Jul 29 2024

Pastor Judes prædiken fra i går

Udgivet af

Kan læses under linket: Søndags Prædiken

Comments Off on Pastor Judes prædiken fra i går

Jul 29 2024

Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2024

Udgivet af

Ev: Joh 6, 1-15

Dagens Evangelium hjælper os til at forstå, hvordan Gud tager sig af alle vores behov. Johannes 6:1-15 fortæller historien om Jesus, der bespiste de fem tusinde, hvilket er det mirakel i evangelierne, som viser dets betydning. Dette mirakel forbinder sig med Eukaristien og fremhæver, hvordan Jesus sørger for vores åndelige behov. Miraklet lærer os, at selv små ofre kan have stor indflydelse, når de gives til Gud. Ved at dele og stole på Guds omsorg kan vi opbygge et omsorgsfuldt fællesskab, ligesom de tidlige kristne gjorde.

Da alle har spist og er blevet mætte, samles resterne i 12 kurve. I Biblen er tallet 12 et udtryk for det fuldendte og det perfekte, og vi ser igen hvordan Gud griber ind i det små og forvandler det, så det bliver fuldkomment. Gud griber ind i det brød der er skabt af mennesker og gør det fuldkomment. På samme måde sker det under eukaristien, hvor Guds hånd griber ind i det brød eller hostier der er skabt af mennesker, og forvandler det, så det bliver af en ny værdighed.

Evangeliet om forvandlingen kan inspirere os. Vi lægger mærke til at Jesus ved miraklerne aldrig giver fisk ud af ingenting. Altid under miraklerne som vi hører om, er der noget som han forvandler – vand til vin, storm til stilhed, fisk og brød til mere af det samme. Det er som, for at vise os at den smule vi allerede har, der ikke er nok, dét får værdi i Hans hænder.

Ofte kan vi møde mennesker der har den holdning at det ikke nytter at hjælpe verdens fattige, eller dem som lider, fordi støtten kun går ned i et stort hul. Ja, måske kan vi også selv rammes af den tanke. Vi ser lige nu hvordan varme rammer store dele af verden, og med billederne kan det virke meningsløst at rydde op for hvor skal man begynde?! Mange steder i verden står overfor den slags kriser, og det uoverskuelige kan vi også rammes af indeni. Følelsen af ikke at være noget – ikke at have noget at byde på – at være uden værdi. Det er en følelse som mange går rundt med.

Jesus minder os om i dag at ringe værdi, det mindre værd, og sorgen i det mistede – det er kun en menneskelig håbløshed. For Gud er den lille smule vi har, et fundament at bygge på. Sådan blev en madpakke til mad til tusinder af mennesker. Sådan blev vand til vin ved brylluppet og sådan vækkede Jesus den døde. Når vi har en smule, og der i den smule er et håb og en tro på at Gud er med os, er der grobund for mirakler.

Uden Gud har vi ikke meget at give. Uden Gud i vores liv har vi kun lidt. Vi er kun lidt. Og mange udenfor kirken vil nok sige, at det ikke passer for de har både hus og bil, og er opdraget til at være gode mennesker. Og at være gode mennesker har en stor værdi.

De har ret. Og de har ikke ret. For også det gode menneske, og mennesket med hus og bil er afhængige af, at Gud tager den smule vi har og forvandler det til mere. Om vi lever eller dør afgøres ved om vi ødelægger jorden eller giver den smule vi har, for at bidrage til at bevare den, så Gud fortsat kan vise os miraklet der sker når græsset gror og blomster springer ud trods tørke. Gud er kilden til alting – Han er skaberen af den jord vi træder på, og den luft der omgiver os. Hver eneste dag tager han alt det og forvandler det til mere.

