NB!! Læg mærke til ændringerne d. 6. maj og d. 12. maj!!

Du kan læse Pastor Judes prædiken til d. 3. Søndag i Påsketiden ved at klikke på: Søndags Prædiken

Ev.: Luk 24, 13-35

Gennem påskens helligdage har vi hørt om mange underlige personer. Der var dem der gav deres æsel til en discipel og der var dem som pinte Jesus før han skulle dø på korset. Der var røvere på kors, og kvinder der mødte en tom grav, samt mange andre personer, som det kan være svært for os at forstå. Hvorfor gjorde de det de gjorde, kan vi spørge os selv. I dag hører vi om 2 mænd som er ude at gå. Måske er det netop disse 2 mænd vi har nemmest ved at forstå i alle teksterne i påsken.

Vi genkender nemlig noget fra vores eget liv i dem. De havde forventet frelse, lykke og rigdom, men ham der red ind i Jerusalem, gav dem ingenting. Mændene er vågnet fra drømmen og må genoptage deres daglige liv – i dag en vandring til en anden by. Vi prøver det selv, når vi er syge og håber på helbredelse, men får en anden besked fra lægen. Vi prøver det når vi søger et job, kaldes til samtale men alligevel får afslag. Vi prøver det når vi køber en Lotto kupon, lukker øjnene og drømmer, men de 7 rigtige udebliver.

Når det sker at drømmen ikke bliver vores nye virkelighed må vi vandre skuffede videre i det liv, vi er blevet givet. Vi må fortsat tage os af vores pligter, og det kan se svært ud – ikke til at overskue, men vi må gøre det alligevel. Håbet er slukket men livet fortsætter. Og på samme måde for de 2 mænd, som midt i deres skuffelse møder en mand der skal have hele forklaringen om hvad der er sket i Jerusalem – en absurd historie, der ikke er til at tro.

Mændene genkender ikke Jesus, de ser ikke at det er hovedpersonen selv, som de er ved at forklare historien til. Først efter flere kilometers vandring beder de Jesus blive hos dem, og genkender ham først da han bryder brødet foran deres øjne. Måske kender vi det fra vores eget liv. Skuffelsen kan være så stærk at vi opgiver den tanke at noget andet godt kan vise sig. Kun det negative sætter sig fast, som da et par blev velsignet med tvillinger, og den ene døde. Jeg ringede til faren til børnene og

sagde: ’Jeg er ked af at høre om Jeres tab. Dette burde være en glædens dag, men er nu vendt til sorg’. Men han svarede mig: ’Nej du kan sige tillykke til mig – Jeg er far til 2 børn, det ene har jeg stadig hos mig’.

Den fars ord viste mig at han er ikke ligesom de 2 mænd der vandrer, for han havde set Jesus ved sin side. Han havde set at midt i det dårlige, midt i sorgen, ventede et langt lykkeligt liv med et barn og hans kone. Jeg husker det tydeligt, fordi det er sjældent at vi mennesker har den evne, og det bør vi øve os i at blive bedre til. Alt for ofte vandrer vi ad ensomhedens vej, hvor vi tænker at vi er alene om de byrder vi bærer. Ingen bærer med os, men ser vi ved vores side, vil også vi høre spørgsmålene fra den mand som er sløret for vores øjne. Hvad skete der? Vil han spørge – hvad er det du går og tænker på? Vil han udfordre os. Og han vil lytte længe til vores klagesang om knuste drømme.

Og han vil svare os som han svarede mændene: ’Du tungnemme, du uforstandige – at du tror på alt det mennesker har sagt. Skulle Kristus ikke lide alt dette og gå ind til sin herlighed.’ Når vi vandrer alene, er vi aldrig ensomme, for ved vores side er han som døde for vores skyld, han som rejste templet på 3 dage, han som genopstod for at puste liv i vores håb, så lad os dele vejen med ham. Der hvor alt synes umuligt lader han nyt liv og håb bryde frem.

Du kan læse Pastor Judes prædiken til d. 2. Søndag i Påsketiden 2023 på linket: Søndags Prædiken

Ev: Joh 20, 19 – 31

’Med ærlighed kommer man længst’ – sådan siger et gammelt ordsprog. Jeg tror at ordsproget passer. I hvert fald kan det være meget svært at holde styr på det hele når først man har startet en løgn, for en usand historie kræver tit 12 andre usande historier for at hænge sammen i sidste ende.

Af den grund kan jeg rigtig godt lide disciplen Thomas. Man kunne jo vælge at tale dårligt om ham fordi han siger: ’Jeg tror ikke på Jesus før jeg har set ham’, men Thomas siger jo ikke sådan af ondskab, han siger sådan fordi han er et ærligt menneske.

