Dato	Dag	Messe	Præst
7. august	Søndag	16.00 Messe	p. Stefano
14. august	Søndag	16.00 Messe	p. Davide
21. august	Søndag	16.00 Messe	p. Jude
28. august	Søndag	16.00 Ordets Gudstjeneste	William Lee

NB!!

Da p. Jude er alene i Nordjyllands sogn i august, og fejrer messe om søndagen i Aalborg, Hjørring og Frederikshavn er der ikke muligheder for skriftemål, samtaler eller aftaler om søndagen i august.

Alle henvendelser skal venligst ske på mail jude@katolsk.dk eller telefon 20885284

Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Jeg beklager det sene indlæg men har været på ferie de første 3 dage i denne uge.

William

Ev: Luk 11, 1-13.

I den tid vi lever i er det blevet mere og mere moderne at være anderledes. Ingen skal bestemme over den enkelte, for så klager vi, og kræver at vores omverden former sig på en måde, så alt er tilladt og alt drejer sig rundt om os. Det bliver mere og mere almindeligt at individet sætter sig over fællesskabet, og at det at være sammen om noget, opfattes som om vi bare går i takt uden at tænke selv. Også kirken kan opfattes af mange på den måde. – At kirken er en kasse, som begrænser de troendes valgfrihed.

Når vi beder Fader Vor eller i det hele taget beder, så leves livet anderledes end dem som sætter individet i centrum. Vi kan ikke dirigere Gud udenom det vi ikke vil og vi kan heller ikke få Ham til at give mere af det vi gerne vil, med det formål at blive anderledes. Med andre ord så virker valgfrihed ikke i vores forhold til Gud, og dermed heller ikke i vores liv hvor meget vi end forsøger. Alt hvad vi får som svar på vores bøn, og alle de svar, der åbenbares hen ad vejen i livet er grundlagt af Gud.

Guds rammer er netop hvad vi får i bønnen, i glæden og i sorgen. Lidelse og sygdom får alle os til at bede en ekstra gang. Det er en påmindelse om at tage kærlig afsked med hinanden og elske stærkere, end hvis livet bare var lykkeligt i al evighed. Guds veje kan nogle gange være en mærkelig vej at gå, men når vi bekender os som kristne, – som katolikker, så er det i høj grad fordi vi tænker at Guds veje har vi tillid til.

En pige bad engang: ’Kære Gud, tak for alle blomster, tak for alt vandet, tak for solen, tak for alle sten – også dem jeg ikke kan løfte’. Den bøn siger os meget. For der er meget i denne verden vi ikke kan løfte. Ikke bare i sorgen, men også i glæden, for mennesket er begrænset, og det ved Gud.

Han bærer med os, ved siden af os, og giver os alt. Han giver os det vi kan tåle, og sommetider også det vi ikke kan tåle, men altid bærer Han sammen med os – og når det slemme er allerværst viser Han os i små glimt at det vi ikke kan tåle alligevel også udvikler vores tanker og idéer. Gud gør det og vi må følge med.

I Evangeliet beder disciplene Jesus om at lære dem at bede. At bede er som med alt andet – det kan være svært at komme i gang. Begyndelsen er svær. Ligesom det er svært at lære at cykle, at starte nyt arbejde eller kæmpe med svære lektier – sådan er det også at bede. Derfor må også vi lære at bede, for at bede handler ikke om at sige en remse, at kunne en tekst udenad. Faktisk kan man sige at det er farligt at kunne noget udenad – måske vil nogen af os snart sige Fader Vor her under messen og mens ordene flyder tænke på aftensmad og sommerferie. Tænk om vi talte med samme uopmærksomhed med andre mennesker!

Nej, når vi beder, må vi tale med hjertet, smage på ordene og i kærlighed til Gud bede om råd fra vores inderste, og ikke som en remse. Vi må have den samme tillid, som det kræver at tale med et andet menneske, åbne os og lade Gud svare. Når vi banker på, så lukkes der op, og ingen far giver sit barn en slange, når barnet beder om en fisk. Sådan siger Jesus. Gud giver os måske ikke altid lige det vi forestiller os. Nogle gange giver Gud endda noget, vi ikke rigtig ved hvad vi skal stille op med, men sikkert er det at Gud giver os det vi har brug for, det vi kan lære noget af, det der er os til gavn.

