Pastor Judes prædiken til d. 31. alm. søndag 2016 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til den 31. almindelige søndag 2016

Ev: Luk 19, 1-10. ’

(Kollekt for verdensmissionen)

Lucia som tilhørte en bønne gruppe i en menighed fortalte mig en dag at en anden kvinde fra menigheden ønskede at deltage i bønnegruppen, men Lucia var fuldstændig imod det, fordi hun betragtede hende som at være fra en lavere gruppe og derudover var hun skilt fra sin mand og boede alene.

Det minder mig om dagens evangelium da Jesus besluttede at kalde på Zakæus. Dette overrasede tilskuerne, fordi de betragtede Zakæus at være en offentlig synder og bestemt uværdig til at blive kaldt af Jesus. Er der fare for, at vi kan se ned på andre og anser dem uværdig for venskab? Kender vi nogle ensomme eller trængende personer i vores menighed der gerne vil blive venner med os?

Ingen forventede at Zakæus – en højtstående skatteopkræver, en meget velhavende og fremtrædende mand i Jeriko – skulle skjule sig i et træ. Men han var meget lille i størrelse, og derfor følte han at han ikke havde mulighed for at se Jesus som ville komme gående den vej. Ingen ville have ønsket at hjælpe Zakæus, eller lade ham komme foran så han bedre kunne se. De andre jøder hader ham, fordi han arbejdede for den romerske hær som regerede i byen.

Jesus ser op i træet, kalder ham ved navn – Zakæus – og inviterer sig selv til at bo i hans hus. Gud giver altid langt mere, end vi beder om. En af de ting, vi fortælles i historien er, at initiativet kommer fra Jesus. Gud vil altid tage det første skridt. Zakæus reagerer generøst ved at love at give halvdelen af sine ejendele til de fattige og at betale tilbage til dem, han kan have snydt

Måske er vi ikke i stand til at se Jesus i vores liv, fordi vi er fyldt af andre mennesker og den måde, de tænker. For at se Jesus klart har også vi brug for at komme væk fra mængden og risikere at være anderledes, risikerer at miste vores værdighed. Ordet “hellig” på græsk betyder faktisk nogen, der er anderledes, nogen særlige.

Hvor fast besluttet skal vi være på at se Jesus, for at komme tæt på ham? Zakæus måttet overvinde forhindringen at han kun var meget lille af størrelse. Hvilke forhindringer i vores liv, er der som kan forhindre Jesus i komme tæt på os? Er vi for travle til at give ham tid i vores liv? Har vi brugt nok tid i bøn? Har vi hørt Jesus, der banker på døren til vores hjerter og beder os om at invitere ham mere og mere ind i vores liv? Eller er vores hjerter også optaget med mange bekymringer, der ikke fører til sand fred og lykke?

Er det ikke fantastisk, at vi har en Frelser, der søger os og leder efter os, uanset hvad vores tidligere synder kan være eller endda det mønster vi har i vores nuværende synder? Disse synder og det at vi ikke altid viser os for Jesus er ingen blokering for at han alligevel finder os.

Pastor Judes prædiken til d. 30. alm. søndag 2016 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Pastor Judes prædiken til den 30. alm. søndag 2016

Ev: Luk 18,9-14

Når vi bevæger os blandt andre mennesker går der ikke lang tid før vi har en mening om dem. Forskere siger at det tager præcis 3 sekunder at danne sig en mening om et andet menneske. 3 sekunder. Gennem håndtrykket, smilet, håret, tøjet og den holdning som kroppen har vurderer vores hjerne allerede svarene på disse spørgsmål:

Er han smuk?

Er han rig?

Er han syg?

Er han ung eller gammel?

Kan jeg overhovedet lide ham?

Den konklusion vi kommer frem til, kræver ikke bare 3 sekunder at ændre igen. Vores mening sætter sig fast, men dagens evangelium viser os at dette ikke er den rette måde at møde vores omgivelser på. Vi må øve os i at have Guds åbenhed over for mennesker. Vi må træne vores hjerte i at se at mennesker har en dobbeltside, både en vi kan holde af og en side der er mere uklar og skæv, men en side vi også kan lære fra.

Gud kender vores dobbeltside. Han kender om nogen den facade vi bygger op mens vi gemmer noget helt andet indeni. Vi kan ikke dømme nogen ude eller inde på baggrund af det vi ser de første 3 sekunder. Når vi læser dagens evangelium får vi den lærdom fra Gud. Men ofte tænker vi ikke på dette evangelium. Det første vi ser, er det vi betragter som sandheden.

Evangeliet siger os noget andet. Måske er den gode den onde, mens den onde indeholder det gode. Sådan viser verden sig til os i mange farver – ikke kun i sort eller i hvid. Vi må med tanke på farisæren og tolderen også kigge på os selv. Hvad er vi kommet her til kirken for at bede om i dag?

Er vi kommet for at Gud skal takke os for vores velgerninger eller er vi kommet for at åbne os med ærlighed og pege på de ting vi ikke fik gjort, de steder hvor vi tog fejl og alt det der ikke lykkedes i vores liv?

