Pastor Judes prædiken til d. 31. alm. Søndag 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 19, 1-10. (Kollekt for verdensmissionen)

Jesus besluttede at kalde på Zakæus. Dette overrasede tilskuerne, fordi de betragtede Zakæus at være en offentlig synder og bestemt uværdig til at blive kaldt af Jesus. Er der fare for, at vi kan se ned på andre og anser dem uværdig for venskab? Kender vi nogle ensomme eller trængende personer i vores menighed der gerne vil blive venner med os?

Ingen forventede at Zakæus – en højtstående skatteopkræver, en meget velhavende og fremtrædende mand i Jericho – skulle skjule sig i et træ. Men han var meget lille i størrelse, og derfor følte han at han ikke havde mulighed for at se Jesus som ville komme gående den vej. Ingen ville have ønsket at hjælpe Zakæus, eller lade ham komme foran så han bedre kunne se. De andre jøder hader ham, fordi han arbejdede for den romerske hær som regerede i byen.

Jesus ser op i træet, kalder ham ved navn – Zakæus – og inviterer sig selv til at bo i hans hus. Gud giver altid langt mere, end vi beder om. En af de ting, vi fortælles i historien er, at initiativet kommer fra Jesus. Gud vil altid tage det første skridt. Zakæus reagerer generøst ved at love at give halvdelen af ​​sine ejendele til de fattige og at betale tilbage til dem, han kan have snydt

Måske er vi ikke i stand til at se Jesus i vores liv, fordi vi er fyldt af andre mennesker og den måde, de tænker. For at se Jesus klart har også vi brug for at komme væk fra mængden og risikere at være anderledes, risikerer at miste vores værdighed. Ordet “hellig” på græsk betyder faktisk nogen, der er anderledes, nogen særlige.

Hvor fast besluttet skal vi være på at se Jesus, for at komme tæt på ham? Zakæus måttet overvinde forhindringen at han kun var meget lille af størrelse. Hvilke forhindringer i vores liv, er der som kan forhindre Jesus i komme tæt på os? Er vi for travle til at give ham tid i vores liv? Har vi brugt nok tid i bøn? Har vi hørt Jesus, der banker på døren til ​​vores hjerter og beder os om at invitere ham mere og mere ind i vores liv? Eller er vores hjerter også optaget med mange bekymringer, der ikke fører til sand fred og lykke?

Er det ikke fantastisk, at vi har en Frelser, der søger os og leder efter os, uanset hvad vores tidligere synder kan være eller endda det mønster vi har i vores nuværende synder? Disse synder og det at vi ikke altid viser os for Jesus er ingen blokering for at han alligevel finder os.

4. november Fredag 16.00 Messe p. Davide

6. november Alle Helgen 14.00 p. Jude
7. november Alle Sjæle 17.00 P Davide
11. november Fredag 16.00 Messe p. Davide

13. november Søndag 14.00 Messe p. Davide

18. november Fredag AFLYST

20. november Søndag 14.00 Messe p. Jude

25. november Fredag 16.00 Messe p. Davide

27. november Søndag 14.00 Messe p. Davide

Pastor Judes prædiken til d. 30. alm. uge 2022 kan læse under linket: Søndags Prædiken

Ev: Luk 18, 9 – 14

En dag gik en dommer til et fængsel for at besøge alle de han havde dømt til at modtage en hård straf. Han besøgte dem alle – celle efter celle og hørte deres forklaringer. Ikke én indrømmede sin forbrydelse, men derimod fastholdt hver eneste at være helt uskyldig, nærmest som en engel. Dommeren var blevet træt af at lytte på alle disse løgne og gik således til dagens sidste celle hvor der sad en indsat. Dommeren spurgte hånligt: ’Og hvad med dig min gode mand, du er vel lige så uskyldig som alle dine medfanger?’ men den indsatte svarede: ’Nej det var mig som begik forbrydelsen, jeg er skyldig og fortjener hele min straf.’ Nu blev dommeren overrasket og kaldte på en betjent. Han råbte: ’Betjent, løslad med det samme denne mand inden han lærer alle englene i dette fængsel at være syndere’.

