ingenting har, og for de som står lige midt i byens lys, men alligevel ikke føler sig som en del af noget.

De hellige konger finder i dag frem til verdens lys. De ser at han er noget særligt, og de fortæller ikke Herodes hvad de har set. Mødet med verdens frelser er et personligt møde – vi mærker det selv i vores bøn – at det personlige nærvær med Jesus er et møde vi gemmer i vores hjerte, og dér lader forandre os indefra.

Vi inviteres i dag til at gøre noget ved vores liv. At følge den stjerne som Gud har tændt i vores liv og giver os som ledetråd, når vi skal træffe store valg. Vi opfordres til at åbne vores øjne og fortsætte på vores vej efter den stjerne, som leder til verdens lys. Millioner af mennesker verden over går hver dag mod den stjerne, og det er et fællesskab som er værd at være en del af. På denne vej er vi alle ens, for vi søger det samme, nemlig verdens frelsers lys som lyser for enhver der vil se det. Gå derfor ud i dag og vær ledestjerne for enhver som savner lyset. Forkynd Evangeliet, ikke med ord, men ved at forkynde gennem vandring mod verdens lys.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Herrens Åbenbarelse 2020

Dec 27 2019

Pastor Judes prædiken til Juleaften

Udgivet af

Prædiken juleaften 2019

Der er ingen tvivl om at julen er en højtid, hvor mange følelser er i spil. Som præst har jeg den fornemmelse nogle gange at julen endda kan være med til at splitte familier. Nygifte par går rundt med ondt i maven indtil det store spørgsmål er afklaret: Er vi hos dine eller mine forældre?

Og hvis det nygifte par selv inviterer familien, hvilken families traditioner skal så følges? Skal der danses om juletræ? Serveres der and, fisk eller steg eller en ret fra et helt andet land? Hvem giver hinanden gaver, og hvordan skaber vi nye traditioner, som vi kan kalde vores egne?

I mange familier breder den panik sig allerede i november og tager til i styrke under adventstiden, for juleaften skal være PERFEKT. Men så sker der noget særligt under advent, for i kirken sættes julekrybben op, for at minde os om hvad julen er. Vi ser Maria og Joseph. De er udmattede og lykkelige for endelig at finde et sted. De har fundet en stald og barnet lægges i dyrenes madskål. Gaver er der ingen af, for først må de tre hellige konger finde stjernen og gå den lange vej.

Kopierer vi Marias og Josephs aften den fireogtyvende uden særlig mad og drikke i en kold hytte, så kan vi næppe komme længere væk fra den virkelighed vi fejrer jul i. Oceaner af mad, bjerge af papir og søde retter tårner sig op mens vi klæder os i vores nyeste og bedste tøj. Alt dette gør vi i den bedste mening, for at vise kærlighed og sætte pris på at vi har hinanden, men den jul som butikkerne har skabt kan også lægge et slør, så det er svært at se klart på julens budskab.

Vi må spole tiden tilbage til den nat af alle nætter. Det var koldt, det var mørkt, Jesus lå svøbt i en madskål – men hvad skete der så på himlen? En stor stjerne viste sig og englesang kom ned fra oven. Freden sænkede sig, og verdens frelser var født!

Midt i alt det simple folder det helt utrolige sig ud. Gud lader sin Søn føde et stille sted, for at intet menneske skulle forstyrre den englesang, der lød fra himlen.

Gud greb ind i verden og skabte julens magi, for Gud blev Far. Det er en magi som stadig er gældende selvom sovsen brænder på eller der under træet igen gemmer sig bløde pakker. For julen handler ikke om alt det menneskeskabte, der skal være PERFEKT for at lykkes. Nej, julen er en fejring af den kærlighed Gud nærer til mennesker – at Han lod sin egen Søn føde ind i en kold verden, for at tilføre mennesket kærlighed som livsgrundlag, og for at blive Far for os, og på den måde binde sig til det skabte.

Julen er en påmindelse til os alle om at slappe af i skuldrene, og trække vejret dybt, og dele kærlighed og håbets lys med hinanden. – Kig bare over i krybben lige nu! Hverken Maria eller Joseph styrter rundt! Nej, de står helt stille – de står stille for det er Gud der virker gennem dem. Det er Gud der tænder for ledestjernen og dirigerer englenes sang. Det er Gud der sætter rammerne.

