Ved at klikke på Søndags Prædiken kan du læses Pastor Judes prædiken fra i går.

Ev: Matt 16, 13-20

I dag har vi været vidner til en af de samtaler der har fået rigtig stor betydning for vores kirke. Peter bekender at Jesus er Guds Søn. Han siger sådan med sine egne ord, fordi han i sit hjerte og i sin sjæl mærker en dyb tillid til at livet er præget af noget som ligger udenfor ham selv.

En sådan bekendelse er en historie om at der er sket noget med Peter. For at kunne pege på Jesus og sige: ’Du er Guds Søn’ må han have gjort sig erfaringer. På samme måde som vi også har gjort os erfaringer, der betyder at vi kan pege op på korset og sige: ’Dér er Guds Søn’

Vi bekender, at det er et billede af Kristus. På baggrund af bekendelsen blev vores kirke bygget på Peters ord, og kirken er levet videre fordi der år efter år er kommet nye mennesker til, som igen og igen har bekendt at ’dét er Gud og dét er Kristus!’

Vi ved alle hvordan det gik med Peter. Hans bekymring for Jesus var stor, og han kunne ikke acceptere at der ville ske Jesus noget dårligt. Da Jesus fortalte om sin død og lidelse, ville Peter ikke tro det, men kun kort tid gik der før Peter stod og sagde: ’Jeg kender ikke den mand’.

Der gik kun kort tid mellem at Peter bekendte til han benægtede. Og med dagens tekst må vi kigge på os selv. Vi sidder her i dag fordi vi bekender. Vi sidder her i dag fordi Gud har åbnet vores øjne for troen på Kristus. Den gave fra Gud har vi pakket ud og pakket ind i vores hjerte.

Når vi bliver konfronteret med vores tro, kan det være sin sag at forsvare den. Når andre mennesker svarer vores bekendelse med skepsis kan det være svært at stå fast på retten til religionsfrihed. Og når man er ung eller barn i denne virkelighed med sociale medier, er det sikkert ikke sjældent at nogen mobbes for at tro på Gud.

Det letteste vil være at gøre som Peter, og benægte ALT. I det tilfælde er det fristende at tage afstand fra vores bekendelse. For at finde modet til at sige: ’Ja jeg tror på Gud’ så må vi gøre mere end at bekende.

Vi må også ERKENDE. Når vi bekender er det ord der kommer ud ad vores mund. Når vi ERKENDER er det anderledes. Det er en handling der kan vare flere år, eller hele livet og den foregår indeni os selv.

Hvis 2 mennesker bliver gift og aldrig efter brylluppet viser hinanden kærlighed, da vil ægteskabet dø. På samme måde er det med vores tro. Hver eneste dag må vi nære forholdet til Gud. Vi må ERKENDE Guds rolle.

Lad os bygge fundamentet til vores tro på Gud, og erkende stykvis at Jesus er den eneste sande vej. Lad os ved Guds hjælp tage ved lære af vores fejl og slippe magten over vores eget liv, og i stedet løse de bånd der binder os her på jorden, for da vil det også være løst i himlen.

Dato	Dag	Messe
1. september	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
3. september	Søndag	14.00 Messe	p. Jude
8. september	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
10. september	Søndag	14.00 Messe	p. Davide
17. september	Søndag	10.00 Ordets gudstjeneste	William Lee
24. september	Søndag	14.00 Messe	p. Jude
29. september	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
1. oktober	Søndag	14.00 Messe	p. Davide

Du kan læse Pastor Judes prædiken om Marias optagelse i Himlen på linket: Søndags Prædiken

