LANGFREDAG

                                                                                                                                                 Fredag d. 30. marts (rød)

1.L.: Esajas’ Bog:kap. 52, v. 13–53 og 12

Sl 31, v. 2+6.12-13.15-16.17+25.
Resp.: ‘ Fader, i dine hænder betror jeg min ånd’.

2.L.: Brevet til Hebræerne: kap. 4, v. 14-16; 5,7-9.

Ev.: Joh.: kap. 18, v. 1–19 og 42.
                                                                                                                                                            Faste- og abstinensdag.
                                                                                                                                                        Kollekt for Det Hellige Land.

Lidt forsinket kommer Pastor Judes prædiken til Palme Søndag. Den kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til Palmesøndag 2018

Ev: Mark 15, 1-39

Palmesøndag er i vores kirke indledningen til det vi kalder for den stille uge. Det kan godt være at de næste dage er fyldt med stilhed for os, og at vi eftertænksomt nærmer os påsken, men for Jesus var de kommende dage nok ikke at forbinde med hverken stilhed eller eftertænksomhed.

Fra de første skridt æslet tog ind gennem Jerusalem og indtil kvinderne finder graven tom må Jesus gå mere igennem end et menneske kan bære. Han vil blive forrådt, hånet, slået og udstillet, og vi må være stille tilskuere til det der kommer til at ske. Men det barske i historien vil måske hjælpe os til at være stille, og med ydmyghed reflektere over hvad Jesus egentlig er gået igennem for vores skyld.

Inden vi træder ind i den stille uge, må vi dog fejre og erkende hvem Jesus egentlig er i lighed med de der med glæde udtrykte, at svaret på deres længsler kom ridende der på æslet. I dag er de glade og hilser ham fordi de tror han er løsningen på alle deres problemer. Han er den konge, der vil komme og løse alt hvad der var bundet og svinge sin kniv over de som handler uretfærdigt.

Men de bliver skuffede, for Jesus er ikke den slags konge. Han kommer ridende på æslet for at løse alt der er bundet, men ikke på den måde som folket ønsker det. På samme måde er Jesus kommet ridende ind i vores liv. Han er kommet for at løse alt hvad der er bundet i vores liv, men ikke på den måde som vi kunne have ønsket det.

Sådan sker det at der kan opstå den samme vrede i mennesker, som der opstår i de mennesker der ender med at korsfæste ham. I mit møde med mennesker møder jeg ofte dem, der siger at Gud har forladt dem, at Gud har givet dem et svært liv, at Gud ikke løser de hårde knuder, der gør livet svært. Men hvilke forventninger sætter vi til den konge, som er konge over vores kirke og i vores liv? Sætter vi den forventning, at vi kan handle uden næstekærlighed, uden omsorg og alligevel træde på livets vej, som var det en blomstereng med evig solskin?

Eller sætter vi vores forventning til at Jesus må udrydde alt ukrudt omkring os – fordi det pludselig er os der er dommere over rigtigt og forkert, godt og dårligt? Da vil vi opleve at Jesus ikke er konge i vores liv, for ordet konge har en anden betydning, idet Gud ikke er en konge der befaler fordeling af magt og ting, men en konge der befaler om kærlighed og det der er bundet og løst i vores hjerte.

Det ville være dejligt hvis Jesus var kommet og blevet konge for at kunne betale vores regninger, give os penge tilbage i Skat og hente børn i børnehaven når mor og far har travlt. Det ville være en konge med forstand – en konge der ville forsøde vores liv, men Jesus arbejder ikke i overfladen. Jesus arbejder ikke i vores liv, for at rette de fejl vi selv vil pege på.

Jesus tager fat om roden i menneskers liv. For sådan sker det at han altid svarer når vi beder til ham, at han altid er i vores liv uanset om vi taler med ham eller ej, men at hans formål med os er at tage fat om ondskabens rod og om glædes rod. Jesus arbejder på at mildne vores hjerte. Pave Frans sagde i sit fastebudskab at den som faster mister sit hjertes voldsomhed. Og i dette ligger der muligheden for en eftertænksomhed hos os alle.

Den som faster i fasten, den som er stille i den stille uge – dén vil opleve en mildhed i sit hjerte. Dermed vil det menneske ophæve det misforhold der er mellem hvad vi forventer af en konge, og det som Jesus vil give os. I dag rider han ind i Jerusalem og ind i vores liv for at minde os om at han ikke ønsker magten over Skats hjemmeside eller over en kommende lock-out. Han er kommet til os for at mildne vores hjerter.

PALMESØNDAG. 

                                                                                                                                                        Søndag d. 25. marts (rød)

Palmeprocessionen:

Ev.: Mark 11,1-10 eller Joh 12,12-16.

