Her er Pastor Mikolajs beretning fra sit ophold som præst på Færøerne. Der findes flere flotte billeder under linket ‘Galleri’.
Tak til Pastor Mikolaj for artiklen.
Kære menighed
Som I har nok læst i sidste sognebladet så er jeg på Færøerne nu. Det er nok ikke så stor en historisk øjeblik. Der bor ingen fast præst, så præster fra Danmark, tit fra Island og nogle gange fra Sverige eller Norge kommer her for to tre uger. Nogle præster holder deres sommerferie altid her, andre kommer igen efter to, tre år.
Det er ikke nemt for menigheden at have altid en ny person at forholde sig til, og det er nogen som ikke invitere præsterne at spise hos dem, fordi de begynder at kunne lige ham, og så skal man sige farvel. Også for præsten er det ikke helt nemt, siden hver præst har sin måde at fejre liturgien på, så det er aldrig som man er vandt til. Man kan ikke udvikle et emne i homilierne, eller gøre en fast indsats. Nogle gange jeg mig brokker over at kontakten mellem præsten og menigheden er ikke den jeg ville ønske mig i vores nordjyske egn. Her får man en helt ny taknemlighed for det man har. Menigheden, som I har nok har læst, er meget sammenblandet, måske ikke så som vores, men det er interessant sprogligt talt. Man holder messen på dansk, men alle svar, læsninger og sange er på færørsk. Homilien siges på dansk eller på engelsk, hvis præsten kan så tale på begge sprog, der findes nemlig en gruppe fra Filippinerne. Der er også polske arbejdere som kan lidt færørsk, men normalt ikke dansk, så hvis præsten kan, siger han også noget på polsk. Til den næste messe er jeg blevet bedt om at sige også noget på italiensk og på spansk, så det bliver en 5-sprogs homilie. Sproget er også meget interessant. Den har mange ord som kommer fra den fælles nordiske stamme, mange ord ligner mere norsk. Alle navneord har tre kasus, som på tysk. Udtalen er meget smukt, jeg skulle sige at den ligger imellem polsk og dansk. Jeg er sikker på, at hvis Tolkien skulle have besøgt Færøerne så blev færørsk grundlaget for dværgens sprog; som finsk var for elvernes og dansk for orkeres. Jeg vil kun nævne at dværgene er mine favoritter.
Til hverdagen er der messe hos søstrene, med vesper på fransk og messen på dansk-færørsk. Så spiser normalt præsten aftensmad med søstrene.
Pastoralt set er der ikke så meget at lave her, så de fleste præster tager noget arbejde med sig . Jeg prøver f.ek. at svare på alle gamle breve, som jeg har liggende på min laptop. Det er også en mulighed for at ordne lidt alle mine billeder og filer. Det er også en fantastisk tid at at læse Bibelen, at bede og meditere, så mange præster laver her deres egne retræter.
Naturen er enestående. Klipper, bjerg og hav. De kalder Danmark for fladelandet. Næsten alle steder man kommer til udenfor byen ser man får. De går næsten helt frit og man samler dem sammen to-tre gange om året. Jeg kom at tænke på at lignelsen om den gode hyrde, som går og søger efter det tabte får, forstås her ikke så meget som i andre lande. Også hele symbolikken med en hjord, som har samme hyrde mister her lidt af sin kraft. Der er også mange vilde gæs som går omkring her. Jeg er helt betagen af naturen. Men folk som bor her siger at det kun fordi jeg er i sensommeren. Hvis jeg skulle komme i stormperioden skulle det ikke være så fantastisk. Det er sandt, at tåge og regn kan komme meget hurtigt her. Jeg har prøvet at vandre lidt i bjergene men skulle hjem halvvejs fordi der kom et meget sort sky fra den anden side.
En anden ting som er meget anderledes end i Danmark, er at der findes utroligt mange bække og å. Alt regnvand samles oppe i bjergene og kommer ned. Det gør, at de normalt ikke har vandmangel. Det kan ske nogle gange, men normalt er der vand, som kommer ned hver få meter. Tit dannes der mindre eller støre vandfald. Jeg tror at den største er over et hundrede meter højt. Også i de fleste byer kan man se disse bække; i Torshavn har de bruget nogle af dem som en del af parker eller andre anlæg, det ser bare så dejligt ud.
Traditionelt spiser man meget fisk og fårekød. Man har røget, men også tørret dem. Jeg har, desværre, ikke smagt tørret kød, kun lugtet til det. Man må sige, at det har sin meget specielle duft, som mange ville sige rent ud at det stinker. Det er interessant at se næsten alle bygder har et specielt hus for tørring, og det gør man kun hvis det er ganske kold. For megen varme kan ødelægge kødet, så hvis det er kold , så cirkulerer det kolde luft og tørrer. Nu disse ting er mere af en national ret, og koster ganske meget.
Det er ganske bevist at de første mennesker som kom her var norske vikinger. Men nogle arkæologiske fund viser , at der var mennesker her før dem. Man har så søgt informationer i bøger for at finde hvem det kunne være; om man kom frem til at det var nok irske munke, som kom her, som til en slags ørken. Det er også meget spændende, hvis man læser en anden helgen legende, den om Den hellige Brendan. Der kan man læse, at han kom til Amerika ved at følge vinder og havstrømme. fra Irland sejlede de videre til Island, Grønland og til Newfoundland. For ikke så mange år siden var nogle , som har prøvet det og de kunne opleve næsten alle ting som beskrives i legenden. Der findes nogle stener som er de eneste ruiner af Sankt Brendans kirke. Man siger at det var den ældste kirke. Ikke så lang derfra har man senere bygget en stor domkirke. Det findes ingen tag tilbage, og man ved ikke hvad man skal gøre med murene. For os katolikker er det interessant at der findes nogle kors på vægen, og at bag en relief har man fundet relikvier, hvor en af dem fra Det hellige Kors. Man ville tage dem til Danmark for undersøgelse, men færøringerne sagde blankt nej, fordi man har taget andet fra den domkirke til Nationalmuseet i København og de fik dem tilbage først efter 300 år.
Hvis nogen er interesser i kirken her så er deres hjemside på dansk: http://www.katolsk.fo/_sgg/m3_1.htm
[ Click here for English version ]
