Pastor
Judes Prædiken til d. 4. søndag i Påsketiden
Ev.:
Johannes, kap.: 10, vv. 27-30
Tæt på mit vindue i
soveværelset i præstegården i Aalborg er der en fugl, der har
bygget en rede. Fuglen sidder trofast i reden og vogte på æggene.
Hun skriger og skælder ud når andre fugle kommer tæt på. Og hun
skriger i vrede, når jeg åbner vinduet for at få frisk luft. Lige
meget hvor forsigtigt jeg ruller mine gardiner op om morgen, minder
fuglen mig om, hvor mange kræfter en mor har, der elsker sine børn.
Når man laver sjov, siger man at
Gud har givet kvinden arbejdet med at bære på fostret og føde
barnet, fordi manden er ikke stærk nok til at udholder den smerte.
Måske er det rigtigt! I hvert fald har jeg både ved dåbssamtaler
og andre sammenhænge, mødt utallige mødre, som er forbundet til
deres børn, har givet grænseløs kærlighed videre til den næste
generation. En kærlig mor minder meget om den kærlighed Gud har til
mennesker – en kærlighed der er tålmodig, der ikke misunder, der
udholder alt.
I dag er det Mors Dag. Det er en
dag, der af mange kvinder forbindes med blomster og chokolade, men
det er også en dag, hvor vi skal huske er være taknemmelige for den
hyrde, som har taget beslutninger allered tidligt i vores liv. Vores
mor har båret os til dåben – hun har ledt os mod Gud. Hun har
været vores kateket, fulgte os til første kommunion og firmelse.
Hun har beskyttet os, og som fuglen skreget og brugt alle sine
kræfter mod dem, som var en trussel mod vores liv.
At have en mor, at have en slags
hyrde i vores liv, er noget vi alle er fælles om. Uden en mor, så
sad vi ikke her. Så uanset om vi har vores mor hos os, eller hun er
langt væk fra os, eller vi har helt mistet hende, så er dagen i dag
en tid til taknemmelighed og refleksion over, at Gud har skænket os
relationer til hinanden. Gud er vores fælles hyrde. Han er hyrde for
mødre, døtre, fædre og sønner.
I Evangeliet høre vi at: ’Ingen
skal rive dem ud af min Hånd’. Hvad det er at Jesus vil beskytte
os imod, hører vi ikke om, men vi kan næsten regne det ud. Som
fuglen i Aalborg der beskytter sine æg mod sognepræsten og andre
fugle, så beskyttes vi mod ondskab, der kommer udefra, også
indefra. Når Gud er vores hyrde, så må vi være får, men når vi
ser på et får, tænker vi måske, ai vi mennesker er meget mere end
det!
Men når vi lytter til ordene, må
vi erkender vores identitet. Foran vores mor, vil vi altid være
hendes barn. Foran Gud, vil vi altid være den flok der følger –
uanset om vi bæres til dåb, går til firmelse, eller ankommer i
kisten. Altid, nu og i al evighed, er vi en del af den flok, som
hører vores hyrdes røst og følger Ham.
Og hvordan lytter vi så til den
røst og genkender vores hyrde – genkender at Gud leder os fremad i
livet? Hans stemmer er helt speciel. Stemmen lyder som kærlighed.
Stemmen lyder som tilgivelse. Stemmen lyder som næstekærlighed og
håb. Stemmen lyder som en mors omsorg for sit barn.
Lad os på denne Mors Dag, som
handler om hyrden, reflektere over hvilke hyrde vi har i vores liv.
Vi kan tænke over, hvad der får os til at lytte til andres stemme.
Er det for at vinde deres accept
og venskab?
Er der for at finde sandheden,
eller for at undgå den?
Er det for at dykke dybere ind i
livet, eller for at slippe for noget andet?
Lad os følger efter andre når
målet er værdifuldt, men lad os gå vores egne veje,når vores
hyrdes stemme leder os ad nye veje, for sådan står der skrevet:
’Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig går fortabt’.