Pastor Judes prædiken kan nu læses under linket: Søndags Prædiken

Father Jude’s sermon for the 30th. ord. Sunday 2014 can be read under the link: Søndags Prædiken

Prædiken til d.30. alm søndag 2014.

Ev: Matt 22, 34-40. (Kollekt for verdensmissionen)

Du skal elske din næste som du elsker dig selv hører vi – men hvem er min næste? Det nemme svar er at sige, at det er alle mennesker i hele verden. Dem er der 6 milliarder af. Ja, det er et nemt svar at give men en svær opgave at udføre, for hvordan kan vi elske alle disse milliarder af mennesker, som vi elsker os selv? Det giver ikke rigtig mening – det stiller jo krav til os om at elske hele menneskeheden, og hvem kan det med alt det dårlige, vi hører om i nyhederne, – men når vi tænker på mennesket som skabt af Gud finder vi alligevel en mening i, at selv mennesker vi slet ikke kender, der lige netop nu er på vej i seng i Amerika skal elskes på samme måde, som vi elsker os selv.

At elske det menneske vi ikke kender er nærmest en gratis forpligtelse, for det koster os ingenting – langt værre bliver det, når der i ordet ’næste’ også menes fjende. Vi skal elske vores næste – altså ham der hader os, ham vi selv hader, ham der vil os ondt og ham som har snydt os, hånet os og gjort os til grin. Pludselig synes det langt nemmere at elske et ukendt menneske, der står og børster sine tænder i Amerika. Men at forpligte os til vores tro har ingen lovet os skulle være nemt.

Vi lærer de to største bud i dag. Elsk Gud og elsk din næste, så vi kan ikke bare lægge det væk, eller skære noget fra i betydningen af hvad vi må gøre. Vi må virkelig elske Gud, selv når Han siger nej og vores ønske er at høre et ja. Vi må virkelig elske vores næste – selv vores fjende, selv det ukendte og selv dem der er tæt på os.

I forståelsen af dette bud kan vi ikke bruge matematik. Begynder vi at gange vores kærlighed til vores egen familie, og på baggrund af resultatet trækker noget fra vores nabo for så at dividere den mellemregning med vores foragt for dem der sidder i fængsel, så ender vi med at kunne sætte to streger under at det er OS der ikke lever op til buddet om næstekærlighed. Det er OS der ikke følger lovens største bud.

Elsk derfor ham der børster tænder lige nu i Amerika
Elsk det sultende barn som ikke har udsigt til mad i verdens fattigste lande
Elsk det menneske der fyldt med had lige nu er på vej ud for at dræbe
Elsk den ensomme teenager der tænker på selvmord
Elsk ham der ringer på din dør næste gang
Elsk den familie du har forpligtet dig til at leve med til døden Jer skiller
Elsk det menneske som gemmer sig for krigens rædsler.

Tal sammen i dag om hvilke mennesker I er forpligtet til at elske. Tal om hvem der er Jeres næste og sig med ord grunden til at ingen af dem I kommer i tanke om kan sorteres fra. Gud sorterer ikke i sit folk. Gud har ikke et A hold og et B hold så lad os gøre vores bedste og mere end det, for at man virkelig kan se at vi er skabt i Hans billede.

I dag går vores kollekt til vores næste. Kollekten går til dem vi ikke kan sætte ansigt på. Det er mennesker som lider under andre menneskers tyranni. Med kollekten i dag er vi med til at give disse mennesker mad og bibler. Så lad os gøre det med tankerne på lovens bud, og lad os ikke kun give for at vise hvilket overskud vi selv har, men lad os give med tanke på at glemme os selv for at vinde vores næste.

Den 30. ALM. SØNDAG. 2014.

Søndag d. 26. oktober.

1.L.: 2. Mosebog: kap. 22, v .20-26

2.L.: 1. Thessalonikerbrev: kap.1, v .5c-10.

Ev.: Matthæusevangeliet: kap.22, v. 34-40.

(Kollekt for verdensmissionen.)

Messen er kl. 13.00 og fejres af Pastor Jude. 