Hvor tit står vi ikke overfor noget som mennesker hvor vi ikke tør udtrykke den samme ærlighed? Hvor tit ender vi ikke i sammenhænge hvor vi giver udtryk for noget andet end vi egentlig mener. ’sikke noget dejligt mad du har lavet’ siger vi til det der ikke smager godt, og må så gang på gang spise det samme fordi vi har givet udtryk for at det er vores nye favorit. ’Sikke en flot gave’ siger vi og må så huske at sætte den grimme vase frem når de samme mennesker kommer på besøg næste gang.

Thomas giver os ærlighed i dag. Han siger: ’Jeg tror ikke….’, og så bringer Jesus ham til at tro. Evangeliet om Thomas bliver dermed en tydelig invitation til os alle. Vi inviteres til at sige ’Jeg tror ikke – jeg elsker ikke’, når altså vi har mistet vores tro eller kærlighed, for så vil Jesus komme til os ganske som til Thomas og gøre det nødvendige. Han vil sige – sæt din hånd i min side, sæt dine fingre i mine naglemærker, og så vil vi aldrig glemme, hvordan vi fandt den tro eller kærlighed vi havde mistet.

Jeg er godt klar over at det er et stort vovestykke. Det er aldrig rart at gå ud og sige alt det vi ikke er, alt det som ikke viser noget godt, men langt værre er det at forestille at være noget vi ikke er. En overfladisk tro, en overfladisk kærlighed, eller et overfladisk håb for fremtiden bærer ikke frugt, for overfladen har ingen rødder. Tillad derfor Jer selv at falde, for Jesus vil give Jer oprejsning ganske som i Evangeliet. Vær ikke bange, frygt ikke andres øjne. Gå ud og fald ned og rejs Jer da op med 10 dobbelt styrke.

Du kan læse dette prædiken ved linket: Søndags Prædike

Ev: Matt,28, 1 – 10

Hver eneste dag står solen op. Vi glæder os når vi ser den, for vi ved at solen betyder liv og varme. Hele dagen er solen med os – enten skinner den på os, eller også hænger den bag skyerne, men vi ved at solen er stået op, for den kommer med lyset. Hver dag, om aftenen, går solen ned, det bliver mørkt, men vi ved, at solen fortsat er i denne verden, for vores erfaring fortæller o,s at den blot har gemt sig indtil næste dag. Sådan er det med solen – vores trofaste varmekilde gennem hele livet – og sådan er det også med Gud.

I går døde ordet og sandheden lige foran vores øjne. Vi delte her i kirken hele lidelseshistorien, knælede og tænkte måske på dem, vi selv har mistet, men allerede i går, langfredag, nærede vi et håb som ligner det håb, vi nærer hver eneste aften, når solen går ned. Vi vidste jo at solens sidste time ikke var kommet, og i dag er solen stået op ganske som så mange dage før, men i dag stod solen op på en særlig måde for sammen med solen, stod Jesus op fra de døde. Solen vækkede ikke bare os fra vores søvn denne morgen, den vækkede også ordet og sandheden til live igen.

Den viden, at Jesus ville genopstå, havde vi allerede i går for vores erfaring fra påske til påske er sådan. Vi ved at vi selv, og at man helt tilbage til biblens tid, har forsøgt at pine sandheden ihjel. Man piskede sandheden, truede sandheden, grinede ad sandheden, hånede sandheden, hængte den op og endelig begravede man sandheden. Ordet blev til tavshed. – Men alt dette var og er helt forgæves, for i dag er beviset på at uanset hvor mange gange gennem livet, vi gør ondt mod sandheden, så vil sandheden altid omslutte os og stå os bi.

Manden i de hvide klæder, som sidder i graven, siger: ’Sig til disciplene og Peter at Han er gået i forvejen for Jer til Galilæa’. Han beder dem nærmest om at forklare det særligt til Peter. Peter som før Jesu død hørte hanen gale, og endte med at forråde ham 3 gange. Ja, sig og forklar genopstandelsen særligt for Peter – og særligt for alle os, for når vi gennem hele livet, måske flere gange om dagen, forråder Jesus så har også vi brug for at høre om dette mysterium igen og igen. Peter var nemlig ligesom os, tynget af sorg og bundet af sin egen medlidenhed. Han følte sig alene og skyldig. Måske havde han et ønske om at dø. Men han fik en særlig forklaring ganske som englen havde sagt. Døden blev ikke hans løsning. Nej, han blev selve livet, da Jesus byggede sin kirke på ham. Også i vores sorg og skuffelse vil Jesus sende en sådan forklaring. En særlig lang forklaring, der vil bringe os håb og modet til at styrke vores tro.

I dag har sandheden altså besejret døden. Sandheden har trampet på døden og brudt ud af sin grav, ganske som solen, hver eneste morgen, besejrer månen og bryder mørket med sin varme og smukke lys. Sandheden, altså Jesus, er udødelig ganske som solen. Denne viden giver os trøst, for det betyder at døden ikke er slutningen for os. Efter døden kommer endnu et kapitel, genopstandelsen – det evige liv.

