Pastor Judes prædiken til denne dag kan læses under linket: Søndags Prædiken

Jeg beklager at Pastor Judes prædiken er så forsinket, men Inger og jeg var på et højskoleophold hele ugen.

William

Prædiken til Pinse søndag 2021.

Ev: Joh 20,19-23.

Der findes en dansk mand der har brugt hele sit liv på at sejle rundt i verden. Han har mødt alle slags mennesker på sin vej, og når han med én sætning skal beskrive alt det, så siger han: ’Uden troen, eventyret og Ånden, har du kun pengene tilbage’. Det er en smuk måde at beskrive alle de oplevelser vi får i livet. Opgiver vi troen, eventyret og Ånden, så er der ikke meget tilbage – kun pengene som ikke kan købe det vi har opgivet tilbage.

Vi fejrer pinse og det er selvfølgelig Ånden der er temaet for de tanker vi kan gøre os i dag. Ånden er det der sker mellem mennesker, Ånden er det der giver os håb, Ånden er det vi opgiver når sygdommen har så hårdt fat, at der ikke er mere at kæmpe for. Ja, på mange måder er Ånden limen mellem Gud og mennesker. Det er det, der er tilstede når vi taler sammen, og evner at lytte mere end vi taler.

Helligånden udgår sammen med Faderen og Sønnen den Treenighed vi er knyttet til, og med den tanke kan vi næsten sætte os ind i den æresfrygt der har været blandt disciplene da Jesus blæste Ånden i dem. Det er store magter der er på spil. ’Modtag Helligånden’ lød ordene, og sådan lyder ordene også til os. ’Modtag Helligånden’ og forlad andre deres skyld. Og vores æresfrygt bør være lige så stor, for Ånden er en skrøbelig evne at bære på. Ånden må vi være ganske varsomme med hele livet.

Helligånden er det vi har blandt os som bygger kærlighed op og bryder afstande ned. Vi husker fra Biblen, hvordan Helligånden fik menneskene til at forstå flere sprog, og netop vores sprog har Helligåndens kraft. I vores tale holder Ånden balancen så kærligheden vinder over hadet og nåden vinder over mistroen. Når mennesket bliver hårdt er det Ånden som gør hjertet blødt, og måske er netop med den tanke at sejleren sagde at uden troen, eventyret og Ånden, har man kun pengene tilbage.

Pengene er et udtryk for det hårde. Det er et udtryk for magt, undertrykkelse og egoisme. Pengene kan ikke købe noget af det som Ånden giver til mennesket, og det er netop den balance vi må finde i livet.

Hvad er vi når pengene slipper op? Vi har set det ske for mange, at de ikke gjorde sig umage med Ånden, men troede at pengene kunne købe dem fri – fri fra høflighed, fra næstekærlighed, men når de en dag står på bunden af den tomme skattekiste så er de overladt til ingenting.

Helligånden er Guds sprog. Det er et sprog vi må studere hele livet for at blive bedre og bedre til at tale det. Helligånden er kærlighedens sprog som limer det brudte sammen i skrøbelige familier, og får os til at have øje for vores næste.

Vi siger at pinsen er kirkens fødselsdag, fordi pinsen var opbygningen af den tidlige kirke. Det var pinsen der blev grobund for det vi kender – ikke bænkene, døbefonten og vievandet, men den helt tidlige kirke hvor rammerne blev dannet omkring Guds ord og kærlighedens sprog. Lad os derfor i dag fejre kærlighedens fødselsdag, ved at øve os i at forstå frem for at misforstå.

Jeg så en tekst en dag hvor der stod: ’Vil du ændre verden må du starte med dig selv’ og det er netop i den tanke at Helligånden er med os. Hvis vi starter med os selv – hvis vi undlader at pege fingre os stille krav til at andre om at holde op med noget og starte med noget andet – men i stedet kigger på os selv, og spørger: Hvad kan JEG ændre? Hvad kan JEG gøre? Så er vi netop i gang med det Jesus beder os om: Forlad dem deres skyld, og deres synder vil være forladt.

Lad os derfor blive inspireret af pinsen til at tale Guds sprog i ethvert møde vi har med andre mennesker. Sådan vil vi skabe enhed og bryde de grænser som er i verden mellem farve, sprog og kultur

Pastor Judes prædiken til d. 7. søndag i Påsketiden 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Joh 17, 1-11

Når to mennesker mødes for første gang handler samtalen ofte om at lære hinanden lidt at kende. Ikke længe har man talt sammen før den ene spørger: ’Hvad arbejder du med?’ og den anden kan stille spørgsmål om ’Hvor bor du?’ og ’Hvor er du vokset op?’

Men derfra må vi videre og dybere ind i det nye menneske vi sidder overfor. Hvem stemmer vi på? Hvilket hold i fodbold holder vi med? Hvad tror vi på? Hvad er vores holdning til etiske spørgsmål?

Ved at lære om hvem hinanden elsker, kan vi lære meget om hinanden. Måske elsker en sin mand gennem 40 år, og fodboldholdet Real Madrid og Tour de France. Måske har det nye menneske vi skal lære at kende børn og kæledyr at elske. Måske har dem det var værd at elske allermest forladt denne verden.

