Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Fastetiden 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 15, 1-3+11-32

Alle os som er over 20 år har prøvet at være i en ungdomstid, hvor vi har gjort oprør mod det gamle og det med traditioner. Vi har spurgt os selv, hvem vi var og om vi passede ind i det der plejer at være, eller det som andre har fundet på. Måske har vi gjort oprør mod vores forældres visdom, eller vi har undgået kirken og andre autoriteter, fordi vi skulle finde vores egen grænse for sandhed og virkelighed.

I dag hører vi om et sådan ungt menneske. En søn som forlod sin far for at finde den sande sandhed væk fra idealer, lovgivning og bestemmelser. Det er den fortabte søn vi lige har hørt om. At han var fortabt er ikke rigtig en sandhed. Det ved enhver som har hørt lignelsen. Hvis man er fortabt kan man ikke vende tilbage eller forandre sig fra den tilstand. – Men sønnen vi hører om fortabes ikke.

Han vender tilbage efter at have undersøgt sandheden og virkeligheden, og lignelsen hedder: ’Den Barmhjertige Far’, for den del kan vi lære meget af. Vi har alle, enten da vi var 3 år, 13 år eller voksne jagtet vores egen sandhed. Vi har dummet os. Vi har følt os udenfor og ikke set at der var en plads til os indenfor. – Vi har ikke følt os værdige, fordi vi ikke forstår med vores egen logik hvor stor Guds nåde egentlig er. Det samme skete for sønnen i evangeliet. Han jagtede lykken men ender med at være sulten, træt og tynget af skam over at have forladt sin familie.

Enhver der har jagtet sandheden alene kender den følelse. Den falske sandhed står så stærkt at den ikke er til at komme udenom, og ingen kan få os på andre tanker, men så indser vi at dén sandhed alligevel nok var forkert, og dér står vi skuffede og fyldt med skam.

Det er i Guds magt at tilgive alting og vise mennesker barmhjertighed , når vi vender os til Gud og beder om at vores synder skal tilgives. Når vi virkelig angrer og vender ryggen til synden, så mødes vi af den kærlige Far fra lignelsen, og af Gud som ikke stiller spørgsmål eller sætter betingelser.

Vi kan få den tanke – at kan det nu virkelig også passe? Gud kan da ikke tilgive løgn, eller vold, eller had, men sådan bliver vi kun skeptiske på grund af vores egne normer og regler. Gud bliver aldrig færdig med et menneske. Gud har ikke den vrede eller det had i sig, der gør at Han siger definitivt farvel til noget menneske. For faren i evangeliet venter Han på at vi kommer hjem.

Den fortabte søn kommer hjem, bekender sine synder og faren siger ingenting. Intet! – han har ikke noget at bemærke, ikke noget at sige. Han vil kun holde fest. Det er et tegn på Guds nåde. Broren er sur, for han er god, retfærdig, arbejdsom og pludselig er han glemt. Han er rasende over at faren aldrig har holdt fest for ham, men faren behandler ham præcis som sønnen, der kommer hjem. Det betyder for os at Gud ikke holder regnskab. Gud giver os ikke et plus når vi er gode og et minus når vi er dårlige. Guds kærlighed til os er stærkere end det.

Guds kærlighed stiller ikke spørgsmål til os, og netop det udgangspunkt i dette berømte evangelium er værd at stoppe op ved i denne fastetid. Gud elsker dig, Han elsker mig. Han elsker fordi Han kan, fordi Hans nåde er stærkere end vores synd og gode gerninger. Tager vi Guds udgangspunkt i lignelsen handler det hele om nærvær. Vores tidligere synder taler ikke imod os, vores tidligere godhed taler ikke for os. Vores villighed til at gå med Gud i netop dette øjeblik, er det eneste af betydning i Guds nådige øjne.

