Pastor Judes prædiken til d. 12. alm. søndag kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Mark 4, 35-41

Hver eneste dag dør mennesker overalt i verden som følge af hjerteproblemer og hjertestop. Vi ved det, men det er ikke noget vi taler meget om. I den sidste uge er der dog et helt bestemt hjertestop, som alle taler om. Danmarks nummer 10 – Hele Danmarks Christian Eriksen – gik pludselig i græsset på fodboldbanen foran millioner af TV seere, og frygten var malet i ansigtet på alle de mennesker vi kunne se på stadion. Overalt blev der stille. Nogen græd. Andre bad til Gud, og nogen gik i chok.

Som i et mirakel vendte vores spiller nummer 10 tilbage til livet. Det endte lykkeligt, og han trak vejret. Så vi kunne have fortsat vores liv helt som vi plejer og ikke snakke mere om det, men det skete ikke. For i en hel uge har vi snakket om hjertestop. Om at livet er skrøbeligt. Om at trykke 30 gange og puste 2 gange. Om at bede til Gud. Om at savne dem vi selv har mistet.

I dagens evangelium er disciplene grebet af frygt. De tror at livet kan have nået sin ende og at Jesus er ligeglad. Den tanke møder jeg som præst ofte hos mennesker der er ramt af sygdom eller sorg – tanken om at på trods af, at vi tror på Gud og lever et liv med bøn og almisse, så rammes vi af ulykker. Det er et af vores tros mysterier, som kan være svære at forklare – hvordan finder vi mennesker mening i det meningsløse? Hvorfor rammer pandemier, hjertestop, storme på søen og ulykker os i denne verden? Hvorfor er det ikke altid at Jesus siger til stormen i os: ’Ti stille, hold inde!’ og på den måde skåner os for at stormen fortsætter?

Vi mennesker må se sagen i et større perspektiv. Før sidste weekend talte vi om Corona og en masse andre emner, som blev glemt da nummer 10 lå i græsset. Nu bruger vi tiden på andre ting. Vi orienterer os om hvor nærmeste hjertestarter hænger. Vi melder os til førstehjælpskurser og bliver hjerteløbere. Vi donerer penge til Hjerteforeningen og deler vores bønner med hinanden. Sådan gør vi fordi vi har oplevet en storm. Sådan gør vi, fordi vi så hvordan Gud spillede en rolle i den fine linje mellem livet og døden. Sådan gør vi fordi Gud med stormen på søen og hjertestoppet på græsset viser os, at Han er med os alle dage – i de gode dage og når krisen rammer.

Vi er alle i en slags krise. Vi ved det bare slet ikke. Og det er det der dybest set er krisen. Vi ser på andre og på os selv, og tænker at de og vi er usårlige, udødelige, urørlige og at livet vil fortsætte i al evighed som vi kender det. Vi fatter ikke at alt kan ændres i et minut og i et fald. Vi lukker øjnene for det, for fatter vi det først, kan vi ikke trøstes. Sammen er vi i den båd der gynger på bølgerne og sammen er vi om at blive grebet af frygt. Vi kender til døden for vi ved at døden findes, og den kendsgerning gør os ikke bange. Men vores egen død, og vores kæres død lader os gribe af frygt, og der midt i frygten kommer også vores ’lille’ tro til udtryk.

De høje bølger kan VI ikke gøre noget ved. Livets kriser har VI ofte ikke indflydelse på. Men vi kan bede – vi kan bede om at Kristus er med i båden, og at Kristus er med i vores liv, og at han vil stilne stormen og stilne bølgerne, og velsigne os med modet til at være en livgivende førstehjælp for andre mennesker. For da vil vi se at Kristus giver os et lysende eksempel på at Han er med os alle dage.

