Dato	Dag	Messe
5. april	Fredag	AFLYST	–
7. april	Søndag	14.00 Messe	p. Davide
12. april	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
14. april Førstekommunion	Søndag	14.00 Messe	p. Jude
19. april	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
21. april	Søndag	14.00 Messe	p. Davide
26. april	Fredag	16.00 Messe	p. Davide
28. april Firmelse	Søndag	16.00 Messe	Biskop Czeslaw

Du kan læse denne prædiken ved at klikke på: Søndags Prædiken

Ev: Joh 12, 20-33

Denne søndags evangelium bringer os tættere på vores destination. Kristus siger selv til os: “Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen skal herliggøres.” Vi kan spørge: Hvilken herlighed er der i lidelse? Jesus er ved at blive arresteret, straffet og dræbt, men alligevel taler han om sin herlighed. Jesus så hen over de nære problemer med smerter og vanskeligheder, for at se det der ventede i skyen – altså fuldkommenheden og et evigt liv.

Han vidste, at hans lidelse og død ville genoprette livet for mange. Så han blev ikke modløs af den midlertidige lidelsessituation. I stedet blev han opmuntret og motiveret af det evige livs guddommelige belønning. Derfor ofrede Kristus sin sorg over det han ville miste i menneskelivet for at genoprette en brudt pagt og give evigt liv til alle, som tror på ham. Således siger han: “Medmindre et hvedekorn dør, forbliver det et enkelt korn, men hvis det dør, giver det en rig høst.”

Desværre ønsker mange af os ikke at følge eller lide på den samme vej som Kristus. Jesus opfordrer os til at være stærke på livets vej. Han ønsker, at vi skal være, hvor han er. Så vi må være klar til at udholde lidelse, som han også gjorde det.

Men denne rejse kan være svær som menneske. Meget står i vejen mellem der hvor vi er nu, og løftet vi har fået om det evige Guds Rige. Kun få fortællinger om Jesu liv som menneske behøver vi at læse, for at forstå at også han lærte hvilke prøvelser et menneske skal gennemgå. Profetien han giver os i dag, afslører hans identitet.

Det han beskriver i sin profeti, er korsets time! Det er tiden for nederlag, og for Guds barmhjertige kærligheds triumf. Kristus erklærer, at han vil blive “løftet op fra jorden”. “Løftet”, fordi han er korsfæstet, og “ophøjet”, fordi han er ophøjet af Faderen i opstandelsen, for at drage alle til sig og for at forsone menneskeheden med Gud og indbyrdes mellem mennesker. Korsets time, den mørkeste time i historien, er også kilden til frelse for dem, som tror på Ham.

I fortsættelse af sin profeti om den forestående påske bruger Jesus et enkelt billede, nemlig “hvedekornet”, der, når det først er faldet ned i jorden, dør for at bære frugt. I dette billede finder vi et andet aspekt af Kristi kors, og det er frugtbarheden. Jesu død er faktisk en evig kilde til nyt liv, fordi den bærer Guds kærligheds voksende styrke i sig. Fordybet i denne kærlighed gennem dåben kan vi kristne blive “hvedekorn” og bære megen frugt, hvis vi, ligesom Jesus, “mister livet” af kærlighed til Gud og vores brødre og søstre.

Mange mennesker – ikke bare her i Danmark – men i hele verden lever i samfund hvor troen ikke har meget plads. Det er mennesker som optages af andre ting som samfundets normer og regler. Iblandt disse mennesker kan der også være døbte og firmede, hvor troen ikke rigtig har udviklet sig til mere. Fælles for alle disse brødre og søstre er, at det personlige møde med Jesus ikke eksistere, men alligevel venter Kristus på dem – og på samme måde venter han på os. Vi tilbydes nemlig tre ting – evangeliet, korset og vidnesbyrdet om vores tro. Vidnesbyrdet kan være fattigt, men dog er det i os, som et hvedekorn fra den dag vi blev båret til dåb.

I evangeliet kan vi møde Jesus, lytte til ham og lære ham at kende på ny. Via korset kan vi modtage tegnet på Jesu kærlighed, som gav sig selv for os, og vi kan følge den broderlige kærlighed han som menneske lærte os om. En kærlighed, der udtrykkes i en ganske enkel gestus overfor vores næste.

Hovedsageligt kommer hvedekornet dog til udtryk i sammenhængen i livet, mellem hvad vi siger og hvad vi gør. Sammenhæng mellem vores tro og vores liv, mellem vores ord og vores handlinger: Evangelium, Krucifiks, og vidnesbyrd.

Hans prædiken kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev.: Joh, 3, 14 – 21

På denne fjerde søndag i fastetiden begynder den eukaristiske liturgi med denne invitation: “Glæd dig, Jerusalem…”. Hvad er årsagen til denne glæde? Hvad er årsagen til denne glæde midt i fasten? Dagens evangelium fortæller os: ”Så elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Dette glædelige budskab er den kristne tros hjerte: Guds kærlighed fandt sit højdepunkt i sin søns gave til en svag og syndig menneskehed. Han gav sin søn til os, til os alle.

Det er det, der kommer til syne i den natlige dialog mellem Jesus og Nikodemus, hvoraf en del er beskrevet i samme evangeliske tekst. Nikodemus, som ethvert medlem af Israels folk, ventede på Messias og identificerede ham som en stærk mand, der ville dømme verden med magt. Alle havde dette billede af ham der ville komme og tage magten – at han ville ligne den type magt de allerede, nemlig en magt som ville skabe frygt.

I stedet udfordrer Jesus denne forventning ved at præsentere sig selv i tre former: Menneskesønnen ophøjet på korset; Guds søn sendt til verden til frelse; og lyset, der adskiller dem, der følger sandheden, fra dem, der følger løgne. De tre former er: Menneskesøn, Guds søn og lyset.