Ja, dette er dagens lille historie. Mændene i fængslet er en moderne udgave af tolderen og farisæeren som vi møder i dagens Evangelium. De indsatte som benægter enhver skyld er ligesom farisæeren fokuserede på at få sig selv til at se gode ud, og derfor har de travlt med at udstille alt det som de ikke er. – De er ikke skyldige, ikke toldere, ja endda er de ikke som andre mennesker. Måske gør vi nogle gange det samme, fordi vores natur er, at vi ikke altid er klar over hvad vi er, men i hvert fald ved vi hvad vi ikke er. Vi spejler os i andre mennesker, for at opklare hvad vi ikke er, når vi skal søge at finde ud af hvad vi er for et menneske. Som politikere i valgkampen, der kæmper for at vise hvorfor de ikke er ens med de andre.

Tolderen vi møder i Evangeliet er anderledes end farisæeren. På den tid var toldere ikke en type man ønskede sig at være ven med. De handlede med uærlige penge og havde i det hele taget et rigtig dårligt ry. Således er det lidt svært for tolderen at stille sig op og bede og fortælle Gud alt det han ikke er – altså ikke ærlig, ikke retfærdig, ikke uskyldig. – Men tolderen bad til Gud: ’ Gud vær mine synder nådig’, og således slog han sig for brystet, angrede alle sine synder og lagde sit liv i Guds hænder.

At han gør sådan gør jo ikke denne tolder til en mere retfærdig mand, men det samme kan vi sige om farisæeren, som jo heller ikke bliver mere from af at beskrive alle de andres synder. Måden hvorpå Gud ser på de to meget forskellige mænd er interessant for os. Gud ser jo faktisk på de to mænd præcis som dommeren i min historie. Da han besøger fængslet keder det ham at høre på alle englene som benægter enhver skyld i den forbrydelse som er begået. Endelig hører han en mand fortælle sandheden og for det belønner dommeren ham med friheden – ’dine synder er dig tilgivet – gå ud herfra inden du lærer de andre indsatte korruption’.

Det vi kan lære af dagens Evangelium, er noget om måden vi beder på og den måde hvorpå vi opfatter os selv. Stiller vi os op og kigger mod Himlen og lover Gud alt det vi ikke er for at højne os selv og gøre os bedre, så vil vores snak være tom. Så vil vores tro kun være synlig udefra, men ikke have et ægte fundament indeni. Gør vi derimod som tolderen og bøjer hovedet mens vi slår os for brystet så kan vi virkelig tænke på alt det vi indeholder. Det kan være både skyld, uretfærdighed, manglende tilgivelse eller på andre måder synd mod Gud.

Ja alt hvad vi kan komme i tanke om af både godt og ondt. I det øjeblik vi erkender at vi indeholder alt det som er pinligt og ubehageligt vil Gud omslutte os med kærlighed og give os tilgivelsen, som vi kan rejse os ved. For således står der skrevet at enhver der ophøjer sig selv skal ydmyges, og enhver der ydmyger sig selv skal ophøjes.

Pastor Judes prædiken til d. 29. alm. søndag 2022 kan læses på linket: Søndags Prædiken.

Jeg beklager forsinkelsen. Min kone er på børnebørn besøg og så er jeg ikke so god til de rutine gøremål.!! (Hun kommer snart tilbage)

Ev: Luk 18,1-8

Når Menneskesønnen kommer, vil han så finde tro på jorden? Sådan spørger Jesus os i dag i Evangeliet. Det er ikke et spørgsmål han forventer et svar på, og heldigvis for det, for når vi kigger os omkring, vil det mest ærlige svar nok lyde – at stod Jesus her i Danmark i dag, skulle han lede længe efter troen. Mennesket generelt er mere optaget af andre ting end af kirken. Mennesket er mere bekymret for mig og mig frem for dig.

