Den 2. SØNDAG I FASTEN 2018. 

                                    Søndag d. 25. februar (viol)

1.L.: 1. Mosebog: kap. 22, v. 1-2.9a.10-13.15-18
Sl 116, v. 10+15.16-17. 18-19.
2.L.: Romerbrevet: kap. 8, v. 31b-34.
Ev.: Mark: kap. 9, v. 2-10.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

1. SØNDAG I FASTEN 2018

                        Søndag d. 18. februar ( viol.)

1.L.: 1 Mosebog: kap. 9, v. 8-15

Sl 25, v. 4-5b.6+7bc.8-9.

2.L.: 1. Petersbrev: kap. 3, v. 18-22.

Ev.: Mark 1,12-15.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude

Pastor Judes prædiken til Askeonsdag kan læses under linket: Søndags Prædiken

Askeonsdag 2018,. Matt.6: 1-6 og 16 – 18

I dag starter vi den første dag i fasten. En tid der peger hen mod Jesu opstandelse, hvor vi får en chance for at forberede os og fordybe os i vores tro. Faste, bøn og almisse er de tre ord der vi kendetegne alle dage fra nu og indtil vi sammen skal fejre påsken.

Hvis vi ikke retter fokus mod at være oprigtige kan vores faste nemt komme til at sidde uden på tøjet. Bønnen viser vi med foldede hænder, fasten bliver synlig fordi vi ikke spiser og almissen falder ned i tiggerens taske på vores vej fra arbejde. Gør vi sådan har vi opfyldt fastens regler, men fasten handler ikke om regler, love og forbud. En sådan faste ligner mere en helt almindelig slankekur, hvor mange mennesker vender tilbage til deres gamle livsstil bagefter.

Fastetiden kan give os meget mere end det, men for at opnå mere må vi gå ind i fastetiden med oprigtigt hjerte. Vi må gøre dette – faste, bede og give almisse med den tanke at vi ikke gør det for at andre mennesker skal tænke godt om os, men derimod for at nærme os Gud. Når vi ikke spiser noget unødvendigt, når vi beder, når vi læser Biblen og giver omsorg så vil vi blive åbne for at Gud har indflydelse i vores liv.

Gud gav sin søn som døde for vores synders skyld. Han døde for os i hengivenhed. Sådan viste Gud sin kærlighed til os, og med fasten har vi chancen for at vise vores taknemmelighed og vandre med Ham. Vores vandring denne faste handler ikke om noget i denne verden, – det vi gør handler om at blive moden i Kristus. Gennem vores personlige erfaringer modnes vores tro og vi får et nyt grundlag at vokse fra.

Det kan ske at nogen spørger os: ‘hvad faster du fra i år?’ Og det rigtige svar til det spørgsmål bør være at vi faster fra synden. Asken i dag symboliserer døden – at alt er slut, for sådan er fasten en forberedelsestid inden vi fornyer vores dåbsløfte til påskevigilien. Det er en tid hvor vi kan dø fra alt det dårlige som fylder vores liv, for at gøre plads til det der giver vores liv det rigtige indhold.

Guds nåde venter på os, men det er op til os at tage imod den. Lad denne faste være en glædens faste, en nærværets faste – en faste hvor vi alle vil vokse i troen, så vi ikke modtager Guds nådegaver forgæves.

Pastor Judes prædiken til d. 6. alm. søndag 2018 (Fastelavn) kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til den 6. alm søndag 2018 (Fastelavn)

Ev.: Mark 1, 40-45.

Nogle gange når livet er svært kan vi mennesker få den tanke: ’At bare jeg dog var en helt anden person’. Vi kan ønske at vi kan overtage livet fra én der har det lettere end os. Og så kigger vi os omkring og ser med vores øjne at alle – næsten alle – har det lettere end os. De bærer mindre byrder – ja, sådan ser det i hvert fald ud!

Men på samme måde kigger disse mennesker på os, og ser ikke de byrder vi bærer på. For sådan er det med byrder – de er ofte usynlige og lette for dem der ikke selv bærer på dem. I dag er det fastelavnssøndag. Det er en mulighed for netop at blive en helt anden som tilsyneladende ikke har byrder at bære på.

