Pastor Judes firmelses prædiken til d. 21. alm. søndag 2020 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 21. alm. søndag 2020. (firmelse).

Ev: Mattæus: kap. 16, v. 13-20

I dag har vi været vidner til en af de samtaler der har fået rigtig stor betydning for vores kirke. Peter bekender at Jesus er Guds Søn. Han siger sådan med sine egne ord, fordi han i sit hjerte og i sin sjæl mærker en dyb tillid til at livet er præget af noget som ligger udenfor ham selv.

En sådan bekendelse er en historie om at der er sket noget med Peter. For at kunne pege på Jesus og sige: ’Du er Guds Søn’ må han have gjort sig erfaringer. På samme måde som vi også har gjort os erfaringer, der betyder at vi kan pege op på korset og sige: ’Dér er Guds Søn’

Vi bekender, at det er et billede af Kristus. På baggrund af bekendelsen blev vores kirke bygget på Peters ord, og kirken er levet videre fordi der år efter år er kommet nye mennesker til, som igen og igen har bekendt at ’dét er Gud og dét er Kristus!’

Vi ved alle hvordan det gik med Peter. Hans bekymring for Jesus var stor, og han kunne ikke acceptere at der ville ske Jesus noget dårligt. Da Jesus fortalte om sin død og lidelse, ville Peter ikke tro det, men kun kort tid gik der før Peter stod og sagde: ’Jeg kender ikke den mand’.

Der gik kun kort tid mellem at Peter bekendte til han benægtede. Og med dagens tekst må vi kigge på os selv. Vi sidder her i dag fordi vi bekender. Vi sidder her i dag fordi Gud har åbnet vores øjne for troen på Kristus. Den gave fra Gud har vi pakket ud og pakket ind i vores hjerte.

Når vi bliver konfronteret med vores tro, kan det være sin sag at forsvare den. Når andre mennesker svarer vores bekendelse med skepsis kan det være svært at stå fast på retten til religionsfrihed. Og når man er ung eller barn i denne virkelighed med sociale medier, er det sikkert ikke sjældent at nogen mobbes for at tro på Gud.

Det letteste vil være at gøre som Peter, og benægte ALT. I det tilfælde er det fristende at tage afstand fra vores bekendelse. For at finde modet til at sige: ’Ja jeg tror på Gud’ så må vi gøre mere end at bekende.

Vi må også ERKENDE. Når vi bekender er det ord der kommer ud ad vores mund. Når vi ERKENDER er det anderledes. Det er en handling der kan vare flere år, eller hele livet og den foregår indeni os selv.

Hvis 2 mennesker bliver gift og aldrig efter brylluppet viser hinanden kærlighed, da vil ægteskabet dø. På samme måde er det med vores tro. Hver eneste dag må vi nære forholdet til Gud. Vi må ERKENDE Guds rolle. I dag kl. 10 og kl. 12 vil unge mennesker modtage firmelsens sakramente her i vores kirke. De kommer til kirken for at ERKENDE Guds vigtighed i deres liv.

Lad os bygge fundamentet til vores tro på Gud, og erkende stykvis at Jesus er den eneste sande vej. Lad os ved Guds hjælp tage ved lære af vores fejl og slippe magten over vores eget liv, og i stedet løse de bånd der binder os her på jorden, for da vil det også være løst i himlen.

Søndag d. 23. august (grøn)

1.L.: Es. Bog: kap. 22, v. 19-23

Sl 138, v. 1-2b.2c-3.6+8bc.

2.L.: Rom, brevet: kap.11, v. 33-36.

Ev.: Mattæus: kap.16,v. 13-20.

Ordets Gudstj. kl. 14.00

Messe kl. 16.30

Pastor Judes prædiken til Jomfru Marias Optagelse i Himlen kan læses under linket: Søndags Prædiken

Jomfru Marias optagelse i Himlen, 2020.

Ev: Lukas 1, 39-56

Vi er lige præcis nået til halvdelen af august. Vi kigger tilbage på sommeren der er gået. Vi kigger på de dage vi holdt fri, på de oplevelser hvor vi glemte Corona for et øjeblik, og på de få men gode lune aftener. Varmen og lyset er stadig hos os, men det varer ikke længe før vi kan køre på landevejen og se store høstmaskiner køre frem og tilbage på marken. Ja foran os venter tiden for høst.

Jomfru Marias optagelse i Himlen fejrer vi i dag – lige i denne tid hvor vi står på kanten til høsten, som et symbol på afslutningen på en periode. For Jomfru Maria er livet som menneske slut. Hun har levet et liv der er meget forskelligt fra vores og Gud kalder i dag på hende. Vi kan ikke læse om hendes død i Biblen, men sådan er vores tro – at hun døde og at Gud optog hende i Himlen – helt naturligt for den vigtige rolle hun spillede i Jesu liv, og som et tegn fra Himlen til alle os der vandrer i vores livs forår og sommer – hen mod efterår.

