Pastor Judes prædiken til d. 26. alm. søndag 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Mark 9, 38-43, 45, 47-48.

Alle mennesker kender til at have en dårlig vane. Det kan være, man bider sine negle, eller at man altid kommer for sent. Det kan være man kigger for meget på mobiltelefonen, eller spiser for meget slik. De dårlige vaner er ofte et udtryk for noget andet – et slags dybere problem i vores liv, som vi har svært ved at gøre noget ved. Men disse dårlige vaner frister os til ikke at gøre det rigtige, og det kan blive så slemt at de dårlige vaner får magt over os. Så handler vanerne ikke længere bare om slik og om at komme for sent, men om misbrug og evnen til at bevare sin tro på Gud.

Jesus siger i dag at vi skal vende os bort fra de dårlige vaner, som styrer vores liv. Så kan vi ved Guds hjælp bygge nye gode vaner op, og opnå en anden slags glæde og ro, hvor mennesket lærer at et godt liv er et liv der ikke kræver at vi flygter fra det og bliver fristet. Et liv med familie og med glæde, betyder et liv hvor gamle vaner hugges af. Og sådan er det nødvendigt at gøre for mennesket nogle gange. For at bevare noget godt, er det afgørende at det dårlige hugges af. Bevarer man lidt af det dårlige i livet, forurener man alt det gode, og livet bliver aldrig helt ’godt nok’.

Alle der har prøvet at male et maleri har erfaret, at det ikke er ligegyldigt hvordan farver blandes. Har man har en flot blå farve kan en enkelt dråbe rød eller sort ødelægge den klare farve. Sådan er det også med menneskets liv og de dårlige vaner. Livet er den klare blå farve, og de dårlige vaner er den dråbe som ødelægger farvens klarhed.

Drypper man den røde farve ned i den store spand med blå, vil man med det samme se hvad der sker. Farverne kan ikke skilles ad. Det blandes straks med hinanden og den klare blå farve kan ikke længere genskabes. Sådan sker det også i vores liv, når vi tror at vi har kontrol over det dårlige, og samtidig kan pleje og vedligeholde det gode.

Det er netop de blandede farver som Jesus taler om i dag. Hvis noget forurener vores liv og vores tro, hvis noget har en dårlig indflydelse på dem vi elsker, så skal vi hugge det af og efterlade det, og det gælder i høj grad for os alle sammen. Det er næsten sikkert at vi alle har dårlige vaner her i livet, fordi vi lokkes på afveje i de udfordringer livet giver os.

Måske lever vi for andre menneskers anerkendelse, deres misundelse eller måske ser vi verden igennem vores mobiltelefon. – Et vindue til verden som ikke er stort nok til at se alle de nuancer Gud ønsker at vise os. Hug det af! Sådan lyder budskabet til os i dag, for konflikten mellem det vi lokkes af og det Gud ønsker for os, fjerner os fra det forhold – den pagt – Gud er indgået med os mennesker.

Og Gud ved det – Jesus siger: ’Dem der ikke er imod os, er for os’ – så har man ikke taget aktivt stilling imod Gud, så er man for Gud. Det er et bevis for os på hvor langt Gud vil gå i sin kærlighed til mennesket. Mennesket siger det hele omvendt: ’Dem der ikke er for os, er imod os’ En talemåde som beskriver mennesket helt omvendt af Gud – at skal vi fortjene menneskets kærlighed, så må vi melde os til.

Jesus taler sådan til os fordi intet menneske skal hindres i at have del i den nærhed Gud giver. Ethvert menneske vil i perioder opleve kampen med at holde den blå farve helt klar – at holde livet frit for dårlige valg, og midt i de dårlige valg kan Gud synes langt væk.

Kl. 8.00 Men Gud siger: ’Er du ikke imod mig, så er du for mig’, og sådan venter Han tålmodigt på mennesket, for intet menneske der har nærmet sig Gud, kan gøre ondt i Hans navn.