Fredag 1. 16.00 Messe p. Simon Peter

Søndag 3. 14.00 Messe p. Simon Peter

Fredag 8. 16.00 Messe p. Simon Peter

Søndag 10. 14.00 Messe p. Jude

Skærtorsdag: 21.00 Messe p. Simon Peter

Langfredag: 15.00 Korsets hyldning p. Simon Peter

Påskevigilie: Lørdag 22.00 p. Simon Peter

17. Påskedag: 10.00 Messe p. Simon Peter

22. Fredag 16.00 Messe p. Simon Peter
23. Søndag 14.00 Messe p. Jude
24. april Fredag 16.00 Messe p. Simon Peter

Pastor Judes prædiken til d. 3. søndag i Fastetiden 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 13, 1-9

Et af de spørgsmål man meget ofte får som præst, men som I sikkert også hører fra mange, er spørgsmålet om hvorfor der sker så meget ondt i verden. Vi ser det lige nu i Ukraine – at krigens frygt sidder i ansigtet af alle dem vi kan se på TV, og at verdens ondskab blandes med verdens godhed ved grænserne, hvor flygtninge samles op af menneskesmuglere, som ikke vil dem noget godt. På samme tid er vi vidner til lidelse mange andre steder i verden, men måske også lidelse i vores eget liv. Vi vil gerne finde en grund til hvorfor ondskab og ulykker opstår. Hvorfor bliver vi syge og mister dem vi elsker?

Jesus peger på netop det spørgsmål i dag. Han peger på de atten der dør i tårnet som falder sammen og han peger på galilæerne som blev dræbt. Ingen af dem der døde var mere skyldige end andre. Ingen af dem der blev dræbt havde fortjent det. Ingen af dem der måtte betale med livet var særligt udvalgt til at skulle forlade denne verden. Alligevel skete det, og det er en påmindelse til os alle om at vi ikke har tusindvis af dage foran os.

Et ordsprog hedder: ’Hvorfor gøre det i dag, som kan udsættes til i morgen?’ Men sagen er at for os kristne, må vi vende det om. Vi må spørge os selv: ’Hvorfor udsætte det til i morgen, som vi kan gøre i dag?’ Hver dag vi står op, er en ny mulighed for os, for at forsone os med en uven, bede til Gud, lægge løgn og misundelse bag os. Gud giver os den chance hver eneste dag vi hører vækkeuret ringe. Den dag vi ikke hører vækkeuret, så er det for sent at gøre det, som vi havde planlagt og det som vi ville begynde på lige om lidt.

Vores liv her på jorden er ikke så uendeligt at vi kan tillade os at udsætte det liv som Gud har givet os i gave. Vi må omvende os hver dag, hver time og hvert minut, så vi ikke bruger hele livet på at fjerne os fra Gud og først søger Ham i vores sidste time. Det er aldrig for sent at søge Gud i vores liv, men omvendt er der ingen gyldig grund til at udsætte vores forpligtelse. Gud rakte ud til os i dåben og gjorde os til et Guds barn. Vi er dét barn gennem hele vores liv. Vi er barnet der ikke forstår en fars kærlighed og trofasthed. Vi er barnet der søger trøst, og vi er barnet der fortabes og kommer hjem igen. Men vi er også gartnerens figentræ fra lignelsen.

Sagen med figentræet er:
En mand har et figentræ i sin vingård
Problemet er at figentræet ikke bærer frugt som forventet
Manden beder gartneren om at hugge træet ned
Gartneren beder manden give træet en chance til

Gud, som gartneren, ser at træet er et figentræ uanset om det bærer figner eller ej. På samme måde ser Gud at vi er mennesker uanset om vi omvender os eller ej. Omvender vi os ikke, er vi ikke mere skyldige, men vi bærer ikke frugt. – Og vi må spørge os selv, om det er værd at gå gennem livet som menneske her på jorden uden at bære frugt. Lad os bede til Gud, at vi ikke, i vores sidste time, vil være langt væk fra Ham, men at vi allerede nu må vandre på omvendelsens vej, så gartneren vil se at vi bærer frugt, når vores time kommer.

Lad os omvende os ved at forpligte os selv overfor Gud, og ikke tale dårligt om andre, eller møde verden med mistro og trods. Må vi hver især få Guds hjælp til at åbne vores hjerte og med åbne øjne se det visne i vores sjæl, som kun Gud kan nære og gøde, så vi ligesom træet gives en chance til.

