Frederikshavn maj 2022

Dato	Dag	Messe	Præst
1. maj	Søndag	14.00 Messe	p. Simon Peter
6. maj	Fredag	16.00 Messe	p. Simon Peter
8. maj	Søndag	16.00 Messe	p. Simon Peter
13. maj	Fredag	16.00 Messe	p. Simon Peter
15. maj	Søndag	14.00 Messe	p. Simon Peter
20. maj	Fredag	16.00 Messe	p. Simon Peter
22. maj	Søndag	16.00 Messe	p. Simon Peter
26. maj Kr. Himmelfart	Torsdag	14.00 Messe	p. Simon Peter
27. maj	Fredag	16.00 Messe	p. Simon Peter
29. maj	Søndag	14.00 Messe	p. Jude

Pastor Judes 3 prædikener til Påske 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 24, 1-12

I år føles påskens glæde større og dybere end de seneste år. I både 2020 og 2021 måtte vi lide afsavn og sidde hver for sig derhjemme og tænke på Corona mens vi længtes efter et liv udenfor. De to år var en ekstra påmindelse om at påskens mysterier er begivenheder vi som katolikker har behov for at deltage i sammen. Mysterierne sætter sig hvert år i vores hjerte, og arbejder mod den frygt vi har for det uvisse, for mørket og for døden. På den måde understreger påsken for os at der er grund til at håbe og tro og holde ud.

Påske er opstandelse, men også muligheden for at tage et valg. Påske er at vælge mellem at klynge os til frygten for døden, eller åbne vores hjerter for Gud, der aldrig vil lade døden få det sidste ord. Påske er at vælge om vi vil lytte til de mennesker, der siger at døden er endelig, eller om vi vil lytte til Gud, der siger at døden er en ny begyndelse.

I evangeliet hører vi hvordan kvinderne kom til graven og opdagede den var tom. Vi kan forestille os hvordan det har gjort indtryk, og hvordan de blev fyldt med rædsel og mørke. Men evangeliet lærer os også at intet mørke varer for evigt. Død bliver til genopstandelse. Solnedgang bliver til solopgang, for sådan sker det at Guds lys griber ind midt i mørket.

Gud gav os vores fødsel, og velsignede os med dåben – skabte os og former os, helt uden vi fortjente det – uden vi havde sparet op til det eller gjort os umage for det. Gud gav os livet af kærlighed, fordi Hans kilde af kærlighed aldrig tømmes. På samme måde vil Hans kærligheds kilde øse over os i vores eksistens helt ud på den yderste dag, og alle de dage der kommer.

Det er det håb vi gives i dag. Det er det vidnesbyrd vi bærer på om døden og opstandelsen, her hvor Jesus er opstanden midt i blandt os. Jesus beviser at kærligheden til evighed sejrer over vrede og hån. Vreden, frygten og døden vinder intet men taber alt. Så lad os ikke gå gennem livet som tabere, der ikke ser den langstrakte horisont.

Kvinderne gik ikke til graven for at se om Jesus var der eller ej. De gik til graven fordi de elskede ham. Det er den samme grund at vi alle er her i aften – vi er kommet af kærlighed. Jesus forandrer hårde hjerter, og som menneske elskede han lige til det sidste. Vi kan kun drømme om at elske som han gør. Vores kærlighed er i sammenligning kun ganske begrænset.

I dag inspireres vi til at forvandle vores frygt til håb, og forvandle vores hårde hjerter til barmhjertighed. Forvandlingens kraft er stor, for Guds barmhjertighed rækker så langt at Han tager alt det der var FØR, alt det der var SKUFFELSER, alt det der var DÅRLIGT, og så tilgiver Han det for at sætte os fri til at kunne gøre det samme mod andre.

Alt hvad Jesus har prædiket, og alle de oplevelser vi har delt med ham i den stille uge forenes denne nat. Det Jesus forudsagde, skete som han havde sagt. Det Jesus lovede os, gik i opfyldelse. Vi har alle grunde til at tro, og til at forpligte os til at vidne om hvordan Gud forvandler vores hårde hjerter, så vi kaldes til tilgivelse, ubegrænset kærlighed og håbet om det evige liv.

På denne aften hvor mørke vendes til lys og skyld vendes til tilgivelse ønsker jeg Jer alle en rigtig glædelig påske!

Ev: Joh 18, 1-19.42 (Kollekt til det hellige land)

De begivenheder vi i disse dage er vidner til har vi svært ved at forstå og bearbejde i det tempo som tingene sker. I søndags blev Jesus hyldet som en konge. I går forberedte han disciplene på sin død, og viste dem, med sine gerninger, hvordan de skulle være et næstekærligt forbillede, og dele brødet og vinen mellem sig.

I dag står vi i et tomrum. Vi er vidner til at Jesus forrådes og kastes ud i det menneskelige mørke, hvor de hadefulde og vrede samles om ham med kritik, mens de peger fingre, forråder og fornægter ham. Disse dages begivenheder viser os hvor kort der er fra glæde til sorg, og fra venskab til had blandt mennesker.