Vi kan på mange måder blive inspireret i vores liv af Jomfru Maria. Hendes tro var fantastisk stærk og hendes tillid var om muligt endnu større. Hun står for os troende som balancen mellem det stærke og det milde. Mellem regler og kærlighed. Når vi kigger på hendes milde ansigt, kan hun til tider være noget af det mest håndgribelige i vores tro. Fader, Søn og Helligånd er størrelser som er enorme, over mennesket, flygtige og mystiske. Jomfru Maria er et menneske som os, hvis liv er formet anderledes end vores, men dog er hun et menneske. Hun taler ikke i lignelser, hun er ikke som en Ånd der kommer i skikkelse af noget andet – hun spiller en rolle for os som er tæt på os, som vi kan relatere os til.

Ofte møder vi katolikker andre mennesker som siger: ’Det eneste jeg ved om katolikker er, at I tilbeder Jomfru Maria’. Og man står der og har lyst til at sige, at hvis det er dét du ved, så ved du faktisk ingenting.

At tilbede Jomfru Maria – ja, det lyder helt forkert! Hun er som en mor i Himlen for os. Hun er en vi kan samtale med – bede sammen med, henvende os til som en port eller en åbning til alt det Himlen gemmer på. Vi gør det fordi vi igen og igen har læst om de dilemmaer, sorg og kaos, som hun har stået i. Svære situationer som kan minde om vores egne.
Gud gav hende en helt umulig opgave – alligevel sagde hun ja.
Vi var med hende da Jesus forsvandt, og hun var ude af sig selv. – Og vi følte hendes smerte da alle ledte efter hendes søn og ville slå ham ihjel – Og vi græd med hende, da hun med egne øjne så hvordan de dræbte ham.

Alligevel priser hun Herren. Hun lovsynger Hans ord. For Jomfru Maria ved, og har åbnet sit hjerte for, at Gud er med hende alle dage. Der er en grund til at hun skal gå igennem den smerte som hun gør. For smerte har der været i hendes liv, og smerte vil der være i vores liv. Sådan er livet både i livets forår, sommer og efterår.

Meget må vi gå igennem, men med os har vi håbet om Himlen, fordi vi i dag gives et bevis. Og med os har vi, at vi i livets efterår aldrig efterlades alene for med os har vi en kvinde som ved hvad det vil sige at leve som menneske. Hendes omsorg og kærlighed er stort nok til at være med alle mennesker for velsignet er hun i blandt kvinder og velsignet er hendes livs frugt Jesus, og sådan beder hun for os nu og i vor dødstime.

JOMFRU MARIAS OPTAGELSE I HIMLEN (hvid) (20. alm. søndag)

1.L.: Åbenb. bog: kap. 11, v. 19a; 12,1-6a.10ab

Sl 45, v. 10.11-12.16

2.L.: 1. Kor. brev: kap. 15, v. 20-26

Ev.: Lukas: kap.1, v. 39-56

(Kirketælling )

Ordets Gudstj. kl. 14.00

Messe: kl. 16.30

Pastor Judes prædiken kan læses på linket: Søndags Prædiken

Ev: Matt. 14, 22-33

Hvis man tager en appelsin med skræl på og lægger den ned i en spand med vand, så vil man se at appelsinen flyder ovenpå. Skubber man den ned, kommer den op igen.

Tager man skrællen af appelsinen, så man kun har kødet tilbage, og lægger appelsinen tilbage i vandet, så synker den.

Jeg har ikke læst ret meget fysik da jeg gik i skole, men forsøget med appelsinen fortæller mig, at en appelsin med skræl flyder, og en appelsin uden skræl synker. Skrællen gør appelsinen vandtæt – ligesom vores tro gør vores liv vandtæt. Jesus holder os oppe ligesom han holdt Peter oppe, da han inviterede ham ud at gå på det stormfulde hav.

Peter var i sikkerhed, for han var omgivet at skrællen, omgivet af tryghed, men som det også sker for os i dag og alle dage, så vaklede Peter pludselig. Med et meldte alle de spørgsmål sig, som vi kun kender alt alt for godt. Kan det nu bære? Kan jeg klare det? Ved Jesus hvad han gør?

Vi kender disse spørgsmål. Nogle gange lyder de anderledes – de starter med ordet ’Hvis’. Hvis der sker det ene, eller hvis der sker det andet… Hvad så? Sådan farer tankerne gennem hovedet af os, mens vi prøver at gætte på fremtiden. Og så vakler vi. Vi er tæt på at synke og blive blæst væk. Præcis som Peter på havet.

Med vores spørgsmål skabes små huller i appelsinens skræl hvor vandet kan trænge ind og trække os ned, men skrællen er der, og Gud har nærmest besluttet på vores vegne at den der tror på Ham, skal omgives af denne skræl. Når vi trækkes ned af vores mangel på tro, rækker Jesu en hånd ud og holder en hånd under os. Så selv når vi står midt i et stormvejr i vores liv, vil Jesus kalde på os, for at vi skal vove at træde ud på det åbne hav, og straks vil han række os hånden, og vise os at der ikke er noget at være bange for.