Pastor Judes prædiken til d. 11. alm. søndag 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Mark 4, 26-34

Når ikke lige vi hører om Corona Pandemien i nyhederne er der et andet stort emne, som alle medier taler om. Det handler om klima og miljø, og dyrearter der forsvinder på grund af den måde vi mennesker behandler jorden. Jo klogere vi mennesker bliver jo hårdere går det ud over den jord som Gud har skabt. Vi opfinder fly, fremstiller fødevarer med kemi og køber tøj som er produceret i fjerne lande.

Mennesket tror at vi kan tvinge jorden til at give os noget at høste og handle med, så vi kan blive rige og fortsætte med at presse jorden til at give os mere og mere. Vi bruger jordens ressourcer til at fremstille ting, der bidrager til vores verdens overflod. Sådan behandler vi jorden, sådan tror vi at vi ved hvordan mennesket kan få alting til at ske. Sådan kan vi få Guds jord til at makke ret!

Men det er sådan med jorden – med dette Guds rige vi lever i – at det er Guds sag. Vi mennesker kan pine og presse jorden ved at producere og gøre krav på rigdom. Vi kan pine og presse vores liv med ondskab, løgn og bedrag, men jorden og mennesket er og bliver Guds sag.

Det som Gud sår vil vokse og gro til gavn for mennesker og vi vil ikke vide hvad der skete. Mens vi sover eller er optaget af andre ting, vil det, som Gud sår spire, og det vil komme som et chok for mange mennesker, for sådan er det ofte med mennesket – at kun det som mennesket har set med egne øjne, kan mennesket tro på.

Gud er hævet over det. Han lader ting ske i denne verden mens vores øjne er lukkede, og selvom vi ikke ser det ske, så sker det alligevel. Og uanset hvilken pine vi udsætter jorden eller mennesket for, så kan vi ikke ved egen kraft tvinge det frem, som vi tror, Gud ønsker skal komme frem. Gud sår der hvor Han ser nødvendigheden af at så, og Han høster altid, der hvor han har sået.

Sådan sår Gud kærlighed mellem mennesker. Han ser kærligheden vokse – det kan intet menneske standse eller lave om. Det kommer til os når det kommer, og det bliver hos os, til Gud siger stop. Vi er givet den tillid, at alt som Gud giver os, det vil vi værne om og passe på med omsorg og ansvarlighed.

Som præst hører jeg ofte fra mennesker, at det er en stor sorg i deres liv, at Gud ikke har givet dem noget at passe på. De er ikke blevet givet noget der er deres, men alle har vi noget at passe på – nemlig det liv som Gud har givet os, for at vi kan være hans redskab i denne verden, og vi må huske at som sennepsfrøet der er helt usynligt i jorden, – ja det vil pludselig uden varsel bryde op, og sådan er det også for os. Det der i vores liv synes meningsløst eller uløseligt – det vil pludselig uden varsel se helt anderledes ud, når først Gud lader det gro.

For sådan er netop Guds Rige. Det er lige her midt iblandt os, og pludselig vil det gøre alting nyt. Troen på Gud nærer vores senneps korn, nemlig det korn der vokser lidt hver dag, så vi ser mere og mere af det, og med tiden erfarer hvilken betydning det giver vores liv. Under senneps kornet kan man finde skygge, og ved senneps kornet kan man finde læ, og sådan er det fordi Gud såede senneps kornet og lod det vokse i tro, håb og kærlighed til mennesket.

Pastor Judes prædiken til Kristi Legeme og Blods Fest 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til Kristi Legeme og Blods Fest. 2021

Ev: Mark 14, 12-16.22-26

I dag fejrer vi Kristi legeme og blods fest. Egentlig fejrer vi den fest hver eneste dag og hver eneste gang vi modtager kommunionen, for når vi modtager legemet og blodet er det netop en fest der foregår indeni os – en fest fordi vi bliver ét med Jesus og ét med hinanden, og på den måde husker at kun med Jesu nærvær i vores liv, kan vi følge hans lysende eksempel på troen.

