Pastor Judes prædiken til d. 4. søn. i Advent kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 1, 39-45

I dag, den fjerde søndag i advent, kalder man for fredens søndag. Lige om lidt er det jul. Jesusbarnet fødes i stalden og verdens frelser bliver levende som menneske lige her midt iblandt os. Vi tager nu hul på den sidste uge inden jul. På samme tid – i morges kl. 8.00 – begyndte nye restriktioner på grund af Corona, som igen vil påvirke vores dagligdag og livet her i kirken. Hvordan passer de to ting sammen, kan vi spørge os selv, igen denne jul – fred og restriktioner?

For at finde svaret på det spørgsmål må vi overveje, hvad ordet fred betyder. Og ikke mindst hvad jul betyder. Ordene, som vi hører i evangeliet, i dag, er ord som bliver sagt mellem to kvinder, lige før Jomfru Marias lovsang. I disse ord kan vi lære meget om hvad fred egentlig betyder.

Elisabeth var ufrugtbar – hun kunne altså ikke få børn, men nu er hun i den sjette måned. Jomfru Maria selv har lige haft besøg af englen Gabriel, som åbenbarede at hun skulle føde en søn og give ham navnet Jesus. De to kvinder er et sted i deres liv, som ikke virker fredeligt, når vi hører om det. Alligevel lader læsningerne og evangeliet samt denne tid på året os forstå at freden kommer til vores jord.

Freden og julen afhænger ikke af hvad der sker udenfor os. Det afhænger ikke af dyre gaver, hjemmebagte kager eller Corona restriktioner. Alt dét kan forstyrre os, give os stress eller grå hår i hovedet, og bekymringer som holder os vågne om natten. Men vi kan ikke relatere de forhold i vores liv til advent, fred eller juleglæde.

Når vi i denne tid leder efter freden, så finder vi den et helt åbenlyst sted. Det er det samme sted som Elisabeth og Jomfru Maria finder freden, for den er hos Gud. Hos Ham kan vi finde trøst og tryghed. Hos Ham finder vi alt det vi længes efter. På Guds kærlighed til mennesker oplever vi julens velsignelse komme over os, og det er de gaver som julen handler om. Det er de gaver som vi skal give videre til andre på vegne af Gud.

Uanset næsten hvilket land vi kommer til eller hører om så handler julen om noget med at give noget til andre. Det er en højtid som mest af alt går ud på at give noget væk, og få noget tilbage. Når man ser på juletravlheden inde i byen kan man godt få den tanke at det skulle være sådan at når man giver noget, så burde der være dybe tanker bag og inderlig kærlighed – disse tanker ser ud til at drukne i ønskelister og gavebudgetter, men lad os i dag virkelig tænke på det – lige her før alle butikkerne lukker og alt er for sent.

Gud har givet en gave i dag med meget stor betydning. Han har nemlig givet Elisabeth og Zakarias et lille barn. 2 ældre mennesker som ikke havde forestillet sig at de skulle blive velsignet med et barn. Barnet som de bliver velsignet med er Johannes Døberen og i dag har vi netop været vidner til hvilken lykke dette mirakel har spredt i Elisabeth og Zakarias’s hus. Zakarias er overvældet, nærmest euforisk, og på en eller anden måde inviterer det OS til at gå hjem i dag og vurdere de gaver vi har tænkt os at købe til vores familier og venner.

Er det lykke vi har pakket ind? Overvældende eufori? Eller er det et indkøb fra en ønskeliste? Lad os ikke glemme at julen er andet og mere end det. Uden Jesus som lærte os om freden og glæden ved at give – altså give tilgivelse og give kærlighed, var der ingen jul. Ikke mindst derfor må vi alle forsøge at komme nærmere Gud, omvende os og virkelig forstå at fred lever på vores tro på Gud, for sådan står der skrevet at salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse!

Det var en dejlig overraskelse, da biskop Czeslaw var celebrant til søndags messen. Efter messen holdt Anton en takketale og overrakte en gave fra menigheden til minde om besøget. Du kan se billederne fra messen på linket: Galleri.

