Den fornylig afdøde og meget respekterede redaktør, Thøger Seidenfaden, var grund ideen til Pastor Judes prædiken om Skt. Ansgar. Læs den på linket: ‘Søndags Prædiken’

Prædiken 30.01.11. Sankt.Ansgar. Ev: Mark 1, 14-20

For mange mange år siden blev en dreng født i Frankrig. Han voksede op og da han blev en ung mand døde hans mor. Så drengen kløede sig i håret og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre – Hvem skulle nu give ham mad? Han besluttede at tage på kloster og blive en munk. Pludselig en dag kom en mand til ham og sagde at han skulle med på en rejse til Danmark, og at det ikke ville være farligt, for militæret ville være med dem. De skulle give danskerne noget at tro på. Fra Danmark skulle manden videre til Sverige, og det var en tur uden militær, så inden længe blev han overfaldet af røvere, og var nødt til at springe i vandet. Det blev en farlig tur, men manden vendte tilbage til Danmark og byggede så en kirke.

Ja, havde denne historie stået i avisen i dag, havde vi nok ikke gidet læse den, men min lille historie er altså et kort referat af Sankt Ansgars liv. Sankt Ansgar blev helgen for den bedrift at han byggede en kirke i Danmark, og det bør jo få enhver af os op fra stolen i dag. Denne lidt kedelige og måske ligegyldige historie har altså gjort en mand til helgen! Så vi kan spørge os selv: ’Hvad kan vi ikke udrette, som ville være lige så meget værd?’

Slår man op i avisen finder man hurtigt mennesker som har udrettet store ting, seneste eksempel ser vi, når vi kigger i Politiken, hvor Tøger Seidenfadens bedrifter er skrevet op. Han samlede penge ind til afviste irakiske asylansøgere, så han kunne ansætte dem og sikre deres fremtid, og det var ham, som stillede sig frem og sagde undskyld til de muslimer verden over, som vendte sig mod Danmark og ytringsfriheden. Dér stod han alene og sagde: ’Undskyld’ – ikke på vegne af nogen, men af hjertet for at arbejde for fællesskab.

Hvem ved, om vi om en årrække kan fejre ’Den hellige Thøger’ ganske som vi fejrer ’Den hellige Ansgar’ i dag? Måske fejrer vi en helt anden, som vi læser om i nyhederne netop i disse dage, men denne prædiken er selvfølgelig ikke en opfordring til Jer alle om at komme i TV for enhver pris. Nej, det er en opfordring til at overveje hvilke helgen-talenter Gud har givet Jer. Måske har I et særligt talent for at tale, for at skrive, for at råbe op i en verden som trænger til at blive råbt af.

I dagens Evangelium hører vi en vigtig sætning: ’Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet’. Denne sætning er vigtig, for den fortæller os mange ting. Tiden er inde, fordi tiden er inde til, at vi hver især tager ansvar, at mandag ikke bare bliver til tirsdag mens vi sovende slæber os gennem dagene. Det er tid at vågne op, for vi lærer i dag at Guds rige er nær. Det er nær, fordi Ansgar blev helgen – en helt almindelig fransk dreng som munk blev helgen, fordi han udrettede noget der havde værdi for andre. Hvor meget tættere på kan vi kræve at Gud kommer?

Endelig siger Jesus: ’Omvend jer og tro på evangeliet!’ Ja, når vi vågner op og indser at tiden er inde, så må vi vende os om for at bryde ud af de vaner vi har. Måske tænker vi at vi alene ikke kan gøre en forskel, men at Ansgar fejres i dag, beviser at vi alle kan gøre noget, gøre indtryk og sætte et aftryk selvom vi er ganske alene. Måske sætter vi noget i gang vi ikke kan gabe over, og må så hoppe over bord som Ansgar gjorde det, men så må vi søge hjem og starte igen. Opgiv aldrig at forkynde evangeliet, opgiv aldrig at kalde til fællesskab, opgiv aldrig selvom I står helt alene.

Gå derfor ud i dag og omvend jer, for da vil I se, en afvist asylansøger som har brug for hjælp, eller en mand som har brug for en undskyldning. Således vil også I mærke at Guds rige er kommet nær.

Efter festen for den hl. Ansgar den 30.01, lykkedes det mig at fange to yndige fødsellarer, Nishanti og Fatima. Jeg er opdraget til ikke at spørge damer om deres alder, men Nishanti havde dog ikke et problem med at oplyse, at hun var blevet 33! Endnu engang tillykke til begge!

Mark

4 .ALM. SØNDAG

30. januar (hvid)

ANSGAR, bispedømmet Københavns første værnehelgen

1.L.: Es. Bog: kap. 52, v.7-10

2.L: 1 Kor. Brev: kap.1,v. 18-25

Ev.: Mark: kap.1, v.14-20

Kirketælling og LU møde efter messen.