Lad også os stå HELT stille og glemme alle tanker om brændt sovs og bløde pakker, for da vil Gud sende budskabet om verdens frelser ind i vores hjerter, og lade stjernen lyse for os. Lige meget hvem vi er, hvor vi er, og hvem vi er sammen med, så gives vi i nat denne gave, som vi ikke selv kan skabe – nemlig kærligheden ved det lille barn, der sejrer over døden og sorgen, fordi håbets lys skinner. Dén kærlighed gives i rigt mål både til dem der har fået, og dem der har mistet, – til dem der lykkes, og dem der lider.

Håbets lys skinner både i Betlehem og i Aalborg, for det skinner i ethvert menneskehjerte som tror. Lad os bære lyset frem, og binde lyset til menneskets mørke så ethvert menneske erfarer at kærlighed ikke er en følelse men et livsgrundlag, som Gud giver os denne nat i gave.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Juleaften

Dec 24 2019

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Advent 2019

Udgivet af

Prædiken til d. 4. søndag i advent. 2019

Ev: Matt 1,18-24

I går så jeg nogen der flettede julehjerter. Jeg prøvede også at hjælpe dem, men de røde og hvide stykker papir endte i et helt nyt mønster og resultatet blev at de lignede 2 grydelapper mere end et hjerte. Det gik ikke så godt! Men pigerne som flettede julehjerter, havde prøvet det før. Ind og ud gik det med røde og hvide stykker, og til sidst kunne de vise mig smukker hjerter med firkanter i forskellige farver.

Da jeg holdt hjertet i hænderne tænkte jeg på hvordan 2 stykker papir sådan kan smelte sammen til ét stykke og pludselig blive så stærkt at de ikke kan skilles ad igen. På samme måde griber Gud fast i os ved dåben. Han griber så fast at vi bliver ét i Hans nærhed og ikke kan skilles ad igen.

Et hjerte er symbolet på kærlighed, og især julehjertet – det flettede hjerte er et symbol på kærligheden, hvor to svage stykker samles til ét stærk der ikke kan brydes. På den måde kan de flettede hjerter være en påmindelse til os i dag om at denne fjerde søndag i advent er kærlighedens søndag.

Evangeliet fortæller os at Josef tænkte på at gå fra Maria. Han ville gøre det lige så stille uden ballade, så ingen ville bemærke det. Sådan ville han udtrykke sin kærlighed til hende. Mon ikke vi også har prøvet at tænke som Josef – bare gå væk lige så stille uden at lave ballade, bare flygte fra det der gør ondt eller tiltrækker os dårlig opmærksomhed.

Men en engel viste sig for Josef i en drøm. ’Bliv hos hende’ var englens budskab, for også englen vidste at det var med Josef og Maria som det er med flettede julehjerter. De er stærke sammen, men svage hver for sig. Og Josef blev, og vi hører dette i dag, for at vi også skal blive. Vi skal blive ved vores kærlighed og blive ved vores pligt.

Går vi fra vores ægteskab, vores arbejde og de veje som Gud har vist os, så bevæger vi os ud på en vej hvor stilheden er uendelig. Stille går vi uden at lave ballade, og stille bliver vi, når vi går der og ligner en ensom grydelap, der ikke er flettet sammen med andre. Evangeliets budskab til os er tydeligt på denne kærlighedens søndag, for størst af alt er kærligheden, og fatter vi det ikke nu, må vi lære at fatte det snart. Om bare 2 dage fødes Jesusbarnet i krybben, og i julekalenderen falder det hele på plads, så det alligevel bliver jul.

Sådan ved vi det vil ske, fordi sådan sker det hvert år. Julen er fyldt med traditioner, men alle de ting vi plejer at gøre og alt det som julen er fyldt med, er ting der foregår uden om os. Det er Lucia, julekoncerter, småkager, and og rødbeder. Men størst af alt er kærligheden, og det er netop kodeordet i julen. Det er det at vi viser kærlighed og fletter vores julehjerter sammen med dem, der behøver vores kærlighed.

Og det er, at vi fletter vores julehjerte med Jesusbarnet, så vi forstår hvad fødslen af det lille barn betyder. En frelser fødes. En konge af kærlighed, der er så magtfuld og stærk, at han bandt Maria og Josef sammen på trods af, at ingen kunne tænke dårligt om Josef, hvis han var gået sin vej. På samme måde binder han her 2019 år senere også os sammen i kærlighed.

Lad os på denne dag ikke gå vores vej, men i stedet rykke nærmere Gud, ved at forberede os til det lille barn kommer. Snart er det jul. Julekalenderen får sin ende, men vores liv med bøn og troen på Jesus Kristus ser først lige sin begyndelse, med det lille barn der minder os om, at selv det lille sennepskorn kan bære frugt..