Jesu død var allerede arrangeret og planlagt forud for hans tid. Gud havde allerede sat det hele i scene – at Jesus skulle undfanges, fødes, prædike og døbes, for senere at forrådes og dø på et kors. Således blev Jesus født i skyggen fra korset, som hvilede over hovedet af ham hele livet igennem. – Men selv med dødens skygge der forfulgte ham i livet som menneske lærte Jesus at gå, at tale og gøre tjeneste. Fra hans allerførste erindring her fra jorden blev korset hans byrde, og en smertelig virkelighed han måtte bære på, – ikke blot for sig selv, men for alle menneskers synd og skyld.

’Det er mig’! De ord hører vi igen og igen i evangeliet. – ’Det er mig I leder efter’. Jesus kæmper ikke i mod. Han skyder ikke skylden på en anden. Han gemmer sig ikke. Det menneske som er på vej til korsets død siger: ’Det er mig!’ og det menneske som spørges om han kender ham siger ’Nej jeg kender ham ikke’.

Netop den forskel viser hvorfor Jesus er den der giver os håb. Mennesker omkring ham går i panik. De lyver, råber, gemmer sig, fyldes af dårlig samvittighed, men Jesus er rolig. Jesus er afklaret med det der skal ske. Hans krop er mishandlet og slået i stykker, men hans ansigt ser vi altid som blidt. Et fredfyldt ansigt som taler stille og langsomt, og aldrig vender sin vrede mod mennesker. Kun til Gud råber han i sin sidste time.

Vores tørst efter magt bringer Jesus til korset. Men når mennesket stjæler magten over Gud, så viser Gud os at intet menneskes søm er stærkere end Guds finger, og intet træ er stærkere end Guds hånd. Når vi kæmper til døden, kæmper Gud til livet.

Men døden har vundet over Gud mange gange. Sådan sker det når Peter fornægter Ham eller når vi afviser Hans ord. Ofte sættes Gud på prøve når mennesket rammes af modgang i livet. Vi kræver et svar på hvorfor livet skal gøre så ondt og kærligheden være svær?

Nogle gange kan vi slet ikke rive os løs fra den eneste løsning vi ser i vores liv, og svigter Gud når Han ikke lige viser sig på den måde som vi tænkte. For så går det ligesom med folket i Jerusalem. Vi beder og vi hylder Jesus, men når han ikke forærer os den løsning, vi selv havde regnet ud, bliver vi skuffede og ser også i vores liv verdens frelser forandre sig til en korsfæstet og pisket mand.

Hvem kunne tro på en konge og frelser der ikke engang kunne frelse sit eget liv? Det kan vi tro på, for vi ved at afmagten vi kigger på fra foden af korset, ikke er Guds afmagt men vores egen. Gud opgav Ånden for at vi kan få Ånden. Han udholdt smerten som menneske og tog skylden, og lod sig korsfæste for at vi kunne slippe for straf og få evigt liv.

Gud lod det være op til os hvem der skulle leve og hvem der skulle dø. Og sådan gik det at afmagten blev udstillet på 2 stykker træ – døden hænger der, fordi det var op til mennesker. Nu er livet op til Gud.

Ev: Joh 13, 1-15

I søndags da vi fejrede palmesøndag mødte vi Jesus, som dommeren over alting, der selv blev dømt selvom han var uden skyld. I dag skærtorsdag møder vi Jesus der skulle tjenes af alle, men nu selv er en ydmyg tjener. Det er to billeder af en person som overhovedet ikke passer med det liv vi opdrages til i denne verden.

Måske er opstandelsen slet ikke det sværeste for os at fatte her gennem den stille uge og påsken. Måske er det netop ændringen af vores verdensbillede som rystes og forandres, så vi ikke føler os hjemme, der er det værste og sværeste at forholde os til. Vi ser på Jesus – dommeren over alting – være stille, ydmyg og fyldt med tålmodighed acceptere sin egen skæbne, mens vi sidder og tænker: ’Så gør dog noget! Kæmp for dit liv eller løb din vej’.

Men allerede her til aften hører Jesus ikke vores advarsel. I morgen ydmyges han ved korset, han hånes og spottes, mishandles og dømmes ude af det folk som længtes efter ham. Men vi skal ikke sove endnu en nat før vi oplever hans ydmyghed. Allerede denne aften bøjer Jesus sig ned og vasker fødderne på disciplene, som en indledning til det der venter ham i morgen. Han gør det som et lysende eksempel for disciplene, men også for os her i år 2022.

Når den største kan bøje sig ned og vaske den mindstes fødder er det også muligt for dem at tjene hinanden, og gå ud og tjene andre – også de der slet ikke er klar til deres tjeneste. Disciplene synes ikke det er rart. De nyder ikke at få vasket deres fødder, men det er en oplevelse de tager med sig, og gennem tiden er denne handling blevet med til at danne grundlag for den næstekærlighed vi hører Jesus prædike om.