Kl. 10: Jesus siger: Den der bringer en af disse små som tror på mig til fald var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet. I dag begynder undervisningen til sakramenterne og vi må inspireres til at gøre alt for at børnenes vej til Gud åbnes gennem trosundervisningen, så ingen børn hindres i troen på Gud, for intet menneske der har nærmet sig Gud, kan gøre ondt i Hans navn

Pastor Judes prædiken til d. 25. alm. søndag 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev.: Mark 9,30-37.

(Kollekt for Katolsk Menigheds-pleje)

Når et barn fødes går der ikke længe før barnet finder ud af at reaktioner giver resultater. Når barnet græder af sult får det mad. Når barnet rækker ud efter forældrene bliver det omfavnet. Når barnet vågner fra søvnen bliver det løftet op. At denne nærhed opleves igen og igen mellem forældrene og barnet giver tryghed. Barnet lærer at der kommer et svar når det kalder, og sådan vokser barnet op med et fundament af tillid til mennesker.

Når vi bliver unge og voksne erfarer vi at den tillid kan brydes. Det er hårde erfaringer, som gør ondt i hjertet og som lægger låg på det indre barn i os. Sådan sker det når vi oplever svigt, ulykkelig kærlighed, mistro og sladder, og vi udsættes for at blive hånet og grinet af.

Vi ser det når disciplene følger Jesus. Ingen af dem forstod, hvad han sagde til dem, når han talte om død og opstandelse, og det naturlige for et barn ville være at spørge Hvorfor? Hvordan? Hvornår? Og den voksne ville give et tilfredsstillende svar. – Men hvad gør disciplene? De tier stille for ingen af dem vil udstille deres uvidenhed. Ingen af dem spørger og ingen af dem bliver klogere.

Jesus tager i dagens evangelium et barn, peger på det og siger: ’Tag imod sådan et barn i mit navn, for sådan tager I imod ham, der har sendt mig’. Og Jesu ord lyder, at den største er den, der er alles tjener.

Jesus taler også de ord til os. Et barn bekymrer sig ikke om dagen i morgen. På samme måde skal disciplene heller ikke bekymre sig om Jesu død. De skal blot følge ham – Vi skal blot følge ham som et barn følger sine forældre. Sådan er et barns helt naturlige tillid, og derfor må vi ære barnet der er i os alle. Vi må søge tilbage til barnets umiddelbare glæde, dets ubekymrede livssyn og kærlighed uden beregninger og matematik, og følge Jesus med samme tillid.

I barnet finder vi Guds storhed, ligesom Guds almægtighed findes i alt det mindste, nemlig i den fattige, den svage og den glemte. Ved at være tjener for alt det mindste i denne verden, tjener vi Gud og tager dermed imod Ham der sendte Jesus.

For at gøre den slags tjeneste må vi grave dybt inde i os selv. Vi kan møde en mur af undskyldninger eller forskellige idéer mellem vores hjerne og hjerte. Som kristne er vi forpligtede til at bøje os ned og tjene den mindste, for deri ligger vores tro. I samspillet mellem os og den fattige eller os og den syge, lige dér opstår nærheden med Gud. Tjener vi ikke den mindste, tjener vi ikke Gud.

For at gøre denne tjeneste må vi selv finde tilbage til barnet i os selv. Det er det barn der kigger på verden med tillid, og vokser til lyden af Guds stemme om kærlighed. Vi må bryde vores egne facader ned og give på trods af utak, handle med barmhjertighed på trods af at vreden måske gror i os selv. Når vi tjener den mindste, handler vi på vegne af Gud – Skabelsens Gud, der skabte alle mennesker i sit billede, i sin ånd.

I dag går kollekten til Katolsk menighedspleje. Så allerede nu i dag under messen har vi muligheden for at gøre tjeneste for de mennesker, der står på kanten af vores samfund. Det er mennesker som allerede nu bekymrer sig om julegaver, ensomhed og vinterens mørke. Lad dem erfare at vi med vores gavmildhed er som moren, der løfter barnet op, når det rækker sine hænder frem. Lad os vise mennesker som har oplevet svigt og krise i deres liv, at bekymringer lagt frem for os i tillid, svares med gavmildhed.