Vores kærlighed afslører os som menneske, og på den måde åbenbares det hvem vi egentlig er. Vi hører evangeliet i dag med Jesu sidste bøn. Det er en Søn der beder til sin Far. Det er Jesus der beder til Gud. I bønnen afslører kærligheden Jesus som menneske, og det åbenbares hvem han er. Selvom Gud er tavs i den tekst vi har hørt, afsløres det også hvem Gud elsker – nemlig de mennesker som Gud har givet Jesus fra denne verden. De var Guds, men Gud gav dem til Jesus.

Det er et stærkt billede vi er vidner til i dag. Ordene griber rundt om os og pakker os ind i at Gud vil holde os fast, uanset hvor håbløst alt det håbløse ser ud og uanset hvor glæden bringer os hen. Uanset om livet tvinger os i knæ eller får os ned med nakken, vil den kærlighed vi hører om i dag rejse os op igen. For sådan beder Jesus for os, at det menneske der elsker, det skal afsløres over for Gud, som et menneske der står oprejst midt mellem Fader, Søn og Helligånd.

Vi er midt mellem Kristi Himmelfart og Pinse. Vi er midt mellem at Jesus fór op til Himlen og Helligånden kommer til mennesket. Vi er i et tomrum, som på Jesu tid var en ventetid, vi kunne tænke var umulig at bære for disciplene. Ventetid kender vi fra vores eget liv. Det er den tid mellem eksamen og beskeden om en karakter. Ventetid er tiden mellem undersøgelse og operation. Ventetid er tiden mellem jobsamtalen og beskeden om at vi fik eller ikke fik jobbet.

Ventetid er ofte en tid hvor vi som menneske ikke rigtig kan gøre noget. Vi kan ikke koncentrere os og vi kan ikke tænke med fornuft. Alt i vores krop er sat op på det vi venter på og alt andet må vige. Hjernen er fyldt op med forventning men også med tvivl og frygt. Disciplene må have siddet i Jerusalem med en lignende følelse. Jesus var væk og hvad ville der nu ske? Hvem skal passe på os?

Jesus beder for dem og for os. For den frygt og tvivl vi har, beder Jesus til Gud. Han går i forbøn for os, for den angst disciplene sidder med, sidder vi også med – ikke bare i dag men alle dage.

Særligt i denne tid bliver der pustet til vores frygt. Smittetal går op og ned. Vi må vænne os til at være tættere på hinanden men alligevel holde afstand. Vi må beskytte os og vise samfundssind.

Og som det er med Corona, kan vi heller ikke forudsige andre aspekter af livet, for Gud viser os ikke vores nære fremtid – ikke dagen i morgen og ikke vores alderdom, men vi ved dog dette: ’At Gud har afsløret sig selv for os, i sin kærlighed til os’ og det er den virkelighed vi lever i.

Lad os derfor vente i denne tid mellem Himmelfart og Helligånd og gør os selv rede til at modtage Ånden – ikke som en magt i vores liv, men som en kærlighedens Ånd, der sikrer at den kærlighed som Jesus taler om i sin bøn, lever videre mellem Gud og mennesker.

Pastor Judes prædiken til denne fest dag kan læses under linket: Søndags Prædiken.

Prædiken til Kristi Himmelfart 2021.

Ev: Mark 16, 15-20.

Kristi Himmel Fart fejres 40 dage efter Påske og 10 dage før Pinse. Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus steg til himlen 40 dage efter sin opstandelse.

Kristi himmelfart markerer afslutningen på Jesus´ liv på jorden. Kirken fejrer altså ikke kun, at Guds søn kom til verden, men også at han forlod den igen efter opstandelsen. Det lyder måske som en mærkelig begivenhed at fejre. Men Gud måtte forlade verden som menneske, for at han kunne sende til os Helligånden i Pinsen. Himmelfarten markerer ikke blot afslutningen på historien om Jesus´ liv på jorden. Den sætter samtidig begyndelsen på en ny: Helligånden, som kommer i Pinsen. 

Med Opstigningen sluttede Jesus beslutsomt sin tid på Jorden og gik ind i Guds himmelske Rige, så hans egne ord skulle opfyldes. Han havde fortalt sine disciple: “Ingen er gået op i himlen, undtagen den, der kom ned fra himlen, Menneskesønnen“,

Han havde sagt til Maria Magdalene ved graven: “Hold ikke fast i mig, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Gå i stedet til mine brødre og fortæl dem, jeg stiger op til min Fader og din Fader, til min Gud og din Gud“, Jesus var med andre ord kommet ned fra himlen som menneske og vendte tilbage til himlen i herlighed. 

Men han steg op til himlen ikke kun for at vende tilbage til, hvor han kom fra, men også for at forberede et sted for dem, der tror på ham. Han sagde: “I min Faders hus er der mange boliger. Hvis det ikke var tilfældet, ville jeg have fortalt dig det. Jeg vil forberede et sted til dig“, Ja, Herrens opstigning er en stor trøst for alle, der er bange for hvad der sker i døden eller bange for det der leder hen til døden. Lad os derfor opmuntre hinanden til at huske, at Jesus lod sig føde, døde, genopstod og steg op i himlen for os. Lad os tro og leve i håbet om en dag at være sammen med ham i Guds rige for evigt.