At bryde rammerne og lade hele verden dreje rundt om os – sådan udvikler vores samfund sig. At øve os i at bede, at tro og holde fast, med nåden og tilgivelsen som nøglen i vores fællesskab, sådan udvikles vores nære forhold til Gud.

Lad os derfor åbne os i bønnen og lade Gud bære hvad Han vil, så mennesket kun skal bære det vi kan.

Du kan læse Pastor Judes prædiken til d. 16. alm. søndag på linket: ‘Søndags Prædiken’

Ev: Luk 11, 1-13

Når vi, som mennesker, opfører os ligesom Martha er vi vant til at få ros. Vi hører at eksamen er en fest for den flittige elev. Eller vi hører hvordan mennesker får succes fordi de arbejder hårdt og ligger lige på kanten til at blive syge af alt deres hårde slid. At bruge sine kræfter op i en grad så man ligefrem kan blive syg af det, er blevet en måde vi måler succes. På en måde beundrer vi mennesker, som har så vigtigt et mål for øje, at de sætter deres eget helbred til side.

Vi ser det lige nu blandt dem som cykler i Tour de France, – hvordan de udnytter enhver celle i deres krop for at vinde. Og vi er vidner til hvordan Vingegaard på trods af store vanskeligheder på cyklen som barn, hvor han ikke lignede et talent, nu har fundet nøglen til den succes der giver Pogacar (Pogat-sja) og andre stjerner baghjul på bjergene, men også hvordan unge stræber efter karakterer, der får dem højere og højere op i samfundet.

Og så kommer Jesus og provokerer den kultur i dag. Jesus stikker til vores indre Martha – vores indre maskine som ikke stopper før vi er blevet størst og bedst, og har sikret os at vores pårørende vil skrive på vores gravsten: Døde i overhalingsbanen med stor succes!

’Maria har valgt den gode del’ Sådan siger Jesus om der søster, der sidder ved hans fødder og lytter opmærksomt. Hun har ikke travlt, og bekymrer sig ikke om praktiske ting. Hun er tilstede her og nu med Jesus, mens vi forstår at Martha har svært ved at skelne den gode del fra den dårlige del, fordi hun bærer på et overflod af bekymringer og en følelse af stor uretfærdighed. Hendes sans for retfærdighed forhindrer hende i at vælge den del som giver en evig værdi i hendes liv, frem for den del hvor hun bliver selvretfærdig og dømmer andre for ikke at gøre som hun selv gør.

Det er en fejl næsten alle mennesker bærer på – at vi elsker idéen om forskellighed og nuancer, men at vi er hårde til at dømme de mennesker, der ikke gør som os selv. Hvis vi stopper med at leve for vores egen succes, men i stedet lever med det formål at blive Guds redskab i denne verden, så mister vi grundlaget for at kigge på andre mennesker, og have behov for at vurdere dem eller ligefrem dømme dem ude eller inde. Gud leder hvert menneske med hver sit formål – en ledelse der er større end vi kan fatte.

Er du ligeglad? Sådan spørger Martha Jesus – er du ligeglad med at min søster ikke hjælper mig? Kun ét andet sted i Det nye Testamente finder vi den samme anklage mod Jesus: Er du ligeglad? Det er Peter der spørger Jesus under stormen på søen: ’Er du ligeglad med at båden går under?’ Jesus beder søen om at være stille, og på samme måde beder han i dag Martha om at slutte fred med den vrede hun har over sin søster. Måske har også vi prøvet at anklage Jesus for at være ligeglad med vores liv, i en tid i vores liv, hvor vi har forsøgt at arbejde os frem mod succes, men ikke har opnået det vi ville.

