Pastor Judes prædiken til d. 1. søndag i Advent 2020 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 1. søndag i Advent 2020.

Ev: Mark 13, 33-37

Det er første søndag i advent og samtidig den første søndag i det nye kirkeår. Det er søndagen hvor vi fejrer håbet og undrer os over at næste måneds kalenderblad endnu engang peger på juleaften.

Sådan går det for os hvert år at den ene forårsdag, bliver til en sommerdag og snart går alle igen og taler om at ’julepynten er kommet alt for tidligt op’. Ja, og det er selvom det næppe kan komme som nogen overraskelse at julen ligesom påsken vender tilbage hvert eneste år.

Måske får vi denne tanke at julen hvert eneste år overrasker os, fordi resten af året går med at den ene dag tager den anden. Vi går i en søvn af stress og travlhed, der bærer os gennem livet uden chancen for at stoppe op og virkelig SE og iagttage. Vi er måske ikke rigtig vågne og lægger ikke mærke til alt omkring os. Måske fylder vi vores støj og forstyrrelser, eller løber rundt til aktiviteter, hvis da ikke arbejdet æder alt vores tid.

I vores tid er det ikke moderne at kede sig eller være langsom. Det er på en måde blevet et svaghedstegn ikke at skulle noget, eller have en kalender med ledige dage, men hvad nu hvis det kun er inde i kedsomheden og inde i kernen af det langsomme, at vi når ind til det livet handler om, nemlig at være Gud nær og have kærligheden og håbet intakt.

Da Jesus blev født i krybben og ej heller da Jesus døde på korset, havde Gud ønsket, at denne tid på året 2000 år senere ville blive den mest vanskelige tid for fattige familier, og Gud havde næppe heller ikke ønsket at brugen af Dankort skulle sætte rekord år efter år, mens folk vælter over hinanden med mundbind på, på Black Friday. Julen har med tiden skiftet karakter

Så, hvad ville Gud med denne tid? Lad os reflektere over det spørgsmål i dag, og finde svaret sammen med vores familie. Blandt svarene kan vi også finde svar i dagens evangelium. Vær vågne! – Lad ikke Herren finde Jer sovende. Eller med mere moderne ord: ’Lad ikke adventstiden drukne i gaver og konkurrencen om at være perfekt, for da vil vi gå gennem julen sovende og ikke opdage når Herren kommer. Han vil finde os og se at vi er fraværende!

I dag er det håbets søndag. Vi tænder det første lys og fejrer at Gud har givet os mennesker håbet i gave – en gave vi har brug for i denne Corona tid. Håbet er det lys der blafrer i vinden, når vi er tæt på at give op. Håbet er det der får os til at bede, når troen på Gud er en rettesnor i vores liv. For det menneske der ikke har håb i livet, er livet kun meget lidt værd. For den syge som lider uden håb, er der kun legemets død tilbage. For den forladte som sidder alene uden håb, er der kun ensomheden tilbage.

Vi er på grund af vores tro forpligtet til at lade vores overskud gøre gavn for dem hvis håb ikke har nogen holdeplads. Og det kræver at vi prioriterer Gud i vores liv, for kun Han vil guide os til at gå til de huse, hvor nøden er størst, og kun Han vil hjælpe os til at skære alt det fra, der får os til at gå sovende gennem livet.

Lad os denne første søndag i advent på kirkeårets første dag virkelig kede os og være langsomme. Da vil de næste uger give os det, der netop var meningen med dagene, nemlig en sød ventetid på Kristi komme. I stilheden vil håbets flamme fra adventskransen lyse for os, som en sikkerhed for at mørket aldrig er stærkere end den kraft lyset har.

Jeg vil derfor gerne ønske Jer alle en rigtig kedelig og langsom adventstid.

Først og fremmest er kirken igen åben, efter de ekstra Corona restriktioner Nordjylland var underlagt i november måned.

Men, men! Overhold plads placeringer, som er vist med både farver og tekst

Alle messetider i december er både på forsiden og under linket: Kalender.

Der er mange messetider og mange tidspunkter omkr. Juletid.

NB: Mange søndagsmesser er nu kl. 16.00!

Glædeligt gensyn 😇 😇 😇

Pastor Judes prædiken til d. 24. alm. søndag 2020 (Jesus Kristus Universets Konge) kan læses under linket: Søndags prædiken

24. alm. søndag i året 2020 (Jesus Kristus Universets konge).