Man kan blive Superman eller Batman eller et farligt dyr. Man kan vælge mellem en masse figurer som ser ud til ikke at have én eneste bekymring i livet. Let og legende redder superhelte dem der er i nød, og andre farlige figurer kan skræmme al ondskab væk.

Desværre er livet ikke så enkelt. Gud har skabt os i vores krop med vores sind, og det er den pakke vi må acceptere og leve livet med, uanset om det er sommer, vinter eller fastelavn. I evangeliet i dag møder vi en mand der er spedalsk. Udenfor byens mure har han sikkert også siddet og kigget på alle og tænkt at de havde et lettere liv end ham.

Men denne mand har ligesom os kun EN krop og ET sind. På samme måde som os er han bestemt til at få det bedste ud af det han har. Så han henvender sig til Jesus, og Jesus helbreder ham. Det er fantastisk for ham og han bliver lykkelig, og går direkte ud og gør ALT det Jesus har sagt at han ikke skulle. Han fortalte alle om det i stedet for at blive undersøgt af præsten og bringe et offer.

Og hvad har den tekst så med os at gøre? Jo, de ord som evangeliet taler til os i dag handler om at dét Gud har givet os i livets og dåbens gave – det kan vi udrette noget med, uanset om vi skulle opleve sorg og sygdom på vejen. Ved bøn, vilje og tålmodighed kan vi udrette noget. Paven har erklæret i dag som Verdensdagen for de syge.

Paven lægger især vægt på at sygdom og korsets smerte ikke er en håbløs tragedie. Smerten ved korset gennemborer Marias sjæl men lammer ikke. Smerten er en påmindelse om alt det andet som hun har båret på. Hun bar på Jesus før han endnu var født, hun bar på og det moderlige kald for sin Søn og for hele kirken.

Hver gang vi oplever modgang i vores liv, og pludselig ser at knuden løser sig, må vi huske den spedalske mand men også på Maria. Han sidder der – udstødt og uden værdighed. Han er samfundets laveste. Jesus giver ham en ny rigdom i sit liv – nemlig renheden, og Jesus fjerner hans bekymringer. – Og hvad er så mandens tak?

Fuld af glæde og stolthed går han ud og afslører Jesus og forråder på en måde den tillid Jesus har vist ham. Manden gør det modsatte af det Jesus ønsker. Det er en påmindelse til os alle om at være trofaste i vores tro, både når det gælder og det ikke gælder. Lad os ikke kun bede til Gud i vores smerte, mens også efterleve Hans ord til os i vores glæde, for sådan viser Maria os at vi ikke må miste håbet. Hun mistede sin søn, men alligevel vandt hun ham, fordi hun ikke ønskede sig et liv uden ham.

På samme måde KAN vi og SKAL vi bære livets smerte, for uden smerten kunne vi ikke få glæden, men glæden ville vi ikke leve uden. Jesus viser os her på Verdensdagen for de syge sin herlighed og efterlader kærligheden til os.

Lad os i dag tage vores fastelavnsmaske af og i et øjeblik af sandhed lægge al vores afmagt frem for Gud. Snart begynder fastetiden og i dag er en god mulighed for os til at erkende smerten men ikke lade den lamme os på trods af at den gennemborer vores sjæl.

Lad os med den tanke fejre dåben med det håb for Logan at han vil være stærk i sin tro både i smertens og glædes tid i hans liv.

D. 6. ALM. SØNDAG 2018

                                                                                                                                                  Søndag d. 11. februar  (grøn)

1.L.: 3. Mosebog: kap. 13, v. 1-2 og 43-46.

Sl 32, v. 1-2, 5 og 11.

2.L.: 1. Korintherbrev: kap. 10, v. 31–11

Ev.: Mark: kap. 1, v. 40-45.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Pastor Judes prædiken til Herrens Fremstilling i Templet kan læses under linket: Søndags Prædiken. Den litugiske Kalender 2018 kan også læses under linket: Lit. Kalender. 

