Prædiken pinse 2012. Søndag den 27. maj.
Ev: Joh 20, 19-23
I går sigtede en biskop på mig med sin vandpistol. Heldigvis skød han mig ikke. En præst kom til mig og ville låne kirken som toilet – det mente han at han havde ret til, fordi han var præst. Senere mødte jeg 5 gravide nonner som skubbede en barnevogn foran sig med drikkevarer i. Til sidst skete det at bedemanden kom med en kiste på hjul – i kisten var en præst faldet i søvn ved siden af en nonne. Ja, det var ikke nogen helt almindelig lørdag i går – det var karneval i Aalborg. Optoget kom lige her forbi og i 4 timer stod jeg i solen og så den ene skøre udklædning efter den anden.
Musikken var høj, menneskerne var glade og det skete endda at nonnerne dansede med en smølf eller gav en forbipasserende pave en sving om. Med solen højt på himlen var det en kærlighedens fest som tilbagelagde en hærget rute til kommunens oprydningsfolk. Fløjterne kommunikerede med fodboldhorn langt borte. Råb, skrig og sambarytmer stemmede i. Sproget var fælles, lykken var nem at få øje på.
Nu var det måske ikke Helligåndens kraft de dansede med, men mere Carlsbergs kraft, men alligevel er der noget fascinerende ved at så mange mennesker kan samles om noget med så stor glæde, uden at stemningen udvikler sig farligt eller dramatisk. Sådan tænker jeg også det skete da disciplene modtog Ånden og pludselig kunne tale det lykkens og kærlighedens sprog som Pinsen handler om.
Bange og fortvivlede frygtede disciplene for deres liv – og pludselig står Jesus midt i blandt dem, og de fyldes af Ånd, liv og muligheder. De glemmer enhver forskellighed og oplever en enhed og et fællesskab omkring deres nye mission. Også alle vi der er her i dag er med i den mission. Ja, hele verdens kirker er med i det karnevalsoptog – alle går vi i samme retning for at udbrede – ikke sambarytmer – men kendskabet til evangeliet.
Med et kærlighedens sprog er vi væbnet med det samme fællesskab som disciplene følte under pinsen. Det er netop dette kærlighedens sprog som er det sprog alle forstår – ikke dansk, engelsk eller noget andet sprog kan bruges – for kærlighedens sprog har ingen ord. Kærlighedens sprog er et gerningernes sprog, og kun på vores gerningers værd, kendes vi.
Kirken har fødselsdag i dag. Ikke disse 4 vægge – ikke Sankt Peters Kirken i Rom, men den kirke der lever i blandt os alle – den kirke vi er når vi er sammen, og måske tænker vi at én efter én kan vi ikke være kirken, at den opgave er for tung for os at bære hver for sig.
En dreng spurgte engang sin farfar: ’Hvad vejer et snefnug?’ Dertil svarede farfaren: ’Det vejer ingenting’. Det forstod drengen ikke for han havde netop set sådanne snefnug lande på en gren. Han talte dem og da snefnug nummer 1 million, 2 tusinde og 3 ramte grenen knækkede den. Denne lille historie fortæller os at hver for sig føles det måske som om vi ingenting vejer, men sammen vil ingenting og ingenting give noget der kan udrette noget sammen.
Én mand med en fløjte klædt ud, danner heller ikke noget karneval – men 30.000 mennesker deriblandt paver, nonner og præster giver et helt andet indtryk. En larm, et syn og optog man ikke kan overse. Lad os have denne vision også for vores kirke. Lad den de kommende år larme, danne optog og være tydelig i samfundet så heller ikke vi er til at overse. Glædelig pinse!
[ Click here for English version ]
