Søndag d. 29. december (hvid)

1.L.: Siraks Bog: kap. 3, v. 2-6.12-14

Sl 128, v. 1-2.3.4-5.

2.L.: Brev t.. Kol.: kap. 3, v. 12-21

Ev.: Mattæus: kap. 2, v. 13-15 og 19-23

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique.

Denne prædiken kan du læse under linket: Søndags Prædiken

Prædiken juleaften 2019

Der er ingen tvivl om at julen er en højtid, hvor mange følelser er i spil. Som præst har jeg den fornemmelse nogle gange at julen endda kan være med til at splitte familier. Nygifte par går rundt med ondt i maven indtil det store spørgsmål er afklaret: Er vi hos dine eller mine forældre?

Og hvis det nygifte par selv inviterer familien, hvilken families traditioner skal så følges? Skal der danses om juletræ? Serveres der and, fisk eller steg eller en ret fra et helt andet land? Hvem giver hinanden gaver, og hvordan skaber vi nye traditioner, som vi kan kalde vores egne?

I mange familier breder den panik sig allerede i november og tager til i styrke under adventstiden, for juleaften skal være PERFEKT. Men så sker der noget særligt under advent, for i kirken sættes julekrybben op, for at minde os om hvad julen er. Vi ser Maria og Joseph. De er udmattede og lykkelige for endelig at finde et sted. De har fundet en stald og barnet lægges i dyrenes madskål. Gaver er der ingen af, for først må de tre hellige konger finde stjernen og gå den lange vej.

Kopierer vi Marias og Josephs aften den fireogtyvende uden særlig mad og drikke i en kold hytte, så kan vi næppe komme længere væk fra den virkelighed vi fejrer jul i. Oceaner af mad, bjerge af papir og søde retter tårner sig op mens vi klæder os i vores nyeste og bedste tøj. Alt dette gør vi i den bedste mening, for at vise kærlighed og sætte pris på at vi har hinanden, men den jul som butikkerne har skabt kan også lægge et slør, så det er svært at se klart på julens budskab.

Vi må spole tiden tilbage til den nat af alle nætter. Det var koldt, det var mørkt, Jesus lå svøbt i en madskål – men hvad skete der så på himlen? En stor stjerne viste sig og englesang kom ned fra oven. Freden sænkede sig, og verdens frelser var født!

Midt i alt det simple folder det helt utrolige sig ud. Gud lader sin Søn føde et stille sted, for at intet menneske skulle forstyrre den englesang, der lød fra himlen.

Gud greb ind i verden og skabte julens magi, for Gud blev Far. Det er en magi som stadig er gældende selvom sovsen brænder på eller der under træet igen gemmer sig bløde pakker. For julen handler ikke om alt det menneskeskabte, der skal være PERFEKT for at lykkes. Nej, julen er en fejring af den kærlighed Gud nærer til mennesker – at Han lod sin egen Søn føde ind i en kold verden, for at tilføre mennesket kærlighed som livsgrundlag, og for at blive Far for os, og på den måde binde sig til det skabte.

Julen er en påmindelse til os alle om at slappe af i skuldrene, og trække vejret dybt, og dele kærlighed og håbets lys med hinanden. – Kig bare over i krybben lige nu! Hverken Maria eller Joseph styrter rundt! Nej, de står helt stille – de står stille for det er Gud der virker gennem dem. Det er Gud der tænder for ledestjernen og dirigerer englenes sang. Det er Gud der sætter rammerne.

Lad også os stå HELT stille og glemme alle tanker om brændt sovs og bløde pakker, for da vil Gud sende budskabet om verdens frelser ind i vores hjerter, og lade stjernen lyse for os. Lige meget hvem vi er, hvor vi er, og hvem vi er sammen med, så gives vi i nat denne gave, som vi ikke selv kan skabe – nemlig kærligheden ved det lille barn, der sejrer over døden og sorgen, fordi håbets lys skinner. Dén kærlighed gives i rigt mål både til dem der har fået, og dem der har mistet, – til dem der lykkes, og dem der lider.

Håbets lys skinner både i Betlehem og i Aalborg, for det skinner i ethvert menneskehjerte som tror. Lad os bære lyset frem, og binde lyset til menneskets mørke så ethvert menneske erfarer at kærlighed ikke er en følelse men et livsgrundlag, som Gud giver os denne nat i gave.

