Her er der muligheden til at læse sognepræstens prædikener (4) til hele Påskeugen ved at klikke på linket: Søndags Prædiken 

Prædiken til Påskevigilien 2017.

Ev: Matt 28, 1-10

Kvinderne er på vej til graven. De er ikke bange og ikke i tvivl – de ved med sikkerhed hvad der venter dem, nemlig døden – der venter dem det, alle vi mennesker har tilfælles, nemlig det at vi skal forlade denne verden med lukkede øjne og tomme lommer. Men noget forandrer sig – englen viser sig, jorden ryster og det står klart for kvinderne at det de forventede, er ikke mere. De er ikke på vej for at møde døden men den tomme grav. Da griber frygten dem, men også glæden fordi på deres vej møder de den opstandne.

I dag møder og hilser den opstandne Jesus alle dem der leder efter ham. I dag og alle dage siger han til os: ’Frygt ikke’, og nu hvor vi står sammen med kvinderne og møder Jesus, skal også vi forsøge at tage både englens og Jesu ord til os.

Frygt ikke døden, men i lige så høj grad: Frygt ikke livet. Frygter vi livet er vi allerede døde. Den der frygter må leve hele sit liv i sengen, men heller ikke der er vi sikre – et helt menneskeliv levet i sengen vil helt sikkert lede mod døden. Vi kan ikke bære frygten og samtidig leve det liv Gud har givet os. Vi må derfor lytte til englen der siger ’Frygt ikke’ og med troen på opstandelsen leve vores liv frit, for i døden vil Gud tage vare på os.

At vi er kristne betyder at vi er bærer af håbet, for i dag erfarer vi at døden ikke er et punktum. Døden er ikke det sidste vi bliver givet af Gud. Døden er et komma, som efterfølges af et ’Godmorgen’, for sådan vil opstandelsen åbne til lys og liv.

Opstandelsen er en klar forvandling i vores liv. Den påske hvor vi hver især begynder at forstå det første gang som børn, unge eller voksne er en gave til os fra Gud, og derfra kan vi hvert år gå dybere i hvor stor en gave vi er blevet givet. Jesus genopstod med kød og blod, og da mændene blev bange for ham, fordi de troede han var en Ånd, sagde han: Giv mig noget at spise, og de gav ham fisk.

Lad dette være en påmindelse til os om at opstandelsen ikke er en falsk historie. Det er ikke en fiktiv forklaring og opstandelsen er ikke symbol på noget andet. Nej, opstandelsen er opstandelsen. Det er Jesus der dør for vores synder, fordi han var i verdenen og elskede verdenen. Derpå rejser han sig fra de døde, for at skrifterne skal gå i opfyldelse, og for at vi her i 2017 stadig kan mindes om at Jesus er levende og hans ord er tilstede her midt i blandt os.

Opstandelsen er en evig påmindelse til os om at Guds grænseløse kærlighed til os både er livets inderste og yderste mening. Gud vil ikke tabe os i intetheden eller lade os svæve i ingenting. Han vil rejse os i sin vandring med os i livet, og igen i sorgen, tvivlen og frygten. Han vil vise sig når vi søger ham og han vil rejse os på den yderste dag.

Påsken inviterer os til at vi skal være bærer af håbet, og at vi vil tage påskens ord til os: Frygt ikke. Glæd Jer! For sådan giver påsken os en ny horisont – døden erstattes af det evige liv. Kristur er opstanden, livet er levende, Tro på Guds kærligheds magt til at gøre alt muligt dér hvor det er menneskeligt umuligt.

Kære Menighed. Jeg ønsker Jer alle en rigtig glædelig påske!

Langfredag 2017

Når vi læser en bog eller ser en film, er der næsten altid en karakter vi kan identificere os med. Det er et menneske som ligner os på en måde eller reagerer i retning af hvad vi selv havde gjort. Jeg er næsten sikker på at læser vi evangeliet til denne langfredag nogle gange, og tænker os lidt om, så vil vi også kunne genkende os selv i et af de mange mennesker vi læser om.

Det er på én måde svært, men på en anden måde nemt at forestille sig hvordan alle disse mennesker opførte sig den dag – nogen var glade som skulle de til fest, andre var i krigshumør lidt ligesom når to fodboldhold møder hinanden her i Danmark. Ingen af de såkaldte fans er kommet for at se hvem vinder – derimod er de kommet for at slås, og således er det også i dag med Jesu død. Nogen står der kun for dramaets skyld. Andre er kommet i sorg og afmagt, og endnu nogen er kommet for at redde hele situationen i sidste øjeblik.

I dag er vores frelser død, han er ydmyget, blevet pint og udstillet på et kors. Ganske som han vidste det ville ske har hans disciple vendt sig imod ham. Peter har fornægtet ham – ’jeg kender ikke den mand’, var hans sidste ord om sin mester, som han lovede at følge til verdens ende. Judas har solgt ham for en pose penge, og måske er det specielt i disse to mennesker vi kan genkende os selv. Peter og Judas.