En større flok mænd var forsamlet foran Himlens port, hvorfor Sct. Peter havde en travl dag med at sortere i hvem, som måtte få en plads i Himlen, og hvem som måtte vende om og gå skuffet derfra. Så han fik en idé. Sct. Peter ville opdele mændene i 2 grupper for nemmere at tage stilling. Han sagde derfor til mændene: ’I skal nu lave to rækker foran porten til Himlen. I den ene række vil jeg se de retfærdige og hellige og succesfulde i den anden række vil jeg se de som i livet på jorden var skyldnere, angstfulde og syndere’. Med det samme stillede alle mændene sig i rækken for synderne. Kun én mand stod helt alene i rækken for de succesfulde. Så Skt. Peter hånede den lange række af angste mænd, som ikke havde udrettet meget i deres liv, og i sin iver pegede han på den ensomme mand og sagde: ’Min gode mand, vis dine medbrødre med hvilken værdighed du har levet dit liv. Sig dem hvorfor du har stillet dig i denne række!’ Men manden svarede beklemt: ’Det var min mor, som sagde jeg skulle stå her fordi jeg sagde hverdag rosenkransen og bad til hende som min Mor.

Jomfru Maria er mor – mor til Jesus og det har helt sikkert været en svær opgave, og til tider en svær byrde at løfte. Biblen fortæller ikke meget om, hvilke tanker Jomfru Maria gjorde sig om sin egen rolle i verdenshistorien, og ej heller meget om hvad hun måtte have tænkt om sin søns gerninger. Som i min lille historie har vi dog alligevel fornemmelsen af, at Maria ikke blot bøjede sig i støvet for sin søn, men som enhver anden mor også gav ham formaninger og ordre, og at Jesus så godt som muligt prøvede at leve op til sin mors idealer om en god søn. Det var fx Maria som bad ham hjælpe brudeparret i Kanaen, og således adlød han.

I Kanaen pegede Jomfru Maria på Jesus og sagde til tjenerne: ’Gør som han siger til Jer’, og således sidder hun sikkert også i dag, og peger på os alle fra sin plads i Himlen og siger ’Gør som han siger til Jer’. Ja, vi behøver ikke stille spørgsmål, men vise tiltro ligesom den beklemte mand i min historie. Vi kan også svare Skt. Peter, når vi står ved Himlens port: ’Min mor bad mig stå her – Guds Moder’. Igen og igen har vi nemlig bedt om hendes forbøn, når vi siger: ’Hellige Maria bed for os syndere nu og i vor dødstime’.

I dag fejrer vi Jomfru Marias optagelse i Himlen. Vi fejrer at hun kom

dertil med både legeme og sjæl, og således beviste hun for os, at Himlen findes, og at der er håb for os alle. Gennem sin opstandelse gav hun os vished, og tog en del af vores angst for hvad der venter os. Hun sidder højt oppe og alligevel tæt på os og ser til, at vi alle værner om både vores legeme og sjæl, således at vi er rede til at følge hende og ligeledes få del i opstandelsen.

Mon ikke hun hver dag glædes over, hvert et skridt vi tager nærmere Gud, og overvinder den angst vi har for at følge Hans planer. Mon ikke hun også føler smerte, når hun ser vores afmagt, fordi hun selv genkender den følelse da livet voksede i hende, og det kun langsomt gik op for hende, hvad hun var kaldet til. Ja hun glædes og smertes, ganske som en mor føler for sit barn – glædes når barnet udvikles og går nye veje, og smertes når barnet alligevel ikke får succes.

Dagens tekst og fest for Jomfru Marias optagelse i Himlen inviterer os til, at glædes over det klare bevis vi har fået for Himlens eksistens, men vi inviteres også til eftertanke. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi kommer gennem livet for derefter at møde Sct. Peter. Jomfru Maria kom til Himlen uplettet, og det forventes næppe af nogen af os, men vi kan alligevel gøre vores bedste og på den måde ankomme med færrest mulige pletter på både vor sjæl og vort legeme. Da vil vi kunne vælge rækken for de med succes, og ikke bare fordi vores mor siger vi skal, men af rent hjerte, og da vil portene åbnes op.

Som vi fejrer vores kirkens fest, Må vores Mor Maria velsigne os og beskytte os . Tillykke med festen.

