Du kan læses dette prædiken på linket: Søndags Prædiken

Ev: Joh 20, 19-23

Rigtig mange søndage gennem min tid som præst har jeg prædiket om hvordan kirken ikke er vægge eller bygninger, men at kirken derimod er de mennesker der er forsamlet i den. Vi mennesker er kirken, for det er os der kan vælge at tale godt om kirken, dårligt om kirken eller helt vælge slet ikke at tale om kirken. Vores tale om kirken lægge vejene for den vej kirken går. På samme måde er vores gerninger afgørende for hvor kirken bevæger sig hen. Slår vi ihjel i Guds navn, eller misbruger Guds navn i vores dårlige handlinger, så bliver kirken syg, men respekterer vi Gud og mennesker omkring os, så bærer vores arbejde frugt og Evangeliet når ud til mennesker som trænger til at høre ordene.

Netop det at kirken ikke er bygninger men mennesker – det fejrer vi i dag. Det er Pinse, og vi fejrer at Jesus åndede på disciplene og med ordene ’Modtag Helligånden’ gav dem kraft til at videregive deres tro. Netop dette bør få enhver forælder og bedsteforælder til at overveje hvad det er vi giver videre til børnene. Vores ansvar og pligt er at ånde på dem – ånde alt den viden og indsigt vi har vi vores tro og lære ud, så børnene modtager Helligånden fra os, og ikke bare os, men fra enhver de møder her i kirken.

At kirken er mennesker og ikke vægge giver sig hver dag til udtryk når vi er sammen. Det er Åndens fortjeneste at vi vil hinanden det godt, at vi evner at vise kærlighed, at vi forstår hinanden selvom vi ikke altid udtrykker os klart. Ånden giver os et ønske, et ønske om at ville hinanden det godt. Ånden får os til at strække os langt for at nå et andet menneske – for Ånden er uløseligt forbundet med en vilje om at nå mennesker. Selvom vi ikke kan se Ånden, så er den meget håndgribelig i vores liv. Den gør os ikke bange eller svæver over vores seng om natten og laver uhyggelige lyde. Nej, Ånden vil os det godt. Ånden er kærlighed,

og den søger altid efter et menneske at tage bolig i. Ånden bygger rede i os så vi kan blive levende for hinanden og dele Guds ord og kærlighedsgerninger.

Med denne stærke forbindelse mellem os mennesker lærer vi pludselig at forstå. – Men for at det ikke bare bliver noget jeg taler om, for at vi bagefter kan gå hver til sit med vores vrede, så må vi åbne os for Ånden, og lægge vores egen dagsorden væk. Bevarer vi vores vrede og vores sorg, vil Ånden tage bolig i os, men vores mismod vil kvæle dens initiativ. Jesus siger til os i dag: ’Hvis I tilgiver mennesker deres synd, vil de være tilgivet. Hvis I NÆGTER at tilgive dem, bliver de IKKE tilgivet’.

Lad os derfor tilgive hinanden vores synd, og på den måde virkelig fejre fødselsdag – fejre at vi er mennesker med den unikke mulighed at blive uvenner, for derefter at blive venner igen. Gud kan ikke klare at være skilt ad fra mennesket. Han sendte sin egen søn af kød og blod og kaldte ham igen til sig. Han viste os vejen som menneske – han gik foran os. I dag sender Gud os Helligånden, så en del af Ham er indeni os. Lad os behandle Ånden værdigt og lytte til de retninger vinden blæser. Lad os sammen gå og lad vores kirke vokse og ordene i mellem os være milde og til gavn, for Gud er ikke kun Gud foroven alene over os. Gud er Gud mellem os, hvor Han nedbryder enhver grænse mellem mand og kvinde, mellem rig og fattige, mellem barn og voksen. Lad os forenes på denne dag, kirkens fødselsdag.

NB: Der er ingen messe på søndagen d. 4. juni MEN på Lørdag d. 3. i stedet for!!

Dato	Dag	Messe	Præst
2. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
3. juni	Lørdag	17.00 Søndagsmesse	p. Davide
4. juni	Søndag	Øm valfart
9. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
11. juni	Søndag	14.00 Messe	p. Davide
16. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
18. juni	Søndag	14.00 Messe	p. Jude
23. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
25. juni	Søndag	14.00 Messe	p. Davide
30. juni	Fredag	16.00 Messe	p. Davide

Pastor Judes prædiken til d. 7. Søndag efter Påske 2023 kan læses under linker: Søndags Prædiken

Ev: Joh 17, 1-11

Når to mennesker mødes for første gang, handler samtalen ofte om at lære hinanden lidt at kende. Ikke længe har man talt sammen før den ene spørger: ’Hvad arbejder du med?’ og den anden kan stille spørgsmål om ’Hvor bor du?’ og ’Hvor er du vokset op?’

Men derfra må vi videre og dybere ind i det nye menneske vi sidder overfor. Hvem stemmer vi på? Hvilket hold i fodbold holder vi med? Hvad tror vi på? Hvad er vores holdning til etiske spørgsmål?

