Birgit, et trofast medlem af vor menighed har, efter megen overtagelse, skrevet en spændende artikel om hendes liv som en sekulær Karmelit. Hvis du er interesseret, må du meget gerne kontakt hende eller Bent Reinhardt.
Mange tak Birgit for din flotte artikel!
MIN VEJ TIL KARMEL
af Birgit Stresino
Af og til er det umuligt at finde ord for det man gerne vil udtrykke. Ordene findes bare ikke. Ikke på dansk, ikke på engelsk – ikke på noget sprog!! – Alligevel var jeg engang i min pure ungdom så dum, at jeg troede,jeg kunne finde ord for, hvad jeg havde oplevet på bjerget Karmel i Israel.
Som nybagt journalistelev på Vendsyssel Tidende i Hjørring skrev jeg en artikel. I forblommede vendinger prøvede jeg at fortælle om en åndelig oplevelse, jeg havde haft på bjerget, stedet, hvor hellige mænd har holdt til og levet i bjerghuler siden profeten Elias dage omkring 800 før Kristi fødsel.
Forsøget med artiklen blev en katastrofe, og et åbent sår i min journalistiske selvtillid.
En virkelig dygtig og smart journalist havde læst artiklen, og nu skulle den opblæste journalistelev, altså mig, have en lærestreg.
Han kom ind på mit kontor, som jeg delte med tre andre. Satte sig på kanten af skrivebordet og med den mest teatralske og hånlige stemme deklarerede han artiklen fra ende til anden til stor morskab for de tilstædeværende, undtagen naturligvis mig. Jeg kunne være krøbet ind under skrivebordet, så ydmyget følte jeg mig. Husk på, det var noget af det største, det smukkeste jeg nogensinde havde oplevet, det jeg havde forsøgt at skildre.
Men Karmel forfulgte mig!
Mange år senere, efter jeg var blevet katolik, tog venner mig med på en retræte i et karmelitkloster i Norraby i Sverige.
Da vi ankom , var jeg forfærdelig stresset. Faktisk helt klistret til af verdens larm og uro.
Vi trådte ind gennem døren til klostret, og hvad sket der så? –Jeg fik den mest forfærdelige migræne. Det forekom mig, at man her kørte i andet gear, mens jeg var i femte.
Migrænen varede i tre dage. Jeg kastede op og lå bare i min seng og led bag nedrullede gardiner.
Det skulle vise sig at være en effektiv kur. Verdens uro og stress blev renset ud, og jeg blev yderst åben og modtagelig.
Efter tre dage stod jeg op og gik til Indre Bøn, som er det helt centrale i karmelitternes liv. Kontemplationen, det at sidde stille i Guds nærvær i ordløs bøn, er nok det mest typiske for en karmelit. Derfor er stilhed og ensomhed meget væsentligt i ordenen.
Målet er kontemplation og mysik.
Jeg sad på gulvet på en bedeskammel. Rundt omkring i det lille kapel sad munke, præster og andre mennesker. Det var tidligt om morgenen. Solen var ved at stå op, og så skete der det for mig, som også skete på bjerget Karmel. —Jeg følte mig helt omsluttet af Guds kærlighed. — Så vidste jeg bare, at når jeg nu ikke var i Himlen, – for det var jeg jo ikke, så måtte jeg være tæt på. Her ville jeg gerne blive.
Hvordan katolikker finder til Karmel er nok meget forskelligt. De mystiske oplevelser er ikke afgørende, det er troen. Mange føler sig nok tiltrukket af bønnen. Vi lever jo i en urolig tid fyldt med krige, kriser og uro. Bønnen er det stærkeste våben, vi har. Mange læser bøger om Karmels spiritualitet. Nogen læser måske bøger af nogle af Karmels mange helgener f.eks. Johannes af Korset eller Teresa af Avila. Eller måske af den kendte karmelitter
præst, Wilfried Stinissen, der er prior i klostret i Norraby i Sverige, stedet hvor jeg var på retræte. Han har skrevet utallige bøget om kristen spiritualietet og er åndelig vejleder for den danske sækularorden.
I Danmark er vi 37 sækularkarmelitter. Hvor mange der er i Sverige og Norge ved jeg ikke. Men vi hører alle til i Norraby. Det vil sige, vi er jo ikke gået i kloster, men knyttet til et kloster og lever helt normalt ude i verden. Broder Wilfried, der netop har fejret sig 60 års præstejubilæum er vores åndelig vejleder. Han hjælper og vejleder os i forbindelse med vores tro.
Både i Danmark, Sverige og Norge er der karmelittiske nonneklostre. Her i Danmark ligger det ved Hillerød. Søstrene lever i klasur. Det vil sige, de lever deres liv indenfor klostrets mure og deres kald er bøn. Også sækularkarmelitterne er kaldet til bøn og et liv i Guds nærvær. Alle både gifte og ugifte, der har været katolik i mindst et år kan blive karmelit, hvis de findes egnet. Så følger en tid, hvor man er postulant. Altså man snuser lidt til det hele, er med til møder og retræter. Derefter bliver man novice og iklædt Karmels skapular, som er en del af Karmels ordensdragt og et symbolsk tegn på, at man står under Jomfru Marias beskyttelse og at hun er vores forbillede. Efter to år aflægges de første løfter, og efter yderligere tre år kan man aflægge de evige løfter. Hele processen tager normalt seks år.
Løfterne er, at vi lover at leve i lydighed, fattigdom og kyskhed.
At leve i kyskhed betyder ikke, at man ikke må gifte sig, men at man skal leve kysk ifølge Kirkens lære og etik.
At leve i fattigdom indebære naturligvis heller ikke, at vi sækularkarmelitter skal give alt det væk, vi ejer, men at vi ikke er bundet til jordisk gods. Og at leve i lydighed betyder, at man skal være lydhør overfor Guds vilje med vores liv.
Løfterne skal hjælpe os med at leve i forening med Gud, da vi i det daglige liv skal prøve at leve med Gud i alt, hvad vi gør.- Altså ikke forskelligt fra, hvad andre kristne skal prøve at gøre!!
Det daglige liv for en sækularkarmelit består af en halv times Indre Bøn. Desuden beder man de to tidebønner Laudes og Vesper,som er Kirkens bøn for hele menneskeheden. Daglig messe, hvis det er muligt, og en andagt til Jomfru Maria, f.eks. Angelus eller Rosenkransen. Åndelig læsning skal man også give sig tid til, mindst to timer om ugen, ligesom hyppige skriftemål er en del af livet. Glemmes må heller ikke tjenester i Kirken.
For lige til slut at slå fast, hvordan det altsammen med karmelitterne begyndte, så besluttede de fromme eremitter på bjerget Karmel, at de gerne ville have nedskrevet nogle leveregler. De skrev til patriarken i Jerusalem år 1208 og Den hellige Albert skrev: Albertus, af Guds nåde patriark over Kirken i Jerusalem, til sine sønner, Brocardus og de andre eremitbrødre, som står under hans lydighed og bor ved Elias kilde på bjerget Karmel…. og så følger reglerne. Selve konstitutionen indledes med ordene: — Alle er kaldede til i kærlighed at have del i den hellighed, der tilhører Gud alene: “ Vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen” (Matt 5/48).
Og skulle nogen have lyst til at se nogle karmelitter munke, så sidder de i hvælvingerne i Sæby Kirke i form af kalkmalerier. Før reformationen var der nemlig et karmelit kloster i Sæby og kirken er er den gamle klosterkirke.
