Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag efter Påsken 2017 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 7. søndag i Påsken.

Ev: Joh 17, 1-11

Når to mennesker mødes for første gang handler samtalen ofte om at lære hinanden lidt at kende. Ikke længe har man talt sammen før den ene spørger: ’Hvad arbejder du med?’ og den anden kan stille spørgsmål om ’Hvor bor du?’ og ’Hvor er du vokset op?’

Men derfra må vi videre og dybere ind i det menneske vi sidder overfor. Vi kan ikke lære noget ved at spørge vores borddame om hendes hus er rødt eller hvidt, og om hvor mange gryder og stegepander hun har i skabet. Måden vi kan lære hinanden at kende på, er ved at finde ud af hvem den anden elsker.

Ved at lære om hvem hinanden elsker, kan vi lære meget om hinanden. Måske elsker min borddame sin mand gennem 40 år. Måske har hun børn at elske – en hund, et barnebarn eller en tæt veninde. Det kan også være hun har en hun elsker, som er rejst til den anden ende af jorden eller helt har forlagt denne verden. Dem vi elsker kan sige meget om os som mennesker.

Vores kærlighed afslører os som menneske, og på den måde åbenbares det hvem vi egentlig er. Vi hører evangeliet i dag med Jesu sidste bøn. Det er en Søn der beder til sin Far. Det er Jesus der beder til Gud. I bønnen afslører kærligheden Jesus som menneske, og det åbenbares hvem han er. Selvom Gud er tavs i den tekst vi har hørt, afsløres det også hvem Gud elsker – nemlig de mennesker som Gud har givet Jesus fra denne verden. De var Guds, men Gud gav dem til Jesus.

Det er et stærkt billede vi er vidner til i dag. Ordene griber rundt om os og pakker os ind i at Gud vil holde os fast, uanset hvor håbløst alt det håbløse ser ud og uanset hvor glæden bringer os hen. Uanset om livet tvinger os i knæ eller får os ned med nakken, vil den kærlighed vi hører om i dag rejse os op igen. For sådan beder Jesus for os, at det menneske der elsker, det skal afsløres over for Gud, som et menneske der står oprejst midt mellem Fader, Søn og Helligånd.

Vi er midt mellem Kristi Himmelfart og Pinse. Vi er midt mellem at Jesus fór op til Himlen og at Helligånden kom til mennesket. Vi er i et tomrum, som på Jesu tid var en ventetid, vi kunne tænke var umulig at bære for disciplene. Ventetid kender vi fra vores eget liv. Det er den tid mellem eksamen og beskeden om en karakter. Ventetid er tiden mellem undersøgelse og operation. Ventetid er tiden mellem jobsamtalen og beskeden om at vi fik eller ikke fik jobbet.

Ventetid er ofte en tid hvor vi som menneske ikke rigtig kan gøre noget. Vi kan ikke koncentrere os og vi kan ikke tænke med fornuft. Alt i vores krop er sat op på det vi venter på og alt andet må vige. Hjernen er fyldt op med forventning men også med tvivl og frygt. Disciplene må have siddet i Jerusalem med en lignende følelse. Jesus var væk og hvad ville der nu ske? Hvem skal passe på os? Er alt hvad vi troede på nu en løgn?

Jesus beder for dem og for os. For den frygt og tvivl vi har beder Jesus til Gud. Han går i forbøn for os, for den angst disciplene sidder med, sidder vi også med – ikke bare i dag men alle dage.

Livet er så stort at man ikke behøver være pessimist for at få øje på de farer vi begiver os ud på:

Hvad vil der ske i fremtiden?

Vil vi ende ensomme i vores alderdom?

Vil nogen besøge os på plejehjem?

Vil nogen føre den familie vi har grundlagt videre?

Og vi kunne blive ved med at stille spørgsmål om livet med hvad og hvis og hvornår, for livet kan vi ikke forudsige, men vi ved dog dette: ’At Gud har afsløret sig selv for os i sin kærlighed til os’ og det er den virkelighed vi lever i.

Lad os derfor vente i denne tid mellem Himmelfart og Helligånd og gør os selv rede til at modtage Ånden – ikke som en magt i vores liv, men som en kærlighedens Ånd, der sikrer at den kærlighed som Jesus taler om i sin bøn, lever videre mellem Gud og mennesker.

DEN 7. SØNDAG I PÅSKEN 2017

Søndag d. 28. maj (hvid).  