Denne prædiken kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 4. søndag i advent. 2019

Ev: Matt 1,18-24

I går så jeg nogen der flettede julehjerter. Jeg prøvede også at hjælpe dem, men de røde og hvide stykker papir endte i et helt nyt mønster og resultatet blev at de lignede 2 grydelapper mere end et hjerte. Det gik ikke så godt! Men pigerne som flettede julehjerter, havde prøvet det før. Ind og ud gik det med røde og hvide stykker, og til sidst kunne de vise mig smukker hjerter med firkanter i forskellige farver.

Da jeg holdt hjertet i hænderne tænkte jeg på hvordan 2 stykker papir sådan kan smelte sammen til ét stykke og pludselig blive så stærkt at de ikke kan skilles ad igen. På samme måde griber Gud fast i os ved dåben. Han griber så fast at vi bliver ét i Hans nærhed og ikke kan skilles ad igen.

Et hjerte er symbolet på kærlighed, og især julehjertet – det flettede hjerte er et symbol på kærligheden, hvor to svage stykker samles til ét stærk der ikke kan brydes. På den måde kan de flettede hjerter være en påmindelse til os i dag om at denne fjerde søndag i advent er kærlighedens søndag.

Evangeliet fortæller os at Josef tænkte på at gå fra Maria. Han ville gøre det lige så stille uden ballade, så ingen ville bemærke det. Sådan ville han udtrykke sin kærlighed til hende. Mon ikke vi også har prøvet at tænke som Josef – bare gå væk lige så stille uden at lave ballade, bare flygte fra det der gør ondt eller tiltrækker os dårlig opmærksomhed.

Men en engel viste sig for Josef i en drøm. ’Bliv hos hende’ var englens budskab, for også englen vidste at det var med Josef og Maria som det er med flettede julehjerter. De er stærke sammen, men svage hver for sig. Og Josef blev, og vi hører dette i dag, for at vi også skal blive. Vi skal blive ved vores kærlighed og blive ved vores pligt.

Går vi fra vores ægteskab, vores arbejde og de veje som Gud har vist os, så bevæger vi os ud på en vej hvor stilheden er uendelig. Stille går vi uden at lave ballade, og stille bliver vi, når vi går der og ligner en ensom grydelap, der ikke er flettet sammen med andre. Evangeliets budskab til os er tydeligt på denne kærlighedens søndag, for størst af alt er kærligheden, og fatter vi det ikke nu, må vi lære at fatte det snart. Om bare 2 dage fødes Jesusbarnet i krybben, og i julekalenderen falder det hele på plads, så det alligevel bliver jul.

Sådan ved vi det vil ske, fordi sådan sker det hvert år. Julen er fyldt med traditioner, men alle de ting vi plejer at gøre og alt det som julen er fyldt med, er ting der foregår uden om os. Det er Lucia, julekoncerter, småkager, and og rødbeder. Men størst af alt er kærligheden, og det er netop kodeordet i julen. Det er det at vi viser kærlighed og fletter vores julehjerter sammen med dem, der behøver vores kærlighed.

Og det er, at vi fletter vores julehjerte med Jesusbarnet, så vi forstår hvad fødslen af det lille barn betyder. En frelser fødes. En konge af kærlighed, der er så magtfuld og stærk, at han bandt Maria og Josef sammen på trods af, at ingen kunne tænke dårligt om Josef, hvis han var gået sin vej. På samme måde binder han her 2019 år senere også os sammen i kærlighed.

Lad os på denne dag ikke gå vores vej, men i stedet rykke nærmere Gud, ved at forberede os til det lille barn kommer. Snart er det jul. Julekalenderen får sin ende, men vores liv med bøn og troen på Jesus Kristus ser først lige sin begyndelse, med det lille barn der minder os om, at selv det lille sennepskorn kan bære frugt..

Søndag d. 22. december (viol).

1.L.: Es. Bog: kap. 7, v. 10-14

Sl 24, v. 1-2.3-4ab.5-6.

2.L.: Rom. Brev.: kap. 1, v. 1-7.

Ev.: Mattæus: kap. 1, v. 18-24.

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Dominique

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Endnu en vellykket julefest arrangeret af DUK godt hjulpet af Anton og andre ‘voksne’. Jeg var, deværre, ikke til sted, men jeg må indrømme at jeg ikke kan finde ud hvem ‘Julemanden’ er. Han ser meget autentisk ud, dog hans grødske kunne tyde på, at han har danske aner?

