Pastoe Judes prædiken til d. 33. alm. søndag 2017 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Pastor Judes Prædiken til den 33. alm søndag 2017

Ev: Matt 25, 14-30

Det evangelium, vi netop har hørt, er alvorlige ord. Vi hører fra Jesus at der faktisk kan komme en dag i vores liv, hvor vi vil få at vide, at vi har spildt vores liv – at vi ikke har brugt de evner vi har på noget fornuftigt. Det er alvorligt, og det er næppe den besked nogen af os ønsker at få, når vi står ansigt til ansigt med Gud.

En stor del af teksten handler dog om noget andet. Den handler om tillid. Teksten handler om at mennesker bliver betroet noget der er meget værdifuldt. Uanset om det var et, to eller fem talenter, så giver ordene os det klare indtryk, at talenter er meget værdifulde uanset hvilken størrelse, de kommer i.

Og det kan vi heldigvis genkende fra vores liv. Det er nok ikke mange forældre, der har børn, som kommer hjem med karakterblade som viser tolv-taller i alt fra billedkunst, til musik, til matematik og udenlandske sprog. Normalt har vi vores styrker indenfor forskellige – men færre ting, og det er typisk indenfor de områder, hvor vi søger efter meningen med vores liv.

Den der er dygtig til musik, søger i den retning, mens den der har styrker indenfor kemi kommer til at arbejde med noget helt andet. Vi ser det også her i kirken. Alle vi som er her i dag, arbejder ikke med de samme ting i kirken. Vi fordeler vores evner, for på den måde at tjene Gud og hinanden. Det er vores forskellige talenter der former vores menighed. Nogle gange kan det være svært at se meningen med vores talenter. I løbet af livet kan vi miste modet mange gange, og blive i tvivl om hvilken retning vi skal gå. Livet viser os at det ikke bare former sig som den røde snor der bliver lagt ud for os ved dåben. Guds vej er måske lige og ret, men vi opdager at et godt liv byder på zig-zag og omveje. På den måde sker det at Gud kun afslører lidt efter lidt hvordan vi skal bruge det vi er blevet betroet bedst muligt.

Gud har lagt noget dyrt i vores hænder under dåben. – Han har lagt et ansvar for at bruge vores liv. Bruger vi det ikke går det tabt. For sådan er det med talenter, uanset hvor mange vi har. Bruger vi dem ikke har vi spildt dem.

Der bliver stillet krav til os som mennesker, og vi må aldrig være i tvivl om at vores tro koster – det er ikke gratis at tro på Gud, for vi forpligter os til at gøre godt med det vi har at gøre godt med. Vores evner og talenter kan gå op og ned. Som lille barn eller meget gammel kan det være svært at evne ret meget. Sorg, krise og andre livssituationer kan også sætte os ud af spil, men Jesus siger til os at enhver som har fået meget skal der kræves meget af.

Det er en vigtig pointe Jesus kommer til os med i dag. Han siger til os at vi er ikke ligegyldige, at Gud ikke er ligeglad. Med dåbens gave, bliver vi forpligtet til at lade vores talenter vokse. Vi må arbejde for sagen, og være vedholdende for at vores liv kan vokse til glæde for andre

Lad os alle inspireres af evangeliet i dag og ikke låse vores evner inde. Da vil det gå som hvis man sætter pengene i banken – de bliver mindre og mindre værd! Vores talenter må vi handle med, så lad os være aktive i det samfund vi bor i og den verden Gud har skabt os i. I dag har Pave Frans udråbt som de fattiges dag. Det er første gang vi markerer denne dag men i fremtiden vil dagen blive markeret hvert år i hele Den Katolske Kirke. Lad os netop i dag overveje hvordan vi kan bruge vores talenter for at hjælpe de fattige.

Den 33. ALM. SØNDAG 2017

                               Søndag d. 19. november 2017 (grøn)                                       

1.L.: Ordsprogenes Bog:kap. 31, v. 10-13, 19-20 og 30-31

Sl 128, v. 1-5
Resp. 799

2.L.: 1. Thessalonikerbog: kap. 5, v. 1-6.

Ev.: Matt.: kap. 25, 14-30 eller 25,14-15.19-21.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude.

Pastor Judes prædiken til ‘Laterankirkens Indvielse’ kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til Laterankirkens Indvielse og Pavens dag.

Ev: Joh 2, 13-22.

