Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2016 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Father Jude’s sermon from yesterday (17th. ord. Sunday 2016) can be read under the link: Søndags Prædiken

Prædiken 24. juli 2016. 17. alm søndag.

Ev.: Luk 11,1-13

I sidste uge var jeg i Tyskland til et møde. I kantinen ved køkkenet var der en slags maskine hvor man kunne sætte en halv euro i og vælge mellem mange ting. Man kunne vælge kaffe, sodavand, frugt eller slik. Jeg lagde min mønt i og trykkede på knappen med en flaske vand. Sådan troede jeg i hvert fald. Men ud kom en pakke med nødder og rosiner. Igen prøvede jeg med en ny mønt. Så kom der en sodavand jeg ikke kan lide.

Hvis ikke jeg havde stået der ved maskinen sammen med andre præster, ville jeg helt sikkert have prøvet at slå maskinen eller vippe den lidt fra side til side, for på den måde at lokke min flaske vand ud. I stedet måtte jeg nøjes med en meget underlig sodavand.

Den maskine fik mig til at tænke på bøn, for med bønnen er det lidt som at stå foran sådan en automat. Vi beder dybt og inderligt og lægger på den måde vores bestilling i Guds hænder. Vi har øjnene stift rettet på det vi ønsker os, men ud af Guds hænder kan der komme noget vi slet ikke ønsker os, noget vi ikke kan lide. Men hvad gør vi? Vi er tvunget til at tage imod det, for i Guds hænder er der – ligesom i automaten – ingen returret.

Vi står med det vi er blevet givet og har mest af alt lyst til at slå lidt – skælde ud på Gud over hvorfor vi har fået det vi slet ikke bad om, og så ryste og vippe for at ændre det til det vi havde drømt om. Men sådan fungerer automater ikke, og sådan fungerer Gud ikke. Gud svarer vores bøn med det Han finder bedst, hvilket ikke altid passer med det vi ønskede os.

Der hvor vi nogle gange kan føle stor distance til Gud er når vi tror vi kan bestille vores fremtid, for Gud lytter kun til vores inderlige bøn, ikke til vores bestillinger, for hvem er vi at være kloge på hvad der sker i vores fremtid? Hvem er vi at vide hvor vores vej fører os hen? Gud ved det, og egenrådigt giver Han os det liv vi slet ikke vidste vi stræbte efter.

I dag inviterer evangeliet os til at tænke over vores bøn. Helt ubevidst sker det at vi beder Gud om at ændre ting uden for os. Vi beder Ham ændre vores omgivelser ved at fjerne vores sygdom, gøre vores ægtefælle glad igen, give os et nyt job, lade os blive gravide, komme på ferie eller andre ønsker vi har i livet. Men lad os i bønne i stedet kigge på vores indre liv med Gud. Lad os bede til Ham at Han vil ændre OS, omvende os og lade os blive milde og tilgivende. En bøn der er sværere fordi den kræver noget som vi selv skal gøre for at nærme os Gud.

I vores liv med bønnen vil vi af og til lande i mørket. Vi vil spørge os selv og spørge Gud: ’Nytter det?’ og Himlen vil stirre på os med tomhed. Disse dage må vi ligesom disciplene sige: ’Lær os at bede’ og vi må bede Fader Vor som vi hørte det i Evangeliet. Fader Vor er vores daglige bøn, som en gave vi har fået fra Gud. Har vi ikke selv noget at sige, så siger den alt.

Så lad os alle bede den bøn hver dag og huske den som en samtale med Gud, i tillid til at ingen far giver en slange til den søn som har ønsket sig en fisk. Bønnens veje er mystiske og svære at forstå. Måske er bønnen slet ikke SVAR fra Gud for måske er bønnen Gud selv, for med bønnen inviterer vi Ham ind og dermed også næstekærligheden, omsorgen, tilgivelsen og livet selv.

Bed for så skal der gives Jer. Søg for så skal I finde. Bank på så skal der lukkes op. Tag det med Jer i dag fra Evangeliet at bønnen aldrig er forgæves, for i bønnen er vores nærvær med Gud.

Den 17. ALM. SØNDAG 2016

Søndag d. 24. juli (grøn)

1.L.: 1. Mosebog: kap.18, v.20-32.

2.L.: Brevet til Kolossenserne:kap. 2, v.12-14.