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Advent 2019

Dec 17 2019

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2019

Udgivet af

Prædiken til d. 3. søndag i Advent 2019.

Ev: Matt 11, 2-11

Nu varer det ikke længe før vores kalender viser den 24. december. Gaver skal pakkes op – ja, papiret kan fylde flere sorte sække. Papiret rives af og frem kommer nye computer, en Gul kæde, en bog at læse i, nye telefoner og en ny kjole som allerede er blevet for lille.

Sådan er juleaften for de fleste. Og det er selvom vi lever i en tid hvor vi skal spare på papiret og gøre op med en kultur hvor vi forbruger og smider væk, af hensyn til miljø og klimaforandringer. Det gælder åbenbart ikke julen hvor Jesusbarnet for rigtig mange danskere hører mere sammen med overforbrug end med et kristent budskab.

At vi fejrer jul på den måde i Danmark, hvor forbruget sætter rekord hvert eneste år, står i meget stor kontrast til budskabet denne tredje søndag i advent. Budskabet i dag er glæden over Kristi komme. Der kan siges meget om glæden – glæden ved det lille barn, det lille sennepsfrø, der på trods af dets skrøbelighed er SÅ vigtigt. Men her i 2019, kan det synes lige så vigtigt at løfte pegefingeren og sige noget om kontrasterne i glæde versus forbrugsrekorder, og ydmyghed versus Black Friday.

Vi må spørge os selv hvordan vi finder den kristne juleglæde frem? Det er den glæde der ikke vokser ud af gaver pakket ind i klimafjendligt papir, men derimod den glæde der vokser ud af det lille Jesus barn som fødes foran vores øjne om bare få dage. Hvad vil vi stille op med dén glæde? Og kan vi overhovedet finde den frem, eller fodrer vi blot vores kristenhed med at give 20 kroner til en hjemløs, for på den måde at afslutte de gode gerninger i 2019?

Glæden.

Juleglæden.

Vi må smage på ordet. Johannes Døberen er i fængsel. Han har tid til at tænke og overveje livets forhold, og sender en discipel til Jesus for at spørge: Er du virkelig HAM? Og Jesus sender et svar retur som kræver endnu flere tanker hos den fængslede. ’Jesus siger: Blinde vil se og døve vil høre. De lamme vil gå’. Jesus svarer så banalt at det næsten ikke er til at begribe, men vælger alligevel dette svar i stedet for blot at svare ’Ja’.

Og lige der i det banale har vi glæden. I det enkle finder vi kernen i juleglæden. Sjældent har man se glæden komme forklædt i et ny smart telefon eller i et armbånd – eller noget af alt det andet der ligger under træet. Glæden skal måles i et andet forhold. Det er i det forhold hvor mennesker mødes. Der hvor én smiler til en anden og den anden smiler tilbage til den ene. Og det er i det forhold hvor mennesket føler sig som en del af Guds hemmeligheder og underlige enkle svar. Der bliver glæden dobbelt fordi den kommer til at give mere mening end små kort med ordene fra og til.

Da Johannes discipel forlod Jesus for at gå tilbage til fængslet med det underlige enkle svar, begyndte Jesus at fortælle om Johannes. Han var en engel. Han var én der gik foran Jesus og banede vejen. Han var et medmenneske som bar på Guds hemmeligheder.

Lad også os denne glædens søndag bære på Guds hemmeligheder. Når vi er tæt på Gud bliver vi villige til at gå de veje Han lyser på, og måske finder vi modet til at råbe højt om denne glæde i fællesskabet, og sende det ind under juletræet som drukner i pynt og gaver. Lad os dele glæden denne måned som alternativ til alt det der forbruges og smides væk, for i glædens hemmeligheder finder vi tilgivelsen, evigt liv og kærlighed.

Må vi denne jul finde en klimavenlig måde at påskønne hinanden på og fejre Jesu komme. En måde som lader vores hjerte vise glæden.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2019

Dec 11 2019

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent 2019

Udgivet af

Ev: Matt 3, 1-12. (Kærlighedens søndag)

Denne 2. søndag i advent kaldes for kærlighedens søndag. Det er en dag hvor vi fejrer kærligheden mellem mennesker og kærligheden mellem Gud og mennesket. I evangeliet hører vi om Johannes Døber – at han døber mennesker i Jordan floden. Når vi hører og Johannes kan det være svært at forstå at nogen kan føle kærlighed til ham, ja overhovedet ønske at nærme sig ham. Der står skrevet: Han bar klæder af kamelhår. Jeg er ikke sikker på det har duftet ret godt! Og så levede han af græshopper og honning. Ja man kan næsten tænke hvordan han har set ud og lugtet.