Ev: Matt 25, 31 – 46

Når vi bliver givet et ansvar for noget, så føler vi at vi har en værdi. Jo mere ansvar vi får på arbejdet jo mere værdi viser vores bankkonto, og jo mere ansvar vi giver til vores børn, jo mere forstår de, at noget afhænger af om de lever op til deres ansvar eller ej. På den måde lærer de at andre i familien regner med dem – regner med at de bærer skraldeposen ud, eller regner med at hunden bliver fodret, og hvis aftalerne ikke overholdes har det en konsekvens.

Sådan gives vi alle et ansvar for noget i livet, og ubehageligt er det for det menneske om hvem nogen siger: ’Han er ikke værdig til et have et ansvar. Ham kan man ikke regne med’. Men selv ham, – ham som ingen tør stole på, han bærer også et ansvar. Gud gav os nemlig et ansvar den dag vi blev født. Han gav os ansvaret for livet – at udvikle det og forvalte vores talenter på en måde, så vi kan stille os foran Menneskesønnen den dag han kommer.

For sådan hører vi i evangeliet, at den dag Menneskesønnen kommer, den dag skal mennesket stå foran ham og de som har båret deres ansvar, de skal stå til højre og være de velsignede, og tage del i Guds Rige, sådan som Gud bestemte, da Han skabte mennesket.

Til venstre vil de der ikke tog deres ansvar alvorligt stå. De vil være de forbandede og være udelukket fra Guds Rige og sådan vil de sendes væk derfra til en evig straf.

Vi må alle være bevidste om disse ord, i den måde vi lever vores liv på. At bære på et tungt ansvar er ikke altid det samme som en garanti for at se Guds Rige. Indtil den dag vi står foran Kristus, Universets Konge, må vi forvalte vores ansvar godt og med stor samvittighed. Det er dén måde vi bærer vores ansvar på, der afgør om vi kan gå til højre som de velsignede eller må gå til venstre som de forbandede.

Forvaltningen sker lige her midt i vores daglige liv. Kristus, Universets Konge er i ethvert menneske vi møder på vores vej. At forvalte vores ansvar sker ikke kun når vi knæler ned foran store statuer af Universets Konge i guld. Nej, forvaltningen sker ude på gaden hvor vi møder den der tørster. Det sker i fængsel, hvor vi møder den der har overtrådt loven. Det sker når vi møder den syge, der mangler tøj. For hvad gør vi så?

Går vi forbi og kaster vores ansvar fra os? Måske retfærdiggør vi vores handlinger, fordi vi allerede har givet til en anden eller ydet støtte en anden dag. Måske tænker vi endda at det slet ikke nytter, for med al den nød i verden hjælper vores bidrag ingenting.

Vi må huske på at de lidende, de svage i samfundet, som vi også samler julehjælp til, alle er et billede på Kristus. De er hver i sær et symbol på Universets Konge, og når dagen kommer, så er det en glædens dag, for det er netop denne – den sidste dag – hvor Gud rækker denne vigtige gave frem til os, nemlig håbet. Det er også håbet vi står i hænderne med i dag. Det er den sidste dag i kirkeåret – den dag hvor vi kan samle alt det vi har hørt gennem året og reflektere over ordene.

Kristus Universets Konge, er en Konge der adskiller sig fra alle andre konger vi kender. Gud hersker over hele verden, men Han bruger ikke denne magt til at føre krig. Han peger ikke på nogen og skiller ingen ud. Han bruger derimod kærlighedens magt og giver os håbet i bytte for vores forvaltning af ansvaret for livet.

Bær derfor ansvaret for livet varsomt, også selvom vi af og til falder. Gud ved det – og Gud tænder igen og igen håbets flamme. Håbet om at vi vil rejse os og søge at forvalte livet så det bliver en Konge værdigt.

Pastor Judes prædiken til d. 33. alm. søndag 2020 (plus livestreaming af messen) kan læses under linket: Søndags Prædiken For at se livestreaming af messen klik ind på sognets hjemmeside på forsiden: ‘Se messen her ‘

Kirken i Frederikshavn er fortsat lukket pga. de nye regler i forbindelse med Coronavirusen.

Ev: Matt 25, 14-30 (De fattiges Søndag)

Det evangelium, vi netop har hørt, er alvorlige ord. Vi hører fra Jesus at der kan komme en dag i vores liv, hvor vi vil se, at vi har spildt vores liv – at vi ikke har brugt de evner vi har på noget fornuftigt. Det er alvorligt, og det er næppe den besked nogen af os ønsker at se tilbage på, når vi står ansigt til ansigt med Gud.

