Pastor Judes prædiken til d. 22. alm. søndag 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 14, 1.7-14

En leder på en præsteretræte anbefalede engang at ethvert menneske bør have et notat på 2 stykker papir. På den ene, som skal ligge i højre lomme, skal der stå: Jorden er skabt for mennesker. På den anden, som skal ligge i venstre lomme, skal der stå: Mennesker skabt af støv, skal blive til støv.

I tilfælde af overmod, depression, ulykkelighed eller håbløshed kan man så sætte hånden i den ene lomme, for at blive mindet om, at først når vi ydmyger os, kan Gud ophøje os. Vil vi følge Jesus, må vi også stræbe efter den samme ydmyghed, som han viser og lærer mennesker. Vi må med andre ord, oversætte Jesu gerninger til vores liv. Jesu ydmyghed ligger selvfølgelig ligefor. Vi læser om det i brevet til Filippinerne: ’Han ydmygede sig, og blev lydig indtil døden – døden på et kors. DERFOR har Gud højt ophøjet ham’.

Man taler, i den tid vi lever i, meget om udseende og fysiske indtryk og hvordan man bliver opfattet på den baggrund. Ofte ser vi hvordan alvorlige sager eller store præstationer helt kan glemmes i baggrunden, fordi man i stedet for selve sagen retter fokus på at fremstille mennesket i sagen på en bestemt måde, overfor offentligheden.

Men vi må se sagen gennem Jesu øjne. Det er let for os mennesker at sammenligne fysiske egenskaber, men hjertets ydmyghed kan vi ikke stille overfor en andens fysik. Med hjertets ydmyghed indtager vi vores plads, for sådan taler øje til øje, mens hjerte taler til hjerte. Med hjertets sprog taler det forelskede par, eller dem der har været gift længe. I hjertets sprog blomstrer kærlighed mellem forælder og barn. Og hjertets sprog er det sprog der udfoldes i vores bøn til Gud.

Gud er ikke stille eller fraværende når vi beder. Gud svarer os – Han svarer os på vores ydmyghed til hver eneste messe gennem den hellige kommunion. I kommunionen – dér ligger Hans svar på vores overmod, passion, depression og håbløshed.

I vores ydmyghed foran Guds alter på vores nederste plads, siger Han til os: Min ven sæt dig højere op! Det er et hjertets sprog, som det danske sprog slet ikke har ord, der kan beskrive. Den, der sidder på den nederste plads, behøver aldrig frygte at falde, og med udsigten fra den nederste plads er det let for os at svare på – hvem er den vigtigste for os? Det er alle dem vi ser foran os.

Den på den øverste plads, ser ingen andre, hører ingen andre og føler derfor omsorg for ingen andre. Den bedste udsigt til næstekærlighed får vi på den nederste plads.

Og fra den plads kan vi, som Jesus byder os i evangeliet, invitere dem vi ser foran os – ikke fordi vi kender dem, men fordi vi opfylder buddet om at invitere dem, som ikke har tænkt sig at gøre noget til gengæld. Lad os ikke holde regnskab over godhed, men i stedet åbne op for dem, som er lukket ude. At åbne op for andre betyder ikke at åbne sin dør midt om natten – det er ikke ydmyghed! Det er dumhed! Men lad os i ydmyghed åbne vores hjerte for andre, så vi ikke kun lytter til Jesu hjertesprog i kommunionen, men også selv taler det sprog, som ikke kræver noget retur og ikke dømmer nogen ude.

På alle mulige forskellige måder er vi kaldet til godhed gennem ydmyghed, men ikke på egne vegne. Vi er kaldet til at vise næstekærlighed i denne verden og sætte os selv sidst – vi er kaldet til at gøre sådan på vegne af Gud, som Hans instrument, for alt som er os givet er givet til os fra Gud. Intet af det vi holder, holder vi i vores egen hånd. Alt hvad vi ser fra vores nederste plads, er Guds skaberværk, og således skal mennesket skabt af støv blive til støv, men ophøjes ved Guds hånd.

4. september Søndag 14.00 Messe p. Jude

11. september Søndag 14.00 Messe p. Jude

18. september Søndag 14.00 Messe p. Jude

25. september Søndag 14.00 Messe p. Davide

Pastor Judes prædiken for Jomfru Maria’s Optagelse i Himlen kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 1, 39-56

Vi nærmer os afslutningen af august måned, og kan derfor kigge tilbage på sommeren der er gået. Vi kigger på de dage vi holdt fri, på de oplevelser som livet udenfor gav os – ikke mindst de gode danske lune aftener. Varmen og lyset er stadig hos os, men allerede nu kan vi køre på landevejen og se store høstmaskiner køre frem og tilbage på marken. Ja lige foran os venter tiden for høst.