At vi modtager Kristi legeme og blod er et af de største mysterier i vores tro. Mange mennesker i vores tid, hvor alt kræver en forklaring og et bevis, har en barriere overfor forvandlingen. Det er i en tid hvor flere end ikke tror på at Corona findes, og stiller kritiske spørgsmål som ikke vil anerkende vores fælles livsgrundlag.

De spørger hvad forvandlingen kommer dem ved i et moderne samfund, eller også tager de slet ikke stilling til det. Vi er her i kirken i dag, fordi vi har en længsel i os efter forvandlingens gaver. Med modtagelsen af Jesu legeme sanser vi hvad det betyder at være kirke. Vi deler ét brød og bliver derfor til ét legeme i et livgivende fællesskab.

I dag markerer vi denne samhørighed særligt – at vi bliver til ét kød og ét legeme. Vi markerer det fordi kommunionen aldrig må blive en vane eller en tilfældighed i vores liv. Eukaristien er dér vi får vores chance – en chance for at vende om, gøre noget nyt, tage en bedre beslutning, men samtidig giver handlingen os nye kræfter. Alt fornyelsen kommer gennem Jesus. Der er derfor god grund til at vi fejrer dagen, og bruger denne messe til at stoppe op og virkelig overveje hvilken indflydelse kommunionen har på vores liv, når Kristus gør en forskel i os, med os og for os.

Vi skal helt tilbage til marts 2020 siden vi sidst oplevede at modtage Kristi blod. Pandemien har ændret vores liv på mange måder, men også givet os mulighed for at overveje hvad vi savner og hvorfor. Mange savner at modtage Kristi blod. Vi mærker den længsel i os at modtage begge skikkelser. Når det en dag igen bliver muligt, vil det ske med en stor glæde og en fest, hvor vi kan fejre det absolutte nærvær med Jesus.

Festen i dag er også en påmindelse til os om, at eukaristien ikke bare er helligt brød i et helligt tabernakel, vi bøjer os for, når vi går forbi. Kristi legeme og blod er kernen i vores tro, og det der gør vores tro levende. At Jesus gav sig selv til os for at vi kunne arve det evige liv. Det er det vi bøjer os for i ydmyghed og i respekt, og ikke som følge af tradition vi har lært i vores barndom.

Man kan også se kommunionen på en anden måde, nemlig ikke bare en handling som kun handler om mig eller kun om dig, men derimod en handling, som giver os øvelse i at være tilstede og give vores handlinger den rette opmærksomhed. Kommunionen og denne fest i dag, kan altså også minde os om at alt det vi gør i modtagelsen – alt den opmærksomhed vi retter mod vores bøn og samtale med Jesus, når vi sidder på vores knæ, – Den opmærksomhed bør vi overføre til alt andet vi gør i dette liv – både til vores arbejde, familie og andre relationer. Uden den rette opmærksomhed vil vores liv være uden formål, og det vil blot køre forbi mens vi i vores tanker er et andet sted.

Kære menighed. Rigtig glædelig festdag i dag. Modtag kommunionen med dyb opmærksomhed og bekend på den måde troen på Gud, gør alt hvad I gør i Guds navn, for så vil I give Jeres opmærksomhed og nærvær i rigelige mængder. Med kommunionen tager Jesus sin bolig i os og følger os. Vær derfor virkelig ét med ham og vær villig til at gøre Kristus levende gennem de gerninger I bliver rede til at gøre i ihukommelse af ham.

Frederikshavn juni 2021

Dato	Dag	Messe	Præst
4. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Dominique
6. juni	Søndag	16.00 Messe	p. Jude
11. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Dominique
13. juni	Søndag	16.00 Messe	p. Davide
18. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Dominique
20. juni	Søndag	16.00 Messe	p. Dominique
25. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Dominique
27. juni	Søndag	16.00 Messe	p. Dominique

Pastor Judes prædiken til Den Hellige Treenigheds Fest 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev.: Matt 28, 16-20

Man kan sige at tvivlen er troens skygge. Hvor der er sol er der skygge. Hvor der er tro er der tvivl. Disciplene tror og tvivler på samme tid. Det er ikke første gang nogen tvivler på Jesus. Vi har hørt det mange gange. Senest da kvinderne tvivlede ved graven, mødet om natten med Nicodemus og da Thomas tvivlede og stak fingrene i siden.