Evangeliet handler også om noget andet. Den handler om tillid. Teksten handler om at mennesker bliver betroet noget der er meget værdifuldt. Uanset om det var et, to eller fem talenter, så giver ordene os det klare indtryk, at talenter er meget værdifulde uanset hvilken størrelse, de kommer i.

Og det kan vi genkende fra vores liv. Det er nok ikke mange forældre, der har børn, som kommer hjem med karakterblade som viser tolv-taller i alt fra billedkunst, til musik, til matematik og udenlandske sprog. Normalt har vi vores styrker indenfor forskellige – men færre ting, og det er typisk indenfor de områder, hvor vi søger efter meningen med vores liv.

Den der er dygtig til musik, søger i den retning, mens den der har styrker indenfor kemi kommer til at arbejde med noget helt andet. Vi ser det også her i kirken. Alle vi som er her i dag, arbejder ikke med de samme ting i kirken. Vi fordeler vores evner, for på den måde at tjene Gud og hinanden. Det er vores forskellige talenter, der former vores menighed.

I løbet af livet kan vi miste modet, og blive i tvivl om hvilken retning vi skal gå. Lige nu står der helt sikkert mange familier, som har levet af at avle mink, der nu savner retning i deres liv. Livet viser os, at det ikke bare former sig, som den røde snor, der bliver lagt ud for os ved dåben. Guds vej er måske lige og ret, men vi opdager at et godt liv byder på zig-zag og omveje. På den måde sker det, at Gud kun afslører lidt efter lidt, hvordan vi skal bruge det vi er blevet betroet.

Gud har lagt noget dyrt i vores hænder under dåben. – Han har lagt et ansvar for at bruge vores liv. Bruger vi det ikke går det tabt. For sådan er det med talenter, uanset hvor mange vi har. Bruger vi dem ikke, så har vi spildt dem, og så bliver vi fattige i ånden.

Der bliver stillet krav til os som mennesker, og vi må aldrig være i tvivl om at vores tro koster – det er ikke gratis at tro på Gud, for vi forpligter os til at gøre godt med det vi har at gøre godt med. Vores evner og talenter kan gå op og ned. Som lille barn eller meget gammel kan det være svært at evne ret meget. Sorg, krise og andre livssituationer kan også sætte os ud af spil, men Jesus siger til os at enhver som har fået meget skal der kræves meget af.

Det er en vigtig pointe Jesus kommer til os med i dag. Han siger til os at vi er ikke ligegyldige, at Gud ikke er ligeglad. Med dåbens gave, bliver vi forpligtet til at lade vores talenter vokse. Vi må være vedholdende for at vores liv kan vokse til glæde for andre, også selvom der sættes begrænsninger for os i en corona-tid

Lad os alle inspireres af evangeliet i dag, og ikke låse vores evner inde. Da vil det gå, som hvis man sætter pengene i banken – de bliver mindre og mindre værd! Vores talenter må vi handle med, så lad os være aktive i det samfund vi bor i og den verden Gud har skabt os i, for engang at få del i Guds Rige. I dag er de fattiges dag. Lad os netop i dag overveje hvordan vi kan bruge vores talenter for de fattige. Lad os se til, at de fattige i ressourcer må blive mætte, og at de fattige i ånden må se at Gud har givet dem dyrebare talenter, som giver dem stor værdi.

Pastor Judes prædiken til d. 32. alm. søndag 2020 (Laterankirkens

Indvielse) kan læses under linket: Søndags Prædiken

Husk! Kirken er lukket pga. de skærpede Corona restriktioner i Nordjylland.

Prædiken til d. 32 alm. søn. 2020 (og livestream).

Laterankirkens Indvielse.

Ev: Joh 2. 13-22

Det er nemt og billigt at bryde noget ned. Vi ser det lige nu hvor millioner af mink aflives en efter en på grund af det frygtede Coronavirus. Ejerne af minkfarmene må se på at det de har bygget op gennem generationer og kæmpet for, brydes ned bare på få dage. Ja, i det hele taget er nedbrydning lettere end opbygning. Det kan tage timer at bygge et korthus, men et vindpust kan blæse det hele fra hinanden.

