Du kan læse Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2023 på linket: Søndags Prædiken

Ev: Matt 13, 44-52

Vi gør os til dommere over alt her i livet, hver eneste dag. Så snart en nyhed kommer på TV skærmen, danner vi meninger om sandt og falsk, og retfærdighed og uretfærdighed. Men Jesus taler til os i dag om et ’vod’. Det er som et net der kastes ud på havet og samler fisk. Ikke bare én god slags fisk, men mange forskellige. Store og små, levende og døde, og måske også affald og græs.

Vi skal forstå dette i en anden sammenhæng, nemlig den sammenhæng at vi er udpeget som kristne til at være menneskefiskere. Vi er ikke udpeget til kun at fiske de smukke eller de særligt troende, men mennesker af enhver art – både de der er levende og døde i troen. Resten er op til Gud.

Himmeriget ligner en perle siger Jesus i Dagens Evangelium. Han deler et smukt billede med os, for når vi frygter Gud eller tænker at Guds Rige er SÅ uendeligt, at det er umuligt at forstå det, så har vi perlen at tænke på. En perle er kendt for at være perfekt, og er det billede på Jesus, der repræsenterer Gudsriget. Perlen er et symbol på Jesus. Det er den skat vi må længes efter og søge hele livet. Perlen er noget af det mindste, som dog har den allerstørste værdi. Den er fuldendt og underfuld som Guds Rige, hvor det allermindste kan være det største.

De lignelser Jesus fortæller i dag er meget relevante for os. Vi lever i en kultur, hvor man på mange måder prøver at sælge os idéen om, at vi skal sætte os selv først og vokse i kærlighed til os selv frem for noget andet. Det er moderne at hvile i sig selv, kigge indad, og være optaget af hvordan man selv har det. Det kulturen prøver at sælge til os, er at vi skal finde ro inde i os selv, og altid mærke efter, men den ro kommer ikke, hvis vi kun optages af hvordan vi selv har det, for dér hvor vi leder, vil vi ikke finde glæden ved det mindste. Nej dér, hvor vi leder vil vi finde, at alt inde i os slet ikke er stort nok til at finde hvile i.

Med billedet af nettet, som fanger både godt og ondt – både døde og levende fisk, og lignelsen om skatten og perlen, giver Jesus os et billede af, at for at opnå at finde hvile i os selv, må vi gøre noget og søge noget udenfor os selv. Vi kan kun hvile i os selv, hvis vi er optaget af vores næste og den verden som lever omkring os.

Evangeliet inviterer os til at sætte noget til side, for at gøre noget for vores næste. Vi må give afkald på vores egne ønsker, for at følge den vej som Gud har lagt for os. Det er ikke gratis at gå den vej. At vælge Guds veje, er hver dag en kamp mellem det, vi selv drømmer om, og det Gud er dommer over, men i den kamp må vi huske at Guds indgriben i vores liv, er det vi siger ja til i vores liv som kristne.

Vi må følge efter Kong Salomon i første læsning og bede om visdom til at forstå forskellen og ret og uret, og ikke i vores fokus på os selv bede om rigdom og et langt liv. Med nådegaven visdom vil Gud give os indsigt, så vi ikke fristes til at dømme, der hvor kun Gud kan være dommer.

Lad os derfor søge efter Himmeriget og se at Gud findes i de mindste ting, og lad os være menneskefiskere uden selv at dømme det onde fra det gode. Kun da kan vi selv vokse i tro, håb og kærlighed.

Dato	Dag	Messe
6. august	Søndag	16.00 Messe	p. Jude
11. august	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
13. august	Søndag	14.00 Messe	p. Davide
18. august	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
20. august	Søndag	14.00 Messe	p. Jude
27. august	Søndag	14.00 Messe	p. Davide

Lidt forsinket kommer Pastor Judes prædiken til den 16. alm. søndag 2023. Det kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Matt. 13, 24-43

Hos min læge hænger der en plakat i venteværelset. På plakaten står der: ’Du er hvad du spiser’ og så er der billeder af en masse mad. Det tænker jeg nogle gange på når jeg spiser, for alt det vi putter ind i munden får os enten til at få buler på maven og benene eller også gør det os sunde og tynde. At spise har altså en konsekvens. Noget lignende fortæller Jesus os om i dag. ’Du er hvad du sår’ siger han til os. Hvis du er en hvedemark er du god. Hvis du er ukrudt er du dårlig.

Men så enkelt er det sjældent at være menneske, så ligesom det går i lignelsen går det også i vores liv. Vi er både og. Vi spiser ivrigt både grønne æbler og is, groft brød og flødeskum. Vi er mennesker og derfor er vi også både hvedemark og ukrudt. Ingen kan vælge kun det ene. I enhver mark, i ethvert menneske vil både det gode og det onde blande sig.