Pastor Judes prædiken til d. 2. søndag i Fastetiden 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Den 2. søndag i fasten.

Ev: Luk 9,28b-36

Vi mennesker ser den forvandling på bjerget vi lige har lyttet til, som et mirakel. Men hvis vi ser på hvad der skete på bjergets top med troens øjne, så er miraklet ikke stort. Peter, Johannes og Jakob ser kun hvad Jesus i virkeligheden ér – nemlig at Jesus er Guds udvalgte Søn. De får det bekræftet foran deres egne øjne, og kan ikke længere i deres tro, nægte det.

Forvandlingen er der ikke noget underligt ved. Nej, hvis vi skal kigge på mirakler i kirkeårets evangelier, så er det helt store mirakel, at alle andre mennesker – dem, der er nedenfor bjerget – har oplevet Jesus som MENNESKE. Det er dét mirakel som gav os mulighed for at identificere os med Jesus og længslen efter at følge ham. Guds elskede Søn blev et simpelt menneske i en simpel bolig med en simpel mission. – Nemlig dén at udbrede det livsgrundlag, at størst af alt er kærligheden, og lade mennesker inspireres til at give kristne værdier en stemme i denne verden. Ikke mindst gennem kirkens øverste hyrde, Pave Frans, som har været leder for kærlighedens og fredens budskab i 9 år.

At Jesus forvandlede sig på bjerget og derved gav både Peter og Johannes en forklaring fik stor betydning. Sådan ser vi det senere i Biblen. når Peter skriver i et af brevene, at denne tro ikke bygger på fantasi eller eventyr. Hans tro er bygget på dét, han har set med egne øjne – at Jesus udfoldede sig som Guds Søn mens han hørte Guds stemme fra Himlen.

Johannes skriver på samme måde i et brev: Jeg forkynder det jeg har set! Jeg forkynder for Jer, så I kommer med i det samme fællesskab. Deres vidnesbyrd bliver forstærket af at de har set begge sider af Jesus. Både den menneskelige og den guddommelige.

Den ydmyghed, som Gud lod Jesus møde verden med kan inspirere os i denne fastetid. Jesus gjorde sig selv mindre end han egentlig var. Jesus blev ikke oppe på bjerget efter forvandlingen. Han forlod ikke disciplene. Nej, Jesus vendte om sammen med dem, og gik tilbage ned ad bjerget. Hvad han gav dem var et glimt af sin egen og vores virkelighed.

Vi kan bede for at opleve forvandlingen på bjerget, hvor Gud viser sig i vores liv, så jorden ryster og en stærk stemme kommer fra skyen. At hvide klæder viser sig så stærkt at det skærer i vores øjne. I kontrast til det må vi forholde os til al den lidelse, vi hører om. Uskyldige der flygter eller dør i Ukraine. Og derudover, må vi også forholde os til al den lidelse, vi ikke hører om – al den lidelse, der træder i baggrunden i denne tid.

Så hvor er Gud? Lader Han bare jorden ryste, mens Han fremviser hvide klæder oppe i skyerne?

Gud udfolder sig i styrket svaghed. Rolig, stille, lyttende. Gud udfoldes ved en kvinde, der giver liv til et barn midt i krigens hårdhed. Gud udfoldes i den varme, som strømmer mod dem, der er i nød. For størst af alt er kærligheden! Netop i de ord udfolder Gud sig, og påtager sig rollen som menneske og dør for vores synders skyld. I svagheden udfoldes små glimt af skønhed og herlighed. I svagheden er virkeligheden.

Gud møder os i virkeligheden, og forvandler hvad vi kommer med til vores synders forladelse. Det er vores nådegave fra Gud – at vi kan overlade alt det beskidte, alt dét der er urent til Ham, og så forvandler Han det til herlighed.

Sådan tager Gud en simpel bolig i vores liv, og flytter ind med Sin kærlighed og opofrelse. For sådan stod der skrevet – at Han ikke blev oppe på bjerget men gik med mændene ned. Og således vil Han være med os og styrke vores svaghed, så både sorgen og glæden foldes ud i små glimt af herlighed.

