Prædiken 25. alm. søndag 2012.
Ev: Mark 9,30-37
I en lille by var der en dame som alle var bange for. Alle frygtede hendes sladder for hun var altid den første til at fælde en dom over enhver i byen når de trådte ved siden af det damen syntes var kirkens regler. Hun satte derfor flittigt rygter i gang, hver gang hun havde mistanke til at én fra menigheden havde brudt et af de ti bud.
En eftermiddag så damen præstens bil udenfor byens eneste værtshus og allerede få dage efter hørte præsten at nogen havde hørt fra nogen andre at han var alkoholiker. Præsten gik frem og tilbage i præsteboligen og tænkte over hvordan han skulle gribe sagen an. Han overvejede at sige noget til hele menigheden fra prædikestolen, han overvejede at slå den sladrende dame ihjel, han overvejede endda at flytte til en anden by, men pludselig fik han en meget bedre idé.
Således skete det, at en aften da det var tid til at gå i seng, så satte præsten sig ind i sin bil og kørte til den sladrende dames hus. Dér satte han bilen lige foran hendes hus ude på gaden så alle kunne se den, og så gik han hjem under dynen, og lod bilen stå ved hendes hus hele natten. Dagen efter gik sladderen som aldrig før i den lille by. Denne gang var det dog den rettroende dame det hele gik ud over, for hvad havde præsten lavet hos hende, hele den lange nat?
Ja, det er åbenlyst for enhver at sladder, det dårlige vi kan sige OM hinanden og ikke TIL hinanden, kan ødelægge mere end en menighed. Det kan ødelægge en hel verden. Netop i dagens evangelium går disciplene og sladrer. De diskuterer hvem der er den største. De taler om at det ikke er ham, og ikke ham og heller ikke ham, fordi de har gjort sådan og sådan og sådan. Dem selv derimod, kan de ikke finde nogle fejl ved. Således måtte det med sikkerhed være én af dem der var den største. Jesus fornemmer hvad de taler om, og siger så til dem med ord, hvad præsten viser damen i min historie: At de der tror de er de største, de skal blive de sidste.
De der sætter sig selv op på et podium, de skal ende med at ligge ned, blive trådt på og grint af. De som spreder ondt mod andre og ikke forstår det onde der skal ske med dem selv, de skal blive alles tjener. Disciplene forstår næppe meget af hvad Jesus fortæller i dag. Først fortæller han om sin egen død og lidelse, så om at den største skal blive den sidste, og så om hvordan mennesket skal tage i mod et lille barn for at kunne tage imod Gud.
Lad os i dag tage i mod det barn som Jesus taler om. Barnet er et billede på det barn vi har inde i os selv. Det barn som er uden bekymringer, det barn som ikke taler ondt, det barn som er i os alle men som vi hver dag træder på og glemmer fordi vi med voksne normer og – synes vi – dybere forståelse forsøger at finde vores plads i samfundet. Måske var det bedre at kaste denne dybere forståelse væk. At glemme vores analyser og andres handlinger bare for et øjeblik. Lad os i stedet koncentrere os om noget andet. Er vi klar til at tage imod det rene lille barn som Jesus siger at vi må og skal tage imod for at komme nærmere Gud? Er vi klar til at tage den opgave på os, en opgave som måske er langt sværere end at udnævne os selv til de største, klogeste og bedste?
Gå ud i dag og sig alt det I vil sige TIL nogen og lad de ord I vil sige OM nogen blive inde i Jer selv. Gør Jer rede til at kravle ned fra det podium hvor vi alle sidder på den ene eller anden måde. Nede på gulvet, nedenfor podiet, vil vi se at Gud venter på os, venter på at tage os i sin favn præcis som Jesus gjorde med det lille barn i evangeliet. Gud vil tage os i sin favn, for Gud er den, der er størst. Gud kan favne os alle, for i Hans favn er der plads til alle som tager imod Ham.
[ Click here for English version ]