Jomfru Marias optagelse i Himlen fejrer vi i dag – lige i denne tid hvor vi står på kanten til høsten, som et symbol på afslutningen på en periode. For Jomfru Maria er livet som menneske slut. Hun har levet et liv der er meget forskelligt fra vores og Gud kalder i dag på hende. Vi kan ikke læse om hendes død i Biblen, men sådan er vores tro – at hun døde og at Gud optog hende i Himlen – helt naturligt for den vigtige rolle hun spillede i Jesu liv, og som et tegn fra Himlen til alle os der vandrer i vores livs forår og sommer – hen mod efterår.

Vi kan på mange måder blive inspireret i vores liv af Jomfru Maria. Hendes tro var fantastisk stærk og hendes tillid var om muligt endnu større. Hun står for os troende som balancen mellem det stærke og det milde. Mellem regler og kærlighed. Når vi kigger på hendes milde ansigt, kan hun til tider være noget af det mest håndgribelige i vores tro. Fader, Søn og Helligånd er størrelser som er enorme, over mennesket, flygtige og mystiske. Jomfru Maria er et menneske som os, hvis liv er formet anderledes end vores, men dog er hun et menneske. Hun taler ikke i lignelser, hun er ikke som en Ånd der kommer i skikkelse af noget andet – hun spiller en rolle for os som er tæt på os, som vi kan relatere os til.

Ofte møder vi katolikker andre mennesker som siger: ’Det eneste jeg ved om katolikker er, at I tilbeder Jomfru Maria’. Og man står der og har lyst til at sige, at hvis det er dét du ved, så ved du faktisk ingenting.

At tilbede Jomfru Maria – ja, det lyder helt forkert! Hun er som en mor i Himlen for os. Hun er en vi kan samtale med – bede sammen med, henvende os til som en port eller en åbning til alt det Himlen gemmer på. Vi gør det, fordi vi igen og igen har læst om de dilemmaer, sorg og kaos, som hun har stået i. Svære situationer som kan minde om vores egne.
Gud gav hende en helt umulig opgave – alligevel sagde hun ja.
Vi var med hende da Jesus forsvandt, og hun var ude af sig selv. – Og vi følte hendes smerte, da alle ledte efter hendes søn og ville slå ham ihjel – Og vi græd med hende, da hun med egne øjne så hvordan de hånede ham.

Alligevel priser hun Herren. Hun lovsynger Hans ord. For Jomfru Maria ved, og har åbnet sit hjerte for, at Gud er med hende alle dage. Der er en grund til, at hun skal gå igennem den smerte som hun gør. For smerte har der været i hendes liv, og smerte vil der være i vores liv. Sådan er det at være menneske, både i livets forår, sommer og efterår.

Meget må vi gå igennem, men med os har vi håbet om Himlen, fordi vi i dag gives et bevis. Og med os har vi, at vi i livets efterår aldrig efterlades alene for med os har vi en kvinde som ved hvad det vil sige at leve som menneske. Hendes omsorg og kærlighed er stor nok til at være med alle mennesker, for velsignet er hun i blandt kvinder og velsignet er hendes livs frugt Jesus, og sådan beder hun for os nu og i vor dødstime.

Pastor Judes prædiken kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 12, 49-53

Hvis man skal definere ordet slave, så kan man i ordbogen læse, at en slave er et menneske som er genstand for et andet menneskes ejendomsret.

En slave er altså et menneske som et andet menneske har rettigheder over. Hvis vi med den forståelse tænker på os mennesker som slaver af synd, så betyder det at synden har rettigheder over os. At vi lader os føre af synd, med synd og kun gennem synd defineres af andre.

Gud sendte Jesus til denne verden for at befri os fra den synd, og befri os fra det slaveri, der holder os fanget som syndere. Jesus gik så vidt i sit ønske om at befri os mennesker fra synd, at han døde for vores sag. Han opstod fra de døde for vores sag. Gud sendte Helligånden for vores sag.

Det viser os at synden er stærk – at synden ikke lytter til fornuft eller er bange for Gud eller mennesker. Synden lever indeni os. Synden er en løgner, en bedrager og en der gør andre mennesker ondt, for sådan ligge synden i alt det menneskelige der ikke er i stand til at hæve sig op, og tilgive og vende den anden kind til og udøve kærlighed i den grad som Gud har vist os.

Så magtfuld er synden at mange mennesker – de allerfleste – udøver synd hver eneste dag, i så stor almindelighed at vi næsten ikke bemærker det, men vil vi følge Gud må vi kæmpe mod synden. Vi kan ikke være slaver af synden og leve i fred. Et liv i synd er et liv i splittelse – en splittelse mellem det gode og det onde – en splittelse mellem ukrudt i vores liv og den blomstrende have som Gud gav os i dåben.

Vi må frigøre os fra synden. Vi må reflektere over den splid der er i vores liv. Det grusomme der fylder vores hverdag og vores hus, som ingen kender til, må vi sige højt til Gud i skriftemålet, og bede og tigge om Hans hjælp til at forandre os, så ikke ukrudtet kvæler det gode.

At tro på Gud og blive et Guds barn i dåben er ikke en velsignelse med en evig ubekymret lykke og et liv uden ubehag. Et liv med troen på Gud er et hårdt liv, for lige bag det dobbelte bud om kærlighed brænder ilden med splid og ødelæggelse.