Nogle noter omkr. Skt. Ansgar:

Skt. Ansgar er kaldet ’Nordens apostel’ og er Kirkens værnehelgen i Danmark. Født i Amiens i 801 og døde i Bremen 3. feb. 865. Som biskop af Bremen (487) fik han tilladelse af den danske konge Haarik til at bygge den første kristne kirke i Hedeby (nu i Nord Tyskland) og den blev indviet til Guds Moder. Senere fik han rejst en kirke i Ribe. Disse 2 kirker blev således vigtige støttepunkter for hans mission her i norden. Skt. Ansgars virke i Danmark og Sverige har ikke sat mange spor.

Først omkr. 960 slog kristendommen til som officiel statsreligion med Harald Blåtand, ’som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne’. Danmarks ’dåbsattest’ er Jellinge-stenen blevet kaldt. I dag er vi glæde for ’Ansgarswerk’: en tysk hjælpeorganisation som yder økonomiske støtte til Den katolske Kirke i Norden. Uden deres hjælp vil der se meget dårligt ud for os!

Vi slipper ikke for håndbold feveren i Pastor Judes prædiken til i dag. Ulrik Wilbek er, ifølge Pastor Jude, også en ‘fisker af mænd’. Hvordan? Læs Judes prædiken under linket: ‘ Søndags Prædiken’.

Prædiken, 3. Alm. søndag, Matt. 4, 12 – 23 

En dag var 2 drenge ude at fiske, og de sad på hver sin stol med en fiskestang. Timerne gik og der skete ingenting, ganske som om havet var tømt for fisk. Den ene dreng begyndte nu at undre sig over at fiskene ikke var interesserede i krogen og trak derfor linen fra fiskestangen ind. Et kort øjeblik overvejede han helt at opgive fiskeriet, men så fik han øje på ormen der sad på krogen. Hurtigt gik han op til kassen med fiskegrej, og kom så glad og tilfreds tilbage.

Den anden dreng spurgte: ‘Hvad laver du – skal du ikke fiske?’ ‘Jo selvfølgelig’ svarede drengen stolt ‘men nu har jeg fundet ud af hvorfor fiskene ikke bider på fiskestangen! Jeg smagte på ormen og den smagte forfærdeligt. Nu har jeg sat min bedste vingummi på krogen’. 

Ja, vil man fange fisk, er det sikkert bedst at bruge orm som madding, og vil man fange børn er vingummi nok en bedre idé. I dagens evangelium fanger Jesus mennesker. Til det arbejde bruger han hverken fiskestang, vingummi eller orm. Derimod bruger han et løfte om også at gøre andre til menneskefiskere. Således slipper tilhørerne straks garnet og nettet og forlader deres arbejde for at følge Jesus i den overbevisning om at de vil lære at fange mennesker. 

Hvad vil det egentlig sige at fiske efter mennesker? Måske har Jesus læst det ordsprog der hedder: ‘Giv en mand en fisk og han har mad i dag. Lær ham at fiske og han har mad for livet’. Jesus giver jo netop mændene i Evangeliet mad for livet, idet han giver dem troen og håbet for denne og den næste verden. Han giver dem ikke blot syndsforladelse eller fisk i deres net, som vil give dem en kortvarig lykke i dag. Nej, han fisker mennesker og lærer dem at fiske mennesker, så de ikke blot i dag finder lykke, men også i morgen og alle de kommende dage i livet. 

Jesus giver os en særlig og meget personlig invitation i dag. Han siger: ‘følg mig, lad dit garn ligge, og jeg vil lære dig at fiske mennesker’. Ja, tænk om Jesus stod her i dag blandt os, og sagde til nogen: ‘Følg mig, lad din egoisme ligge, jeg vil lære dig at fiske mennesker’ eller måske ville han sige til andre: ‘Følg mig, lad din misundelse og mistro ligge, jeg vil lære dig at fiske mennesker’. Mon ikke vi alle ville takke ja til den invitation, og, ligesom mændene, smide det vi havde i hænderne væk for at lære at fiske.

Ulrik Wilbek er menneskefisker. Han har bedt enhver spiller på håndboldholdet lade sit garn ligge og følge ham. Følge ham ud i et vanvid af pasta, havregrød og en uanstændig mængde træning. Alt det resulterer i, at vi alle sidder og kigger på spillerne løber fra den ene ende til den anden for at slås om en bold, alt imens alle har en mening om dommeren af menneskefiskeriet. Det giver slet ikke mening, at disse mænd opgiver alt for at følge en hvidhåret mand med røde kinder, og på samme måde må nogen have undret sig, da mændene i Evangeliet forlod deres arbejde for at følge Jesus. 

Nu ligner Ulrik Wilbek ikke rigtig Jesus, tror jeg, og det beviser for os alle, at vi også kan gå ud og fiske mennesker. Vi kan fiske dem til at forstå kærlighed ved at vise dem barmhjertighed, vi kan fiske dem til en dybere tro ved at vise dem vejen, eller vi kan fiske dem til noget helt andet. Vigtigst er det, at vi bruger det talent som vi er givet. Gå derfor ud i dag med Jeres fiskestang og sæt den rette madding på, så vil mennesker følge Jer.

I dag døber vi Marcus og håber at han vil fange mange mennesker med troens fiskestang så han på den måde vil opfylde sit dåbs løfte om at følge Jesus. Med denne tanke, døber vi Marcus.