Vi oplever selv tvivl, de syge oplever den og de sorgfulde mærker den på egen krop. Tvivlen er alle steder i vores liv. Især i denne tid hvor Corona har ændret hele vores liv. Tvivlen lever overalt i verden, men tvivlen om troen lever i vores stille sind. Spørgsmålet: ’Hvad nu hvis…’ trænger sig på, og netop tvivlen er et bevis på vores tro.

Uden sol er der ingen skygge, og på samme måde kan vi ikke tro uden at tvivle. Lad os derfor ikke være bange for vores tvivl. Gud straffer os ikke for den tanke, så lad os i stedet tale om tvivlen derhjemme med vores familie eller her i kirken med vores brødre og søstre. Når vi taler om tvivlen udvikler vi vores tro. At tale om tvivlen kan være første skridt mod omvendelse.

I dag fejrer vi Den Hellige Treenighed. Vi fejrer en af de ting i vores tro som kan være det sværeste at forstå og forklare. Der er tre – for der er Faderen og Sønnen og Helligånden. Det er netop dem, der er højt hævet over vores tvivl og menneskets matematik. Den syge kan blive rask, had kan vendes til håb, corona kan forsvinde, og grænser mellem mennesker kan brydes ned.

Den Hellige Treenighed er som med et forhold mellem mennesker. Forholdet eksisterer mellem dén der elsker og den som elskes og det der binder dem sammen – nemlig kærligheden. Det er den type enhed Faderen, Sønnen og Helligånden er i. Vi kan tænke på de stærke forhold vi selv lever i. Forholdet mellem mor og barn, mellem mand og kvinde – altså forholdet mellem den der elsker og den der elskes, og som bindes sammen af kærligheden.

Jesus formidler Guds kærlighed til os. Jesus gør kærligheden levende og sætter ord på den. Han peger på hvor og hvordan den skal leve mellem mennesker. Og Jesus formidler til os hvordan vi skal bringe kærligheden videre. Han befaler os at missionere, selvom han ved at vi tvivler og at denne tvivl altid forfølger os, som skyggen forfølger os i solen.

Hvad er det så for en mission vi sendes på – hvor skal vi gå hen og hvad skal vi sige? Ja, vi skal bringe enheden videre. Vi skal demonstrere det stærke forhold der bindes sammen af kærligheden, ved at leve den slags forhold. Gennem vores gerninger skal vi vise alle mennesker, som lever i en tid af brud og brydninger, at det nytter noget at lægge denne hjælpeløshed frem for Gud, fordi Han svarer med kærlighed.

Til påske hørte vi om hvordan Gud skabte den verden vi lever i, stykke for stykke, så denne verden til sidst var fuldendt, og vi lyttede til ordene om hvordan Gud viste sin mægtighed ved at redde sit folk fra Egypterne. Og Jesus opstod fra de døde, og i søndags blev treenigheden fuldendt af Pinsen som fulgte Helligånden. Skaberen, talsmanden, Faderen, Ånden, frelseren, sønnen – ja, Treenigheden kender vi som mange navne, i mange skikkelser, og i mange aspekter. Treenigheden som er begyndelsen og enden, og alt det der fylder derimellem.

Treenigheden er den kilde der giver os mennesker den første dråbe af kærlighed, og sådan lyder befalingen til os. Vis den kilde af kærlighed alle steder du går. Vis det stærke bånd der er hævet over menneskets matematik om forbrydelse og straf, og om handling og konsekvens. Lad os fejre den Hellige Treenighed med tvivl og enhed, og lad os gå foran og være et lysende eksempel på at en tro der kaster skygger, er en tro man kan vokse i.