Prædiken 25. august 2013.
21. almindelige søndag
Ev: Luk 13, 22-30
For nogle år siden midt om sommeren inviterede en dansk familie mig ud at spille minigolf. Jeg fik en lille golfkølle i hånden og en kugle at slå til og alle lovede mig, at nu skulle vi rigtig have det sjovt. Jeg havde aldrig prøvet at spille minigolf, så jeg vidste ikke hvad der ventede mig, men snart skulle jeg finde ud af at det var rigtigt hvad de lovede mig – det skulle blive sjovt, men mest for dem der kiggede på når jeg skulle spille. Kuglen landede på de andre baner, kuglen røg baglæns, kuglen lå helt stille fordi jeg ramte ved siden af. Det eneste kuglen ikke ville var at lande i det hul hvor det var meningen den skulle ende.
Minigolf er et ret godt billede på vores liv. Ret hurtigt – måske allerede som unge får vi en idé om hvor vi gerne vil ende. Vi har drømme om hvordan vores liv skal gå, og vi ser målet for os, men så sker der noget. Livet går i en anden retning, drømmene forandres og vi får nye prioriteter. Og andre gange går det som med kuglen når jeg ikke ramte – også vi kan til tider føle at vi slet ikke bevæger os ud af stedet. Vi er groet fast i en rolle vi ikke kan slippe ud af.
I Evangeliet i dag hører vi om den snævre port. Den port vi skal styre mod hele vores liv for at ramme det lille hul der fører ind i Himlen. Porten er snæver, men hele vores liv må vi navigere i brede muligheder – risikoen for at styre forkert. Styrer vi den gale vej, kan vi helt miste udsigten til den snævre port. Måske ligger der største fare for os mennesker endda i at vi tager det som en selvfølge at vores liv peger mod den snævre port fordi vi betegner os selv som kristne. Jesus siger til os i dag at der skal mere end denne titel til for at komme indenfor.
Kollekten vi skal samle snart går til Caritas. Mennesker ude i verden som i politiske forhold betragtes som de sidste. De er de bagerste for de er ikke med til at beslutte noget og deres stemme bliver ikke hørt. De er gemt væk i sult, og sidder bag deres plastic eller små huse og venter på en hjælpende hånd. Vi må ikke tro at disse mennesker ikke har udsigt til den snævre port – måske er porten endda nemmere at se for dem end det er for verdens rigeste. De rigeste forblindes ofte af rigdomme og magtens sødme, men den fattige har intet at miste. Den fattiges syn er sjældent sløret.
Men hvordan med os – har vi den fattiges klarsyn eller deler vi rigdommens lidelse med den bedrestillede? Altid i vores liv må vi holde øje med den snævre port til Guds Rige. At hjælpe gamle damer over for grønt, og købe Hus Forbi bærer os ikke frem til portens indgang. End ikke deltagelse i messen hver søndag giver os en garanti. Det er hver eneste dag i alle livets forhold at vi må vælge den snævre sti der fører mod porten. Vælger vi den brede vej er der mulighed for at støde ind i alle slags mennesker, der også går rundt i fortabelse, ganske som i en skov uden indgang eller udgang men bare træer og træer uanset hvor man kigger hen.
På den smalle sti kan det være svært at holde balancen. Det er måske ligefrem fristende at vende om, men vi må hjælpe hinanden, om man er fattig eller rig, mand eller kvinde, direktør eller præst – til at blive på den vej der leder os fremad mod Gud. I dag er en god dag til at tale sammen – både hjemme i familien, men hinanden, med Gud om at finde eksempler på brede og smalle veje i vores liv. Tal sammen i dag og alle dage, for sådan holder vi sammen balancen på vej mod Guds Rige.
[ Click here for English version ]
