Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. uge 2020 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken 17. alm. søndag 2020.

Ev: Matt 13, 44-52

Vi gør os til dommere over alt her i livet, hver eneste dag. Så snart en nyhed kommer på TV skærmen danner vi meninger om sandt og falsk, og retfærdighed og uretfærdighed. Men Jesus taler til os i dag om et ’vod’. Det er som et net der kastes ud på havet og samler fisk. Ikke bare én god slags fisk, men mange forskellige. Store og små, levende og døde, og måske også affald og græs.

Vi skal forstå dette i en anden sammenhæng, nemlig den sammenhæng at vi er udpeget som kristne til at være menneskefiskere. Vi er ikke udpeget til kun at fiske de smukke eller de kloge, men mennesker af enhver art – både de der er levende og døde i troen. Resten er op til Gud.

Himmeriget ligner en perle siger Jesus i Dagens Evangelium. Han deler et smukt billede med os, for når vi frygter Gud eller tænker at Guds Rige er SÅ uendeligt at det er umuligt at forstå det, så har vi perlen at tænke på. En perle er perfekt, og er det billede på Jesus, der repræsenterer Gudsriget. Perlen er et symbol på Jesus. Det er den skat vi må længes efter og søge hele livet. Perlen er noget af det mindste, som dog har den allerstørste værdi. Den er fuldendt og underfuld som Guds Rige, hvor selv det mindste er stort.

De lignelser Jesus fortæller i dag er meget relevante for os. Vi lever i en kultur, hvor man på mange måder prøver at sælge os idéen om, at vi skal sætte os selv først og vokse i kærlighed til os selv frem for noget andet. Det er moderne at hvile i sig selv, kigge indad, og være optaget af hvordan man selv har det. Det kulturen prøver at sælge til os, er at vi skal finde ro inde i os selv, og altid mærke efter, men den ro kommer ikke hvis vi kun optages af hvordan vi selv har det, for dér hvor vi leder, vil vi ikke finde glæden ved det mindste. Nej dér hvor vi leder vil vi finde at alt inde i os slet ikke er stort nok.

Med billedet af nettet som fanger både godt og ondt – både døde og levende fisk, og skatten og perlen giver Jesus os et billede af, at for at hvile i os selv, må vi gøre noget og søge noget udenfor os selv. Vi kan kun hvile i os selv, hvis vi er optaget af vores næste.

Evangeliet inviterer os til at sætte noget til side for at gøre noget for vores næste. Vi må give afkald på vores egne ønsker, for at følge den vej som Gud har lagt for os. Det er ikke gratis at gå den vej. At vælge Guds veje, er hver dag en kamp mellem det vi selv drømmer om, og det Gud er dommer over, men i den kamp må vi huske at Guds indgriben i vores liv, er det vi siger ja til i vores liv som kristne.

Vi må følge efter Kong Salomon i første læsning og bede om visdom til at forstå forskellen og ret og uret, og ikke i vores fokus på os selv bede om rigdom og et langt liv. Med nådegaven visdom vil Gud give os indsigt, så vi ikke fristes til at dømme der hvor kun Gud kan være dommer.

Lad os derfor søge efter Himmeriget og se at Gud findes i de mindste ting, og lad os være menneskefiskere uden selv at dømme det onde fra det gode.

Alle messetiderne til august 2020 kan læses enten under linket: Kalender eller på forsiden under rubrikken: Begivenheder

OBS!

Kirken er stadigvæk under Corvid 19 regulativer fra både regeringen og biskoppen. Det betyder, at man skal kontakte Anton og informere ham om til hvilke Ordets Gudstjeneste eller messe man ønsker at deltage i.

Pastor Judes prædiken til d. 16. alm. søndag 2020 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev.: Matt 13,24-43 eller 13,24-30.

En morgen jeg skulle spise morgenmad, havde jeg glædet mig til min yoghurt med jordbær. Jeg hældte min yoghurt i en dyb tallerken. Så fyldte jeg hele min tallerken og pyntede med jordbær. For at det skulle smage ekstra lækkert tog jeg en skål med sukker og dryssede en stor skefuld på min morgenmad.

Så sad jeg ved bordet og tog den første bid. Det smagte forfærdeligt, og næste bid værre endnu. Jeg havde ødelagt min morgenmad – ikke med sukker, men en stor skefuld salt. Salt var i denne sammenhæng helt forkert, og havde gjort min morgenmad umulig at spise.

Gud har skabt denne verden for alle os mennesker. På samme måde som saltet i min morgenmad eller ukrudtet på hvedemarken, så ser vi hvordan noget som smukt som jorden, ødelægges. Det sker når mænd beslutter at kvinder er mindre værd i nogle lande. Det sker når hvid bliver bedre end sort. Det sker når moralen bliver mindre og egoismen stiger. Det sker når det bliver en menneskeret at bære våben, og når vi bruger så meget af jordens energi at klimaet bliver truet.

