Prædiken 11. alm. søndag i 2013
Ev. Lukasevangeliet, kap.7, v. 36 – 8, v3.
Det er et grundlæggende instinkt i mennesker at sammenligne alt vi ser eller hører, med det vi opfatter, er normalt. Når vi kigger på andre mennesker kigger vi på hvilke egenskaber de har og så kan vi give dem et stempel enten som normale eller unormale. Det unormale drager os for det udvikler vores tanker og idéer om hvordan livet kan leves. De unormale som lever abstrakt og helt forskelligt fra os må altid være en kilde til inspiration i vores eget liv, for det der er anderledes får os til at se kritisk på det vi forstår som normalt.
Kvinden vi møder i evangeliet i dag er netop et billede på noget unormalt der kan give os stor inspiration hvis vi tillader os selv at se hende – virkelig forstå hende og hendes behov. Hun har levet i synd – en tilværelse ingen drømmer om, og det er ikke det vi skal efterligne. Derimod har vi god grund til at beundre hendes mod. Hun er uren, prostitueret – hun er et billede på alt det dårlige i samfundet, og inde bag lukkede døre sidder farisæeren – den retskafne og taler med Jesus. Det er ikke et hus en kvinde som hende kan nærme sig, for hun må gå med bøjet hoved, men alligevel går hun derind. Hendes behov for at møde Jesus, hendes behov for at blive accepteret og blive rejst op er så stort at hun ikke kan holde sig væk.
Hvornår har vi sidst nærmet os Gud på den måde? Altså trodset alt – alle forhindringer og alt det normale, fordi vi har trængt til Hans kærlighed. Kvinden SKAL inspirere os i dag, for frelse og dybde er hvad vi bliver givet når vi bryder med det normale, og går imod strømmen og virkelig insisterer på at være hvem vi er uden falske facader. Kvinden viser Jesus hvem hun virkelig er. Måske er hun bange men alligevel træder hun ud af mørket og ind i lyset.
Dette mod er godt at blive mindet om, for det er svært at gøre som kvinden. Svært at træde ud af det normale og lige under overfladen lurer faren for at blive afvist. Når vi bryder med det vi plejer og kaster os ud i nye mønstre, så stiger angsten for et nej. Så stiger nervøsiteten for at nogen vil give os kritik. Sådan sker det ofte i kærlighed blandt mennesker, for er der noget der koster, så er det kærlighed. Kærlighed koster at vi må udstille os selv, gøre os sårbare og bringe os frem i lyset hvor alt er på spil. VI kan grines af, hånes eller vi kan blive taget imod. Sådan er det også med vores kærlighed til Gud. Den koster os noget – den koster vores falske facader, vores higen efter det normale – det polerede og almindelige. Vi må smide det væk, for kun som kvinden der er ærlig og sårbar, kan vi virkelig være tæt på Gud, kommunikere og lytte.
Det unormale er netop også hvad Bonifatiuswerk arbejder for at fremme. Vi samler ind til deres arbejde i dag i kollekten. Generalvikar Georg Austen siger: ’Ingen skal tro alene – i fællesskab vil troen vokse’. Jo flere mennesker der træder ud af det normale. Jo flere der bremser op og genfinder deres tro, jo større chance har kirken i fremtiden. For at bremse op har vi brug for en som kvinden til at vise os styrken i det unormale, og sådan har mange brug for at et menneske viser dem styrken i tro – vidner som autentisk viser troen, kirker der er åbne for bøn. Dette arbejde kæmper Bonifatiuswerk for alle steder hvor katolikker er en minoritet – også her i Norden, og her i Danmark og i vores sogn, hvor de har givet stor støtte.
Lad os i dag virkelig reflektere over vores normaler og de mønstre vi følger efter. Hvis vores veje ikke fører til et ægte forhold til Gud, så lad os gøre som kvinden og som Bonifatiuswerk og gå nye veje, så vores forbindelser ikke præges af det normale og rene men af noget ægte.
[ Click here for English version ]