At det er så svært at bygge op og så let at bryde ned, gør at vi forstår Jøderne i evangeliet i dag når de taler imod Jesus. De finder det urimeligt at han vil bryde alt det ned de har brugt 46 år på at bygge – og så påstår han at han på blot 3 dage vil bygge det op. Også i vores ører lyder en sådan plan helt uvirkelig, og helt sikkert er der minkavlere der tænker at dét er umuligt! Men Jesus taler ikke om mursten eller mink, han taler om legemet og om mennesket. Jesus ser på hvad Jøderne gør med templet. De har ændret det så det ikke længere er et tempel men en plads for køb og salg, en plads hvor den stærke vinder over den svage.

Templet er et tempel men har ikke længere værdi som tempel fordi dets formål er blevet ændret. Jesus bruger templet som en sammenligning med legemet. Vi ærer vores kirke, tænder lys, gør forsigtigt rent, beder og bevæger os i stilhed. Vi ved at dette rum er helligt – at det ikke er et sted der er egnet for salg af duer, får og oksekød. Vi ved at dette rum ikke er et sted for sladder og dårligdom mellem mennesker. Men hvordan ser det ud med vores legeme? Burde vi ikke behandle vores legeme præcis på samme måde som vi behandler vores kirke?

Hvad kirken ikke kan tåle, kan legemet heller ikke tåle. Det dårlige må brydes ned. Enhver dårligdom i vores legeme er med til at gøre vores liv til en markedsplads, hvor alt kan købes og sælges for den rigtige pris. Sandheden har sin pris siger man, med tanke på at sandheden kan gøre mennesker ondt, eller skade vores relationer. Men sandelig har løgnen også en pris – den betaler vi dyrt for i vores eget legeme. Legemet lider af løgnen, præcis som legemet lider af hadet, og af alt det som æder vores legeme op.

Det tager lang tid at bygge et sådan legeme op, for et legeme med dårligdomme har et lager til alle små ting, som vokser sig større og større og bliver en del af vores identitet. Det bliver uvaner vi bærer på, og som tvinger os ned. I dag siger Jesus til os, at det er netop det vi må bryde ned. Alt vi har bygget op som fjerner vore legeme fra hellighed, må vi bryde ned og køre væk. Sådan vil vi give plads i vores legeme til alt det der er værd at bevare.

I dag er Pavens dag for på den måde at vise vores fællesskab med ham og vores kærlighed og respekt for ham. Ikke bare det – vi viser også at hver eneste katolik i hele verden har fællesskab med hinanden. Vi er ét kød, en enhed som ét legeme, der bygges op af Guds ord.

Her på Pavens dag fejrer vi Laterankirkens Indvielse. Laterankirken er den ældste kirke i Rom. Det er den kirke vi betragter som moderen til alle kirker i verden. Det er den kirke vi kan takke for at Guds ord lever i enhver kirke vi kommer i, i hele verden. Det er den kirke og vores egen kirke vi kan lade os inspirere af når vi skal sortere i indholdet i vores eget legeme, for kun hvad Laterankirken kan tåle, kan vores legeme tåle.

(Church Closure!)

Kære Alle,

På grund af nye restriktioner som er blevet meddelt den 5. november lukkes
kirken hermed i Hjørring, Thisted og Frederikshavn

Kirken lukkes af flere årsager, blandt andet:

Præsterne må ikke rejse ind i de kommuner hvor kirkerne ligger.

Borgere i de berørte kommuner må ikke rejse på tværs af kommunerne

Messen fra Aalborg livestreames hver søndag

Lukningen af kirkerne i Hjørring, Frederikshavn og Thisted foreløbig frem
til 3. december er IKKE en opfordring til at medlemmer af kirken i disse
byer kan deltage i messer i Aalborg, eller besøge kirken i Aalborg på anden
vis.
Medlemmerne i de berørte kommuner mindes om at det ikke er tilladt at rejse ud af de berørte kommuner.

Med håbet om at ALLE vil respektere og efterleve denne regel, og naturligvis
bøn for alle sundhed og sikkerhed

Pastor Jude (sognepræst)

Church Closures

Because of the serious situation regarding the outbreak of the Coronavirus in Northern Jutland Father Jude, our parish priest, has decided to close the churches in Frederikshavn and Hjørring until further notice. He asks that we respect all the rules and restrictions which the Danish Government and the Borough of Frederikshavn have made. He also points out that we here in Frederikshavn must not go to the parish church in Aalborg since this also will be breaking the Coronavirus restrictions.

As soon as the restrictions are lifted they will be published on this Home Page.