Søndag d. 31. marts (viol)

1.L.: Jos. Kap. 5, v. 9a.10-12

Pl. 34, v. 2-3.4-5.6-7.

2.L.: 2. Kor.: kap. 5, v. 17-21.

Ev.: Luk.: kap. 15, v. 1-3.11-32

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Fastetiden kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til den 3. søndag i Fastetiden 2019

Ev: Luk 13, 1-9

Når vi i denne verden laver fejl så oplever vi ofte en konsekvens. Parkerer vi et forkert sted, får vi en parkeringsbøde, og kører vi for stærkt sender politiet en fartbøde. Sådan er det i denne verden. Vi er underlagt regler for at vi kan leve sammen. Hos Gud er det anderledes. De dårlige ting vi oplever i vores liv, er ikke en straf fra Gud. Gud bytter ikke løgn med sygdom eller bedrag med fattigdom. Gud er ikke bogholder for mennesker. Gud er en kærlighedens Gud, hvis eneste våben er opstandelsen og tilgivelsen.

Igen og igen viser Gud os at meningen med livet er kærligheden. – Meningen med livet er ikke at leve i frygt, hverken for Gud eller mennesker. Når vi oplever frygt, dårligdom, sygdom og katastrofer er det et tegn til os om at omvende os, og rette vores liv.

Når Gud i dag beder os om at omvende os, er det et budskab om at vi ikke kun er de dele af vores liv som vi allerede udfolder. Vi udlever nemlig næppe alt det vi indeholder og er blevet kaldet til. Mennesket rummer meget mere end der kommer til udtryk og vi har rig mulighed for at omvende os – for omvendelse betyder at se tingene i et nyt perspektiv eller flytte vores grænser for forståelse.

Nogle gange kan perspektivet helt forandres når Gud udvider vores horisonter, for så ser vi vores liv i nye sammenhænge. At sammenhængen er større – at vi er Guds børn som er kaldet til opgaver, med hvilke vi vil opleve mening og betydning. Dette gælder også på de mørke dage og endda triste hele år, hvor intet synes at kan sættes i en sammenhæng. Der vil altid være en fremtid uanset den umulige fortid. Gud er fremtidens Gud, når Han flytter mennesket ud af fortiden synder og ind i fremtidens liv med tro, håb og kærlighed.

Disciplene forstår ikke meningen med alt det onde som sker. Vi kan have den samme tanke i dag når vi kigger på verden. Mange af os – også her i vores menighed – er netop flygtet fra vold som ikke gav mening, men Jesus siger til os: ’Led ikke efter mening i det som ikke giver Jer mening’. Brug i stedet kræfterne på at omvende Jer – omvend Jer så I bærer frugt. Så I tager imod kærligheden og deler glæden og indgyder håbet og troen hos andre.

Sådan er omvendelsen – at vi ikke kun kigger passivt på alt det onde som verden er fyldt med og kigger på TV’et og tænker at jeg alene kan ikke gøre noget. Vi kan i høj grad gøre noget. I kræft af vores omvendelse kan vi gøre en stor forskel – måske for ét menneske og måske for 2. Og det er værd at tage ansvar for, især også i denne fastetid, hvor både bøn og almisse optager vores hjerte. Gå derfor hjem med den tanke i dag at bede for én og give almisse til én, for sådan efterleves perspektivet som Gud har givet os i dåbens gave. Hele fasten ender jo med påske, hvor døden opsluges på korset og må gå med Jesus i graven for at blive omvendt – forvandlet – og gå med Jesus ud i opstandelse.

Lad os i dag blive inspireret af den omsorgsfulde gartner. Han beder om en chance til – en chance til at ændre træets spildte liv til et liv der har givet mening. Gartneren beder sådan fordi han har tillid til at muligheden bliver til virkelighed. Må vi på samme måde se på vores muligheder for at bære frugt, og gribe muligheden for at det bliver virkelighed. Da vil Gud møde vores tillid med at give vort liv mening i den større sammenhæng.