Med forvandlingen i dag mindes vi om at vores liv afhænger af Gud. Vi kan ikke meget på egen hånd, men tør vi sætte den smule vi har i spil, møder Gud os og viser os et lille vindue ind til Hans evige Rige – et glimt der kan mangedoble det håb, vi lever på.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2024

Jul 28 2024

Messetiderne for august 2024

Udgivet af

DatoDagMesse
4. augustSøndag16.00 Messep. Jude
9. augustFredag16.00 Messep. Davide
11. augustSøndag14.00 MesseP. Jude
16. augustFredagAFLYST!!
18. augustSøndag14.00 MesseP. Jude
23. augustFredag16.00 Messep. Davide
25. augustSøndag14.00 MesseP. Davide
30. augustFredag16.00 Messep. Davide

Comments Off on Messetiderne for august 2024

Jul 22 2024

Pastor Judes prædiken fra i går

Udgivet af

Kan læses under linket: Søndags Prædiken

Comments Off on Pastor Judes prædiken fra i går

Jul 22 2024

Pastor Judes prædiken til d. 16. alm. søndag 2024

Udgivet af

Ev: Mark 6, 30-34

Hvis man køber en bibel der er skrevet til børn er den ofte fyldt med den slags historier fra biblen, hvor Jesus udfører et mirakel. Jesus går på vandet. Jesus giver mad at spise til 5000 mennesker. Jesus får stormen til at lægge sig. Når vi fortæller disse historier, lytter børnene koncentrerede for det er spændende beretninger, hvor de kan bruge deres gode fantasi.

Når børnene bliver ældre læser de historierne igen, men denne gang som om de sidder overfor et eventyr på linje med de film de ser i TV. De læser beretningerne som voksne og nu med tvivl og skepsis, for hvis Jesus virkelig kan gøre det hvorfor redder han så ikke verden fra sult og nød? Hvis han virkelig kan gøre det hvorfor gør han så ikke noget for MIG?

Et mirakel er en god historie, men i dag hvor vi har lyttet til optakten til at Jesus gør det muligt for 5000 mennesker at blive mætte ud fra bare nogle få fisk og brød, må vi spørge os selv hvad det er Jesus vil med disse mirakler. Det er ikke de 2 fisk og 5 brød der er vigtige – det er ikke om Jesus ankler blev våde eller ej da han gik på vandet, som vi skal fokusere på. Det er ikke relevant om stormen blev til en jævn eller frisk vind, da Jesus bad den lægge sig.

Jesus udfører nogle mirakler lokalt. Han redder ikke hele verden på én gang, men i det skjulte – i det stille lader han nogle ting ske som taler til vores hjerte. Hans handlinger åbner et vindue for os, så vi kan se en lille del af Himlen. Han viser os en brøkdel af alt det vores himmelske Fader er i stand til, for at vi kan leve i forventningen om at alt det der står skrevet i biblens tekster også vil opfyldes.

Apostlene er udmattede og folkeskarerne er sultne. Fælles for dem er at de er i underskud. Også vi har prøvet at være i underskud. Vi har været syge, fattige, ulykkeligt forelskede, i krise eller uden håb. Vi har følt at vi ingenting havde – eller i hvert kun havde ganske lidt. Og det er netop her

Jesus træder til og viser os det lille vindue til Himmeriget som vi længes efter.

Gennem vinduet viser han os at vi kan blive raske, at vi kan forenes og at der er lys på den anden side. Han tager den smule vi har og mangedobler det, fordi han ynkes over os, som det skrøbelige menneske vi er. Jesus er livets brød, som råder i vores hjerter. Ser vi ham ikke som kilden til vores kristne liv, mister vi næringen der skal udvikle det liv vi lever.

Jesus inviterer os igen og igen til at trække os tilbage – være alene og hvile lidt, sådan som han også opfordrer apostlene til i evangeliet. Han gør det ikke for at gøre os ensomme, men fordi han ved at det er i tilbagetrækningen vi lærer mest. Det er i vores øde indre livets lærdom sætter sig fast. Det er der indtryk og erfaringer forenes.