Messen:
1.L.: Esajas’ Bog: kap. 50, v. 4-7

Sl 22, v. 8-9.17-18a.19-20.23-24.

2.L.: Filemon’s Brev: Kap. 2, v. 6-11.

Ev.: Mark: kap. 14, v. 1–15 og 47 eller 15, v. 1-39.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude

(Der er et kort LU møde efter messen)

Den 5. SØNDAG I FASTEN

                                                                                                                                                    Søndag d.18. marts (viol.)

1.L.: Jeremias. Bog: kap. 31, v. 31-34

Sl 51, v. 3-4.12-13.14-15

2.L.: Brev til Hebræerne: kap. 5, v. 7-9.

Ev.: Joh. kap.12, v. 20-33.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Davide

Husk! Der er valg til Menighedsrådet efter messen

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Fasten kan læses på linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 4. søndag i Fasten 2018

Ev: joh 3, 14-21

En dag var en mand ude og køre med taxa. Som turen gik gennem gaderne, sad manden og tænkte på om han havde husket at få sin pung med. Nervøst klappede han sig selv på lommerne og stak hånden ned i dem alle kun for at finde nullermænd. Manden kiggede også efter sin pung under sædet i taxaen for det kunne jo ske at han havde tabt den. Det stod dog hurtigt klart for manden at pungen måtte ligge hjemme på køkkenbordet, hvor han havde glemt at tage den med sig. Manden var bange for at sige til taxa chaufføren at han ikke havde penge med, og fik derfor en meget bedre idé. Manden sagde til chaufføren: ’Er det muligt at du kunne standse ved den næste tankstation? Ser du, jeg har brug for at købe en lommelygte, for jeg har tabt en tusinde kroner seddel i din taxa og jeg kan ikke finde den!’ Således standsede chaufføren ved den næste tankstation, manden gik ind i butikken og da han vendte sig om kunne han se chaufføren køre hurtigt væk derfra.

Moralen i denne lille historie handler ikke så meget om manden der løj om tusinde krone sedlen og lommelygten. Nej, moralen handler mere om taxa chaufføren. Han som kørte væk fordi han troede at der i hans bil lå en tusinde krone seddel – penge han ville tage uærligt. Moralen er naturligvis at handler vi uærligt, så befinder vi os i mørket. Det er et mørke hvor der ingen vindere er. Et mørke hvor der kun findes tabere. Sådanne tabere hører vi også om i evangeliet i dag. Mennesker som ikke tror på Gud, fornægter Jesus og i det hele taget kun overlader deres skæbne til andre mennesker eller sig selv.

I kontrast til det hører vi også om lyset. Lyset hvor sandheden lever. Den sandhed hvor vi kan læse at enhver som handler i lyset handler på vegne af Gud. Det er altså et helt særligt bånd der findes mellem menneske og Gud i lyset, og det er netop dét bånd vi stræber efter som kristne at have med Gud. Det bånd er lidt som det snørebånd vi har på vores sko. I har sikkert alle prøvet at når vi strammer det snørebånd med en knude og en sløjfe så ser båndet flot ud, men når vi har gået nogle kilometer må vi nogle gange standse op og stramme sløjfen igen. Med vores bånd til Gud er det næsten det samme. Vi beder, lægger en mønt til Jomfru Maria, sløjfen er strammet. Så går vi hjem og langsomt i løbet af ugen går sløjfen op – vi har mange gøremål, bekymringer og andet der fjerner vores fokus på at lyset og vores frelse kommer fra Gud, og igen må sløjfen strammes lidt til. Således strammes og løsnes båndet gennem hele vores liv.

Vi inviteres i dag af evangeliet til særligt at overveje hvilke årsager der er til at vi nogle gange løsner det bånd vi har til Gud. For én ting er sikkert – det er aldrig Gud der løsner båndet til os. Han har givet sin kærlighed til mennesket for evigt med evigt liv, og Han sendte os sin søn, for at give os vished om alt det vi var blevet lovet. Vi inviteres altså i dag til altid at sige ’ja’ til Guds kærlighed – altid at sørge for at både knuden og sløjfen på det bånd vi har til Ham er strammet godt til. Sådan vil vi nemlig altid leve i lyset, hvor ingen løgn og onde gerninger kan overleve. Ved at sige ja i dag og ja alle de dage der kommer, vil intet mørke få magten over os. Intet mørke vil narre os eller friste os med en forsvundet tusinde kroner seddel i vores bil. Gå derfor med sandheden i dag, gå ind i lyset og bind jeres sløjfe stramt for da vil alle Jeres gerninger være i Gud.