Ev.: Lukasev.: kap.11, v.1-13

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude

Pastor Judes prædiken d. 16. alm. Søndag 2016

Ev: Luk 10, 38-42

De fleste børn og unge mennesker bliver opdraget til at tænke sig godt om før de tager beslutninger. Man skal både tænke sig godt om moralsk og økonomisk og bruge sin sunde fornuft. Det kan være en svær øvelse, for her midt i den danske sommer er det fristende at tage nogle ekstra fridage – men vi må spørge os selv om vi har råd? Er svaret nej, kan det friste at tage et par sygedage – men passer det med vores moral?

Ja, tænker vi os ikke godt om, men lader os i stedet styre af impulser, så kan det ødelægge alt. Det kan ødelægge vores arbejde, vores familie, vores økonomi og hele vores liv. Vi må tænke og vurdere før vi tager en beslutning. – Og vi kan ikke undgå disse beslutninger, for livet er fyldt med dem hver eneste dag.

Også for de mænd der bare gik forbi den lidende mand på gaden i søndags da evangeliet handlede om Den Barmhjertige Samaritaner. De besluttede at gå forbi og en anden besluttede sig for at hjælpe. Budskabet i søndags til os var: ’Gør noget! Hjælp din næste! Sid ikke bare der og tro du er kristen uden at det ses i dine handlinger’.

Med en sådan blot én uge gammel tekst, kan dagens tekst forvirre os. Martha gør noget. Hun gør rent. Hun laver mad, og løber rundt for at det hele skal blive godt. Og Jesus siger at Maria har valgt den gode del og Martha gør sig for mange bekymringer. Og hvad gør Maria som har valgt den gode del? Hun taler med gæsten, med Jesus, og imens har Martha travlt med alt det praktiske.

Næste søndag handler evangeliet om Fader Vor. Altså om bøn – om ikke at vaske glas og tallerkener, om ikke at hjælpe – men om at bede. Den barmhjertige Samaritaner, Den flittige Martha og den lyttende Maria og så Fader Vor kan være en kilde til at forvirre os i beslutningen om hvad er den gode del og hvad er den forkerte del. Alligevel er der god sammenhæng i de budskaber Jesus giver os i denne sommertid.

For hvad er det for en hjælp samaritaneren gav? Det er en hjælp – et stykke arbejde ud fra kristne værdier om at hjælpe sin næste. Hvad er det for en indsats Martha gør? Det er et praktisk stykke arbejde – en handling der skal gøre huset flot og maden god, men uden tanke på at være sammen med gæsten. Hvad er det Fader Vor giver os? Det er en sløjfe netop på disse evangelier.

Den sløjfe der siger os mennesker at vi ikke må arbejde kun for arbejdets skyld. Når vi arbejder og gør tjeneste skal vores handling være kristen – vi skal handle som Guds udsendte. Når vi serverer mad skal det være i omsorg for vores familie og gæster. Når vi hjælper den lidende skal det være som Guds hånd der rækker ud til den svage. Når vi beder er det en mulighed for at tænke os om og finde Guds vilje i alt det vi gør i vores vågne timer.

For sådan er det med Martha og Maria. Maria har valgt den gode del, for hun har tænkt sig om, og fundet Guds vilje i besøget af Jesus. Lad os på samme måde søge at finde Guds vilje i de valg vi hver eneste dag stilles overfor. Vi kan spørge os selv: ’Hvad er den gode del?’ og vi kan tænke på Martha som spildte besøget af Jesus med at stå i køkkenet og gøre rent i hele huset.

Så lad os gå ud i dag og gøre vores arbejde i Guds navn med god moral i vores gerninger. Lad os arbejde for Guds skyld, og ikke arbejde for arbejdets skyld.

Pastor Judes prædiken til d. 16. alm. søndag kan læses under linket: Søndags Prædiken

DEN 16.ALM. SØNDAG 2016

Søndag d. 17. juli (grøn)

1.L.: 1. Mosebog: kap.18, v.1-10a .

2.L.: Brev til Kolossenserne: kap.1, v.24-28.