Søndag d. 24. marts (Viol)

1.L.: 2. Mos.: kap. 3, v. 1-8a.13-15;

Sl 103, v. 1-2.3-4.6-7.8+11

2.L.: 1. Kor. brev: kap. 10, v. 1-6.10-12.

Ev.: Luk.: kap. 13, v. 1-9

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Fastetiden 2019 kan læses under linket: Søndags Prædiken

P

Ev: Lukas: 9, 28b-36

Rigtig mange mennesker ser den forvandling på bjerget vi lige har hørt om, som et under eller et mirakel. Men hvis vi ser helt rationelt på hvad der skete, så er der på ingen måde tale om et mirakel. Peter, Johannes og Jakob ser alene og kun hvad Jesus i virkeligheden er – nemlig at Jesus er Guds udvalgte Søn.

Det er der ikke noget mirakuløst ved. Nej, hvis vi endelig skal kigge på mirakler i den forbindelse, så er det helt store mirakel, at alle andre mennesker har oplevet Jesus som MENNESKE. Dét er det mirakel som vores tro er grundlagt af. At Guds elskede Søn blev et simpelt menneske i en simpel bolig med en simpel mission, nemlig dén at udbrede det livsgrundlag at størst af alt er kærligheden.

At Jesus forvandlede sig på bjerget og derved gav både Peter og Johannes en forklaring fik stor betydning. Sådan ser vi det i Biblen. når Peter skriver i et af brevene, at denne tro ikke bygger på fantasi eller eventyr. Troen er bygget på det han har set med egne øjne – at Jesus udfoldede sig som Guds Søn og hørte Guds stemme fra Himlen.

Johannes skriver på samme måde skriver også i et brev: Jeg forkynder det jeg har set! Jeg forkynder for Jer, så I kommer med i det samme fællesskab.

Den ydmyghed Gud lod Jesus møde verden med – det at Jesus i næsten alt hans tid på jorden gjorde sig til noget mindre end det han egentlig var kan inspirere os i denne fastetid. Jesus blev ikke oppe på bjerget efter forvandlingen. Han forlod ikke disciplene. Nej, Jesus vendte om sammen med dem, og gik tilbage ned ad bjerget. Hvad han gav dem var et glimt af en virkelighed, som var svær at fatte.

Vi kan drømme om at opleve hvad Peter og Johannes har oplevet på bjerget. En oplevelse af at Gud viser sig i vores liv på en måde så jorden ryster og en stærk røst kommer fra skyen. At hvide klæder viser sig så stærkt at det skærer i vores øjne. Men den slags oplevelser hører ikke hverdagen til, for sådan sker det at vi i vores liv kun får få af de kraftfulde oplevelser, der virkelig sætter spor i vores liv.

De andre dage – de fleste dage, der er Gud som vi kender Gud bedst. Ydmyg, stille, lyttende. Gud er en Gud der udfolder sig i svaghed. Størst af alt er kærligheden! Netop i de ord udfolder Gud sig, og påtager sig rollen som mennesker og dør for vores synders skyld. I svagheden er der ingen skønhed og herlighed. I svagheden er kun virkeligheden, og det er netop der midt i virkeligheden – og ikke i forvandling og fest og fyrværkeri – at Gud møder os mennesker.

Han møder os i virkeligheden, samler os op og forvandler hvad vi kommer med til vores synders forladelse. Det er vores nådegave fra Gud – at vi kan overlade alt det beskidte, alt vores snavs til Ham, og så forvandler Han det til herlighed.

Sådan tager Gud en simpel bolig i vores liv, og flytter ind med Sin kærlighed og opofrelse. For sådan stod der skrevet – at Han ikke blev oppe på bjerget men gik med mændene ned. Og således vil Han være med os både når det går op og når det går ned, og folde både sorgen og glæden ud i herlighed.

• 

• 

En af vor mest trofaste katolik i menigheden, Fatima, blev fejret under en festmessen lørdag d. 23. februar. Hun fyldte 70. Efter messen var der taler, underholdning, sang og musik, gaver og ikke mindst en tamilsk dejlig buffet. Vor menighedsformand Line og jeg var til stede. Selve messen blev fejret på tamilsk af vor sognepræst Pastor Jude. Ved messens afslutning fik Fatima kirkens velsignelse.

