Dato	Dag	Messe
7. juli	Søndag	14.00 Messe	p. Jude
14. juli	Søndag	14.00 Messe	p. Davide
21. juli	Søndag	14.00 Messe	p. Davide
28. juli	Søndag	16.00 Messe	p. Jude

Den kan læses ved at klikke på linket: Søndags Prædiken

Evangeliet, Mark 4, 35 -41

Her på den 12. søndag i det almindelige kirkeår minder Kirken os sine børn om, at Kristus er med os, selv midt i de storme, som vi kommer til at opleve i vores liv. Dette løfte til os er en anledning til fest og taksigelse, fordi vi glædes over, at Jesus holder af os.

Både den første læsning fra Job og Markusevangeliet minder os om, at Gud er verdens skaber. Derfor har han magten til at kontrollere og regulere alle de naturlige, fysiske og åndelige kræfter eller aktiviteter, der foregår i denne verden. Gud har hele verden i sine hænder. På den måde styrer Han forløbet af vores liv og hele denne verdens historie.

Han ved, hvornår det er bedst at gribe ind både i vores personlige liv og i hele vores verdens historie. Det bliver tydeligt i Hans rettidige svar til Job og hans indgriben i disciplenes situation. Ifølge den anden læsning gør Gud det på grund af kærlighed til os, når han griber ind. Det var det, han gjorde, da han tillod sin eneste søn, Jesus Kristus, at dø på det rette tidspunkt for at frelse og forny os.

Livet er fuldt af storme. Til tider kan de blive så stærke og mærkelige, at vores menneskelige styrke ikke længere kan støtte os. I sådanne øjeblikke midt i frygt og klager, kan Gud overtage den centrale fase af vores liv. I nogle tilfælde kan vi miste vores tro på Gud og tro, at han har forladt os, eller at han ikke eksisterer. På trods af vores svigtende håb er Han alligevel med os. Disse storme kan komme i forskellige former.

Det kan være problemer i vores ægteskab, vores børn, der ikke klarer sig godt, mangel på et arbejde, dårlig økonomi, manglende mulighed for at få børn eller en langvarig sygdom, der overskygger alle handlinger i vores liv. Stormen kan også komme i form af at vi har svært ved at tilpasse os, eller konstant ender i konflikter med andre mennesker.

Selvfølgelig kan stormene også opleves som dårlige resultater i studier eller vores levevej. Listen er uendelig, men stormene repræsenterer den virkelig, vi står overfor hver dag. Ingen kan vide sig sikker – uanset vores familiebaggrund – om vi er kongefamilie eller helt almindelige, så kan den næste storm komme når vi mindst forventer det. Men den gode nyhed er, at der er en vished om, at Kristus er med os for at hjælpe os med at lykkes.

Der er to grundlæggende sandheder, som evangeliet åbenbarer for os om disse problemer. Den første er, at Kristus er med dig i din båd og er opmærksom på stormen på din vej. Du kan ikke være i samme båd som Kristus og alligevel synke. Det er ikke muligt! Den anden sandhed er, at du ikke kan overvinde dine storme alene, uanset hvor erfaren du tror, du er på havet.

Derfor siger Kristus til os: “Uden mig kan I intet gøre.” Der er ingen tvivl om, at hans disciple gjorde en stor indsats for at styre deres båd, før de inviterede Kristus. Men da det ikke lykkedes, råbte de: “Herre, er du ligeglad med, om vi går til grunde?” Selvfølgelig greb Kristus ind, fordi han gav os løftet: “Kald på mig i vanskelige tider, så vil jeg hjælpe dig”

Lad os derfor i stedet for at leve i frygt, klage som Job eller give helt op – råbe og indbyde Herren til at hjælpe os. Lad os samtidig bevare og vise en dyb tro på Gud, Kristus og Helligånden. Vores grundlæggende tro vil få os til at tro dybere, og se at Gud skabte os for at opretholde os i sin kærlighed, frelse og barmhjertighed.