Pastor Judes prædiken fra denne søndag kan du læses ved at klikke på linket: Søndags Prædiken

Ev: Matt. 14, 22-33

Man kan lave et forsøg med en appelsin. I kan selv prøve det når I kommer hjem, og se med jeres egne øjne at det er sandt. Hvis man tager en appelsin med skræl på og lægger den ned i en spand med vand, så vil man se at appelsinen flyder ovenpå. Skubber man den ned, kommer den op igen.

Tager man så skrællen af appelsinen, så man kun har kødet tilbage, og lægger appelsinen tilbage i vandet, så synker den. Tager man appelsinen op til vandoverfladen og slipper den, så falder den ned igen.

Efter mit studie, fortæller Appelsinen mig i hvert fald at en appelsin med skræl flyder, og en appelsin uden skræl synker. Skrællen på appelsinen har på den måde noget at gøre med vores tro, for skrællen gør appelsinen vandtæt – ligesom vores tro gør vores liv vandtæt. Jesus holder os oppe ligesom han holdt Peter oppe, da han inviterede ham ud at gå på det stormfulde hav.

Peter var i sikkerhed, for han var omgivet at skrællen, omgivet af tryghed, men som det også sker for os i dag og alle dage, så vaklede Peter pludselig. Med ét meldte alle de spørgsmål sig, som vi kun kender alt for godt: Kan det nu bære? Kan jeg klare det? Ved Jesus hvad han gør?

Vi kender disse spørgsmål. Nogle gange lyder de anderledes – de starter med ordet ’Hvis’. Hvis der sker det ene, eller hvis der sker det andet… Hvad så? Sådan farer tankerne gennem hovedet af os, mens vi prøver at gætte på fremtiden. Og så vakler vi. Vi er tæt på at synke og blive blæst omkuld. Præcis som Peter på havet.

På en måde kan man sige at det er som om vi med vores spørgsmål skaber små huller i appelsinens skræl hvor vandet kan trænge ind og trække os ned, men skrællen er der, og Gud har nærmest besluttet på vores vegne at den der tror på Ham, skal omgives af denne skræl.

Når vi trækkes ned af vores mangel på tro, er det Jesus der rækker en hånd ud og holder en hånd under os. Så selv når vi står midt i et stormvejr i vores liv, vil Jesus kalde på os, for at vi skal vove at træde ud på det åbne hav, og straks vil han række os hånden, og vise os at der ikke er noget at være bange for.

Vi vil opleve dette evangelium mange gange i løbet af vores liv, for det er ikke sådan at når man én gang har oplevet at havet kan bære, så træder man bare ud. Og omvendt vil tvivlen heller ikke vinde over os hver gang vi står overfor svære situationer. Vi vil opleve at gå på havet, og vi vil opleve at falde i, og vi vil lære forskellen gennem hele livet.

I dag handler det om Peter, og det er ikke tilfældigt. Peter er nok den vi hører om i evangelierne der er nemmest for os at sammenligne os med. Peter er et menneske som er ivrigt, men vakler. Han er modig men alligevel bange. Han er trofast men laver fejl. Så selvfølgelig er det Peter der råber efter Jesus – ’tag mig med!’ – og derefter ’Grib mig!’. Som et barn i tivoli der vil prøve det største tårn, men blive bange med det samme turen er i gang

Vi kender dét at være den slags menneske. Turen forude ser spændende ud, men når vi må tage af sted, gribes vi af angst. Sådan sker det når bryllupsplanlægningen ser spændende ud, men de unge mennesker gribes af angst over at være ægtefolk. Sådan sker det når den gravide mave ser spændende ud, men forældrene gribes af angst over barnet. Sådan sker det når noget spændende venter på os, men vi gribes af angst over realiteterne.

Gå ud i dag og gå på havet. Gå om så du synker, for ingen af os er overladt til vores egen magtesløshed. Når vi møder det svageste i os selv, er Jesus der til at løfte os op. Han lader os aldrig synke.

Pastor Judes prædiken til d. 18. alm. uge 2023 (Herrens Forklarelse) kan læses under linket: Søndags Prædiken)

Ev. Matt 17, 1 – 9.