Alligevel drog hele Jerusalem og Judæa ud til ham i floden og lod sig døbe. Det gjorde de i kærlighed, for de bekendte deres synder og lod sig omvende til et liv med Gud. De var ærlige og oprigtige og voksede i deres tro og kærlighed ved denne handling. Det var helt sikkert en længsel efter noget dybere i deres liv, der gav dem styrke til at opsøge dåben.

Men sammen med dem kom nogle andre. Det var farisæerne og de skriftkloge. De var også kommet for at modtage dåben, men de var kommet – ikke med en længsel – men med en tilgang til dåben som noget videnskabeligt eller noget de havde regnet ud skulle være godt for dem. Johannes bremsede dem og sagde ’Nej’ for at modtage denne dåb må man være bære den frugt som omvendelsen kræver. Man må sætte sig selv sidst og sin næste først.

Netop sådan er kærlighedens søndag. Man må gå ind i sin tro, ind i sit liv, sit ægteskab, sin egenskab som forælder eller barn med den tanke at vi må gøre noget andet for at bære frugt. Dyb kærlighed opstår når vi længes, som en mor der længes efter sit barn, eller en ægtemand der længes efter sin kone. Sådan er kærligheden mellem mennesker – længes vi ikke elsker vi ikke. Men sådan er også kærligheden mellem mennesker og Gud. Føler vi ikke længslen efter Guds nærvær hos os, så er grobunden for kærlighed ikke tilstede. Vi er ikke rede til den dåb vi hører om i dag, for vi er ikke klar til at gå den lange vej og bekende vores synder.

Først når vi savner Gud, længes efter Ham og samtalen med Ham, da bliver vi rede til at omvende os, sætte os i skriftestolen eller bede en bøn der indeholder noget dybt og andet end tomme ord. Dette evangelium hører vi i dag, her godt 2 uger inden juleaften ikke fordi det handler ret meget om hverken Betlehem eller vise mænd, men fordi ordene i dette evangelium er med til at forberede os og gøre vores hjerter åbne for den kærlighed Jesusbarnet kommer med til denne verden juleaften.

Hvis vores hjerter er hårde og videnskabelige som farisæernes så vil vi også betragte Jesusbarnet på samme måde. Og er vores hjerte hårdt overfor de mennesker som er tæt på os, vil julens overstrømmende glæde gå vores hus forbi. Julen lever ikke sit liv i butikkerne eller i gaverne under juletræet. Julen lever i netop det evangelium vi har hørt i dag om kærlighed og længsel. Julen lever i det at omvende sig fra alt hvad der var ondt til det der bringer glæde for både Gud og mennesker.

Beholder vi kærligheden i os selv vil frugten rådne og træet blive hugget ned. Deler vi kærligheden med andre vil vi helt sikkert opleve ondt på vores krop, vi vil blive kede af det og bande kærligheden væk, men andre vil vokse i det vi har givet. Sådan har vi gennem mange år set et levende eksempel i Nelson Mandela, som har kæmpet for kærlighed for alle folkeslag og mærket ondskaben på sin egen krop. Alligevel fortsatte han med at kæmpe og vise kærlighed. Så gå ud i dag og omvend Jer i det små, for sådan vil vi blive rede til kærligheden og julens komme. Glædelig kærlighedens søndag.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent 2019

Dec 02 2019

Pastor Judes prædiken til d. 1. søndag i Advent 2019

Udgivet af

Prædiken til d. første søndag i advent 2019. 1. december

Ev: Matt 24, 37-44

Det er en ganske særlig dag i dag. Det er en særlig dag fordi det er søndag, men dagen i dag er meget mere end det. Det er den første dag i december – det er den dag hvor vi begynder at tælle ned til den største dag af alle dage, nemlig den dag Jesus blev født i denne verden i en kold stald. Fra i dag ved alle børn hvor mange dage der er til juleaften, for i TV hver aften kan man følge med i nye afsnit af årets julekalender, og man kan åbne låger i en kalender der viser hvor mange dage vi skal vente.

For voksne kan tiden vi gå ind i nu være anderledes. Nogen er måske allerede gået i gang med at tælle deres penge, kun for at opdage at der slet ikke er nok. Der er ikke nok mønter i pungen til at bage pebernødder OG købe gaver OG lave risengrød. Andre voksne har penge nok, men mangler tid. De er allerede stressede over at der kun er 24 dage til at de skal have gaverne købt og anden stegt. Hverken for dem der tæller pengene eller dem der har alt for travlt er denne ventetid særlig sød.