Må vi med den tanke gå ud i dag med taknemmelighed overfor Gud i alle livets forhold, og takke Herren vor Gud for at Hans kærlighed og barmhjertighed varer evigt.

Du kan læse Pastor Judes prædiken til d. 11. alm. søndag på linket: Søndags Prædiken

Ev.: Mark 4, 26 – 34.

På denne ellevte søndag i almindelig tid minder kirken os om, at Jesu kirke som en del af Guds rige er som et træ plantet af Gud i verden. Fra det mindste af alle frø bliver kirken den ædleste af træer og fylder jorden. Kirken er det fysiske bevis på Guds rige. Så ligesom himlens fugle er vi kaldet til at skabe vores hjem i Kirken.

Det er som det allerførste, et budskab om håb og genoprettelse. Gennem profeten Ezekiel lovede Gud at genetablere og ophøje sit folk, der var i eksil i Babylon. Det betyder, at Gud ønsker at rejse sit folk fra et rige af undertrykkelse, fattigdom og elendighed til et rige med retfærdighed, velstand og fred i sindet.

Dette er riget, hvor Kristus regerer som konge og som livets kilde. Dette er riget, hvor Gud ønsker, at vi skal være. Kirken er det synlige tegn på Guds rige, der giver tilflugt til alle mennesker.

I den anden læsning minder Paulus os om, at vi er på en rejse mod Guds rige for at være sammen med Kristus. Derfor må vi til stadighed leve et liv som behager Gud – et liv som har det formål at forenes med Ham, og ikke et liv som kun har et jordisk mål.

I dagens evangelium bruger Kristus to lignelser til at beskrive Guds rige. Det rige, han inviterer os til, er enkelt og fredfyldt. Det er åbent for alle, der søger det med et oprigtigt hjerte. For at finde hjertets oprindelighed må vi lede i det små. I noget så småt som et sennepskorn. Fra det små – det næsten usynlige – kan der vokse mægtige ting frem, blot det får den rette næring. Og der ligger netop nøglen til Guds rige.

Derfor henviser sennepsfrøet, det mindste frø, i den anden lignelse til vores tro. “Hvis du har tro som et sennepsfrø … intet vil være umuligt for jer« (Matt.17,20). Dette omfatter at træde ind i Guds rige. Det er dog vigtigt at bemærke, at ægtheden af vores tro skal testes (Jakob 1:3; 1Peter 1:7).

Troen vokser, og når den gør det, opnår den store ting. Når den vokser, fører den os til Kristus og derved til hans rige. Vores tro drager også andre til Kristus og hans kirke, som det synlige tegn på Guds rige på jorden.

Kirken er som en invitation til alle, der søger frelsen. Som Kristus siger: “Himlens fugle kommer for at søge ly under dens grene.”

Vores tro er ikke kun en sag for os selv. Når vi lever vores tro, og kendes på den, vil andre åbne øjnene for at der er en rigdom der er større end det de selv kan tælle. Når vi viser eller bærer et godt vidnesbyrd om vores personlige og fælles tro, er resultatet at det giver konsekvenser i andres liv. Ved Guds hjælp kan andres liv røres og forvandles.

Lad os med den tanke acceptere og stræbe efter at se troen i det små. I glimtvise sprækker får sennep kornets lys og næring til at vokse sig mægtigt, og række helt ind i Guds rige – Riget som med dets grene giver ly til himlens fugle.

Pastor Judes prædiken til d. 10. alm. søndag 2024 kan læses under linket: Søndags Prædiken

1.læs 1.Mos 3,9 – 15, 2.læs.2.Kor 4, 13 – 5,1. Ev. Mark 3,20 – 35

På denne tiende søndag i almindelig tid minder Kirken os om, at vi som mennesker alle har en eksistentiel kamp mod det onde. Den gode nyhed er dog, at vi er garanteret om sejr. Det er Kristus, der hjælper os med at opnå denne sejr i vores daglige og jordiske kamp mod det onde.