Det er sommer. Vi holder ferie og trives bedre ude end inde. Vi kører rundt i sommerlandet, flyver til udlandet og løber stærkt for at indhente alt det vi synes vi har forsømt de mørke vinterdage. Det er denne tid på året flest ægteskaber går i stykker – for vi har tid sammen. Meget tid, og vi kræver at alt den tid skal have kvalitet, kærlighed og det hele skal blive til smukke billeder vi kan sætte på internettet. Vores fælles projekt hedder sommerglæde. Men lad os sammen finde et nyt projekt – lad os trække luften ud af travlheden. Lad os sætte forventningerne ned, og give hinanden plads til at hvile lidt og være alene.

Jesus viser os mange små mirakler, men for at se dem må vi åbne øjnene og kigge godt efter. Find derfor lidt tid alene – find tid uden en dagsorden og læg kameraet væk, for der i det stille – i det skjulte vil Jesus mangedoble den smule vi har.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 16. alm. søndag 2024

Jul 10 2024

Pastor Judes prædiken fra sidste søndag

Udgivet af

Kan læses under linket: Søndags Prædiken

Comments Off on Pastor Judes prædiken fra sidste søndag

Jul 10 2024

Pastor Judes prædiken til d. 14. alm. uge 2024

Udgivet af

Ev: Mark 6, 1-6

En profet er miskendt i sin egen hjemby. En profet kan ikke gøre mægtige gerninger dér hvor han kommer fra. Sådan siger Jesus i dag – Jesus der mærkede på egen krop, hvordan folk i hans hjemby ikke rigtig ’købte’ de ord han kom med. Alle omkring ham kender hans opvækst, de har hørt hans barnegråd, de har set ham spise og sove og skære i træ. Derfor fyldes de med skepsis over at han har en særlig evne.

I stedet kunne Nazaret have hyldet Jesus for hans evner, lider Jesus for at udfolde sin evner, for at blive hørt og sat pris på, må han drage ud og gøre mægtige gerninger blandt fremmede. Inden Jesus tager af sted, helbreder han nogle få syge. Helbredelsen står i Evangeliet som en lille ting – en ligegyldig hændelse, men havde folk dér åbnet deres øjne, ville de se hvad de gik glip af med deres skepsis.

Også vi genkender den måde at reagere på. Når man står tæt på et bjerg er det svært at vurdere dets almægtighed. Når vi står langt væk ser vi hvor storslået bjerget er. Det samme forhold har vi til mennesker. De der er tæt på os, kan vi tage for givet eller blive misundelige på, eller have trang til at holde nede. De er ikke noget særligt. Ingen her i Nordjylland skal klare sig ret godt, før nogen siger: ’Hvem tror han lige han er???

IKKE at tro kan have store konsekvenser. Det barn, som har forældre, der ikke tror på, at det kan blive til noget, bliver sjældent til noget. Den medarbejder som et firma har mistet troen til, bliver sjældent længe på den samme arbejdsplads. Det menneske som har mistet troen på Gud, ser vi sjældent i kirke. At miste troen på hinanden, sig selv og miste troen på Gud, kræver at vi ser alt i et nyt lys.

Når vi ikke tror, når vi holder nogen nede eller bliver misundelige, så går vi glip af noget. Det er det vi lærer fra dagens tekst. Nazaret går glip af Jesu gerninger og undervisning. Så i dag kan vi spørge os selv, hvad vi holder nede i vores liv og har mistet troen på?

Uanset om svaret på det spørgsmål er, at vi har mistet troen på vores kone, vores job, Gud og kirken, vores familieliv eller om det er troen på os selv, der har lidt et knæk, så kan dagens evangelium give os håb.

Alt vi ved Jesus gjorde udenfor Nazaret minder os nemlig om hvad Nazaret gik glip af. Lad ikke også os gå glip af noget, så lad os fra i dag tale andre op fra det mørke de sidder i. Lad os tale os selv ud af den kritik vi bærer på, og lad os skrifte vores skyld, så vores kærlighed til Gud bevares intakt nu og alle dage fremover. Da vil vi se de mægtige ting der sker lige foran vores næse.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 14. alm. uge 2024