Har vi travlt med at lave en liste over vores gode gerninger, er det helt sikkert at vores forhold til Gud aldrig bliver hverken dybt eller tæt. Er vi kommet for at pege på de andres fejl og mangler – åh min kone gør sådan og min mand gør ingenting, ja så lægger vi den samme distance til Gud, for hvem er vi at tænke at Han vil ændre hele menneskeheden for at den skal passe til os?

Tolderen er det sande billede på os, nemlig mennesker som bærer på skyld og på fejl. Mennesket er uperfekt, for mennesket er svagt og kun Gud kan holde os stærkt nok i hånden til at vi vandrer den rigtige vej. På trods af vores fejl og mangler er der et lysende håb for os i mørket. Det lys der brænder er Guds lys. Det er det lys vi må søge, for ikke at finde retfærdighed nok i os selv til at glemme Gud.

I forholdet til Gud må vi ydmyge os. For den der ikke har en dyb tro kan det være vanskeligt. At være ydmyg overfor Gud er en daglig opgave, en øvelse vi alle – også præster – må gentage igen og igen. Hvis ikke vi allerede er begyndt så lad os begynde at øve os fra i dag. Lad os her i kirken bede Gud om hjælp til at løse de fejl vi har gjort. Lad os bede for at vi må ændre os så vi bedre kan forstå de mennesker vi ikke holder af. Lad os med ydmyghed lægge de ting frem for Gud som vi ikke forstår, Lad os bede at Gud vil være nådig mod de synder vi har begået.

Pastor Dominique har bedt migom  at sætte denne bøn på hjemmesiden.

Bøn for pavens rejse til Norden

Herre Jesus Kristus, til menneskenes frelse har du grundlagt din Kirke for, at alle gennem den skal erfare din barmhjertighed og samles til ét.

Lad din Kirke gennem sine tjeneres iver og vejledning altid vise din Faders barmhjertige ansigt og derved give fortvivlede nyt håb og lede vildfarne til omvendelse.

Før din død bad du for enhed mellem alle, som tror på dig – at alle må være ét, for at verden skal tro, at du er sendt af din Fader (jf. Joh. 17,21)

Du har indsat din tjener, pave Frans, til at være et enhedens tegn for din Kirke. Velsign hans rejse til Sverige, og lad hans budskab forny og styrke alle kristnes bestræbelser på at fremme opfyldelsen af din bøn.

Skilt fra dig kan vi intet gøre (jf. Joh. 15,5). Bevar os som grene på det sande vintræ, at vi må blive i dig og renset og fornyet må bære rige frugter til alles frelse.

Amen.

Hellige Maria, Kirkens moder, bed for os

Hellige Josef, Kirkens værnehelgen, bed for os

Hellig Ansgar, Nordens apostel, bed for os

Hellige Birgitta, bed for os

Salige Niels Steensen, bed for os

Den. 30. ALM. SØNDAG 2016

Søndag d. 23. okt. (grøn)

1.L.: Siraks Bog: kap. 35, v. 15b-17.20-22a.

Sl 34, v.2-3.17-18.19+23

Resp.: ‘Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham’.

2.L.: 2. Brev til  Timotheus: kap. 4, v.6-8. 16-18.

Ev.: Luk: kap. 18, v9-14.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique.

World Youth Day 2016

Denne gang blev WYD afholdt i Krakow i Polen. Vi var ca. 72 som rejse sammen, hvor jeg var den eneste fra vores menighed der deltog. Vores rejse begyndte d. 18 juli fra København, hvor vi først tog til byen Andrychow. Her boede vi hos nogle skønne værtsfamilier som havde forberedt sig længe på vores ankomst. I Andrychow var vi bl.a. på korsvejsandagt, til katolsk musikfestival, ude og vandre i bjerge, over 100 meter under jorden i Wieliczka saltmine, og til hyggeaftener i kirken sammen med de katolske unge fra Andrychow. Vi var så heldige, at vi havde Biskop Czeslaw med os på tur i Polen, hvilket kun berigede vores oplevelse endnu mere. D. 25 juli gik turen videre til Krakow, hvor vi igen boede hos værtsfamilier. Trods en utrolig dejlig uge i Andrychow, så var Krakow stedet vi så mest frem til. Det var nu at selve WYD ugen begyndte, og vi var mere spændte end nogensinde. Ca. 2 millioner katolikker fra hele verden samlet på et sted, det var ret vildt. I Krakow var vi til WYD åbningsmesse, katekese, Pave velkomst, og til Pavemesse ude i Vigilie hvor vi overnattede under åben himmel. Det er en utrolig tilfredsstillende følelse at nu kunne sige: ” Jeg har set paven”. Den atmosfære som der var mens vi var i Krakow, er helt ubeskrivelig. Jeg kan kun sige, at man bliver nødt til selv at opleve det! D. 31. juli skulle vi videre til vores sidste del af turen, som var byen Wroclaw. Her boede vi på et vandrehjem og havde lidt mere fritid end hvad vi tidligere havde haft på turen. Vi var i kirke både om morgenen og aftenen, men udover det fik vi valget til at gå rundt på egen hånd, eller tage med gruppen ud og se noget. Efter to hele dage i Wroclaw gik turen hjemad. Selvom det var lidt ærgerligt at skulle forlade Polen, så må man sige at vi var godt mætte af positive oplevelser.