Den første læsning er fra historien om Adam og Evas fald. Det er en integreret del af vores frelsende historie, som minder os om noget, vi har arvet fra dem. Det vil sige den adamiske natur på grund af arvesynden. Det minder os også om konsekvenserne ulydighed.

I stedet for at acceptere deres skyld, forsøgte de at retfærdiggøre sig selv ved at bebrejde hinanden. Adam bebrejdede: “kvinden du (Gud) gav mig.” Selvfølgelig bebrejdede han ikke kvinden alene, han bebrejdede også indirekte Gud, som generøst og venligt gav ham en partner. På den anden side bebrejdede Eva: “slangen, der fristede mig.” Skylden regnede på skylden!

Som nogle af os gør, var det svært at acceptere deres skyld. Ingen af dem sagde, undskyld, jeg tog fejl, det var min skyld eller endda, tilgiv mig. I stedet fandt de undskyldninger for at frikende sig selv, og en anden må tage skylden. Undskyldninger frikender ikke fejl. Det, der hjælper, er snarere ydmygt at acceptere sin skyld og bede om tilgivelse. I den anden læsning bringer Paulus blot de væsentlige kendetegn ved et liv levet i tro frem i lyset. Gennem dette minder Paulus os om, at det kun er muligt at prædike evangeliet på grund af tro. Han minder os også om, at på trods af vores vanskeligheder og eksistentielle kampe mod det onde vores verden, styrker nåden vores tro. Nåde og tro holder os standhaftige og fokuserede på herligheden ved det evige liv forude.

Dagens evangelium fortæller om Jesu møde med sit folk og sin familie. De, selvom han var ude af sind, beskyldte de ham for at være besat, da han faktisk befriede de besatte. De var klar til at holde ham tilbage med falske anklager. De ønskede at tæmme hans mirakuløse gerninger og kraftfulde forkyndelse.

Enhver sand Kristi discipel er, hans bror, søster, mor og medlem af hans sejrrige familie. Han kom for at frelse alle, som er rede til at gøre Guds vilje. Selvfølgelig er Maria, hans mor, en stor model for dette for os alle. Derfor respekterede Kristus ikke meget sin egen trofaste mor. Han underviser snarere i en vigtig lektie i dag. At vi gennem tro og lydighed mod Guds vilje alle har mulighed for at blive medlemmer af hans sejrrige og lykkelige familie.

Kristus minder os også om, at det ikke er status, men handling som svar på Guds kald, der bestemmer, hvem der tilhører hans sejrende familie. At blive en del af Kristi sejrrige familie er en dynamisk proces. Det udspringer af et personligt møde med Kristus. Det flyder også fra trofasthed og lydighed mod Guds vilje. Derfor, hvis vi er Kristi disciple, må vi bevise det gennem vores tro og lydighed mod Guds vilje.

Endelig nød Adam og Eva status og trøst ved Guds guddommelige nærvær, men de mistede den på grund af ulydighed. Gennem dem mistede vi ligeledes vores medlemskab af den sejrende familie. Men den gode nyhed er, at gennem tro på Kristus (Marias afkom) og lydighed mod Guds vilje er vores medlemskab af den sejrende familie blevet genoprettet.

Fredag d. 31. maj blev en af vore kendte medlemmer, Thomas Rajanayagam ,begravet.

Thomas kom til Frederikshavn sidst i 80’erne og fandt sig hurtigt til rette i menigheden. Han var med til at bygge menighedslokalet, da Pastor Per (Dolmer) var vor boende præst her i Frederikshavn.

Som jeg husker Thomas, var han en stille, smilende mand altid parat til en lille snak lige efter messen. Han hjalp meget i kirken med sit frivillige arbejde på rengøringsholdet og også ude i og omkring kirken, når der blev organiseret en havearbejdsdag.

Vi kommer til at savne dig, Thomas, og må du få den evige fred hos Gud, som du var så trofast en tjener af.