Pastor Judes prædiken til d. første søndag i Fastetiden 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Prædiken til d. 1. søndag i Fasten2022

Ev: Luk. 4, 1-13

Hvis vi lytter til dagens evangelium og tænker at fristelsen af Jesus i ørkenen slet ikke minder om de fristelser vi oplever, fordi vi er mennesker og Jesus er som Gud der bare kan sige nej og ikke har menneskets svaghed, så er der noget vi ikke helt har forstået om Jesu fødsel.

Måske tænker vi at vores fristelser er meget mere svære at modstå. Vi styres i denne verden af vores lyster. Det er lysten til at være bedst, først og størst. Der er meget der kan friste mennesket. Og menneske er netop hvad Jesus er, da han står i ørkenen og Djævelen forsøger at friste ham med både mad, magt og bevis for at han er Guds Søn.

Fristelsen for Jesus er lige så stor som den er for os, og med den tanke bliver det nemmere for os at lade os inspirere af Jesus som siger ’nej’ til fristelserne igen og igen. Og det er som der står skrevet, – at da Djævelen ikke havde mere at friste Jesus med, forlod han ham for en tid. For mødet mellem Djævelen er Jesus er ikke anderledes end i vores tid – Djævelen giver ikke helt op for evigt. Djævelen forlod ham kun for en tid, sådan som det også sker for os.

Også vi får øje på en fristelse i vores liv, og ser at det virkelig er en fristelse. Vi ser med tydelighed forskellen på rigtigt og forkert, og vender os rundt med et nej tak. Men uventet ud af det blå vender Djævlelen tilbage med et nyt tilbud til os. Vi opdager slet ikke fristelsen, før vi står midt i den uden mulighed for give afslag. Og sådan finder vi os selv overraskede over, at vi fortalte en løgn, fremhævede os selv eller sladrede om et andet menneske.

Djævelen eller fristeren står altid klar til at møde os når han har noget at friste med, og han ved at mennesket er svagt. Desværre viser han sig ikke i en skikkelse som er nem at genkende og dermed let at sige nej til. Han viser sig i vores egen egoisme, i gode tilbud, i nyhederne og på sociale medier. Han viser sig overalt hvor vi befinder os.

Giver vi helt op over for Djævelens fristelser, styrer vi mod afgrunden. Siger vi ja og ja og ja til Djævelen vil vores liv styres direkte væk fra Gud. Væk fra troskab. Væk fra sandhed og væk fra alt det gode. Vor tids egoisme er et billede på hvordan fristelserne vinder over menneskets tillid til Gud.

Egoisme er måske den største trussel mod os mennesker. Egoisme er dét, der tager livet fra uskyldige i Ukraine og driver andre på flugt. Sådan sker det, når fristelsen for at blive den største med mest magt overskygger kærlighedsbuddet om at elske sin nabo. Og sådan er det tit med fristelsen – at uanset om det er i magt og politik, eller om det er hjemme i vores egen stue – så er det fristelsen til egoisme der vinder over næstekærlighed, bevidst eller ubevidst.

Kun ved at begynde at være bevidste om fristelserne, kan vi forsøge at styre det, som forgifter vores liv. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi må bede om Guds hjælp, overgive os til Ham og søge ind under Hans nåde, så det ikke er forgæves at Gud har givet sin egen Søn for at mindske Djævelens magt.

Jesus mødte fristeren i ørkenen ikke kun med sit eget ord, men også med Guds ord, fordi Jesus fik Guds styrke i sig ude i ørkenen. Lad os på samme måde møde fristeren med Guds styrke i os og ikke kun med vores egne svage ord, for så taber vi. I stedet må vi lade Gud være der, give Ham plads til at forsvare os og give os et krigens skjold mod alt det der frister. Sådan gør vi når vi søger bønnen og Guds nærvær, og bliver ét med ham i eukaristien.

Pastor Judes prædiken til d. 8. alm. søndag 2022 kan læses på linket: Søndags Prædiken