Men måske er det fordi vi helt glemmer hvad julen handler om. Julen kan ikke måles i hjemmelavede pebernødder. Julen kan heller ikke gøres op i penge. Nej, julen skal for os handle netop om det børnene gør. Børnene har nemlig forstået det helt rigtigt – at julen handler om at glæde sig – at adventstiden er en tid med drømme, glæde og håb for alle mennesker i hele verden.

I dag tænder vi det første lys i adventskransen. Vi tænder det lys som repræsenterer håbet. I denne adventstid lever håbet for at Jesus vil fødes i vores hjerter – at han vil forny os når han kommer til os som et lille barn. Der er god grund til at være vågen i denne december tid selvom mørket og kulden raser udenfor. For hvis vi ikke er vågne vil december forsvinde før vi opdager det, og dagene vil gå med indkøb og gøremål ligesom vi hører i Evangeliet om dagene før Menneskesønnens komme. De spiste og drak præcis som vi gør til julefrokoster, og pludselig kom menneskesønnen uden de vidste det. Han kom uventet – de var ikke forberedt.

Evangeliet i dag siger til os at vi skal være vågne. Vi skal være klar for Menneskesønnen vil komme lige i den time hvor vi slet ikke tror det vil ske. For at forberede os til det må vi tage vigtige beslutninger denne december. Vi må prioritere familien og samvær med andre for sådan bliver vi rede. Vi bliver klar til at modtage Jesus når vi har mærket længslen efter ham – når vi har talt om ham og når vi har tænkt på ham. Da vil håbet spire og vokse sig stort. Da vil håbet om Jesu fødsel fylde vores adventstid.

Dagen i dag inviterer os alle til at glemme lange køer i supermarkedet og lade vores egne bekymringer hvile for en stund. Der er nemlig noget meget større i vente til os – at menneskesønnen vil komme og sprede håb i en verden der flere steder lider på grund af krig, uvenskab eller tyfoner.

Så lad os håbe for os selv og for hinanden at Jesus vil fødes i vores hjerter og give os et håb for fremtiden og at vores håbets lys aldrig må slukkes. Rigtig glædelig adventstid til Jer alle.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 1. søndag i Advent 2019

Nov 26 2019

Pastor Judes prædiken til Krist Konge Fest 2019

Udgivet af

Pastor Judes prædiken til festen for Jesu Kristi, Universets konge.

Ev: Lukas 23, 35-43

Pave Frans har tidligere sagt at Jesus som Konge mest af alt kom til udtryk på korset på Golgata. Den uskyldige blev naglet fast til korset – fattig, nøgen, og frarøvet alt, og kunne dermed afsløre Guds fulde kærlighed til mennesker. ’Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!’ – Sådan lød ordene, som på tredjedagen blev afløst af kærlighedens styrke, der vækkede Ham til et nyt liv i genopstandelsen.

Vi nærmer os julen – en højtid, hvor butikkerne med grådighed ser hen til, at vores glødende og hyppige dankortstransaktioner igen vil sætte nye høje rekorder. December er billedet på, hvordan ingen gave kan blive stor nok. Moderne jul rimer ikke på ydmyghed. Nej, i mange familier afløses hjerternes og dankortets fest af dybe lommesmerter, alt imens ordene fra Pave Frans inviterer os til at bremse op.

På korset kom Jesu magt som konge til udtryk. I ydmygende fattigdom kunne Han afsløre Guds kærlighed til mennesker til fulde.

Det er ord, vi bør tage med os ind i december. At være konge handler ikke om pragt og overflod. At være konge handler derimod om at være ægte, oprigtig og leve i simpel sandhed. Sådan lever de børn, der bæres til dåb, og sådan vokser de op indtil den dag, der sker noget med deres uskyld i den hvide klædning, og deres kongelige uskyld forandres til et andet type magtforhold. Lad os reflektere over, hvordan vi i år lader denne uskyld komme til udtryk gennem de gaver, vi bytter med hinanden juleaften.

Det var Pave Pius, der så vigtigheden af Kristi Konge fest helt tilbage i 1925. Festen blev indført i kirkens kalender, som en påmindelse til alle om, at fællesskabet med Gud sejrer over menneskers ødelæggelser. Det er en påmindelse om, at vi ikke kan finde fred inde i os selv, hvis ikke vi først forener os med Gud.

Også i 2019 er de ord, som Pave Pius lagde til grund for festdagen aktuelle. Det samfund og de påvirkninger, vi møder i vores dagligdag, gør markeringen af Universets Konge lige så aktuel nu som dengang. Vi oplever både nedskæring og oprustning, og kræfter der trækker i retning af et samfund med fokus på profit og effektivitet, frem for håb og næstekærlighed.

