Pastor Judes prædiken til d. 12. alm. søndag 2020 kan læses under linket: Søndags Prædiken.

Alle er bange for noget. Man kan være bange for små rum, edderkopper, mange mennesker på samme sted eller noget helt andet. Jeg er bange for højder og for hunde og slanger. Når jeg ser en hund, eller jeg står på en bro højt oppe, så sker der noget i kroppen. Man kan begynde at ryste og svede, og det er som om, at knæene ikke kan holde benene. Hjernen kan sige: ’Der sker ikke noget!’ Men kroppen forstår det ikke.

Og modsat kan det ske at vi gør noget uden frygt, som vi egentligt burde frygte. Vi kan leve vores liv på en måde, så det peger væk fra Gud, og alt hvad vi har lært om Hans kærlighed til mennesker. Men lever mennesker på den måde, fyldes de kun sjældent med frygt.

I dagens evangelium siger Jesus til os tre gange: ’Frygt ikke!’ Frygt ikke mørket for alt vil afsløres i lyset. Frygt ikke mennesker, men frygt med visdom Gud. Grunden til at vi ikke skal leve et liv i frygt er at alt som var gemt i mørket vil bringes til lys gennem Jesus og hans gerninger. Sådan ser vi det ske med alt hvad Gud har lovet mennesket. Gennem Jesu dåb, lidelsen, døden på korset, opstandelsen og himmelfarten opfylder Jesus lyset i alt det mørke vi kender fra det gamle testamente.

Jesus er det evige lys, men vi ser også eksempler på at han har vist sin frygt. Han græd da vennen Lazarus døde, og han bad fra korset på Golgata – min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig? – Men han hviskede i øret på Lazarus og vækkede ham, og han svarede på sin egen bøn – min time er kommet, og når han stod ansigt til ansigt med menneskers frygt stilnede han stormen på søen. Jesus kender vores frygt. Han kender frygten for døden i Getsemanes have, og han kender vores inderste. Vores frygt svarer han med et håb vi kan leve på.

Det er et håb han hvisker ind i vores ører i vores bøn. Det er ord der hviskes til os, for at han kan stilne stormen på søen i vores liv. Jesus er dét lys og dét håb og han kender os helt ned i den mindste detalje. Hvert eneste hovedhår kender han.

Så hvad stiller vi op med vores frygt? Frygten for sygdom, hunde, små rum, katte og højder? Vi kender den frygt – vi kender at det er hjernen og kroppen der ikke kan arbejde sammen. At bekymringer overtager vores vilje og tro. Vi må i vores frygt huske på evangeliets ord – at for Gud er vi mere værd end spurve. At vi har noget større end alt det at frygte – nemlig at fornægter vi Jesus overfor mennesker, vil Jesus fornægte os overfor Gud.

Lad os derfor omvende os og sætte vores frygt i et nyt perspektiv. Når vi kigger på den lange horisont er der meget af vores frygt der ikke giver mening. Vi må finde en balance mellem at være optaget af bekymringer i denne verden, og leve et liv der peger på evigheden. Vi må stræbe efter Åndens nådegave – visdom – så vi ser at Jesus bærer med på vores bekymringer for dagen i morgen, så vi kan koncentrere os om at nå Guds evige Rige.

Frygt Gud, for intet menneske har magt over Ham. Frygt Gud for Han er skaberen og levendegørende. Bed og se at frygten for Gud, er begyndelsen på visdom.

Pastor Judes prædiken til Corpus Christi kan læses under linket: Sændags Prædiken eller ‘ses’ på live stream ved at logge på Skt Mariæs hjemmeside.

Ev: Joh 6, 51-58

Vi gør det hver dag. Vi kan slet ikke leve uden at gøre det. I meget fattige lande, gør de det ikke så tit, som vi gør det, men de gør det alligevel, for også de må opretholde livet. Det jeg taler om er at spise. Inde i vores krop, er der en mave, og for at holde os i live, må vi fodre den med noget, igen og igen. Man taler ligefrem om at hvis skoleelever kommer i skole uden at have lagt noget i maven først, så kan de ikke lære noget, for hjernen går i stå og kan ikke fungere.

Enhver der har været sulten, ved hvad det gør ved mennesker. Når jeg er sulten kan jeg blive rigtig træt og ikke tænke klart, men når jeg så får noget at spise, bliver jeg mæt og glad, og føler mig straks meget mere vågen. Jesus taler til os om denne sult i dag. For lige så stærkt vi kan mærke sulten i maven, lige så stærk kan sult i sjælen være. Hvis vi siger nej-tak til den mæthed Jesus giver os gennem bøn, læsning og fællesskabet med andre troende, så vil den samme form for sult melde sig i sjælen, og vi vil mærke vores liv blive drænet for energi.

Så når vi gør noget aktivt – når vi beder, taler med Gud, eller gør noget for at tage del i kirkens fællesskab, ligesom vi i dag sidder her på bænkene, så mættes denne sjælens sult. Jesu kød er sand mad, og Jesu blod er sand drik, og alle der tager del i det, vil blive i Jesus og Han i dem. Det kan lyde som tomme ord, for den der lider sorg i disse dage, eller har svært ved at finde mening i en Corona tid. At tage del i Jesu legeme og blod er ikke at undgå denne verdens problemer. Det er ikke en lykkepille som renser vores liv fra alt hvad der er ondt, så lad os ikke tage del i kommunionen med den forventning.

