29. alm søndag 2013, (Gilberto præsenteres. Åbykorset er kommet).
Ev: Luk 18, 1-8
Når man kender nogen rigtig godt, er det ikke altid man behøver ord for at vide hvad hinanden tænker. Mange ægtepar har det sikkert sådan at meget er usagt, for man ved det allerede. Man ved at en bestemt bevægelse eller en bestemt adfærd kalder på et knus eller et behov for at være alene. Man ved ikke hvorfor man ved det, men man ved det bare. Sådan er det også med Jesus. Når han fortæller lignelsen i dag må det være fordi han mærker noget – en skuffelse og et bristet håb blandt de mennesker han fortæller lignelsen til. Vi ved fra flere steder i Biblen at Jesus kender menneskers tanker.
Stilhed virker ofte provokerende på os mennesker. Vi kan ikke lide den, så den må brydes og blive til tale og latter, og til tider må man kæmpe for at den ikke vender tilbage, som når 2 der lige har mødt hinanden spiser på restaurant og finder ud af at de intet har at sige til hinanden. Der sætter stilheden ind og lægger sig som en tung dyne, mens tiden går i stå. Sådan oplever vi også tit at Gud er tavs. Vi beder og beder, skælder ud og råber mod himlen og kun en larmende tavshed kommer os i møde, og det er på den baggrund Jesus taler i dag.
Han har set denne længsel i folks øjne. Han har mødt deres skuffelser, deres modløshed, fordi de ikke er blevet givet hvad de bad om. Deres bøn er vendt til tavshed – så dyb en tavshed at de end ikke kan udtrykke deres savn, og her træder Jesus til som den livslange ægtefælle, for hvem tavsheden er lige så larmende som det talte ord. Jesus giver dem, det de har brug for, nemlig en opmuntring til at være stædige og bede og aldrig give op, for når den umenneskelige og uretfærdige dommer kan tage enken til sig – billedet på den ensomme og forladte i samfundet – ja, så er det sikkert at Gud vil gøre det samme med mennesker. Han vil tage dem til sig og trodse stilheden. Han vil trøste dem med ord.
Sådan vil Gud også gøre mod os. Når vi beder utrætteligt og ikke giver op, så giver Gud heller ikke op over for os. Måske er Han tavs overfor vores ord, måske hører vi ikke noget svar, men vi kan stole på at Han er præcis som de mennesker der er tæt på os. Han ved hvad vores signaler betyder, og Han kender til vores inderste tanker, og når vi er klar vil Han give os det vi behøver. Sådan gør Gud overfor mennesker hver eneste dag.
Vi må holde ud og søge trøst, og ikke være bange for stilheden. Vi lever i et samfund, hvor der er larm alle vegne hvor vi går. Larmen kommer ikke bare fra biler og busser. Der er også tale om en helt anden slags larm. Nemlig den der kommer fra vores internet-telefoner, fra reklamer, fra politikeres retorik og mange andre steder fra. Den larm fylder os og drager os mod mere og mere larm. Den larm drager os væk fra bønnen, så lignelsen i dag er et evangelium der minder os om hvad der er vigtigt. At vi må bede og aldrig give op, og at tavshed og stilhed ikke er farligt. Jesus taler til folket i dag fordi han mærker deres stilhed, og minder os om at selvom stilhed kan føre til desperation, så er det netop i stilheden bønnen lever. Der blomstrer vores nærhed med Gud.
Åbykorset er i dag kommet til Aalborg. Korset har været på vandring gennem Troens år i hele Danmark og nu er turen kommet til os, og umiddelbart kan man tænke: ’Hvad skal det kors sige mig?’ Det står jo bare der helt stille og siger ingenting. Det gør ingenting! Men hvis vi lytter godt efter og er helt stille kan vi høre at korset har noget at sige. Korset er det ældste i Danmark, og tænkt hvad det har oplevet og set. Tænk hvad det utrætteligt har gået igennem. Korset giver os en mulighed for at efterligne dets stædighed i vores bøn
[ Click here for English version ]