Ev.: Lukas ev.: kap.10,v. 38-42

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude

Father Jude’s sermon for last Sunday (15th. ord. Sunday 2016) has been translated (finally :-) ) into English and can be read under the link: Søndags Prædiken

Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. søndag 2016 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 15. alm. søndag 2016

Ev: Luk 10,25-37

Vi kender alle det evangelium jeg lige har læst. Måske er det et af de mest berømte stykker fra Biblen fordi det er en tekst der taler til os alle uanset om vi er den der hjælper eller den der går forbi. Og så er der noget der forarger os – at præsten som er sat i denne verden for at hjælpe, han går blot forbi. Han skal videre. Præsten der går forbi den lidende har sikkert ret til det på den tid hvor det skete. Præsten skal være ren – må ikke røre ved den slags for så skal han renses, og tog så lang tid som 7 dage. Men der er noget usagt ved den måde Jesus fortæller det på – at præsten går forbi – for alle de regler præsten skal følge passer ikke sammen med hans bud om kærlighed til vores næste.

Præstens tjeneste kunne blive forsinket på grund af mødet med den nødlidende, men hvad er en messe, en bøn, en velsignelse sammenlignet med at redde et liv? Og det er jo netop hvad vi lærer igen og igen, at før kommunionen må vi forene os med vores brødre og søstre, ellers er messens hastværk spildt. Gør vi ikke det er vi ligesom præsten. Det betyder at vi også er et billede på dem der går forbi.

Vi har ikke det nødvendige overskud eller kræfter. Måske har vi en ven der er syg. En kollega der har alt for travlt. En ægtefælle der ikke er lykkelig. En bekendt som er ensom. Men vi må gå forbi, for vi skal videre. Vi kan ikke se til deres side, for selv har vi så travlt at ugens 7 dage ikke efterlader os den tid vi har brug for til at række ud og gøre alt det vores øjne kan se at vi BØR gøre. Vi undskylder os eller ser den anden vej. Som præsten og levitten.

Inden længe åbner landets universiteter for håbefulde unge. Stolene bliver fyldt med læger der vil redde verden. Socialrådgivere som vil redde samfundets svageste. Lærere der vil udvikle børn. Det er alle håbefulde unge med store visioner. Universitetet vil lære dem teori og give dem ambitioner, og de unge vil finde deres plads i vores samfund, og en del af dem vil sidde om 10 år på deres stol og erfare at det der stod i bøgerne, ikke kan bruges ved deres skrivebord, for tiden er skåret ned. Omsorgen er reduceret. De er hensat til at være præsten den ene dag og levitten den næste dag, når de må gå forbi og forbi alle dem der længes efter deres hjælp.

Sådan udvikles samfundet, at den nødlidende selv må finde en krykke at holde sig til. Imens står vi som et æsel og kigger på alt det vi ikke når. Også i lignelsen møder vi æslet. Et æsel som har brug for sin Herre, samaritaneren, for at gør gavn. Måske er vi som det æsel. Vi har brug for vores Herre for at gøre gavn. Æslet bar den nødlidende og æslet bar Jesus ind i Jerusalem. Med barmhjertighed arbejder æslet for den kærlighed som Jesus taler om. Den vandrer med den lidende mod det evige liv.

Som kristne SKAL vi have den tanke at vi vil hjælpe, træde til, gå den ekstra mil for hinanden, tilgive, drage omsorg og bede for vores brødre og søstre. Det er det vi forpligter os til når vi sidder her om søndagen og siger ja og amen. Det er det vi må opfylde alle dage vi lever og ånder på denne jord.

Så lad os som æslet stole på at vores Herre vil vise os de veje vi skal gå og sørge for at vi ikke mangler mad og drikke, når vi yder vores bedste for at vise vores næste kærlighed, i et samfund der peger mod ambitioner, 12 taller, individer og generationer der er mere optagede af mig end dig. Lad os være utrættelige foran Guds ansigt i arbejdet med kærligheden, for i kærligheden til vores næste findes det evige liv.

Den 15. ALM. SØNDAG 2016

Søndag d. 10. juli 

1.L.: 5. Mosebog: kap. 30, v.10-14.

Sl. 69, v.14+17.30-31.33-34. 36ab.

Resp.: ’I, som er ydmyge, skal søge Gud, og I skal få nyt mod’.

2.L.: Brevet til Kolossenserne: kap.1, v.15-20.

Ev.: Lukasev.: kap.10, v.25-37

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Davide

(Der er barnedåb)