Lad os i stedet virkelig tænke på de ord, som Jesus giver os. Når vi tager del i kommunionen, bliver Jesus i os og vi bliver i Ham. Når vi modtager Ham, lever vi i kraft af Ham. Det er Jesus der driver os og bærer os frem. Når vi fejrer bryllup i kirken, synger vi ofte sammen med bruden og gommen, der handler om at i et ægteskab er man halvt om sorgen at bære, selvom alt i verden går op og ned, så er der kærligheden at deles om. Disse ord vi synger, passer også godt med det Jesus giver os.

I kommunionen forbindes han med os, så vi kun må bære på den halve sorg, og selvom alt i denne verden går op og ned for os, som mennesker, så står Han klar med kærligheden og venter på os. Han bærer med os i fattigdom, i mismod, i coronatiden, i vores frustration over verdens problemer, Han bærer, når vi ikke orker mere. Sådan gør Jesus, når det går ned – og når det går op – når alt går op i en højere enhed, så er Han der også, for det brød Jesus giver skal gives til liv for verden.

Lad os med denne festdag overveje hvor stor opmærksomhed vi giver til sjælens sult. Med det samme når maven giver signal om at den er sulten, giver vi den mad at spise. Endda når vi ikke er sultne giver vi den mad – chokolade, og lækre kager fodrer vi den med, men hvordan plejer vi sjælens sult. Gør vi ikke sjælen mæt efter det den hungrer efter, leder vores liv mod meningsløshed og tunge byrder, for sådan er den manglende mening og de tunge byrders vægt, sjælens måde at gøre oprør på, overfor os, når den føler sult. Modtag derfor Jesus legeme og blod og modtag dermed kilden til det evige liv og et tegn på Jesus kærlighed for os.

Søndag d. 14. juni (hvid). (11. alm. søndag)

1. L.: 5. Mosebog: kap. 8, v. 2-3.14b-16a 1 Sl 147,12-13.14-15.19-20

2. L.: 1. Kor. Brev: kap.10, v. 16-17

Ev.: Johannes: kap. 6, v. 51-58

Ordets Gudstjenester kl. 14.00

Messe kl. 16.30

Pastor Judes prædiken til d. Hl. Treenighed 2020 kan læses under linket: Søndags Prædiken eller som ‘Live Stream’ ved at besøge: https://katolsk-nord.dk/

Prædiken til d. Den Hellige Treenigheds 2020 (også livestreamet)

Ev: Joh 3, 16-18

Når vi læser nyheder på internettet lærer vi hurtigt, at overskriften ikke altid er et udtryk for indholdet af artiklen. Overskriften er historiens overflade, og for at lære noget og danne os en mening, må vi læse artiklen. På samme måde er det når vi møder nye mennesker. Det første indtryk er ikke altid et udtryk for hele den person vi står overfor. For at lære det menneske at kende, må vi bruge tid sammen – stille spørgsmål og interessere os for hinanden.

Den hellige treenigheds fest i dag minder os om, at vi må fordybe os for at komme dybere end bare en overskrift eller et første møde. Treenigheden kan være vanskelig at forstå både for børn og voksne. Første skridt er at vi må være villige til at forstå og erkende at Gud er stor, hellig og almægtig, for at blive klogere på dette mysterium. Og vi må stræbe efter et personligt forhold til Gud.

Alt efter vores alder og kultur kan vi have forskellige billeder i hovedet af Jesus, Gud og Helligånden. Jesus som det lille barn, eller den voksne mand. Gud der svæver på skyen med engle, eller en kæmpe mand med et stort gråt skæg. Helligånden som en hoppende ild, eller en hvid due. Det er alt sammen gode billeder, for så simpelt er det, og dog så meget mere kompliceret. Gud er Gud som en kærlig Far for sine børn. Gud sendte os sin søn for at frelse os. Gud gav os Helligånden for at vi ikke skulle være alene på den jord som Gud har skabt, og de er alle tre kommet til os i skikkelser og billeder som vi kan kende, genkende og alligevel undres meget over. et er abstrakt men alligevel forståeligt. De er 3 men de er én – de er 3 der er kommet til os af Guds kærlighed – i Hans skikkelse, så når vi bærer på problemerne er der 3 der bærer med. Når vi søger frelsen er der 3 der viser os vej. Gud skabte os på en særlig måde – til at have et særligt formål her på jorden, og sådan skabte han både dig og mig. Vi leder ofte efter mening med livet, men for Gud giver det vi bare er mennesker allerede mening, for Han kender os. Han venter ikke på at vi bliver på en bestemt måde, før Han vil have noget at gøre med os, for Han kender os, både for det gode og for det onde. På Hans tålmodighed er der ingen ende, for således sendte Han os Himlens advokat og sin egen Søn – og gav os det løfte, at ingen der tror på Ham skal fortabes, men derimod gives det evige liv.