Vores tro er ikke kun Jesus som et glansbillede, eller en smuk statue med milde øjne der kigger kærligt på os. Skal vi bygge et hus har tillid til arkitekten. Skal vi føre en sag i retten har vi tillid til advokaten. Bliver vi syge må vi have tillid til lægen som vil helbrede os. Disse fagpersoner ser på vores sag, med nogle andre øjne end vi selv gør. De ser på os med øjne som har en indsigt og en viden som er nødvendig, for at træffe en afgørelse.

På samme måde har vi brug for en vi kan vise tillid og stole på visdommen bag i forhold til vores tro på Gud. Så for at tro og følge Gud, og stræbe efter fred i vores liv – en fred der kan række ind i Guds evige Rige, må vi se os selv gennem Jesus øjne. Når vi ser os selv med hans øjne, vil det stå tydeligt for os hvor i vores liv der er er fred, og hvor i vores liv der er splid og ødelæggelse. Jesus har givet os kendskabet til Gud, og fordi han er sandheden, vejen og livet, må vi tro gennem ham, acceptere hans ord, lytte til hans vidnesbyrd og byde ham velkommen ind i vores liv. Først da kan vi frigøre os fra syndens slaveri og følge fredeligt i Jesu fodspor.

Prædiken til d. 19. alm. søndag 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 12, 35-40

Når vi hører et af de fire evangelier lytter vi ofte med den forventning at Jesus vil give os en tryghed og en trøst, som vi kan omsætte til det liv vi lever her på jorden. Vi læser om næstekærlighed og om tilgivelse, men Jesus taler mere og andet til os end det. Ofte gives vi en rettesnor i vores liv eller en advarsel om hvordan en bestemt slags opførsel kan hæmme vores nærhed med Gud, og skabe distancer mellem os og det evige rige. Det er netop sådan evangeliet lyder i dag, hvor vi hører om, hvordan vi skal være vågne mens vi venter, fordi vi ikke ved hvilken time Herren kommer i.

At vente på noget er en svær øvelse. At vente forbinder vi gerne med at kede sig, og vi kan måske også ligefrem opleve vrede eller frustration. Når vi venter kan vi miste vores fokus, og dermed opnå alt andet end at være klar når timen kommer. Det er næsten lige meget hvad vi venter på – om det er bussen, en fejring, en diagnose, beskeden om uddannelse eller noget der på anden måde sætter en ny retning i vores liv. At vente bliver nemt et vakuum, hvor alt luft er suget ud af os, indtil vi igen kan ånde og leve.

Måske er det i ventetiden, at den største ulykke kommer over os. Vi venter på at blive raske, venter på at blive velsignet med børn, venter på at finde den rette, venter på at livet skal gå, venter på at dø. Vi venter og glemmer dagen i dag, fordi vi tænker på dagen i morgen og husker ikke på at Gud har givet os sit Rige. At grundlaget for Hans kærlighed til os er skabt lige i de ord.

I dagens evangelium giver Jesus os en opskrift på hvordan vi skal vente. Bliv klar mens du venter! Sådan lyder hans besked til os. Gør dig rede, bliv klar – for ventetid er ikke et tidløst vakuum, men derimod en chance for os for at indstille os på det der kommer.

For at opnå noget må vi forbedre os og øve os. Sådan gælder i mange af livets forhold. Sådan gælder det i sport, i kærlighed og sådan gælder det også i forholdet til Gud. For at opnå en tæt relation til Gud

Gud har betroet os det liv vi lever her på jorden. Han har givet os nøglerne til livet i tillid til at vi forvalter livet godt. Han gør det med tillid til at vi bruger vores liv med kærlighed, omsorg og øje for vores næste. Gud har givet os nøglerne ved dåben i håbet om at vi ikke misbruger den tid vi er her med løgn, vrede og magt.

Vi befinder os i en ventetid mens vi lever livet her på jorden. Vi venter på den time hvor Menneskesønnen kommer. Der er dage hvor Gud synes langt væk og der er dage hvor vi tænker at Han er tæt på os. Der er dage hvor vi sukker dybt og dage hvor tiden går langsomt og ensomt. Men Jesus fortæller os i dag om de årvågne tjenere, for at også vi skal være vågne. Vi aner ikke hvornår Gud henvender sig til os. Vi aner ikke hvornår vores time kommer.

Så i den tid vi er her må vi være klar. Vi må leve simpelt og huske Guds ord også når Han synes langt væk, for pludselig er Han os nær, og ønsker at se os vågne i færd med at gå de veje Gud har lagt for os. Lad os huske at Evangeliets ord er Guds vilje. Gå da derfor ud og gør Guds vilje, vær vågne og lad Ham finde os i færd med at give omsorg, at udøve kærlighed og se os gøre det med tillid og trøst.

Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. søndag 2022 kan, som sædvanlig, læses under linket: Søndags Prædiken