Udover de mange oplevelser, var det også fantastisk for mig, at kunne tage på en tur hvor jeg kendte ingen, og bagefter kommer hjem og kender alle. Ikke kun kender alle, men danner venskaber med alle. På sådan en tur kan man lave ”venner for livet”.

Jeg er glad for at jeg fik muligheden for at deltage i WYD 2016. Jeg takker kirken og alle dem fra vores menighed der har sponsoreret mig. Uden jeres hjælp ville denne tur ikke have været mulig for mig. Her i Danmark er vi katolikker et mindretal, så det var virkelig opløftende at være i et katolsk land med katolikker samlet fra hele verdenen. Næste gang bliver WYD afholdt i Panama i 2019, og jeg er allerede i begyndt at spare sammen. Det håber jeg på flere unge fra vores menighed også vil!

Tania.

NB: Se resten af billederne under linket: Galleri

Father Jude’ sermon for the 29th. ord. Sunday 2016 may be read under the link: Søndags Prædiken

Pastor Judes prædiken til d. 29. alm. søndag 2016 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til den 29. alm. søndag 2016

Ev: Luk 18,1-8

Når Menneskesønnen kommer, vil han så finde tro på jorden? Sådan spørger Jesus os i dag i Evangeliet. Det er ikke et spørgsmål han forventer et svar på, og heldigvis for det, for når vi kigger os omkring, vil det mest ærlige svar nok lyde – at stod Jesus her i Danmark i dag, skulle han lede længe efter troen. Mennesket er mere optaget af søndagsbrunch end af messe, profit frem for at dele, af mig og mig frem for dig.

I børnebøger og når vi taler sammen om Guds Rige er det ofte som et sted man kan rejse hen. Den døde optages i Guds Rige. Den syge bekymrer sig om turen der til. Barnet kigger op i skyerne ved tanken om Gud. Men tænk hvis det sted der er Guds Rige ikke er et sted vi rejser hen, men er det sted vi er kommet fra. Vores rejse med Gud begynder i dåben. Vi bliver Hans barn, og vi gives i gave muligheden for at høre Hans tale og formidle Hans ord.

Hvis vi griber den chance og tager imod Guds dåbsgave til os – nemlig at lægge os i Guds arme, så er det netop det vi vender tilbage til. Vi fuldender livet i Guds arme, præcis det samme sted som vi begyndte livet. I tiden mellem dåben og Guds Rige, velsignes vi med Guds nærvær i kommunionen, men også i den vedholdenhed der bør være i vores forhold til Gud.

I dag og alle dage har vi muligheden for at vende vores tro ryggen. At gå vores vej fra det hele og stole på at penge vil gøre os lykkelige. At nye sko vil redde vores selvtillid. At et stort hus vil give os den respekt vi fortjener. Det er et valg vi har når vi står op – takker vi Gud for dagen der kommer eller takker vi os selv?

Dommeren i dagens tekst takker sig selv. Han er ligeglad med mennesker. Han er langt væk fra Gud så derfor frygter han Ham ikke. Pyt med Gud tænker dommeren. Så tilbage er der kun at stole på sig selv, et tyndt grundlag hvor æren er MIN når tingene lykkes og nederlaget ejes af MIG alene når verden er imod mig. Men enken er vedholdende. Hun er insisterende i sin klage og uophørlig i sin anke.

Enken er et forbillede for os kristne. At hos Gud går tingene ikke stærkt. Hos Gud kan vi ikke bestille, lægge i kurven og betale med vores dankort, for at hente gaverne på posthuset. Hos Gud tager alting tid. Vi må lytte til Hans ord som Han taler til os i dåben, vi må vende tilbage dertil, være i Hans nærhed i kommunionen og være trofaste i vores bøn.

Det bliver den dårlige dommer for meget. Han orker ikke mere. Han giver enken ret. Når den dårlige dommer gør sådan, så ville også den gode, og således vil også Gud. Intet sted i Biblen kender vi Gud for at dele kærligheden retfærdigt eller efter fortjeneste. Men overalt i Biblen ser vi eksempler på at Gud frelser den troende, og giver glæde til den der vender sig om.

Så lad os ikke blive trætte i samtalen med Gud. Lad os ikke være for trætte til at klage vores nød og bede om hjælp, og lad os ikke gå til ro før vi har sagt tak

Stod Menneskesønnen her lige nu og ledte efter troen, kunne den være svær at få øje på. Men venter Menneskesønnen et øjeblik, så vil han se at troen er ikke helt gemt væk. Troen findes trods alt. Og når troen blomster så lever håbet for os mennesker. Så længe der fejres messe her i vores kirke, og mennesker fra vores by, vores land, og alle steder i verden rejser sig og går hjemmefra når kirkeklokkerne ringer, så længe den rige giver til den fattige og så længe mennesket udtaler håbet om et liv i Guds hænder, da vil Menneskesønnen finde troen på jorden.