(Husk at vintertiden starter søndag morgen kl. 3.00, hvor uret stille 1 time tilbage)

Altså, vi får en ekstra time i sengen :-))

Pastor Judes prædiken fra sidste søndag kan læses på linket: Søndags Prædiken

Father Jude’s sermon from last Sunday can be read on the link: Søndags Prædiken.

Prædiken til d. 29. alm. søndag 2014

Ev: Matt.: kap. 22, v. 15-21

På 4 søndage har vi nu hørt 3 lignelser: Der var lignelsen om de 2 sønner i vingården, Så hørte vi den om de onde vinbønder og så den om kongen der skulle fejre bryllup.

Det er godt for os at huske de tre lignelser i dag, for med dem i tankerne kan man næsten forestille sig hvor sure farisæerne er nu. De har lyttet til tale fra Jesu mund som de ikke kunne lide at høre. De har brændt inde med spørgsmål og vrede over de pointer Jesus har illustreret med disse lignelser. Og nu i dag vil de fange ham i en fejl. De vil få ham til at skamme sig. De vil gøre ham til grin, så enhver vil glemme de lignelser han har fortalt. Så farisæerne har regnet et godt spørgsmål ud, på samme måde som vi ser i Folketinget når én politiker forsøger at slå en anden politiker ud med ord der afslører at sandheden brister.

Er det tilladt at give skat til kejseren? Spørger de udsendte udfordrende. Svarer Jesus at de ikke skal betale skat, vil han blive anklaget for et oprør. Svarer han at de skal betale, vil folket miste troen på hans ord. Men modsat politikeren som er trængt op i et hjørne og tvinges til at svare undvigende for ikke at afsløre den ringe grad af sandhed, spørger Jesus direkte: ’Hvorfor sætter I mig på prøve?’ og så svarede han mere tydeligt end en politiker kan. ’Giv kejseren hvad der er kejserens og giv Gud hvad der er Guds’

Paulus siger: Giv den I skylder told, told. Giv den I skylder ære, ære. Vi må gå på 2 ben og i denne verden tjene så meget vi kan for at kunne give så meget som det er muligt. Og samtidig må vi gøre det på en måde så vi viser Gud ære i vores liv.

På mønten i evangeliet er der et billede af kejseren. Har vi en mønt i vores pung her i Danmark kan vi se Dronning Margrethe. Mønten kan med andre ord kun bruges i dette kongerige eller veksles til en anden valuta til brug i denne verden, – altså må vi bruge mønten her, så den gør mest mulig gavn. Vi må kigge på mønten med vores samvittighed.

’Giv Gud hvad der er Guds’ siger Jesus og de ord rækker langt videre end at give Kejseren hvad kejserens er. Og denne del er den svære del, for at være i denne verden hvor kejserens mønt fylder så meget – ja, man påstår at den styrer hele samfund og hele verden på én gang – og så stadig huske Guds del, kan være en svær opgave. Samtidig er det netop den del der giver vores liv mening, for i Guds del er kærligheden, tilgivelsen og barmhjertigheden. Mønten er hård, og den slår man sig på, men Gud er blød og omfavner os alle.

At skulle give Gud hvad Guds er giver os en trøst, for Gud kan bære alt det vi ikke selv kan bære på, og Han bærer det gerne sammen med os. I Hans arme er der rigeligt plads til vores sorg og glæde, vrede og savn. Vi må overlade alt det til Ham som vi ikke selv kan. Det er kejseren der regulerer loven i samfundet, men lovene om forholdet mennesker imellem og mennesker og Gud imellem reguleres af Gud. Vi må derfor forholde os til 2 sæt love i livet. Der er loven om rødt og grønt lys, cykellygter og fartgrænser, og så er der loven om kærligheden til Gud, om kærligheden til næsten. Mennesket, både dig og mig, tilhører Gud – vi er Guds mønt og har Hans billede på, og i dag inviteres vi til at afspejle den værdi Han har givet os da Han skabte os i sit billede. Han ønsker for os at vores liv bliver rigt på kærlighed og tillid, lad os derfor i dag betale kejseren lidt og betale Gud det hele.