En søndag kom en mor med sin søn til kirken. Hun kom ind og gjorde korsets tegn med vievand. Hun bad sin søn gøre det samme. Derefter lagde hun sig på knæ og kyssede gulvet. ’Det er ulækket’ sagde drengen, men alligevel tvang moren ham til at gøre det samme. ’Det er Guds hus vi er i’ sagde hun til ham. Nu bøjede hun hovedet dybt og satte sig på bænken, og på samme måde måtte sønnen bøje sig. Kommunionen modtog de begge siddende på knæ. Endelig var pinslerne til messen slut for drengen, som var godt træt af alt det kyssen og bøjen, blot fordi de var kommet til Guds hus. Udenfor kirken kunne søndagens sjov endelig begynde, for der mødte han sin bedste ven. De løb hinanden i møde og gav hinanden et stort knus, men det varede ikke længe. For så kom moren og slog drengen med sin taske, trak ham væk og sagde: ’Jeg har fortalt dig mange gange at vi ikke taler med den familie! At du ikke skammer dig’.

Ja det er nok nemt at regne ud hvilken morale denne historie har. Selvfølgelig bliver jeg som præst glad når jeg ser menigheden her bøje hovedet, knæle og endda have deres mobil telefon slukket under messen, men vi må også passe på at kirken ikke bliver en tempelplads for hellighed. Tænk om hellighed blev til en konkurrence i ydre tegn. Hvis min nabo blot knæler et kort sekund, så vil jeg lægge mig ned på begge knæ og gøre korsets tegn, og hvis min nabo blot beder stille for sig selv med foldede hænder, så vil jeg åbne mine arme og sige mine bønner højt. Sådan kunne kirken hurtigt bliver til et dårligt teater.

På en måde kan man sige at moren i min historie har brugt kirken som markedsplads. Godt nok solgte hun hverken duer eller okser som vi hørte det i evangeliet, men hun brugte Guds hus til noget som var lige så slemt, nemlig at udstille en tro hun ikke praktiserede. Når vi kommer her templet, her i kirken, skal vores ydre tegn komme fra hjertet. Når vi knæler, må vi ikke tænke på om det ser flot ud, nej, vi skal knæle for Gud. Knæle i respekt og ydmyghed for den tanke at vi er her i Guds bolig. Det der kommer fra hjertet her i kirken skal også være stærkt nok til at bære os gennem mandag til lørdag, og med Guds styrke må vi på den måde opføre os lige så ærefuldt blandt andre mennesker udenfor som vi gør herinde, hvor vi med vores hænder ønsker Guds fred til enhver der står omkring os.

Her i kirken er det ikke svært for os at opføre os pænt, for vi mærker en særlig følelse ved dette sted. Endda børnene fornemmer at disse 4 vægge med tag er anderledes end andre steder, og de finder derfor også deres små stemmer frem, men hvis vi overfører dagens evangelium til vort eget liv på den måde at det tempel Jesus taler om i dag, i virkeligheden er vores krop, så bliver det sværere for os som mennesker. I os bor der ingen okser og duer så de er nemme, at undgå at sælge, men mange andre ting sælger vi ud. Vi sælger nogle gange vores næstekærlighed. Udsolgt bliver der også nogle gange af vores menneskelige forståelse, omsorg og tilgivelse. Ros er der ikke meget af på hylderne, men derimod kan man regne med at kritik altid er på tilbud, og så ligner vores krop pludselig den tempelplads, som Jesus siger vi skal rive ned.

En dag læste jeg denne overskrift i en avis som hed: ’Min krop er mit tempel, men hvem har lukket djævlen ind?’ – at artiklen så handlede om mislykkede plasticoperationer var en anden sag. Men det er et interessant spørgsmål: ’Hvem lukkede djævlen ind i vort tempel?’ Lad os rense vores tempelplads for alt det som ikke hører hjemme i os. Lad os sammen rive os ned og lukke vores indre markedsplads og svinge pisken over djævlen. Vi må ikke være bange, for selvom vi har bygget på det menneske vi er blevet til i mange mange år, så vil alt vi bryder ned kunne bygges op igen. Jesus vil fylde vores tempelplads med det der hører en tempelplads til.

LATERANKIRKENS INDVIELSE  (32. alm.søndag 2017)

Søndag 12. nov. (hvid).  