Lad os på alle områder åbne vores hjerter og tjene de små for på den måde at udtrykke vores tro og tage imod Gud som sendte sin egen Søn for at tjene de mindste.

Pastor Judes prædiken til d. 24. alm. søndag 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Mark 8,27-35

Det er meget moderne at stræbe efter at blive kendt. Det betyder ikke så meget hvad man bliver kendt for. Vejen til berømmelsen kan for nogen være svær, for de der gerne vil være berømte, viser sig nemlig gerne nøgne i TV, spiser levende insekter eller opfører sig på en måde så det er svært at få sympati for dem. Når de så er kendte nok til at ende i ugebladene er det også mest skandalerne der vises på de farvede forsider.

Måske kom de op at slås, måske blev de fulde ude i byen, måske fotograferes deres utroskab med nærbilleder vi bliver forargede over at se. Ja, desværre for hele verdens unge kræver det ikke særlige evner at blive kendt i dag. Man behøver hverken være profet, klog eller selveste Kristus.

På Jesu tid var det sværere for der var ingen telefoner med kamera, ingen Se og Hør journalist og ingen TV-serier. Jesus kunne derfor heller ikke læse om sig selv i noget blad eller invitere vennerne til at se når han vandt i ’Hvem vil være millionær’. Derfor spørger han i dag disciplene: ’Hvad siger folk om mig?’ Måske skånede disciplene Jesus for de dårlige ting de havde hørt og så svarede de ord som profet, Elias og Johannes Døber. Men det interesserer slet ikke Jesus, for han vil vide hvad de nærmeste siger, og Peter svarer klart: ’Du er Kristus’.

Dagens tekst får os til at overveje hvad vi selv er kendt for blandt folk vi ikke kender og vores nærmeste, men også hvad vi kender Jesus for. Regner vi ham blandt vores nærmeste eller kan vi, som disciplene, heller ikke rigtig sætte ord på hvilken rolle han spiller for os? Det at kende nogen må vi spørge os selv om hvad betyder. Hvis vi synes vi kendte de berømte fordi vi har set dem i TV og i bladene og hvis vi synes vi kender Jesus fordi vi har læst om ham i Biblen, så er det på tide at vi revurderer opfattelsen af at kende nogen. Vi ved ingenting om de kendtes følelser og bekymringer ved at se TV og vi ved ingenting om Jesu nærhed og kærlighed til os hvis vi alene læser om ham i Biblen. På den måde kommer vi kun til at kende en masse fakta – meget vigtig fakta – som derefter skal danne et solidt grundlag for et personligt liv med Jesus.

For at kende nogen må vi have et personligt forhold til hinanden – en relation at bygge på. Til dem vi bor sammen med har vi familiens bånd, til dem vi bekymrer os om og tager os af har vi venskabets bånd. Til Jesus har vi også et bånd – det er derfor vi går i kirke ikke bare for at glæde præsten, men fordi vi har et behov for at være her, men alligevel kan vi hver især tænke over hvilket slags bånd vi har til Jesus. Binder vi os til ham fordi han er kendt, binder vi os til ham kun fordi vores forældre siger vi skal eller binder vi os til ham, fordi vi ved det er det eneste rigtige for os at gøre?

I evangeliet fortæller Jesus disciplene om alt det der skal ske. Død og lidelse og Peter kan næsten ikke bære at høre om det. Han vil løse det, hjælpe sin ven, få ham fri af lidelsen, og det eneste han får fra Jesus er hårde ord: Vig bort satan. Peter forstod ikke at en del af det at være Kristus er både glæde og død, fest og lidelse. På Peter byggede Jesus sin kirke. Han byggede sin kirke på sin discipel som han kaldte satan. Så kompliceret var det at være discipel på Jesu tid, og så kompliceret er det for alle os at være Jesu discipel i dag.

Lad Peter være vores trøst både når vi misforstår og når vi lykkes. Peter som kaldte Jesus for Kristus, Peter som blev kaldt satan, Peter som lovede Jesus troskab og Peter som forrådte ham og hørte hanen gale, Peter på hvem Jesus byggede sin kirke, Peter som blev grundstenen for enhver Pave vi har kendt.