1.L.: ApG: kap. 1, v. 12-14;

Sl 27: v.1, 4, 7-8.

2.L.: 1. Petersbrev: kap. 4, v.13-16.

Ev.: Joh.: kap. 17, v. 1-11a.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Pastor Judes prædiken til d. 6. søndag efter Påske kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til den 6. søndag i Påsken 2017

Ev: Joh 14, 15-21.

Det er almindeligt at det kan skabe bekymring når nogen stopper på den post de har. Det kan være Mærsk der giver hele sit firma videre til næste generation. Det kan være en vigtig fodboldspiller der forlader et hold eller det kan være en præsident der må give en håndtryk med held og lykke til den næste kandidat. Når sådan noget sker, kan mennesket føle en stor skepsis overfor fremtiden. Hvordan skal det dog gå? Hvad vil den nye ændre på og hvad vil de helt smide ud? Vi ser bekymringerne i aktier der går op og ned, og vi ser det i TV når journalister griber vores usikkerhed og omdanner den til kritiske spørgsmål til hovedpersonerne.

Alligevel kan vi dog acceptere et sådan skifte, men tænk om det skifte skete i vores familie. Tænk om vores far kom og sagde: ’Jeg må gå nu – ud af dit liv. I stedet for mig kommer din onkel’. Eller tænk vores barn kom og sagde: ’Jeg forlader min familie nu. I stedet for mig kommer naboens datter’. For os vil det være en stor smerte, et tab som ikke kan erstattes af et andet menneske som kommer i stedet for. Savnet efter den vi har mistet vil altid stå klart for os.

I dag sker der et sådan skifte i evangeliet vi netop har hørt. Jesus fortæller, at verden om kort tid ikke skal se Jesus længere, men at der vil komme en ny talsmand som vil være hos os for evig tid. Jesus taler om Helligånden. Jesus ved at hans nyhed ikke bliver taget positivt eller som en stor glæde af dem som lytter til ham, fordi smerten over at miste Jesus er stor.

Derfor understreger Jesus igen og igen at glæden ved den anden talsmand er at hensigten er ikke at efterlade nogen faderløse. Helligånden sendes til os ikke som en erstatning eller en ny begyndelse, men som en ny livgivende Ånd der vil vise mennesket Jesus i et helt nyt lys.

Disciplene føler sig forladte, men sandheden om Helligånden er at gennem Åndens virke vil vi lære Jesus dybere at kende. Netop i sidste weekend har biskoppen beseglet Nordjyllands unge med firmelsens sakramente. Under firmelsen modtog firmanderne Helligåndens

nådegaver. Alene dét viser os at Helligånden ikke er en dårlig erstatning for Jesus eller en vi bør føle skepsis overfor.

At vi sendes den nye talsmand er Guds tilbud til os om et nyt og dybere nærvær. Gud ønsker af os at vi må åbne vores liv så vi også bliver åbne for den ægte kærlighed der strømmer til os fra Gud. Her er Helligånden vores hjælp som vi kan støtte os til. Ånden er vores stifinder her i livet, som holder os fast på Guds veje. En stor fristelse for os mennesker er, at vi tror vi åbner vores liv og kærlighed for Gud, ved altid at vise Ham hvor dygtige vi er, hvor meget vi magter og hvor gode vi er til at blive klogere og klogere.

Ånden holder os fast på at det er en anden succes vi må stræbe efter hos Gud. Menneskets succes måles derimod i hvor villige vi er til at lægge os fladt ned og modtage Guds kærlighed, alene på grund af det menneske vi er skabt som. Gud kender vores inderste, Han kender alt det der er bag facaden, og vi modtager Helligånden som talsmand for at se dette i et nyt lys.

Vi inviteres i dag til at erkende og forstå Jesu ord: ’Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer’. Denne sætning fra evangeliet er den gave vi gives i dag. Selvom Jesus forlod denne verden har han givet os Helligånden så vi kan leve og forstå på en ny måde, at Jesus vil være ét med mennesket til evig tid.

Tillykke til Jessica, Andrew og Thomas fra menigheden, som blev firmet af biskoppen i Aalborg sidste søndag?

Congratulations to Jessica, Andrew and Thomas who were confirmed by the Bishop in Aalborg last Sunday.

DEN 6. SØNDAG I PÅSKEN 2017

Søndag d. 21. maj. (hvid).  

1.L.: ApG: kap. 8, v. 5-8.14-17.

Sl 66, v.1-3a.4-5.6-7a.16+20.