Ved at lære om hvem hinanden elsker, kan vi lære meget om hinanden. Måske elsker en sin mand gennem 40 år, og fodboldholdet Real Madrid , Paris Saint Germain og Tour de France. Måske har det nye menneske vi skal lære at kende børn og kæledyr at elske. Måske har dem det var værd at elske allermest forladt denne verden.

Vores kærlighed afslører os som menneske, og på den måde åbenbares det hvem vi egentlig er. Vi hører evangeliet i dag med Jesu sidste bøn. Det er en Søn der beder til sin Far. Det er Jesus der beder til Gud. I bønnen afslører kærligheden Jesus som menneske, og det åbenbares hvem han er. Selvom Gud er tavs i den tekst vi har hørt, afsløres det også hvem Gud elsker – nemlig de mennesker som Gud har givet Jesus fra denne verden. De var Guds, men Gud gav dem til Jesus.

Det er et stærkt billede vi er vidner til i dag. Ordene griber rundt om os og pakker os ind i at Gud vil holde os fast, uanset hvor håbløst alt det håbløse ser ud og uanset hvor glæden bringer os hen. Uanset om livet tvinger os i knæ eller får os ned med nakken, vil den kærlighed vi hører om i dag rejse os op igen. For sådan beder Jesus for os, at det menneske der elsker, det skal afsløres over for Gud, som et menneske der står oprejst midt mellem Fader, Søn og Helligånd.

Vi er midt mellem Kristi Himmelfart og Pinse. Vi er midt mellem at Jesus fór op til Himlen og Helligånden kommer til mennesket. Vi er i et tomrum, som på Jesu tid var en ventetid, vi kunne tænke var umulig at bære for disciplene. Ventetid kender vi fra vores eget liv. Det er den tid mellem eksamen og beskeden om en karakter. Ventetid er tiden mellem undersøgelse og operation. Ventetid er tiden mellem jobsamtalen og beskeden om at vi fik eller ikke fik jobbet.

Ventetid er ofte en tid hvor vi som menneske ikke rigtig kan gøre noget. Vi kan ikke koncentrere os og vi kan ikke tænke med fornuft. Alt i vores krop er sat op på det vi venter på og alt andet må vige. Hjernen er fyldt op med forventning men også med tvivl og frygt. Disciplene må have siddet i Jerusalem med en lignende følelse. Jesus var væk og hvad ville der nu ske? Hvem skal passe på os?

Jesus beder for dem og for os. For den frygt og tvivl vi har, beder Jesus til Gud. Han går i forbøn for os, for den angst disciplene sidder med, sidder vi også med – ikke bare i dag men alle dage.

Lad os derfor vente i denne tid mellem Himmelfart og Helligånd og gør os selv rede til at modtage Ånden – ikke som en magt i vores liv, men som en kærlighedens Ånd, der sikrer at den kærlighed som Jesus taler om i sin bøn, lever videre mellem Gud og mennesker.

Pastor Judes prædiken til d. 6. søndag i Påsketiden kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev.: Joh 14,15-21.

For på grund af Jesu død – hånen, fornægtelsen og korsfæstelsen – kender vi nu til den kraft som Ånden har, og vi ved hvordan vi skal leve et kristent liv. Den anden talsmand vi hører om i dag er Helligånden – en Ånd der skal blive hos os til evig tid og virke mellem mennesker ved altid at lede os mod sandhed.

Og hvad er så sandhed? Helligånden viser os vejen mod sandhed gennem 7 nådegaver. Det er gaver som giver os retningslinjer når vejen i livet bliver svær at gå. Visdom, indsigt, erkendelse, forstand – ja alle gaverne leder os væk fra den vej, der fører væk fra Gud og væk fra kirken. Helligånden leder os tilbage til sandhed, og støtter os i de beslutninger vi skal tage hver gang vi står overfor valget mellem sandhed og løgn. Vi gør nemlig mange små ting i vores liv. Små ting – småt som en lille dråbe – der langsomt fjerner os fra sandhed.

En dråbe som en lille løgn. En dråbe af vrede. En dråbe der kører lidt for stærkt i bilen. En dråbe der snyder foran i køen. En dråbe der går forbi et menneske i nød. En dråbe af en virkelig sur e-mail. En dråbe der ikke hjælper til derhjemme. En dråbe der kører overfor gult.

Alle disse dråber kan vi sætte i et glas. En enkelt dråbe gør ikke tøjet vådt. Heller ikke to. Men har man nok dråber, har man pludselig et helt glas fyldt med vand. Og så bliver det tydeligt for os – at alle de små fejltagelser, der fjerner os fra sandhed, betyder noget i vores liv.