Pastor Judes prædiken til d. 23. alm. søndag 2021 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Mark 7, 31-37

Noget af det bedste 2 gode venner kan dele er en hemmelighed. En hemmelighed er nemlig et slags usynligt bånd mellem mennesker. Den der fortæller hemmeligheden siger på en måde: ’Jeg har tillid til dig’ og den der lytter må så bevise at han er den tillid værd. Bryder man den tiltro det andet menneske har vist, og siger de oplysninger man har fået videre, så bryder man samtidig det venskab og den tillid man er blevet tilbudt.

Som barn hørte jeg en hemmelighed på Sri Lanka. En rude var blevet knust på skolen hvor jeg gik. Forpustet og bange kom en af mine kammerater og fortalte mig: ’Du må ikke sige det til nogen, men det var mig – jeg kastede en sten, og den ramte ruden’. Stolt over at han havde tillid til mig lovede jeg at bevare hemmeligheden. Jeg ville ikke sige det til nogen – men som timerne gik voksede denne hemmelighed sig så stor at jeg ikke kunne tænke på andet. Det var som en feber der havde ramt min krop, og jeg var tæt på at eksplodere. Hemmeligheden måtte ud, den måtte deles med nogen, så på samme måde delte jeg hemmeligheden med min mor, som selvfølgelig gik direkte til skolen og sagde hvad der var sket. Min ven talte ikke til mig mere, og jeg følte en meget dårlig samvittighed.

I dagens evangelium har Jesus ikke smadret en rude med en sten – nej, han har gjort noget langt mere underligt, nemlig stukket sine fingre ind i anden mands ører og rørt ved hans tunge. Og så siger han til manden: ’Sig det ikke til nogen’. Men ligesom da jeg var barn på Sri Lanka, kunne manden ikke holde hemmeligheden i sig. Han måtte simpelthen sige det til nogen – og nogen flere og nogen andre. At denne hemmelighed var så vigtig at dele skyldes at manden hverken kunne se eller høre – men nu kom Jesus og berørte ham, og en ny verden åbnede sig. Pludselig kunne

manden både se og høre alt hvad der skete omkring ham. Han var blevet helbredt!

Manden var med sin sygdom spærret inde i sig selv som i et fængsel. Alt den viden han har fået i sit liv har han været tvunget til at bevare som en hemmelighed, for han har ikke evnet at fortælle nogen om noget han nogensinde har oplevet. Jesus lukker ham nu ud af det fængsel og giver ham friheden til at høre fuglene synge og fortælle andre om det. Men Jesus gør mere end det. Han åbner mandens øjne for at der findes mirakler, at der er grund til at tro. Jesus åbenbarer for manden at der findes hemmeligheder i Guds Rige som ikke alle kender – hemmeligheder og helbredelse, om Guds evne til at få alting til at ske.

Jesus gav den stumme mulighed for at tale og den døve mulighed for at høre. Måske gør Jesus det samme for os en dag – måske har han allerede gjort det – giver os nye muligheder, nye øjne at se verden med. Måske gør han os i stand til at lytte. For lytter vi virkelig når nogen taler til os? Lytter vi når Gud vil noget med vores liv? Der sker så meget omkring os – nye indtryk og krav til os om at passe ind, så nogle gange kan vi ligesom manden ikke tale rigtigt, og at lytte glemmer vi helt.

Som det skete med den stumme og døve mand ønsker Jesus også at befri os fra vores fængsel. Måske er vi i et fængsel hvor vores tro ikke har den rette plads og hvor vi glemmer hvad Gud i virkeligheden er i stand til at gøre sammen med os. Lad os derfor virkelig lytte til de hemmeligheder Gud deler med os i vores bøn og når vi mister håbet, for sådan vil Han bevæge os i nye retninger og give os nye muligheder. Med hemmeligheder binder Han bånd til os og vi til Ham når Han siger: Effatha! – Luk dig op!