Når vi hører lignelsen om ukrudtet i hveden og surdejen, så kommer Jesus med en opfordring til os om tålmodighed. Når nogle få prædiker med had i deres ord, får politikere det ønske at lukke alle kirker ned, og når én person forbryder sig mod loven taler man om at forbud mod en hel gruppe. Vi må dog lære at som saltet i morgenmaden og ukrudtet i marken kan vi ikke adskille alle disse ting. Vi kan ikke sortere alt dårligt væk, og kun bevare det gode.

Vi må have tålmodighed for altid i alle tider vil ondskab blande sig med godhed og det dårlige blande sig med det gode. Den skarphed der er den nye norm i vores samfund arbejder imod den tålmodighed som Jesus taler om. Ukrudtet i hveden irriterer vores øjne, men alligevel må vi finde os i det, for fjerner vi det, vil også det gode gå til spilde.

Vores liv i denne verden er som en øvelse hen imod Gudsriget. Dagligt og time for time bliver vi udsat for valg, spørgsmål om moral og tålmodighed især i denne coronatid som peger mod Guds Rige. Langsomt lærer vi gennem livet at det gode ikke altid kan adskilles fra det dårlige, og med Guds hjælp lærer vi måske at leve med tålmodighed overfor alt det vi ikke kan ændre.

Jesus fortæller os om Gud, Han som er bondemanden der kigger på sin mark, med alle os der står som hvede eller ukrudt. Gud kigger på os og siger: ’Lad dem alle stå’ både de gode og de onde. Gud ser til at det gode ikke kvæles af det onde.

JEG er hvede sidder vi måske hver især og tænker, mens vi hurtigt kan komme i tanke om nogen der er ukrudt – men hvem er hvad? Hvede bliver man ikke kun af at overholde de 10 bud, og ukrudt bliver man ikke af kun at modtage kærlighed frem for at give. Det er mere kompliceret end det, og det er det der gør vores tro spændende og en evig rejse for ethvert menneske, der siger ’Ja’ til Gud.

Tålmodighed er et ord, som kan være som et referat af dagens evangelium. Gud som kigger på os, der er ukrudt og hvede, eller ser os der kun er små frø, men alligevel spirer frem, eller os der blandes i surdejen – kigger på os med tålmodighed. Vi skylder vores kristne tro, at kigge på hinanden på samme måde.

Men vi må også forsvare vores tro og kræve at der er plads til at være næstekærlighed og have idealer, for sådan kan hveden blive forsvaret mod at blive kvalt af ukrudt. Lignelsen i dag er et billede på Guds Rige. Det er et billede på hvordan adgangen til Guds Rige er, og at det ikke er os der afgør hvornår og om der skal høstes. Kun Gud afgør hvem der hører til. Lad os derfor i tillid til Gud, vise tålmodighed og omsorg for den verden vi lever i.

Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. søndag 2020 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d.15. alm. Søndag 2020.

Ev.: Matt 13,1-23 eller 13,1-9.

Der er nogen der går i kirke hver søndag – også her i vores kirke og har en meget dyb tro. Andre har gået eller kørt forbi vores kirke her, måske i flere år, uden nogensinde at have tænkt over hvad bygningen indeholder. Andre igen ligefrem forbander kirken, og har den tanke at religion er grundstenen til alt ondt i denne verden.

Det spændende ved den forskellighed er at alle de mennesker er skabt i Guds billede. De alle har Evangelierne til rådighed. Gud har ikke tegnet en streg rundt om os, og sagt at vi er de eneste der må læse Biblen – at vi er de eneste som må høre Guds ord, eller opleve mirakler. Nej, Guds ord er for alle, sådan som vi lærer det søndag efter søndag. Vi lærer at Guds kærlighed omfavner alle og ikke skelner mellem rig og fattig, racer eller livsvilkår. Gud er Gud for alle mennesker.

I fortællingen fra Jesus vi hører i dag, hører vi om hvordan vi mennesker enten kan være ’den gode jord’ eller ’klippegrund’ eller det der findes mellem tidslerne. Sandheden er nok at vi alle er lidt af det hele. Når det går rigtig godt og vi har overskud, er vi som den gode jord, hvorfra alt kan vokse – både næstekærlighed, idéer, omsorg og handling.

Når vi er som klippegrund eller vi er som de kvælende tidsler – når livet går os imod og vi er optaget af vores egne bekymringer – ja, så har vi ikke meget at byde på. Vi tøver med at give, fordi vi har så lidt at give af.

Det som lignelsen i dag minder os om er at vi ikke er værdiløse for Gud, når vi ikke har noget at byde på. Gud har sået sit ORD overalt.

På samme måde ser vi det her på Danmarks flade marker om foråret. Landmanden sår overalt. Han fylder sin traktor med såsæd og spreder det på hele marken. Landmanden har ikke markeret firkanter og områder hvor han ikke kører. Han véd af erfaring at i det ene hjørne og lige midt på marken – der er der knolde og tør jord der ikke kommer til at give megen høst. Alligevel sår han sin afgrøde der i håbet om og troen på, at det måske bliver bedre i år.