2.L.: 1. Petersbrev: kap. 3, v.15-18.

Ev.: Joh.: kap. 14, v.15-21.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude.

Den 5. SØNDAG I PÅSKEN 2017

Søndag d. 14. maj. ( hvid.)

 1.L.: ApG: kap. 6, v.1-7.

 Sl 33, v.1-2, 4-5 og 18-19.

2.L.: 1. Petersbrev: kap. 2, v. 4-9.

Ev.: Joh.: kap. 14, v.1-12.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique.

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Påske kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 4. søndag i påsken.

Ev: Joh 10, 1-10.

I dag er det 22 år siden at vores Biskop Czeslaw for første gang fik sin mitra sat på hovedet. I dag er det 22 år siden han blev biskop i Danmark. Mitraen, som sidder på hovedet af biskoppen er et symbol på de flammer der viste sig over apostlenes hoveder den første pinse. Dermed er mitraen et tegn på biskoppens opgave i at rådgive og støtte kirken.

I dag er den gode hyrdes søndag – den søndag, hvor vi fejrer det at være kaldet af Gud. Biskoppen blev kaldet til at være præst og blev altså for 22 år siden kaldet til at være biskop i Danmark. For os der er udlændinge fra store katolske lande, kan det at være biskop i Danmark se ud som et lidt stille kald fra Gud. I de lande vi kommer fra kender hele verden biskoppen. Skulle han kom gående i sit normale tøj på en gade vil alle kunne genkende ham, og det vil løbe fra mund til mund hvilke varer han puttede i sin kurv i supermarkedet – hvis der skulle ske det at han kunne finde på at handle selv.

I Danmark er det at være biskop anderledes. Det er en mere anonym tilværelse, hvor kun katolikkerne og andre interesserede i kirken ved hvem biskoppen er. Når jeg fremhæver dette, at kaldet ikke er larmende og fyldt med status og pragt, er det fordi, det bør være en inspiration til os alle.

Også vi bliver kaldet på – både af mennesker og af Gud, og ligesom Biskoppen og alle præster, der gør tjeneste, må vi lytte godt efter dette kald. Måske kalder Gud kun på os i det stille, når Han ønsker vores tjeneste. Måske sender Han slet ikke det lyn fra himlen som vi venter på, og måske sætter Han ikke en mitra på hovedet af os, som tegn på vores opgave. Nej, mere realistisk er det at Gud kalder på os i det stille.

Gud kan kalde os til mange opgaver, for Gud ved at vi ikke alle kan blive biskop eller pave. Gud har brug for meget flere nuancer i denne verden. Derfor kalder Han os både til at være hyrde i familien, for de udsatte, for børnene i skolerne eller for patienterne på sygehuset. For hver eneste person er Guds kald forskelligt.

’Det er frem for alt op til os selv at svare på det kald. Nogen går gennem hele livet uden at svare ja til de opgaver som Gud har kaldt dem til. Andre har så travlt med at følge deres egne veje at de slet ikke hører Guds stemme kalde på dem til vigtigere opgaver. De mennesker ser vi ofte når de må udskifte deres økonomiske succes men den menneskelige fiasko.

At følge Guds planer giver os ikke en gratis billet her i livet, hvor vi er evigt lykkelige og ikke behøver bekymre os. Livet er som livet er, også for den der svarer Guds kalden med et ’Jeg kommer nu’. Også i det liv vil vi opleve vildrede, tårer og håbløshed. Det at udbrede det kristne budskab om næstekærlighed, kan føles helt udenfor vores rækkevidde eller misforstået. Men til forskel fra vores egne planer hvor vi livet ud er overladt til disse frustrationer er livet med Gud anderledes. I vores kald kan vi vandre med Jesus, ligesom mændene der gik til Emmaus, og på den vandring vil vi erfare at Jesus trækker vejret sammen med os, og taler når vi taler.

I dag samler vi kollekten til de unge mænd som har svaret ja, da Gud kaldte dem. Vi giver dagens kollekt til de præstestuderende som har fulgt efter den planer Gud har lagt for dem her i Danmark og hele Norden. De har forladt deres familie og trygge rammer og er kommet hertil for at gøre tjeneste for Gud. Lad os bede for dem at Guds stille kald altid må lyde med tydelighed for dem både i deres glæde og tvivl. Og lad os bede for at Guds kald også må være klart for os, og at vi vil finde modet til at svare: ja, jeg kommer.