I børnebøger og når vi taler sammen om Guds Rige er det ofte som et sted man kan rejse hen. Den døde optages i Guds Rige. Den syge bekymrer sig om turen dertil. Barnet kigger op i skyerne ved tanken om Gud. Men tænk hvis det sted der er Guds Rige ikke er et sted vi rejser hen, men er det sted vi er kommet fra. Vores rejse med Gud begynder i dåben. Vi bliver Hans barn, og vi gives i gave muligheden for at høre Hans tale og formidle Hans ord.

Hvis vi griber den chance og tager imod Guds dåbsgave til os – nemlig at lægge os i Guds arme, så er det netop det vi vender tilbage til. Vi fuldender livet i Guds arme, præcis det samme sted som vi begyndte livet. I tiden mellem dåben og Guds Rige, velsignes vi med Guds nærvær i kommunionen, men også i det nærvær der er mellem os og Gud. At vi handler på vegne af Ham, som Hans redskab i denne verden.

I dag og alle dage har vi muligheden for at vende vores tro ryggen. At gå vores vej fra det hele og stole på at penge vil gøre os lykkelige. At nye sko vil redde vores selvtillid. At et stort hus vil give os den respekt vi fortjener. Det er et valg vi har når vi står op – takker vi Gud for dagen der kommer eller takker vi os selv?

Dommeren i dagens tekst takker sig selv. Han er ligeglad med mennesker. Han er langt væk fra Gud så derfor frygter han Ham ikke. Pyt med Gud tænker dommeren. Så tilbage er der kun at stole på sig selv, et tyndt grundlag hvor æren er MIN når tingene lykkes og nederlaget ejes af MIG alene når verden er imod mig. Men enken er vedholdende. Hun er insisterende i sin klage og uophørlig i sin anke.

Enken er et forbillede for os kristne. At hos Gud går tingene ikke stærkt. Hos Gud kan vi ikke bestille, lægge i kurven og betale med vores dankort, og blive selvtilfreds. Hos Gud tager alting tid. Vi må lytte til Hans ord som Han taler til os i dåben, vi må vende tilbage dertil, være i Hans nærhed i kommunionen og være trofaste i vores bøn.

Det bliver den dårlige dommer for meget. Han orker ikke mere. Han giver enken ret. Når den dårlige dommer gør sådan, så ville også den gode, og således vil også Gud. Intet sted i Biblen kender vi Gud for at dele kærligheden retfærdigt eller efter fortjeneste. Men overalt i teksterne ser vi eksempler på at Gud frelser den troende, og giver glæde til den der vender sig om.

Så lad os ikke blive trætte i samtalen med Gud. Lad os ikke være for trætte til at klage vores nød og bede om hjælp, og lad os ikke gå til ro før vi har sagt tak. Lad os reflektere over hvordan vi kan bruge vores evner som Gud redskab i en verden, hvor det ikke er svært at få øje på ondskab og ødelæggelse.

Stod Menneskesønnen her lige nu og ledte efter troen, kunne den være svær at få øje på. Men så vil han se at troen er ikke helt gemt væk. Troen findes trods alt. Og når troen blomster så lever håbet for os mennesker. Så længe den der ønsker krig, mødes af én der ønsker fred, så længe den rige giver til den fattige og så længe mennesket udtaler håbet om et liv i Guds hænder, da vil Menneskesønnen finde troen på jorden.

Til Sidst, må vi aldrig blive trætte af at bede, for Gud er aldrig træt af at lytte til os. Han kan tage sig tid til at åbne døren som dommeren i dagens lignelse. Men hvis vi ikke holder op, vil han helt sikkert høre og svare os.

Der er ingen prædiken fra Pastor Jude fra sidste søndag, fordi han skulle holde et kun for børnene

Pastor Judes prædiken til d. 27. alm. søndag 2022 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev.: Luk 17, 5-10

En mand faldt ned fra en klippe. Halvt nede ad klippen lykkes det ham at få fat i en gren på et træ. Han kunne ikke trække sig op, men vidste, at gav han slip på grenen, ville han falde i døden. Manden så mod himlen og råbte: »Er der nogen?« En stemme kom fra himlen: “Ja, jeg er her. Jeg er Herren. Tror du på mig? Manden råbte tilbage: “Ja, Herre, jeg tror! Hjælp mig.” Herren sagde: »Hvis du tror på mig, jeg vil redde dig. Slip grenen.” Manden tænkte over det et øjeblik og råbte så tilbage: “Er der andre deroppe?”