Jesus belønner ikke mennesket efter den samme skala af succes, som vi har i vores samfund. I Guds øjne og Kristi nærvær inviteres vi til at udvikle os på en anden måde. En udvikling som forandrer vores hjerte og vores sind, så vi igen og igen bliver klar til at lukke Guds kærlighed til os ind, og sætte os ved Hans fødder og bare tage imod og lytte til Guds stilhed, og Guds ord til os. Han inviterer os til at ’komme og se’ – Kom og se at Marias del er den gode del. Det er den del som åbner vores hjerte for håb og tillid til Kristus, og lader os erfare at han ikke er ligeglad med det hårde slid og stormene i vores liv. Dén del skal aldrig tages fra os!

Dette prædiken kan du læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 10, 25-37

Vi lever i en tid hvor vi oplever at mennesket bliver mere og mere optaget af sig selv. Mennesket er så fokuseret på at verden skal tilpasse sig, så vi undgår at føle ubehag eller mærke at vi er krænket af andres opførsel. Vi lever med forpersoner og kagepersoner, for at undgå at støde nogen, og vores opførsel bidrager til at vi mere og mere isoleres fra hinanden. Vi går mest op i vores eget, men så sker det at en syg mand skyder om sig i København. Med våben sender han et råb om hjælp ud i verden uden nogen lytter, og i en desperat handling røver han livet fra andre, og skaber frygt omkring sig. I håbløsheden blomstrer næstekærligheden i løbet af sekunder. Mennesker som slet ikke kendte hinanden åbnede døre og hjerter for at bidrage til trøst og omsorg. Midt i det håbløse mørke, så vi at mennesker stadig sætter fællesskab og næstekærlighed højt, – på trods af en verden hvor temaet ofte handler om hvad vi ikke vil finde os i.

Mange af os kan dagens evangelium udenad. Endda kan vi måske også fortolkningen og moralen i lignelsen udenad. Emnet er næstekærlighed, altså at se andre, når de har brug for os, virkelig se dem med hjertet og ikke bare gå forbi og lade som om vi ikke har bemærket dem. Det er historiens kerne – det vi altid vender tilbage til, når dette Evangelium er søndagens tekst. Vi ved det, vi har hørt det mange gange før. Næstekærlighed er vores fællesnævner. Vi arbejder for det, hen mod det og chokeres når nogen ikke udøver det.

Lignelsens budskab til os er dog længere end det. Den lovkyndige stiller nemlig Jesus et vigtigt spørgsmål: ’Min næste, hvem er det?’ Måske har netop det spørgsmål også meldt sig i vores tanker når vi har læst historien. Hvem er MIN næste? Hvem kan jeg være samaritaner for? Og lige når vi stiller det spørgsmål begynder vi, med vores instinkt, at sortere i menneskeheden der fylder hele jorden, for så lukker vi øjnene og begrænser antallet af dem der kan være vores næste. Vi bygger en retfærdighedsmur op omkring dem, der er indenfor vores næste-mur, og dem der er udenfor. Der er dem, der har fortjent vores opmærksomhed, og dem der ikke har. Vi bruger vores følelse af sympati som målestok.

I den engelske Bibel hedder næsten i dagens tekst ’neigbour’ altså nabo på dansk. Vores næste er vores nabo, og måske skal vi tænke lidt over det. Vores nabo kan vi ikke vælge. Vi er ikke herre over hvem der flytter ind i huset ved siden af. Vi må byde velkommen og få et godt samarbejde hen over hækken eller altanen. Vi må tage hensyn til hinanden. En nabo kan man ikke vælge eller smide væk.

Den tanke kan tvinge os til at åbne øjnene. For vores næste er alle de mennesker vi hverken kan vælge til eller smide væk, og inden vi helt mister overblikket over alle de der er vores næste, skal vi huske på at vi også er nogens næste. Vi er vores nabos nabo. Jesus siger til den lovkyndige og til os: Gå du hen og gør ligeså’, og sådan må vi gøre: Både hjælpe når vi med hjertet ser nogen behøver vores hjælp, men også ligge os ned i grøften og vente på vores næste når vores egne kræfter slipper op. For sådan kunne et af livets svære enten eller spørgsmål også lyde: ’Vil du helst hjælpe eller blive hjulpet?’ og det vil være svært at vælge, for foran Gud er vi den lidende – det lille menneske der ligger i grøften, og på denne jord er vi vores næstes næste og nabos nabo.