Jesus præsenterer sig selv først og fremmest som Menneskesønnen som peger på beretningen om bronzeslangen, som efter Guds vilje blev besat af Moses i ørkenen, da folket blev angrebet af giftslanger. Den, der var blevet bidt og så på bronzeslangen, blev helbredt. På samme måde blev Jesus løftet op på korset, og de, der tror på ham, bliver helbredt for synd.

Det andet aspekt er Guds Søn. Gud Faderen elsker menneskeheden til det yderste punkt, at han “giver” sin søn: han gav ham i inkarnationen, og han gav ham ved at overgive ham til døden. Formålet med Guds gave er ethvert menneskes evige liv. Så i virkeligheden sender Gud sin søn til verden ikke for at fordømme den, men for at verden skal blive frelst gennem Jesus. Jesu mission er en frelses mission, en frelses mission for alle.

Det tredje navn, som Jesus giver sig selv, er “lys”. Evangeliet siger: “Lyset er kommet til verden, og folk elskede mørket frem for lyset”. At Jesus kommer til verden fører til et valg: Den, der vælger mørket, vil møde en fordømmelsens dom. Den, der vælger lys, vil have en dom af frelse. Dommen er altid konsekvensen af hver persons frie valg: den, der praktiserer det onde, søger mørket. Det onde gemmer sig, det dækker sig selv og sluger alt.

Den, der søger sandheden, altså som praktiserer det gode, kommer til lyset. Sådan oplyses livets stier. Den, der vandrer i lyset, den, der nærmer sig lyset, kan ikke andet end at gøre gode gerninger. Lyset leder os til at gøre gode gerninger. Det er det, vi er kaldet til at gøre med endnu større dedikation i fasten: at byde lyset velkommen i vores samvittighed, at åbne vores hjerter for Guds uendelige kærlighed. Vi må give plads til hans barmhjertighed fuld af ømhed og godhed, og til hans tilgivelse.

Glem ikke, at Gud altid tilgiver. Tilgivelsen er uden grænser, hvis vi ydmygt beder om den og angrer vores synd. Det er nok bare at angre, at bede om tilgivelse, og så tilgiver han. På den måde finder vi ægte glæde og vil kunne glæde os over Guds tilgivelse, som genføder og giver liv.

Denne prædiken kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev.: Joh, 2, 13 – 25

 Templet var et helligt rum for det jødiske folk, og det var tænkt som et sted for tilbedelse og bøn. Jesu handlinger viser vigtigheden af ​​at bevare templets hellighed og ikke lade det blive en markedsplads. Jesu nidkærhed for Guds hus er tydelig i hans handlinger i templet.

Dagens evangelium viser Jesu retfærdige, sunde vrede, da han ser ødelæggelsen af ​​et helligt sted, Guds hus.

Vi har hørt om Abraham Lincoln. Han var vred over slaveri. Martin Luther King var vred over racediskrimination, Mahatma Gandhi var vred over racediskriminationen mod de “urørlige” af de “høje kaster” i Indien, Nelson Mandela var vred over apartheid i Sydafrika … alt det var retfærdig vrede. Herren Gud har forsynet os på en sådan måde, at de fleste sunde mennesker er vrede indeni, når vi ser ondskab og uretfærdighed blive begået mod nogen. »Enhver kan være vred. Men at være vred på den rigtige person, i den rigtige grad, på det rigtige tidspunkt, med det rigtige formål … det er ikke let.” (Aristoteles).​​

 Vores kirke er stedet, hvor vi samles som et fællesskab for at elske og prise Gud. Det er det hellige sted, hvor vi samler styrke til at støtte hinanden i opgaven med at efterleve evangeliet. Det er stedet, hvor vi kommer privat for at indgå i en intim samtale med Gud. I denne bygning har mange fortabte sønner og døtre mødt den barmhjertige Herre i forsoningens sakramente og er blevet budt velkommen tilbage til vores kirkesamfund. I denne bygning er der blevet fældet tårer af dem, der lider af smerte og sorg. Lad os se os omkring i vores kirke denne morgen og værdsætte den. Når vi kommer forbi vores kirke, kan vi tage os tid til et kort besøg. Lad os gøre vores kirke endnu mere af et helligt sted ved at hjælpe med at holde den ren, ved at tilføje vore bønner og og ved at tilbyde vores tid og talenter i de forskellige tjenester.

 Jesu renselse af templet er også et symbol på hjertets renselse. Som troende er vi kaldet til at stræbe efter hjertets renhed, hvilket betyder at være opmærksomme på vores tanker, ord og handlinger og sikre, at de er i overensstemmelse med Guds vilje.

 Templet i Jerusalem var et forvarsel om det sande tempel, som er Kristi legeme. Som katolikker tror vi, at Jesus er til stede i eukaristien, og at hver gang vi deltager i messen, træder vi ind i Guds nærhed. Evangeliet minder os om betydningen af ​​eukaristien og vigtigheden af ​​at nærme sig den med ærbødighed og ærefrygt. Dette hænger også sammen med den første læsning, som minder os om at holde sabbatten hellig og deltager i messen.

Vi har hørt 1. læsning fra Anden Mosebog, der beskriver de ti bud. På en måde er de lidt som en liste over aktiviteter, som vi bør eller ikke bør gøre for at leve livet i lydighed mod Gud:

• Vi skal sætte Gud først.
• Vi må ikke have idoler eller andre guder
• Vi skal holde sabbatten , søndagen
• Vi må ikke dræbe hinanden eller stjæle fra hinanden.

Hvis holder det så er vi på den rigtige vej som Gud ønsker.