Jesus Kristus, der er kommet ind i himlen igen, går konstant i forbøn for os for Helligåndens kraft, som er meget afgørende for troens liv i Kristus. Jesus sagde: “ Det er til din fordel, at jeg går væk, for hvis jeg ikke forsvinder, vil Helligånden ikke komme til dig. Men hvis jeg går, vil jeg sende ham til dig“, John (16:7).

Med Himmelfarten kunne disciplene og vi blive bange for at Jesus bliver fjern for os. Vi kan blive nervøse og tænke at han stiger op, og væk fra vores liv, men vi må tænke på hans ophøjelse på en anden måde. Jesus stiger op over vores problemer, sorg og glæde. Han stiger derop hvor han kan se på det hele på afstand.

Når vi ser Jesus på malerier hvor han stiger op til Himlen, er det fælles for de fleste at hans hænder peger ned mod jorden. Hans hænder strækkes ud efter mennesket, som om han griber fast i os. Lad os derfor i dag fejre Himmelfarten, og glædes over at der er åbnet et hul mellem mennesket og det evige lys. ’Jeg er med Jer alle dage’ lyder hans ord til os. Han sidder ved Gud den Almægtige højres hånd, og han skal komme igen for at våge over ethvert menneske, hvis hjerte trænger til trøst. Lad os hver dag række ud efter hans hænder når han kommer os i møde.

Pastor Judes prædiken til d. 6. søndag i Påsketiden 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken.

Prædiken til d 6. søndag i Påsken 2021. (firmelse)

Ev: Joh 15, 9-17

Hvis nogen skal lære hvad grundlæggende kærlighed betyder findes der stor læring i at lade dem eje en blomst med rødder eller en grøn plante. Viser vi den kærlighed og omsorg ved at vande den og stille den hvor solens stråler rammer den, så vokser planten. Sætter vi den i mørke og glemmer den, vil den visne og dø. Så enkelt kan man formidle hvad kærlighed betyder. Det er de få forskelle der betyder noget for om et menneske – eller en plante – næres og vokser, eller visner og dør.

Jesus gør det klart for os i evangeliet at ’behandler vi kærligheden som han har fortalt os, så er han vores ven’, og den måde vi skal behandle kærligheden på er ved at elske andre som Jesus elsker os; ubetinget og uden grænser. Det er dette enkle budskab han kommer med til os, – at et ægtepar skal elske hinanden uden grænser, og ikke lægge mærke til de små ting der kan true kærligheden. Det som truer kærligheden er de små uenigheder, de små skænderier. Husk da at ikke alene Jeres ægtefælle bærer fejlen, for når I vender hovedet bort, så bryder også I det bud Jesus giver os: ’Elsk hinanden som jeg har elsket Jer’

Kærlighedsbuddet handler ikke bare om mennesker men også om Gud. Han har udvalgt os til at blive skabt i denne verden, alene med det formål at sende os ud i verden for at bære frugt og vigtigere at blive VED med at bære frugt. Det er altså ikke nok at sætte en spire i denne verden, at plante en enkelt succes – nej vi må pleje vores frugt, og ikke svigte vores pagt med Gud, for sådan gælder kærlighedsbuddet også mellem Gud og menneske – Som Gud elsker os må vi elske Ham.

Kærlighedsbuddet lærer os at møde alt med kærlighed, og ikke dømme imod kærligheden. Men vi må også lære at kærlighed har mange ansigter og mange former, som alle har deres forskelligheder. Hengivenhed kan komme i mange former, men hvordan skal vi så kende forskel. Hvordan skal vi se forskel på hvem der vil os det gode og hvem der vil det onde? Svaret er enkelt for det bliver vi givet i evangeliet. Vi skal først og fremmest selv holde det dobbelte kærlighedsbud og aldrig bryde det hverken mod vores næste eller mod Gud. For én ting er helt sikkert. Gud elsker os, Han accepterer os selv de dage vi glemmer kærlighedsbuddet, og Han elsker mennesket så meget at Han aldrig vil forlade os.

Når nogen får et lille barn fyldes de af samhørighed og forbindes i kærlighed, men ønsker at barnet skal opdrages og blive en selvstændig voksen. Sådan ser Gud også mennesket. Vi skabes i denne verden, elskes i samhørighed, men Gud slipper os aldrig og ønsker at vi opdrages i Hans kærlighed. At elske nogen, elske sig selv og elske Gud er en livslang opgave, men lad os ikke udsætte den opgave til i morgen. For sådan er det med planter og sådan er det med kærlighed at det er de små forskelle der skaber forskellen på at visne og dø eller næres og vokse.

Pastor Judes prædiken til d. 5. søndag i Påsketiden 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken. Den kan også ses som ‘Livestreamed’ ved at logge på sognets hjemmeside.