Følgende er et uddrag fra Biskoppens brev udsendt i går og gælder fra i morgen af søndag d. 19. dec. kl. 8.00

Skærpelsen består i følgende, som gælder med messer, andre kirkelige handlinger og øvrige menighedsarrangementer:

• Det tillades adgang for 1 deltager pr. 2 kvm. gulvareal, hvis deltagerne i det væsentlige sidder
  ned/knæler, og 1 deltager pr. 4 kvm. gulvareal, hvis deltagerne i det væsentlige står op.
• Mundbind er obligatorisk for personer over 12 år uanset antal deltagere. Mundbindet vil
  kunne fjernes, når deltagerne sidder ned eller kortvarigt står op som del i en ceremoniel aktivitet. Præsten, diakonen og medvirkende ved ceremonien (fx lektorer, ministranter mv.) skal
  ikke bære mundbind under udøvelse af ceremonien.
• Kravet om coronapas videreføres, hvis der er adgang for mere end 100 personer.
• Der skal opsættes informationsmateriale ved lokaler og lokaliteter om krav om coronapas,
  mundbind og begrænsning af deltagerantallet samt om muligheden for bortvisning.
  Endvidere gælder der særlige anbefalinger for gudstjenester juleaftensdag:
• Der bør gøres en indsats for at regulere trafikken ved ind- og udgang og for at undgå sammenstimlen uden for kirken.
• Det anbefales, at der er sørget for siddeplads til alle inden for det ovenfor nævnte arealkrav
  og for, at alle deltagere hjælpes hurtig på plads.
• Hvis der er flere messer eller gudstjenester bør der være fokus på udluftning.
• Kor- og kirkesangere opfordres til at holde en indbyrdes afstand på ca. 2 meter.

Pastor Judes prædiken fra i går kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 3. søndag i Advent 2021.

Ev: Luk 3, 10-18

I dag den tredje søndag i advent er det glædens søndag. Snart vil Jesusbarnet blive født i stalden og verdens frelse vil komme til os mennesker. Vi vil blive stille og se at det lille barn er svaret på hele verdens problemer. Intet er at sammenligne med et lille barns glæde. Glæden er oprigtig, hæver sig ikke over andre og lader sig ikke bekymre.

Folket spørger i dag Johannes: Hvad skal vi gøre? Og han svarer dem: I skal dele med hinanden. Det lyder meget enkelt. Vi skal dele med hinanden. Det er sådan mennesket gør når mennesket er omvendt – deler ud af det vi har, til nogen der ikke har. Det lyder banalt og simpelt.

Men det er slet ikke så simpelt. Kunsten at dele noget med en anden, er ikke noget vi gør som en selvfølge. At dele noget med andre betyder ofte at vi må give noget væk. At vi må give opgive nogle af vores ejendele. Hvis nogen har arbejdet med små børn eller har haft små børn ved vi at det ikke varer længe før ordet: MIT, kommer ud af barnets mund, mens barnet står og ikke vil give slip på det der er i hænderne. Alligevel lærer vi som barn at dele, men det er ikke nemt at udføre Johannes’ ord i det virkelige liv.

Pludselig kan det virke helt radikalt det han siger, men alligevel må vi udfordre os selv og give det væk som kan glæde andre. Det betyder ikke at vi skal give alt væk. Johannes siger at den med 2 kjortler skal give den ene væk, for på den måde kan overflod dække basale behov.

Og Johannes fortsætter – vær ærlig. Opkræv ikke mere end nogen skylder Jer. Igen et enkelt og retfærdigt råd, som ikke altid er lige så let at følge. Tag ikke noget fra nogen som ikke er Jeres. I skal nøjes med Jeres løn. Sådan lyder alle Johannes’ svar til folket:
Del med hinanden
Opkræv ikke for meget
Tag ikke noget fra andre

Mændene han talte til anede slet ikke hvor vigtige hans ord var. De anede ikke, at Jesus snart ville begynde at udbrede troen og snart ville lade sig døbe. Vi, der er her i kirken i dag, kan kigge i julekrybben eller i vores kalender, og så ved vi at Jesu komme er lige rundt om hjørnet. Vi ved at det er snart, og denne adventstid er reserveret til vores forberedelse. Lad os derfor lytte til de råd, Johannes giver med større alvor end mændene gjorde.

Og deri ligger glæden. Vi ved at når låge nummer 24 er lukket op i vores pakkekalender så fødes Jesus, og vi kaldes til omvendelse, hellighed og til håb, fred, glæde og kærlighed. Intet kan forhindre at Jesus kommer til os, så lad os med glæde bede for at Jesus vil give os frelse, og frihed til at leve et helligt liv. Lad det være et liv som er et ekko af Guds bud om næstekærlighed.

Lad os med den tanke forkynde evangeliet på mange måder lige som Johannes gjorde det. Lad vores handlinger, ord og gerninger være et resultat af vores tro på Gud, og forventning om Kristi komme.