Gud sætter i dag en parentes omkring Jesus liv som menneske her på jorden. ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Sådan lød ordene ved Jesu dåb, og sådan lyder ordene til os i dag, og sådan slutter Gud en ring omkring Jesu virke som menneske. Gud sætter denne ramme gennem lyset i sin søn – et ansigt der lyser som solen, og klæder der bliver hvide. Det samme lys som rammer os i vores dåb, hvor Gud finder velbehag i barnet, ved døbefonten. Vores liv, som Guds barn, sættes af den samme ramme, og det er op til os, ved Guds hjælp, fortsat at opholde os i lyset fra vores dåbsklædning.

Opholder vi os i lys, bliver vi lys. Omgiver vi os af mørke, tager mørket bolig i os. Mørket kan komme i skikkelse af mange forhold i vores liv, og sådan kan mørket flytte ind i mennesker, men mørket behøver vi ikke aktivt at vælge til, før det bliver en trussel.

Da Moses var på Guds bjerg i 40 dage, blev israelitterne ramt af kedsomhed i hans fravær, og mere skulle der ikke til, før de begyndte at falde fra og så tvivl om loven. Det er et mørke som sniger sig ind, når vi vokser i tillid til os selv, og Gud glider i baggrunden i vores hverdag. At blive i kærligheden og lyset som Gud har tilrettelagt for os i dåben, kan vi ikke tage som en selvfølge. Vi må søge det lys – søge forklarelsen, for at gøre os Guds kærlighed klart. For sådan er forklarelsen – en rigdom der gør alting klart, men ikke er at forveksle med en forklaring.

Forklarelsens lys giver ikke en løsning, men derimod et håb der lyser for os, i vores længsel efter Guds Rige. Vores længsel efter klarhed er en kilde til bevægelse. Vi må bevæge os i vores tro på Gud. Vi må bede og fordybe os i Guds ord, for kun sådan bryder der klarhed ud af mørket. Lyset kan vi se som en evig gave vi modtager én gang for alle i dåben, men flammen kræver vedligeholdelse og omsorg.

I mange kirker er der i mosaikvinduerne afbilledet helgener i smukt farvet glas. Når solen fanger glasset, stråler Gud af Gud, og lys af lys ind i kirken, som en velsignelse af de mennesker der sidder og tvivler, for således tager tvivlen bolig i os. Derfor higer vi efter oplevelser og tegn og undere, så vi ligesom Johannes, Jakob og Peter kan få den helt særlige personlige oplevelse af at JA! Gud er med os alle dage. – Men ser vi på de tre mænd, må vi spørge os selv, om en sådan tydelig oplevelse med Kristi nærvær er nok, for se bare Peter! Kun kort tid går der før vi møder ham i Gethsemanes have, hvor han udbryder: ”Jeg kender ikke det menneske”

Ordene falder fra en mand som har set Jesus og oplevet undere fra hans hånd. Vi har ikke set Jesus, men vi må finde Kristus i alt som Gud har skabt, hvor vi kan finde trøst og styrke til ikke at basere vores tro på krav om undere og oplevelser, men på Guds ord i skrifterne.

Det er det Guds ord, som også Jesus lænede sig op ad på bjerget, for sådan fandt han opmuntring hos Elias og Moses, samt i ordene ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag’. Med den afklaring forlod han bjerget klar til at dø for vores synder og opstå på den tredje dag. Således gik menneskesønnen op og ned ad bjerget, men på toppen af bjerget var alting pludselig gjort nyt. Jesus havde åbenbaret sig som en ny skabning foran de tre disciple for at de kunne bære vidnesbyrd, ganske som barnet, der bæres til dåb og bliver en ny skabning i Kristus.

Kære brødre og søstre, lad os i dag og alle dage lukke Guds ord ind gennem mørkets sprækker, så forklarelsens lys på ny kan lade os fordybe i skrifterne, for sådan skrives det kort og godt: ’Hør Ham!’