Måske tænker vi at nogle mennesker kun er ukrudt. Vi kan få den tanke når vi hører om krigen i Ukraine – at dem der dræber, dem der bestemmer, de er verdens ukrudt. Og at menneskerne på flugt – at børnene og kvinderne er verdens hvede. Men Gud kigger på dem alle og ser både hveden i dem der dræber og samtidig ukrudtet i de der mistede livet. Gud ser at både godt og ondt i os alle.

Godt og ondt står i samme mark, og Gud siger i dag – Vent! Vent, for det er Ham der høster, og Han vil høste det gode fra det onde, men en dag som i dag ligger spørgsmålet nok hos os alle: ’Hvis Gud er god og sår det gode, hvorfor lader han så ukrudtet komme til?’ Hvorfor er der ondskab? Hvorfor er der krig? Men da må vi læse lignelsen igen. Det er Guds fjende som sår ukrudt, og luger vi det væk tager man noget af hveden – noget af det gode med.

Gud er skaberen – vi er dem der blev skabt, men vi tror vi kender kærligheden, det gode, det retfærdige. At det er os der kan skelne godt fra ondt. Vi tror vi kan kende ukrudt når vi ser det, men kun Gud kan! De briller der kan se forskelle, og se dybt ind i hveden har kun Gud.

Guds fjende såede ukrudtet. Folket tilbød straks at fjerne det. ’Skal vi luge det væk?’ Spurgte de. Sådan spurgte de, og sådan spørger vi også i vores dage. Vi, Guds venner, er også parate med en hjælpende hånd. Også vi fristes til at hjælpe med at luge alt det væk som ikke ligner os, alt det der ikke opfører sig som os, for det der ikke ligner os kan umuligt være hvede. Problemet er blot at når vi tilbyder Gud vores hjælpende hånd, bliver vi selv til ukrudt.

Og Gud siger ’Nej tak’. Han har ikke brug for vores hjælp til at luge ud i mennesker. Gud ønsker at lade det hele stå, for Han ved om nogen, at alt kan ændre sig på et øjeblik. Han ved at den kriminelle med sine erfaringer kan blive den der viser andre vejen ud af kriminalitet. Han ved at det ukrudt vi møder i livet kan gøre hveden stærkere. Resultatet til høsten er det som det hele drejer sig om.

Lad os i dag give denne lignelse videre. Det er det gode budskab om at Gud lod sin Søn bære alt det vi ikke selv kunne bære og tåle. Heldige er vi at det er netop Ham der står for høsten engang når tidens ende kommer, for Han kender os – vores ukrudt og vores hvede. På marken sætter Han et frø der er mindre end alle andre, men det frø vil vokse sig så stort at det ikke kan sammenlignes med hverken hvede eller ukrudt, for dette frø er et billede på Himmeriget.

Du kan læse Pastor Judes prædiken til d. 15. alm. søndag på linket: Søndags Prædiken

Ev.: Matt 13,1-23 eller 13,1-9.

Der er nogen der går i kirke hver søndag – også her i vores kirke og har en meget dyb tro. Andre har gået eller kørt forbi vores kirke her, måske i flere år, uden nogensinde at have tænkt over hvad bygningen indeholder. Andre igen ligefrem forbander kirken, og har den tanke at religion er grundstenen til alt ondt i denne verden.

Det spændende ved den forskellighed er at alle de mennesker er skabt i Guds billede. De alle har Evangelierne til rådighed. Gud har ikke tegnet en streg rundt om os, og sagt at vi er de eneste der må læse Biblen – at vi er de eneste som må høre Guds ord, eller opleve mirakler. Nej, Guds ord er for alle, sådan som vi lærer det fra den første læsning fra profeten Esajas.

Ligesom regnen og sneen væder jorden så væder Guds ord vores hjerte. Vi lærer at Guds kærlighed omfavner alle og ikke skelner mellem rig og fattig, racer eller livsvilkår. Gud er Gud for alle mennesker.

I fortællingen fra Jesus vi hører i dag, hører vi om hvordan vi mennesker enten kan være ’den gode jord’ eller ’klippegrund’ eller det der findes mellem tidslerne. Sandheden er nok at vi alle er lidt af det hele. Når det går rigtig godt og vi har overskud, er vi som den gode jord, hvorfra alt kan vokse – både næstekærlighed, idéer, omsorg og handling.

Når vi er som klippegrund eller vi er som de kvælende tidsler – når livet går os imod og vi er optaget af vores egne bekymringer – ja, så har vi ikke meget at byde på. Vi tøver med at give, fordi vi har så lidt at give af.

Det som lignelsen i dag minder os om er at vi ikke er værdiløse for Gud, når vi ikke har noget at byde på. Gud har sået sit ORD overalt.

På samme måde ser vi det her på Danmarks flade marker om foråret. Landmanden sår overalt. Han fylder sin traktor med såsæd og spreder det på hele marken. Landmanden har ikke markeret firkanter og områder hvor han ikke kører. Han véd af erfaring at i det ene hjørne og lige midt på marken – der er der knolde og tør jord der ikke kommer til at give megen høst. Alligevel sår han sin afgrøde der i håbet om og troen på, at det måske bliver bedre i år.