Vi inviteres i dag til at overveje hvordan vi også kan bøje os ned og yde noget vi ellers vurderer ligger under vores værdighed, for først når vi dykker ned under værdigheden kan vi med rette betragte os selv som et menneske der udfører næstekærlighed.

Det er to stærke symboler, Jesus deler med os i dag. Både handlingen med kommunionen og symbolet med fodvaskningen har sat dybe spor i alle de år, der er fulgt efter Jesu død. Det er en alvors tid, men også en håbets tid, hvor Jesus siger ’Husk mig’ og ’Husk Jeres næste’. På den måde minder han os alle om buddet: ’Du skal elske Herren din Gud og din næste som du elsker dig selv’.

Denne aften indstiftede Jesus kommunionen og præsteskabet. Han dannede grundlag for vores måde at fejre messen på, og for hvordan vi altid bør tjene hinanden. Gør dette til ihukommelse af mig lød ordene. Det er ord vi må tage med os, og gemme i vores hjerte, og ikke lade kommunionen blive en vane, en tradition eller et symbol. Den Hellige Kommunion ér HELLIG for Jesus bliver til kød og blod foran vores øjne. Så lad os modtage ham som vores frelser og følge ham i denne alvorens tid og alle dage når han sammen med os genopstår fra de døde, og konstant minder det fristede menneskehjerte om at størst af alle, er den der tjener sin næste uden at forvente at få noget igen.

Størst er ikke den dygtigste, den rigeste eller den som alle frygter. Størst er den som bøjer sig ned fyldt med ydmyg magt og tjener den mindste. Størst er den som gemmer Jesus i sit hjerte, og med åbenhed giver ham den plads i vores liv som han fortjener.

Denne prædiken kan læses under linket; Søndags Prædiken

Prædiken indvielse af Jomfru Maria grotten i Hjørring

Kvinden vi møder i dag er blevet afsløret i ægteskabsbrud. Ifølge Moseloven skal hun stenes. Men Jesus har bragt en ny verdensorden, som ikke hænger fast i gamle regler og love. Jesu regler bygger på kærlighed til sin næste.

Snart vil vi se endnu et eksempel på brug af Moseloven. Snart vil Jesu blive korsfæstet, fordi det siges om ham at han har gjort sig selv til Guds Søn. Men på den tredje dag vil han genopstå som en knusende dom over hvordan Moseloven, der var givet for menneskers trivsel, misbruges når den håndteres af menneskehænder. Jesus vil opstå fra de døde fordi hans bud om kærlighed vil sejre over det menneskeskabte.

Ofte tror vi mennesker at vi kan alt. Vi tror vi har de samme egenskaber som kærligheden. At vi kan udholde alt og tåle alt og aldrig høre op med det. – Men også vi har prøvet at stå foran kvinden der skulle stenes, og også vi har samlet en sten op for at hjælpe til med at nedgøre et andet menneske. Måske er det gået så stærkt for os, at vi slet ikke opdagede, at vi alligevel ikke er alt det som kærligheden er.

Når vi står i den situation er det altid en påmindelse til os om at vi har brug for mere end Moseloven og de menneskeskabte regler. Jesus ødelægger ikke Moseloven, men han fuldender den med det nye bud om kærlighed. – At kærligheden og freden altid skal supplere det der gælder.

Sådan sker det når Jomfru Maria beder Jesus forvandle vand til vin til brylluppet, fordi hun føler omsorg for parret og deres glæde. Sådan sker det også for os at vi løber tør for vin i vores liv. Vi løber tør for motivation, tro på Gud, glæde, kærlighed, fred og udholdenhed, og vi vender os til Jomfru Maria i bøn til at hendes søn vil forvandle alt det vi ikke har til noget værdifuldt.

Vi beder for at opleve Jomfru Marias fred, kærlighed og beskyttelse for mennesker, fordi hun er kirkens moder, Guds moder. På én gang er hun både stærk og mild. Jomfru Maria sagde ’ja’ til Guds planer om at hun skulle føde Jesus barnet. Hun så sin søn blive korsfæstet og hun ser på alle os i vores trængsler og lidelser. I hendes styrke lægger vi vores svaghed, og hendes omsorg hører aldrig op.

Og så ser vi på hende – vi ser på figuren i grotten her i dag, som er et billede på den mildhed vi forbinder en mors rolle med. Den mildhed er et billede på den sårbarhed vi er tilstede i verden med. Og den samme mildhed kunne mændene sikkert se i ansigtet på kvinden som de ville stene. Den der misbruger en kvindes kærlighed eller møder hende med hård tale og ubarmhjertighed kan ikke på samme tid knæle ned foran Jomfru Maria og bede om moderlig omsorg.

Krigen i Ukraine viser os hvor hurtigt en hverdag i tryghed kan forvandles til et liv i frygt på grund af menneskeskabte uenigheder. Også i tiden med Corona, så vi hvordan vores tids Moselov ikke rakte – mennesker blev ensomme og fyldt med angst. Lad os bede til at Jomfru Marias omsorg og beskyttelse vil omfavne alle som længes efter en mors kærlighed.