Trods det at Jesus vidste at de var syndere var de blandt de tolv, han havde valgt som de tætteste venner. De var blandt de tolv som skulle sikre fremtidens viden om Gud. Måske genkender vi helst os selv enten i de der følte vrede over hans død og derfor gik i kamp, eller i de der passivt så til og fulgte begivenhederne nysgerrigt – og allerhelst genkender vi os selv i de grædende støtter som mødte op. De mennesker for hvem det hele var mere end de kunne bære. De mennesker som brød sammen.

Peter og Judas er måske på samme måde mere end vi kan klare. Skulle nogen have skylden for Jesu korsfæstelse kunne man give den til Judas og skulle nogen have skylden for at Jesus endte på korset i ensomhed uden en ven ved sin side, ja – så er skylden Peters. For Judas blev skylden for tung, og han sagde stop i denne verden. Peter derimod satte hele verden i gang. I ham blev kirken dannet.

Så spørgsmålet er denne langfredag: ’Hvem er jeg?’ Er vi kun dem der står og græder og ser nysgerrigt til, fordi vi ikke tør bringe andet til denne dag end sorg og død – eller er vi noget andet – er vi Peter eller Judas, de som fornægtede og bedrog, for derefter at angre og erkende?

På korset er vores frelser død, ydmyget og pint, men i synderne som står tilbage med anger – i dem lever håbet. Jesus døde for deres synd, og således blev også de renset, for han tog deres skyld med sig. Jesus døde ikke bare for Peter og Judas. Han døde for enhver og også for dig og mig. Han tog vores skyld, lærte os om forsoning og kærlighed. Han gav os håbet.

Vi inviteres til at leve i håbet og ikke bare stå og glo fordi vi er syndere, for selv syndere er noget værd i Jesu øjne. Selv syndere kan danne en kirke, selv syndere kan tro. Selv syndere kan forsone sig med deres næste. Selv syndere slippe aldrig ud ad kærlighedens greb. Jesus har fat i os alle, for alt han gør, gør han med stor overbevisning. Lad os derfor i hans navn elske helt og forsone os helt. Da vil også vores syndens byrde lette så håbet bliver fundament i vores kirke. 

Prædiken Skærtorsdag 2017.

Ev: Joh 13,1-15

Stemningen i dag er intens. Hele situationen sitrer af nervøsitet og vi mærker tydeligt hvordan Jesus og disciplene nærmer sig en afslutning på det sammenhold de har haft. Det er afgørelsens time, som minutterne i overtiden i en fodboldkamp. Det er tiden hvor alle holder vejret og endnu ikke har accepteret resultatet. Disciplene sætter sig til bords. Maden er klar, men det er ikke spisetid.

Jesus har planer for denne vigtige aften, for han vil lære disciplene noget om service og noget om næstekærlighed uanset hvilken rang man har i samfundet eller overfor hinanden. Jesus vil vaske deres fødder, og vi kan forestille os hvordan det er, for jeg ved at jeg ikke ville føle mig afslappet hvis Biskoppen skulle vaske mine fødder – og endnu værre hvis det er Paven, og sådan har I det sikkert også – det er ikke rigtig rart at nogen over os, nogen vi ser op til skulle snøre vores sko op, tage en hullet strømpe af og vaske os rene. Anderledes er det hvis vi går til en fodlæge – en som får penge for at give os en god behandling. Så kan vi læne os tilbage og stille krav.

Således også disciplene. På den tid var det en velkomst at give når husets slave vaskede gæsternes fødder, men at værten selv bukkede sig ned var uvant, og så Jesus som de kalder Mester, Lærer – Rabbi. Jesus viser dem at et kristent menneske er født til at servicere. Det er vores pligt i denne verden, og Jesus ikke bare fortæller disciplene om det. Nej, han vil være deres forbillede. Han viser dem med sin gerning at når din lærer, din mester kan vaske dine fødder, hvordan kan du så nægte at vaske en anden mands fødder?

Hvis vi ikke vasker hinandens fødder – det betyder hvis vi ikke er villige til at servicere hinanden med alt det vi har brug for – så har vi ikke noget til fælles med Jesus. Så har vi ingen plads i hans rige. Vi må altså først, ligesom disciplene, forstå præcis hvad det er Jesus har gjort for os, for han har også vasket dine og mine fødder, idet han har tilgivet os vore synder og idet han giver sig selv til at vandre med os gennem livet. Han servicerer os alle i denne verden, giver os modet og renheden. En renhed som ikke kan besvares med ondskab.

Til den sidste nadver i dag grundlægger Jesus højdepunktet i vores messe. Han indstifter nadveren – vinen og brødet, at vi skal dele det i fællesskab til ihukommelse af ham. Således gør vi hver søndag – måske endda hver dag, men lad os hver eneste gang huske, at nadveren denne skærtorsdag aften startede med noget helt andet end at stille sig i kø i midten af kirken. Denne aften startede med at vores mester, vores frelser, bukkede sig ned, vaskede deres fødder , tørrede omhyggeligt vandet af. Lad os ihukomme denne handling hver dag året rundt. Service er vores pligt!

