Prædiken den 21. alm søndag 2017.
Ev: Matt 16, 13-20
I dag har vi været vidner til en af de samtaler der har fået rigtig stor betydning for vores kirke. Peter bekender at Jesus er Guds Søn. Han siger sådan med sine egne ord, fordi han i sit hjerte og i sin sjæl mærker en dyb tillid til at livet er præget af noget som ligger udenfor ham selv.
En sådan bekendelse er en historie om at der er sket noget med Peter. For at kunne pege på Jesus og sige: ’Du er Guds Søn’ må han have gjort sig erfaringer. På samme måde som vi også har gjort os erfaringer, der betyder at vi kan pege op på korset og sige: ’Dér er Guds Søn’
Vi bekender, at det er et billede af Kristus. På baggrund af bekendelsen blev vores kirke bygget på Peters ord, og kirken er levet videre fordi der år efter år er kommet nye mennesker til, som igen og igen har bekendt at ’dét er Gud og dét er Kristus!’
Vi ved alle hvordan det gik med Peter. Hans bekymring for Jesus var stor, og han kunne ikke acceptere at der ville ske Jesus noget dårligt. Da Jesus fortalte om sin død og lidelse, ville Peter ikke tro at Gud ville lade den smerte overgå ham, men kun kort tid gik der før Peter stod og sagde: ’Jeg kender ikke den mand’.
Der gik kun kort tid mellem at Peter bekendte til han benægtede. Og med dagens tekst må vi kigge på os selv. Vi sidder her i dag fordi vi bekender. Vi sidder her i dag fordi Gud har åbnet vores øjne for troen på Kristus. Den gave fra Gud har vi pakket ud og pakket ind i vores hjerte.
Tusinder af mennesker har lidt døden, blevet fængslet eller er drevet på flugt netop på grund af at de har bekendt det samme som Peter – at Jesus er Guds Søn. Det er en alvorlig bekendelse at komme med. Måske er det også derfor at bekendelsen kan justeres eller ændres på.
Når vi bliver konfronteret med vores tro, kan det være sin sag at forsvare den. Når andre mennesker svarer vores bekendelse med spørgsmålet: ’Tror du så også på nisser?’ kan det være svært at stå fast på retten til religionsfrihed. Og når man er ung eller barn i denne virkelighed med sociale medier, er det sikkert ikke sjældent at nogen mobbes for at tro på Gud.
Det letteste vil være at gøre som Peter, og benægte ALT. I det tilfælde er det fristende at lave sjov med vores tro, eller tage afstand fra vores bekendelse. For at finde modet til at sige: ’Ja jeg tror på Gud, og nej – det er ikke det samme som at tro på nisser’ så må vi gøre mere end at bekende.
Vi må også ERKENDE. Når vi bekender er det ord der kommer ud ad vores mund. Når vi ERKENDER er det en anden type proces. Det er en handling der kan vare flere år, eller hele livet og den foregår indeni os selv. Inde i vores hjerte – der hvor vi har pakket Guds gave ud – må vi vokse med vores tro.
Hvis 2 mennesker bliver gift og aldrig efter brylluppet viser hinanden kærlighed, da vil ægteskabet dø. På samme måde er det med vores tro. Hvis vi under vores 1. kommunion bekender at vi tror på Jesus, men aldrig derefter giver vores tro opmærksomhed, da vil vores forhold til Gud støve til og blive ligegyldigt i vores liv.
Hver eneste dag må vi nære forholdet til Gud. Vi må ERKENDE Guds rolle. At kunne messens dele, Fader Vor og Trosbekendelsen udenad bringer lyder som flotte ord fra vores mund, men vores forhold til Gud næres på en anden måde.
Lad os i dag begynde at bygge fundamentet til vores tro på Gud, og erkende stykvis at Jesus er den eneste sande vej. Lad os ved Guds hjælp tage ved lære af vores fejl og slippe magten over vores eget liv, og i stedet løse de bånd der binder os her på jorden, for da vil det også være løst i himlen.