Endnu en gang TIL LYKKE Fatima og det tradtional katolsk ønske: ‘Ad multos annos’.

Pastor Judes prædiken til d. 1. søndag i Fastetiden 2019 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 1. søndag i fasten.

Ev.: Luk 4, 1-13

Hvis vi lytter til dagens evangelium og tænker at fristelsen af Jesus i ørkenen slet ikke minder om de fristelser vi oplever, fordi vi er mennesker og Jesus er som Gud der bare kan sige nej og ikke har menneskets svaghed, så er der noget vi ikke helt har forstået om Jesu fødsel.

Måske tænker vi at vores fristelser er meget svære at modstå. Vi styres i denne verden af vores lyster. Både lysten til det lækre chokolade der ligger hjemme i skuffen, men også lysten til at være bedst, først og størst. Ja der er meget der kan friste mennesket. Og menneske er netop hvad Jesus er, da han står i ørkenen og Djævelen forsøger at friste ham med både mad, magt og bevis for at han er Guds Søn.

Vi må altså tænke at fristelsen for Jesus er lige så stor som den er for os, og med den tanke bliver det nemmere for os at lade os inspirere af Jesus som siger ’nej’ til fristelserne igen og igen. Og det er som der står skrevet, at da Djævelen ikke havde mere at friste Jesus med, forlod han ham for en tid. For Djævelen er Jesus er ikke anderledes end os – Djævelen giver ikke helt op for evigt. Djævelen forlod ham kun for en tid, for at vende tilbage igen med nye ting at lokke med.

Og det er jo netop hvad vi også oplever. Vi får øje på en fristelse i vores liv, og ser at det virkelig er en fristelse. Det kan være en tredje person der forsøger at bryde vores ægteskab eller vi får muligheden for at stjæle noget som ingen vil opdage. Vi lukker øjnene og vender os rundt med et nej tak. Men uventet ud af det blå vender Djævlelen tilbage med et nyt tilbud til os. Vi opdager slet ikke fristelsen før vi står midt i den uden mulighed for at trække os tilbage med et afslag. Og sådan finder vi os selv overraskede over at vi fortalte en løgn eller sladrede om et andet menneske.

Djævelen eller fristeren står altid klar til at møde os når han har noget at friste med, og det har han tit, for han ved at mennesket er svagt. Desværre viser han sig ikke i en skikkelse som er nem at genkende og dermed sige nej til. Han viser sig i andre mennesker, i gode tilbud, i nyhederne og på sociale medier. Han viser sig overalt hvor vi befinder os, og det er en faktor vi må leve med som menneske.

Intet menneske kan gå gennem livet uden at blive fristet, men giver vi helt op over for Djævelens ønsker for os, styrer vi mod afgrunden. Siger vi ja og ja og ja til Djævelen vil vores liv styres direkte væk fra Gud. Væk fra troskab. Væk fra sandhed og væk fra alt det gode. Vor tids egoisme er et billede på hvordan fristelserne vinder over mennesket.

Derfor må vi både i denne fastetid men også i alle andre tider være bevidst om fristelserne i vores liv. Kun ved at være bevidste om det, kan vi forsøge at styre det uhyre som prøver at forgifte vores liv. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi må bede om Guds hjælp og søge ind under Hans nåde, så det ikke er forgæves at Gud har rakt sin egen Søn til os for at undgå Djævelens magt.

Jesus mødte fristeren i ørkenen ikke kun med sit eget ord, men også med Guds ord. Lad os på samme måde møde fristeren alene med vores egne svage ord, for så taber vi. I stedet må vi lade Gud være der, give Ham plads til at forsvare os. Sådan gør vi når vi søger bønnen og Guds nærvær, og beder at Han vil beskytte os.

Pastor Judes prædiken til d. 8. alm. søndag (Fastelavn søndag) kan læses under linket: Søndags Prædiken