Sådan sår Gud sin kærlighed til mennesker. På korset tog Jesus alle vores synder på sig, og Gud gav sin hemmelighed om Guds Rige til alle mennesker. Det er en hemmelighed som vi ikke kan TAGE og kræve at forstå, men kun modtage når Gud gør os klar, for først når vi modtager Gud kan vi forstå bid for bid den hemmelighed Han har delt med os.

Og Gud er ivrig for at dele ud af sin hemmelighed. Når vi lidt efter lidt får indsigt i den gåde som Guds Rige er, da vil vi være velsignede og rede til at gå ud og sprede Guds ord og gerninger. Derfor sår Gud håbefuldt og lader ikke noget sted i denne verden være øde.

Hver eneste gang et menneske forstår endnu et lille bid af hele troens mysterium, da bærer det frugt, og er et skaberværkets mirakel – helt på lige fod med alt det der kommer op af jorden på marken hvor landmanden har sået i håbet om at kunne høste.

Nogle gange kvæler vi, som tidslerne, alt det gode. Andre gange kan vi, som klippegrunden, slet ikke få det gode til at gro. Men så sker det at vi som den gode jord, griber en hånd der har brug for os, og deler grundlaget for vores tro med dette menneske.

Vi er allesammen meget kede af at miste Edyson. Han har været en del af vor menighed siden han var en lille dreng, hvor han var en dygtig ministrant. Vores tanker går ud til hans familie og nærmeste for deres tragisk tab.

Må Edyson hvile i Guds fred.

Begravelsen finder sted på mandag 17. juli kl. 10.00

Pastor Judes prædiken til d. 14. alm. søndag 2023 kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev: Matt 11, 25-30.

Der er noget meget anerkendende og trygt i at blive kaldt på. En mor kan kalde på sit barn, og barnet kan kalde på sin mor. Vi kan blive kaldt på af nogen som har brug for os, eller vi kan blive kaldt på af nogen som har noget at sige til os. Bliver vi aldrig kaldt på, kan vi føle os ensomme og uden formål i denne verden, for i vores natur er det givet, at for at have en plads, et sted at høre til, så må nogen kalde på os og sige: ’Kom!’

Bliver vi nogle gange i tvivl om der findes en plads til os – et sted hvor der er brug for os, så kan vi finde stor trøst i dagens evangelium. Jesus kalder nemlig på os. Han kalder på os, ikke bare for at sige noget eller vise os en plads, men for at give os noget. Han lover alle dem der bærer tunge byrder, hvile. Han lover alle dem som slider sig trætte, ro. Han lover at give os sit åg.

Vi kan tænke at det er et underligt tilbud at give os mennesker. De fleste af os, har allerede nok at bære på. Vi bærer på smerte, sorg, sygdom eller bekymringer – i hvert fald har kun de færreste af os skuldre til at bære endnu et åg, men Jesus giver os netop det tilbud, for at vi kan deles med ham. Et åg er svært at bære alene, og det Jesus vil er, at vi bærer sammen med ham. At vi lærer af ham ved at bære sammen.

På samme måde bærer Jesus med på vores åg. Mange materielle ting, som fx et brød, kan man dele i to. Én til dig og én til mig. Sådan lærer vi at dele, men helt på samme måde går det ikke med de byrder der hviler på vores skuldre. Man kan ikke dele tabet af en ægtefælle over i to stykker og give den ene halvdel til nogen. Man kan ikke skære bekymringer over sygdom i 4 stykker og dele ud af det. Alt dette forbliver i mit åg, og i dit åg.

Byrderne kan ikke trylles væk, men for hvem der har troen i sit hjerte, kan den tanke at Jesus bærer med os, gøre åget let. Han som bar det hele vil bære sammen med os. Jesus inviterer os til at være ærlige i dag. Ærlige overfor os selv og overfor ham. Vi tænker nok ofte på byrderne som noget der kommer udefra. Noget der påvirker og irriterer vores liv. Men måske er de mest oversete byrder dem der kommer indefra. Dem der vokser i os, og vokser sig til løgn eller misbrug. Dem vi ikke kan sige til nogen fordi de ikke vækker sympati. Men sympatien har vi hos Jesus – han har hørt alt, set alt og båret på alt. Og han vil også bære på alt det vi kommer med.

En mand spurgte engang en meget troende mand: ’Hvis Jesus virkelig vandrer sammen med dig, hvorfor er der så ikke to sæt fodaftryk i sandet når du går?’ og den troende svarede: ’Fordi, de dage hvor der kun er et sæt fodaftryk, betyder det at Jesus bar mig’. Ja, det er netop sådan vi skal tænke på vores byrder. Når de er tunge, bærer Jesus os, og bærer med os. Sådan var Faderens vilje, da Han sendte mennesket sin Søn