Pastor Judes prædiken fra søndags kan læses under linket: Søndags Prædiken

Father Jude’s sermon from last Sunday can be read under the link: Søndags Prædiken

Pastor Judes prædiken til d.28. alm. søndag 2014

Ev: Matt 22, 1-14

Der er flere ting i denne lignelse man kan undre sig over. Der var en konge, og han virkede som en lidt sur mand. Han sendte sine tjenere ud for at invitere gæster til bryllup, og det var de åbenbart ikke særlig gode til, for gæsterne ville ikke komme. Endda var der nogle af dem de inviterede, som endte med at slå kongens tjenere ihjel. Ja, så sure blev gæsterne over at blive inviteret!

Og så skete der det, som ofte sker i krige, for da kongen hørte at nogle gæster havde slået hans tjenere ihjel, så sørgede kongen for at brænde gæsternes by ned. Og så fandt han bare nogle nye gæster at invitere. De var ikke helt lige så fine som dem han først havde tænkt skulle med til sønnens bryllup, men de var trods alt interesserede i at deltage til festen!

Men til festen ser kongen at én af gæsterne ikke har pænt tøj på, så kongen beslutter at han skal smides ud.

Ja, når vi læser lignelsen kan vi undre os – og vi kan endda også blive bekymrede når vi hører at Himmeriget skulle ligne denne konge som ikke opfører sig særlig pænt i lignelsen, for det er da slet ikke sådan vi kender Gud. Gud som er barmhjertig, tilgivende og fyldt med kærlighed!

Lignelsen må vi læse som et puslespil der skal sættes sammen til en større mening. Nogle af dem der blev inviteret til bryllup kunne ikke fordi de var optaget af deres mark eller deres butik. De var optaget af deres eget, af at tjene penge og derfor deltog de ikke i festen. De havde højere forventninger til dem selv end til Gud. For disse mennesker er der ikke en plads i Himmeriget.

Andre blev inviteret men blev så sure at de slog budbringeren ihjel. Vi ser det ske hver dag i verden. Vi hører om i nyhederne, om hvordan mennesker som tror på noget jages, mishandles og dræbes ene og alene fordi de tror på noget. De brænder for noget, som dem der har magten ikke vil høre tale om. For de mennesker der jager og dræber sandheden er der heller ikke en plads til festen og i Himmeriget.

Endelig hører vi om en der bliver smidt ud fra festen på grund af tøjet. Denne mand var ikke interesseret i festen og havde ikke forberedt sig. Måske sidder vi lige nu her i kirken og er ikke rigtig forberedt. Vi stod måske op her til morgen og tænkte ’åh nej det er søndag, lad mig sove’ og slæbte os herhen til kirken alligevel. Hvilke tanker har vi så gjort os om messen? Er vi overhovedet klar til at høre Guds ord?

Ja, lignelsen i dag fortæller os at vores tro koster os noget. Det er ikke gratis at tro på Gud. For Himmeriget er som kongen, og vi må alle prioritere vores tro blandt alle de andre ting vi også skal. Vi må sætte vores tro først og svare på Guds invitation. I Guds og kongens invitation ser vi det Himmerige vi også lærer om, nemlig et Himmerige fyldt med barmhjertighed og kærlighed, for læg mærke til denne søndag hvordan kongen igen og igen inviterer. Han inviterer dem der er tæt på, dem der bor langt væk. Han inviterer de gode og de onde og dem med dårlig moral. Han byder dem alle velkommen, men for dem der ikke svarer på hans invitation er der ingen plads til festen.

Giv derfor Gud et tydeligt svar i dag når Han kalder. Vend ryggen til Jeres mark og Jeres butik og vær til stede i bønnen. Lad os begynde forfra og nærme os ordet der begyndte hos Gud, for Han lover en plads til både det nære og det fjerne, det gode og det onde, men aldrig til den der vender sig bort.

Læsningerne til  d. 28. ALM. SØNDAG 2014

Søndag d. 12. oktober. 