Verden er fyldt med mennesker som hejser deres eget flag og bygger deres egen trone for at fejre de store bedrifter de har gjort. De står op frem for at knæle, de retter deres ryg frem for at bøje deres hoved. Dagens fest inviterer os alle til ikke at være den slags menneske. Vi inviteres derimod til at lade service gennemsyre alt hvad vi gør. Jesus servicerer disciplene i dag. Lad os fra denne dag på samme måde servicere menneskene omkring os, og således efterligne Jesus – ihukomme ham, huske ham og samtidig servicere Gud ved at leve vort liv efter Hans planer.

Prædiken 9. april 2017 til Palmesøndag

Man siger at det første møde mellem mennesker kan afgøres som succes eller fiasko på de første 10 sekunder. Det hele handler om hvordan man gør sin entré. Til jobsamtalen vil den der giver et blødt håndtryk og ikke holder øjenkontakten ikke blive ansat. I mødet mellem en dreng og en pige vil resultatet ikke blive ægteskab hvis drengen viser sig ikke at være en rigtig mand, når pigen ser ham første gang.

De første 10 sekunder kan afgøre alting, og måske derfor lærer de kongelige at gøre en god entré og derfor kan vi andre gå på kursus i det samme. Derfor trænes politikere i at holde øjenkontakt med kameraet, rette ryggen og ikke falde sammen, for falder de sammen, så er det helt sikkert at de falder igennem.

Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel i dag. Folket har en anden forventning. Måske kan vi sammenligne det med den amerikanske valgkamp. Tænk om man havde forberedt fest med musik og fyrværkeri, og så var Præsident Trump kommet krybende, og ved talerstolen gemt sig bag sin kone. Det havde ikke været den præsident man havde forventet, og folket ville have vist deres skuffelse.

I Jerusalem er der forberedt fest. Man vil hilse kongen og byde ham velkommen. Folket forventer noget stort – et magisk øjeblik, men der kommer han ridende i det fjerne, krøllet sammen på ryggen af et langsomt æsel, uden guld og uden et ydre tegn på at ’her kommer kongen’. Folkets forventning om at kan kunne udrydde fjenden vakler. Jesus der sidder på æslet ligner alt andet end en der kan sikre grænser og afholde fremmede for at få del i goderne.

Kongen er ikke steget op på en hest – et ædelt dyr. Nej han har sat sig på et æsel – det dyr som bærer de byrder et menneske ikke selv kan bære. Han havde valgt æslet for at komme til folk med budskabet om at han ikke ville bestemme og herske over dem. Jesus er redet ind i Jerusalem i dag og han er redet ind i vores hjerter for at minde os om at størst er ikke magten. Størst er ikke våben og missiler. Størst af alt er kærligheden og tjenesten for Gud og andre mennesker.

Det er det vi må hilse velkommen i dag, og det er det vi må lade herske i en virkelighed hvor der er så rigeligt af alt det folket forventede af Jesus. I vores verden er der krig, terror, had, frygt, magt og kampe mellem mennesker, hvor scenerne udspiller sig dagligt i TV. Mennesket drukner i de fjendebilleder der sættes op i verden, så ligesom folket i Jerusalem savner også vi én der kan rydde op.

Men også her i dag midt i det kaos vi er vidner til, kommer Jesus ridende på et æsel. Han sidder der krøllet med kærligheden som våben, og gør igen ikke indtryk på magthaverne. Jesus afskrives i medierne i vores tid som den der kan løse verdens problemer, og især derfor er det vigtigt at vi står fast på vores tro på kærlighed og tjeneste. Med kærlighed frem for had opdrager enhver forælder deres barn til at lykkes som voksen. Med opstandelse frem for død indbyder Gud os til følgeskab.

Man tog Jesus til fange, korsfæstede ham, men han genopstod og siden den morgen har vi haft grund til virkelig at tro på at kærlighed og tjeneste er det bedste at møde mennesker med. Måske er det ikke den entré som andre forventer fra os, måske passer det os bedre at gøre vores entré med myndighed og magt, men lad os da huske at størst af alt er kærligheden.

Fejringen af Palmesøndag i år blev særlig festligt, da vi også kunne optage et nyt medlem i den Katolske Kirke. Tillykke Mark Justesen?

The celebration of Palm Sunday was especially festive because of Mark’s reception into our Roman Catholic Church.

Congratulations Mark!

5. SØNDAG I FASTEN 2017

søndag d. 2. april (viol.)

1.L.: Ezekiels Bog: kap.37, v.12b-14.

Sl 130, v. 1-2.3-4.5-6b.7ab-8.

Resp. 803 (i salmebogen)

2.L.: Brevet til Romerne: kap. 8, v. 8-11.

Ev.: Joh.: kap. 11, v. 1-45 eller 11,3-7.17.20-27.33b-45.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Davide