Pastor Judes prædiken til d. 30. alm. søndag 2018 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 30. alm. søndag 2018.

Ev; Mark 10, 46-52

En dag sad to ænder i græsset ved en flod. De spiste de rådne fisk som lå tæt ved bredden, for sådan gjorde de hver eneste dag. Den ene and sagde til den anden: ’Bare jeg kunne svømme så jeg kunne spise friske fisk’, men så svarede den anden and: ’Det er noget vrøvl! Du er en and og du kan ikke svømme’. Hver dag kom fiskehejren svømmende forbi de to ænder. Den svømmede rundt og spiste alle de friske fisk den kunne finde. Pludselig fik fiskehejren øje på den ene and som sad og græd. Fiskehejren spurgte: ’Hvad er der galt min ven?’ og anden svarede: ’Jo, ser du, jeg har altid spist rådne fisk og har aldrig i mit liv smagt en frisk fisk, for jeg kan ikke svømme’. Fiskehejren sagde: ’Det er det samme med mig. En gang troede jeg heller ikke jeg kunne svømme, men så prøvede jeg og det gik ganske godt. Du burde også prøve’. Så svømmede anden med og smagte for første gang de friske fisk som den havde drømt om.

I evangeliet møder vi et menneske som er lidt ligesom anden i min historie. Det er en tigger som ikke kan se, og det er naturligt for mennesket at tro, at er man først blevet blind, så er der ingen chance for at man nogensinde igen kan se. Han er et menneske som er uhelbredelig, men ligesom anden føler han en stor sorg og ønsker så brændende at kunne se igen. Pludselig ved hjælp fra Jesus er hans ønske virkelighed. Han ser igen med egne øjne verden omkring ham.

Det er netop tekster som vi finder i evangelierne om helbredelser der nogle gange får os til at tænke på at hvorfor Jesus ikke bare helbreder alle. Hvorfor skal vi i denne uge have fokus på knæk cancer – altså stop kræftsygdomme, hvis Jesus bare med ét kan helbrede alle mennesker i verden, slette alt sult, stoppe alle krige og fordele verdens rigdomme lige? Vi finder svaret helt tilbage i skabelsesberetningen, hvor der står skrevet: Fordi Gud gav mennesket at herske over jorden. Det er menneskets ansvar at skabe en verden hvor der er plads til alle og mad til alle, og for at gøre det godt må vi have Gud ved vores side. Vi må følge Hans bestemmelser og ønsker for os.

Vi kan altså ikke gøre som anden i min historie og bare sætte os i græsset og kigge ud på vandet. Nej, også vi må prøve at gøre noget, prøve at svømme og prøve at bidrage til at verden bliver bedre – at verden bliver mere ligeligt fordelt mellem de mennesker der lever i den. Det er den dagsorden vi har som kristne, og det kræver at vi som den blinde mand, også må åbne vores øjne for at se dem der lider. Kigger vi dybt i vores egen familie vil vi måske se en lidelse, som vi kan gøre noget ved – og kigger vi endnu mere bredt vil vi blandt dem vi kender helt sikkert også kunne gøre en indsats. I dag vover vi at tage nogle helt andre briller på. Nemlig de briller som ikke ser vores familie, venner, kollegaer, men nogle mennesker vi slet ikke kender. Mennesker som er i nød langt væk fra Danmark og for hvem biler, telefoner og alt andet vi tager for givet er helt ukendt.

Det er vores pligt at støtte vores børn og unge i altid at ville mere og turde mere end vi selv tør. Kun når vi strækker os langt og udvikler os, så følger vi den dagsorden som Gud har givet os. Vi må stå sammen om denne opgave og støtte kirkens initiativer til at forbedre vores verden, som på denne søndag hvor kollekten går til verdensmissionen..

DEN 30. ALM. SØNDAG.

                                                                                                                                                    Søndag d. 28. okt. (grøn)

1.L.: Jeremias’ Bog: kap. 31, v. 7-9.

Sl 126, v. 1-2b.2c-3.4-5.6.

2.L.: Brev til Hebr.: kap. 5, v. 1-6.

Ev.: Mark: kap. 10, v. 46b-52.

(Kollekt for verdensmissionen)

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Pastor Judes prædiken til d. 29. alm. søndag 2018 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 29. almindelige søndag 2018

Ev: Mark 10, 35-45

Lige fra vi er barn, har vi den tanke at vi gerne vil være bedst til noget. Vi vil gerne lave den flotteste tegning eller være den der kan hoppe højest. Kan det ikke lade sig gøre, så bliver vi i stedet den der håber på de bedste karakterer i skolen. Vi gør det fordi vi deler den angst som alle andre mennesker også har. Det er nemlig angsten for at være HELT almindelig. Vores forældre gør også noget ved den angst, for de fortæller om deres dygtige barn – det barn der er hurtigst til at lære at gå, spille guitar og hæve den største månedsløn.