1.L.: Ezekiels Bog: kap. 47, v. 1-2, 8-9 og 12

Sl 46, v. 2-3, 5-6 og 8-9

2.L.: 1 Korintherbog. kap. 3, 9b-11 og 16-17

Ev.: Joh kap. 2 1 v. 3-22
                                                                        

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Davide

    (Pavens dag og Kollekt af Peterspenge)

Pastor Judes prædiken til Alle Helgen kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til Alle Helgen 2017.

Ev: Matt 5, 1-12

Mange af os har sikkert stået med armen nede i et græskar indenfor den sidste måned. Vi har gravet slimet græskarkød ud med vores hænder og skåret farlige ansigtsudtryk som med den rette stemning og stearinlys kan skræmme dem der kommer forbi vores dør. Ja, disse græskar står foran mange huse i denne mørke tid, og overalt i supermarkeder er græskar sat på tilbud som Halloween-græskar.

Halloween fejrer man i nogle lande aftenen før Alle Helgen klædt ud som hekse og skeletter, og det er man lidt efter lidt også begyndt på i Danmark, men det er som om vi i Danmark glemmer noget. Halloween er som en optakt til festen for Alle Helgen, men ikke mange her i vores land fejrer helgenerne i dag. Lad os derfor her i kirken altid huske at fejre, ikke kun Halloween, men også dagen i dag, hvor vi fejrer alle de helgener som passer på os og hjælper os.

Vi kender alle sammen mange forskellige helgener. Så snart vi kommer lidt ind i december skal vi fejre nogle af dem sammen. Vi skal fejre Sankt Lucia som tog sine egne øjne ud og som derfor er helgen for de blinde. Vi skal fejre Sankt Nicolaus som i hemmelighed gav gaver til børn – nu, her mange år efter er han bedre kendt som julemanden, men vi havde slet ikke kendt julemanden hvis det ikke var for den helgen som hedder Sankt Nicolaus.

Sankt Lucia og Sankt Nicolaus er 2 meget kendte helgener. De har begge betydning for vores tradition og fejring af fester i Danmark, men der findes rigtig mange andre helgener. Der findes én for dem der er på rejse, én for dem der har mistet deres nøgler og der findes andre for forskellige sygdomme. Når vi læser om en helgen vil vi læse at de er født på samme måde som du og jeg. De har spist morgenmad og gået i skole og læst bøger gået i seng – nogle gange uden at børste deres tænder. De har levet helt almindelige liv, men så er der sket nogle ting, så disse mennesker har gjort noget godt for andre. De har levet et liv hvor deres tro var det vigtigste – hvor kærligheden til Gud og næsten var meget vigtigere end deres egne idéer.

Der er sket mirakler i deres liv. Det er mirakler som har fået betydning for verden, og på grund af den måde som de har levet på, fejrer vi dem nu i dag og på de dage som kirken markerer som deres festdage. De er startet som helt almindelige mennesker, de har gået i kirke og til første kommunions undervisning, og de er blevet firmet, så alle os der er her i dag har muligheden for at efterligne dem.

Lad os derfor blive inspireret af alle de helgener vi læser om. Lad os ikke bare grave med armen i et græskar og klæde os ud som en farlig heks, men lad os også i dag læse om nogle helgener og sætte os ind i hvordan de har levet deres liv. De kan nemlig alle inspirere os til at vælge noget andet i vores liv, så også vi sætter næstekærligheden højt. når vi efterligner Sankt Nicolaus og deler gaver ud til børn i hemmelighed, eller når vi arbejder med nødhjælp som Sankt Vitus så går vi de veje som Gud har lagt foran os.

Salige er de barmhjertige, salige er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden, salige er dem som stifter fred, salige er dem som forfølges på grund af retfærdighed. Sådan siger Jesus til os i dag, og sådan taler Gud til mennesket – at salige bliver de mennesker som i deres tid på jorden forstår at kærlighed til Gud og næsten, skaber et helligt liv.

ALLE HELGEN (31. alm.søndag 2017)

                                 Søndag d. 5. november (hvid)

1.L.: Johs. Åb.: kap. 7, v. 2-4 og 9-14

Sl 24, v. 1-2, 3-4ab og 5-6

2.L.:  Johannes 1. Brev: kap. 3, v. 1-3

Ev.: Matt.: kap. 5 ,v. 1-12a
                                                     (Kirketælling)

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude

Alle messetiderne  for november kan læses enten på linket: Kalender eller på forsiden under rubrikken: Begivenheder