Men vi ser også at alle disse dråber har en betydning gennem os i andres liv. Holder vi os til den anden talsmand – til sandhedens Ånd – skader vi ikke andre, men støtter dem til at blive i sandhed sammen med os. Jesus lover os i dag en talsmand, der kan være vores støtte til at blive i sandhed, og komme tilbage til sandhed. ’Elsker I mig, så hold mine bud’ siger Jesus. De ord tvinger os til at reflektere over vores kærlighed til Gud. Gud er der altid. Han er altid tilgængelig – altid lyttende, men lader det altid være op til os. Elsker vi eller elsker vi ikke? Vælger vi sandhed eller løgn?

Lad os med tanke på dråberne, gøre en forskel i vores liv, og blive mere bevidst om altid at vælge sandhed. Vi loves den anden talsmand i dag, så vi kan forberede os på de tider der kommer. På torsdag er Kristi Himmelfarts dag, og så kommer Pinse. – Pinsen hvor talsmanden kommer og treenigheden fuldendes. Pinsen der understreger at et kristent liv handler om fællesskab.

En enkelt dråbe gør ikke tøjet vådt, heller ikke to. Men lad os være omhyggelige med hver eneste dråbe i vores liv. Både dråber af sandhed og dråber af fejltagelser. For sådan er det at stræbe efter et liv i sandheds Ånd – at hver dråbe tæller. Alle valg kan gøre en forskel i os og andre

Hvis du ønsker at læse Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Påsketiden, skal du klikke på linket: Søndags Prædiken, som står foroven

Ev: Joh 10, 1-10. (Kollekt til præstestuderende)

Jeg har tænkt de seneste dage meget over hvad det egentlig betyder ’at kende nogen’. Når nogen spørger: ’Kender du ham?’ vil vores svar helt sikkert være ’nej’ hvis ikke vi kender den persons navn. Navnet er ligesom det første skridt på vejen til at kende nogen, men selv når vi kender navnet, så kan svaret også være: ’Nej jeg kender ham ikke’, for at kende nogen betyder mere end det. At kende nogen kræver at vi ved noget om dem, at vi bekymrer os om dem.

Ja, måske kan vi i virkeligheden først svare: ’Ja, jeg kender ham’ når båndet til det menneske er blevet så stærkt at hans lykke eller sorg rører ved vores egne følelser. Det er præcis på den måde Jesus kender sine får. Han kender dem og de kender ham. Det er præcis på den måde en præst kender sin menighed – ved at bekymre sig om deres lykke og sorg, og forhåbentlig er det også sådan enhver menighed kender deres præst. Det er sådan vi kender vores biskop og vores pave.

Det er dette kendskab til hinanden vi fejrer i dag hvor dagen jo er verdensbededag for alle de som er kaldet. Alle de som er kaldet til et liv med Gud men ligeså vigtigt et liv med mennesker. De som har besvaret kaldet lever således et liv med den opgave at lede mennesker til Gud – at være bindeled så troen styrkes og håbet fortsat lever. Mange af Jer i dag er kaldet til familieliv, kaldet til at få børn med en sød kone eller mand og andre er kaldet til andre ting i livet, men I må alle huske at også I er kaldet til at være hyrde for nogen omkring Jer.

Enhver familie har brug for en hyrde for ikke at gå i opløsning. Enhver forælder er således hyrde for sit barn, enhver ægtefælle er hyrde for sin mand eller kone og ethvert barn er hyrde for sine søskende. Og måske I mænd nu sidder og tænker at hyrde-rollen passer Jer godt for det er

noget med at bestemme – noget med at være den der holder fjernbetjeningen, og noget med at det er Jer, og ikke Jeres kone som har det sidste ord. Det er helt forkert! En hyrde er ikke at have en magt, at være hyrde er ikke noget med hierarki – nej at være hyrde er noget med at give omsorg og lede familien frem – at lede familien mod Gud og mod gode værdier.

Når vi læser om Jesus som hyrde i Evangeliet, kan vi nogle gange få den tanke at med så mange får som følger en hyrde, hvad forskel gør det så om ét af fårene dør eller måske stikker af. Der er jo så mange andre at vælge imellem – så mange andre at tage af, men når vi overfører den tanke til vores egen familie og det at kende nogen så bliver tankerne anderledes. Da er alle vigtige, uanset hvor stor flokken er. Grunden er at vi kender hinanden. Vi kender hinandens navn, duft, vores væremåde og vi kan nemt forestille os det tomrum som opstår hvis nogen forsvandt.

At være hyrde kan vi altså forklare med at kende nogen – at bekymre sig om andres lykke og andres sorg. Lad os derfor bruge denne søndags evangelium til virkelig at overveje hvem vi kender. Til hvem vil vi svare: ’Ja, jeg kender ham’ fordi det en, vis navn og duft vi kender – men også kender hans lykke og sorg. Lad os være hyrde ikke med vores ord men med vores gerninger, og lad os som Jesus være den gode hyrde som gav sit liv for sin flok. Vi har også alle givet vores liv til vores flok, så lad os aldrig gøre vore hjerter hårde overfor den flok som følger os.