På den måde bedrager vi ofte os selv i angsten for at blive almindelig. En kendt præst fra Folkekirken har sagt, at vi skal leve livet sådan at selv bedemanden græder ved vores begravelse, og sådan udstiller også han angsten for at blive almindelig. Sandheden er dog at de fleste af os kæmper denne kamp hele livet, men når vi kigger tilbage, så er der ikke altid meget der adskiller sig fra det almindelige.

Det er også frygten for det almindelige vi møder i evangeliet i dag. Brødrene er hverken meget fattige eller meget rige. De er ikke et emne man vil skrive om i historiebøgerne efter deres død. De er bare helt almindelige og jævne folk, man ikke bemærker på gaden. Netop det tænder et behov i dem. Et behov for at bryde ud af det normale – at blive set på og set op til. Og den fristelse bukker de under for i en samtale med Jesus, hvor de ønsker et sæde til højre og et sæde til venstre.

De ønsker sig 2 stole. Og evangeliet er et rigtig godt eksempel for os, for denne historie er ikke gammeldags. Tænk bare hvis vi laver en festsal med ens stole der er dårlige at sidde på. Dertil sætter vi 2 stole som er flotte og bløde at sidde på. Enhver der sidder på de dårlige stole vil sidde med den tanke, at de er noget særligt, og burde blive inviteret til den særlige stol. Det er en naturlig tanke for mennesker. Vi har altid øje for det gode – men især det gode vi selv har gjort.

Og med den tanke må vi virkelig kigge på Jesus. Han som kom til vores verden og tog del i den som Guds Søn. Havde han indtaget den særlige stol, ville ingen have undret sig, for han var jo virkelig kongen der kunne tillade sig alt. Endda kan man sige at havde han indtaget den særlige stol, så havde de måske ikke korsfæstet ham – for så havde han opført sig sådan som en konge bør gøre. Men det gjorde han ikke, for han viste os et alternativt eksempel på det at være menneske – det at leve uden at stræbe efter en særlig plads. Det at leve uden at længes efter at sætte sig selv i scene.

Og det var helt korrekt – der var virkelig 2 pladser at kæmpe om. 1 plads på den højre side og 1 plads på den venstre side, men brødrene vidste ikke hvad de bad om, for senere skulle det vise sig at de to pladser blev optaget af to røvere på korset. Det kan nærmest virke provokerende på os at historien om de to pladser endte sådan, for det sætter vores stræben efter magten i et andet lys. Uanset hvilket samfund og hvilken kultur vi befinder os i er der nogen der stræber efter magten, men de to pladser på korset viser os, at magten ikke altid er det samme som lykke. Med det minder Jesus os om at der ikke nødvendigvis følger glæde med ansvaret eller at livet som magthaver er ubekymret.

Glæden og det ægte følgeskab med Jesus finder vi når vi vender magten om. Når vi tjener i stedet for at lade os tjene. Når vi tilbyder i stedet for at gøre krav. Når vi giver i stedet for at tage, for sådan kom Jesus til os, for at tjene os og vise at vi er bestemt til det samme – nemlig at tjene hinanden.

DEN 29. ALM. SØNDAG 2018

                                                                                                                                                         Søndag d. 21. okt. (grøn)

1.L.: Esaja’s Bog: kap.  53, v. 10-11

Sl 33, v. 4-5.18-19.20+22.

2.L.: Brev til Hebr.: kap. 4, v. 14-16.

Ev.: Mark: kap. 10, v. 35-45 eller 10,42-45

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude.

Pastor Judes prædiken til d. 28. alm. søndag 2018 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 28. alm. søndag 2018

Ev.: Mark 10, 17-30

Afrikanske jægere har et smart system, når det gælder at jage aber. De laver et hul i en plade præcis så stort at en abes hånd kan komme ind i hullet. På den anden side af pladen lægger de en appelsin. Så snart der kommer en abe frem og prøver at tage fat i appelsinen, kan aben nemt stikke hånden ind i pladen og få fat i appelsinen. Men når aben vil trække appelsinen ud ad hullet kommer den i problemer, for hullet er ikke stort nok til at appelsinen kan komme igennem. Aben prøver igen og igen at trække appelsinen til sig. Mens aben arbejder irriteret med at få fat i frugten, kommer jægerne og fanger den med nette.

Systemet virker fordi aben ikke forstår, at den ikke både kan få frugt og frihed. Man kan næsten forestille sig hvordan aben arbejder koncentreret med at få sin mad, og derfor ikke holder øje med de farer der er omkring den. Hvis aben var et menneske ville den måske sige en bøn i retning af: ’Gud red mig fra jægerne, men tving mig ikke til at opgive min smukke appelsin’ – eller lidt anderledes: ’Gud giv mig evigt liv, men tving mig ikke til at opgive min rigdom’ – og sådan ligner abens bøn pludselig vores bøn til Gud. Også vi, vil nemlig have begge dele – rigdom og liv.