Du kan læse dette prædiken ved at klikke på: Søndags Prædiken

Ev: Luk 10, 1-9

Enhver der har kendskab til at dyrke sport ved at det er nemmere at opnå resultater når der er fans der hepper og støtter. Sådan ser vi i TV fans hilse med flag, og synge fællessang, især i disse dage hvor Tour de France er i Danmark.

Men så sker det også at disse fans misforstår deres opgave. De spytter på en cykelrytter eller kaster et kanonslag til en fodboldkamp. For sådan er nogle fans. De hilser med flag og synger når alt går godt, og de vender deres vrede mod deres helte når det går dårligt.

Jesus har aldrig givet det indtryk at fans betød ret meget. Han havde ikke behov for at mange syntes godt om ham eller klappede af ham. Jesus har aldrig gjort noget for at blive populær, for han søger noget andet i mennesket. Jesus søger at vi mennesker er villige til at betale eller opgive noget for at FØLGE ham, og ikke kun være FANS.

Man kan være et dedikeret fan hjemme i sofaen, men man kan ikke følge nogen hjemme fra sofaen. Det er den store forskel. På samme måde kan vi bære et kors om halsen som fan af Jesus, men rent faktisk BÆRE korset og de byrder, som følger med, kan vi kun når vi følger ham.

I dagens evangelium udpeges der 72 som blev sendt ud to og to for at fortælle om Guds rige. De skulle sige ’Fred være med dette hus’ og de skulle helbrede de syge. De 72 blev sendt ud på en opgave, og helt sikkert kom de til huse, hvor de ikke var velkommen, og helt sikkert mødte de syge som ikke ville have noget med dem at gøre. Men de 72 var FØLGERE og ikke kun FANS. Så de mødte ikke opgaven med vrede – de gik heller ikke hjem. Nej, de tog deres kors op og gjorde deres pligt. De gik fra hus til hus og opfyldte på den måde den opgave de havde fået.

På den måde er de en inspiration for os, for at vi kan kigge på vores eget liv og på samme måde opfylde de opgaver vi er blevet givet som følgere i vores tro. At bede her i kirken, at gå til skriftemål kan kun en ringe værdi hvis vores opførsel på den anden side af kirkens mur går imod alt det som Guds ord lærer os. Vi må være gode ambassadører for vores tro.

Jesus inviterer os alle til at spørge os selv i dag: Er vi fans eller følgere? Fans lever for den næste sejr, mens følgere er klar til at deltage og gøre det hårde arbejde. Både vi som individer og kirken kan have en doven tilgang til mennesker som søger en dybere mening med deres tro. Som bonden, der sagde at lynet der slog ned i marken sparede ham for at høste, og regnen der kom, sparede ham for at vaske bilen. Da nogen spurgte ham: ’Hvad så nu?’ svarede han, at nu ventede han kun på et jordskælv, som kunne ryste kartoflerne op af jorden.

Dagens evangelium inviterer os til at være vidner til Kristus i vores liv, og følge vores tro. Hverken vi eller kirken har råd til at være ligesom bonden og vente på, at de troende rystes ud af deres huse og herind på vores kirkebænke. Jesus har sendt os ud som følgere blandt de mennesker vi møder i vores hverdag for at vi skal være aktive kristne blandt dem. Selvom vi ikke altid ved hvor vores rejse med Kristus vil bringe os hen, giver han os altid de talenter vi har brug for, på de opgaver der ligger foran os, men det er op til os, med Helligåndens vejledning, at risikere de talenter vi er.

At leve, er at risikere at dø. At håbe, er at risikere skuffelsen. At prøve, er at risikere at fejle. Men den største trussel mod os er at gøre ingenting, og derfor risikere ingenting. Lad os derfor, ligesom rytterne til Tour de France, risikere alt, med chancen for at vinde alt ved at følge Jesus og være én af de 72 udsendte når vi forkynder Guds ord gennem vores handlinger.