Søndag den 13. maj 2018.
Ev: Joh 17, 11-19.
Når solen skinner kan vi rigtig mærke at det er forår. Solen giver os varme og grønne blade og vi ved at det betyder at sommeren er på vej. I butikkerne kan vi købe små frø – de fylder kun bunden af en lille pose. Lægger vi dem i jorden, og vander dem vil de vokse til mægtige planter som vil give os salat, ærter, gulerødder og meget andet.
Når vi holder frøet i vores hænder, kan vi kigge på det og tænke: ’Jeg er nu ejer af gulerødder’. Men tingene tager tid. Ja vi ejer gulerødder – vi ejer dem for vi står med kernen til grøntsagen, men vi har ikke gulerødderne endnu. Dem må vi vente på mens vi passer og plejer frøene.
Når vi taler om frø og gulerødder her i kirken i dag, er det fordi evangeliet byder os på en tekst som også handler om at vente og se noget udvikle sig til noget andet. Mange af os er kommet her til Danmark fra et andet land. Vi er vietnamesere, polakker, tamilere, englændere eller filippinere men vi LEVER i Danmark. Hæver vi os over det, kan vi sige at vi er Guds folk, men vi LEVER i denne verden.
Det er sådan Jesus taler til os i dag. For vi må huske, at når vi handler og gør noget i denne verden så gør vi det som et Guds folk. Jesus har også været i denne verden, så han ved om nogen hvilke problemer vi står overfor. – Som det står skrevet: Alt det gode jeg ønsker at gøre, gør jeg ikke, men alt det onde jeg ikke ønsker at gøre, det gør jeg.
Jesus beder for os: ’Tag ikke mennesket ud af verden, men bevar dem fra det onde. Hellig mennesket i sandhed’ og sådan er Guds håb for mennesket – at vi kan være her i denne verden som Guds folk men alligevel indordne os og komme overens med verden. Vi må stå imod og kæmpe for at være et Guds folk med de værdier som Gud har givet til os.
Det er kærligheden og næstekærligheden som må være overskriften i vores liv, for sådan har Jesus sendt os ud på denne vandring. Og det er ikke nogen let opgave vi er givet, for at gå gennem alt dette denne verden kræver af os, kan vi ikke gøre uden at synde – ikke bare én gang men mange gange. Dette skyldes ikke mindst vores egne fejl og mangler, men også det at vi som mennesker i denne verden konstant mødes af angreb og mistillid.
’Jeg har givet dem dit ord’ siger Jesus i sin bøn til Gud. I det ligger der et løfte til os, en tillid mellem mennesket og Gud som ikke kan brydes. Det er et stærkt bånd som bygger bro over troskab og synd, og med Helligånden i blandt os forstærkes dette bånd, da Gud dermed ikke er et fjernt begreb, men en på mange måder håndgribelig Ånd der virker mellem mennesker, men også virker som et bindeled til Guds Rige.
Frøet vi lægger i jorden og passer og plejer indtil vi kan tage vores gulerødder op er som et billede på denne verden og Guds Rige. Vi kan ikke omhyggeligt lægge frøet, og forlade det hele foråret og sommeren med, og så regne med at frøet giver afkast. Fordi vi ejer frøet er det ikke sikkert at vi også ejer guleroden. Frøet giver os sit ord – at hvis vi passer og plejer det, så vil det give afkast.
På samme måde er vi med vores dåb lovet et afkast. At vi er Guds folk der lever i denne verden. Gud har givet os sit ord – at vi ikke er af denne verden, ligesom frøet i vores forårskolde hænder ikke er en gulerod. Vi er med andre ord endnu ikke der hvor vi er bestemt til at være. Men på trods af det må vi passe godt på livet og behandle det med værdighed.
Kl.10:
I dag døber vi Laura som med dåben loves et afkast. Lad os alle bede for at Gud vil lade alt hvad Laura sår i livet, vokse, så hun vil høste frugten af et liv med tro, håb og kærlighed. Lad os med den tanke døbe Laura.