Denne prædiken kan læses under linket: Søndags Prædiken

Ev. Joh, 6, 24 – 35

I dag er det den attende søndag i almindelig tid. Denne søndag glæder vi os over den utrolige næring, som Gud giver os dagligt gennem Kristus, som er livets brød. Som kristne gennemgår vi en åndelig forandring ved at modtage Kristus, – en modtagelse som understreger at vores liv og tilfredshed må ikke kun være afhængig af materielle ting, men mere af det åndelige. Vi har brug for den åndelige næring, livets brød, der kommer fra himlen. Det er den åndelig føde som Kristus giver os gennem Eukaristien.

Den første læsning lærer os at “En sulten mand er en vred mand.” På grund af sult gjorde israelitterne oprør mod Moses og dermed mod Gud. De tvivlede og satte Gud på prøve. De glemte hurtigt, hvor god og barmhjertig han havde været mod dem, og hvordan han adskilte Det Røde Hav og besejrede deres fjender for at redde dem.

Men Gud beviste at han er en stor forsørger. Han fodrer dem til tilfredshed. De klagede: “Vi har intet brød!” Han sendte dem manna fra himlen. De brokkede sig: “Nu spiser vi kun brød hver dag og intet kød!” Gud lod kød regne ned over dem som støv. De klagede: “Vi er ved at dø af tørst!” Og han gav dem vand fra klippen (2 Mos 17:6).

I evangeliet læste Jesus tankerne hos de mennesker, der fulgte ham. Han udførte miraklet med mangfoldiggørelsen af brød og fisk af nødvendighed. Men ligesom israelitterne blev hans tilhængere besat af mad. De blev fokuseret på fysisk sult – på samle og eje. De kom for at søge efter deres daglige brød, men indså ikke, at Kristus var livets brød.

En vigtig lektie for os i dag er, at når vi er for opmærksomme på materielle ting, mister vi den åndelige mening med livet. Så vores forhold til Gud og andre må ikke være baseret på hvor mange materielle ting vi kan få fra dem, og hvor meget vi har at handle med.

Desværre opfører vi os nogle gange som israelitterne ved at gøre oprør mod Gud. Vi ser, at israelitterne foretrækker mad og slaveri frem for frihed. Ligesom Esau var de klar til at sælge deres førstefødselsret for en tallerken grød (1 Mos 23, 29-34). For nogle af os er Gud kun god kun, når livet er succes. Når vi står over for vanskeligheder, glemmer vi al hans godhed.

Derfor rådede Paulus os i vores anden læsning til at se længere end blot til vores næste måltid: “I skal opgive jeres gamle levevis… som fordærves ved at følge forførende ønsker. Dit sind må fornys ved en åndelig forandring.” Forførende ønsker forhindrer os i at værdsætte Guds godhed. De efterlader os med åndelig sult.

Åndelig sult er roden til svagheder. Det er som en sygdom, der æder stoffet i ens organer. Det efterlader os uden styrke til at kæmpe tilbage mod angreb på vores sind. I stedet udsætter det os for enhver form for fare. Så at iføre sig det nye menneske betyder at beskytte og nære vores sjæl åndeligt, især når vores fysiske krop er svag og lider.

Evangeliet lærer os, at Kristus er livets brød. Han er til stede i den hellige Eukaristi, og hver gang vi fejrer ham, modtager vi livet fra ham. For at støtte os på vores åndelige rejse, tilbyder Kristus os sig selv ved hver messe. Vi er virkelig velsignede, når vi beder: Herre jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Således gives vi ordet, når gøres levende i Eukaristien.