Sådan vil vi blive i stand til at bringe glæde og lys ud til andre mennesker i denne mørke tid. Vi bærer Kristus, lyset i vort liv, og lyser for de der er i mørket. Sådan vil det lille barn afsløre, med hvilken enkelthed en lille flamme overmander det overvældende mørke. Og sådan vil det lille barns glæde overmande det voksne menneskes bekymring, når frelsen kommer til os.

I morgen kommer biskoppen til Frederikshavn for at fejre messen kl. 14.00. Jeg håber, så mange som muligt kommer. Biskoppen fyldte 70 sidste måned, så er der muligheden for at ønske ham til lykke.

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Advent kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 2. søndag i Advent (Fredens søndag).

Ev: Luk 3, 1-6

En begyndelse kan ofte være meget pludselig. Sådan sker det når et barn er født. PLUDSELIG er en kvinde blevet mor og en mand er blevet far. Eller sneen begynder at falde fra himlen sådan som vi så det i torsdags og PLUDSELIG er vi sneet inde.

I evangeliet i dag, hvor det er anden søndag i advent, byder på sådan en begyndelse. Det er en begyndelse på noget helt nyt som kommer meget pludseligt. Johannes døberen træder frem i ørkenen og vil døbe folk. Det skabte en ny og pludselig begyndelse både for de mennesker der tog del i det og for os som lytter til ordene i dag.

Når vi kigger på de udfordringer vi har i vores verden med klima, Corona og ufred, og samtidig kigger på hvad verdens ledere gør ved det, så kan vi lære noget af Johannes Døberen. Vi ser hver dag hvordan alt i denne verden bekæmpes. Alle lande KÆMPER mod Corona med restriktioner og regler, og samtidig kæmper de mod andre lande som ikke deler den samme opfattelse af verden som dem selv. Der bruges hårde ord, våben og trusler for at nedkæmpe alt det som ikke passer ind i vores planer for denne verden.

Johannes Døberen står i kontrast dertil. Han døber folk for at bygge dem op og give dem en ny moral. Med dåben giver han dem nådegaven og en fred i troen på at Gud bærer sammen med dem. Han tager ikke noget fra dem, men giver dem noget nyt, der inviterer dem til at tage ansvar.

Tænk om vi kunne erstatte forbud og begrænsninger, med en ny moral der peger på nye muligheder. Det kunne blive en NY og ikke mindst PLUDSELIG begyndelse for hele menneskeheden. Men os, der sidder her kan ikke sætte os i de stole, som bestemmer over verden. Det betyder dog ikke at vi ikke er i stand til at skabe en ny begyndelse. Den anden søndag i advent er fredens søndag. Vi må altså reflektere over hvordan vi med Guds ord om nye begyndelser kan sprede fred og lade freden blive grundsten til at bygge mennesker op frem for at kritisere dem og bryde dem ned.

Det er et ansvar vi har som kristne – altid at give god moral frem for at kritisere og nedvurdere. Den gode moral gør også noget andet ved folk end regler. Man kan forestille sig på Johannes Døberens tid, at man sagde: ’det er forbudt at stjæle’ og så ville de fleste følge reglen. Med dåben, døbes folk med moral – en moral de kun kan bære hvis de opretholder den, og deraf mærker ønsket indefra om ikke at stjæle.

Den modsætning kan vi føre over på mange aspekter i vores liv. Laver børn lektier fordi I siger de skal, eller laver de lektier fordi de via tro og opdragelse har fået moral til det? Dette spørgsmål kan skiftes ud med mange andre lignende spørgsmål, og vi inviteres til i dag, selv at formulere spørgsmålene og svare på dem. Tager vi hensyn til andre i denne Coronatid fordi vi skal, eller fordi vi føler et dybt moralsk ansvar for vores brødre og søstre?

Vores svar vil fortælle os om der er noget vi skal ændre i vores liv. Adventstiden er en tid for oprydning i os selv med Guds hjælp. På samme måde som fasten er advent en forberedelsestid på det der kommer. Johannes Døberen klædt i kamelhår formåede, ved at råbe i ørkenen, at tiltrække folk og give dem fredens gave. Lad os på samme måde gøre en forskel for nogen der trænger til en hånd der bygger op, og lad os omvende os og lad os vende ryggen til alt det, der bryder ned.

Ved at døbe med vand – ved at forære den gode moral – ved at bygge op og holde hånden under alt det der ikke selv kan bæres – da vil Jesusbarnet blive født i en fredstid og fylde os med Helligånden