Den 4. SØNDAG I FASTEN. 

     Søndag d. 11. marts (viol) 

1.L.: 2. Krønikebog: kap. 36, v. 14-16.19-23

Sl 137, v. 1-2.3.4-5.6.
Resp.:  ‘Gid min tunge må klæbe til ganen,
hvis jeg ikke husker dig, Jerusalem’.

2.L.: Brev tilEfeserne: kap. 2, v. 4-10.

Ev.: Joh.: kap. 3, v. 14-21.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Fasten kan læses på linket: Søndags Prædiken

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i fasten.

Ev: Joh 2, 13-25.

For lidt mere end to uger siden startede vi årets faste. Vi var sultne og havde måske allerede mistet modet ved tanken om at endnu 40 dage skulle gå, før vi igen kunne nyde livet. Men Jesus gav os et håb, da vi de sidste to søndage har hørt om hans kamp ude i ørkenen, og om hvordan han viste sig for mændene på bjerget. Han gav et håb om at trods vores problemer, trods vores kampe i livet så er der altid en frelser og forløser. Jesus lovede os nemlig ro og stilhed i ørkenen – ja, en slags pause fra livets travlhed, og på bjerget forvandlede han sig foran vores øjne, så det blev klart, for de der havde glemt det, at han er lige midt i blandt os alle.

I dag er sagen anderledes. I dag ser vi ikke Jesu milde ansigt – i dag ser vi derimod hans vrede. En vrede som ikke anerkender vores tempel, endda en vrede som vil rive det hele ned og bygge noget bedre. Templet kan være et billede på mange ting, både samfundet, kirken, verden men vigtigst af alt et billede på os selv. Et billede på dig og et billede på mig.

Nogle af os lever i et stort tempel. Et tempel vi plejer med gode oste, store bøffer og lækre poser med slik, mens andre lever i et mere beskedent tempel, som kun fyldes med groft brød, grøn te og grøntsager. Alligevel kan disse to slags templer have noget tilfælles. Jesus kan blive vred på dem begge, og han kan have lyst til at bryde dem begge to ned.

Et tempel som Jesus føler vrede over og derfor føler sig fristet til at bryde ned kan være et tempel – altså et menneske – som er troende og går i kirke, men kun husker ritualerne og bønnen. Ritualer og bøn er godt, for det gavner vort fællesskab og det gavner vores nærvær med Gud, men bøn og ritualer må aldrig stå alene. Vi må altid huske, at vi som mennesker har en forpligtelse, nemlig først og fremmest at handle næstekærligt overfor vores brødre og søstre.

Det er der, vores tempel vokser. Det er det tempel vi hele livet må bygge på – altså den omsorg vi giver andre mennesker, det at vi giver os tid til at tale og ikke mindst lytte, det at vi altid gør vores bedste for at arbejde for næstekærlighed. Et sådan tempel, altså et sådan menneske, er værd for Jesus at bygge videre på.

Vi befinder os i øjeblikket midt i fastetiden. Vi er blevet hjulpet på vej med Jesu milde ansigt og hans kærlighed, som har sendt os på vores vandring i ørkenen. Han har vist sig for os for at give håb, så lad os derfor nu bremse op og kigge kritisk på vores eget tempel. Hellighed er ofte noget, vi tror, vi kan se på det ydre; på præstens tøj, hvordan vi knæler og hvordan vi modtager kommunionen, men som vi alle ved findes hellighed ikke udenpå tøjet. Hellighed findes under huden – inde i vores tempel, og hellighed kommer ikke sådan pludselig til syne. Hellighed er en egenskab vi alle deler, og således er Gud ikke kun Gud for de udvalgte hellige. Nej Gud er Gud for alle, uanset om Han bryder deres tempel ned og bygger et bedre, eller om Han bevarer det tempel de har bygget på i mange år, fordi det tempel kan bære Hans bud om næstekærlighed.

En opfordring til os alle i dag er at arbejde på at bygge et tempel, hvor vi ikke har brug for at Jesus bryder det ned. Lad os i stedet bygge et helligt tempel i os selv, som kan bære alt det vi står for. Lad os værne om det tempel, for med et stærkt tempel, uanset hvilken vej vi mener at have fundet til Himlen, vil Gud igen vise sit milde ansigt og kærligt tage os i hånden ud i ørkenen for at give ro og stilhed, og op på bjerget for at vise sit ansigt og give os vished.

I første læsning hørte vi om de 10 bud. Lad os alle virkelig tænke på de 10 bud og mærke at Gud inviterer os til skriftemålet – Ikke for at straffe os, eller håne vores fejltagelser. Men fordi Han elsker os og igen vil have nærvær med os.