Prædiken til den 31. alm. søndag 30. oktober 2011.
Ev: Matt 23, 1-13
Jeg vil dele en hemmelighed med Jer i dag. Hemmeligheden er, at jeg ikke har nogen børn. Jeg tror Gud har formet mit liv sådan – altså gjort mig barnløs og katolsk præst, fordi Gud godt ved at mine børn ville blive en stor belastning for samfundet. Det er nemlig helt sikkert, at jeg ville give dem alt hvad de peger på, at jeg ville give dem slik til aftensmad, og at jeg ville forsøge at opfylde ethvert ønske de kom med. Ja, sandheden er, at ingen ville kunne holde mine børn ud i mere end 5 minutter. Selvfølgelig ville jeg sidde hos dem og fortælle dem længe om ydmyghed, troen på Gud og andre vigtige ting i livet, men det er helt sikkert at alle mine gode intentioner ville blive overskygget af mine børns krav og ønsker.
Sådan går det for mange forældre, tror jeg, at man inden børnene kommer til verden, har mange gode idéer om opdragelse, men når først barnet kigger på én med store øjne, så er det svært at holde fast i det NEJ man lige har sagt. Og de er sandelig svære sådan nogle børn. De hører vores tale om og om igen, men kun få ting klistrer sig fast i deres hjerne. Noget helt andet er, alt det børnene ser med deres øjne. Det husker de for evigt og lever efter det. Når mor og far ikke mener deres nej, handler det bare om at spørge længe nok, når mor og far pjækker fra arbejde – ja, hvorfor så gå i skole. Når mor og far prædiker om det gode liv, men ikke selv lever efter normerne, hvorfor så gøre en indsats?
Dagens evangelium giver os mulighed for at bremse op. Prædiker vi om hellighed, om normer og dyder på et niveau vi slet ikke selv magter at leve efter, så er dagens evangelium en chance for os all til at tage et valg. Vi står nærmest ved en skillevej i dag, og kan enten vælge den højre eller den venstre vej. Vi kan vælge enten at ændre vort liv så det passer til vores tale, eller tage den anden vej og ændre vores tale så den passer til vort liv. Det sidste valg er den lette vej. Det kræver nemlig bare at vi tier stille. At vi holder op med at dømme andre og tale om alt det vi stræber efter. Den vej kan vi vælge lige nu, når vi går ud fra kirken.
Den første vej derimod er sværere. Alt det vi taler om, alt det gode vi ser i os selv, alt det rigtige vi mener vi står for. Tænk om vi lige her nu og rent faktisk skulle til at GØRE alt det? Uanset hvor fromme og ærlige vi er, tror jeg det ville blive svært. Det er jo typisk mennesket – helt fra Adam og Evas tid – at vi har stræbt efter mere end vi evner. Det er svært at få ord og handling til holde hinanden i hånden og følges ad.
Det er en udfordring hver eneste dag som kræver en indsats. Og derfor må vi nok også finde en mellemvej mellem at sige hvad vi gør og gøre som vi siger. Det er godt at have idealer, for det betyder at vi ikke går i stå. Vores visioner er med til at udvikle os, men vi må huske at vi altid skal kunne genkendes i jagten på vores drømme. Gå derfor ud i dag med en ny vision om ikke at vildlede folk med Jeres tale.
I dag er det verdens missions søndag, og det er netop en af de dage som nemt bliver fyldt med fromme ord og gode hensigter. Hellighed som forbliver en holdning udenpå fordi den ikke rigtig trænger ind. Det er svært at forholde sig til mennesker i den 3. verden som ingenting har. Vi har alle sympati for dem, men deres ansigter er ukendte, og vi kender ikke deres historie. Det afgørende i vores hjælp til disse brødre og søstre er at det er DIG og MIG, der kan gøre en forskel. Ikke samfundet, ikke ’nogen’ og ikke alle, men DIG og MIG. Lad os derfor i dag vise at når det gælder næstekærlighed så gør vi som vi siger – at vores holdning er både udenpå og indeni.
[ Click here for English version ]