Prædiken til Kyndelmisse – Herrens Fremstilling i Templet.

Ev: Luk 2,22-40

På Jesu tid var det sådan at når en kvinde havde født en datter var hun uren i 80 dage. Havde hun født en søn, var hun uren i 40 dage. I de 40 dage kunne hun ikke gå ind i templet, men når tiden var gået kunne hun gå til templet og vise sit nyfødte barn frem. Det er netop det der sker i evangeliet i dag, hvor Maria og Josef bringer barnet til Jerusalem for at vise ham frem for Herren.

En vigtig påmindelse for os i denne handling er, at vi kan rammes af den tanke at mange love og regler ikke gælder os, men kun alle de andre, der ikke er lige så dygtige eller kloge som os. I disse situationer er det vigtigt at huske på, at mange af de ting vi læser i Biblen OGSÅ gjaldt Josef og Maria – og ikke mindst Jesus – verdens frelser. Det er et godt perspektiv at se vores liv i, når vi tror at vi kan snige os udenom eller gå en lettere vej til målet end de andre.

I templet møder det unge par og barnet Simeon og Anna. Simeon har bedt til Gud, for han havde et brændende ønske om at dø med den fred i sjælen at han med egne øjne havde set Herrens salvede – altså Jesus. I dag bliver hans bøn hørt, og Helligåndens løfte til ham bliver indfriet. Simeon tager Jesus i sine arme og lovpriser Gud.

Simeon og mødet med Jesus giver os en trøst her i 2018. At i vores bøn venter nåden og frelsen på os. Vi må have tålmodighed i vores troens liv – akkurat som det er tilfældet i alle øvrige dele af vores liv. Man siger at Rom ikke blev bygget på én dag, og ligeså er det med vores ægteskab, vores opdragelse af børnene og vores forhold til Gud. Ingenting der skal holde i mange år bliver bygget på én dag. Det meste kan brydes NED på bare én dag, men opbygningen tager tid, og vi skal tænke os godt om for at bygge et fundament der holder.

Simeon havde bygget et fundament af tro som holdt. Tålmodigt ventede han på at få indfriet det han var blevet lovet, og i dag kom dagen, hvor Gud viste sig for ham gennem det lille barn i armene. Med dette møde blev Simeon klar til at møde døden i visheden om at Gud havde sendt sin frelse, og at frelsen ville vente på ham når han lukkede sine øjne en sidste gang.

Vi er gået gennem en lang mørk tid denne vinter. Hver eneste vinter kan man få den tanke at den aldrig hører op og aldrig får ende, men SÅ midt i den mest dystre tid, bryder en vintergæk op fra jorden og giver os håb om at huen og vanterne snart kan lægges væk og skiftes ud med is på en pind og korte bukser. En vintergæk er som Gud der minder mennesket om håbet.

Og der er god grund til at håbe! I dag fejrer vi kyndelmisse – det betyder at halvdelen af vinteren er gået. Med kyndelmissen inviterer vi igen lyset ind, og ser frem mod alle de farver som snart vil erstatte det grå og grønne som Danmarks præges af når det er vinter. Lyset vi inviterer ind er et symbol på Jesus. Tålmodigt har vi ventet på denne dag, og Gud vil lønne os i 2018 som Han har gjort det alle år indtil nu.

Sådan kan vi regne med det sker når vi kigger i vores kalender, og sådan kan vi regne med det sker når vi er faste og trofaste i vores bøn gennem hele livet. Da vil Herren også lade os tjenere der er her i dag leve videre med håbet og når tiden er inde lade os gå herfra med fred.

HERRENS FREMSTILLING I TEMPLET.

                                                                                                                                                Søndag d. 4. februar ( hvid)
1.L.: Malakias’ Bog: kap. 3, v.1-4
Sl 24, v. 7.8.9.10.
2.L.: Brevet til Hebr. kap. 2, v. 14-18.
Ev.: Luk. :kap.2, v. 22-40 eller 2,22-32.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude