Mødets referat kan læses under linket: Lokaludvalget

Referatet til LU mødet søndag d. 23. september 2018

Tilstede: Lalin, Ophelia, Nishanthi (for Anton), Mark, William, Pastor Jude.

Fraværende: Derek, Marie

Pkt. 1: Orientering fra formanden (W) W gennemgik menighedens rolle i

de liturgiske handling siden jul og kunne konstatere, at alt var gået

godt. Derefter orientering fra PR og det sidste LU møder og

konkluderede med bispedømmets økonomiske situation (PR)

Pkt 2: Sognepræstens orientering (PJ) PJ nævnte besøg af Skt. Theresé af

Lisieux’s relikvier til Aalborg d. 6. nov. samt præsternes studieuge i Kbh.

Pkt 3: Nyt fra andre udv. O orienterede om opstarten af undervisningen. Der

har været nogle opstartsproblemer. PJ gennemgik og forklarede

tilmeldings proceduren.

Pkt. 4: De nye LU vedtægter. (W) W gennemgik de fornyelige vedtaget LU

vedtægter.

Pkt. 5: Postkassen ved vejen (W) W påpegede, at postkassens nuværende

placering ikke opfyldt de nye regler. Frivilligt arbejde til flytning af

postkassen søges. Lalin og Joy vil se på dette.

Pkt 6: Vedligeholdelses projekter: (W)

a) Gavlen ved nr. 5a W nævnte, at den sydlige gavls furer trænger til en

behandling. PJ vil kontakte et medlem af menigheden, som har lovet at

lave det.

b) Kirken; både ind og udvendigt: W nævnte, at træværket omkr.

menighedsalens dør trænger til en omgang maling. Frivillige søges.

W nævner det under kirkelige meddelelserne

c) Indmuret pengeskrin til de fattige ved indgangen: W nævnte, at

nøglen er væk og kan ikke åbnes. PJ vil finde en låsesmed til at genåbne

det.

Pkt: 7 (Tilføjelse) Kirkekaffen (N) N forklarede, at ordningen halter én gang

imellem. Hun kommer med et udkast til en ny ordning.

Evt. Næste møde samt nye punkter til næste møde:

a) Næste møde: Formanden fastsætter det sammen med sognepræsten.

b) DUK: Manglende forældre opbakning samt en større deltagelse i de

arrangerede aktiviteter fra de unge. Også de nye betalings regler

for medlemmerne.

c) Aflåsning af kirken efter messen – William nævner det under

kirkelige meddelelserne

d) Vaskning af beskidte linned fra efter messen. Frivillige søges. W

nævner det under kirkelige meddelelserne

Pastor Jude (Sognepræst)

William (Formand og referent)

D. 26. ALM. SØNDAG 2018

                                                                                                                                                  Søndag d. 30. sept. ( grøn)
1.L.: 4. Mosebog: kap. 11, v. 25-29

Sl 19, v. 8.10.12-13.14.

2.L.: Jakobs brev: kap. 5, v. 1-6.

Ev.: Mark: kap. 9, v. 38-43.45.47-48.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Faste- og bededag for Kirken og Paven

Som allerede meddelt besluttede Den nordiske Bispekonference på sit seneste møde, at der skal afholdes en faste- og bededag for Kirken og pave Frans hhv. fredag den 5. oktober og søndag den 7. oktober.

Hvorfor?

Hvorfor dette særlige bededagsinitiativ for Kirken og Paven? Er det ikke et permanent anliggende, som vi hele tiden er opmærksomme på? Hver gang, vi fejrer messe, beder vi i nadverbønnen for Kirken og Paven. Lige efter ”Fader vor” i messen beder vi: ”Herre Jesus Kristus… Se ikke på vore synder, men på din Kirkes tro og før den efter din vilje til fuldkommen

enhed og fred.”

Der er således altid blevet bedt for Kirken og Paven. Det hører med til vor forståelse af os selv som kristne, at vi lever vort liv i Kirken og sammen med den. Desuden føler vi os i vore lokale

fejringer, ikke mindst af Eukaristien, forenet med Paven og biskopperne.

Hvorfor netop nu?

Når vi nu opfordres til særlig bøn og bod, er det, fordi der i den seneste tid er sket og sker mange ting, som foruroliger og bedrøver os. Der har i hele Kirkens historie ofte været spændinger, ufred og eksempler på livsførelse i modstrid med evangeliets ånd og Guds bud. Sådanne tilstande konfronteres vi også med nu.

Sager om seksuelle overgreb

Sager om præsters og biskoppers seksuelle overgreb af især børn og unge og forsøgene på at dække over dem bliver desværre ved med at komme frem. Overgrebene er foregået over lang tid og drejer sig derfor ofte om forhold, som ligger flere år tilbage. Der er i de senere år blevet gjort meget for at forhindre, at noget lignende kan finde sted, og for at gøre kirkelige miljøer til sikre steder at være for børn, unge og udsatte voksne.

Ikke desto mindre har ofrene i lang tid måttet sidde tilbage med smertelige følger og ubehagelige minder, ofte uden at nogen har lyttet eller taget hånd om dem. Også resten af kirkefolket er berørt af smerte, frustration og forargelse over, at sådanne ting har kunnet finde sted i Kirken.

Vi ved, at kun en lille del af gejstligheden har gjort sig skyldige i overgreb, og at Kirkens mission fortsat er ædel og nødvendig, at Kristi budskab stadig skal forkyndes. Derfor er det også vigtigt, at der gøres alt, for at Kirken ikke fremstår som utroværdig og irrelevant og får folk til at vende den ryggen og til på forhånd at lade være med at lytte til den.

Uro, splittelse og kritik i Kirken

Også dette har altid været en del af kirkehistorien, nogle gange med katastrofale, langtrækkende og permanente følger. I Kirken er der som en del af dens universelle karakter plads til kulturelle, nationale og sociale forskelligheder. Kirken bliver beriget og inspireret af forskellige traditioner, liturgier, fromhedsformer og teologiske skoler. Det sker også, at disse emner giver anledning til diskussion, nogle gang også ved at udfordre dele af tros- og morallæren. Også tidligere har paver, biskopper og præster måttet stille op til spørgsmål og kritik.

Hvad nyt og foruroligende er der så lige nu? Måske er der i princippet ikke noget nyt; men uro og kritik fremstår til gengæld stadigt oftere i sammenhænge, der forventes at være præget af enhed. Nu ser vi, at bispekonferencer kommer med forskellige retningslinjer til implementering af ”Amoris lætitia,” pave Frans’ skrivelse om familien, højtstående personer i Kirken kritiserer hinanden offentligt, og som noget hidtil uhørt er der fra visse kredse stærk kritik af pave Frans selv, indimellem med krav om, at han skal træde tilbage.

Derfor er bøn og omvendelse netop i denne stund så vigtig. Ved at bede om enhed, gøre bod og vise tegn på omvendelse udtrykker vi, at Gud ved sin Helligånd er den eneste, der kan hele sår og skabe enhed.

Udfordringer udefra Med opfordringen til faste og bod tænker vi på de udfordringer i Kirken, som opstår inden for dens egne rammer. Men i denne tid må vi i vor bøn ikke glemme alle de kristne, som er forfulgte for deres tros skyld. Deres situation og den standhaftighed, de viser, ofte med livet som indsats, skal gøre os taknemmelige for friheden til at leve vor tro og opmuntre os til at leve den autentisk.

Hvorfor skal vi alle faste og vise bodfærdigt sindelag?

Nogle vil måske spørge, hvorfor hele Guds folk skal faste og gøre bod, når forbrydelserne i Kirken er blevet begået af nogle få, og de fleste katolikker ikke har andel i den nuværende uro og angreb. Selv om ugerninger og forfald kommer til at fylde meget, tror vi dog også på, at de gode kræfter i Kirken kan rette op på meget. Ikke mindst helgenerne har vist os dette; men enhver kristens gode vidnebyrd, oprigtige tro, ivrige engagement og næstekærlighed er med til at give og gengive Kirken det ansigt, Kristus ønsker, den skal have, så den trods menneskelig krøbelighed i størst muligt omfang udstråler hellighed og formår at formidle sandheden på en troværdig måde.

De seksuelle overgreb og den truende splittelse er det, der i øjeblikket fylder og foruroliger mest.

Dog svækkes Kirken også af, at troen spiller en stadig mindre rolle i manges liv, at søndagsmessen og andet engagement i Kirkens liv ikke længere er selvfølgeligt, at Guds bud ikke længere føles relevante og forpligtende. Hvis troen ikke er stærk og engageret, vil ting som overgreb nemt kunne få mange til at miste modet og tilliden, og hvis der ikke er enighed om budskabet, skabes der rum til forvirring og ligegyldighed.

Få mennesker kan ved deres forbrydelser gøre umådeligt megen skade, og ofte skal der ikke mange til at skabe splid. Til gengæld kan rigtigt mange med et tilsyneladende upåfaldende kristent

vidnesbyrd skabe en positiv opmærksomhed på Kirken og gøre den tiltrækkende og relevant. Det er, hvad faste- og bededagen skal hjælpe os alle med. Lad os gøre den til en hyldest til Gud og en kilde til gensidig opmuntring.

Hvordan gennemføres faste- og bededagen rent konkret?

Fredag den 5. oktober er selve fastedagen. Vi kender fredagen som ugentlig bodsdag, og denne fredag er også første fredag i oktober, hvor vi særligt ærer Jesu Hjerte, altså hylder og åbner os for hans store kærlighed. Jesus har som uskyldig sonet vore synder.

Fredag den 5. oktober opfordres alle til at faste, dvs. nøjes med blot eet solidt måltid, lidt i stil med askeonsdag og langfredag. Om muligt kan man også give afkald på andre goder og vise særlig opmærksomhed på mennesker, som måtte have særlige behov.

I menigheder og ordenshuse anbefales det udover at fejre messen at holde tilbedelse foran det udstillede Sakramente, også gerne længere, end man ellers er vant til.

Søndag den 7. oktober er bededagen. Det er i år også Rosenkransfesten. I flere menigheder har man tradition for at bede rosenkransen før messen. På denne dag opfordres alle menigheder til at gøre det. Rosenkransen minder os om enigheden i Urkirken, hvor ”alle i enighed holdt fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor, Maria, og hans brødre.” (jf ApG 1,14)

Rosenkransfesten blev indført efter slaget over en fjendtlig flåde ved Lepanto i 1570. Det er ikke den form for triumf, vi skal lægge for dagen nu; men derimod hente tillid til, at bøn, og ikke mindst rosenkranbønnen, kan hjælpe os med at overvinde andre trusler og farer, også inden for Kirken selv.

Læsningerne på denne 27. alm. søndag lægger egentlig op til at befatte sig med ægteskab og familie, men kan også inspirere til at fokusere på den oprindelige orden i Guds plan og gøre op med, hvad ”hårdhjertethed” har forårsaget (jf Mk 10,5).

Jeg ønsker for alle, at disse to dage ved en fælles indsats i faste og bøn må hjælpe os med at erfare, at ”Gud er større end vort hjerte,” (1 Joh 3,20b), det hjerte, som nogen gange knuses, andre gange forhærdes, at Gud er større end alt ondt og den uudtømmelige kilde til alt godt.

+ Czeslaw

Pastor Judes prædiken til d. 25. alm. søndag 2018 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 25. alm søndag 2018

Ev.: Mark 9,30-37.

(Kollekt for Katolsk Menighedspleje)

Når et barn fødes går der ikke længe før barnet finder ud af at reaktioner giver resultater. Når barnet græder af sult får det mad. Når barnet rækker ud efter forældrene bliver det omfavnet. Når barnet vågner fra søvnen bliver det løftet op. At denne nærhed opleves igen og igen mellem forældrene og barnet giver tryghed. Barnet lærer at der kommer et svar når det kalder, og sådan vokser barnet op med et fundament af tillid til mennesker.

Når vi bliver unge og voksne erfarer vi at den tillid kan brydes. Det er hårde erfaringen vi får som gør ondt i hjertet og som lægger låg på det indre barn der positivt og tillidsfuldt kigger på livet. Det voksne menneske bliver med disse oplevelser anderledes end barnet. Den voksne lukker sig inde, tager en facade på og beskytter sig selv.

Vi ser det når disciplene følger Jesus. Ingen af dem forstod hvad han sagde til dem, når han talte om død og opstandelse, og det naturlige for et barn ville være at spørge Hvorfor? Hvordan? Hvornår? indtil den voksne ville give et tilfredsstillende svar. – Men hvad gør disciplene? De tier stille for ingen af dem vil udstille deres uvidenhed. Ingen af dem spørger og ingen af dem bliver klogere.

Jesus tager i dagens evangelium et barn, peger på det og siger: ’Tag imod sådan et barn i mit navn, for sådan tager I imod ham der har sendt mig’. Og hvilken mening giver det for os i dag, sammen med Jesu ord om at den største er den der er alles tjener?

Jesus taler også de ord til os. Et barn bekymrer sig ikke om dagen i morgen. På samme måde skal disciplene heller ikke bekymre sig om Jesu død. De skal blot følge ham – VI skal blot følge ham som et barn følger sin far. Sådan er et barns helt naturlige tillid, og derfor må vi ære barnet der er i os alle. Vi må søge tilbage til barnets umiddelbare glæde, dets ubekymrede livssyn og kærlighed uden beregning.

I barnet finder vi Guds storhed, ligesom Guds almægtighed findes i alt det mindste, nemlig i den fattige, den svage og den glemte. Ved at være tjener for alt det mindste i denne verden tjener vi Gud og tager derimod Ham der sendte Jesus.

For at gøre den slags tjeneste må vi grave dybt inde i os selv. Vi kan møde en mur af undskyldninger eller forskellige idéer mellem vores hjerne og hjerte. Som kristne er vi forpligtede til at bøje os ned og tjene den mindste, for deri ligger vores tro. I samspillet mellem os og den fattige eller os og den syge, lige dér opstår nærheden med Gud. Tjener vi ikke den mindste, tjener vi ikke Gud.

For at gøre denne tjeneste må vi selv finde tilbage til barnet i os selv. Det er det barn der kigger på verden med tillid, og vokser til lyden af Guds stemme om kærlighed. Vi må bryde vores egne facader ned og give på trods af utak, handle med barmhjertighed på trods af at vreden gror i os selv. Når vi tjener den mindste handler vi på vegne af Gud – Skabelsens Gud, der skabte alle mennesker i sit billede, i sin ånd.

I dag går kollekten til Katolsk menighedspleje. Så allerede nu i dag under messen har vi muligheden for at gøre tjeneste for de mennesker, der står på kanten af vores samfund. Det er mennesker som allerede nu bekymrer sig om julegaver, ensomhed og vinterens mørke. Lad dem erfare at vi med vores gavmildhed er som moren der løfter barnet op når det rækker sine hænder frem.

Lad os på alle områder åbne vores hjerter og tjene de små for på den måde at udtrykke vores tro og tage imod Gud som sendte sin egen Søn for at tjene de mindste.

 

 Den 25. alm. søndag 2018

                                                                                                                                                        Søndag d. 23. sept. (grøn)

1.L.: Visdommensbog: kap. 2, v. 12 og 17-20

Sl 54,3-4.5.6+8.

2.L.: Jakobsbrev: kap. 3, v. 16– kap. 4, v. 3

Ev.: Mark: kap. 9, v. 30-37.

Kollekt for Katolsk Menighedspleje.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude

(Der holdes et LU møde efter messen)

Der er ingen prædiken fra Pastor Jude fra sidste søndag, da han var bortrejst.

Det andet prædiken er til de ‘voksne’, og ligeledes kan læses under linket: Søndags Prædiken

 Ev. Mark 7, 31 – 37

  I evangeliet møder Jesus en døv mand og som også har en hindring i sin tale.  Det er hans venner, der bringer ham til Jesus. of Jesus. Vi bemærker Jesu følsomhed. Han tager manden til side for at helbrede ham. Vi ser Jesu mildhed i at beskæftige sig med manden på en meget personlig og omsorgsfuld måde. Han vil ikke genere ham eller behandle ham som en sag. . Han behandler ham som et andet menneske, der har brug for respekt og mildhed på grund af sin situation.

Men mere end en fysisk helbredende Jesus giver ham mulighed for at gå tilbage i samfundet frigivet til at deltage i alle sociale og religiøse aktiviteter.  Faktum er, at da Jesus så døvhed og manglende evne til at tale blev set af folk som straf fra Gud, så i helbredelse giver Jesus ham tilbage sine religiøse og sociale rettigheder, og så ophører manden med at blive marginaliseret.

   I teksten får hverken manden eller hans venner et navn, der tyder på, at manden står for os alle, der har brug for at få vores ører åbnet af Gud for at høre, hvad der holder os slaver for at frigøre os fra ting, der skader os. Som et samfund, der åbner for og virkelig hører Guds ord, må vi vise , . I dag er en indlysende situation, hvordan vi behandler indvandrere, asylansøgere, mennesker med forskellige sygdomme. Meget ofte er de afviste. Evangelieteksten opfylder da profetien i Esajas, som siger, at ‘de blinde øjne vil blive åbnet og de døves ører lukkes op’

 I evangeliets tekst ser vi også, at Jesus har krydset grænserne fra jødernes land til det såkaldte hedenske territorium for at bringe den gode nyhed til ikke-jøder og siger, at Gud ønsker at helbrede og pleje alle mennesker uanset religiøse eller andre etiketter. Dette er en opfordring til os at krydse grænserne til dem, der ikke tilhører os socialt eller religiøst, som indvandrere, flygtninge eller dem der slet ikke tror på det.

Jesus er gået tilbage til sin himmelske Fader, og han forlader arbejdet med at åbne blindes ører og åbne døvens tunger for os. Han beder os at være medhjælpere. Snarere spørger han hvordan vi hjælper andre til at høre ved vores medfølende evne til at lytte, ved vores respektfulde holdninger. Hvordan taler vi til andre? Er vores måde at tale på, hvis det på en høflig måde ikke er en invitation til andre, der kan være aggressive og vrede osv. For at lære en anden måde at tale på og henvende sig til andre?

 Endelig sagde Jesus til den døve mand, der også havde en taleforstyrrelse ‘Effatha’, som betyder: ‘Åbn’.

 Gælder han ikke de samme ord til os? An invitation also to us. En invitation til os også.

 “Åbn!” – til andre menneskers godhed, barns uskyld, skabelsens skønhed, det venlige smil eller de elskede mennesker, de mange gaver, vi modtager fra Gud dagligt.

 ‘Åbn!’ til det uudtalte råb om venskab til en anden, til kaldet til en ensom person der bor i nærheden, invitation om at dele, hvad der er overskud for mig og ikke længere nødvendigt i stedet for at forlade dem i mit skab, når jeg aldrig kan bruge dem igen .