Vi vil opleve dette evangelium mange gange i løbet af vores liv, for det er ikke sådan at når man én gang har oplevet at havet kan bære, så træder man bare ud. Og omvendt vil tvivlen heller ikke vinde over os hver gang vi står overfor svære situationer. Vi vil opleve at gå på havet, og vi vil opleve at falde i, og vi vil lære forskellen gennem hele livet.

I dag handler det om Peter, og det er ikke tilfældigt. Peter er den der er nemmest for os at sammenligne os med. Peter er et menneske, som er ivrig men som vakler. Han er modig men alligevel bange. Han er trofast men laver fejl. Så selvfølgelig er det Peter der råber efter Jesus – ’tag mig med!’ – og derefter ’Grib mig!’. Som et barn i tivoli der vil prøve det største, men blive bange turen er i gang

Vi kender dét at være den slags menneske. Turen forude ser spændende ud, men når vi må tage af sted gribes vi af angst. Sådan sker det når bryllupsplanlægningen ser spændende ud, men de unge mennesker gribes af angst over at være ægtefolk. Sådan sker det når den gravide mave ser spændende ud, men forældrene gribes af angst over barnet.

Gå ud i dag og gå på havet. Gå om så du synker, for ingen af os er overladt til vores egen magtesløshed. Når vi møder det svageste i os selv, er Jesus der til at løfte os op. Han lader os aldrig synke.

Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. søndag 2020 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 18. alm. søndag 2020.

Ev.: Matt 14,13-21.

Det er både moderne og vigtigt at gå op i miljø, klima og verdens ressourcer i den tid vi lever i. De sidste måneder har vores fokus været på Corona virus, men det ændrer ikke på at mennesker forbruger så meget af naturen, at naturen lider. Der er mange muligheder for at bremse den udvikling, men det letteste sted at starte er, at kigge på alt det spild mennesker producerer. Vi smider mad ud. Vi kører gode ting på lossepladsen. Mange lever i en kultur hvor de spilder penge på et forbrug de aldrig får glæde af. – Spild er det nogen kunne blive mæt af. Spildet er dét, der giver forskellen på rig og fattig.

De ris den rige smider ud, er de ris den fattige kunne have spist i 2 dage, og derfor har den rige pligt til at interessere sig lige så meget for spild som den fattige. – Men hvorfor tale om spild i dag, hvor vi hører om overflod i evangeliet? Vi kender alle til bespisningen af de 5000. Vi har hørt om dette mirakel mange gange, men måske er der en sætning vi ikke har lagt så meget mærke til. I evangeliet lyder det: ’Og alle spiste sig mætte, og de samlede de stykker sammen som var tilovers’.

Vi må midt i al denne overflod også fokusere på det der blev tilbage. Evangeliet viser os at Gud har overflod. Han har ikke kun en stemme der kan tale til de kloge. Hans stemme taler til alle mennesker. Guds kærlighed er stor nok til at dele ud til alle. Hans visdom er større end nogen magt vi kender her på jorden, og således kan Han også bespise 5000 mænd plus kvinder og børn. Ingen af os kan tage patent på det, Gud har at give mennesker.

Overflod er et ord vi kan forbinde med Gud. Han giver til den der mangler, men vil alligevel, at vi tager vare på det, vi bliver givet. Vi må ikke være tilfældige med Guds gaver, eller lade gaverne gå tabt, med den tanke at der er meget mere hvor det kommer fra. Det vi bliver givet er noget dyrebart i vores liv. Snart skal børnene starte i skole – de er blevet givet visdom – en visdom de må tage vare på lige her og nu, for kun sådan vil deres visdom kunne vokse. Vi voksne må også forvalte vores gaver bedst muligt, for lige nu og lige her, kræves der noget af os, som vi må give opmærksomhed. Hvad vi har i dag kan være væk i morgen.

At Gud har magt til at forvandle 5 brød og 2 fisk til mad til 5000 mænd, kan få os til at undres over den sult vi hører om i verden, for hvorfor er Gud ikke fortsat med at gøre det samme i alle de lande der lider. Det er ikke madens magt, men omsorgens magt vi får demonstreret. Omsorgen for mennesket er tydeligere end noget andet. Jesus giver de sultne et billede af noget fantastisk. Han giver dem et billede af hvor stor en magt kærligheden har, og her mange år efter hører vi ikke bare en fantastisk fortælling, men et budskab til os alle. Det er et budskab om at give omsorg, og ikke bare vende ryggen til mennesker.

Gud giver os omsorg i lige så rige mål, som der i dag er fisk. Han giver os så meget overflod, for at vi kan gemme resterne og dele ud af det. Vi hører hvordan ganske lidt blev til ganske meget. Præcis som det vil ske, hvis os der er her til stede i dag går ud og gør godt, for at dem der får vores gode, gør godt imod andre. Det der starter som lidt, kan blive ganske meget. Lad os derfor tage imod de gaver Gud giver og nære dem, så én kan blive til to, og to kan blive til ganske mange.