3. ALM. SØNDAG 2011

Søndag 23. januar ( grøn) 

1.L.: Es.bog: kap.8, v.23b til kap.9, v.3 

Veks. Sl. 27, v.1,4, 13-14.

Resp.: ’Herren er mit lys og min frelse.’ 

2.L.: 1. Korintherbrev: kap. 1, v.10-13 og 17. 

Ev.: Matt. Kap. 4, v.12-23 eller 4,12-17.

Følgende er sket siden den sidste ‘Siden Sidst’:

• Maria Penge for december var 705,50 kr.
• Anton har købte 10 nye kaffe kande til køkkenet – Tak Anton
• Så er kirken af pyntet efterjuletiden. Tak til Lallyog Joy for deres hjælp sidste fredag efter andagten. Også tak til den annonymeperson fra menigheden, som gav 300 kr. til køb af juletræet.

Medens Pastor Jude klamrede sig desperat til bybusens gule stang, for at undgå at falde, havde en dreng medlidenhed med ham og  tilbød ham sin plads. Denne episode gav anledning til temaet i Pastor Judes prædiken. Læs den under linket : Søndags Prædiken.

Prædiken 2. almindelige søndag. 16. januar 2011

Ev. Joh, kap. 1, v. 29 – 34

En dag tog jeg bussen i Aalborg for at komme hjem til præstegården. Det er ikke ret tit, jeg tager bussen – faktisk meget sjældent fordi jeg ikke bryder mig om at stå der blandt andre og prøve at holde balancen, mens bussen kører for snart at bremse op. – Men dér i bussen stod jeg blandt skoletasker, barnevogne og børn, mens jeg holdt godt fast i en af de gule stænger, som er forskellen på at stå eller falde. En skoledreng sad på et af sæderne, og han kiggede nysgerrigt på mig. Jeg tror, det var tydeligt for ham, at jeg ikke var vant til at køre i bus, sådan som jeg stod der og omfavnede den gule stang, som om den var min bedste ven. Drengen kiggede på mig og spurgte: ’Vil du sidde her?’ og straks rejste han sig og gjorde plads til mig. ’Mange tak’ sagde jeg og satte mig hurtigt ned. Så stillede drengen sig midt i bussen uden at holde fast.

Denne episode kom jeg til at tænke på, da jeg læste dagens evangelium. Jeg vælger nemlig at tro, at drengen rejste sig for mig, fordi han kunne se, at jeg var uvant i bussen, og ikke fordi han mente, jeg var en gammel mand! Johannes i dagens evangelium er på mange måder, som den dreng jeg mødte i bussen. Nu var det jo nok ikke sådan, at Johannes og Jesus mødte hinanden i en gul bybus, hvor Jesus klamrede sig til den gule stang, men Johannes peger på Jesus, og fortæller til levitterne og præsterne at det er Jesus, som er Guds lam, at det er Jesus de bør rejse sig for i bussen og ikke Johannes selv.

Den meget tydelige besked til tilhørerne er, at Johannes kun er et simpelt vidne, som skal bane vejen for ham der kommer, og at Jesus er den, de har ventet på. Således viser Johannes, at han besidder en utrolig beskedenhed. Beskedenhed er ikke rigtig moderne i øjeblikket. Nej, vi leder efter X-faktor hos unge deltagere, som får vores hår i ørerne til at krølle, mens vi spændt venter på, hvilke forbandelser Blackmann kaster over de håbefulde talenter. Imens står forældrene tilbage med en fortsat tro på, at netop deres barn bliver den nye Elvis.

Nej, det at træde til side er aldrig lige så sjovt, som at blive nummer ét, og det er derfor, vi bør beundre Johannes i dag. Han blev spurgt: ’Hvem er du?’ og hvor må det have været fristende at svare: ’Jeg er ham, I har ventet på’, men i stedet svarede Johannes: ’Jeg er ikke Kristus’. Således trådte han til side, rejste sig for Jesus i bussen og sagde: ’Han er Guds lam, ikke jeg’.

Vi inviteres i dag til ikke at afprøve vores X-faktor på landsdækkende TV, men i stedet dyrke den X-faktor, vi hver dag kan finde i vores forhold til Gud. Vi kan alle være vidner om Jesu gerninger og troens betydning i vort liv. Vi kan drage mennesker, hjælpe dem og vække deres interesse ganske som Johannes gjorde det, men når spørgsmålet kommer til, hvem vi er, må vi ganske som Johannes erkende og åbent fortælle, at det er Jesus, som Ånden daler ned over. Det er Jesus, som er Guds lam, vores frelser, og alle vores gerninger kommer fra ham. Aldrig kan vi handle alene i forkyndelsen, selvom det lyder lidt som et forsøg derpå, når de i X-factor leder efter det høje C.

Gå ud i dag og gør vejen lang og bred for Jesus. Brug Jeres X-faktor på at få andre til at længes, for svaret på deres længsel vil blive hørt. Deres kald vil ikke være forgæves. Jesus vil nemlig bære deres synd, og de vil åbne deres øjne for at erfare, at I har ført dem til Guds søn.