Treenigheden er måske svær at kende til bunds. Det er en livslang opgave som aldrig slutter, men Treenigheden er let at genkende som overskrift – de tre er som den ene, og den ene er som de tre: De er kærligheden. Den kender alt, men dømmer intet. Den ser vores fejl, men overvinder alt, og netop kærligheden er Den Hellige Treenigheds mulighed til os mennesker. Så lad os fordybe os i den, og lade den gøre os villige til at forandre os, når vi erkender at Treenigheden inviterer os til efterfølgelse.

Søndag d.7. juni (hvid). (10. alm. søndag)

1.L.: 2. Mosebog: kap. 34, v. 4b-6.8-9

Sl.: Tilf. Danielsbog B kap.3, v. 52a.53a.54a.55a.56a.

2.L.: 2. Kor.brev: kap. 13, v. 11-13

Ev.: Joh.: kap. 3, v. 16-18

Der er 2 messer. Begge fejres af Pastor Jude:

1. kl. 14.00
2. kl. 16.30

OBS: Husk tilmelding!! (Se på forsiden under overskriften: Messetiderne for Juni 2020)

Pastor Judes prædiken til Pinsedag 2020 kan læses på linket: Søndags Prædiken

Prædiken til Pinsedag 2020

Ev: Joh 20, 19-23.

Når vi skal forbinde Helligånden med symboler er det ilden, vinden, vandet og duen. Duen fordi Helligånden er Guds fred og håb til mennesker. Vinden fordi mennesker ikke kan kontrollere vind – den blæser hvor den vil både på vores fjender, venner og dem vi ikke kender. Vandet fordi vi lærte Helligånden at kende i dåben. Og endelig er der ilden – som symboliserer varmen, altså den kærlighed som Helligånden giver videre, og forvandlingen.

Ilden forbinder vi mennesker også med andre ting. Ilden er en kraft der er så stærk at den kan sluge alt andet. Ild kan sluge møbler, mennesker, hele huse, ilt og kæmpestore skove. Så magtfuld er ilden, og det er interessant når vi kigger på Helligånden. Det er fascinerende at vi midt mellem os har en kraft der er så stærk at den kan være forskel på lys og mørke og liv og død.

Vi lever i en verden hvor troen konstant er under pres både på grund af politik, krig og magt. Men via Helligånden finder vi andre veje. Vi oplever det selv lige nu. Når Corona lukker kirkerne, ser vi livestream. Når vi begrænses beder vi rosenkransen sammen med Pave Frans på You Tube. Og når vi genåbner gør vi det i glæde, og tilpasser ritualer og traditioner til de love der gælder.

Vi må forholde os til det samfund vi er en del af. Holder vi fast for enhver pris i det der er tradition, så ville vi i en situation som corona slet ikke kunne genåbne. Så skulle vi vente og vente og vente… Men Helligånden er en hjælp i vores liv til erkende, søge indsigt og opnå visdom. På den måde finder vi nye veje i troen som beriger os og peger mod det evige liv.

Når alt ser håbløst ud, så flyver Helligånden lavt – den er ikke i øjenhøjde – der hvor alle love og regler bliver til. Nej den flyver i hjertehøjde. Den flyver mellem dit og mit hjerte. Helligånden blæser hjertets varme ud til den ensomme og ud til den som lider. Helligåndens kraft er at finde lige mellem dit og mit hjerte, der hvor vi ønsker godt for hinanden. Som en skrøbelig due lukker den al magt ude, renser os og kalder på noget andet i mennesket.

Vi kan sige at Helligånden er det fundament vi bygger på. Det er et fundament af næstekærlighed og forståelse, og det er et emne der også her i 2020 er meget aktuelt. Vi kan vælge at lægge os ned og erklære at troen er død, og lade os overhale af lovgivning og frygt, eller vi kan rejse os og med Helligåndens kraft, pege på hvad Gud betyder i vores liv. Den modløse kan finde mod i vores historie og den søgende kan finde sit hjem i vores kirke. For sådan virker Helligånden mellem mennesker.

Jesus har i dag samlet disciplene for at give dem en ny begyndelse. Han giver dem Guds fred og nåde og sender dem ud i verden som en enhed med en ny befaling. I dag kan vi ikke nå hinandens hænder på kirkebænkene. Alligevel må vi tænke på kirken som et fællesskab, fordi det ikke handler om mursten men om længslen efter Gud.

Lad os derfor gå ud med vores tro, og vise vores børn og børnebørn at de værdier Gud har givet til os gennem Helligånden – at de er værdier som ikke kan begrænset men altid lever der hvor mennesker er forbundet i Ånden. Lad os tage aktivt stilling og være kristne – ikke bundet i tradition og plejer, men bundet i troen på verdens skaber, håbet, næstekærligheden og alt det kirkens fundament er bygget på.

For sådan er pinsen – Gud sender os en Ånd der fornyer vores liv. En Ånd der giver liv og giver os mod til at gå ud og være Guds hænder på denne jord. Glædelig pinse