1.L.: Esajas’ Bog: kap. 25, v.6-10a

2.L.: Brev til Filemon: kap.: l 4, v.12-14 og 19-20.

Ev.: Matthæusevangeliet: kap. 22, v.1-14 eller 22,1-10.

Messen er kl. 13.00 og fejres af Pastor Jude

Pastor Judes prædiken fra sidste søndag kan læses under linket: Søndags Prædiken

Father Jude’s sermon from last Sunday can be read under the link: Søndags Prædiken

Pastor Judes prædiken til d. 27. alm. søndag 2014.

over Matthæusevangeliet: kap. 21, v. 33-43

Lige præcis i dag afsluttes den officielle oktoberfest i München. Man har i 5 dage fejret høsten i Tyskland med flere tusinde liter øl. Man har sunget, spist og drukket øl og i dag er det tid at pakke festen sammen. Sådan har man gjort i München hvert år og også i 1980, men det år husker man for noget ganske særligt.

Fyldt med ondskab var der en mand som angreb den plads hvor festen blev holdt. Midt mellem tusindvis af mennesker smed han en bombe for at dræbe. 13 mennesker blev dræbt og mere end 200 blev såret af bomben. Festen blev en af Tysklands store tragedier. Men så skete der noget, for præcis der hvor bomben sprang, lavede man en forhøjning. På den byggede man et alter. Ved alteret fejrede Paven messe. Paven talte om tilgivelse, næstekærlighed og ydmyghed. Midt i alt der var brudt ned byggede Paven noget op den dag.

Ved at smide den bombe og stjæle håbet fra en hel menneskehed begik manden i München en forbrydelse mod den jord Gud har lånt til os mennesker. En sådan hændelse driver mennesker i frygt – ud i frygten for det ukendte. Ja, sådanne hændelser sker hver dag, ikke bare i form af bomber men også den mistillid og uærlighed der er mellem mennesker. Sådan driver vi hinanden og os selv i frygt, og vi glemmer at lytte. Når profeterne taler, Paven, Biskopper, Kardinaler og præster, så er det svært at lytte og tage imod. I stedet er vi klar med vores kritik – vores kritiske spørgsmål som er et udtryk for vores frygt, fordi vi ikke altid tåler at høre Guds vilje.

Men Gud er tålmodig med os alle. Igen og igen lader Han mennesker tale til os om Guds vilje, så vi har mulighed for at slippe vores frygt og kritik og sige ’Ja’ når vi vises vejen. I evangeliet tålte vinbønderne ikke arvingen. De slog ham ihjel og valgte ham fra. Ser vi på vingården som denne verden, Jesus som arvingen, vinbønderne som menneskeheden og de der kommer for at hente høsten som denne verdens profeter, så ser vi at Evangeliet ikke kun er en gammel historie. Igen og igen gentages denne lignelse.

Det sker i skolen når børnene ikke lytter til læreren, driller det barn som har mange talenter og i stedet giver deres venskab til alle dem der laver ballade. Det ses når vi voksne vender ryggen til reglerne, går vores egen vej og udsætter sandheden til i morgen. Må vi alle hver dag finde klogskab og vilje til at bede Gud om hjælp til at gå den rigtige vej.

Jesus spørger os i dag om vi kan tåle ham. Vi har denne jord til låns – ikke til at herske over – men kun til låns, og vi må hver dag vælge om vi er som de onde vinbønder der ikke er i stand til at give slip på det de har i deres hænder, eller om vores tro virkelig er så dyb at vi tør erkende, at det vi har i vores varetægt er et lån. Et lån vi må forvalte godt, så vi har noget at give tilbage når arvingen – Jesus – kommer.

Så hvad svarer vi i dag? Behandler vi bomber med vold – uvenner med fjendskab – sygdom med stilhed, eller lægger vi os på knæ ved det alter som Gud bygger på en forhøjning midt i ondskaben, for dette vil vi se om vi bare tør at give slip på det lån Gud har givet os; at Han til evig tid vil sætte håbet højt midt i elendigheden, som mennesker skaber.