Som altid, en stor tak til alle, som yder en stor indsats for menighedens ve og vel, ikke mindst for de yngre iblandt os. TAK!

William

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Advent 2019 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 3. søndag i Advent 2019.

Ev: Matt 11, 2-11

Nu varer det ikke længe før vores kalender viser den 24. december. Gaver skal pakkes op – ja, papiret kan fylde flere sorte sække. Papiret rives af og frem kommer nye computer, en Gul kæde, en bog at læse i, nye telefoner og en ny kjole som allerede er blevet for lille.

Sådan er juleaften for de fleste. Og det er selvom vi lever i en tid hvor vi skal spare på papiret og gøre op med en kultur hvor vi forbruger og smider væk, af hensyn til miljø og klimaforandringer. Det gælder åbenbart ikke julen hvor Jesusbarnet for rigtig mange danskere hører mere sammen med overforbrug end med et kristent budskab.

At vi fejrer jul på den måde i Danmark, hvor forbruget sætter rekord hvert eneste år, står i meget stor kontrast til budskabet denne tredje søndag i advent. Budskabet i dag er glæden over Kristi komme. Der kan siges meget om glæden – glæden ved det lille barn, det lille sennepsfrø, der på trods af dets skrøbelighed er SÅ vigtigt. Men her i 2019, kan det synes lige så vigtigt at løfte pegefingeren og sige noget om kontrasterne i glæde versus forbrugsrekorder, og ydmyghed versus Black Friday.

Vi må spørge os selv hvordan vi finder den kristne juleglæde frem? Det er den glæde der ikke vokser ud af gaver pakket ind i klimafjendligt papir, men derimod den glæde der vokser ud af det lille Jesus barn som fødes foran vores øjne om bare få dage. Hvad vil vi stille op med dén glæde? Og kan vi overhovedet finde den frem, eller fodrer vi blot vores kristenhed med at give 20 kroner til en hjemløs, for på den måde at afslutte de gode gerninger i 2019?

Glæden.

Juleglæden.

Vi må smage på ordet. Johannes Døberen er i fængsel. Han har tid til at tænke og overveje livets forhold, og sender en discipel til Jesus for at spørge: Er du virkelig HAM? Og Jesus sender et svar retur som kræver endnu flere tanker hos den fængslede. ’Jesus siger: Blinde vil se og døve vil høre. De lamme vil gå’. Jesus svarer så banalt at det næsten ikke er til at begribe, men vælger alligevel dette svar i stedet for blot at svare ’Ja’.

Og lige der i det banale har vi glæden. I det enkle finder vi kernen i juleglæden. Sjældent har man se glæden komme forklædt i et ny smart telefon eller i et armbånd – eller noget af alt det andet der ligger under træet. Glæden skal måles i et andet forhold. Det er i det forhold hvor mennesker mødes. Der hvor én smiler til en anden og den anden smiler tilbage til den ene. Og det er i det forhold hvor mennesket føler sig som en del af Guds hemmeligheder og underlige enkle svar. Der bliver glæden dobbelt fordi den kommer til at give mere mening end små kort med ordene fra og til.

Da Johannes discipel forlod Jesus for at gå tilbage til fængslet med det underlige enkle svar, begyndte Jesus at fortælle om Johannes. Han var en engel. Han var én der gik foran Jesus og banede vejen. Han var et medmenneske som bar på Guds hemmeligheder.

Lad også os denne glædens søndag bære på Guds hemmeligheder. Når vi er tæt på Gud bliver vi villige til at gå de veje Han lyser på, og måske finder vi modet til at råbe højt om denne glæde i fællesskabet, og sende det ind under juletræet som drukner i pynt og gaver. Lad os dele glæden denne måned som alternativ til alt det der forbruges og smides væk, for i glædens hemmeligheder finder vi tilgivelsen, evigt liv og kærlighed.

Må vi denne jul finde en klimavenlig måde at påskønne hinanden på og fejre Jesu komme. En måde som lader vores hjerte vise glæden.

Søndag d. 15. december (viol).

1.L.: Es. Bog: kap. 35, v. 1-6a.10

Sl 146, v. 6c-7.8-9a.9b-10.

2.L.: Jak. Brev: kap. 5, v. 7-10.

Ev.: Mattæus.:kap. 11, v. 2-11.

(3. søndag i Advent -Livets dag)

Messen er kl. 14.00 og fejres af Pastor Jude

(Der er DUK’s julefest efter messen.)