Jesu Kristi, Universets Konge.
Ev: Lukas 23, 35-43
Pave Frans har tidligere sagt at Jesus som Konge mest af alt kom til udtryk på korset på Golgata. Den uskyldige blev naglet fast til korset – fattig, nøgen, og frarøvet alt, og kunne dermed afsløre Guds fulde kærlighed til mennesker. ’Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!’ – Sådan lød ordene, som på tredjedagen blev afløst af kærlighedens styrke, der vækkede Ham til et nyt liv i genopstandelsen.
Og sådan beskrives Kristus også i anden læsning – at han er billedet på den usynlige Gud. – Kristus er Gud, som gør sig selv forståelig for mennesker.
På korset kom Jesu magt som konge til udtryk – en magt som er svær at forstå når vi dagligt ser missiler og frygt og mennesker under pres. I kontrast dertil ofrede Kristus sig i ydmygende fattigdom for at Guds kærlighed til mennesker blev markeret til fulde.
Kristus som konge er en magtfuld ydmyghed vi kan tage med os ind i advent. At være konge handler ikke om pragt og overflod. At være konge handler derimod om at være ægte, oprigtig og leve i simpel sandhed. Sådan lever de børn, der bæres til dåb, og sådan vokser de op indtil den dag, der sker noget med deres uskyld i den hvide klædning, og deres kongelige uskyld forandres til en anden type magtforhold. Lad os reflektere over, hvordan vi i år lader denne uskyld komme til udtryk i forventningens adventstid.
Det var Pave Pius, der så vigtigheden af Kristi Konge fest helt tilbage i 1925. Festen blev indført i kirkens kalender, som en påmindelse til alle om, at fællesskabet med Gud sejrer over menneskers ødelæggelser. Det er en påmindelse om, at vi ikke kan finde fred inde i os selv, hvis ikke vi først forener os med Gud.
Også i 2022 er de ord, som Pave Pius lagde til grund for festdagen aktuelle. Det samfund og de påvirkninger, vi møder i vores dagligdag, gør markeringen af Universets Konge lige så aktuel nu som dengang. Vi oplever både nedskæring og oprustning, og kræfter der holder krigen i Ukraine i live sammen med en blomstrende energikrise, frem for håb og næstekærlighed.
Vores tro i Danmark angribes også og sættes under pres – ikke med voldsomhed – men som en fange i et fængsel, der graver i væggen med en ske lidt efter lidt hver dag, for til sidst at bryde igennem uden nogen opdagede det. Vores kirkelige fællesskab undergraves bid for bid, som en tyv der kommer om natten. I skarp kontrast hertil står kirkens fejring af den fattige som Konge.
En typisk konge sender sine krigere i kamp for at indtage et stykke jord, eller tilkæmpe sig større rigdom. En sådan konge gemmer sig bag dem, der for alvor må satse livet i en kamp, – en kamp, hvor kongen selv, alene risikerer at tabe ansigt som vi ser det i Ukraine. Jesus derimod gik selv i døden for os, og det gør titlen som Universets Konge, til en titel vi ikke kan placere i nogen anden hierarkisk sammenhæng.
Vi kan ikke måle Hans magt – den magt som både hersker over alle skabninger og over menneskets sjæl. Magten er almægtig. Det er ved den magt vi skabes, fødes og bæres til dåb.
Kristus danner rammen om vores skabelse, når Han udtaler både det første og det sidste ord i vores liv, og bliver derfor helt håndgribeligt – også i vores sammenhæng – den der ikke frelste sig selv, men i stedet ofrede sit eget legeme for, at frelse os fra al synd.
At Pave Pius har skabt denne dag – Kristus Universets konge – til refleksion over hvad magt betyder, og hvilke værdier et kongedømme skal stræbe efter, rækker langt ud over dagen i dag. Vi inviteres til at lade festdagen sætte dybe spor gennem vores familie, i vores handlinger og ind i vores bevidsthed. Lad os ved evangeliets ord forstå og efterleve, at kun gennem fattigdom og ydmyghed kan vores kærlighed til Gud og mennesker udfoldes til fulde. For således skete det at David i første læsning – manden efter Guds hjerte – ham som ingen regnede med blev til noget særligt, af Gud blev lovet et evigt kongedømme.