Vores tro i Danmark angribes og sættes under pres – ikke med voldsomhed – men som en fange i et fængsel, der graver i væggen med en ske lidt efter lidt hver dag, for til sidst at bryde igennem uden nogen opdagede det. Vores kirkelige fællesskab undergraves bid for bid, som en tyv der kommer om natten. I skarp kontrast hertil står kirkens fejring af den fattige som Konge.

En typisk konge sender sine krigere i kamp for at indtage et stykke jord, eller tilkæmpe sig større rigdom. En sådan konge gemmer sig bag de, der for alvor må satse livet i en kamp, – en kamp, hvor kongen selv, alene risikerer at tabe ansigt. Jesus derimod gik selv i døden for os, og det gør titlen som Universets Konge, til en titel vi ikke kan placere i nogen anden hierarkisk sammenhæng.

Vi kan ikke måle Hans magt – den magt som både hersker over alle skabninger og over menneskets sjæl. Magten er almægtig. Det er ved den magt vi skabes, fødes og bæres til dåb.

Kristus danner rammen om vores skabelse, når Han udtaler både det første og det sidste ord i vores liv, og bliver derfor helt håndgribeligt – også i vores sammenhæng – den der ikke frelste sig selv, men i stedet ofrede sit eget legeme for, at frelse os fra al synd.

Dagen for Jesu Kristi Universets Konge er en festdag, vi som troende burde gøre mere ud af. At Pave Pius har skabt denne dag, til refleksion over hvad magt betyder, og hvilke værdier et kongedømme skal stræbe efter, rækker langt ud over den ene time messen varer. Vi inviteres til at lade festdagen sætte dybe spor gennem vores familie, i vores ambitioner og ind i vores bevidsthed. Lad os ved evangeliets ord forstå og efterleve, at kun gennem fattigdom og ydmyghed kan vores kærlighed til Gud og mennesker udfoldes til fulde.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Krist Konge Fest 2019

Nov 21 2019

Pastor Judes prædiken til d. 33. alm. søndag 2019

Udgivet af

Pastor Judes prædiken: ’De fattiges Dag’ til d. 33. alm. søndag 2019

’Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham’

Sådan lyser Pavens budskab til dagen i dag. Pave Frans intention med

denne dag er at sætte fokus på alle de mennesker i verden der lider. Han

ønsker så inderligt af os alle at vi handler – at vi GØR noget for at

afhjælpe fattigdom – i sær for at der ikke skabes en kløft mellem det vi

tror på og det vi gør.

For de fattige er et stort emne i vores tro på Gud. Der findes mange

forskellige slags fattigdom, men fælles for alt hvad der er fattigt er at det

optager Gud og har en helt særlig plads i Biblens tekster.

Vi kan læse om de som er fattige på mad og nødvendigheder. Men vi kan

også læse om de der er fattige på ord, og dem der er fattige i Ånden.

Fattigdom er også det vi rammes af når sladder, rygter, misundelse og

hovmod kommer ud af munden på os. Pludselig ændres de måske rige

tanker til kun meget fattige ord.

I dag er en anledning til at fokusere på alle de slags fattigdom der kan

ramme et menneskes liv. Vi kan ikke donere et beløb med vores

mobiltelefon og klappe os selv på ryggen for at være gode kristne. Nej, vi

må gå længere end det og gøre mere, hvis vores mening med livet er at

følge Guds veje.

Vi har netop haft muligheden for at lade os inspirere af Den Hellige

Therese af Lisieux. Hun talte til vores hjerter om hvilken enkelthed vi kan

leve vores liv som kristne med. At hjælpe den fattige og indføre budet om

næstekærlighed i vores liv er ikke kompliceret eller dyrt. I stor smerte og

lidelsens sygdom lå Den Hellige Therese på dødslejet, og modtog sin

sidste kommunion. Hun ofrede i stor smerte kommunionen for en anden

hun kendte, som var syg.

Også vi kender til den fattige enkes skærv. Det er fortællingen om enken

der lægger alt hvad hun ejer og ikke kun sit overflod. Disse små men

værdifulde ofre forandrer os som mennesker.

Vi står lige nu foran den tid på året hvor flest mennesker optages af de

fattiges vilkår. Det er snart advent og derpå følger jul. Det er oplagt tid at

give og donere – og skal man provokere lidt, kan man sige at de fattige

sandelig har fortjent det efter de 11 måneder hvor de har levet, men kun

overlevet og blevet ignoreret.

