Prædiken langfredag 2011
’I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud’. Sådan lyder indledningen til Johannes Evangeliet. I dag er ordet dødt. Ordet har ingen kraft, for ordet blev taget fra mennesket, hængt op på et kors uden barmhjertighed. Man satte søm i ordet og hånede det, indtil ordet skreg hjerteskærende på sin far. Derpå udåndede ordet, og der blev stille – helt stille for folket gik hjem.
Ordet kom i skikkelse af Jesus, og ordet talte til alle med kærlighedens sprog. Ordet lød både for de rige og for de fattige, for de retfærdige og for de med skyld. Sådan blev Jesus menneske iblandt os. Han blev menneske med alt hvad det indebærer – glæde, skuffelse, afmagt og lykke. Han blev så meget menneske at intet menneske kan gå derhen hvor Gud ikke har været, for Han oplevede den ultimative smerte.
Når et ægtepar bliver brutalt dræbt i Odense eller når vi hører om de børn som er krigens ofre, så undres vi og spørger: ’Hvordan kan Guds hjerte bære alt den smerte?’ Svaret er, at det kan det heller ikke. Guds hjerte er ligeså skrøbeligt som dit og mit, og således gik Hans hjerte itu langfredag, da Han hang på korset i dyb ensomhed. Folket gik hjem, der var ikke mere at se, for sådan er det jo med døden. Det er et punktum for livet her på jorden – i døden siger vi farvel, ja, sådan er det til enhver begravelse. Vi glemmer den dødes ansigt og stemme, og man støtter de pårørende og siger: ’Livet går videre’. Et punktum er sat, den dødes ord er glemt, kun stilheden står tilbage.
Jesu død forener os med Gud, for Jesus viste os dødens vilkår. Vi ser med egne øjne forsoningen og godheden i døden. Den samme godhed som Gud viser os i døden er vi forpligtigede til at vise enhver lidende i denne verden. Lidelsen kan af og til være langt sværere at takle end døden. Det er i lidelsen, vi stiller alle spørgsmålene som det er svært at finde svar på. Det er da, at al mening hører op, men et menneske som ikke viser barmhjertighed overfor andre menneskers lidelse er ikke menneske. Sådan er vores pligt – at ofre noget for andres skyld.
På korset bragte Jesus det største offer man kan forestille sig. Han tog al vores skyld på sig, og det kan være svært, rigtigt at forstå hvad det betyder. Det er dog ikke svært at overføre den tanke til vort eget liv. I stedet for at vi går rundt og føler os som et offer for samfundet, et offer i et dårligt ægteskab eller et offer for sygdom og
Smerte, så kan vi tage Jesu eksempel og dermed ikke være offer men bringe et offer for andre
I dag, midt i sorgen, kan vi altså tage Jesu korsfæstelse til os. Nu kommer der nok ikke noget godt ud af, at menigheden på skift lader sig korsfæste her ved alteret, som en udstilling for byens borgere, og mon så ikke også at nogen vil se det som anledning til at skifte fra den katolske tro til en anden religion. Så jeg siger altså ikke, at I skal lade Jer korsfæste! Jeg siger dog noget der kan minde om det. Gå ud i Jesu navn og bring et offer. På korsvejen har vi 14 stationer, som fører til Jesu opstandelse. Gå ud i dag og gå på kompromis 14 gange i Jeres ægteskab, og bring håb og barmhjertighed 14 gange ind i den syges liv, for således vil I bringe et offer i Jesu navn, og således vil også ordet i Jer besejre både lidelse og død. Således vil opstandelse overvinde alt omkring Jer som i dag er dødt.
I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud. I dag er ordet dødt. Bliv ved ordet, hold fast i ordet, for snart vil I se at ordet er stærkere end døden.
[ Click here for English version ]