Kære venner. I dag har vi fået en særlig invitation, nemlig en invitation til at tro på solen, selvom den ikke skinner, og på samme måde tro på Gud, selv i de svære tider, når det ser ud som om fjenden vinder krigen, når vi oplever bedrag og løgn, når sorg og sygdom dominerer vort liv, for selv da – selv i de sværeste tider, da vil Kristus vinde. Han som i dag besejrede døden og gav os håbet. Han som gav historien en ny slutning. Han vandt og gav os en garanti – at vi vil vinde over døden. Gå derfor ud denne aften og alle dage efter og del det glade budskab! På de svære dage, dagene med sorg og smerte, sæt Jer da stille ned og hør den forklaring, den opmuntring Jesus hvisker i Jeres øre. Rigtig glædelig påske.

2. april Palmesøndag 14.00 Messe p. Jude
3. april Skærtorsdag 19.00 Messe p. Davide
4. april Langfredag 18.00 Korsets hyldning p. Davide
5. april 21.00 Påskevigilie p. Davide
6. april (Påskedag)14.00 Messe p. Davide
7. april Fredag Aflyst
8. april (1.kommunion)14.00 Messe p. Jude
9. april Fredag 16.00 Messe p. Davide
10. april Søndag 14.00 Messe p. Davide
11. april Fredag 16.00 Messe p. Davide
12. april Søndag 14.00 Messe (dåb) P. Jude

Pastor Judes prædiken til Palme Søndag kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Matt 26, 14-27

Vores viden arbejder imod os i dag. Havde vi nu været ejeren af æslet eller nogen af dem der hilste Jesus med palmegrene dengang for mange år siden, så havde vores humør i dag været anderledes. Det havde været en festdag uden sammenligning. En dag hvor vi kunne glædes – sætte nyheden på Facebook, lave et selfie med Jesus og æslet bag os, og gemme det som et minde på vores telefon. Vi ville have været ubekymrede og stemmet i når folket råbte: ’Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!’

Men vi ved noget i dag. Vi ved noget de ikke vidste dengang – som når man ser en uhyggelig film, hvor en kvinde går rundt i huset, uden at vide at morderen står bag den næste dør. Vi sidder foran TV’et og holder os for øjnene og hvisker ’pas på’ – for vi ved hvad der vil ske, men hun ved det ikke.

Sådan en dag er det i dag. Jesus rider ind i Jerusalem på det dårligste dyr der findes. I ydmyghed ankommer han, og folket fejrer ham uvidende, mens vi holder os for øjnene og hvisker ’pas på’. Folket kan ikke høre os, og de aner ikke hvad der venter. På æslet ankommer Jesus til Jerusalem – hans endestation som menneske. Vi fejrer denne dag hvert år for at mindes det der skete, men vi kan også fejre at Jesus rider ind i vores kirke, og endda ind i vores liv hvis vi tillader ham.

Vi kunne være fristede til at stoppe ham fordi vi ved hvad han rider ind til. Døden, ødelæggelsen i Jerusalem og vores egne synder og overmod. Men det budskab Jesus kommer med kan ikke standses. Han lader sig ikke standse, for han kom til Jerusalem ganske som han ønsker at komme ind i vores liv – nemlig med autoritet og ydmyghed. Han kræver et æsel ligesom han kræver noget af os, men så sætter han sig ydmygt til rette på æslets ryg, ligesom han med barmhjertighed råder over os.

Jesus kommer ikke til Jerusalem med det formål at han skal dø – han ved det vil ske – det er som en sten på vejen – noget han ikke kan undgå. Det han virkelig er kommet for er opstandelsen- triumfen, for uden opstandelsen var NYTESTAMENTET kun blevet en glemt fortælling. Opstandelsen er der hvor æslet leder hen, og derfor kan vi med rette fejre dagen i dag. Vi vandrer med Jesus i dag – hylder ham med palmens grene. Vi følger ham i døden, men vi behøver ikke holde os for øjnene, for på den anden side opfylder Jesus det han har prædiket – tegnet på håbet.

Folket forstod der kom en konge. Sådan en konge der kunne frelse dem for sygdom og fattigdom – en der kunne give dem lykke som Gud havde lovet. Men Jesus ville noget mere alvorligt, nemlig frelse dem for den sygdom der herskede i ethvert hjerte – syg eller rask. Han kom for at frelse dem, og os, fra synd og egoisme, men så langt kunne folket ikke se. De kunne ikke engang se til enden af dagen. Derfor måtte han dø.

Lidelsen, ydmygheden og døden får ikke det sidste ord og netop det er med til at give trøst i vores eget liv. Lidelsen er ikke altid værd at flygte fra, for gennem lidelsen vises vi håbet, og derfor kan det ligefrem være til gavn for os at være optaget af lidelsen, for lige der vil Jesus hjælpe os til at give livet mening. Jesus viser os både med sit indtog i dag, den smertelige død og opstandelsen i triumf, en garanti for at han er med os alle dage.