Vores rigdomme får os til at vokse til kamelers størrelse. I ved godt, kameler har 2 pukler på ryggen. Her samler den vand til senere, men netop disse pukler gør at kamelen ikke kan komme gennem et nåleøje. Således også for os mennesker. Alle de rigdomme vi bærer på ryggen gør det svært for os at komme videre, for også vi samler ind til senere. Vi samler madvarer i vores køkken, vi samler tøj i vore skabe. Vi samler og samler fordi vi tror at alt det bagage vil gøre os rigere og rigere. Det er netop hvad vi hører om i evangeliet i dag. At vores rigdomme ødelægger os fordi vores oppakning bliver så stor at vi får en facon, som ikke ligner det menneske som Gud har skabt os til at være.

Lad os ikke kigge på nåleøjet som manden i evangeliet og blive bedrøvede, for så at vende om og gå de veje vi plejer. Nej, vi må i stedet kigge på den bagage vi bærer på. Hvem gavner det, og hvorfor holder vi fast i det? Vi vil snart modtage Sankt Theresa af Jesu Barnet. Led den Hellige Theresas besøg inspirerer os til at smide vores bagage og fylde vores liv med noget andet. Opfordringen til os alle lyder: Læs i Biblen, bed, udvis næstekærlighed. Ja, idéerne er mange, men lad os i hvert fald gøre én eller 2 ting som ændrer vores hverdag og vores liv. Så skal den Hellige Theresas besøg ikke gå forgæves.

Dagens tekst og inviterer os til at kigge vores livs værdier. Gør disse værdier vores sind og krop større, end vi egentlig er, så vi passer dårligt ind i Guds Rige? Gud viste os alle at Han er villig til at gøre det umulige da Han ofrede sin søn for at vi skulle få livet, og således vil Han igen gøre det umulige for os, hvis vi blot ændrer lidt på vores facon.

Pastor Judes prædiken til d. 27. alm. søndag 2018 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 27. alm. søndag 2018

Ev.; Mk.: kap. 10, v. 2 – 16.

Vi lever i en tid med enorme omvæltninger og social forandring. Fordi det ser ud til at alt er i fare, kan det være svært at se, hvordan vi som troende mennesker kan tale med folk om Jesu idealer i vores tid hvor vigtigheden af individets rettigheder og personlige udvikling står over alt andet. Som vi alle ved, sker det at ægteskaber bryder sammen. Derfor er det vigtigt at fortsætte med at nære og støtte de par, hvis ægteskaber består – at takke Gud og spørge hans fortsatte velsignelse.

Er ideen om livslang troskab til en partner urealistisk i vores tidsalder? Kan et par være bundet sammen for måske 50 år?

Idealet er tydeligt beskrevet i evangeliet; men det er vigtigt at skelne mellem ideen om livslang troskab og hvordan dette ideal håndhæves i vores kirke. Nogle gange er loven om ægteskab blevet hårdt og ubarmhjertigt prædikeret. På den måde skubbes de lidende par ud af deres kirke og væk fra deres tro. Den triste sandhed er, at ikke alle ægteskaber fungerer godt. Nogle gifter sig i hast eller som tvang, og nogle finder det umuligt at opretholde det der viser sig at være et ulige forhold. Men tro mod Jesu ord og kirkens lære støtter vi det ideal, Jesus gav mennesket som et bud, nemlig at ægteskabet varer livet ud.

Vores katolske kirke ser ægteskab som en pagt mellem en kvinde og en mand, der indgår et partnerskab for hele livet. Det er et kald, som de samtidig med kaldet også får nåden til at gennemføre. For at et ægteskab skal lykkes kræves en konstant indsats med god vilje til at arbejde med Guds nåde.

Parret bør fremelske et forhold, der er dynamisk, aldrig statisk; nogle siger, at hvis det ikke går fremad, går det baglæns. At leve i et ægteskab med et andet menneske betyder at individet selv må dø på mange små måder, Kærlighed er at give sit liv for sin ven. Vor tro siger, at det kun er ved at dø selv, er vi i stand til at give vores liv til Jesus, men sådan gælder det også i ægteskabet. Kun ved at sætte os selv til side kan vi gavne fællesskabet.

Mens det moderne samfund er meget tolerant for skilsmisse og brud, inviterer dagens evangelium os til at reflektere over ideen om varigheden af et ægteskab og værdien af ​​et livslangt engagement. 

 Vi ved af erfaring, at ikke alle ægteskaber afspejler det ideal Jesus opstiller i dagens evangelium. Evangelierne siger med tydelighed at selv om Jesus har en vision for menneskelige relationer, også for ægteskab, fordømmer han ikke dem, der føler sig utilstrækkelige. 

Vi alle, – om vi er gift eller er alene, er kaldet til at elske hinanden, som Herren har elsket os, og vi vil alle fra tid til anden svigte i vores svar på dette kald.  Det er i de øjeblikke af svaghed og svigt, at vi må være åbne og modtagelige for Herrens nådegave, der er givet til os ubetinget. Det er den gave, der giver os styrken til at fortsætte fremad mod målet om troskab og evig kærlighed