Sådan sår Gud sin kærlighed til mennesker. På korset tog Jesus alle vores synder på sig, og Gud gav sin hemmelighed om Guds Rige til alle mennesker. Det er en hemmelighed som vi ikke kan TAGE og kræve at forstå, men kun modtage når Gud gør os klar, for først når vi modtager Gud kan vi forstå bid for bid den hemmelighed Han har delt med os.

Og Gud er ivrig for at dele ud af sin hemmelighed. Når vi lidt efter lidt får indsigt i den gåde som Guds Rige er, da vil vi være velsignede og rede til at gå ud og sprede Guds ord og gerninger. Derfor sår Gud håbefuldt og lader ikke noget sted i denne verden være øde.

Hver eneste gang et menneske forstår endnu et lille bid af hele troens mysterium, da bærer det frugt, og er et skaberværkets mirakel – helt på lige fod med alt det der kommer op af jorden på marken hvor landmanden har sået i håbet om at kunne høste.

Nogle gange kvæler vi, som tidslerne, alt det gode. Andre gange kan vi, som klippegrunden, slet ikke få det gode til at gro. Men så sker det at vi som den gode jord, griber en hånd der har brug for os, og deler grundlaget for vores tro med dette menneske.

Pastor Judes prædiken til d. 14. alm. søndag 2020 kan læses på linket: Søndags Prædiken

Pastor Judes prædiken til d. 14. søndag 2020

Ev: Matt 11, 25-30

Der er noget meget anerkendende og trygt i at blive kaldt på. En

mor kan kalde på sit barn, og barnet kan kalde på sin mor. Vi kan

blive kaldt på af nogen som har brug for os, eller vi kan blive kaldt

på af nogen som har noget at sige til os. Bliver vi aldrig kaldt på,

kan vi føle os ensomme og uden formål i denne verden, for i

vores natur er det givet, at for at have en plads, et sted at høre

til, så må nogen kalde på os og sige: ’Kom!’

Bliver vi nogle gange i tvivl om der findes en plads til os – et sted

hvor der er brug for os, så kan vi finde stor trøst i dagens

evangelium. Jesus kalder nemlig på os. Han kalder på os, ikke

bare for at sige noget eller vise os en plads, men for at give os

noget. Han lover alle dem der bærer tunge byrder, hvile. Han

lover alle dem som slider sig trætte, ro. Han lover at give os sit åg.

Vi kan tænke at det er et underligt tilbud at give os mennesker.

De fleste af os, har allerede nok at bære på. Vi bærer på smerte,

sorg, sygdom eller bekymringer – i hvert fald har kun de færreste

af os skuldre til at bære endnu et åg, men Jesus giver os netop

det tilbud, for at vi kan deles med ham. Et åg er svært at bære

alene, og det Jesus vil er, at vi bærer sammen med ham. At vi

lærer af ham ved at bære sammen.

På samme måde bærer Jesus med på vores åg. Mange materielle

ting, som fx et brød, kan man dele i to. Én til dig og én til mig.

Sådan lærer vi at dele, men helt på samme måde går det ikke

med de byrder der hviler på vores skuldre. Man kan ikke dele

tabet af en ægtefælle over i to stykker og give den ene halvdel til

nogen. Man kan ikke skære bekymringer over sygdom i 4 stykker

og dele ud af det. Alt dette forbliver i mit åg, og i dit åg.

Byrderne kan ikke trylles væk, men for hvem der har troen i sit

hjerte, kan den tanke at Jesus bærer med os, gøre åget let. Han

som bar det hele vil bære sammen med os. Jesus inviterer os til at

være ærlige i dag. Ærlige overfor os selv og overfor ham. Vi

tænker nok ofte på byrderne som noget der kommer udefra.

Noget der påvirker og irriterer vores liv. Men måske er de mest

oversete byrder dem der kommer indefra. Dem der vokser i os,

og vokser sig til løgn eller misbrug. Dem vi ikke kan sige til nogen

fordi de ikke vækker sympati. Men sympatien har vi hos Jesus –

han har hørt alt, set alt og båret på alt. Og han vil også bære på

alt det vi kommer med.

En mand spurgte engang en meget troende mand: ’Hvis Jesus

virkelig vandrer sammen med dig, hvorfor er der så ikke to sæt

fodaftryk i sandet når du går?’ og den troende svarede: ’Fordi, de

dage hvor der kun er et sæt fodaftryk, betyder det at Jesus bar

mig’. Ja, det er netop sådan vi skal tænke på vores byrder. Når de

er tunge, bærer Jesus os, og bærer med os. Sådan var Faderens

vilje, da Han sendte mennesket sin Søn

Alle messetiderne til denne måned kan læses enten under linket: Kalender eller på forsiden under rubrikken: Begivenheder.

Pga. Corona virus husk tilmelding til de to aktiviteter hver søndag. Oplysningerne finder man under ‘messetiderne fra juni måned‘.