Manden på klippen er troende. Han tror, at Gud eksisterer. Han tror på bønnens kraft. Han tror, at Gud er i stand til at hjælpe ham og redde ham fra hans problemer. Men hvorfor giver han så ikke slip på den gren, som han holder fast i? Er Gud ikke i stand til at frelse ham? Vi kan smile af historien, fordi vi kan genkende os selv i denne mand. Vi tror på Gud, men når det bliver svært, tager vi sagen i egen hånd eller søger hjælp andre steder. Vi tror, ja! men vi er mennesker med lille tro.

Apostlene viser os også, at de er mænd med en lille tro. De tror på Jesus og følger ham, men da de ser soldaterne nærme sig i Getsemane have, forlader de Jesus og flygter. De er mænd med en lille tro. Forskellen mellem os og apostlene er, at mens vi ofte ser os selv som nogen der tror ’godt nok’, ser apostlene sig selv som mænd med mangelfuld tro. De ved, at deres tro mangler noget. Så i dagens evangelium kommer de til Jesus og siger til ham: “Herre, Øg vores tro! “

Den, der ikke ved, og ikke ved, at han ikke ved det, er en tåbe. Men den, der ikke ved det, og ved, at han ikke ved det, er en klog mand. Apostlene ved, at deres tro ikke er tilstrækkelig. Og de gør noget for at forbedre deres tro. Hvilke skridt har vi taget i det sidste år for at udvikle vores tro?

Som svar på apostlenes anmodning om at øge deres tro fortæller Jesus dem lignelsen om tjeneren, der kommer tilbage fra marken og straks fortsætter med at forberede aftensmad til sin herre og vente på ham, mens han spiser. Først når mesterens behov er opfyldt, giver mesteren tjeneren fri til at tage sig af sit eget behov. Hvordan besvarer denne lignelse apostlenes ønske om at øge deres tro? Jesus siger, at hvis vi har moden tro, vil vi sætte Guds vilje og glæde først i vores liv til alle tider. Hvis vi har tro, vil vi ikke klage over, at vi har arbejdet for Gud hele dagen lang, nu er vi trætte, og det er Guds tur til at tage sig af vores behov. I stedet vil vi glemme os selv og arbejde i Guds tjeneste, for at Gud vil frelse os.

Tro på min frelse er ikke tro på Gud. Tro betyder, at uanset om jeg bliver frelst eller ej, vil jeg holde fast i min tro på, at Gud elsker og holder af mig. Dette er fejlen hos den unge mand fanget på klippen. Han tror på sin egen frelse, ikke på Guds uendelige magt til at frelse og aldrig svigtende kærlighed til ham. Guds ubetingede kærlighed til os kræver kun ét svar fra os, vores ubetingede kærlighed og tjeneste for Gud. Mange tror, at tro består i at opleve mirakler fra Gud, men tro består ikke i, hvor meget Gud tager sig af vores umiddelbare behov, men i hvor villige vi er til at tjene Gud betingelsesløst. Lad os i dag sammen med apostlene bede Herren om at øge vores tro.

Gud støtter os på vejen. Han lægger hånd på os – viser os et strejf af himlen. Sådan lægger Han sin hånd på os ved kommunion, dåb, firmelse eller vielse. I sakramentet giver Han os gaven der kan øge vores tro hvis vi tager imod den. Nogle tror, at vi ikke har nogle gaver. Måske er det mere korrekt at sige, at vi endnu ikke har opdaget Guds gave, mens den ligger lige foran vores øjne. Lad os derfor slippe den gren vi holder fast i, i tillid til Gud.