Som kristne, som mennesker der følger Guds veje, MÅ og SKAL det lægge

os på sinde at gøre noget for vores medmennesker uanset om det er

sommer eller vinter. Gud er ikke kun kærlighed og omsorg når det er jul.

Gud lytter til bønner hele året rundt, og derfor må også vi være i stand til

at arbejde som Guds redskab her på jorden hele året.

Jesus er guddommelig! Men han gav afkald for at blive menneske, og som

menneske gav han ALT for at komme tæt på mennesker som os. Han

ofrede sig selv, og blev til frelse for os. På samme måde kan vi lade os

inspirere i dag. Vi står med Guds nådegaver i hånden. Vi står med

kærlighed, omsorg, medmenneskelighed. Det er nådegaver som hverken

kan byttes eller gemmes væk.

Nådegaverne skal vi arbejde med for at holde liv i dem, for ellers visner de

og vores hjerte bliver hårdt. Lad os derfor svare: ’Ja, jeg kommer’, når

Gud i dag inviterer os til at være Hans hænder og fødder. Lad os åbne

vores hjerter og gøre velgerninger i Guds navn. Lad os øve os i at gøre

gerninger uden at modtage en tak, for da vil vi se at Guds nådegaver er en

mulighed for os, virkelig at møde vores næste og gennem vores næste at

møde Gud.

Lad os med den tanke blive den, der svarer når den fattige råber i

håbløshed.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 33. alm. søndag 2019

Nov 11 2019

Pastor Judes prædiken til d. 32. alm. søndag 2019

Udgivet af

Prædiken til d. 32. alm. søndag 2019 (Laterankirkens Indvielse).

Ev: Joh 2. 13-22

Det er nemt og billigt at bryde noget ned. Vi ser det ske i mange byer i udkants Danmark. Man kører en maskine ind ad hoveddøren i faldefærdige huse, og man stopper først sin ødelæggelse når hele huset er jævnet med jorden. Man stopper først når grunden er tom, og klar til en ny begyndelse. Ja, i det hele taget er nedbrydning lettere end opbygning. Det kan tage timer og timer at bygge et korthus, men et nys eller et host kan blæse det hele fra hinanden. Et kærlighedsforhold kan tage år at bygge op og forme, så både manden og kvinden føler sig tilpas, men et skænderi kan bryde det hele ned.

At det er så svært at bygge op og så let at bryde ned, gør at vi godt forstår Jøderne i evangeliet i dag når de taler imod Jesus. De finder det urimeligt at han vil bryde alt det ned de har brugt 46 år på at bygge – og så påstår han at han på blot 3 dage vil bygge det op. Også i vores ører lyder en sådan plan helt uvirkelig. Men Jesus taler ikke om mursten, han taler om legemet og om mennesket. Jesus ser på hvad Jøderne gør med templet. De har ændret det så det ikke længere er et tempel men en plads for køb og salg, en plads hvor den stærke vinder over den svage.

Templet er et tempel men har ikke længere værdi som tempel fordi dets formål er blevet ændret. Jesus bruger templet som en sammenligning med legemet. Vi ærer vores kirke, tænder lys, gør forsigtigt rent, beder og bevæger os i stilhed. Vi ved at dette rum er helligt – at det ikke er et sted der er egnet for salg af duer, får og oksekød. Vi ved at dette rum ikke er et sted for sladder og dårligdom mellem mennesker. Men hvordan ser det ud med vores legeme? Burde vi ikke behandle vores legeme præcis på samme måde som vi behandler vores kirke?

Hvad kirken ikke kan tåle, kan legemet heller ikke tåle. Det dårlige må brydes ned. Enhver dårligdom i vores legeme er med til at gøre vores liv til en markedsplads hvor alt kan købes og sælges for den rigtige pris. Sandheden har sin pris siger man, med tanke på at sandheden kan gøre mennesker ondt, eller skade vores relationer. Men sandelig har løgnen også en pris – den betaler vi dyrt for i vores eget legeme. Legemet lider på løgnen, præcis som legemet lider på hadet, og på alt det som æder vores legeme op.

Det tager lang tid at bygge et sådan legeme op, for et legeme med dårligdomme har et lager til alle små ting, som vokser sig større og større og bliver en del af vores identitet. Det bliver uvaner vi bærer på, og som tvinger os ned. I dag siger Jesus til os at det er netop det vi må bryde ned. Alt vi har bygget op som fjerner vore legeme fra hellighed, må vi bryde ned og køre væk. Sådan vil vi give plads i vores legeme til alt det der er værd at bevare.

