Prædiken til den 16. alm. søndag 2017
Ev.: Matt 13,24-43 eller 13,24-30.
En morgen jeg skulle spise morgenmad, havde jeg glædet mig til min yoghurt med müsli og jordbær. Jeg hældte min yoghurt i en dyb tallerken. Så fyldte jeg hele min tallerken med müsli og pyntede med jordbær. For at det skulle smage ekstra lækkert tog jeg en skål med sukker og dryssede en stor skefuld på min morgenmad.
Så sad jeg ved bordet og tog den første bid. Det smagte forfærdeligt, og næste bid værre endnu. Jeg havde ødelagt min morgenmad – ikke med sukker, men en stor skefuld salt. Salt var i denne sammenhæng helt forkert, og havde gjort min morgenmad umulig at spise.
Gud har skabt denne verden for alle os mennesker. På samme måde som saltet i min morgenmad eller ukrudtet på hvedemarken, så ser vi hvordan noget som smukt som jorden, ødelægges. Det sker når mænd beslutter at kvinder er mindre værd i nogle lande. Det sker når moralen bliver mindre og egoismen stiger. Det sker når det bliver en menneskeret at bære våben, og når vi bruger så meget af jordens energi at klimaet bliver truet.
Når vi hører lignelsen om ukrudtet i hveden og surdejen, så kommer Jesus med en opfordring til os om tålmodighed. Når nogle få prædiker med had i deres ord, får politikere det ønske at lukke alle kirker ned, og når én forbryder sig mod Danmark taler man om at lukke grænser. Vi må dog lære at som saltet i morgenmaden og ukrudtet i marken kan vi ikke adskille alle disse ting. Vi kan ikke sortere alt dårligt væk, og kun bevare det gode.
Vi må have tålmodighed for altid i alle tider vil ondskab blande sig med godhed og det dårlige blande sig med det gode. Den skarphed der er den nye Gud i vores samfund arbejder imod den tålmodighed som Jesus taler om. Ukrudtet i hveden irriterer vores øjne, men alligevel må vi finde os i det, for fjerner vi det, vil også det gode gå til spilde.
Vores liv i denne verden er som en øvelse hen imod Gudsriget. Dagligt og time for time bliver vi udsat for valg, spørgsmål om moral og tålmodighed som peger mod Guds Rige. Langsomt lærer vi gennem livet at det gode ikke altid kan adskilles fra det dårlige, og med Guds hjælp lærer vi måske at leve med tålmodighed overfor alt det vi ikke kan ændre.
Jesus fortæller os om Gud, Han som er bondemanden der kigger på sin mark, med alle os der står som hvede eller ukrudt. Gud kigger på os og siger: ’Lad dem alle stå’ både de gode og de onde. Gud ser til at det gode ikke kvæles af det onde.
JEG er hvede sidder vi måske hver især og tænker, mens vi hurtigt kan komme i tanke om nogen der er ukrudt – men hvem er hvad? Hvede bliver man ikke kun af at overholde de 10 bud, og ukrudt bliver man ikke af kun at modtage kærlighed frem for at give. Det er mere kompliceret end det, og det er det der gør vores tro spændende og en evig rejse for ethvert menneske, der siger ’Ja’ til Gud.
Tålmodighed er et ord, som kan være som et referat af dagens evangelium. Gud som kigger på os, der er ukrudt og hvede, eller ser os der kun er små frø, men alligevel spirer frem, eller os der blandes i surdejen – kigger på os med tålmodighed. Vi skylder vores kristne tro, at kigge på hinanden på samme måde.
Men vi må også forsvare vores tro og kræve at der er plads til at være næstekærlighed og have idealer, for sådan kan hveden blive forsvaret mod at blive kvalt af ukrudt. Lignelsen i dag er et billede på Guds Rige. Det er et billede på hvordan adgangen til Guds Rige er, og at det ikke er os der afgør hvornår og om der skal høstes. Kun Gud afgør hvem der hører til. Lad os derfor i tillid til Gud, vise tålmodighed og omsorg for den verden vi lever i.