I dag fejrer vi Laterankirkens indvielse. Og hvorfor så fejre en kirke der ligger så langt væk? Jo det gør vi selvfølgelig fordi Laterankirken er den ældste kirke i Rom. Det er den kirke vi betragter som moderen til alle kirker i verden. Det er den kirke vi kan takke for den særlige stemning der er i enhver kirke i kommer i, i hele verden. Det er den kirke og vores egen kirke vi kan lade os inspirere af når vi skal sortere i indholdet i vores eget legeme, for kun hvad Laterankirken kan tåle kan vores legeme tåle.

I dag fejrer vi Pavens dag. Lad os bede for vore pave at Gud må velsigne ham med godt helbred og lang liv so han må være den gode hyrde for os alle og lede os alle på den sande vej som lede til Himlen.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 32. alm. søndag 2019

Nov 04 2019

Pastor Judes prædiken til d. 31. alm. søndag 2019

Udgivet af

Pastor Judes Prædiken til Alle Helgen 2019

Ev: Matt 5, 1-12a

Når vi tænker på helgener, så tænker vi ofte på nogle figurer der er langt væk fra os. Vi ser dem på billeder eller på medaljer, og vi ser op til dem. At se dem som forbilleder er der også god grund til for deres liv har været et liv med Gud i så stor grad at de har forandret andre menneskers liv. Men de er ikke langt væk fra os. Også de har levet et liv som det vi lever. Det er mennesker som er blevet født – har haft glæder og problemer gennem livet – ja, nogle har endda haft meget større problemer end vi kan forestille os. De har lidt og grædt, de har grint og glædet sig. De har gjort præcis som os.

Derudover har de gjort noget mere. Alle de helgener vi fejrer i dag har på den ene eller anden måde opgivet noget der er af denne verden for at følge efter det de mærkede som Guds vilje. Det er altså ikke tilfældige mennesker man har valgt til at være vores forbilleder og helgener, for det er som det står skrevet i Matthæus evangeliet – ”det er ikke enhver der råber ’Herre Herre’, der vil komme ind i Guds Rige, men kun den der gør min Faders vilje”

Vi kan altså ikke bare sætte os hjemme i sofaen og stole på mirakler, mens vi venter på at vi vil blive kåret til helgen for noget vi har gjort. Vi må rejse os op og sprede noget af alt det gode Gud har lært os om. For at kunne gøre det behøver man hverken være Pave eller præst, for når vi ser på alle de mennesker der er blevet helgener, handler det ikke om at prædike. Det handler faktisk sjældent om ord.

Alle de helgener vi kender og dem vi ikke kender er mennesker som har gjort noget – de har sagt noget, og så har de gjort det de sagde. Det er en egenskab vi altid efterlyser hos de politiker, som bestemmer vi vores land – at gøre det man siger. Men det er måske også en egenskab vi mangler hos os selv. Frans af Assisi sagde til os, at han ville hjælpe de syge og de fattige, og det gjorde han. Han levede ikke i skjult rigdom – han løj ikke for os. Han gjorde som han havde sagt.

Sankt Laurentius sagde han ville uddele kirkens rigdomme til kirkens skatte – altså folket – han gjorde det. Han gjorde som han havde sagt og blev henrettet for sine gerninger 3 dage senere.

Det er bare to eksempler på helgener som er blevet helgener fordi de har ofret noget – fordi de har peget på de ting i deres liv, der kunne bringe dem tættere på det liv Gud har ønsket for dem. Med fejringen af Alle Helgens dag i dag, er det op til os at prøve at gøre det samme. Gud har givet os alle nogle talenter, nogle evner, som Han ønsker, skal vokse og styrkes mens vi vokser op og bliver ældre. Det er i disse talenter vi skal søge, for at finde det vi kan opgive, det vi kan gøre – for at leve et liv, der er viet til Gud.

For at blive en helgen og dermed et forbillede for alle dem, der mærker en tvivl i deres tro eller en længsel efter Gud, må vi altså have drømme og ambitioner. Disse ambitioner vil ikke gøre os rige på guld eller diamanter, men opnår vi vores drømmes mål om at have fået betydning for andre – både de der lider i verden, og de der vandrer ad forkerte veje, så lover Jesus at enhver der gør Guds vilje har en plads i Guds Rige.

Tag derfor Jeres talenter i dag og gør med dem som helgenerne har gjort. Der hvor vi er, har de været en dag, og der hvor de er, kan vi håbe på at komme en dag.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 31. alm. søndag 2019

« ældre indlæg